Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Fake news, russiske cyberangreb og statslig trolling. Næste slag i misinformationskrigen foregår i Afrika og Asien

FAKE NEWSIfølge to nye rapporter fra Oxford University og Stanford Internet Observatory bliver digital misinformation mere og mere udbredt på den sydlige halvkugle. Udviklingen er bekymrende, mener Adam Moe Fejerskov fra Dansk Institut for Internationale Studier. Foto: Sven Torfinn, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vi er efterhånden udmærket klar over, at såkaldte fake news er blevet en del af vestlig politik. Nu minder to nye og virkelig interessante rapporter os om, at problemet er større end som så. Systematisk misinformation plantet på sociale medier for at fordreje og vildlede, enten af lokale magthavere eller udefrakommende interessenter, bliver mere og mere udbredt i Afrika, Asien og Latinamerika.

Vi snakkede om det, da Donald Trump i 2016 blev valgt til amerikansk præsident. Vi snakkede om det, da briterne samme år stemte sig ud af EU. Vi snakkede om det, da Marine Le Pen og Emmanuel Macron i 2017 kæmpede om magten i Frankrig. Vi snakkede om det, da Sverige i efteråret 2018 gik til valg. Vi har i det hele taget snakket rigtig meget om det i den seneste håndfuld år: systematisk misinformation plantet på sociale medier i forsøget på at manipulere folkeopinionen, af og til med fremmede stater som skjult afsender. Propaganda, faktisk, af den slags, der også i tidligere tider har forplumret politikken – tænk Nazityskland og Sovjetunionen – bare i nye, digitale klæder.

Det skal vi, ifølge to nye og opsigtsvækkende rapporter, blive ved med at snakke om. Internettet bliver kun vigtigere og vigtigere som politisk kampplads, og det samme gør opgaven med at skille falske informationer fra faktuelle. Men forskningen fortæller, at det er på høje tid at forstå, at spredning af såkaldte fake news er et fænomen, der rækker langt ud over vestlig politik. Det er et verdensomspændende fænomen, der i stadig højere grad også gør sig gældende i det globale syd; i Latinamerika, i Asien og måske særligt i Afrika.

Den ene rapport, The Global Disinformation Order fra Oxford University, der udkom i slutningen af september, dokumenterer, at der i år har kunnet spores organiseret manipulation på sociale medier, navnlig Facebook, i ikke færre end 70 lande. Sidste år var tallet 48, året forinden bare 28. Listen tæller vestlige stormagter som Tyskland, USA og Storbritannien, men også globalpolitiske parenteser som Honduras, Eritrea, Zimbabwe og Tadsjikistan.

Over hele verden bruger magthavere de sociale medier til at skabe konsensus, undertrykke og underminere tilliden til den internationale orden,” skriver forskerne Samantha Bradshaw og Philip N. Howard, der begge er ansat på universitetets Internet Institute.

Den anden rapport, Evidence of Russia-Linked Influence Operations in Africa fra Stanford Internet Observatory, er kun et par uger gammel, og den viser, som titlen røber, at Rusland, hvis såkaldte cyber troops blandt andet er blevet beskyldt for at have hjulpet Donald Trump til Det Hvide Hus, ikke længere bare spreder misinformation for at øve indflydelse på vestlige magter eller holde indenrigspolitiske modstandere i skak. Også flere afrikanske nationer lægger nu servere til russisk offensiv. Vladimir Putin har i nogen tid gradvist øget Ruslands militære tilstedeværelse i Afrika, men nu, skriver de tre forskere bag rapporten, er der bevis for, at russerne også er aktive i informationsrummet”.

Det er en udvikling, der ifølge Adam Moe Fejerskov, forsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, på den ene side er en videreførelse af, hvordan det altid er foregået. Der er som sådan intet nyt i, at valgkampe og politiske debatter bliver forsøgt manipuleret. Historien rummer masser af eksempler på den slags,” siger han. På den anden side, tilføjer han, udgør informations- og kommunikationsteknologien et helt nyt politisk råderum, der bliver udnyttet både af lokale magthavere og udefrakommende interessenter, og som på afgørende vis har indflydelse på magtdynamikkerne på den sydlige halvkugle. Det handler om et internetgennembrud i en del af verden, der indtil for bare få år siden var digitalt afskåret, og hvordan denne ellers umiddelbart positive udvikling har medført et alvorligt politisk problem, der risikerer at minimere mulighederne for demokratisk udvikling.

Som Adam Moe Fejerskov selv formulerer det:

Det vender op og ned på, hvad der er muligt.”

SEJRI februar blev Muhammadu Buhari genvalgt som præsident i Nigeria, Afrikas folkerigeste land. Ifølge kritikere skete det med hjælp fra det private efterretningsvæsen Archimedes Group, der sørgede for at tilsværte hans konkurrenter online. Foto: Afolabi Sotunde, Reuters / Ritzau Scanpix

Den 15. oktober blev der afholdt valg i Mozambique, det lange Y-formede land i det sydøstligste hjørne af Afrika, der indtil 1975 hørte under den portugisiske kolonimagt. Det blev på én og samme gang komplet forudsigeligt og ret så bemærkelsesværdigt. Den tidligere befrielsesfront FRELIMO med præsident Filipe Nyusi i spidsen vandt endnu en gang den regeringsmagt, de har haft, lige siden Portugal trak sig ud af landet, og det var præcis som forventet. Det var også ganske planmæssigt, at det store oppositionsparti RENAMO straks såede tvivl om resultatets legitimitet. Fra selvstændigheden og frem til 1992 bekrigede de to partier hinanden i en af tidernes mest blodige borgerkrige, og det aktuelle forhold mellem dem er det mest anspændte siden dengang, macheterne ikke kun blev brugt til at hugge kassava. Til gengæld var det ikke indlysende, at valgkampen skulle blive udsat for russiske fake news. Ifølge rapporten fra Stanford Internet Observatory var det ikke desto mindre lige akkurat, hvad den blev.

Siden Ruslands statslige energiselskab, Rosneft, i 2015 fik adgang til Mozambiques enorme gasreserver i Rovuma-bassinet i landets nordligste region, har Kreml således haft landet under opsyn. Men under valgkampen nøjedes de ikke bare med at observere. Helt konkret har forskerne bag rapporten, i samarbejde med Facebook selv, udpeget fire sider på det sociale medie, der skulle været blevet oprettet ene og alene for at varetage russiske interesser i forbindelse med det mozambiquiske valg. Alle fire sider dukkede op den 23. september, tre uger før stemmedagen, og nåede i løbet af den tid at få tilsammen 40.000 følgere. Alle fire forsøgte at få folk til at genvælge Filipe Nyusi, som Vladimir Putin inviterede til Moskva i august, og tilsværtede samtidig RENAMO. En af siderne, Moçambique Pátria Inspiradora, delte eksempelvis en falsk historie om, at oppositionen ville give Kina lov til at dumpe atomaffald i Mozambique. Og alle fire pegede tilbage på den russiske oligark Yevgeny Prigozhin, der er kendt som tæt Putin-allieret og leder af den paramilitære organisation Wagner Group, der har været sat i forbindelse med en række forskellige russiske misinformationskampagner, blandt andet under det amerikanske valg i 2016.

Det mozambiquiske tilfælde er et af de mere aktuelle, men det udgør kun en flig af en tendens, der har global spændvidde. Et andet udtalt eksempel finder man i Myanmar vest for Thailand i det sydøstlige Asien. Her er det interne kræfter, ikke tilkomne aktører, der har været på spil. I marts 2018 konkluderede FN-efterforskere, at digital misinformation fra militærstyrker havde bidraget til fordrivelsen af rohingya-folket i delstaten Rakhine, hvorfra mere end 700.000 er flygtet til Bangladesh på den anden side af Den Bengalske Bugt. Nogle måneder senere, i august, fjernede Facebook 425 sider, 17 grupper og 135 brugere oprettet i Myanmar, alle fundet skyldige i at have udsendt propagandistisk materiale, eller, som det lød i den officielle meddelelse, at have koordineret uautentisk opførsel”, der ansporede til skånselsløs forfølgelse af den muslimske rohingya-minoritet.

Noget lignende måtte det sociale medie igen foretage sig i maj, da det stod klart, at israelske Archimedes Group, et privat efterretningsvæsen, var blevet hyret til at hjælpe Nigerias præsident Muhammadu Buhari til genvalg. Ved valgkampen i februar havde de, forklædt som lokale nyhedsmedier, miskrediteret oppositionen ved blandt andet at afbilde Buharis konkurrent Atiku Abubakar som Star Wars-skurken Darth Vader med et skilt påskrevet Make Nigeria Worse Again” i hånden. I samme forbindelse kom det ovenikøbet frem, at Archimedes Group, som man kan læse mistænkeligt lidt om på internettet, også har været aktive på tilsvarende vis i en håndfuld andre afrikanske lande samt enkelte steder i Latinamerika og Sydøstasien.

Der er også nylige eksempler fra Sydafrika, hvor Rusland ifølge avisen Daily Maverick har forsøgt at underminere deres støtters modstandere. Fra Pakistan, hvor den årtier lange strid med Indien om Kashmir-regionen er rykket online. Fra Vietnam, hvor borgere er blevet hvervet til at poste regeringsvenlige statusopdateringer på deres private Facebook-konti. Fra Guatemala, hvor regeringen har hacket systemkritikere. Fra Kina, hvor regimet i Beijing har brugt internettet til at udskamme demonstranterne i Hongkong.

Alle sammen, fra Mozambique og Myanmar til Vietnam og Guatemala, fortæller den samme historie: Systematisk, digital misinformation er blevet en global foreteelse. Det begrænser sig ikke til hundeslagsmålet mellem USA og Rusland, mellem Øst og Vest, men er til at få øje på overalt.

INTERNERETFordrivelsen af rohingya-muslimer i Myanmar har sendt 700.000 på flugt til nabolandet Bangladesh. Mange af de tilbageblevne er interneret i uhumske lejre som denne i Sittwe i Rakhine-delstaten. Foto: Adam Dean, The New York Times / Ritzau Scanpix

De online fake news-kampagner på tværs af kontinenterne kan ikke bare lige sådan slås i hartkorn. I deres grundsubstans stræber de alle efter at vildlede og fordreje, men afsenderne, metoderne og effekterne varierer. Det samme gør de sociale, politiske, økonomiske og historiske kontekster. Der er åbenlyst ikke det samme på færde, når Rusland sikrer en allierets magt i Mozambique, som når interne kræfter i Myanmar kalder til kamp mod et etnisk mindretal. Alligevel mener Adam Moe Fejerskov fra DIIS, at det giver mening at betragte dem som udtryk for ét samlet fænomen.

For det første er de alle drevet af ambitioner om enten at bevare eller tage magt. Og dermed også den indflydelse og de økonomiske fordele, magten giver, ikke mindst i stater, hvor de politiske systemer er præget af korruption og tung topstyring. I sådanne vil politiske ledere ofte være parate til at gå til ekstremer” for at få deres ambitioner indfriet, siger Adam Moe Fejerskov. Og det gør de så blandt andet med systematisk misinformation.”

For det andet udspringer de alle af, at det globale syd i disse år oplever en omfattende stigning i internetadgang. Mens bare 2,1 procent af afrikanerne i 2005 havde adgang til world wide web, er det i dag hele 25 procent. Udviklingen er den samme i Latinamerika og Asien, måske især i Myanmar, hvor sølle 0,3 procent af den 53 millioner store befolkning kunne tilgå internettet i 2010. Allerede i 2017 var procentsatsen steget til 26. Af disse anslås det endda, at over 90 procent er aktive på Facebook, der af indbyggerne i Myanmar ofte slet og ret bliver forvekslet med selve internettet.

Teknologien har simpelthen ændret spillereglerne. Hvis man tidligere ville sabotere en modstanders valgkamp, måtte man på gaden og hive valgplakater ned eller bestikke vælgere til at stemme på én. Manipulationen var svær at skjule. Den var direkte. Men takket være de sociale medier er den nu skjult. Politikerne kan skabe en væg mellem dem selv og deres propaganda, hvilket gør det enormt svært at spore, hvem der har udtænkt og finansieret de forskellige kampagner,” siger Adam Moe Fejerskov.

Det element gør sig gældende for misinformation i det hele taget, uanset hvor den stammer fra, men ifølge forskeren er den særlig aktuel i udviklingslande, hvor ringe digitale læsefærdigheder og undertrykkelse af kritisk journalistik betyder, at modtageligheden for udnyttelse er høj.

Pointen vækker genklang hos Andreas Kiaby, der er landechef i Myanmar for Folkekirkens Nødhjælp. Med bopæl i landets største by, Yangon, har han fra nærmeste hold oplevet, hvordan digital misinformation i de seneste par år er blevet en del af burmesisk politik.

Én ting er, når en autokratisk regering begrænser den frie presse, og informationen på de sociale medier er svær at gennemskue. Noget andet er, når undervisningssystemet ikke sætter pris på kritisk tænkning, og flertallet derfor ikke vil udfordres på deres grundholdning. Så forstår man virkelig, hvorfor fake news kan gå sejrsgang i et land som Myanmar,” siger han.

VENNERMozambiques præsident Filipe Nyusi har de seneste år opbygget et særdeles godt forhold til sin russiske kollega Vladimir Putin. Det blev tydeligt under oktobers valgkamp, hvor russiske ‘cyber troops’ agiterede for Nyusi. Foto: Pool, Reuters / Ritzau Scanpix

Informations- og kommunikationsteknologien har i udgangspunktet potentiale til at bidrage til politisk mangfoldighed. De sociale medier giver ikke bare allerede eksisterende aktører mulighed for at kommunikere bredere og mere effektivt. De giver også nye, hidtil stumme aktører mulighed for at kommunikere i det hele taget. Bruges de til at sende manipulerende materiale i omløb, er de imidlertid mere eller mindre kun til gavn for magthaverne.

I rapporten fra Oxford University fremgår det, at 71 procent af den undersøgte onlinepropaganda var på den i forvejen siddende magts side, mens 68 procent af landene benyttede sig af statssponsoreret trolling til at ramme politiske dissidenter, oppositionskræfter og journalister. Også Adam Moe Fejerskov har indtrykket af, at udviklingslandenes øgede brug af fake news-strategier yderligere vil skævvride i forvejen skævvredne politiske systemer:

Jeg tror, vi kigger ind i en fremtid med færre folkeoprør i udviklingslandene. Vi kan se, at misinformationen i det globale syd er status quo-bevarende. De, der sidder i præsidentembederne, har som regel både økonomi og stabsressourcer, der gør det muligt at digitalt manipulere på en måde, som deres modstandere ikke er i nærheden er. Nu når det har vist sig effektivt, er det med garanti noget, vi kommer til at se mere og mere af,” vurderer han.

At den digitale misinformation hverken forsvinder i morgen eller i overmorgen, men fortsat er under udbredelse, forudser forskerne fra Oxford University også. I hvert fald så længe de sociale medier ikke gør mere for at demokratisere deres platforme og algoritmer:

Skaber sociale medier virkelig et rum for folkelig debat, eller forstærker de indhold, der gør folk afhængige, fejlinformerede og rasende?” spørger de kritisk i rapportens udgangsreplik.

Det er et spørgsmål, vi allerede har brugt mange kræfter på at diskutere i vestlig politik. Nu stilles det også i resten af verden.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: