Se her! Stands! Du gætter aldrig, hvordan din opmærksomhed kan manipuleres

  • 28. marts 2019
  • 15 min.
SENSATION!Okay, overdrivelse fremmer forståelsen. Vi har givet den maks. gas med nogle af de mest vulgære virkemidler, man kan benytte for at få jeres opmærksomhed. Virkede det? Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Reklamer og notifikationer, medier og mennesker kalder i stigende grad på vores opmærksomhed. En ny bog dykker ned i forskningen i, hvordan opmærksomhed og uopmærksomhed virker, og hvordan den bliver kapret. Torben Sangild forklarer.

Vi begynder med en test af din opmærksomhed. Du skal tælle, hvor mange gange de hvide spillere i videoen herunder afleverer bolden. Det er ikke helt så let, som det ser ud.

Hvis du har taget en lignende test før, så prøv lige igen, for den her er lidt anderledes. Jeg siger ikke hvordan. Men alt forklares i videoen. Se den færdig for at få pointen. Det tager cirka et minut.

TESTKan du nå at tælle, hvor mange afleveringer der sker mellem de hvide spillere? Sørg for at koncentrere dig – og for at se videoen til ende. Også selv om du tror, du har set den før.Video: Daniel S. Simons

Vi lever i en tid, hvor alle mulige forsøger at fange vores opmærksomhed. Det gælder alt fra reklamer og valgkampsparate politikere til sociale medier og journalistiske medier som det, du læser nu.

Metoderne til at fange vores opmærksomhed bliver mere og mere raffinerede. Vores opmærksomhed er selve forretningsmodellen for globale tech-giganter som Facebook og Google. Og kampen om vores opmærksomhed har konsekvenser for vores samfund og for vores sind.

Men hvad siger forskningen egentlig om, hvordan vores opmærksomhed fungerer – og om hvordan man kan manipulere med den?

Det er omdrejningspunktet i en ny bog fra den hollandske perceptionspsykolog Stefan van der Stigchel. How Attention Works, som bogen hedder, skriver sig dermed ind i tidens kamp om opmærksomhed. Van der Stigchel er ekspert i visuel perception, og det er det, det skal handle om her: Hvordan vores visuelle opmærksomhed fungerer, hvordan man kan udnytte det og også en lille smule om, hvordan man holder fokus i en blinkende verden.

Begrebet opmærksomhed har flere delbetydninger, men det handler generelt om at fokusere på noget. Fokus er et begreb taget fra kameraoptikken, og man drager ofte paralleller mellem vores syn og et kameras. Men et øje og et kamera er væsensforskellige.

Et kamera viser i udgangspunktet centrum og periferi af billedfeltet lige skarpt; et øje ser kun centrum skarpt. Øjne afsøger omgivelserne i en masse hurtige spring og følger objekter i bevægelse. Synet er (som de andre sanser) forbundet til en bevidsthed, som har det, man i filosofien kalder for en intentionalitet. Det betyder, at vi hele tiden er på udkig efter noget, hele tiden fokuserer på noget, hele tiden orienterer os i verden eller i en tekst som denne. Vi modtager ikke passivt indtryk, men er på udkig. Vi er opmærksomme.

Tænk på, når du sidder i et tog og kigger ud ad vinduet, mens toget kører gennem en skovstrækning. Et kamera viser bare en ufokuseret grøn strøm, men dit øje prøver hele tiden at finde noget at holde fast i, i dette tilfælde et træ, så det følger et træ i måske et halvt sekund, før det er nødt til at springe til et nyt træ, og sådan bevæger øjet sig i spring fremad og en glidende bevægelse bagud. Øjet søger noget at tildele sin opmærksomhed.

1. Opmærksomheden er et spotlight

Men ikke nok med, at vi ikke registrerer hele synsfeltet; vi registrerer faktisk meget lidt. Det føles, som om vi ser en masse detaljer, men det gør vi ikke. Vi danner os et overblik og gætter os til detaljerne ud fra vores erfaring, skriver Stefan van der Stigchel i bogen. Det er ret smart, for det ville kræve en masse hjernekapacitet at bearbejde alle de detaljer. I stedet for at lagre detaljer tjekker vi bare efter ved at kigge.

Opmærksomhed fungerer på den måde, at vi sorterer ting fra for at fokusere på noget bestemt. Van der Stigchel sammenligner det med et spotlight på en scene: Noget er i fokus, og resten er bare baggrund eller ligger endda i mørke. Fokus kan flyttes, omend øjet flytter sig brat, modsat spotlightets glidende bevægelse.

Men selv om vi er fokuserede og har et skarpt opmærksomheds-spotlight, er en lille del af vores system hele tiden i alarmberedskab. Vi er fra naturens hånd klar til øjeblikkelig at skifte fokus, hvis der sker noget pludseligt, uventet eller farligt. Som hvis en fodgænger går over vejen, mens du kører bil.

Det fungerer normalt helt okay, men indimellem svigter systemet fuldstændigt, og vi fejler i forhold til at være opmærksomme i helt afgørende situationer. Stigchels bog er fuld af overraskende eksempler på folk, der kører ind i lodrette vægge trods blinkende røde alarmer, lokomotivførere, der overser stopsignaler, selv om det er deres job netop at se dem, og radiologer, der overser gorillaer indsat i de scanningsbilleder, de skal undersøge. Opmærksomhed handler ikke kun om at sortere irriterende reklamer fra; det handler også om liv og død. Mere om, hvorfor opmærksomheden svigter, senere i denne artikel.

ØJENBEVÆGELSERMed eye tracking kan man registrere, hvor øjnene fokuserer, når de kigger på et billede. En bemærkelsesværdig detalje i dette forsøg er, at det er mændene og ikke kvinderne, hvis opmærksomhed søger mod skridtregionen hos baseballspilleren. Foto: Nielsen and Coyne

2. Opmærksomhed som kontrast

Men hvad fanger så vores opmærksomhed? Vi er jo ikke opmærksomme på alle objekter og billeder omkring os; nogle er mere fremtrædende end andre. Det at være fremtrædende er ikke kun et spørgsmål om at have nogle bestemte egenskaber såsom bestemte farver eller former; det er meget kontekstafhængigt. Man er fremtrædende i en bestemt sammenhæng, på en bestemt baggrund.

Hvis man skal have opmærksomhed, skal man være en kontrast til sine omgivelser.

SKAKTERNAt vores syn er mere kontekstafhængigt, end vi normalt forestiller os, er denne berømte optiske illusion et eksempel på. Selv om feltet A ser markant mørkere ud end B på det venstre billede, er de faktisk samme farve. Det handler om kontraster. Illustration: Edward H. Adelson

Tag nu brandbiler. De er traditionelt set røde, fordi rød både signalerer ild og alarm. Samtidig fik den røde farve i gamle dage brandbilen til at skille sig ud i et bybillede domineret af mere afdæmpede farver på køretøjer. Men i dag er den røde farve ikke længere hensigtsmæssig, skriver Stigchel. Der er for mange røde biler, og brandbilen overses for let. Derfor er man mange steder i verden gået over til en limegul farve (et sted mellem gul og grøn), som måske ikke er lige så smagfuld, men som til gengæld bliver set, fordi der stort set ikke er andre køretøjer med den farve. Og statistikken er tydelig: Limegule brandbiler er involveret i færre ulykker.

I Danmark er vi for længst gået over til limegule ambulancer, og det har haft en tydelig effekt på antallet af ulykker. Så hvorfor er brandbilerne stadig røde? Fordi befolkningen vil have deres røde brandbiler, for sådan skal det nu engang være, og de protesterer, når brandbilerne har en anden farve. Kompromiset er nu, at der ofte er limegule reflekser på siden af de røde brandbiler.

BRANDBILDanske brandbiler er røde, for det er tradition, og det vil folk have, selv om det giver flere ulykker. Kompromiset er, at man sætter gule reflekser på, så bilen skaber mere opmærksomhed i gadebilledet. Foto: Presse

Det at skille sig ud er altså altafgørende, og reklamefolk kender de grundlæggende regler for det: En genstand (eller et grafisk budskab) kalder på vores opmærksomhed ved ikke blot at være i kontrast til sine omgivelser, men også at være på afstand af de omgivende elementer og i midten af det forventede synsfelt. Som i denne artikels bærende illustration. Det er, hvad Stigchel kalder for de tre mængderegler, altså tre grundregler for, hvordan noget skiller sig ud fra mængden.

Jo mere noget skiller sig ud, des mindre forstyrres det af mængden af omgivende objekter. Stigchels eksempel er at finde sit telt i beruset tilstand på en stor musikfestival, lad os sige Roskilde Festival. Jo mere specielt ens telt er, des mindre betyder det, hvor mange telte der er i alt. Hvis man er den eneste med et limegult villatelt, omgivet af tusindvis af grønne og blå telte, er det ingen sag at finde det, hvis man lige kravler op i en lygtepæl, som Stigchel tilsyneladende gør, når han selv er i den situation. Hvis man derimod har et helt gennemsnitligt grønt tomandstelt, gør det en enorm forskel, hvor mange andre telte der er. Det drukner i mængden.

Reklamer forsøger at skille sig ud med valg af farver såsom den gule tilbudsfarve, med andre blikfang og med placeringen i forhold til synsfeltet. Hvis vi tager annoncer i aviser og magasiner som eksempel, er det en fordel at have sin reklame placeret centralt på siden frem for i periferien, og har man en helsidesannonce, er det en markant fordel at have den på højre side af et opslag frem for på venstre. Vores blik falder naturligt først på højresiden og bliver hængende der et par sekunder. Derfor er højresider som regel også dyrere. Budskabet skal være placeret centralt og gerne med luft omkring.

Man vil måske have bemærket, at afklædte kvinder er en hyppig ting i reklamer. Og normalt vil man mene, at de fungerer som blikfang for dem, der instinktivt begærer sådanne væsener. Men ifølge Stigchel handler det ikke så meget om, at vores blik indfanges, som at det bliver hængende nogle afgørende sekunder efter, og at reklamen derfor når at gøre indtryk. For en heteroseksuel mand er det simpelthen sværere at fjerne blikket igen fra attraktive ansigter, bryster og numser, for at sige det ligeud.

Man kan desuden dirigere vores synsfelt i en bestemt retning, for eksempel med pile. Men også personers blikretning på billeder dirigerer vores syn i samme retning. Endelig kan man udnytte læseretningen, som vi er så forvænte med, at vi spontant bevæger vores blik fra venstre mod højre, når der er en række af ting – alt andet lige.

Men som forbrugere er vores interesse som regel det modsatte, at undgå reklamerne. Vi er ret trænede i at sortere dem fra som støj, og her kan reglen om, at det gælder om at skille sig ud, nogle gange vendes på hovedet. Hvis man for eksempel er på et velkendt website, er man som bruger god til uden videre at skelne så klart mellem indhold og reklamer, at man næsten ikke ser reklamerne. Her er det altså ikke længere en fordel for reklamen at være en klar kontrast.

Derfor kan reklamen satse på det modsatte, nemlig at ligne indhold. I medier som aviser er det umiddelbart smart at få annoncer til at ligne redaktionelt indhold – så er vores mentale reklamefilter nemlig sat ud af kraft. Men det er også noget, læserne reagerer meget på, og som let går ud over mediets troværdighed, så derfor ser man det relativt sjældent.

Zetland og opmærksomheden

Ja, det er med vilje overdrevet i denne artikel, men Zetland forsøger jo at fange din opmærksomhed med vores grafik og vores overskrifter til artiklerne. Og vi forsøger generelt at skabe opmærksomhed om vores journalistiske produkt gennem kampagner, missionserklæringer og tilstedeværelse på de sociale medier. Men samtidig reflekterer vi kritisk over ‘opmærksomhedskrigen’, som en af vores artikelserier fra sidste år hed. Vi har også aktivt valgt, at vi ikke har reklamer eller forstyrrende links. Endelig forsøger vi at skære gennem støjen ved kun at udgive få og vigtige artikler, der fortæller større historier end hvad der sker lige nu.

3. Opmærksomhed er afhængig af forventninger
Ikke kun omgivelserne er afgørende for vores opmærksomhed, men også vores forventninger.

Når man rutinemæssigt screener kvinder for brystkræft, er det en noget usikker metode, der overser en fjerdedel af alle kræftknuder på scanningsbillederne. Sådan er det ikke, når en patient kommer og vil undersøges for noget, der føles som en knude. Den samme størrelse knude overses i det ene tilfælde og opdages hurtigt i det andet. Hvorfor?

Fordi rutinemæssige screeninger af mange patienter uden mistanke om, at der er noget galt, betyder, at radiologen kun sjældent kommer ud for, at der er en kræftknude, og derfor søger med en lav forventning om at finde noget. Omvendt når patienten kommer og fortæller om en konkret mistanke i ydersiden af venstre bryst. Nu ved man, hvad man kigger efter og hvor.

Radiologerne gør, hvad de kan, og de spotter da også de fleste tilfælde i screeningerne, men de er kun mennesker, og menneskers opmærksomhed er stærkt farvet af vores forventninger.

Mange trafikuheld sker også, fordi vi ikke forventer, at der skal ske noget netop her, og opfinderen af rundkørslen, Hans Monderman, mente endda, at det var bedre for trafiksikkerheden med kaos end med orden, for når der er kaos, som i mange byer sydpå, er folk mere opmærksomme og sænker farten. Det er måske enherlig romantisk tanke, men der er vist ikke den store evidens for, at det betyder færre uheld. Det gør til gengæld det princip, at man i stedet for en masse formanende skilte med fordel kan placere bænke og blomsterkasser langs vejen, for det skaber et andet miljø med andre forventninger, som får folk til at køre mere forsigtigt.

I øvrigt findes der ifølge forskningen to slags radiologer, henholdsvis drillers’ og scanners’. Driller-typen kigger på det samme område på det ene scanningsbillede efter det andet, hvorefter de tager et nyt område. Scanner-typen kigger et helt scanningsbillede igennem ad gangen, før han/hun går videre til det næste. Forskningen viser, at driller-fremgangsmåden er mere velegnet til at spotte problemer, fordi spotlightet’ er snævrere og dermed mere fokuseret.

4. Vores opmærksomhed blinker’, og uopmærksomhed gør os blinde

Når vi ikke ser gorillaen i videoklippet i indledningen – eller når vi ser gorillaen, men ikke farveskiftet og den forsvindende spiller – så er vi nærmest blinde over for ellers ret markante ting. Det skyldes, at vi bruger al vores opmærksomhed et andet sted. Det kaldes i perceptionspsykologien for uopmærksomhedsblindhed (‘inattention blindness’). Og det er en af de vigtigste grunde til ellers uforklarlige uopmærksomhedsulykker som dem, jeg nævnte i begyndelsen af artiklen.

Forandringer, der foregår uden for vores fokus, registrerer vi ofte slet ikke. I et forsøg skulle forsøgspersonerne hente en formular i en skranke. Personen bag skranken bøjede sig ned for at hente formularen, forsvandt fra synsfeltet et øjeblik og dukkede op igen. Hvad de fleste (75 procent) af forsøgspersonerne ikke opdagede, var, at personen nu var en anden. De var så optaget af at få deres formular, og hvordan den skulle udfyldes, at noget så opmærksomhedsskabende som et ansigt ikke blev registreret. Se videoen herunder:

ForandringsblindhedSå lidt opmærksomhed får venlige skrankepersoner, at man ikke lægger mærke til, at de skifter under bordet. Selv når de skifter køn, er der nogle, der ikke bemærker det.Video: Max Hardie for Harvard University

Fænomenet viser sig også i vidneudsagn, hvor vidner jævnligt tager fejl af, hvilke personer der gjorde hvad, fordi de spontant antager sammenhænge, der ikke eksisterer. Og tryllekunstnere lukrerer voldsomt på netop det, når de får det til at se ud, som om noget opstår, forsvinder eller skifter plads.

Opmærksomhed er energikrævende, og vi sammensætter spontant fortællinger om en stabil verden og gætter os frem til det meste.

Stefan van der Stigchels egen forskning har påvist, at opmærksomheden blinker’. Det er hans metafor for, at når vi skal koncentrere os om flere ting, der kommer hurtigt efter hinanden, såsom bogstaver, skal der gå et stykke tid, altså en brøkdel af et sekund, før vi kan fokusere på den næste. Det tidsrum, hvor opmærksomheden holder pause eller blinker’, er individuelt.

Og der synes at være en sammenhæng mellem dette tidsrum og psykisk åbenhed. Således har neurotikere en længere blinketid’ end åbne, afslappede mennesker, der derfor (med en god spand forbehold) kan siges at være mere opmærksomme.

Jeg har i en tidligere artikel interviewet Stigchels kollega Nick Chater, der i bogen The Mind Is Flat argumenterer for, at visuelle indtryk enten registreres bevidst eller slet ikke registreres. Stigchel mener at kunne påvise det modsatte, nemlig at der findes sådan noget som ubevidste indtryk.

Et af forsøgene er som følger: Man giver forsøgspersonernes to øjne hver sit synsindtryk – i det ene øje nogle bevægelige figurer, i det andet et erotisk stillbillede. Bagefter kan forsøgspersonerne kun erindre at have set det bevægende billede. Men efterfølgende forsøg viser, at de hurtigere genkender det erotiske billede, end de ellers ville gøre. De er blevet primet, som det hedder, og de er helt ubevidste om det. Effekten virker vel at mærke kun, hvis det erotiske billede har det køn, forsøgspersonen tænder på.

5. Så hvad stiller vi op?

Stigchels bog lærer os nogle vigtige ting om, hvordan vores opmærksomhed fungerer. Men hvad siger han om, hvad vi skal gøre for selv at vinde den tilbage – altså ikke lade folk udefra bestemme, hvad vi bruger den til? Det siger han ikke så meget om, men dog noget:

Først og fremmest maner Stigchel til ro. Faren for, at kontrollen over vores egen opmærksomhed tabes med alle de distraherende, flimrende skærme, kan virke overhængende, men her må vi slå koldt vand i blodet. Netop fordi vi konstant træner at skelne reklamer fra interessant information, er vi faktisk ret gode til opmærksomhed, påpeger han.

Men der er også problemer. Stigchel bemærker nemlig samtidig, at opmærksomhed ikke i denne sammenhæng betyder langvarig koncentration. Dén er muligvis påvirket i den forstand, vi tit hører om, hvor vi hele tiden skifter vores opmærksomhed, fordi vi distraheres. Og opmærksomhedsarkitekterne’, som han kalder dem, bliver samtidig bedre og bedre til at fange folks opmærksomhed, ikke mindst ved at udnytte vores alarmberedskab, for eksempel ved notifikationer på sociale medier.

Der er ikke en lang række smarte løsninger i bogen. Men overordnet kan hans budskab koges ned til det her:

Det handler om at være bevidst om mekanismerne. Det er vigtigt at træne sin opmærksomhed i hverdagen. Og så kan meditation faktisk gøre en påviselig forskel på det helt basale niveau i forhold til, hvor opmærksomt man sanser.

Forventninger og kontekst er helt afgørende for vores opmærksomhed. Derfor kan vi til dels styre opmærksomheden ved at ændre på netop vores forventninger og kontekst. Det er banalt, men ikke mindre sandt af den grund: Skab de omgivelser og situationer, der muliggør opmærksomhed på netop det, du gerne vil bruge din tid og energi på.

Stefan van der Stigchel: How Attention Works. Finding Your Way in a World Full of Distraction. MIT Press, 2019. 152 sider.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem