Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

EU var dømt til at slå dybe revner på grund af Brexit. Her er den utrolige fortælling om, hvorfor det ikke skete

ÅBNE SÅREt drama i ... ja, mange akter. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Hvordan endte EU med at vende sit største nederlag i historien til en enorm og uventet sejr? I dag skyder vi Philip Flores’ nye serie om europapolitik i gang ved at rulle den knudrede og helt usædvanlige historie om Brexit ud – helt fra begyndelsen. Tag med til fattigkvarterer i Belfast, urolige diplomater i Dublin, selvsikre politikere i London og ølstuerne i Bruxelles for at finde svaret på, hvorfor EU stadig står i dag, mens briterne fortumlet prøver at finde udgangen.

Efter mere end tre og et halvt års langtrukne og vilde forhandlinger blev den britiske regering og EU i forrige uge enige om vilkårene for Brexit. I sidste uge blev aftalen godkendt i en helt vanvittig tæt afstemning i det britiske parlament. Og mandag gav EU Storbritannien tre ekstra måneder til at få lovgivningen på plads. Så medmindre tingene tager endnu en uventet drejning i Storbritannien, skulle den nu være god nok – Brexit bliver tilsyneladende til … Brexit.

Til gengæld bliver Brexit ikke enden på EU. Næh. Åbenbart står EU simpelthen stærkere end nogensinde, både når det gælder opbakningen i de europæiske befolkninger og solidariteten landene imellem. Så hvordan i alverden gik det lige til?

Prøv lige – oppe i jeres hoveder – at skrue tiden tilbage til slutningen af juni 2016, hvor Brexit-afstemningen kom som et chok for det meste af verden. Brexit-bevægelsens åndelige leder, Nigel Farage, kaldte Brexit for den første mursten, der blev revet løs”, og uanset om man havde taget manden seriøst tidligere eller ej, så var det dengang svært helt at udelukke, at han havde ret.

Det føltes, som om han kunne have ret.

Brexit var det mest voldsomme angreb mod det europæiske sammenhold, siden de store europæiske lande efter Anden Verdenskrig begyndte at holde hinanden i skak med Kul- og Stålunionen, og måske den største politiske begivenhed i Europa for dem af os vesteuropæere, der er født efter verdenskrigene, og som heller ikke sådan for alvor oplevede kulden under Den Kolde Krig.

Og som min historie – der bragte mig til både London, Bruxelles, Dublin og ikke mindst Belfast for at møde diplomater, politikere, journalister og forskere, der har enten har været en del af Brexit-processen eller fulgt den på nærmeste hold – vil vise, så har Storbritannien desuden de seneste tre og et halvt år brugt århundreders erfaring i at dele og herske på at forsøge at splitte det øvrige EU.

Men historien bliver altså først og fremmest en historie om, hvordan det lykkedes både politikere og de ellers så forhadte bureaukrater at holde sammen på de 27 øvrige EU-lande, mens Brexit sled og rev i unionen. Historien her vil vise – kort sagt – hvordan det gik til, da dét, der lignede begyndelsen på EUs ende … i stedet blev en ny begyndelse.

Historien begynder … måske et lidt mærkeligt sted, nemlig med et opkald til den danske konfliktforsker Sara McQuaid.

Sara er lektor ved Aarhus Universitet og er ekspert i det britisk-irske forhold og ved derfor en masse om konflikten mellem katolikker og protestanter på den irske ø, der gennem 30 år fra slutningen af 1960’erne til slutningen af 1990’erne kostede omkring 3.500 mennesker livet og sådan sammenfattende er blevet kaldt for The Troubles. Balladen, ville man vel sige på dansk.

For tiden er Sara gæsteforsker på et universitet i den nordirske hovedstad, Belfast, og jeg fik et tip fra nogle af mine kolleger her på Zetland om, at Sara tidligere i forbindelse med nogle optagelser til Zetlands daglige nyhedsoverblik, Helikopter, var kommet til at afsløre noget, som hun måske ikke skulle have sagt. Nemlig at hun allerede i foråret 2015 fik et opkald fra Irland, hvor man var ved at forberede Irland på Brexit. Jeg spørger hende, om det passer:

Ja,” siger hun, men da jeg beder hende fortælle, hvad det gik ud på, siger hun,“Det kommer lidt an på, hvad du vil bruge det til, om jeg vil fortælle dig det. Det er jo diplomati. Men jeg kan fortælle det sådan helt off the record.”

Og så begyndte Sara ellers at fortælle. Uden at afsløre for meget – aftalen var jo, at hun kun talte til baggrund, som vi journalister kalder det – så fortalte hun det her: Allerede tilbage i foråret 2015 – altså mere end et år før folkeafstemningen om det britiske medlemskab af EU – var irerne i fuld gang med at sikre sig, at irerne kom mindst muligt i klemme, hvis Brexit blev til … Brexit.

Det er der som sådan ikke noget mærkeligt ved. Irland var ud over Storbritannien uden sammenligning det land, der stod til at blive påvirket hårdest af et Brexit. Men sagen er bare den, at i foråret 2015 var Brexit ikke rigtig en ting.

Altså, den britiske premierminister David Cameron havde i 2013 i et de-spe-rat forsøg på at vende elendige meningsmålinger luftet tanken om at forsøge at få forhandlet nogle bedre vilkår for Storbritannien i EU og derefter lade briterne stemme om medlemskabet af EU. Men skal man være lidt grov, så tog end ikke Cameron sit eget forslag seriøst.

Man kan, synes jeg, sammenligne Camerons forslag om en mulig afstemning for og imod EU med et skud i blinde i stil med, når en basketballspiller i sidste sekund, på 25 meters afstand, med ryggen til kurven og med en tung, svedende modspiller hængende om halsen, i ren desperation kaster bolden op i luften, i håb om at den skal finde vej til nettet sådan mere eller mindre af sig selv. Så langt ude virkede det til at være.

Selv om det skulle lykkes Cameron at vinde valget, så var der ingen garantier for, at han hverken ville føre sit løfte ud i livet eller kunne føre sit løfte ud i livet. Udsigten til at få et flertal i Parlamentet bag sig var nemlig forsvindende lille, og tanken om, at briterne skulle kunne finde på at stemme Storbritannien ud af EU var alligevel … utænkelig.

Så for alle os andre, der først sådan for alvor begyndte at tage Brexit seriøst den 26. juni 2016 på aftenen for Brexit-afstemningen, så er det værd at dykke ned i, hvad det var, irerne havde forstået på så tidligt et tidspunkt, men som vi andre ikke havde forstået. Syntes jeg.

Det var derfor, jeg begyndte med Sara McQuaid, og hun var sådan rimelig direkte i det, og hun sagde til mig, at hvis jeg virkelig ville forstå, så skulle jeg næsten komme til Belfast, og hun sagde også, at så kunne jeg passende forberede mig lidt på vejen.

Hun sagde faktisk, at hun er lidt træt af at skulle begynde forfra med journalister, hver eneste gang hun skal lave et interview, og anbefalede mig at læse en bog, der hedder Brexit and Ireland, af den irske journalist Tony Connelly.

Han har det bedste, klareste take på det. Og den er superletlæst også,” sagde Sara McQuaid.

Jeg ved ikke helt, om jeg skulle tolke den kommentar, som om Sara ikke nærer vildt høje tanker om os journalister, men et par dage efter havde jeg købt Tony Connellys bog og smidt den i håndbagagen og drog ud på det, der endte som en rundrejse til både Belfast, London, Dublin og Bruxelles.

FARVELLøftet om en folkeafstemning om EU sikrede David Cameron en ekstra periode som premierminister. Men det blev en kort periode. Foto: Euan Cherry / Photoshot / Ritzau Scanpix

Og hør lige her: Der er allerede skrevet mange bøger om Brexit, men Tony Connelly har altså som få andre været helt inde og grave bag facaden. Han ved ikke bare, hvilke sange der var på playlisten på den britiske ambassade i Bruxelles på Brexit-aftenen. Han ved, hvad der blev spist, og hvis knæ der strejfede hvis ved de højdramatiske møder mellem diplomater og politikere fra EU-landene og Storbritannien de forgangne fem-seks år.

Nogle dage senere stod jeg derfor – i silende regn – foran døren til en toetagers bygning, presset ind mellem nogle lidt større bygninger, på en relativt stille vej i det ellers altid summende travle europæiske kvarter i Bruxelles, kun 10 minutters gang fra Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionens Berlaymont-kompleks.

Jeg havde på forhånd skrevet til Tony Connelly for at spørge ham, om han ville dele lidt ud af sine insight-beretninger fra Brexit-forhandlingerne, for jeg havde den her tanke: Vil man forstå, hvad der motiverede EU-landene til at holde sammen og danne fælles front mod Storbritannien, kan man vel passende begynde med at forsøge at forstå, hvad der drev Irland. Irland var nemlig helt ærligt – i hvert fald i teorien – det svageste led i EU.

Irland er jo en tidligere del af Det Britiske Imperium, og landet har også siden selvstændigheden i 1922 haft både stor samhandel og tæt samkvem med briterne. Storbritannien er stadig Irlands næststørste eksportmarked, efter USA, og det land, som irerne importerer flest varer fra overhovedet. Ingen andre lande i EU er tilnærmelsesvis lige så påvirkede – briterne vil nok sige afhængige – af Storbritannien, som Irland er.

Desuden var forholdet mellem Irland og Storbritannien i årene op til Brexit-afstemningen blevet tættere og varmere end nogensinde, fortalte Tony Connelly, da vi havde fået sat os til rette i hans kontor.

Dronning Elizabeth havde været på sit første statsbesøg i Irland nogensinde, og det gik fremragende og var en slags højdepunkt for forsoningen mellem de to lande, der jo i forvejen har tætte bånd på grund af historien. De to premierministre Enda Kenny og David Cameron var desuden nære allierede i mange sammenhænge, og også embedsmændene arbejdede sammen og mødtes blandt andet en gang om året i enten Dublin eller London,” siger han.

Men Tony Connellys bog afdækker, hvordan og hvorfor det varme forhold blev koldere og koldere, efterhånden som Brexit-forhandlingerne skred frem. Eller. Det begyndte sådan set allerede at gå galt, da Cameron i 2013 første gang annoncerede sine tanker om en britisk EU-afstemning. Det kom som et chok for irerne. På trods af det nære forhold havde den irske regering ikke fået noget varsel, og irerne tog allerede fra begyndelsen Camerons melding noget mere tungt, end den britiske regering virkede til selv at gøre.

Allerede et par år før afstemningen begyndte irerne at se på, hvad et Brexit kunne betyde for Irland, når det gælder eksempelvis handlen og fredsprocessen. Nogle papirer cirkulerede i udenrigsministeriet allerede dengang,” fortæller Tony Connelly.

Værre blev til endnu værre i forholdet mellem de to lande, da David Cameron mod alle odds blev genvalgt i maj 2015. Irerne havde allerede på forhånd nedsat en taskforce, der skulle forberede Irland på konsekvenserne af Brexit. Det var de forberedelser, der førte til, at dansk-irske Sara McQuaid tidligere samme år blev kontaktet.

Da Cameron efter genvalget annoncerede, at han agtede at leve op til sit løfte om en folkeafstemning om EU, gik irske ministre regulært i gang med at føre kampagne i Storbritannien.

Men efterhånden var det, som om de irske advarsler prellede af. Eksempelvis var den irske europaminister på besøg i en irsk klub i det nordlige London hos stemmeberettigede irere, og han følte, han havde et enkelt budskab: De skulle stemme for at blive i EU, ellers var freden i Irland i fare. Men han kom ret deprimeret ud derfra, for selv de her irere var ikke optagede af den irske grænse. De var mere optagede af sager som arbejdsløshed og social eksklusion. Sager der egentlig ikke havde med EU at gøre,” siger Tony Connelly.

Selv om alle meningsmålinger stadig pegede i retning af et smalt remain – et smalt Vi bliver i EU – så havde også EU-toppen i Bruxelles sværere og sværere ved at forstå, at den britiske regering virkede så skråsikker.

Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker havde et morgenmadsmøde med den tidligere britiske premierminister Gordon Brown blot en uge før afstemningen, og Brown fortalte Juncker, at målingerne i de Labour-dominerede egne i de nordlige dele af England viste, at folk vendte sig væk fra EU, og Gordon Brown var meget bekymret for, at de ville tabe afstemningen. Juncker var enig,” siger Tony Connelly.

Irerne, der havde forsøgt at råbe David Cameron op gennem flere måneder, var målløse over det, de oplevede som den britiske regerings arrogance. Som Brexit nærmede sig, mistede irerne mere og mere troen på, at de kunne regne med, at briterne ville tage dem seriøst. Hvis Irland besluttede sig for at hjælpe briterne gennem Brexit-forhandlingerne eller tilmed – i teorien – forlod EU sammen med Storbritannien, ville det være en gigantisk satsning for Irland, og irerne blev uge for uge mere og mere usikre på, hvor de havde briterne.

Som Tony Connelly siger:

Det gik op for irerne, at Cameron ikke tog den irske situation alvorligt, og heller ikke det faktum, at han var ved at tabe folkeafstemningen.”

Frustrationerne i Irland havde sikkert rod i to helt forskellige temperamenter hos politikere og diplomater i henholdsvis Irland og Storbritannien. Men de irske frustrationer handlede også – ikke mindst – om to helt forskellige selvopfattelser.

Irland har altid været lillebroderen i forholdet mellem de to øer. Kigger man på et landkort, ligger Irland nærmest lidt i skyggen af Storbritannien – i hvert fald set fra Europa – og i århundreder har Irland haltet både økonomisk og udviklingsmæssigt efter Storbritannien. Det har ændret sig de seneste årtier, hvor Irland har udviklet sig til et af de mest velstående lande i verden, og selv om man selvfølgelig kan diskutere, hvor meget ære EU kan tage for det, så har der i hvert fald været et tidsmæssigt sammenfald.

Fra irernes synspunkt gav det derfor heller ingen mening, at nogen overhovedet kunne få idéen om en folkeafstemning om at forlade EU. Og de var ikke de eneste. En dansker, der lidt mere helhjertet end de fleste af os satte sig for at prøve at forstå det britiske ræsonnement, er Claus Grube, der var Danmarks ambassadør i Storbritannien fra 2013 til 2017, og som tidligere har været Danmarks EU-ambassadør og departementschef for hele det danske Udenrigsministerium.

Claus Grube blev sendt til London som ambassadør i 2013, altså samme år, hvor den britiske premierminister David Cameron første gang nævnte muligheden for en folkeafstemning om det britiske EU-medlemskab. Og noget af det første, Claus Grube gjorde som ny ambassadør, var at prøve at begribe, hvad der egentlig havde fået Cameron til at love en afstemning. Svaret, han fandt, var ikke opløftende, for det handlede i virkeligheden – som han oplevede det – slet ikke om EU.

Hele spørgsmålet om globaliseringen og det forhold, at man får indvandrere, varer og kapital flydende ind i sit land – hvilket mange mennesker måske ikke føler, at man har kontrol over – har givet anledning til en konservativ magtkamp, hvor EU er blevet brugt som instrument for et mindretal, der ville forsøge at styre partiet og landet.”

Det martrede selvfølgelig Cameron, siger Claus Grube:

Og derfor fik han den idé, at han ville lave en folkeafstemning, så han en gang for alle kunne lukke den diskussion, for han var fuldstændig overbevist om, at han ville vinde en sådan afstemning.”

FRENEMIESTaoiseach Enda Kenny og premierminister Theresa May side om side – men det varede ikke længe. Foto: Pool / Reuters / Ritzau Scanpix

Jeg har tidligere interviewet en af Camerons nærmeste rådgivere, danskfødte Daniel Korski, der åbent fortalte, hvordan man i Camerons inderkreds – selv da Brexit-afstemningen i 2015 var annonceret – betragtede et remain-resultat som en formssag. Andre var ikke så sikre, og en af dem var Claus Grube, der begyndte at rejse rundt i Storbritannien for at lytte til de diskussioner ude i den britiske befolkning, der var et tegn på, at både Det Konservative Parti og også til dels det socialdemokratiske Labour var ved at knække midtover.

På mange måder gav den politiske oprørsstemning ingen mening, for økonomien var stærk, og ledigheden var lav, og Storbritannien klarede sig bedre end de fleste andre lande i EU, men Grube oplevede på sine rejser, at debatten lugtede langt væk af god gammeldags nationalisme. Det hele handlede om den britiske – eller måske rettere den engelske – selvforståelse, og han mener, at nationalismen var blevet forstærket af, at der i 2014 havde været en uafhængighedsafstemning i Skotland. Afstemningen i Skotland var faldet snævert ud til fordel for at forblive en del af Storbritannien, men altså: når skotterne selv kunne bestemme, om de ville være selvstændige – og nordirerne og waliserne for den sags skyld –  hvorfor kunne englænderne så ikke?

Debatten handlede slet ikke om økonomi og jobs og de ting, du nævner, eller det mere rationelle i at forlade sit største handelsmarked. Det handlede om, at englænderne ville bestemme og lave deres egne regler og ikke længere være afhængige af verden omkring dem,” siger Claus Grube.

I tiden lige op til folkeafstemningen tog Claus Grube og hans irske ambassadørkollega på en tremåneders tur rundt i Storbritannien, og da Grube kom hjem, bad han den danske regering om at begynde at forberede sig på et leave, og han forsøgte også at advare sine britiske kolleger.

Jeg fortalte, at jeg havde mødt en masse mennesker, der ikke bryder sig om regeringen og politikere, og som er sure og formentlig vil stemme imod jer blot for at give jer et blåt øje. De svarede, at det vidste de godt, men at de her mennesker normalt ikke stemte ved valg. Så sagde jeg: Det kan godt være, men hvis de stemmer, så taber I.’ Og de stemte.”

Måske er det også en del af forklaringen på, at irerne senere valgte EUs side frem for Storbritanniens. Hvor EU for Irland handlede om økonomi og jobs og handel, så handlede det for briterne om en følelse … måske af tabt frihed eller selvstændighed eller … måske storhed?

Hvor forskelligt Irland og Storbritannien havde forberedt sig, og hvor forskellige temperamenter og selvopfattelser der egentlig var tale om, åbenbarede sig for fuld udblæsning på aftenen for Brexit-afstemningen og i dagene, der fulgte, i slutningen af juni 2016. I Tony Connellys bog beskriver han på de første sider to sammenkomster på Brexit-aftenen, der giver en ret god fornemmelse af, hvorfor irerne ikke var trygge ved briterne.

Den ene sammenkomst foregik i en bar under Storbritanniens repræsentation i Bruxelles, kaldet Ukrep, hvor den britiske EU-ambassadør Ivan Rogers havde inviteret til øl og drinks for de britiske embedsmænd i Bruxelles. Flere af de britiske diplomater havde også været fristet til tage med til en fest i Bruxelles med de britiske journalister, som de er vant til at drikke en øl eller to med efter arbejdstid, på en irsk pub, der hedder The Funky Monkey. Men ambassadøren vurderede alligevel, at det ville være for meget at blive set halvfulde i byen på aftenen for EU-afstemningen.

I baren under Ukrep var folk til gengæld mødt tidligt op, og stemningen var løssluppen.

De havde playlister med musik over et goddag-eller-farvel-tema. Should I stay or should I go’ af The Clash, Don’t you want me baby’ af The Human League. Det var muntert og festligt, og der blev drukket,” siger Tony Connelly.

Den anden sammenkomst foregik i den irske hovedstad, Dublin, og den havde en liiidt anden karakter. Irske topembedsmænd på tværs af alle ministerier var indkaldt til en stor Brexit-aften, detail-koreograferet af premierminister Enda Kennys nærmeste medarbejdere. De mødte først ind klokken 24.00, for forventningen i Dublin var, at der skulle arbejdes til langt ud på morgenen. Uanset hvad udfaldet af afstemningen blev – men særligt, hvis det blev et leave – så ville irerne være sikre på, at de kom først ud med deres budskab, og at budskabet var enslydende fra hver en mund i hvert et land.

De bestilte pizza klokken 03.00, og klokken 5.00 om morgenen indså de, at kampen var tabt. De havde tre forberedte scenarier, som de havde gennemøvet. Et, hvor resultatet var et sikkert remain; et, hvor det var for tæt til, at man kunne kalde resultatet; og et, hvor det var et sikkert leave. De var nødt til at aktivere det sidste,” fortæller Tony Connelly.

Det var ikke, fordi irerne regnede med et Brexit. Også irerne forventede, at det ville ende med et smalt remain, men irerne var ikke så skråsikre som briterne. Begge steder begyndte stemningen at vende fra munter til dyster, efterhånden som aftenen skred frem, men reaktionerne var noget anderledes, da det ud på natten stod klart, at det ville blive et leave.

I Irland gik en maskine i gang, siger Tony Connelly:

Den klare besked, de ville have ud, var, at Irland ikke ville følge Storbritannien ud. Der måtte ikke være tvivl om, at Irland blev i EU.”

På den britiske ambassade i Bruxelles var folk paralyserede. De fleste britiske diplomater var både oprørte og vildt uforstående over for deres landsmænds beslutning. Desuden stod det pludselig klart for dem, at afstemningsresultatet selvfølgelig også ville få voldsomme konsekvenser i deres egne liv.

Mange af de tilstedeværende havde boet mange år i Bruxelles, men kunne nu se frem til at blive bedt om at hive børn ud af skoler og institutioner og flytte hjem til Storbritannien igen. Folk havde tårer i øjnene, fortæller Tony Connelly.

Der var en masse vrede og frustration, og til sidst var de nødt til at hente kriserådgivere over fra Storbritannien for at støtte folk, og det var det samme personale, de havde hentet over efter terrorangrebet i Bruxelles. Det siger noget om, hvor hårdt det her ramte de britiske diplomater, der arbejdede her i Bruxelles.”

Et helt tredje sted i Europa den her aften – i London – havde den danske ambassadør, Claus Grube, forladt sit hjem ved 23-tiden i den tro, at de britiske embedsmænd måske alligevel havde haft styr på deres målinger. Grube var inviteret til at tale ved et midnatsarrangement på universitetet London School of Economics.

Og netop som jeg stod på podiet og talte om EUs velsignelser, så løb de første resultater ind på skærmene bag mig, og de var tilfældigvis fra Sunderland og Newcastle, og de viste et stort flertal for Brexit. Men selve resultatet forelå først omkring klokken 03.30 om morgenen, så jeg tog hjem igen,” siger Claus Grube:

Klokken kvart over fire om morgenen gav jeg besked til den danske regering om, at det endte med Brexit. Og jeg fik meget hurtigt besked tilbage, der kan sammenfattes som øv!’. Og et minut senere kom der så endnu en besked: Det er ikke din skyld.’”

Manden, der sendte mails fra Danmark, var landets daværende udenrigsminister, Kristian Jensen (V), der havde fulgt optællingen af stemmer hjemme fra sofaen og var lige så frustreret som så mange andre.

Jeg troede faktisk, at det ville gå nogenlunde glat igennem,” siger Kristian Jensen:

Men det viste sig, at man havde fået en hel masse af de meget bekymrede briter til at stemme, mens de unge og meget EU-positive unge briter var blevet hjemme. Derfor fik vi et leave på en helt forfærdelig baggrund.”

Til gengæld var det altså ikke en større overraskelse, end at regeringen allerede havde en taskforce stående klar i kulissen, og en række på forhånd udvalgte ministre mødtes som noget af det første efter afstemningen for at skabe et overblik over alle tænkelige problemer, som et Brexit kunne skabe for Danmark.

Det er jo blodig alvor for os, fordi det, at Storbritannien forlader EU, betyder noget både for vores betaling til EU, der bliver dyrere, og for vores eksport, da Storbritannien stadig er et af vores største markeder. Og så betyder det især noget for den politiske linje, EU lægger, hvor Danmark og Storbritannien langt hen ad vejen har været enige.”

Men det, der egentlig gik gennem hovedet på Kristian Jensen og mange andre, var, om oprøret mod EU i Storbritannien ville sprede sig, som blandt andre leave-lederen, Nigel Farage, havde forudsagt.

Nu ville det komme. Nu ville det rulle hen over Europa. Ville Holland følge efter? Ville Danmark følge efter?”

Der lød allerede et krav om en dansk afstemning fra både den ene og den anden politiske fløj i Danmark, og i Bruxelles frygtede de også, at Brexit ville sprede sig til andre lande. Men man havde også sin slagplan klar, og Donald Tusk – den polske formand for EUs ministerråd, hvor alle statslederne sidder – og den tyske kansler Merkel og den hollandske premierminister Mark Rütte greb ifølge Kristian Jensen tøjlerne i de mest urolige dage lige efter Brexit-afstemningen.

Frankrig var midt i et præsidentskifte, og Italien var som sædvanlig midt i en regeringskrise, så det var ikke derfra, tingen kom. Det var fra Tusk, det var fra Merkel, og det var fra Rutte.”

Ifølge Tony Connelly, den irske skribent, så var planen fra Tusk, Merkel og de andre EU-ledere fra start at gøre Brexit til et eksempel, som ingen ville have lyst til at følge:

EU advarede med det samme om, at det ville blive vanskelige forhandlinger.”

Selv om Irland ligner en nøgle til at forstå, hvorfor Brexit fik EU-landene til at rykke tættere sammen i stedet for at gå i opløsning, så kan man heller ikke undervurdere betydningen af den diplomatiske maskine i EU. Den så man for fuld skrue i dagene og ugerne efter Brexit-afstemningen. Og det var ret vildt. Det mener i hvert fald DRs EU-korrespondent i Bruxelles Ole Ryborg, der ikke bare er den danske journalist, der har været længst i Bruxelles, men blandt den håndfuld europæiske journalister overhovedet, der har tilbragt flest år i EUs snørklede og lavloftede bygninger. Han ved med andre ord et og andet om det, der foregår bag facaderne i Den Europæiske Union.

Faktisk var forberedelserne så grundige, at man allerede den 2. juni – tre uger før Brexit-afstemningen – havde samlet de 27 landes holdninger ind, og man vidste, hvordan man ville reagere, hvis det blev et leave,” siger Ole Ryborg, og det stod i skarp modsætning til det, der udspillede sig i Storbritannien:

Ingen i Storbritannien havde villet lave en plan for, hvad der ville ske, for så havde man også accepteret, at det kunne ende med et leave.”

HR. BREXITNigel Farage var om nogen manden, der førte ‘leave’-siden til sejr – hvorefter han forsvandt som flere andre af ‘leave’-bevægelsens ledere. Foto: Toby Melville / Reuters / Ritzau Scanpix

Allerede dagen efter Brexit-afstemningen trak den britiske premierminister David Cameron sig – ikke uventet – men mere overraskende var det måske, at en af leave-bevægelsens ledere, den senere premierminister Boris Johnson, reagerede lidt … skal vi kalde det mærkværdigt? Claus Grube, Danmarks daværende ambassadør i Storbritannien, beskriver det således:

Jeg ved ikke, om du kan huske det, men de forsvandt jo i næsten ti dage, hvor ingen kunne finde dem. De havde ikke regnet med, at de kunne vinde, så de vidste ikke, hvad de skulle sige. Og der var ingen plan B. Der var ikke så meget som et stykke papir, de kunne hive op fra skufferne.”

DRs korrespondent Ole Ryborg var så chokeret over briterne, at han fik skrevet og sagt nogle ord, han nu formentlig kommer til at æde i sig.

Jeg sad i toget hjem fra London til Bruxelles og skrev en analyse for DR, der vakte en del opmærksomhed derhjemme: Jeg skrev, at Storbritannien aldrig ville forlade EU, og det gjorde jeg med det udgangspunkt, at man ikke var forberedt på de konsekvenser, et Brexit ville få. Min forventning var – og det var også lidt forventningen i Bruxelles – at de nok ville komme til fornuft.”

Men selv om Storbritannien vaklede, og det britiske pund rasede mod bunden, og ingen vidste, hvad der skulle ske, så fornægtede den britiske selvforståelse sig ikke. Ole Ryborg beskriver et møde mellem EUs ambassadører få dage efter Brexit-afstemningen. På mødet mellem EU-ambassadørerne – der kender hinanden rigtig godt – havde de øvrige landes ambassadører presset den britiske ambassadør. Hvordan forestillede de sig, at man både kunne slippe for at bidrage og samtidig nyde godt af EUs indre marked? Hvordan ville de kontrollere indvandring og handlen med varer, hvis de ikke ville have en grænse mellem Irland og Nordirland. Hvordan havde de forestillet sig, at EU skulle behandle britiske borgere i EU, hvis de selv begyndte at smide EU-borgere ud?

Til sidst var den britiske ambassadør alligevel blevet lidt træt af det hele, og så havde han sagt: We will still know how to rule and divide you’,” fortæller Ole Ryborg.

Nogle uger senere fik Storbritannien også en ny premierminister i Theresa May, der egentlig havde været en del af remain-fløjen hos De Konservative op til Brexit-afstemningen, men som nu meldte hårdt og kontant ud, at Storbritannien ville forlade EU og tage kontrollen tilbage. Den danske udenrigsminister Kristian Jensen oplevede også briterne som forbløffende selvsikre:

Det meget højtbesungne britiske diplomati skulle nok finde ud af at splitte EU-landene ud fra en del og hersk-strategi og spille på de svage led. Det kunne være Irland, det kunne være Holland, det kunne være Danmark. Det var en forbløffende tiltro til, at det skulle de nok kunne klare.”

Og briterne havde allerede udset sig det svage eller det mest sårbare led i EUs kæde. Det vidste alle: Ingen ville blive lige så hårdt påvirket af Brexit som Irland, og trods det frustrerende forløb op til Brexit-afstemningen var Irland bestemt ikke afklaret i forhold til, hvordan de skulle håndtere situationen, siger Tony Connelly.

En af de første udenlandske statsledere, Theresa May mødte efter at være tiltrådt som premierminister, var Enda Kenny, den irske taoiseach, og alle virkede til at have den samme agenda: Man ville ikke bringe fredsprocessen i fare.”

Det blev indledningen på lidt af en nervekrig, hvor Storbritannien med århundreders erfaring i det, de kalder divide and rule diplomacy – eller del og hersk-diplomati – begyndte at forsøge at splitte EU, og hvor den usynlige grænse mellem Nordirland og Irland endte som centrum i en kamp om selve unionens kerne, det indre marked, og måske kan man gå så langt som til at sige – i det endnu større perspektiv – freden i Europa.

Og nu skal vi altså en tur til Belfast.

Det siges ofte, at Brexit har gjort hele EU fattigere, men i det mindste er vi blevet et ord rigere: De fleste af os europæere kender nu formentlig til begrebet en backstop, selv om vi af den grund ikke nødvendigvis kan forklare, hvad en backstop er.

Backstoppen var EU og den tidligere britiske premierminister Theresa Mays fælles forsøg på at løse en sidste, uløselig knude i Brexit-forhandlingerne, nemlig at både EU og Storbritannien efter et Brexit ønsker at kunne kontrollere både varer og mennesker, der bevæger sig mellem Irland og Nordirland, men uden at have en fysisk grænseinstallation mellem Irland og Nordirland.

Men for at forstå, hvorfor en backstop-løsning overhovedet kom på bordet, og hvorfor backstoppen var så kontroversiel, skal man først forstå, hvorfor netop den grænsedragning mellem irerne og nordirerne er så vigtig – for hvorfor behøver det overhovedet at være så besværligt? EU har jo en ydre grænse til alle sider. Hvad er egentlig problemet?

Det var for at få svar på det, at jeg rejste til den nordirske hovedstad, Belfast. Jeg ville besøge konfliktforskeren Sara McQuaid, som var hende, jeg talte med i indledningen på den her historie, altså hende, der fortalte mig, at hun allerede året før Brexit – og inden Cameron overhovedet var blevet genvalgt – havde fået et opkald fra Irland.

Sara McQuaid er for tiden gæsteforsker ved Queen’s University, der er bygget op omkring et stort, borglignende bygningsværk i det centrale Belfast, og som kunne have gjort sig fint i en Harry Potter-film. Men hun bad mig om at møde hende i sit midlertidige hjem, der ligger ti minutters gang fra universitetet. Sara er indlogeret i et meget klassisk britisk toetagers-byrækkehus på en stille sidegade, der neden for enden har et – formoder jeg – flot panorama ud over det, der lader til at være høje, grønne bakker eller små, grønne bjerge, der omkranser Belfast. Det er lidt svært for mig at sige med sikkerhed, da der lå en tung dis over byen, mens jeg var der.

Sara McQuaid er selv halvt irsk, og da Sara blev kontaktet i foråret 2015 og bedt om at bidrage til en rapport til det irske parlament, var det mere specifikt fordi irerne ledte efter inspiration til løsninger på grænseproblematikken mellem Irland og Nordirland efter et Brexit. I Norden har vi jo evnet at have åbne grænser, selvom ikke alle nordiske lande er med i EU.

Rapporten, som Sara McQuaid er citeret i, udpeger de største udfordringer for Irland, hvis Brexit bliver en virkelighed. På toplisten er blandt andet økonomien, energiforsyningen og irske borgeres vilkår i Storbritannien – og så er der grænsen mellem Irland og Nordirland og dens betydning for fredsprocessen. Det sidste, skulle det vise sig, kom til at fylde en del.

Og nej – forklarede Sara McQuaid mig – en fysisk grænse til Nordirland ville ikke bare blive endnu en ydre grænse for EU. En fysisk grænse ville ikke bare symbolsk og sådan helt lavpraktisk være problematisk for forholdet mellem Irland og Nordirland og i særdeleshed de mange mennesker, der pendler frem og tilbage eller måske har familie på begge sider. En grænse kunne, det var frygten hos både irerne og briterne, uanset om den var fysisk eller juridisk, føre til, at der blev rippet op i et gammelt ar. Nemlig arret efter de 30 års kampe mellem katolikker og protestanter – eller republikanere og unionister – i Irland og Nordirland, der (ikke mindst i Belfast) kostede flere tusind mennesker livet.

Hvis man reducerer konflikten i Nordirland til et spørgsmål om national identitet og territorier – som en kamp mellem britisk og irsk eller unionistisk og nationalistisk – så var det jo netop den binære forståelse, fredsaftalen ophævede, og det kunne man kun gøre, fordi både Storbritannien og Irland var medlemmer af EU. Det indre marked muliggjorde en løsning på den gordiske knude,” siger Sara McQuaid.

TERRORDer har faktisk – uden at det har fået den store omtale – været flere bomber og angreb på politiet i Nordirland det seneste år. Foto: John Giles / PA Images / Ritzau Scanpix

Og spændingerne er stadig store, særligt hos arbejderklassen og blandt udsatte og de arbejdsløse unge, fortalte Sara. Selv om Nordirland ligesom Irland har oplevet økonomisk fremgang efter fredsprocessen og i den tid, Storbritannien har været medlem af EU, så har væksten været mere beskeden, og velstanden er blevet ulige fordelt. Sara foreslog, at vi gik en tur sammen i Belfast, for at jeg selv kunne danne mig et indtryk, så næste morgen mødtes jeg med Sara midt i den mest centrale del af Belfast for at gå en lang tur, så jeg selv kunne få et indtryk af den splittelse og de spændinger, der kan være svære at forstå på afstand, men som – måske – kunne give bedre mening, når man ser det selv.

Belfasts centrum ligner turist- og shoppingkvarterer i alle mulige andre mellemstore byer. Men man skal ikke vandre i mange minutter, før byen begynder at minde mere om nogle af de der lettere trøstesløse miljøer i socialrealistiske film fra britiske instruktører som Ken Loach og Mike Leigh. Store dele af Belfast består af de her klassiske to-treetagers byrækkehuse, som man også kender fra London og andre britiske byer, og det er som sådan charmerende nok. Men selv i de pæne middelklassekvarterer i Belfast står mange huse blot og forfalder med planker for vinduerne, og de mange Til leje”-skilte på mange af bygningerne ser ud, som om de har hængt der længe. Jeg følte mig hensat til fattig-80’erne, hvor jeg selv voksede op.

Sara McQuaid viste mig hjemmevant ud til to af de mest kendte gader fra The Troubles-konflikten, Falls Road og Shankill Road. Det er to parallelgader i det vestlige Belfast, hvor kampene mellem katolikker og protestanter gik allerhårdest for sig i særligt 1970’erne og 1980’erne. Falls er den republikanske del af kvarteret, hvilket betyder, at det tilhørte’ IRA under konflikten og stadig i dag langt overvejende er beboet af katolikker, der føler sig tættere knyttet til Irland end Storbritannien. Og overalt kan Sara McQuaid pege på spor efter konflikten, som man måske ellers ikke umiddelbart ville have bidt mærke i. Et højhus, der havde tjent som helikopterlandingsplads for det britiske militær her. En skole med gitre for vinduerne der.

Længere oppe ad Falls Road kræver det ikke et trænet øje at gennemskue, at området stadig er en slags konfliktzone. I hvert fald udspillede der sig en åbenlys kamp om at vinde folks sympati. Overalt på mure og husgavle er der malerier og graffiti og plakater, der tydeligvis både er inspireret af eksempelvis palæstinensernes dyrkelse af helte og martyrer i kampen mod den israelske overmagt og også af æstetikken fra 1960’erne og 1970’ernes typisk venstreorienterede oprørsbevægelser i Syd- og Mellemamerika.

Et stykke oppe ad gaden dukkede et langt murparti, der bliver kaldt den internationale mur, op. Der var malet flotte malerier på stribe med hilsner til alt fra den catalanske separatistbevægelse til den sydafrikanske frihedskæmper Nelson Mandela og til en oprørsgruppe i Vestpapua, der rimelig tydeligt signalerede, at katolikkerne i Nordirland føler sig som en undertrykt minoritet snarere end blot en part i en konflikt.

Rundt om hjørnet fra den internationale mur gik vi ind i det protestantiske område langs Shankill Road. Det kan man faktisk kun om dagen. Om natten er der lukket. Altså lukket som i hermetisk lukket. Langs en strækning på cirka fem kilometer udgør bygninger, hegn og visse steder regulære mure en barriere mellem de to bydele. Det vidste jeg ikke, før Sara viste mig det.

Jeg havde hørt om fredsmuren før, som de selv kalder den, hvilket jo giver lidt andre associationer, men ifølge Sara McQuaid blev den bygget for at skille folk ad, og der er ikke optræk til at fjerne hverken denne mur eller andre af de lignende barrierer, der rundtomkring i Nordirland stadig adskiller de katolske og protestantiske samfund.

Der var måske 45 af de her adskillere i Belfast i 1998, da fredsaftalen blev indgået, og der er over 90 nu. Så det er ikke kun her, hvor der er en lang struktur. De er forskellige steder, og de er ret svære at få ned, for folk er bange for hinanden. De har levet i latent konflikt i 30 år, og selv om der er mere ro på nu, så er der stadig spændinger, og så er murene svære at få ned.

For lige at give den latente konflikt lidt yderligere perspektiv, så er det kun syv procent af børnene i Nordirland, der går i blandede skoler. Protestanterne går i skole med protestanterne, katolikker med katolikker. Det er primært de velhavende og højtuddannede, der bruger blandede skoler, men på et tidspunkt lavede man et forsøg, hvor man satte GPSer på et antal børn i de blandede skoler, og selv der kunne man konstatere, at protestanterne og katolikkerne efter skoletid gik hver til sit.

Da vi gik igennem fredsmuren og ind på den protestantiske side, ændrede alt karakter. Arkitekturen var mere … protestantisk … hvis man kan sige det, eller egentlig også mere nordeuropæisk med flade parcelhuse og mere simpelt dekorerede kirker; der var guirlander med Union Jack-flag i lygtepælene, og også kommunikationen på murene og husgavlene var anderledes. Et sted langs Shankill Road er der rejst et slags mindesmærke eller nærmest et lille udendørs museum. Ved indgangen stod der: Til ære for fem uskyldige protestanter, slagtet her af en republikansk morderbande”.

Under vores gåtur var det så tydeligt, hvordan katolikkerne associerer sig med oprørsbevægelser, mens protestanterne modsat betragter katolikkerne – eller republikanerne – som terrorister på linje med al-Qaeda eller ISIS. På en væg hænger en række fotografier med nylige islamistiske bombeangreb i Paris side om side med billeder af den skade, som IRA-bomber har forvoldt. I mindesmærke-installationen er der også plads til kritik af den britiske regering i London, der ifølge de nordirske protestanter ofte behandler Nordirland stedmoderligt. Senest i forbindelse med oprettelsen af en ny pulje til ofre for terrorangreb.

Der er noget, der hedder uskyldige ofre for terror’, men det er kun ofre for islamisk terrorisme, der bliver anerkendt, fordi Nordirland stadig ikke kan blive enige om at håndtere fortiden,” siger Sara McQuaid.

Efterhånden som vi kom op mod centrum af Belfast igen, begyndte tegn på konflikten langsom at fortone sig. Det urbane, mere velhavende centrum bærer ikke præg af fortiden. Det er arbejderklassen og underklassen i Nordirland, der især stadig bærer den med sig.

Det er måske også derfor, at konflikten mellem protestanter og katolikker ikke får den samme opmærksomhed som tidligere, i hvert fald ikke i de britiske og europæiske medier. Men i både den irske og den nordirske befolkning og hos de irske og nordirske politikere er frygten for, at konflikten kan antænde igen, meget nærværende, siger Sara McQuaid:

Vi, der kommenterer det og undersøger det, vi forsøger at oplyse uden at alarmere. Men jeg tror, de fleste af os tidligere har sagt: Nej, vi tror ikke, konflikten kan bryde ud igen.’ Og mange af os siger nu: Jo, vi tror godt, at konflikten kan bryde ud igen.’”

Der er blevet spekuleret en del i, at fredsprocessen af både irerne og briterne har været brugt til at tage Brexit-forhandlingerne lidt som gidsel for at opnå andre sejre i forhandlingerne, men selv på en formiddag i Belfasts gader forstår man, at en grænse heroppe ikke bare er en formalitet eller et irritationsmoment. Frygten for, at de paramilitære grupperinger, der stadig findes, skal blomstre op igen, er allestedsnærværende. Det står – helt bogstaveligt – skrevet på murene.

Selv politiet i Nordirland har blandet sig i debatten om den fysiske grænse, fordi de mener, det vil gøre betjentene til et legitimt mål (i de paramilitæres logik).

Under The Troubles var det som udgangspunkt kun militære mål, der var legitime mål, hvilket er en klassisk guerillataktik. Det bidrager nemlig til en fortælling om, at det, der måske egentlig kunne betragtes som et etnisk eller religiøst opgør, i stedet er en kamp mellem et underkuet folk og en underkuende statsmagt.

Det skal man næsten besøge den irske ø for at forstå, for som Sara McQuaid siger det, så kigger vi i Danmark og resten af Europa kun mod Nordirland, når der er nogen, der dør.

Freden i Nordirland havde hele tiden stået på EUs liste som en … øhhh … udfordring, men i de første uger efter Brexit-afstemningen havde det ikke fyldt det store i debatten. Det var snarere størrelsen på den skilsmisseregning, som briterne skulle betale, og forholdene for EU-borgere, der allerede boede i Storbritannien, som løb med mest opmærksomhed. Og rundtomkring i EUs bygninger og rundtomkring i Europas hovedstæder var der hektisk aktivitet.

Som den britiske EU-ambassadør havde advaret sine kolleger om, så var briterne stadig mestre i kunsten at splitte og regere. En kunst, de havde forfinet gennem årtier og århundreder som en af verdens absolutte stormagter. Det fik alle lande at mærke, også Danmark, fortæller daværende udenrigsminister Kristian Jensen.

Vi har haft rigtig mange britiske ministre på besøg. Finansministre, udenrigsministre, Brexit-ministre. For netop at lægge det der pres. For at få Danmark til at tale deres sag. Jeg har også oplevet, at når man forsøgte at være almindeligt høflig, så blev det i britisk presse udlagt, som om de havde fået en stærk allieret. De prøvede både med diplomati og spin og pres indefra, og udefra at lægge et maksimalt pres ned over os,” siger han.

Særligt de små lande i Europa fik stort set alle samme behandling fortæller DRs europakorrespondent Ole Ryborg.

Den måde, de har opført sig på, har rystet folk. Så brutale, de har været. Så svinske, de har været, specielt i deres omgang med de små lande.”

Ingen var dog formentlig under større pres end Irland, der helt oplagt var det mest sårbare led i EU. Flere prominente politiske ledere i Storbritannien opfordrede direkte Irland til at følge Storbritannien ud af EU for at bevare både samhandlen og freden. Og ligesom i tiden op til briternes folkeafstemning, så følte irerne stadig, at de blev behandlet nonchalant – måske endda på grænsen til nedladende – af briterne.

Et konkret eksempel, som Tony Connelly har med i sin bog, er en mail, som en rådgiver for den daværende britiske Brexit-minister David Davis på et tidspunkt sendte til rådgiverne for Enda Kenny, den daværende irske taoiseach (ja, det er faktisk nogenlunde sådan man i Irland kalder det, der svarer til den danske statsminister). I mailen bad briterne om et møde mellem David Davis og Kenny”. Det kunne sikkert gå an i et land som Danmark, hvor vi er uformelle om den slags, men i Irland er det upassende af flere årsager. Ligesom det i øvrigt ville være i Storbritannien, fortæller Tony Connelly:

De irske embedsmænd måbede. For det første var Enda Kennys modstykke Theresa May, ikke David Davis, og for det andet kalder man ikke et statsoverhoved i et fremmed land ved hans efternavn. Man bruger premierministeren’ (the taoiseach) eller hr. Kenny. Der røg en e-mail retur til London med besked om, at Enda Kenny ikke snakker med David Davis.”

FRENEMIES 2Storbritanniens nye premierminister, Boris Johnson, og EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker er gået fra fjender til allierede, i takt med at EU er nået frem til, at man kan klare sig fint uden Storbritannien. Foto: Kenzo Tribouillard / AFP / Ritzau Scanpix

Samtidig med at briterne og irerne var ved at glide fra hinanden, traf formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, et kontroversielt valg. Godt en måned efter Brexit-afstemningen i Storbritannien udpegede kommissionsformanden franske Michel Barnier som EUs Brexit-forhandler.

Nogle ville uden tvivl kalde valget ikke bare kontroversielt, men på grænsen til dumdristigt – medmindre målet direkte var at provokere briterne.

Jeg ved ikke, hvor mange danskere der kan huske, at Barnier engang har været EU-kommissær for regulering af den finansielle sektor, men jeg skal hilse og sige, at det kunne de i Storbritannien. Barnier stod i spidsen for den opstramning af reglerne, der fulgte efter det store bankkollaps, der indledte hele finanskrisen, og Barniers hårde kurs ramte særligt London, der huser mange af de store finansinstitutter i Europa. Det havde blandt andet fået en britisk avis til at kalde ham for den farligste mand i Europa”, og den rubrik blev nu hevet frem fra gemmerne igen og igen i de britiske medier.

Men en ikke uvæsentlig og ofte lidt overset detalje om EUs sammenhængskraft under forhandlingerne om Brexit er, at Michel Barnier allerede forstod Nordirland-situationen. Altså ikke som jeg forstår den efter en gåtur i Belfast, men sådan rigtig forstod.

Barnier har ikke kun været kommissær for regulering af den finansielle sektor. Barnier har også være kommissær for regionsudvikling, og han var i den rolle dybt involveret i fredsprocessen i Nordirland.

Der er en EU-fond, der hedder Fredsprogrammet for Nordirland, og han var meget tæt involveret i den fond og fik meget tidligt en fornemmelse af, hvor følsom konflikten er, og det betød, at da Irland havde brug for, at EU forstod situationen, da havde de Barnier,” siger Tony Connelly.

Kort efter udnævnelsen af Michel Barnier valgte irerne endegyldigt side til fordel for EU. Og der var altså flere grunde til, at irerne valgte så entydigt side og helt vendte det tætte forhold til briterne ryggen: For det første havde Irland det godt i EU, og det britiske kaos gav irerne meget lidt lyst til at ende i samme båd som briterne. De kunne simpelthen ikke gennemskue, hvor briterne ville hen. Noget andet var, at mens briterne ikke lod til at tage det irske spørgsmål seriøst, så fandt de forståelse hos Barnier, der lovede at sætte fredsprocessen øverst på dagsordenen. Og nå ja, fortæller Tony Connelly, så var der nok også en tredje grund til irernes valg her få måneder efter Brexit-afstemningen. De blev nemlig mødt af et blidt ultimatum af den velforberedte EU-ledelse, der ikke ville overlade noget til tilfældighederne.

Barnier gjorde stille og roligt irerne opmærksom på, at Irland ikke kunne have bilaterale samtaler med Storbritannien, selv om de to lande var nære allierede, og det ændrede kursen ret markant,” siger han.

Fra det punkt var der ikke længere nogen tvivl. Irland lod Storbritannien vide, at man ikke længere ville føre samtaler de to lande imellem, men at alle samtaler skulle gå via EUs forhandlere. Til gengæld satte EU den irske grænse øverst på dagsordenen, som Barnier havde lovet.

Briterne var skuffede over Irlands beslutning, og det skulle kun blive endnu værre, da det blev marts 2017, og Storbritannien havde udløst den såkaldte artikel 50, som er traktat-sprog for officielt at melde sig ud af klubben. Irland ville nemlig have det indflettet i reaktionen, at hvis nu Nordirland en eller anden dag efter et Brexit skulle finde på at stemme sig ud af Storbritannien og stemme for en forening med Irland, så skulle Nordirland have automatisk adgang til at blive medlem af EU. Irland mente, at der var et fortilfælde med DDR, der efter den tyske genforening automatisk blev en del af EU. Storbritannien – ja, de så lidt anderledes på den sag, for at sige det mildt. De betragtede det som en form for konstitutionelt angreb på Storbritannien. Men EU lod blot Storbritannien vide, at de ikke både kunne forlade unionen og bestemme, hvordan unionen skulle svare på deres afskedsbrev.

Nogle måneder efter – i efteråret 2017 – mødtes den nye irske premierminister, Leo Varadkar, og Theresa May i Göteborg under dramatiske omstændigheder:

De mødtes i et lillebitte rum i udkanten af et EU-møde om sociale forhold i unionen, og bordet var så lille, at det virkede, som om deres knæ rørte ved hinanden, og det var et meget stormfuldt møde. Leo Varadkar sagde: I har udelukket at være en del af det indre marked og toldunionen, så nu udelukker vi en hård grænse.” Briterne insisterede på, at de to lande havde den samme interesse, med irerne sagde mere eller mindre, at de ikke længere stolede på briterne, fortæller Tony Connelly.

Håndteringen af den irsk/nordirske grænse var fra da af det enkeltstående problem, der igen og igen skulle vise sig at spænde ben for, at briterne kunne få vedtaget Brexit i det britiske parlament. Den uigennemskuelige backstop-løsning havde allerede kostet Theresa May posten som premierminister, da hun ikke kunne få aftalen gennem det britiske parlament, og Boris Johnson havde nu overtaget posten i stedet og kastede alt, hvad han havde af diplomatiske kræfter, i at få andre EU-lande til at vende sig mod Irland.

Britiske diplomater havde rejst rundt til de europæiske hovedstæder og bagtalt irerne og fået andre lande til at lægge pres på Irland. Ifølge de irske embedsmænd vidste alle, hvad briterne lavede, og det skabte en dårlig stemning.”

Irerne havde omvendt en enorm pædagogisk opgave i at få særligt de østeuropæiske lande til at forstå den følsomme grænsesituation på den irske ø. De irske diplomater og politikere rejste simpelthen rundt til alle hovedstæder med kort over Irland med den usynlige grænse tegnet ind for at forsøge at illustrere, hvorfor det var så følsomt.

Et par enkelte gange var der optræk til, at et EU-land ville forlade den fælles linje. I begge tilfælde var det polske ministre. Begge gange blev polakkerne sat hårdt på plads – den ene gang udviklede det sig næsten fysisk, fortalte Tony Connelly mig.

Den polske minister og hans irske modstykke, Simon Coveney, havde en meget ophedet ordudveksling under et udenrigsministermøde i Bruxelles, og det blev fortalt, at den tyske udenrigsminister havde været nødt til at lægge sig imellem de to for at holde dem fra hinanden.”

I sidste ende lykkedes det EU-landene at holde sammen, og er der noget, alle synes at kunne blive enige om, så er det, at det – måske bortset fra resultatet af Brexit-afstemningen i 2016 – er noget af det mest overraskende ved hele dette forløb. At EU efter at været blevet splittet på kryds af tværs af først finanskrisen og siden migrationskrisen var i stand til at modstå det britiske pres.

Der var næsten ingen eksempler på, at EU kunne opnå enstemmighed om noget som helst, men da først EU i april 2017 lagde linjen for forhandlingerne, så stod alle 27 lande solidarisk ved Irlands side,” siger Tony Connelly.

I forrige uge faldt der så endelig – efter tre og et halvt års slidsomme forhandlinger og uvished for både Storbritannien og de øvrige 27 EU-lande – en aftale på plads om Brexit.

Løsningen på Irland-Nordirland-situationen blev en ny version af backstoppen, hvor Nordirland hverken rigtig er helt inde eller helt ude af EU og hverken helt en del eller helt ude af Storbritannien. Ordningen er endnu sværere at gennemskue end Mays gamle backstop, men jeg prøver lidt at forklare den på rekordtid. Planen er, at mennesker, der har ret til at opholde sig i Irland eller Storbritannien, skal have ret til at bevæge sig frit på den irske ø. Varer, der kommer fra Storbritannien til Nordirland, skal til gengæld kontrolleres, men kun hvis der er en forventning om, at de bliver transporteret videre til Irland. Er det så at sige varer til internt brug i Nordirland, så skal de ikke kontrolleres af EU. Reelt bliver der derfor en grænse i vandet mellem England og Nordirland, men en del af aftalen er også, at det er Storbritannien selv, der står for kontrollen.

Man har på fornemmelsen, at det bliver lidt af et bureaukratisk monster. Til gengæld bliver der ingen grænse på tværs af den irske ø. Med andre ord: et klassisk EU-kompromis.

Eller. Der bliver i hvert fald ikke en grænse på tværs af den irske ø i første omgang, for Nordirerne har nemlig selv kontrol over deres egen skæbne. Hvert fjerde år kan de selv vælge, om de vil træde ud af den særlige ordning. Og hvis de omvendt ønsker at forlade Storbritannien for i stedet at blive forenet Irland – og dermed også EU – så er det også på papiret en mulighed.

I sidste uge blev aftalen også foreløbigt godkendt i det britiske parlament. Når jeg siger foreløbigt, så er det, fordi betingelsen fra Parlamentet lød, at den britiske regering skulle bede om en forlængelse af artikel 50-fristen, så Parlamentet kan få lovgivningen på plads, før landet i praksis træder ud af EU. Den forlængelse gav et samlet EU i mandags med besked om, at man så heller ikke gider bruge mere tid på Storbritannien.

Der bliver ikke flere forhandlinger,” tweetede den polske rådsformand Donald Tusk.

I de tre og et halvt år, der er gået, er stemningen i Europa blevet vendt på hovedet. Brexit har kostet to britiske premierministre posten og i lange perioder lammet det britiske parlament. Samtidig er opbakningen til EU i de europæiske befolkninger bare vokset og vokset til et niveau, som man ikke har set i over 30 år, og stemmeprocenten til EU-valget i forsommeren var rekordhøj.

Skal man endelig finde noget positivt ved Brexit, så er det, at danskernes forhold til EU er blevet afklaret og langt mere positivt,” siger tidligere udenrigsminister Kristian Jensen:

Det kan man også se ved, at partier som Enhedslisten ikke længere har et mål om at få Danmark ud af EU, ligesom Folkebevægelsen mod EU røg ud af parlamentet. Der er ikke længere en politisk modstandsbevægelse, og danskernes forhold til EU er blevet, at det er almindelig politik og ikke en ja-/nej-diskussion.”

Spørger man DRs europakorrespondent, så er Bruxelles allerede videre i teksten, selv om Brexit altså ikke helt er en realitet, før den sidste lovgivning er på plads:

Man er kommet sig over tanken om, at man skal til at leve uden Storbritannien. Dem, der ikke har vænnet sig til tanken, er briterne, der stadig er dybt splittede, og som ikke kommer nogen vegne, før de får en anden sammensætning af Parlamentet, så de kan træffe nogle beslutninger.”

Og det er ikke kun det britiske parlament, der kommer til at kæmpe med at blive forsonet, når Brexit snart bliver en realitet, siger den tidligere danske ambassadør i Storbritannien Claus Grube, der selv har oplevet, hvordan Brexit har splittet familier og venner og ødelagt stemningen på arbejdspladser.

Jeg kender mange familier, der simpelthen har forbudt, at man taler om Brexit ved middagsbordet, eller når man samles omkring en kop øl, fordi det simpelthen ender i slagsmål,” siger Claus Grube, der selv oplevede en ubehagelig episode med en meget højtstående britisk embedsmand:

Jeg kom til at sige, at jeg ikke rigtig syntes, at det der Brexit gav nogen mening, hvorefter vedkommende eksploderede i en sådan grad, at hans kone måtte gå med ham midt under middagsselskabet.”

Også forholdet mellem Storbritannien og Irland skal genopbygges, hvis man skal vende tilbage til noget, der minder om den tætte relation, man efter årtiers fjendskab havde opnået inden Brexit, siger den dansk-irske konfliktforsker Sara McQuaid. Og det gælder ikke kun relationen politikere og politikere imellem. Særligt de britiske medier er under Brexit-processen blevet mere og mere skingre og er i Saras øjne ofte forfaldet til det, man i Irland oplever som Storbritanniens gamle imperialisme-mentalitet.

Jeg har fundet et citat frem fra The Telegraph: Lille Irlands latterlige ledere har solgt sig selv til Bruxelles og efterladt Irland i en Brexit-krise.’ Sådan noget, hvor de bruger størrelsen, har der været meget af. Taoiseach Leo Varadkar bliver meget ofte kaldt Lille Leo, og man kan dertil lægge, at han jo ikke bare er irsk – men halvt indisk – så der er ligesom dobbelt op på sådan en kolonial figur,” siger Sara McQuaid.

Også i Nordirland står den britiske regering med lidt af en tillidskrise. Både blandt det flertal af nordirere, der i den britiske afstemning om Brexit stemte for at forblive i EU, og blandt de såkaldte unionister, der mener, at Boris Johnson har ofret Nordirland med sit kompromis med EU. I deres øjne bliver Nordirland efterladt som en hybrid mellem EU og Storbritannien.

Også den skotske regering har allerede luftet tanken om nok en uafhængighedsafstemning, der gør det muligt at blive i EU. På sin vis kan det paradoksalt nok ende med, at det er Storbritannien, der knækker i flere stykker – i stedet for EU.

Det vil være et helt urimeligt skønmaleri at påstå, at Brexit er godt for EU. Storbritannien er en af EUs største økonomier og sammen med Frankrig EUs eneste militære stormagt, og Brexit vil – uanset hvordan man vender og drejer det – svække EUs position i den store verdensorden. Handlen mellem EU og Storbritannien vil blive ramt hårdt, og det vil koste arbejdspladser på både den ene og den anden side af det hegn, der nu bliver sat op.

Men den splittelse, som mange havde ventet – og nogle havde håbet på – at Brexit ville skabe, den ramte Storbritannien, snarere end den ramte EU. Brexit blev ikke begyndelsen på enden for EU – det blev en mulighed for, at EU kunne vise sit værd. Brexit vækkede på en eller anden måde solidariteten i EU og mindede europæerne om, hvad kernen i EU-samarbejdet i virkeligheden var og er: at sikre sammenholdet og bevare freden i Europa.

Det her var den første udgave af Zetlands nye EU-serie. I lydudgaven er kendingsmelodien og underlægningsmusikken lavet af Eva Stokkendal, og Iydudgaven er klippet og redigeret af Theis Ehler Molin. I næste udgave – som bliver noget kortere, bare rolig – vil jeg tage jer med ind i EUs maskinrum, hvor I skal møde en meget magtfuld og meget humoristisk tysk embedsmand, der vil hjælpe mig med at forklare, hvordan trillioner af kroner i EUs kommende 7-årsbudget bliver både indkrævet og fordelt, og hvorfor det er en proces, som alle europæere burde følge nøje med i.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: