Denne historie har Rutger Bregman fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Drop både pisk og gulerod. Det er tid til at gentænke, hvad der motiverer os

  • 13. februar 2017
  • 13 min.
KOM SÅ!Pisk og gulerod virker godt for viss dyrearter. Herunder ikke menneskearten. Illustration: Jenz Koudahl, Zetland

Derfor skal du læse denne historie

I sin tale til Folketingets åbning pegede statsminister Lars Løkke Rasmussen igen på, at "det skal kunne betale sig at arbejde." Men hvad motiverer os egentlig? I oktober udgav vi dette essay af Rutger Bregman, der igen er aktuelt. Det tager udgangspunkt i, at forskere i årevis som udgangspunkt har tænkt, at mennesker generelt er dovne og grådige. Derfor har vi indrettet vores arbejdspladser derefter. Men en ny generation af psykologer og økonomer peger på, at det er forkert. Det er tid til at gentænke, hvad vi forstår ved motivation. Den nye tankegang kan revolutionere, hvordan vi indretter alt fra det store samfund til den lille arbejdsplads.

Historien her handler om et stort spørgsmål. Måske endda et lettere højtravende spørgsmål.

Hvad vil det sige at være menneske?

Vores svar på det spørgsmål er sjældent særlig rosenrødt. Mennesket er, siger vi, dovent og grådigt fra naturens hånd. Når jeg holder forelæsninger og eksempelvis spørger publikum, hvad de tænker, andre mennesker ville gøre, hvis de fik borgerløn, er de fleste skeptiske. Hvad ville andre mennesker gøre? De ville sidde dagen lang og hænge foran fjernsynet.

Der findes et videnskabeligt begreb for det menneskesyn. Homo economicus, hedder det. Det har længe været en hjørnesten inden for den økonomiske videnskab, og meget lovgivning og utallige forretningsmodeller er baseret på det. Teorien forklarer, hvorfor bankfolk arbejder hårdt for at få bonusser. Den forklarer, hvorfor dæmpede offentlige overførsler tvinger folk op af sofaen – og hvorfor lave karakterer tvinger børn til at stræbe efter 12-taller i skolen.

Selv de to førende ideologier i det 20. århundrede – kapitalisme og kommunisme – deler det menneskesyn. Både kapitalister og kommunister vil sige, at – når alt kommer til alt – er der kun to måder at anspore folk til at handle: guleroden og pisken. Kapitalister satser på gulerødder (læs: penge), mens verdens Leniner og Staliner snarere vælger pisken (læs: frygten).

Men én ting er de lykkeligt enige om: Mennesker motiverer ikke sig selv. De har brug for incitamenter.

Nu tænker du måske: Arh, så slemt er det ikke. Jeg er faktisk et meget venligt og kreativt menneske.” Og det vil jeg da heller ikke stille spørgsmål ved. Faktisk er jeg sikker på, du har ret. Det menneskesyn, vi taler om her, passer for det meste på andre mennesker.

Professor Chip Heath fra Stanford University kalder, frit oversat, den reaktion for vores ydre incitament-bias”. Vi går konstant rundt og antager, at andre mennesker mest går efter pengene. Eksempel: I en undersøgelse blandt jurastuderende opdagede Heath noget interessant. Mens 64 procent af de studerende læste jura, fordi det var deres store drøm, eller blot fordi det interesserede dem, troede kun 12 procent, at det samme gjaldt for deres medstuderende. De andre, dem ved siden af? De gik helt sikkert mest efter pengene.

Og det opsummerer i store træk selve fundamentet for moderne kapitalisme. Det, arbejdere ønsker fra deres arbejdsgivere, over alt andet, er høje lønninger,” sagde en af verdens første konsulenter, Frederick Taylor, for omkring hundrede år siden. Taylor er kendt som opfinderen af scientific management. Hans videnskabelige virksomhedsledelse bygger på den antagelse, at medarbejdernes præstationer bør måles meget præcist for at gøre fabrikken så effektiv som muligt. (Og, samtidig, udnytte arbejderne så meget som muligt).

I dag lever taylorismen videre i callcentrene, hvor hvert eneste ord fra medarbejderne bliver optaget af overvågnings- og styringsårsager; i nogle lægers bonusbaserede programmer; og – med et hollandsk eksempel – hos hjemmehjælpere, der skal klare deres gøremål hos den ældre borger på under syv minutter, ellers …

Taylors menneskesyn var mørkt. Han så endda den ideelle medarbejder som en slags lastdyr: så dum og så flegmatisk, at han nærmere minder om en okse.” Men det, der virkelig fascinerer mig ved den gamle protokonsulent, er hans altoverskyggende popularitet.

I det tidlige 20. århundrede var verden generelt oppe at køre over Taylors idéer – både kommunister, fascister og kapitalister. Fra Lenin til Mussolini, fra Harvard University til Renault, Siemens og Bosch – Taylors idéer blev ved med at sprede sig. Som det er formuleret i hans biografi: Taylorismen tilpasser sig som en virus og passer ind nærmest overalt”.

Okay, meget har ændret sig siden Taylors tid. Der findes masser af start-up-virksomheder, hvor ingen vil løfte et øjenbryn, hvis du møder ind i militærbukser. Og unge ansatte har tit fleksible arbejdstider. Vi er imidlertid stadig fikserede på effektivitet” og produktivitet”. Og Taylors verdenssyn – idéen om, at kun guleroden og pisken kan få folk op af sofaen – er stadig lige overbevisende.

Det var midt under Den Kolde Krig, i sommeren 1969, at den første oprører dukkede op.

En ung psykolog gjorde en opdagelse, der gik stik imod alle tayloristiske forskrifter. Da Edward Deci arbejdede på sin ph.d., var psykologien stærkt påvirket af teorien om behaviorisme, som generelt så mennesker som gennemført passive væsener. Det eneste, der er kraftfuldt nok til at tvinge os til at handle, er en belønning. Eller frygten for straf.

Alligevel havde Deci en nagende fornemmelse af, at man overså noget. Overalt, hele tiden, gør folk bizarre ting, som ikke passer til den behavioristiske teori. Tænk bjergbestigning (koldt!), frivilligt arbejde (gratis!) og at få børn (udmattende!).

Rent faktisk gør vi konstant ting, som vi ikke tjener en øre på, og som endda er decideret udmattende, med vores egen frie vilje. Hvordan kan det hænge sammen?
Den sommer opdagede Deci noget endnu mere overraskende. Nogle gange kan pisk og gulerod faktisk forværre vores præstationer. Når han betalte sine testpersoner en dollar for at løse en opgave, tabte de interessen for selve opgaven. Penge kan måske fjerne ens indre motivation for en aktivitet,” skrev Deci senere.

Denne lettere videnskabeligt klingende konklusion var intet mindre end en revolutionerende hypotese med enorme implikationer. Således afviste de fleste økonomer den også med det samme. De senere nobelprisvindere Robert Solow og Kenneth Arrow mente, at økonomisk stimuli altid skulle supplere den indre motivation: hvis en studerende nød at løse en opgave, ville en belønning kun gøre ham eller hende mere entusiastisk.

Mange psykologer var lige så afvisende over for Decis påstande. Vi befinder os uden for mainstream,” huskede Decis forskningskollega og bedste ven, Richard Ryan, i et interview i Rochester Review. Idéen om, at belønninger nogle gange underminerer motivationen, var en pestilens for behavioristerne.”

Og så skete der noget sjovt. Undersøgelse efter undersøgelse begyndte at bekræfte Decis mistanker.

Tag et eksempel fra den israelske by Haifa. I de sene 1990’ere stod en lokal børnehave i en kattepine. Når forældrene skulle hente deres børn, kom en fjerdedel af dem for sent, efter lukketid, hvilket resulterede i ulykkelige børn og en leder, der var tvunget til at arbejde over. Efter råd fra et par økonomer besluttede børnehaven at indføre en bøde på 3 dollar, hver gang en forælder kom for sent.

Det virkede som en fornuftig plan. Nu havde forældre ikke blot en, men to grunde, både en moralsk og en økonomisk, til, hvorfor de skulle komme til tiden.

Bødesystemet blev meldt ud, og antallet af forældre, der kom for sent … steg. Der gik ikke længe, før en tredjedel kom efter lukketid. Efter nogle uger røg det videre op til hele 40 procent. Man fandt hurtigt ud af årsagen: Forældrene så bøden som et almindeligt gebyr og følte derfor ikke længere nogen forpligtelse til at hente deres børn til tiden.

Siden har utallige studier understøttet den erkendelse. Nogle gange er en handling ikke blot summen af dens motivationer. Nogle gange udligner og sletter motivationsformerne hinanden. For nogle år siden analyserede forskere fra University of Massachusetts 51 studier af økonomiske incitamenters effekt på arbejdspladser. De fandt overvældende bevis” for, at bonusser sløver folks indre motivation og moralske kompas.

De fandt endda også ud af, at bonusser og erklærede mål kan underminere folks kreativitet. Gulerødder og piske fører for det meste til mere af det samme. Betal folk per time, og du får flere timer. Betal per artikel, og du får flere artikler. Betal per operation, og du får flere operationer.

Her er det igen ligheden med det forhenværende Sovjet, der især fascinerer mig. Sovjetchefer arbejdede ud fra definerede mål, ligesom vores hospitaler, universiteter og banker gør i dag. Når de målte resultater steg – på for eksempel en møbelfabrik – faldt kvaliteten på møblerne. Hvis nogen besluttede, at møblerne skulle prissættes ud fra vægt, skulle der pludselig til at løftes en hel del tungere møbler.

Det kan man selvfølgelig grine af, men det sørgelige er, at det er præcis, hvad der sker med mange organisationer i dag. Et stort advokatfirma, der kræver, at de ansatte skal arbejde et minimum af timer (2.000 om året, for eksempel), motiverer ikke deres advokater til at arbejde hårdere – kun mere. Uafhængige kirurger, der bliver betalt per behandling, er forståeligt nok mere tilbøjelige til at slibe skalpellerne end til at yde bedre pleje. I både det kommunistiske og kapitalistiske system drukner tallenes tyranni den indre motivation.

Så er bonusser en fuldstændig vildfarelse? Nej, ikke altid. Forskning fra den behavioristiske økonom Dan Ariely har vist, at bonusser nogle gange kan være reelt effektive. Men kun når opgaverne er simple og rutineprægede, som dem Frederick Taylor målte med sit stopur på fabrikkerne. Med andre ord: præcis den type opgaver, som i dagens økonomi i stigende grad bliver udført af robotter, hvor indre motivation jo ikke rigtigt spiller ind.

For os mennesker er motivationen imidlertid altafgørende. Vi er ikke de beregnende robotter, som tayloristerne og behavioristerne gør os til. Det definitive bevis på det kom fra Harvard-professoren Joseph Henrich, der har rejst verden tynd med hans forskerhold i jagten på homo economicus. De besøgte 15 lokalområder i 12 lande på 5 kontinenter, hvor de udsatte bønder, nomader, jægere og samlere for et helt batteri af test i deres søgen efter en person, der passede til det menneskesyn, der havde stået så centralt blandt økonomer i årtier.

Men forgæves. Hver gang viste resultaterne, at folk var for sociale eller for motiverede af noget andet, inde i dem selv.

Men Henrich lod sig ikke afskrække. Selv efter hans artikel, Jagten på homo economicus”, var publiceret, fortsatte han med at lede efter dette mytiske væsen, indtil han fandt det. Eller – homo er nok ikke det rigtige ord. For homo economicus, viser det sig, er slet ikke et menneske, men en chimpanse.

Homo economicus-modellens kanoniske forudsigelser har vist sig at være bemærkelsesværdigt gode til at forudsige chimpansers adfærd i simple eksperimenter,” sagde Henrich i et interview med websitet Evonomics.

Altså: Alt det teoretiske arbejde var ikke spildt, det blev blot brugt på den forkerte art.”

Det er på høje tid med et nyt menneskesyn. Erkendelserne fra Edward Deci er stadig stort set ikke blevet omdannet til praksis. Alt for ofte antager vi stadig, at mennesker opfører sig som aber. På kontoret. I callcentrene. I skolerne. På hospitalerne. På arbejdsformidlingen.

Overalt antager vi, at andre er dovne og egoistiske. For nylig viste et britisk studie, at langt hovedparten af befolkningen (74 procent) identificerer sig mere med værdier som hjælpsomhed, ærlighed og retfærdighed end med penge, status og magt. Samtidig fandt forskerne ud af, at flertallet – 78 procent – anså andre mennesker for at være mere selvcentrerede, end de faktisk er.

Det hele kan sammenfattes sådan her: Vores menneskesyn er fuldstændig ude af trit med virkeligheden.

Ifølge nogle økonomer er det imidlertid okay. Den neoliberale økonom Milton Friedman argumenterede engang for, at det ikke gør det store, hvis dine antagelser om mennesker er forkerte, så længe dine forudsigelser er korrekte. Men Friedman glemte, at vores teorier om hinanden har det med at blive til selvopfyldende profetier. Antag noget om nogen, og han vil give dig lige præcis det. Jo mere vi tror, at vi, grundlæggende, er homo economicus, jo mere vil vi alle opføre os som chimpanser.

Og beviserne på det tårner sig efterhånden op. Tilbage i 1990′erne opdagede økonomen Robert Frank, at jo længere en studerende læste økonomi, jo mere kom de til at ligne homo economicus. De opførte sig mere og mere egoistisk og forventede, at andre opførte sig på samme måde. Folk bliver, hvad vi lærer dem,” som Frank sagde til mediet Evonomics.

Hvordan du bliver belønnet, gør også en forskel. For nogle år siden viste psykologerne Sanford DeVoe og Jeffrey Pfeffer, at timelønnede advokater og konsulenter ender med at prissætte hvert eneste minut af deres dag. Resultatet er, at advokater, der detaljeret sætter en pris på deres tid, er mindre tilbøjelige til at lave frivilligt arbejde.

Alt i alt er det forbløffende, hvor mange af samfundets største problemer der er skabt af guleroden og piskens tyranni. Listen slutter aldrig. Direktører, der kun fokuserer på kvartalsresultaterne, trækker deres virksomheder ned i afgrunden. Forskere, der bliver bedømt på omtale og andre ydre mål, bliver lokket ned ad den tynde forsknings vej. Skoler, der bliver vurderet ud fra resultaterne af standardiserede test, skøjter hen over færdigheder, der ikke kan kvantificeres. Psykologer, der bliver betalt for at behandle deres patienter så længe som muligt, forlænger behandlingen … så længe som muligt. Finansfolk, der får bonusser for at sælge flest mulige subprime-lån, kan føre den globale økonomi tæt på kollaps. Og så videre og så videre.

Hundrede år efter Frederick Taylor har vi stadig travlt med at sløve hinandens indre motivation. Gallup lavede for nogle år siden en stor rundspørge blandt 230.000 personer i job fordelt over 142 lande. Blot 13 procent følte sig engageret” i deres arbejde. Selv i USA, der toppede listen, udviste blot 29 procent af arbejdsstyrken entusiasme over deres arbejde.

Som psykologen Barry Schwartz har formuleret det: 90 procent af voksne mennesker bruger deres vågne tid på at lave noget, de egentlig ikke vil lave, på steder, de egentlig ikke vil være.”

Tænk over tallene et øjeblik. Det her er al den ambition og energi, vi lader gå til spilde. Ifølge psykologen Dan Pink er erkendelsen af, at belønninger underminerer den indre motivation, en af de mest velfunderede konklusioner i samfundsvidenskaberne og også en af de mest ignorerede”.

Forestil dig nu i et øjeblik, at vi skulle omorganisere den moderne arbejdsplads, så den spillede sammen med folks indre motivation. Det ville føre til en enestående revolution. Direktører ville knokle på grund af en dyb tro på deres virksomheder, forskere ville arbejde til ud på natten af ren nysgerrighed, lærere ville undervise, fordi de følte en forpligtelse over for eleverne, psykologer ville behandle, så længe deres klienter havde behov for det, og bankfolk ville være rigeligt stolte blot ved den service, de ydede. Evner og kompetencer ville blive værdsat i stedet for afkast, udbytte og produktivitet.

Misforstå mig ikke. Der er masser af lærere, psykologer og iværksættere, der er dybt motiveret af at hjælpe andre. Dog ikke på grund af guleroden og pisken, men på trods af dem.

For ikke så længe siden interviewede jeg Jos de Blok, grundlæggeren af Buurtzorg, et ekstremt succesfuldt hollandsk firma, der leverer sundhedsydelser i hjemmet. De Blok har skrottet gamle ledelsesmodeller til fordel for en bottom-up-tilgang. Da jeg spurgte til den største risiko ved indre motivation, skulle han ikke tænke sig om længe. Overarbejde.” Nemlig. Organisationer, der dropper guleroden og pisken, bliver ikke betalt tilbage med dovenskab og ugidelighed. Tværtimod. De skal passe på, at deres medarbejdere ikke knokler sig til blods på grund af ren og skær entusiasme.

Selv i dag, når vi taler om umotiverede jobansøgere, frustrerede medarbejdere og grådige finansfolk, har vi en tendens til at antage, at fejlen skyldes menneskets natur. Men hvad, hvis det faktisk er omvendt? Hvad, hvis dovenskab, kynisme og grådighed faktisk er tillært adfærd? Og hvad, hvis store dele af vores moderne industri, vores sociale ydelser og vores uddannelsesinstitutioner er blevet formet, så de passer til de karaktertræk?

Pludselig står det klart, at problemet ikke ligger i vores natur. Enhver forælder ved, at børn kommer til verden fyldt med nysgerrighed og legesyghed. Men ligesom planter har brug for frodig jord for at vokse, har mennesker brug for et miljø, der stimulerer dem. Løftet fra en ny generation af psykologer og økonomer lyder, at vi kan udvikle os til et samfund, hvor vi kan blive ved med at lege. Eller, endnu bedre, et samfund, hvor grænsen mellem arbejde” og leg” er udvisket – hvor vi kan dyrke vores talenter og forfølge vores drømme.

Ifølge Edward Deci – manden, der slap den revolutionerende tankegang om motivation løs – er spørgsmålet ikke længere, hvordan vi skal motivere hinanden, men hvordan vi skal skabe et samfund, der hjælper mennesker med at motivere sig selv. Og det er hverken kapitalistisk eller kommunistisk, hverken venstre- eller højreorienteret. Det er en helt ny tredje bevægelse, en, vi ikke engang har et navn for endnu. Men én ting er sikker: Intet er stærkere end mennesker, der gør, hvad de gør, fordi de gerne vil.

Artiklen er oprindeligt trykt i det hollandske medie De Correspondent. Oversat af Hakon Mosbech.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem