Helikopter_

Onsdag 30. oktober 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver dyrt.

Hvordan en lille huslejeparagraf er ved at ændre Danmarks største byer

I Aarhus og København kæmper lejere mod store kapitalfonde. Det handler basalt set om, hvem der har råd til at bo i byen – og historien viser, hvorfor det er så svært at regulere boligmarkedet. Vært: Mads Olrik. Gæst: Holger Bisgaard, byplanlægger.

18 min

Dagens citat

“I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme”

Uha. Det sagde den danske forfatter Jonas Eika, der tirsdag modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Statsminister Mette Frederiksen, der sad i salen, er – mildt sagt – uenig i karakteristikken (Politiken).

Dagens store historier

Foto: Mads Jensen, Ritzau Scanpix

Danmark vs. Blackstone

  • Det seneste år har mange lejere i især København været nervøse. Flere og flere bygninger bliver opkøbt og så renoveret, hvorefter huslejen bliver sat kraftigt op.

  • Problemet bunder i én lille paragraf i boligreguleringsloven. Paragraffen blev oprindelig indført for at lokke mere udenlandsk kapital til at investere i Danmarks store byer. Nu mener mange, det er gået for vidt (TV 2 Lorry).

  • Især den amerikanske kapitalfond Blackstone bliver udpeget som en af skurkene i historien. Flere steder fortæller lejere, at de føler sig presset ud, så Blackstone kan renovere og hæve priserne. Blackstone afviser beskyldningerne.

  • Men også flere danske pensionskasser bruger den samme paragraf. Både pensionskasserne og kapitalfondene siger, at de egentlig bare forbedrer boligerne (Politiken).

  • Den danske regering forsøger at stable et opgør med kapitalfondene på benene. Boligminister Kaare Dybvad mener, at det er en del af kampen for at blande befolkningsgrupper og gøre byerne åbne for alle grupper (DR).

  • ... Men nærmest uanset hvad politikerne vælger at gøre, kommer det til at gøre ondt på nogle helt almindelige mennesker. På den måde viser historien, hvorfor det er så politisk svært at regulere boligmarkedet (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

Det’ gas

  • I dag nikkede Danmark ja til, at et russisk firma må bygge en rørledning gennem dansk farvand. Beslutningen har været flere år undervejs og er sovset ind i geopolitik.

  • Projektet hedder Nord Stream 2. Det er firmaet Gazprom, der gerne vil føre en ledning gennem Østersøen og til Tyskland, så de kan sælge gas til det tyske marked (Berlingske).

  • Projektet har gjort især landene i Østeuropa nervøse. Rusland er nemlig mere eller mindre kendt for at bruge energi og gas som et instrument i at øve indflydelse i sine nabolande (The New York Times).

  • ... Og fordi ledningen går rundt om de baltiske lande og direkte til Tyskland, giver det potentielt Rusland mulighed for at slukke for gassen til Østeuropa, men holde den flydende til det centrale Europa.

  • Det er den slags tanker, der har gjort Nord Stream 2 til en virkelig kontroversiel sag. EU-landene er splittede, og USA er kraftig modstander af projektet (Politico).

Det skal du også vide

Apropos boligbøvl: Skattestyrelsen tester nyt system i de her dage. 80.000 danske boligejere bliver prøvekaniner for det nye system, som Skat vil bruge til at vurdere en boligs værdi og dermed, hvor meget man skal betale i skat. Held og lykke (TV 2).

Folketinget er klar til at ændre på politikernes lønforhold. Hele året har der været kritiske historier om, at politikere har betydelig bedre lønforhold end den gennemsnitlige dansker. Nu er også Venstre og Socialdemokratiet klar til et opgør (Jyllands-Posten).

Dagens Zetland-historier

Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Gode råd er dyre 1 Hvor mange velmenende råd skal myndighederne egentlig sende af sted mod sine borgere? Sara Alfort tog på besøg hos Sundhedsstyrelsen for at få svar.

Gode råd er dyre 2. Byggesektoren er måske klimakampens største problem. Den forurener mest, og der er meget få åbenlyse løsninger. Mads Nyvold prøver at finde ud af, hvad vi skal gøre.


Således en onsdag i byggeriets tegn. Vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: