Tre uger har jeg haft til at skrive de ord, du er i gang med at læse, og alligevel blev de skrevet i allersidste øjeblik. Hvorfor? Det var ikke, fordi jeg brugte tiden på at dyrke motion – det har jeg ikke gjort i månedsvis. Jeg brugte ikke tiden på min bogklub eller et kursus i kalligrafi, for den slags dyrker jeg slet ikke. Ej heller udskød jeg det, fordi jeg forsøgte at bage det ultimative surdejsbrød – alene tanken giver mig lyst til at ligge ned. Nej, jeg ventede indtil sidste øjeblik, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne tage mig sammen.

Min tilstand er det, man i daglig tale ville kalde ‘tung i røven’, og i mit tilfælde er den kronisk. Jeg er for tung i røven til at løbe mig en tur. Jeg er for tung i røven til at lave mad. Jeg er for tung i røven til at besvare mine e-mails.

Det er jeg ikke alene om. Ifølge en undersøgelse fra december 2020 foretaget af Pew Research Center siger 42 procent af USA’s unge befolkning mellem 18 og 49 år, at de har kæmpet med at finde motivationen til at arbejde siden begyndelsen af coronapandemien. Det efterlader stadig halvdelen af befolkningen, som har det fint, står op om morgenen og kommer i gang. Og så er der dem, der står op klokken seks og løber ti kilometer inden arbejdstid. Eller dem, der skriver erindringer og vasker deres gardiner.

Hvad er de menneskers hemmelighed? Hvorfor har nogle mennesker så meget drive, mens andre, som mig, har så lidt? Og er det muligt for sådan en som mig at blive lige så entreprenant? For at finde ud af det mobiliserede jeg motivationen til at spørge et par videnskabsfolk, som måske vidste det.

Motivation er det, der driver meget menneskelig adfærd. Det er motivationen, der omsætter målsætninger til handling, hvad enten man snacker fra køleskabet, skriver en artikel eller bestiger et bjerg. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den proces, som udløser motivationen, omfatter en række biologiske og psykologiske komponenter, der indgår i et delikat samspil med vores oplevelse af verden.

Med andre ord: Det er komplekst, og hvad der ligger bag de individuelle forskelle, er ikke sådan at bringe på formel. “Det er det største spørgsmål inden for dette felt,” siger Kou Murayama, der er leder af Motivation Science Lab ved universitetet i tyske Tübingen.

Er det et spørgsmål om mit dna? Dét ville spare mig for en masse anstrengelser. Hvis min dovenskab er bagt ind i mit genom, er det omsonst at forsøge at forandre sig. Men den tanke skyder Murayama hurtigt ned. “Det er forkert at tro, at der skulle findes et ‘motivationsgen’,” siger han. I de fleste tilfælde bliver persontræk ikke bestemt af enkelte gener, men af kombinationer af gener. Og desuden har adfærd det med at blive formet af det, Murayama kalder “den lange historie om vekselvirkningen mellem den individuelle disposition og den omgivende verden”. Altså det, vi andre kalder arv og miljø.

Hvor meget disse to elementer hver især spiller ind, er et kontroversielt spørgsmål. Spørger man biologer, vil de fleste fortælle dig, at miljøet er den vigtigste faktor, når det kommer til at bestemme folks adfærd. Men Robert Plomin, en genetiker fra King’s College i London, mener, at vores gener spiller en langt større rolle, end mange bryder sig om at tro. Som bevisførelse peger han på forskning i tvillinger. Et studie fra 2015 af 13.000 tvillinger fra seks lande mellem ni og 16 år kom frem til, at 40-50 procent af forskellene i motivationen for at lære kunne forklares ved hjælp af genetik. “Der er personlighedsmæssige forskelle, som folk arver, som har stor indflydelse på motivationen,” sagde Stephen Petrill fra Ohio State University, der var en af forfatterne bag studiet.

Men det betyder stadigvæk, at mere end halvdelen af forskellene i disse børns motivation kan tilskrives deres miljø. Problemet er, at det er umuligt at lave en tjekliste over de erfaringer, som skaber en stræber. De individuelle forskelle er simpelthen for store. Selv sådan noget som socioøkonomisk status, der ellers virker rimeligt ligetil, er langt mere kompliceret, end det tager sig ud. Man kunne eksempelvis fristes til at tro, at folk, som har oplevet modgang, ville være mere motiverede for at få succes på arbejdsmarkedet. Men det kan man ikke sige så enkelt. “Vi ved forbløffende lidt om, hvordan forskellige vilkår påvirker menneskers motivation,” siger Tali Sharot, som er neuroforsker ved University College London.

Hvis man vil finde de fundamentale forskelle på stræberne og dem, der springer over, hvor gærdet er lavest, kan man se på, hvordan vi opfatter belønninger. Hvad enten vi taler om motivation drevet af en indre tilfredsstillelse eller løftet om en ydre belønning, gælder det ifølge Sharot, at motiverede og umotiverede mennesker adskiller sig ved deres såkaldte belønningssensitivitet. Nogle tænder mere på belønninger end andre, uanset om det handler om den indre tilfredsstillelse efter en løbetur eller andres ros og anerkendelse. “Den samme belønning – det kunne være 100 pund – vil føles som 1.000 pund for én person, men som ti pund for en anden,” siger Sharot. “Og den person, som føler, at han eller hun arbejder for 1.000 pund, vil være mere motiveret og arbejde hårdere.”

Vi har også forskellige forventninger til, hvor givende ting vil være. To personer kan have den samme belønningssensitivitet og få det fantastisk, når de modtager ros. Men den ene har måske sværere ved at forudse denne belønning end den anden. “Min forventning om, hvad noget vil føre til, har enormt stor betydning for, hvad jeg vælger at foretage mig,” siger Sharot.

Hvis man skal bruge hendes analogi, lader det til, at jeg er sådan en type, der forventer belønninger på ti pund og føler dem som fem pund. Kan det have noget at gøre med den måde, min hjerne behandler belønninger på? Neurologer har opdaget, at når gnavere får en belønning, øges aktiviteten i en særlig del af hjernen, som bliver kaldt det ventrale tegmentale område. Herfra bliver der sendt en besked til celler i et andet område, nucleus accumbens eller ‘lykkecenteret’, hvor signalstoffet dopamin bliver frigivet. Nyere eksperimenter har vist en tæt sammenhæng mellem dopamin og motivation. Da John Salamone fra University of Connecticut sænkede niveauet af dopamin i forsøgsrotters hjerner, nøjedes dyrene med en mindre portion foder frem for at opsøge en større portion, som var gemt bag en forhindring. Tilsvarende resultater er blevet påvist hos mennesker adskillige gange.

Det giver god mening, når man tænker på, hvor mange mennesker med depressioner der taler om en komplet mangel på motivation. “Der er en del evidens for, at deprimerede mennesker udviser en sløvere hjerneaktivitet i nucleus accumbens, når det handler om forventet belønning,” siger Trevor Robbins fra universitetet i Cambridge.

Så kan jeg pege på en dopaminmangel som en forklaing på mine uskrevne erindringer og uvaskede gardiner? Robbins siger, at der er individuelle forskelle i dopaminfunktion, men understreger, at det ikke er så simpelt, at mere dopamin betyder større drive. For det første synes virkningen af dopaminen at afhænge af, hvor i hjernen den øgede aktivitet opstår. Hjernescanninger har vist, at mennesker, som er villige til at arbejde hårdt for belønninger, oplever en større frigivelse af dopamin i de områder af hjernen, som spiller ind på motivationen. Omvendt har mennesker, som er mindre indstillet på at arbejde hårdt, tilsvarende høje niveauer af dopamin i andre dele af hjernen, som har at gøre med følelser og risikoopfattelse.

Neurovidenskaben omkring motivation rummer stadig mange mysterier. Sidste år opdagede Carmen Sandi og hendes kolleger fra det tekniske universitet i Lausanne, Schweiz, at forholdet mellem de kemiske forbindelser glutamin og glutamat i nucleus accumbens kunne forudsige, hvorvidt en forsøgsperson ville være i stand til at forblive motiveret under en fysisk krævende opgave. Glutamat er det vigtigste aktiverende signalstof i hjernen, mens glutamin er forstadiet. Forholdet mellem dem kan fortælle noget om personens evne til at producere glutamat på kommando og dermed være engageret under en opgave. Sandi kunne konstatere, at forsøgspersoner med en bestemt balance mellem disse to stoffer var mere motiverede til at klemme på end andre.

Sandi fortæller, at “vi ved meget lidt” om, hvorfor forholdet varierer mellem forskellige mennesker. Hun har planer om at undersøge sammenhængen mellem niveauet af bestemte stoffer og motivation. Hun forventer dog ikke at nå frem til et resultat lige foreløbig. “Det er ikke eksperimenter, som er hurtigt overstået,” siger hun.

I mellemtiden findes der måske andre interventioner, som motivationelt udfordrede mennesker som mig kan overveje. Hvis neurobiologien bag motivation kan koges ned til et spørgsmål om kemiske signaler, hvordan kan vi så hijacke dem for at booste vores virkelyst?

Rachel Alison Adcock fra Duke University i North Carolina studerer, hvordan ikke-invasiv nervestimulering kan målrettes de kredsløb i hjernen, som har med motivation at gøre. Hun har påvist, at folk selv kan aktivere deres ventrale tegmentale område og dermed udløse dopamintoppe andre steder i hjernen – vel at mærke uden løfter om ydre belønninger. Tricket var at give forsøgspersonerne træning i neurofeedback, hvor de løbende kiggede på scanninger af deres hjerner for at se, om de kunne påvirke aktiviteten. Resultaterne var bemærkelsesværdige. Forsøgspersonerne var i stand til at fastholde stimulationen og viste også tegn på en øget forbindelse i hjernens belønningssystem.

Det lyder som gode nyheder. I det mindste demonstrerer det, at det er muligt at hacke din hjernes belønningssystem. Og der er ingen grund til bekymring, hvis du, som jeg, ikke har nogen ved hånden, som kan oplære dig i neurofeedback, for der er forskellige teknikker, man kan afprøve på egen hånd – fra at visualisere ens eget fremtidige jeg til at undgå såkaldt positiv tænkning.

Hvad du spiser, kan også spille ind. Er det måske min kost af sukkerholdige morgenmadsprodukter, ostesandwich og chips, som dræner min hjerne for de ingredienser, der genererer drive?

“Hvis jeg er i en arbejdssituation, og en person mangler motivation, ville jeg begynde med at se på, hvad han eller hun indtog af proteiner,” siger ernæringsterapeut Jackie Lynch. Sammensatte proteiner som kød, fisk, æg og soja indeholder alle de vigtige aminosyrer, som tilsammen skaber centrale signalstoffer som noradrenalin, der hjælper med at holde os motiverede. Hun tilføjer, at umotiverede mennesker også kan mangle B-vitaminer, som omsætter vores føde til glukose og dermed giver os energi. “Hvis jeg har med en person at gøre, som er i din situation,” siger Lynch, “så er det eneste, jeg beder dem om efter den første konsultation, at føje noget protein til deres kost.” Kom for eksempel hummus på det ristede brød eller græskarkerner i din morgenmad.

Det lyder alt sammen fornuftigt nok. Men så siger hun det frygtede ord: motion. Masser af studier har påvist, at motion kan forbedre de kognitive funktioner og styrke hjernens dopaminproduktion. Problemet, ligesom med kost og motivation, er, at motion og motivation indgår i et cyklisk forhold: Du er nødt til at være motiveret for overhovedet at komme i gang.

Matthieu Boisgontier, en neuroforsker fra universitetet i Ottawa, Canada, kiggede i 2018 nærmere på et paradoks, der handlede om netop motion: Selv om langt de fleste af os har en intention om at være fysisk aktive, er der mange af os, som ikke motionerer overhovedet. Boisgontier og hans kolleger kunne konstatere, at hjernen er nødt til at yde en stor indsats for at undgå stillesiddende adfærd. Det fik ham til at konkludere, at “mennesker har en naturlig tilbøjelighed til at minimere indsatsen”.

Jeg er begejstret. Boisgontier argumenterer for, at vores hjerner har udviklet sig på denne måde, fordi energibesparelse historisk set har givet os en fordel i kampen for overlevelse. Men, siger han, hvis vi organiserer vores tid på en måde, som tvinger os til at være aktive, for eksempel ved at planlægge en rute til arbejdet, som involverer en længere gåtur, kan vi overvinde vores naturlige tilbøjelighed til dovenskab. Når vi først har fået en vane med regelmæssig motion, kommer vi ind i en rille, hvor det kræver færre kognitive ressourcer at motivere os til aktivitet.

Efter min samtale med Boisgontier tager jeg ikke ud for at løbe. Jeg er, trods alt, disponeret fra naturens hånd til at minimere fysiske anstrengelser. I stedet ringer jeg til Greg Gostincar, som kalder sig biohacker og har grundlagt selskabet Your Inception, som forsker i nootroper – et kosttilskud, der angivelig styrker hjernens kapacitet, herunder motivationen. Hans hold rangerer nootroper ud fra deres ingredienser og kvalitet, inden de afprøver dem på folk og måler effekten ved hjælp af en særlig test.

Gostincar har personligt testet mere end 50 nootroper. En af dem fik ham til at “kaste op i temmelig lang tid”, mens en anden gjorde ham høj. Men han tilskriver dem æren for, at han har kunnet lægge sit liv om. “Jeg er nu i stand til at komme i en flowtilstand,” siger han. “Jeg er i stand til at fokusere og forblive fokuseret i meget længere tid end nogensinde før.”

Gostincar er realist. “På baggrund af mine erfaringer vil jeg sige, at 90 procent eller måske endnu flere af disse kosttilskud enten ikke virker, er underdoserede eller indeholder mindst én farlig ingrediens.” Selv om nogle studier har vist, at nogle nootroper – eller i hvert fald nogle af deres ingredienser – kan booste den kognitive præstation, er mange af dem, som markedsføres, aldrig blevet testet i en klinisk sammenhæng.

Så der er tydeligvis ingen lette løsninger. Grundene til, at jeg ikke kan tage mig sammen, er mange og komplekse, og nogle af dem er måske ikke til at ændre på. Og selv om jeg har en mulighed for at booste min egen motivation, står jeg tilbage med en ond, universel sandhed: Kost og motion betyder noget. Jeg drysser nogle solsikkefrø på min morgenmad, koger et æg og går mig en lang tur. Eller jeg overvejer det i hvert fald.

Om jeg nogensinde selv kan blive en stræber, må tiden vise. Men indtil da, så prøv lige at se alle de ord, jeg fik skrevet.

Oversat fra engelsk af Lars Rosenkvist. Artiklen er oprindelig bragt i magasinet New Scientist i maj 2021.