Alle gode historiefortællere har én ting til fælles. Nemlig et publikum. Os, der lytter, læser, ser og følger med. Som lader os gribe af historien og dens karakterer. Vi ser dem for os som levende mennesker, og føler, at vi kender dem. Og alle, der nogensinde har fulgt med i en tv-serie eller trofast læst bind efter bind af en bogserie, kender fornemmelsen: Endelig er der nyt! Hvad har vi i vente? Hvor skal vores hovedperson hen nu? Holder niveauet?

Det er sådan, jeg har det med Katherine Diez’ Instagram-profil. Hvis du ikke hører til de mere end 39.000 mennesker, der følger Katherine Diez’ profil på det sociale medie, så må jeg hellere lige præsentere dig for hende. Hun er 33 år gammel og født i Aarhus. Hun er kulturskribent, debattør og anmelder og har skrevet for medier som Politiken, Berlingske og magasinet ELLE. Og så er hun det, man kan kalde en Instagram-personlighed. Det er her, hun har skabt sig et navn og en følgerskare, og det er her, hun har udtrykt sig mest hyppigt og mest personligt. Hendes Instagram-profil er hendes værk, som man ville sige om en forfatter eller anden skabende, kreativ sjæl. Katherine Diez har noget, hun gerne vil verden, og Instagram er det medie, hun har valgt at udkomme på. Det massemedie. Og den historie, hun i nu seks år har fortalt om sig selv på sin Instagram-profil, er den, som størstedelen af de mennesker, der kender til hende, forholder sig til. Det er den Katherine Diez, de kan lide – og den, de kritiserer. Hende fra Instagram.

Det er også derfor, at det, du nu skal til at læse, først og fremmest bliver en anmeldelse. Af Katherine Diez’ liv på Instagram. Jeg deler det op i sæson 1, 2 og 3. I første sæson mødte vi hende som en cool Vesterbro-chick med en dyb lidenskab for kunst og kultur, i anden sæson fulgte vi med i hendes liv som stadig mere offentlig person, som del af den talende klasse og kæreste med en minister, og lige nu i det, jeg vil tillade mig at betragte som tredje sæson af Katherine Diez’ liv på Instagram, ser vi vores hovedperson både sårbar, kampklar og jublende forelsket.

Diez’ Instagram er et levende eksempel på vores tids vel nok mest afhængighedsskabende form for historiefortælling. På det, vi kunne kalde den digitale autofiktion. Så hvordan gør hun det? Hvad er det, Katherine Diez kan, som får tusinder af mennesker til at bingewatche hendes Instagram-liv? Hvorfor er det, at nogle personer i særlig grad formår at fastholde andres interesse i de nye medier? Hvorfor skiller de sig ud i det digitale menneskehav, hvor millioner af profiler råber på vores opmærksomhed? Hvordan bliver man en fortælling, som folk har lyst til at følge med i – og hvad gør det ved det menneske, man er?

Jeg bad Katherine Diez om at hjælpe mig med at svare på de spørgsmål. Om at tage os med bag scenen og vise os, hvad hun kan, og hvad hun har lært. Det ville hun gerne. For der er altid mere til historien.

Vi begynder helt tilbage i sæson 1. Det var her, i 2016, at Katherine Diez lavede sine første posts på Instagram, og fra et anmelderperspektiv må man sige, at det startede ret tamt. Ingen kunne have vidst, hvilken succes det ville vokse sig til. Det allerførste billede var en stue på Rungstedlund, Karen Blixens hjem, og det næste Eremitageslottet. Første gang man mødte Katherine Diez selv, sad hun i en åben sportsvogn og så skøn ud, men ikke mere end det.

Snart begyndte hendes karakter dog at materialisere sig. En kvinde i midten af 20’erne, høj, blond og københavnercool på den lidt dyre måde. Hendes tøj sad altid godt, hendes hår var altid pænt. Hun læste dansk på universitetet, hang ud på smarte Vesterbro og fremstillede sig selv som en #partygirl og rosé bitch, som regel med et strålende you’re on camera-smile og et højstilket glas i hånden. Men så havde hun noget, der stak i en anden retning. Der var en kontrast i karakteren, et overraskende træk – et velkendt greb fra seriernes verden, som den brutale mafiaboss Tony fra Sopranos, der har et blødt punkt for andefamilien i sin swimmingpool. Hos Katherine Diez handlede det om kunst og kultur med stort K. Teater, opera og især litteratur. Allerede få måneder inde i sæsonen var der lige så mange posts om bøger, som der var cocktails og selfies. “Det opstod egentlig ret naturligt,” fortæller hun. “Jeg brugte bare min Instagram, som de fleste andre bruger den. Men jeg havde jo en lidenskab, som var litteraturen, og den ville jeg gerne fortælle om. Hvem vil ikke det, hvis de brænder for noget? Hvem vil ikke gerne overbevise?”

Det var ikke bare bogtips, man fik, hvis man fulgte Katherine Diez på Instagram. Det var kærlighedsaffærens dramaturgi, hun gennemspillede med bøgerne som partner. Hun citerede Herman Bang, Vita Andersen, Helle Helle, Karen Blixen og Tom Kristensen med samme lidenskab, som når man hænger ved hvert ord fra sin nye flammes mund. Hun viste Hærværk hvilende på sit lår, “et af de værker, der åbnede litteraturen for mig for omkring 10 år siden”. Hemingway læste hun under dynen, nøgen og med en pure malt whisky på sengekanten. Johannes V. Jensen indtog hun dagen derpå med en caffe latte i sin velmanicurerede hånd. Ret hurtigt blev det en stil, kombinationen af klassisk kultur, Insta-lækkerhed og sex som en pirrende understrøm gennem det hele.

Det virkede. Følgerne blev flere. Hun overvejede aldrig at annoncere eller ligefrem købe sig til dem. “Aldrig,” siger hun. Det, hun gjorde, var at få et liv med kunst og kultur til at se pissegodt ud. “Det er meget tydeligt, hvad der virker,” forklarer hun. “Du skal selv optræde på billedet. Du skal vise dit ansigt. Og enten skal sceneriet være ekstraordinært, eller også skal du på en eller anden måde være ekstraordinær.” Med andre ord: Du skal se godt ud. Eller have den helt vilde kjole på. Smide noget tøj. Eller græde dine øjne ud. Du skal ud at lege med det opsigtsvækkende. Det ekstreme. “Ellers mister folk interessen.”

Men der skulle selvfølgelig mere drama til, før sæsonen blev det watercooler-show, som folk måtte tjekke ud. Det skete, da de store, etablerede medier dukkede op i historien. Først opdagede Politiken Katherine Diez og bad hende skrive bagsideklummer. Og så dukkede Berlingske op med et bedre tilbud som litteraturanmelder og fast klummeskribent – en fed udvikling af handlingen, især når man nu ved, at hendes ‘ja tak’ til Berlingske senere gav hende det helt store gennembrud. Men nu springer jeg i det. Tilbage til 2018, hvor der for første gang kommer konflikt ind i Katherine Diez’ liv på Instagram.

Det her var et ikonisk Insta-øjeblik, så lad mig beskrive det for dig. Det var et opslag postet en februardag. Berlingskes nye litteraturkritiker Katherine Diez lå i sin seng, med søvnig øjenkontakt med kameraet og sin nøgne overkrop dækket af en åben bog: den danske forfatter Mortens Sabroes nye roman 32 centimeter. “Jeg går i seng med mit arbejde,” lød teksten. “Morten Sabroe og hans 32 centimeter har ligget oven på mig hele natten og holdt mig vågen til klokken jeg-ved-ikke-hvad.” Det var, kan man sige, en slags opvarmning til den anmeldelse, Diez havde på vej. Hun gav bogen tre stjerner i Berlingeren. Og så stak det, for første gang, helt af omkring Katherine Diez på Instagram.

Morten Sabroe kaldte hendes opslag for et “mediestunt” og skrev sarkastisk om hende på sine egne sociale medier: “Hun ved rigtig meget om dansk litteratur, det kan enhver med øjne i hovedet se. Det er en god idé af Berlingske at bruge hende som litteraturanmelder.” Berlingskes daværende kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, svarede ham igen med samme sarkasme: “Enhver ved jo, at smukke kvinder er lidt dumme, ligesom vi ved, at litteratur og samfundsforhold kommenteres bedst af grimrianer iført rullekravesweater og selvhøjtidelighed. De skal også helst flyve lavt på sociale medier. Ellers er det selviscenesættelse, og det er helt forfærdeligt.”

Det var her, det bærende tema for sæson 1 blev tindrende klart. Hvorfor er det, at en kvinde, som dyrker det smukke ydre, er nødt til at kæmpe for at blive taget alvorligt? Hvorfor skal hun være køn eller klog? Hvorfor mister hun troværdighed, hvis hun er en sammensat karakter? Hvad er det for en sexisme, der stikker hovedet frem her? Det var en diskussion, der allerede fandtes i den offentlige debat, men Katherine Diez’ historie satte den på spidsen her i 2018. Det var den perfekte konflikt til at vise problemstillingen, og billedet af Diez, nøgen med bogen, var den perfekte provokation til at sætte ild til den.

Der var bare lige det, at Katherine Diez overhovedet ikke havde overvejet noget af alt det. “Jeg tænkte mig ikke om,” siger hun. “Det er faktisk ret symptomatisk for det meste af, hvad jeg gjorde dengang. Jeg havde jo ingen kommunikationsskills overhovedet. Jeg smadrede jo mig selv, fordi jeg bare ikke tænkte mig om. Jeg fyrede bare noget af uden at tænke over, hvad et potentielt udfald af det kunne være.” Hun syntes, det var sjovt, det med de 32 centimeter oven på hendes nøgne krop. Ligesom hun syntes, det var sjovt at poste et opslag, hvor hun stangede hønsesalat ud af tænderne og skrev: “Jeg har stadig mere seksuel kapital end dig.” Og da folk reagerede negativt på det og bad hende droppe den perfekte overflade, syntes hun, det var et sjovt svar at lægge et billede af sine “uperfekte” strækmærker op – fordi de stort set var usynlige på hendes stramme maveskind.

Nogle elskede det, ligesom de elskede Katherine Diez for at fodre dem med inspiration til kunst og kulturliv. Og andre hadede det og syntes, Katherine Diez på Instagram var selvfed og arrogant. Frøken tynd-hvid-og-lækker med sin elitære smag, som pyntede sig med litterære citater og beklagede sig over, at verden ikke tog hende seriøst. “Og det har gjort ondt på mig nogle gange,” siger hun. “Jeg forstod det ikke. Hvorfor siger de sådan om mig? Hvorfor tror de, jeg er sådan? Fordi det er jo slet ikke sådan, jeg er.” Hun følte, det var uretfærdigt, siger hun. “Jeg ville bare gerne være sjov og klog og sød og samtidig se ud, som jeg gjorde. Men jeg fattede ingenting. Hvis jeg havde haft bare en lille fucking smule basic knowledge, så havde jeg vidst, at hvis man sender noget ud i offentligheden, så skal man bare være bevidst om, at det bliver modtaget meget forskelligt, alt efter hvem modtageren er.”

Vi nærmer os slutningen af sæson 1. Den Katherine Diez, vi så på Instagram, var en rising star, en provokatør, som var klar til at kæmpe for sin plads i den offentlige debat. “Men jeg kan ikke lide det,” siger hun. “Det giver mig angst. Det har altid givet mig angst.” Og det er så her, at det hele kulminerer i den legendariske ‘boeuf bourguignon’-episode, der blev Katherine Diez’ store gennembrud.

Søndag den 1. september kunne man i Berlingske læse en klumme med overskriften “Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol”. I klummen beskrev Katherine Diez det umulige datingmarked, der for hende blev endnu mere bøvlet af, at hun nægtede at date en mand, der ikke kunne matche hendes litterære smag og niveau. “Højtuddannet og fra den snakkende klasse er et ufravigeligt minimumskrav,” skrev hun. Det ville være årtiets underdrivelse at sige, at folk blev provokerede af dén udmelding. Folk skrev til Berlingske, at Diez skulle fyres. Vrede læserbreve og modklummer væltede frem. Kommentarsporene på de sociale medier eksploderede, for hvad fanden bildte hun sig ind, det dumme, højrøvede pigebarn?

“Det er jo åbenlyst for enhver, at Katherine Diez’ udseende er en del bedre end hendes intellekt,” lød det fra én Facebook-bruger i et spor på over 300 kommentarer. “Hun er en, som soler sig i andres litterære værker, men som absolut intet kan selv,” skrev en anden. “Alt hos hende er staffage og glimmer og personlig promovering. En person helt uden nogen form for substans!”

Igen havde Katherine Diez sendt noget ud i verden, der detonerede i en grad, hun aldrig havde set komme. Pludselig blev hun diskuteret og analyseret i radio og tv. Hun var for alvor blevet et fænomen, en kliché, en elsker-eller-hader-skikkelse i det persongalleri, der udgør den offentlige samtale. “Og den klumme tog mig halvanden time at skrive. Jeg skulle bare aflevere et eller andet,” siger hun i dag. “Jeg sad ikke og tænkte, nu skal jeg lave en banger, nu skal jeg lave rav i den. Sådan var det overhovedet ikke. Det er ikke, fordi jeg fortryder, at jeg skrev den. Men hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg i det mindste kunnet regne ud, hvad der ville ske.”

I virkeligheden var det netop det, der gjorde sæson 1 så vild at følge med i: Katherine Diez var på den ene side så god til at fortælle sin historie og på den anden side så grøn i gamet, at hun hele tiden havnede i et nyt og mere forrygende drama. Men det var ikke nogen let sæson for hende selv at komme igennem. Ville hun gerne have været den foruden? “Nej. Nej, nej, slet ikke,” siger hun. “Jeg er jo blevet et ret cool menneske, synes jeg. Men det er fandeme også, fordi jeg har lært meget af det. Og nogle gange på den hårde måde.”

Og med den cliffhanger er vi fremme ved sæson 2.

Sæson 2 begyndte stærkt i november 2019. Katherine Diez var tilbage efter boeuf bourguignon-balladen, og nu var det blevet tid til at bringe en mand, en love interest, ind i historien. Det kunne have været en forfatter, det kunne have været en skuespiller, det kunne have været forudsigeligt. Men, helt genialt, var det en politiker – en minister, socialdemokraten Dan Jørgensen, der dengang sad for bordenden i Klimaministeriet. Dan og Diez var sladderbladsguf fra første øjeblik, den sexede kulturpersonlighed og den dynamiske S-minister. Konstellationen gav ny dynamik til historien om Katherine Diez på Instagram, og udviklingen i hendes karakter tog en drejning. Vesterbros partygirl virkede pludselig mere voksen. Mindre læsning mellem lagnerne, mere premiere i Operaen og pæne ord om dannelse. Den cool læderjakke blev byttet ud med en klassisk trenchcoat. Men det øjeblik, der for alvor viste, at Katherine Diez var et nyt sted i sæson 2, var det fælles opslag, hun og Dan Jørgensen lagde ud for at annoncere, at de flyttede sammen. For sådan gør man, når man er offentlige personer, der forstår de nye medier. Men ingen gør det alligevel helt som Katherine Diez.

På opslaget så man parret bygge rede. Kulturskribenten sad på gulvet med bare ben under en stor boyfriend-skjorte, klimaministeren stod ved hendes side i en T-shirt, der gav frit udsyn til et par betragtelige biceps. Og bag dem var symbolet på deres forening – en væghøj, propfuld fælles bogreol. Og boom, så havde vi sæson 2’s første rigtige drama omkring Katherine Diez’ Instagram. “Det der billede,” siger hun, “blev jo fucking latterliggjort.”

Alle, der havde savnet suset fra boeuf bourguignon- og bogreoldagene, væltede ind i kommentarsporene på de sociale medier. Hvad var det for et opstillet billede at sende ud? Havde de en pressestrategi for deres parforhold? Hvem troede de, de var, kronprinsparret? Og var det en sagesløs embedsmand fra Klimaministeriet, der var blevet udkommanderet til at tage fotoet? “Nej, selvfølgelig ikke. Vi satte bare en selvudløser på telefonen,” siger Katherine Diez. Og nej, de havde ikke lagt en pressestrategi som sådan. Egentlig prøvede de at sætte et humoristisk spin på deres, nuvel, officielle udmelding. Og de var i gang med at lave den bogreol sammen. Og der var jo den reference, med bogreolen. “Vi syntes, det kunne være enormt grineren,” fortæller hun. “Det billede var så meget vores humor.”

Men historien fungerede ikke. Måske fordi humor ikke var det, nogen ventede af en klimaminister og en kulturskribent? Billedet blev modtaget som selvhøjtideligt og selvpromoverende. Det var ikke noget hit, og efter den episode blev fortællingen mere og mere strømlinet. Kontrasterne forsvandt. Snart var der kun kultur og ingen attitude, ingen frækhed, intet ekstraordinært. Katherine Diez’ karakterudvikling gik den helt forkerte vej, hun blev flad og endimensionel, og bogreolbilledet viste sig at blive sæsonens højdepunkt. Derfra blev det – set fra et anmelderperspektiv – ærligt talt ret kedeligt.

Det, der gik galt med sæson 2, var, at Katherine Diez’ rolle havde ændret sig. Hun var ministerfrue, og med det fulgte en ny bevidsthed om, hvad det var, hun kommunikerede til omverdenen. “Dan og jeg havde sindssygt meget at tale om, og vi havde det enormt sjovt. Men der er enormt meget omkring det at være minister og en kæreste til en minister, som ikke er sjovt. Altså som simpelthen bare er fucking nederen. Fordi man ikke er almindelige mennesker. Fordi man ikke kan leve almindeligt,” siger hun. “Der er mange ting, du ikke kan gøre. Der er mange ting, man skal tænke over hele tiden. Og det var jeg ikke god til.”

For en toppolitiker er kommunikationsfolk, konsulenter og rådgivere en uomgængelig del af tilværelsen. Alt, hvad man siger og gør, skal tænkes igennem, vendes og drejes og vurderes ud fra det mulige udfald, for ingen toppolitiker ønsker at blive morgendagens møgsag for sit parti. Og hvis man bliver kæreste med en toppolitiker, så gælder påpasseligheden også for dig. Du bliver selv en slags politiker by proxy.

Det lærte Katherine Diez, mens sæson 2 kørte. Og på sin vis var det godt, siger hun. Hun var omgivet af folk, der forstod gamet i den offentlige samtale. Det, hun nu fik, var den viden om afsender og modtager, om kommunikation og damage control, hun ikke havde, da hun begyndte. Men bagsiden af det var, at hun blev bange. Mere end det; hun udviklede angst. Hun skruede ned for sig selv, minimerede risikoen for drama og nye shitstorme. Hun turde ikke træde forkert, for det gør en ministerfrue ikke. “Og det var sgu bare ikke et liv, der var cut out for mig,” siger hun. “At leve i en konstant strøm af pres og kritik fra pressen og at blive associeret med en politik og med et arbejde, som ikke var mit eget, syntes jeg var ekstremt hårdt.”

På det tidspunkt læste Katherine Diez’ Lone Franks bog om kærlighed, Størst af alt. Og der stødte hun pludselig på sig selv – eller rettere på den Katherine Diez, som hun var i Lone Franks øjne. “Jeg citerer bare fuldstændig løst,” siger hun, “men der stod noget i retning af, at ‘så er der den her kvindetype som Katherine Diez. Og det er sådan en type kvinde, der går efter mænd med magt’.” Hun kunne knap nok tro sine egne øjne. “Jeg læste den der sætning og havde det sådan … Jeg har jo aldrig haft mindre magt, end jeg har nu. Fordi jeg ikke kan sige, hvad jeg vil. Og gøre, hvad jeg vil. Og skrive, hvad jeg vil.” Det var realiteten bag sæson 2. “Jeg mistede mig selv på nogle punkter. Jeg havde det helt, helt fucked.”

Vi nærmer os slutningen af sæsonen. Vi fik opslaget, hvor Katherine Diez og Dan Jørgensen gik fra hinanden, i januar 2022. En stille og rolig dobbeltselfie med en stille og rolig tekst. “Livet går ikke altid, som man håber og tror. Heller ikke for os,” lød teksten. Det var naturligvis den bedste måde, to mennesker kan forlade hinanden på. Udramatisk. Som seer blev man lidt bekymret. Var hun væk, den Katherine Diez, der fik livet til at ligne fiktion? Kom der overhovedet en sæson 3? Men det gjorde der.

Sæson 3 begyndte faktisk ikke på Instagram, men med en roman. Det var februar 2022, og den danske forfatter Jacob Skyggebjerg havde netop udgivet Inderkredsen – det, man kalder en nøgleroman, hvilket vil sige, at fiktionen har rod i virkelighedens personer og begivenheder. Skyggebjerg beskrev et indspist litteraturmiljø i København, inklusive en kvindelig anmelder, Ditte Corfitz, som romanens sexafhængige hovedperson gør til genstand for sine våde drømme. Virkelighedens boganmeldere var hurtige til at identificere inspirationen til Ditte Corfitz, og i Berlingske lød overskriften på den tostjernede anmeldelse sådan her: “Forfatterens sexfantasier om Katherine Diez ender som en impotent provokation.”

Det er lidt kompliceret, det her, det ved jeg. Vi har en Katherine Diez, der er en romanfigur, og en Katherine Diez, der er en overskrift i aviserne, og en Katherine Diez, der findes på Instagram. Og så har vi selvfølgelig den Katherine Diez, der findes i virkeligheden, men som næsten er forsvundet på det her tidspunkt.

Det var også den følelse, hun selv havde. Hun lå derhjemme, i sin seng, men det var der ingen følgere, der så. Hendes dage gik med at kæmpe sig gennem angstanfald og gå i terapi. “Jeg var et sammenbrud,” siger hun. “Jeg havde det så dårligt,” og nu måtte jeg samle stumperne.”

Det var ikke, fordi hun egentlig var klar til det, men Jacob Skyggebjergs skildring af hende som dum blondine med “blowjobmund” fik noget til at vågne i hende. “Jeg havde bare fået nok. Jeg havde holdt mig tilbage og ikke forsvaret mig selv i så lang tid. Jeg følte, at alle bare kunne slå på mig, og nu var det nok.”

Og i et plottvist, som ingen så komme, vendte Katherine Diez tilbage på Instagram. På kvindernes kampdag den 8. marts lavede hun et opslag, hvor hun beskrev, at Jacob Skyggebjerg et par år tidligere skulle have overfaldet hende fysisk og verbalt, efter at hun havde anmeldt en af hans bøger. “Jeg er bange for dig,” skrev hun til Skyggebjerg. “Og jeg håber, at du vil lade mig være nu.” Hendes anklager fik forlaget Gladiator til at droppe samarbejdet med forfatteren. Men det opgør, Katherine Diez var i gang med nu, var større end en enkelt mand. “Til alle, der nogensinde måtte have insinueret eller beskyldt mig for at ‘kneppe mig frem i verden’: Fuck jer,” skrev hun. “Til alle, der mener, at man som kvinde kan se forkert ud til at skrive om litteratur: Skam jer. Til alle i parnasset, der synes, at jeg er pinligt lommefilosofisk på Instagram: Undskyld, men det har aldrig været jer, jeg har skrevet til. Jeg har aldrig interesseret mig så meget for jer, som I har for mig.”

Så var sæson 3 ellers i gang. Og den kører stadig for fuld hammer. Jeg ved ikke, hvad der er det største øjeblik fra sæsonen, for der er så mange. Måske det opslag i foråret, hvor hun første gang åbnede op og fortalte om sin angst og sin frygt for at forsvinde fra sig selv. Måske det opslag, hvor hun afslørede, at hun ikke ser sin far, efter at han slog hånden af hende – for tredje gang! – dengang, hun blev kæreste med Dan Jørgensen. Eller måske er det den lille film, hvor hun tissede i en gul blomstermark, kombineret med et citat fra digteren Cecilie Linds Pigedyr: “Min magt er voldsom og evig. Jeg er sollun og aftendejlig.” Eller det næste opslag, hvor den nye mand i hendes liv, som hun flere gange havde teaset for, endelig viste sig – og så var det Adam Price, tv-kokken, forfatteren, manden bag Borgen!

Nej, okay, jeg ved det. Det bedste ved sæsonen indtil nu er selvfølgelig sommerferieepisoderne. Katherine Diez og Adam Price drog på tur til Sydeuropa, fra punkt til punkt på en uendelig liste med vidunderligt smukke destinationer, blåt hav og hummerspaghetti i Frankrig, Monaco og Italien. Han fotograferede, hun poserede i den ene perfekte sommerkjole efter den anden og citerede kærlighedsdigte. Det var Instagram-kokain lige ind årerne på os, der følger med. Som en journalist skrev på Twitter: “Deres nyforelskede rejsedagbog er alt, hvad jeg skal bede om denne sommer.” Og ja, det var netop det – dybt tilfredsstillende at følge. Alt var badet i et skær af fuldfed lykke. “Det er jo nok, fordi jeg er blevet mere lykkelig,” siger hun.

Lige nu er dét historien om Katherine Diez på Instagram. Hun har fundet sig selv igen, hun har taget magten over sit eget budskab, hun har både lært at vise sårbarhed og at bruge sin styrke rigtigt, og så har hun mødt kærligheden. Er det virkeligheden? Ja, men kun en lille del af den. “Det er jo et vilkår for alle, der er på de sociale medier,” siger hun. “Et menneske består jo af så mange forskellige elementer, som aldrig kan rummes af den ramme. Så man viser en kurateret del af sig selv, og det er den, folk forholder sig til. Jeg har aldrig forsøgt at skrive en karakter frem under mit eget navn, det har jo altid været mig. Men en lille del af mig.”

Det er den del, jeg anmelder. Præcis som de fleste af os gør med alle de mennesker, der har valgt at spille en rolle i den offentlige samtale, og som vi læser om, lytter til, følger og føler, at vi kender. Vi danner os en mening om dem, gør dem til genstand for både vores drømme og vores domme. Rører de os? Er de værd at følge? Fungerer historien? Katherine Diez har skabt en fortælling om sig selv, der har taget hende gennem shitstorme, chikane og latterliggørelse. Men den har også gjort det muligt for hende at blive set og anerkendt af tusindvis af mennesker for netop det, hun kan. Og nu, i den nye sæson, ser vi hende i en udgave, der igen fanger vores opmærksomhed. Som anmelder må jeg bare sige: Det er knaldgodt skruet sammen.