Skal vi afkriminalisere narko? Det gjorde de i Portugal, og resultatet var overraskende

STOFBRUGERMiguel Fonseca ryger en afart af kokain. Han har været i behandling og stoffri, men har nu genoptaget kokainforbruget, der koster ham 600 kroner om dagen, og er tilbage på gaden. Foto: Daniel Rodrigues, Scanpix / The New York Times

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

08:12

Derfor skal du læse denne artikel

Hvad skal man stille op med, at narko ikke forsvinder selv er om det er forbudt? I Norge er de på vej mod en afkriminalisering af narkotika til eget forbrug, sådan som det har været praksis i Portugal i 16 år. Kan vi lære noget af resultaterne?

I sidste uge meldte et flertal i det norske Storting, at det vil afkriminalisere narkotika. Det vil formentlig blive vedtaget og betyde et kursskifte i norsk narkopolitik, hvor man frem for at straffe stofbrugere forsøger at hjælpe dem.

I Danmark bakker misbrugseksperter op om at indføre noget lignende, men der tegner sig endnu ikke et politisk flertal. Noget tyder dog på, at et sådant tiltag vil brede sig til flere og flere lande, og internationale organisationer som for eksempel Human Rights Watch, FN og WHO er begyndt at anbefale en afkriminalisering.

Men hvad sker der, hvis man afkriminaliserer stoffer som heorin, kokain, LSD, MDMA og naturligvis også cannabis? Vil gaderne så ikke flyde med stoffer, vil flere ikke blive afhængige, vil kriminaliteten ikke stige, og sundheden lide skade? Nej, nej, nej og nej, snarere tværtimod, lyder svarene, og de kommer ikke fra skrivebordsliberalister, men fra Portugal.

Portugal har nemlig 16 års erfaring med denne politik, og resultaterne er så gode, at det har været en afgørende faktor i de internationale organisationers holdningsændring. Og det er den portugisiske model, der er inspirationen til den norske idé. Så lad os se på, hvad den portugisiske model går ud på, og hvilke resultater den kan fremvise.

I 2001 var Portugal plaget af et enormt narkoproblem. En kombination af sociale problemer og en geografisk placering som primær europæisk havn for den illegale narkosmugling fra Sydamerika havde gjort især heroinmisbruget til en af de største udfordringer for det portugisiske samfund. Portugal havde europarekord i hiv-smittede og op mod 100.000 heroinafhængige.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne havde man forsøgt den velkendte model med at slå hårdt ned på narkokriminalitet og lave oplysnings- og skræmmekampagner, især til unge mennesker. Men det hjalp ikke. I 2001 var den nye lov klar. Der var masser af modstand, men den er forstummet, efterhånden som resultaterne viste sig, og skiftende regeringer på begge fløje har holdt fast i afkriminaliseringspolitikken.

1. Hvad går ordningen ud på?

Det er vigtigt at forstå, at der ikke er tale om en legalisering af narkotika, men en afkriminalisering. Det betyder, at det stadig er forbudt at fremstille, smugle og sælge stoffer. Men bliver man taget med en mindre mængde på sig, kun til eget forbrug”, så straffes man ikke på samme måde som før. Det betyder maksimum 1 gram heroin, 2 gram kokain, 25 gram marihuana eller 5 gram hash – og ingen mistanke om, at man er involveret i organiseret handel.

Det er ikke sådan, at det ikke har konsekvenser. Det har det. Man kommer nemlig til en tvungen samtale i den såkaldte afskrækkelseskommission eller (mere venligt) afholdelseskommission’ (Comissões para a Dissuasão da Toxicodependência). Her sidder en advokat, en socialarbejder og en psykiater. De skal vurdere, om der er grund til at tage affære.

Konsekvenserne er som regel kun selve samtalen, men der er sanktionsmuligheder, som inkluderer bøder, licensfratagelse for visse erhverv (hvis man for eksempel er taxachauffør og har kørt i påvirket tilstand), indgangsforbud på visse klubber, udrejseforbud, krav om at melde sig jævnligt til tjek, konfiskering og fratagelse af våbentilladelse. Det beror altså på en konkret og individuel vurdering som ikke er strafferetslig.

Den vigtigste konsekvens er et behandlingstilbud, hvis man vurderes som afhængig. Et tilbud, som er frivilligt, men som man prøver at overtale stofbrugeren til, blandt andet ved at stille nogle af de andre sanktioner i udsigt, hvis man ikke indvilger.

Det er vigtigt at understrege, at ordningen er en helhedsløsning, der går hånd i hånd med en række sundhedstiltag såsom forebyggende arbejde, uddeling af rene kanyler og metadon, fixerum og rehabilitering. Kombinationen af afkriminalisering og sundhedstiltagene er helt afgørende for ordningens succes.

Og lad os så se på de konkrete resultater:

2. Hvad er resultaterne?
Som man blandt andet kan se i European Drug Report 2017 har ordningen mange positive konsekvenser. Her er nogle eksempler:

  • Antallet af stofbrugere er ikke generelt steget siden 2001 og er på visse punkter aftagende. Især er der færre yngre stofbrugere. Og portugisernes indtag af stoffer ligger nu under EU-gennemsnittet.
  • Antallet af dødsfald på grund af overdosis er faldet markant fra 77 i 2001 til 10 i 2011, og det faldt straks efter ordningens indførelse. En nyere statistik viser, at antallet af narkorelaterede dødsfald er steget lidt i de sidste par år, men det er stadig langt under 2001-tallene. Noget af denne stigning skyldes formentlig, at de tidligere unge narkomaner nu er blevet ældre. Det viser sig ved, at Portugal har en markant overvægt af dødsfald blandt folk i 40’erne sammenlignet med andre EU-lande, men stort set ingen under 30.
  • Antallet af hiv-smittede narkomaner er også faldet drastisk, fra over 1.000 i 2001 til under 100 i 2012.
  • Og så kan det betale sig: Den portugisiske stat kan faktisk spare penge på grund af netop følgevirkningerne såsom færre indsatte i fængslerne, mindre narkorelateret kriminalitet og færre narkopatienter på hospitalerne.

3. Er der ikke et men?

Ikke sådan for alvor, lader det til.

Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen: Portugal har ikke løst problemerne med hepatitis C og med, at der stadig smugles mange stoffer til og gennem landet. Den nuværende regering kritiseres ifølge The Guardian-artiklen af lokale misbrugsarbejdere for ikke at poste nok penge i sundhedstiltagene. Men de scenarier, kritikerne frygtede, har ikke holdt stik.

Man skal altid passe på med statistikker, men det er ret svært at finde tal, der godtgør, at den portugisiske model skulle være en dårlig idé i praksis. Så når debatten rammer Danmark i kølvandet på det norske tiltag, vil de vigtigste modargumenter nok handle om principper og signaler snarere end konsekvenser.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: