Hvad 600 millioner inderes toiletrutiner fortæller om, hvad der skal til for at ændre en vane

GADEURINEn indisk mand tisser på væggen lige under plakaten for filmen 'Toilet: En kærlighedshistorie' Foto: Noah Seelam, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Indgroede kulturelle vaner er ikke sådan lige at ændre. Men Indien er i færd med en gigantisk manøvre, der går ud på at få hele befolkningen til at installere og benytte toiletter. Den succesfulde toiletrevolution er blandt verdens største kampagner for adfærdsændring. Og det har store konsekvenser for sundhed, arbejdsmarked og især kvindernes hverdag. Opskriften på succes? Penge, oplysning og … en romantisk Bollywood-komedie.

Du er en kvinde, der bor i en indisk landsby. Du har ikke et toilet, og det er et problem. Især når du skal lave stort.

Du er måske nødt til at gå ud på en mark to kilometer uden for byen og sætte dig et sted, hvor man ikke ser dig, for at forrette din nødtørft.

Men fordi der kan være mænd, der lurer på dig, ønsker du ikke at gøre det ved højlys dag. Så du holder dig hele dagen og venter, til solen går ned, før du tager afsted, gerne i selskab med andre kvinder fra landsbyen.

Sådan er hverdagen for millioner af indiske kvinder. Eller var. For Indien er i fuld gang med en toiletrevolution, der skal gøre Indien fri for friluftsskidning i løbet af 2019. Det er et enormt projekt. 111 millioner nye toiletter skal installeres, og man er allerede oppe på 90 millioner. Målet skal være nået den 2. oktober 2019, på 150-året for Mahatma Ghandis fødsel.

Kampagnen tegner til at blive en af de største adfærdsændringer i historien. Den vil få enorme konsekvenser for hygiejnen, for spredning af sygdomme og dermed også for dødelighed, arbejdskraft og sundhedsvæsen. Og altså også for hverdagen for mange kvinder, især i landdistrikterne.

Det er en overset historie, der siger noget vigtigt om, hvordan vi ændrer adfærd i den helt store skala – og om, hvordan man laver en romantisk Bollywood-komedie om et toilet.

Det hele begyndte den 2. oktober, 2014.

På legenden Mahatma Ghandis 145-års fødselsdag lancerede Indiens konservative premierminister Narendra Modi kampagnen Swachh Bharat Abhiyan (Mission Rent Indien). Den har som mål at forbedre affaldshåndtering, hygiejne og sanitet i et folkerigt land med store problemer på netop den konto. Missionen er et forsøg på at leve op til FNs verdensmål nr. 6, der handler om at sikre, at alle har adgang til vand og sanitet, og at dette forvaltes bæredygtigt”.

Den mest ambitiøse del af missionen er toiletrevolutionen. Indien skal gøres fri for friluftsafføring. Den ambition har endda et navn: ODF (Open Defecation Free). For fem år siden var friluftsmanøvren den primære metode for 600 millioner indere, primært i landområderne. Nu anslås tallet at være reduceret til under en tiendedel.

I byerne er toiletter ret udbredte, men i landområderne er det normen, at man finder en mark eller en grøft, når man skal lave stort. Ud over at det generer bønderne, er det generelt uhygiejnisk og besværligt. Der er også risiko for slange- og insektbid på følsomme dele af kroppen. Og så er der som beskrevet den særligt kvindelige frygt for at blive overfaldet og voldtaget.

Så hvad har de gjort?

Projektet bygger i høj grad på disse ting: oplysningskampagner, økonomisk støtte, pres fra myndighederne og … coolness.

Det økonomiske skub går ud på, at man kan få et tilskud på 12.000 rupier (cirka 1.000 kroner), hvis man får installeret et toilet efter forskrifterne. Tilskuddet har været et vigtigt element i udbredelsen af toiletter og har samtidig givet et boost til toiletindustrien, der har ansat 30-40.000 kvinder i produktionen.

Men et er den fysiske del, altså adgangen til toiletter, noget andet er den mentale adfærdsændring, altså at få folk til at bruge dem.

Og det lader også til at være en succes. Toiletter er blevet cool. Et symptom på dette er den muntre Bollywoodfilm Toilet – En kærlighedshistorie (Toilet: Ek Prem Katha), i hvilken installationen af et toilet spiller en afgørende rolle.

Filmen rummer mange af Bollywoodfilmens typiske elementer – kærlighed, sang, dans – men er også en smule atypisk ved at kommentere et konkret samfundsproblem meget direkte.

Handlingen er snørklet og lettere absurd, men centralt står konflikten om installeringen af et toilet i haven hos de to hovedpersoner, efter de er blevet gift.

Manden, Keshav, er en lidt naiv landsbyboer. Kvinden, Jaya, er veluddannet og insisterer på, at Keskav installerer et toilet i deres have. Ellers vil hun gå fra ham. Det vil han også gerne gøre, for han elsker hende. Problemet er bare, at hans dominerende, religiøse og stærkt overtroiske far er imod toiletter og endda går så vidt som til at ødelægge det toilet, Keshav bygger. Jaya søger om skilsmisse, og der sættes alt muligt i værk for at undgå det. Spoiler alert: Filmen ender lykkeligt med et velfungerende toilet – og ægteskab.

TOILETKÆRLIGHED Som det fremgår af traileren til 'Toilet - En kærlighedshistorie' kommer toilettet først på bane, efter de to elskende har fået hinanden. Men så er det også altafgørende for, at ægteskabet kan bestå.Officiel trailer til filmen

Denne film fra 2017 kunne man betragte som ren kuriositet, hvis ikke den havde været en af de mest sete film i Indien, den 37. mest sete nogensinde. En gigantisk kommerciel succes, der ikke kan tilskrives de filmiske kvaliteter, som i bedste fald er middelmådige.

Det spiller nok ind, at den mandlige hovedrolleskuespiller, Akshay Kumar, er en stor Bollywoodstjerne. Men frem for alt rammer filmen noget i tiden: en mentalitet, hvor sympatien er med den unge, veluddannede kvindes ret til et toilet, mens den overtroiske patriark, der er imod toiletter, latterliggøres.

Trods filmens satiriske overdrivelser, er dens skilsmisse-aspekt ikke helt urealistisk.

Præcis en uge efter filmens premiere i august 2017 fik en 23-årig kvinde bevilget skilsmisse, fordi hendes mand ikke havde bygget et toilet til hende, hvilket han havde lovet, da de blev gift i 2011. Sagen fik stor mediebevågenhed, og dommerens ord om, at det var mental tortur” at nægte en kvinde et toilet, blev citeret vidt og bredt.

Dommeren udtalte også: Kvinder i landsbyer må vente, til det bliver mørkt med at tømme sig, og mens de venter, bærer de på en fysisk smerte. Det er ironisk, at folk, som spenderer en masse penge på alkohol, tobak og mobiltefoner, ikke har et toilet.”

Tidsånden viser sig altså ikke kun i filmens verden, men også i den juridiske virkelighed.

Går vi tilbage til filmen Toilet – En kærlighedshistorie, så går kritikken ikke kun på, at den filmisk betragtet er noget ujævn, men også på, at den så ukritisk overtager regeringens program, og derfor næsten kan betragtes som regeringspropaganda, selv om den er privat produceret. For det er ikke alle, der entydigt klapper i hænderne af den indiske regerings program.

Bonusinfo. Mission Rent Indien ventes at koste 90 milliarder kroner, hvoraf en del er finansieret gennem et lån i Verdensbanken.

De fire væsentligste kritikpunkter mod regeringens toiletprogram og dets udførelse er følgende:

  1. Der er flere steder problemer med, at de das, der installeres, ligger for tæt på drikkevandsreservoirer og kan inficere drikkevandet.

  2. Man skal udfylde en masse ansøgningspapirer og indsende billeder af sit allerede byggede toilet i forskellige stadier for at få støtten på 12.000 rupier. Ikke alle fattige analfabeter kan udfylde papirerne korrekt.

  3. Presset fra regeringen er nogle steder unødigt hårdt, mener kritikere. Således kan man nægte de fattigste de ris-rationer, de ellers får tildelt, hvis der i landsbyen stadig laves stort i det fri. Der er også beretninger om bøder, trusler og chikaner fra ordensmagten.

  4. Adfærdsændringen er ikke så udbredt, som regeringen påstår, viser undersøgelser. Der er stadig en del, der undlader at bruge de toiletter, de nu ellers har adgang til. Især en del ældre mænd, som hele deres liv har skidt i det fri, giver udtryk for, hvor meget de sætter pris på at gøre det i naturen.

Fælles for disse kritikpunkter er, at programmet rammer skævt. Det er de fattigste på landet, der har sværest ved omstillingen, og i fremskridtets navn behandles de ikke ordentligt.

Trods disse relevante indvendinger er det noget af en bedrift at forvandle Indien til et toiletland. Hvor de før lå i verdens bund, hvad angår sanitet – sammen med toiletmanglende Sahara-lande som Niger, Tchad og Sydsudan – er Indien i gang med at tage gevaldige skridt henimod at blive et sanitetsmæssigt I-land.

Det er som sagt ikke kun et spørgsmål om at producere en pokkers masse toiletter, men også om at ændre mentalitet og adfærd.

Som regering kan man ændre befolkningens adfærd på mindst fire forskellige måder:

  1. Man kan lovgive gennem direkte forbud og påbud. I Danmark er rygeloven et oplagt eksempel. Ved at forbyde rygning de fleste steder forventes det nu som udgangspunkt, at rygere tager hensyn og går udenfor, når de skal pulse – også på steder, hvor der ikke er forbud, såsom i private hjem.

  2. Man kan skrue på skatter, afgifter og tilskud. Det er i Danmark hyppigt brugt i forbindelse med eksempelvis alkohol, cigaretter og sukker. I Indien er tilskuddet til toiletinstallationen sådan et middel.

  3. Man kan lave holdningsbearbejdende kampagner, sådan som regeringen i Indien også har gjort. Herhjemme kender vi det fra utallige tiltag gennem årene, hvor myndighederne opfordrer os til at frygte havet, bruge kondom og spise seks grøntsager om dagen. Problemet med den slags kampagner er, at folk ofte ikke følger rådene i særlig stort omfang, selv om de godt kender dem.

  4. Endelig kan man nudge. Det har i en årrække været en trend inden for holdningsbearbejdning. Nudging er diskret og fungerer i udgangspunktet ubevidst. Det er nudging, når et klistermærke i et pissoir med en tegning af en flue får mænd til at tisse det sted, der sprøjter mindst. Eller når man laver fodspor på fortovet, der fører hen til en skraldespand. Uden at regulere får man folk til at gøre det rigtige – tisse det rigtige sted og smide sit affald i skraldespanden – simpelthen fordi de får spontant lyst.

Den indiske regerings toiletrevolution benytter sig primært af tilskud og kampagner, men der er altså også eksempler på mere hårdhændede metoder, altså direkte magtudøvelse.

Bonusinfo. I Eritrea er 76% af befolkningen uden toiletadgang. Det er dermed det land i verden, der har den største toiletudfordring.

Resultaterne er imponerende, selv når man tager de ovenstående kritikpunkter alvorligt.

Det skønnes, at 300.000 liv er blevet reddet som følge af programmet – ikke mindst, fordi udbredelsen af diarrésygdomme er faldet markant. Skadelige bakterier spredes let, når der ligger afføring alle vegne, også der, hvor afgrøderne dyrkes.

Regeringen vurderer, at sanitetsdækningen – altså antallet af mennesker, der har adgang til et toilet – er steget fra 37 til 98 procent. Og med 90 millioner toiletter installeret, ser det realistisk ud at nå målet på 111 millioner inden den 2. oktober.

Hvis tallene holder bare nogenlunde vand, er vi vidner til en markant adfærdsændring i et af verdens største lande. Og så er det ikke for meget at kalde det en toiletrevolution.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem