Er det grådigt at ville have barn nummer tre?

Måske er det på tide at gentænke køreplanen for den perfekte familie

Illustration: Andrea Ucini for Zetland
  • 10. september 2020
  • 12 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

14:03

Hun nåede gennem tre aborter, før det lykkedes. Skuespiller og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis havde to børn i forvejen, og nu var hun og hendes mand blevet en af de familier, der ønskede sig endnu et barn. Hun havde passeret de 40, og det tog fire forsøg, før det lykkedes at bære sønnen Gilbert ud,” som hun formulerer det.

Da Gilbert var otte år, blev han alvorligt syg af leukæmi. Og lige dér skete der noget med Anne-Grethe Bjarup Riis’ tanker om det hele. Hun tænkte tilbage på, hvordan Gilbert kom til verden, og hun blev ramt af en tyngende følelse af skyld og skam. Det var jo hende, der havde båret ham i sin livmoder, og så blev han syg. Hvad havde hun gjort forkert? I sin netop udkomne bog Guds rige beskriver hun det sådan her:

Har jeg været for grådig ved at insistere på at få endnu et barn, selv om jeg var over fyrre? Var det Gud, der prøvede at advare mig imod at få barn nummer tre, siden han gav mig tre aborter (…). Var det en straf, at han skulle fødes med båndsnører på fingre og tæer og ankler? Riv arme og ben af mig, men hold dig fra mine børn, Satan.”

Det var præcis denne lille sekvens fra hendes bog, der ansporede mig til at skrive denne artikel. For hvordan kan det blive opfattet som grådigt gerne at ville have et barn mere? Hvorfor kan det være skamfuldt at have båret et barn, som senere bliver sygt?

Det vil Anne-Grethe Bjarup Riis gerne forklare, da jeg ringer til hende:

Når ens liv ikke går som planlagt, kryber man langs panelerne, fordi man skammer sig. Man trykker pegefingeren direkte ind i sit eget bryst og tænker, at det er en fejl inden i én selv, at det er gået galt. Nu er det min tur til at få med hammeren, fordi jeg var så grådig dengang. Det ligger som et nedarvet reaktionsmønster i vores kultur, at vi straffer os selv.”

Denne her følelse, Anne-Grethe Bjarup Riis beskriver, er hun ikke alene med. Den dukker op i mange familier, når de begynder at tænke over at få det tredje barn. For hvis man skal have endnu et barn, skal det helst være et sundt og raskt barn.

Det bekræfter Puk Sandager, overlæge og klinisk lektor, der forsker i graviditet på Aarhus Universitetshospital. Hun siger:

Der er ingen tvivl om, at dem, der har børn i forvejen, er optaget af, om det kommende barn fejler noget – ofte mere end man vil være under første graviditet. Man har en omsorg, der gælder hele familien, og man er opmærksom på, hvordan en lille ny kommer til at påvirke de børn, man allerede har. Når man allerede er blevet forældre flere gange, kan man måske også bedre forestille sig, hvor sorgfuldt det ville være at få et barn, der fejler noget alvorligt.”

De bekymringer har formentlig altid været der. I dag er der dog større muligheder for at lave undersøgelser af barnet allerede tidligt i graviditeten, hvilket kan medføre tanker om risici, og efter dem kommer tankerne om grådighed, skam og uro. Og der er noget ved den følelse og de tanker, der viser os, hvor snævre rammer vi egentlig har lagt ned over vores moderne tilværelse. Og hvad der skal til for at bryde ud af dem.

Over de seneste årtier er der sket en udvikling i vores samfund. Kvinder er i gennemsnit godt 29 år, når de får det første barn. Ofte er de ældre, især i de store byer. Det skubber til de andre børn, man skal have, sådan at flere kvinder end tidligere er i 40’erne, når de er gravide med deres tredje eller måske fjerde barn. En ny statistik over fødende i Danmark viser, at gruppen af fødende over 40 udgjorde 1,6 procent af de fødende kvinder i Danmark i 1997. I 2017 var det fire procent af de omkring 60.000 fødende det år.

Selv om flere kvinder end tidligere får børn senere, oplevede Anne-Grethe Bjarup Riis det som en mærkelig form for jantelov, hvor nogle tænkte om hende, at hun var sådan en, der ikke kunne få nok, og nu løb hun en kæmpe risiko ved at blive gravid. En slags subtil mobning, man kan mærke hænge i luften.

Der er så mange, der ikke kan få børn, og så skal hende der gudhjælpemig have nummer tre eller nummer fire. Det ligger som et åg og en usagt ting, at nu går hun virkelig ud på tynd is. Og hvis det går godt, så er man kommet igennem nåleøjet. Så udfordrer hun … skæbnen!”

Hun griner højt i telefonen. Det er da langt ude!”

Anne Marie Pahuus kan bekræfte, at samfundsblikket er anderledes, når man er gravid i 40’erne. Hun er lektor i filosofi og prodekan ved Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger, blandt andet om kærlighed, og da hun var gravid med sine to første børn, sagde hun nej til både nakkefolds- og misdannelsesscanninger.

Hun var henholdsvis 25 og 28 år dengang og følte sig sikker på, at alt var, som det skulle være, derinde i livmoderen. Hun havde ret. Men da hun som 42-årig blev gravid med sit tredje barn, mærkede hun, hvordan både hendes eget og samfundets blik på graviditeten havde ændret sig. Hun takkede ja til scanninger, fik kønnet at vide – og lod samtidig forstå, at hun sin alder taget i betragtning bevægede sig ud på en noget mere usikker og risikabel grund.

Der lå en anden farlighed i det. Hele samfundsfortællingen om, at kvinder over 40 ikke nødvendigvis kan forvente et sundt og raskt barn, lå dybt i mig. Vi kunne ikke tage for givet, at dette ville gå godt,” siger hun.

Det var ikke længere muligt at leve i glad uvished.

Det er en samfundsmæssig konstruktion, at vi nu skal vide mest muligt om det barn, vi bærer – helt ned til, hvilket køn det er, og som jo ikke er afgørende for barnets ve og vel. Vi kan på en måde ikke tillade os at forblive uvidende. Når vi har mulighed for at kigge efter, så forventes vi at gribe den mulighed,” siger hun.

Denne her fornemmelse af, at man bevæger sig ud på tynd is med det tredje barn, er blevet så stærk, at en lille industri er vokset op, som kan hjælpe dig med den.

Der findes for eksempel Pia Zillstorff. Hun er jordemoder og indehaver af den private scanningsklinik Cyclys, der både ligger i Aarhus og København og tilbyder moderne jordemoderkonsultationer”, som hun kalder det. Har man børn i forvejen og nærmer sig de 40, vælger mange at tilkøbe ekstra scanninger under graviditeten, vel vidende at risikoen for både abort og misdannelser er stigende med moderens alder. Alle gravide er bange for at miste, men der er mere på spil, når man har børn i forvejen, oplever Pia Zillstorff.

Det er især de tredje- eller fjerdegangsfødende, som vi også har nogle af, der kommer, og som har større tendens til bekymring for, om barnet i maven er sundt og raskt. Det hænger sammen med, at de er bekymrede for de børn, de har i forvejen. Det vil gå ud over de andre børn og ud over familien, hvis de fik et handicappet barn. Derfor tager de deres forbehold, selv om nogle af dem faktisk føler sig en smule flove over, at de i den grad har behov for kontrol,” siger Pia Zillstorff.

Cyclys har en række forskellige scanninger på menuen, som alle tilbydes i 2D, 3D og 4D. Mest populær blandt de ældre gravide er den såkaldte NIFTY-test, der er en screening for Downs syndrom og andre kromosomafvigelser alene baseret på en blodprøve fra den gravide mor. Testen koster 4.500 kroner og kan allerede i uge ti give svar på, om der er risiko for kromosomfejl. Altså inden for abortgrænsen, hvor man kan få fjernet fostret som en almindelig abort.

Scannet blev også Anne-Grethe Bjarup Riis, da hun ventede sit tredje barn, Gilbert. Og selvfølgelig skal man lade sig scanne, mener hun. Hun er på ingen måde tilhænger af bare at lade naturen råde ud fra en tanke om, at det skulle være smukkere.

I stedet for at rende rundt og være bange skal man tage en fostervandsprøve, blive scannet og få en abort om nødvendigt. Det er en mulighed, der er, som man skal benytte. Jeg har slet ikke den indstilling til det, at det er naturen, der skal råde. Vi behøver ikke tage det, vi får. Vi har både en teknologi og et dygtigt lægekorps til rådighed, så selvfølgelig skal vi have livskvalitet og undgå, at hele familien ender med at blive ulykkelige med et multihandicappet barn.”

For mange synes, det er rigtigt at gardere sig frem for at se, hvad der sker. Det virker for grænseoverskridende at lade fremtiden komme uventet. Det uforudsete bliver ikke levnet megen plads, og det er ikke kun, fordi vi kan kigge ind i maven på måder, vi ikke har kunnet før. Det er også, fordi der er en helt særlig idé om familieliv og særligt moderskab, som man ramler ind i, når man har rundet de 40 og begynder at tænke på det tredje barn.

Bonusinfo. I 1997 fik 261 kvinder deres tredje barn, efter de var fyldt 40. I 2019 var der 567 kvinder, der fik et tredje barn efter 40 år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Der findes en ret god forklaring på, hvorfor åget, skylden og skammen pludselig dukker op. Den har Line Dalsgård, der er lektor i antropologi og har forsket i moderskab i Danmark og Brasilien. Hvor fattige kvinder i Brasilien først for nylig er kommet frem til, at de ikke behøver få alle de børn, Gud skænker dem, er det lige omvendt i Danmark. Her holder vi i den grad hus med, hvor mange børn vi får – og hvornår. Line Dalsgård siger:

Vi er del af en samfundsorden, som tillader os at begrænse vores fertilitet, tage uddannelser og finde jobs. Men den dikterer også en bestemt rækkefølge, tingene helst skal foregå i. Først skal vi have en uddannelse og så helst bide os fast i arbejdsmarkedet inden det første barn, som vi samtidig helst skal have i begyndelsen af 30’erne, fordi risikoen for misdannelser og aborter senere stiger markant. Det fortæller man os i hvert fald. Realiteten er bare, at det er svært at nå alt dette til den – i et samfundsperspektiv – rette tid.”

Kravene i dag er blevet så store, fortæller Dalsgård, at det kan være hårdt at nå i mål med det hele til tiden. Og man kan samtidig føle, at det er et kæmpe sats, hvis man udskyder noget, for eksempel at få børn.

Men det er jo endeløst, for livet er nu engang uforudsigeligt. Det kan måske være fornuftigt nok at sprede forældreskabet og løsne op for idéen om, at livet er lineært. Måske kan man godt få et par unger i 20’erne, i nogle år pleje karrieren, eller hvad man nu har brug for, for så igen at blive gravid omkring de 40.”

Det at få børn lidt oppe i årene kan være en mulighed for at gøre sit måske snævre og målrettede hverdagsliv lidt bredere igen. Det giver mulighed for en pause, hvor fokus flytter sig. Og de ældre børn kan få oplevelsen af at have ansvar for deres nye søskende og måske at være del af en flok. Men vores forestilling om det rette liv er meget snæver. Og vi føler ofte skyld og skam, hvis vi ikke følger skabelonen, og noget går galt,” siger hun.

Og skabelonen kan være stram. To hænder, det passer jo lige til to børn. Får man et tredje barn, har man ikke hænder nok. Og er det ikke ligesom at blive slået hjem i ludo, hvis man skal begynde forfra med bleer og babygråd? Prodekan og kærlighedsfilosof Anne Marie Pahuus kender godt alle argumenterne for, at et tredje barn vil kunne vælte læsset, ødelægge familieharmonien og stjæle opmærksomheden fra de andre børn. Vores forventninger til livet er mangefacetterede, og derfor kan det føles begrænsende, hvis man nu skal gå tilbage til stadiet med små børn. Hendes oplevelse er dog, at kærligheden vokser proportionalt med antallet af børn.

Man kan ikke holde hus med kærligheden på den måde. Blot fordi man kun har to hænder, betyder det ikke, at man ikke har kærlighed nok til tre børn eller flere. Men det er klart, at et barn forandrer ens liv, og havde min yngste, Ida, ikke været sund og rask og for eksempel fra første færd en god, lille rejsemakker, havde vi måttet lægge vores liv helt om, hele familien.”

Bonusinfo. Noget tyder på, at børn af ældre mødre trives bedre. Forskning fra Aarhus BSS viser, at ældre mødre er mindre tilbøjelige til at straffe og skælde ud, når de opdrager deres børn, og de har børn med færre adfærdsmæssige, sociale og følelsesmæssige vanskeligheder.


Gilbert, Anne-Grethe Bjarups Riis’ søn, blev heldigvis erklæret rask igen efter sin sygdom, som i øvrigt intet havde at gøre med hans mors alder. Ingen scanninger kunne have forudset, at han senere ville blive syg. Men følelsen af at have været for grådig og ønske sig mere, end der burde tilkomme én, fortsatte med at hjemsøge hende.

Efter længe at have slået sig selv i hovedet var det en samtale med en hospitalspræst på Rigshospitalet, der fik pillet noget af åget af hende igen. Hun oplevede, at alle omkring hende ville fikse hendes problem, altså sønnens sygdom, med alt fra gulerodsjuice til alternativ behandling, fordi de i bund og grund ikke kunne rumme smerten. Men smerten gik jo ikke væk, og det efterlod hende tilbage med skylden.

Jeg har bearbejdet de her følelser sammen med en præst. Det var befriende, at han fik pillet skylden og skammen af mig. For det var jo ikke min skyld. Jeg var jo ikke herre over, at min dreng blev syg.”

Når man kaster terningen med sit første barn, er man på en måde mere klar til, at skæbnen nu lander, som den vil. Når man kaster terningen med sit tredje barn, er det, som om man står til ansvar for sine beslutninger på en helt anden måde. Man burde have set risikoen. Man burde ikke have gamblet med det familieliv, man allerede havde. Man skal passe på, når man tegner uden for stregerne. Det er en svær skabelon at slippe ud af. Og man får endnu sværere ved at tilgive sig selv, hvis det, man har besluttet sig for, gør livet svært for én selv og ens familie.

Anne Marie Pahuus har et bud på, hvordan vi kan slippe ud af de her tanker. Hun nævner filosoffen K. E. Løgstrup og hans teori om de utilsigtede bivirkningers verdensforvandlende magt”. Teorien handler om, at der i kølvandet på selv de meget omhyggelige og afstemte beslutninger dukker utilsigtede bivirkninger op, der stiller én i en anden situation end ventet og planlagt. Vi skal ganske vist kunne forestille os fremtiden og konsekvenserne af det, vi gør, men vi er også nødt til at lade fremtiden komme uventet. De tanker brugte hun selv, da hun blev gravid som 42-årig. Mens mange måske reagerede med undren, opfattede hun det selv som en uventet gave. Hun opdagede længslen og lysten til at få et tredje barn, men var fuldt ud bevidst om, at det var usædvanligt i hendes alder, men ikke så sjældent som i et par generationer før hendes at fortsætte med at få børn op i 40’erne.

Der er noget fint ved at være ydmyg over for skæbnen. For det at opleve stor lykke er ikke noget, man kan kræve af livet. Jeg har ikke kunnet sige, at jeg som kvinde var i min gode ret til at få mere end to børn. For mig har det været en uventet gave. Jeg mener, at med børn må man godt være grådig på livets vegne. For børn er jo kærlighed.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: