Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Gitte Loeyche er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvad stemmer din nabo? Hver fjerde dansker vil ikke bo ved siden af en, de er politisk uenige med

  • 7. november 2019
  • 16 min.
LUKKET-DØR-POLITIKEt stort mindretal af danskerne vil gerne slippe for at diskutere politik i opgangen med folk, de er uenige med. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vi kan simpelthen ikke lide folk, der stemmer på partier, vi er uenige med. For eksempel vil vi helst undgå at bo sammen med dem. Resultaterne af et nyt forskningsprojekt åbner for flere spørgsmål, herunder et, der rykker ved den gængse opfattelse af vælgeradfærd: Måske er vores identitet begyndt at betyde mere end vores økonomiske interesser, når vi stemmer?

I kølvandet på folketingsvalget den 5. juni opstod der på mange danske småøer en situation, der udefra set kan virke akavet. Når man bor 50, 70 eller 100 mennesker i et lille afgrænset samfund med sit eget valgsted, bliver det sværere at skjule for sin nabo, hvad man stemmer. Og når et nyt yderligtgående parti som Stram Kurs er på stemmesedlen og får nogle få stemmer, eller Enhedslisten går frem, så kan spekulationerne og gættelegene om, hvem der så har stemt sådan, ellers gå i gang.

På Christiansø i Østersøen var der i alt 60 personer, som var stemmeberettigede. Maja Feenstra, der er en af øens tre lærere, var ret spændt på valget, som var det første, hun deltog i, efter hun tre år forinden var flyttet dertil fra Nørrebro i København.

Man kan jo næsten sidde og gætte på, hvem der stemmer hvad,” siger hun over telefonen.

Klokken var ikke engang blevet 11 på valgdagen, før alle 58, der havde tænkt sig at stemme, var passeret forbi stemmeboksene i det lokale forsamlingshus Månen. Da det endelige resultat for Christiansøs stemmefordeling kom, viste det sig, at to ud af de 58 personer havde sat deres stemme på Stram Kurs.

Maja Feenstra var lidt overrasket”, siger hun. Det var de flere, der var på den lille ø, hvor flertallet stemte på Socialdemokratiet og Enhedslisten. Og selvfølgelig tænker både jeg og andre på, hvem det er, der har afgivet de forskellige stemmer.”

Folk på Christiansø har deres idéer om, hvem der stemte på Stram Kurs. Ikke ret mange ved det med sikkerhed, men det er heller ikke så vigtigt, når det kommer til stykket. Politik er ikke noget, man snakker så meget om på Christiansø, og mange af øboerne mødes som sædvanlig fredag eftermiddag i Baggården, en port ved købmanden, hvor de drikker øl, og hvor Maja Feenstra oplever en samhørighed med resten af flokken, selv om de ikke minder så meget om hende selv, når det kommer til holdninger og værdier.

Der snakker man med alle, uanset hvad de måtte stemme.”

Reaktionerne på de små øer som Christiansø afspejler på mange måder en drøm om Konsensusdanmark. Landet, hvor vi mødes på tværs af politiske skel, og hvor forskellene er så små, at vi altid kan mødes over en pilsner eller en rød sodavand. Det har bare ikke så meget at gøre med virkeligheden i resten af landet.

Ny forskning viser nemlig, at hver fjerde ikke har lyst til at have en nabo, der er medlem af Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Der er altså en ganske betydelig gruppe af mennesker i det danske samfund, som mange ikke vil omgås alene på grund af deres politiske tilhørsforhold.

Professor i Statskundskab på Københavns Universitet Peter Thisted Dinesen, der står bag undersøgelsen, blev selv lidt overrasket, da han så resultaterne, som han synes er ret opsigtsvækkende”, fortæller han over telefonen.

Modviljen over for at have en politisk modstander som nabo er overordnet set større end at have indvandrere som nabo, og indvandring er ellers ét af de mest polariserende emner i Danmark” siger Peter Thisted Dinesen, der har lavet studiet sammen med sin kolleger, adjunkt i Statskundskab på Københavns Universitet Frederik Hjorth og professor i Statskundskab på Aarhus Universitet Kim Mannemar Sønderskov.

Og han taler på vegne af dem alle, da han siger: Det syntes vi, var ret slående faktisk.”

Undersøgelsen er en del af et særnummer af tidsskriftet Økonomi og Politik, der på forskellige måder undersøger danskernes modvilje over for politiske modstandere. Det er første gang, det bliver afdækket i Danmark, og det er ikke kun i forbindelse med forholdet til vores naboer, at der er opsigtsvækkende resultater.

I årevis har vi – altså medier, politikere og kloge hoveder – talt om, at Danmark var ved at blive splittet: at danskerne blev mere og mere opdelte og fik sværere ved at forstå hinanden. Statsminister Mette Frederiksen mener sågar, at vi er mere splittede end nogensinde før i hendes levetid. Det har bare været svært at finde et solidt bevis for det, endsige en forklaring på, hvorfor det skulle være sådan. På langt de fleste parametre er vi et sammenhængende og homogent land uden markante forskelle. Da jeg selv undersøgte udviklingen i vores politiske holdninger, viste det sig, at vi er blevet en lille smule mere enige om det meste. Andre undersøgelser peger på, at vi ideologisk set er blevet mindre splittet.

I den kontekst giver den nye forskning en interessant forklaring: Det er ikke vores politiske holdninger i sig selv, der splitter os, men vores holdninger til politiske modstandere. Det handler med andre ord mindre om politik end om følelser og fordomme over for selve de mennesker, der politisk set tror på noget andet end os selv. Forskerne viser, at vores antipati over for politiske modstandere kan få os til at forfordele dem negativt, isolere os fra dem og få os til at tro på konspirationsteorier om dem.

Vi synes dårligere om vores politiske opponenter, lytter ikke til deres argumenter og vil i virkeligheden allerhelst undgå dem helt, så vi ikke skal konfronteres med divergerende politiske holdninger og det ubehag, uenigheden medfører,” som Peter Thisted Dinesen skriver i introduktionen til særnummeret af Økonomi og Politik, som han har været redaktør på.

Og det er, som han siger, faktisk ret slående. Selv om det er ny forskning, og vores viden på området derfor stadig er begrænset, og Peter Thisted Dinesen ikke vil male fanden på væggen”, så vækker det bekymring. For splittelsen kan have en foruroligende betydning for den danske sammenhængskraft. Der er med andre ord ret god grund til at blive lidt klogere på, hvad der er på spil. Så lad os prøve på det.

Peter Thisted Dinesen ved ikke rigtig, hvorfor der ikke er nogen, der før har undersøgt danskernes antipati over for politiske modstandere, men det var fornemmelsen af, at det manglede, der fik ham til at foreslå sine kolleger, at de skulle lave et særligt tidsskriftsnummer om det.

Forskningen i politisk polarisering har sit udspring i USA, hvor den store splittelse mellem republikanske og demokratiske politikere er veldokumenteret og fra tid til anden fører til politisk handlingslammelse, når de ikke kan samarbejde. Og mens den amerikanske befolkning ikke lader til at blive mere politisk uenige, viser en lang række studier, at amerikanerne synes dårligere og dårligere om politiske opponenter.

Denne modvilje over for folk, der politisk tror på noget andet end én selv, er i forskningen blevet døbt affektiv polarisering. Det bygger på socialpsykologiske teorier om gruppeidentiteter, hvor medlemmer af en given gruppe ofte styrker sammenholdet ved at udtrykke sig negativt om andre, der ikke er med i gruppen. På den måde etableres der en kløft mellem ens eget hold og dem, der er på modstanderens side.

I USA lader partitilhørsforhold til at være en del af denne sociale identitet, og amerikanerne definerer sig selv i modsætning til folk, de er politisk uenige med. Det ses blandt andet i gentagne undersøgelser, der viser, at amerikanere ser mere og mere misbilligende på, at deres børn skulle blive gift med en fra det modsatte parti af, hvad de selv stemmer på. I 2010 ville halvdelen af republikanerne være utilfredse med, at deres børn giftede sig med en demokrat, mens en tredjedel af demokraterne ville misbillige, at deres barn giftede sig med en republikaner. I samme stil viser en lang række studier, at de mindste antydninger af partitilhørsforhold får amerikanerne til at forfordele politiske modstandere negativt i situationer, hvor politiske holdninger ikke burde have en betydning. Som for eksempel når et ansættelsesudvalg skal vælge en ny medarbejder.

På den måde bliver det politiske afgørende for måden, som amerikanerne behandler hinanden i det hele taget. Også når det gælder apolitiske sammenhænge såsom jobsamtaler, venskaber og altså ægteskaber.

Det var et speciale i statskundskab, der inspirerede Peter Thisted Dinesen til at se nærmere på vores antipati for politiske modstandere. Han var vejleder for to specialestuderende, Laura Kudsk Brink og Tanja Flach Hansen, som havde set muligheden for at bidrage med ny viden” om det underbelyste område. De havde ladet sig inspirere af den amerikanske forskning og lavet et spørgeskemaeksperiment for at undersøge, om danskerne også havde modstand over for folk af en anden politisk observans, mens de favoriserede deres egen gruppe.

Laura Kudsk Brink og Tanja Flach bad et repræsentativt udsnit af danskerne om at forestille sig, at de var med i et udvalg, der skulle uddele et legat på 10.000 kroner til en student, der havde haft gode resultater eller udmærket sig på anden vis. Derefter præsenterede de folk for to kandidater og deres kvalifikationer. Informationerne om de to kandidater var så ens som muligt og gjorde dem lige kvalificerede til legatet. Den ene af kandidaterne blev dog præsenteret som politisk aktiv i enten Socialdemokratiet, Venstre eller Dansk Folkeparti. Til sidst bad de respondenterne om at vælge en af kandidaterne og vurdere, hvor godt et indtryk de havde af kandidaten på en skala fra et til ti.

Resultaterne af eksperimentet er interessante. De, der blev spurgt i undersøgelsen, foretrak generelt de neutrale ansøgere frem for dem, der var politisk aktive, men de havde især mindre sympati for ansøgere fra partier, de ikke selv stemte på, og var tilbøjelige til at fravælge dem, når det kom til legatet. Når Laura Kudsk Brink og Tanja Flach Hansen sammenlignede deres undersøgelse med amerikanske studier, der lavede et lignende eksperiment, viste det sig, at danskerne var lige så tilbøjelige til at forskelsbehandle tilhængere af andre partier, som amerikanerne har vist sig at være.

Vi var overraskede over, at der generelt var en modstand mod politisk aktive, samt at den affektive polarisering var på niveau med USA,” fortæller de i en mail.

Noget tyder altså på, at den følelsesmæssige splittelse kommer til udtryk som modvilje over for andre grupper, men ikke som en favorisering af ens egen gruppe. For eksempel viste undersøgelsen, at folk, der stemte på Socialdemokratiet, gav ansøgere, der var aktive i Venstre, 1,5 point lavere på sympatiskalaen, mens ansøgere med tilknytning til Dansk Folkeparti fik 1,9 point lavere. Og når det kom til at fordele legatet, valgte vælgere fra Socialdemokratiet at tildele det til ansøgere fra Socialdemokratiet 37 procent af tiden, mens ansøgere fra Dansk Folkeparti fik det 18 procent af tiden, og ansøgere fra Venstre fik det 12 procent af tiden.

Vi er altså,” som Peter Thisted Dinesen forklarer det: villige til at diskriminere folk på baggrund af, hvad de stemmer, selv om legatet alene burde være tildelt på baggrund af merit.”

Ifølge Laura Kudsk Brink og Tanja Flach Hansen er det en ting, vi er nødt til at være opmærksomme på: Vi har en bias, når det kommer til folks politiske ståsted, og det er vigtigt at være bevidst om – “især for arbejdsgivere og lignende, som skal vælge mellem mennesker, for at sikre, at de ikke træffer beslutninger, som er biased.”

Jesper Juul Mikkelsen er en af dem, som mange på højrefløjen nok ville være tilbageholdende med at tildele et legat. Igennem længere tid har han været aktiv på den yderste venstrefløj som talsmand for blandt andet Internationale Socialister og Racismefri By. Han kan ikke huske, at han er blevet diskrimineret eller forfordelt på grund af sin politiske overbevisning, men han kan mærke, at det er blevet mindre acceptabelt. Meget af det politiske er forsvundet fra diskussionen i kantinen. Det er blevet mindre legitimt at være politisk aktiv,” fortæller han, da jeg fanger ham.

Samtidig er der dog sket en udvikling, hvor politiske holdninger brydes på en ny og mere polariseret måde.

Og det er egentlig ærgerligt, for jeg tror ikke, at folk, der stemmer Dansk Folkeparti, nødvendigvis er dårlige mennesker, de har bare nogle falske svar på problemerne,” siger Jesper Juul Mikkelsen.

I den seneste tid har de politiske yderfløje kæmpet en kamp om byrummet på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter. Kampen står især mellem højreorienterede Generation Identitær, der forsøger at sprede deres indvandrerkritiske budskaber, og lokale antifascister, der kæmper for en racismefri by. Det er en kamp, der kæmpes med alt fra klistermærker til trusler, udskamning og boykot. De seneste uger har Weekendavisen og Berlingske berettet om medlemmer af Generation Identitær, der har modtaget breve fra antifascister om, at de enten skal flytte fra Nørrebro eller deltage i et exitforløb, der hjælper dem ud af Generation Identitær.

Udviklingen på Nørrebro er med Peter Thisted Dinesens ord en ekstrem manifestation” af den modvilje over for naboer af anden politisk observans, som han har fundet i sin forskning. Ved at se på vores forhold til naboer måler han det, man i forskningen kalder social distance, altså vores villighed til at have kontakt med andre, alt efter hvilken baggrund de har.

Udfordringen ved at måle folks holdninger til andre grupper er, at folk ikke altid er ærlige, men siger det, der er det socialt acceptable. De vedkender sig ikke deres reelle holdninger. Derfor har Peter Thisted Dinesen og hans kolleger måttet udtænke et særligt eksperiment, hvor de også spørger til en række andre ting, så holdningen til vores naboer bliver maskeret.

Resultatet, viste det sig, var, at hver fjerde af de adspurgte ikke ville bryde sig om at bo ved siden af en, de var ideologisk uenige med, eller som var medlem af et parti, der lå langt fra det, de selv stemte på. Modviljen findes på tværs af det politiske spektrum, men er en smule større hos folk, der under et stemmer Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet.

Spørger man på samme måde til at have indvandrere som nabo, gælder det kun 14 procent. Alle vælgere på nær dem, der stemmer Dansk Folkeparti, har større modvilje over for at have politiske modstandere end indvandrere som nabo.

Denne sociale distance, dette ønske om at isolere sig fra mennesker, man er politisk uenig med, kan have vidtrækkende konsekvenser, forklarer Peter Thisted Dinesen. Når vi ikke møder folk af anden politisk observans, kan det skabe skabe mindre forståelse for andre gruppers synspunkter, udfordringer og behov”. Og der er risiko for, at det bliver en slags negativ spiral:

Mange af de her ting kan være svære at ændre. Hvis man slet ikke har mødet, hvor man bor, så bliver det svært at danne sig et indtryk, som ikke alene bygger på fordomme eller stereotyper.”

Men spørgsmålet er, om danskerne overhovedet har lyst til mødet mellem divergerende politiske holdninger. I hvert fald når det finder sted i hverdagen, uden for de rum, vi ellers har for politisk debat. Da jeg spurgte Zetlands medlemmer, hvordan de ville have det med en nabo af anden politisk observans, handlede de fleste svar ikke om en modvilje over for politiske modstandere, men en modvilje over for politik.

Flere undlod at tale om politik i det område, de boede i. Henrik Stidsen orkede det simpelthen ikke” og syntes, at politiske diskussioner alt for ofte blev til råbekonkurrencer, hvor ingen blev klogere eller overbevist. Finn Ketler opfattede det politiske som noget privat. Og Jonas Lind taler generelt ikke politik i mit område”. Den samme oplevelse har Jesper Juul Mikkelsen:

Noget af det handler om, at man ikke gider skulle møde det i sin hverdag. Det bliver man træt i øjnene af. Man hører det rigeligt i flimmeren.”

Peter Thisted Dinesen og hans kolleger har endnu ingen forklaring på, hvorfor folk ikke vil bo ved siden af politiske modstandere, men en af hypoteserne er faktisk, at folk ikke orker politik generelt. Den amerikanske forsker Samara Klar har vist, at den sociale distance over for politiske modstandere handler om, at folk ikke vil forholde sig til politik, og det vil de risikere at blive tvunget til, hvis de for eksempel får en nabo af en anden politisk observans.

Måske betyder det at bo med en person af en anden politisk observans, at man bliver konfronteret mere med politik. Måske er man bare træt af politik. Det er overalt. I nyhederne, på de sociale medier og så videre – og vi kan ikke være i fred for det,” siger Peter Thisted Dinesen.

Uanset hvor den stigende modvilje over for politiske modstandere kommer fra, så spiller den potentielt set en stor rolle i mange af tidens store tendenser. I særnummeret af Økonomi og Politik kan man også læse en artikel om, at vi er mere tilbøjelige til at tro på konspirationsteorier, når det handler om politiske modstandere. På den måde kan apatien risikere at fordreje vores virkelighedsbillede”, som Peter Thisted Dinesen siger.

I en af de andre artikler demonstrerer forskerne, hvordan vi kan være klar til at gå imod vores egeninteresser for at følge vores parti. Et eksperiment i forbindelse med de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018 viser, at offentligt ansatte var klar til at dæmpe deres opbakning til offentligt ansatte krav, hvis det parti, de selv stemte på, stod på arbejdsgivernes side.

Det viser noget om, hvor potent partitilhørsforhold kan være,” siger Peter Thisted Dinesen.

Samlet set giver særnummeret et ret overraskende indblik i, hvordan mekanismerne i modviljen over for politiske opponenter fungerer: Eksperimentet med legaterne tyder på, at vi har antipati over for politiske modstandere, og det kommer så blandt andet til udtryk ved, at vi ikke vil bo ved siden af politiske modstandere, som vi er mere tilbøjelige til at tro på politiske konspirationsteorier om. Ligesom vi er klar til at gå imod egeninteresser for at følge vores parti.

Det efterlader et stort spørgsmål om, hvordan vi egentlig skal forstå dansk politik. I årevis har man antaget, at folk primært stemte efter pengepungen og skiftede parti efter, hvem der varetog ens interesser bedst. Men hvis partitilhørsforhold har så stor en betydning for ens identitet, at man holder fast i det, selv om det går imod vores interesser, skal vi måske nuancere den forståelse. Og det er ikke nødvendigvis en god udvikling, skriver statskundskabsprofessor Martin Marcussen i forordet til Økonomi og Politik. For hvis vores ageren på det politiske område i bund og grund handler om at forsvare vores identitet, går vi ikke ind i politiske debatter for at blive klogere, men for at opridse og forstærke de eksisterende skillelinjer. Som vi ser i USA, er det heller ikke noget, der motiverer de politiske partier til at arbejde sammen, fordi det kan ses som en slags forræderi mod partiet og vælgerne. Af samme grund træder den politiske problemløsning i baggrunden, mens tonen i den politiske debat bliver mere uforsonlig, og folk mister tilliden til politikere og demokrati. Politik bliver til en skyttegravskrig.

Det lyder dystert, men det er, understreger Martin Marcussen, den dynamik, der har vundet indpas i USA. Da det er første gang, man undersøger modviljen over for politiske modstandere i Danmark, ved vi ikke med sikkerhed, hvordan det forholder sig her. Men på baggrund af den nye forskning kan det ifølge Martin Marcussen konkluderes, at udsigterne for det samarbejdende folkestyre ser mørke ud”.

Retter man blikket mod de danske øsamfund, er udsigterne lidt bedre. For selv om man på valgdage kan se, hvad andre i lokalsamfundet har af politiske holdninger, betyder det ikke, at de er blevet ensrettet.

Sådan var det i hvert fald ikke på Avernakø i Det Sydfynske Øhav. På valgdagen var der i alt 78, der stemte i det lokale forsamlingshus. Da resultatet var på plads, stod det klart, at Enhedslisten var blevet øens største parti.

Ved et valgsresultat, der er så markant anerledes end landsgennemsnittet, kan det jo ikke undgås at snakken går på øen efterfølgende, og man sidder og gætter og tæller på fingre,” fortæller en af øboerne Laura Johanne Storm.

I de lokale fynske medier blev det en historie, at der var en enkelt person på Avernakø, der havde stemt på Stram Kurs, hvilket satte gang i en uundgåelig gætteleg. Men selv om det altså var den yderste venstrefløj, der vandt valget i det lille øsamfund, er det ikke sådan, at man ikke kan snakke med folk, fordi de politisk ligger et radikalt anderledes sted, end man selv gør. Det er lidt ligesom Robinson, hvor de også er mange forskellige personligheder, der skal få det til at fungere,” siger Laura Johanne Storm, som egentlig synes, det er ret sundt, at man ikke burer sig inde med folk, der har de samme holdninger som én selv.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: