Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

"Grupperne betyder, at jeg kan brødføde min datter." På Facebook søger titusindvis af danskere hjælp til de mest basale behov.

Hvem "vinder" pengene? Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Titusindvis af danskere er medlemmer af Facebook-grupper, hvor folk beder om hjælp til helt fundamentale ting. Et måltid mad. En 50'er. Gennem to år har Andrea Dragsdahl fulgt grupperne og snakket med flere af de - især - kvindelige medlemmer, som beder om penge til deres børns madpakke eller en pakke pasta til aftensmaden. Grupperne afslører både de værste og bedste sider af os mennesker, skriver hun. Her får nogle af de fattigste i landet hjælp. Men somme tider udstiller de også sig selv uden at få noget igen. Eller bliver bedt om at betale med sex for en indkøbstur i Netto.

I en lille lejlighed i en forstad til København har Wicky lige sat sig i sofaen. I hånden holder hun sin tablet, og et øjeblik efter har pegefingeren fundet hen til det blå ikon med et hvidt f’ for Facebook. Hendes syvårige datter er taget i skole, og foran hende venter en dag som de fleste andre. Wicky er på ressourceforløbsydelse, og hun fortæller, at hun hver måned får 10.000 kroner udbetalt. Huslejen, medicin og faste regninger løber op i næsten det samme. Ofte er det svært at finde pengene til datterens madpakke eller aftensmaden.

Derfor sidder hun nu som alle andre dage og er ved at åbne Facebook. Hun håber, at i dag bliver dagen, hvor hun vinder noget i en af de grupper, hun er medlem af. Grupperne består af tusindvis af mennesker, der har lyst til at hjælpe andre med penge eller tjenester – og mennesker, der som Wicky har behov for at modtage hjælpen. Et lille tal viser sig under notifikationsknappen. Det fortæller hende, at der er kommet et nyt opslag. En kvinde vil give 100 kroner til en, der virkelig, virkelig har brug for det”. Kvinden skriver, at hun selv er på kontanthjælp, men lige har fået forsikringspenge udbetalt og derfor gerne vil hjælpe nogen. Da Wicky ser opslaget, er det allerede en time gammelt, og mere end 82 andre har allerede skrevet, at de er interesseret i de 100 kroner. Alligevel tager Wicky chancen og byder ind.

Grupperne betyder, at jeg kan brødføde min datter,” siger hun. At jeg ikke skal gå og være pissenervøs for, at jeg ikke kan give hende mad.”

Jeg hørte første gang om hjælpegrupperne på Facebook for to år siden, og siden har jeg læst med hver dag. Her er folk, der beder om hjælp til at finde de rigtige sko. En kvinde der efterspørger råd til sit vægttab. Og så er der de mange, der som Wicky skriver, fordi hjælpen fra gruppen kan være forskellen på at gå mæt eller sulten i seng. Her er forældre, der skriver, at kontoen igen er tom. Nogen spørger efter pasta og rugbrød, andre efter børnesko, fordi barnet pludselig voksede hurtigere, end økonomien kunne bære. I grupperne skriver medlemmerne om en grad af fattigdom, hvor desperation og afmagt sætter rammerne. Efterhånden som jeg lærer kulturen i grupperne at kende, mærker jeg, at her hersker en særlig form for umiddelbar næstekærlighed og solidaritet. Endda i en grad, som jeg til tider føler, er røget ud af vores fortravlede samfund. Men grupperne er også et indblik i menneskets grimmeste sider. De er plaget af medlemmer, der opsøger enlige mødre og tilbyder hjælp i bytte for seksuelle ydelser. Og når nogen vil give penge eller mad ud, sker det ofte gennem konkurrencer, hvor modtageren bliver kaldt en vinder”, som vælges gennem lodtrækning eller den mest detaljerede udpensling af dennes liv. For som mange skriver, når de tilbyder at hjælpe: Begrund meget gerne, hvorfor du skal vinde.

Wicky tager chancen. Selv om hendes kommentar er nummer 83, kan det være, at hendes fortælling overbeviser giveren om, at det er hende, der skal have de 100 kroner. Der er mange, der skriver, at både kontoen og køleskabet er tomme. Med en uge tilbage af måneden ved de ikke, hvordan der skal komme mad på bordet de næste dage. En skriver, at hun mangler modermælkserstatning.

Swush,” lyder det fra Wickys tablet, og beskeden er sendt. Hun skriver, at hendes fryser brændte sammen, og derfor måtte hun smide al maden ud. Wicky og hendes datter er afhængige af fryseren, for det er den, der gør, at hun kan købe udsalgsvarer, der er ved at overskride datoen, eller lave mad i store portioner. Derfor måtte børnepengene gå til en ny, og nu mangler hun penge til mad, og tøj til datteren.

Kvinden, der vil give 100 kroner væk, er fra Ringkøbing. På sin profil har hun et billede af to drenge i skolealderen. De er nok et par år ældre end Wickys datter. Da kvinden lukker tråden for kommentarer, er der gået lidt mere end tre timer, og 133 personer har kommenteret. Det bliver ikke Wicky, der får pengene. I stedet går de til en kvinde, der skriver, at hun er mor, førtidspensionist og uhelbredeligt kræftsyg. Wicky scroller videre og håber på et nyt opslag.

I den største hjælpegruppe er der mere end 70.000 medlemmer. Den hedder Vi er til for at hjælpe hinanden” og består af meget andet end udveksling af penge og gaver. Nogle opslag handler bare om at ønske hinanden en god dag, andre er billeder fra hverdagen, og nogle er spørgsmål og tips til alt mulig andet end økonomi. For at blive medlem skal man godkende et regelsæt på 16 punkter. Den første regel lyder, at man må søge og give alt gratis væk på nær tobak, stoffer, spiritus, receptpligtig medicin og dyr”. En anden regel lyder, at herinde er det ikke først til mølle. Giveren bestemmer selv, hvem modtageren skal være.” Regel nummer 5 er, at man ikke må søge penge i gruppen, men det er tilladt at tilbyde penge, hvis nogen eksempelvis søger mad.

Flere af reglerne handler om, at tonen skal være god, og at man altid kan kontakte en administrator, hvis man bliver utryg eller har brug for hjælp. Det gælder også, hvis man vil søge hjælp anonymt og vil gøre det gennem en anden. I februar fyldte gruppen fem år, og det markerede en vigtig milepæl for Bobbie Nielsen, der i 2015 stiftede gruppen.

I miljøet ved de fleste, hvem Bobbie Nielsen er. Efter et ungdomsliv præget af kriminalitet og stoffer har han vendt sit liv på hovedet. I 2019 vandt han en pris som Årets lokale ildsjæl’. Selv fortæller han, at det hele begyndte en aften, hvor han havde fem pakker pålæg tilovers. Han skrev et opslag på Facebook og spurgte, om nogen kunne bruge det. Da en mand hentede pakkerne, fortalte han Bobbie Nielsen, at han havde gået 12 kilometer for at hente det. Det blev startskuddet på gruppen Vi er til for at hjælpe hinanden”. I dag er der i gennemsnit 190 opslag om dagen, og der er oprettet undergrupper til flere landsdele. Alt sammen drevet af frivillige kræfter, men med et nøje struktureret system for, hvilken administrator der er på vagt” hvornår. Som medlem kan man altid se vagtplanen og få overblik over, hvem man kan skrive til for at få hjælp.

Andre grupper er mindre, og nogle er dedikeret til kun at give og modtage hjælp. Nogle er udsprunget af Næstehjælperne, som både er græsrodsorganisation og social modstandsbevægelse. I nogle kan man anonymt søge hjælp ved, at andre skriver på ens vegne. En af dem er Næstekærlighed og Sammenhold” med 18.000 medlemmer. Den er Wicky begyndt at bruge oftere, og hun fortæller, at der blandt medlemmerne er advokater, sygeplejersker og socialrådgivere. De hjælper, når medlemmerne har spørgsmål.

Det er sjældent gaver i ekstravagante størrelser, der gives væk. Tværtimod. Ofte drejer opslagene sig om at få dækket de mest simple hverdagsbehov. Tit er det pålæg og rugbrød, andre gange er det fredagsslik til børnene. Det kan være en uventet regning eller en fødselsdagsfest i klassen, der væltede budgettet.

I de fleste grupper er der strikse regler for, at giveren ikke må kræve modydelser. Alligevel sker det ofte, fortæller administratorerne bag grupperne mig. I de store grupper er der også begyndt at gå rygter om, at man kan blive meldt til kommunen for at søge hjælp i grupperne. Der er ikke nogen beviser, men rygterne går på, at andre medlemmer underretter kommunen, hvis nogen ofte skriver, at der ikke er mad eller tøj til børnene. En morgen skriver en kvinde et opslag, hvor hun indleder med at fortælle, at hun søger anonymt for en anden, der er blevet meldt til kommunen for at søge i gruppen. Ifølge kvinden er modtageren fra Aalborg og mor til to børn. Hun mangler bleer, brød, grøntsager og kød.

Wicky kæmper hver dag med frygten for at få tvangsfjernet sin datter. Faren er ude af deres liv, og hun kan ikke bære at tænke på, hvor datteren ville komme hen. Alligevel er det den samme frygt, der får hende til at søge om hjælp i grupperne.

Jeg ved da godt,” siger hun til mig en aften over telefonen, at hvis jeg sender hende i skole med hullet tøj eller uden mad, så kan hun blive taget fra mig.”

Når Wicky får 10.000 kroner udbetalt om måneden, er hun og hendes datter under det, vi i Danmark kalder den relative fattigdomsgrænse. Den definerer fattigdom efter, hvor meget man tjener sammenlignet med andre danskere. Hvis én voksen og et barn har mindre end 13.200 kroner til rådighed om måneden, anses de ifølge Danmarks Statistik for fattige. I 2018 udregnede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at omkring 64.500 børn i Danmark lever i relativ fattigdom. I dag er tallet faldet til 61.200.

Wickys syvårige datter er et af de 61.200 børn.

I den østlige del af Fyn i en mindre by bor 44-årige Mia med sin teenagedatter. Der har aldrig været overflod af penge eller muligheder i hjemmet, og indtil sidste år så fremtiden stadig lys ud. Så kostede en blodprop en sygemelding, og efter 120 dage lå der en fyreseddel til Mia. Når alle indtægter er talt sammen, får Mia udbetalt 13.000 kroner om måneden, fortæller hun. Halvdelen går til husleje, og det meste af resten til regninger.

Mia er en af dem, der ofte kommenterer konkurrencerne i grupperne – de konkurrencer, hvor giveren skriver, at vinderen” bliver trukket blandt dem, der skriver, hvorfor netop de fortjener at modtage pengene. Nogle gange skal man gætte giverens yndlingstal eller livret for at vinde. Ofte er gevinsten ikke meget større end 50 eller 75 kroner. I et opslag skriver en kvinde, at hun vil udlodde 50 kroner til en, som mangler mad”. På en time kommer der 42 kommentarer. En kvinde skriver, at hun mangler natbleer til sin søn. En anden, at de 50 kroner vil række til mad til to dage for hende og datteren. En tredje, at hun virkelig” mangler til et enkelt måltid til hende og sønnen. De fleste af kommentarerne er fra mødre. Mia vinder ikke pengene. Selv om hun ofte kommenterer, har hun det svært med konceptet.

I min verden er jeg jo ikke en vinder, fordi jeg får 50 kroner,” siger hun til mig, da vi taler sammen en eftermiddag. Jeg er en borger, der har det skidt med min økonomi. Hvis jeg vinder en million, vinder jeg.”

Jeg spørger hende, hvorfor hun på trods af den skam og frygt for at blive anmeldt, som hun fortæller mig om, tit kommenterer konkurrencerne. Der lyder en blanding af et grin og et suk i den anden ende af telefonen. Mia kan godt mærke, at jeg har lidt svært ved at forstå det.

En 50’er kan måske gøre, at min datter får en lidt bedre madpakke med. Normalt får hun grovtoast med leverpostej. Hvis jeg nu blev valgt til at få en 50’er, så kunne jeg måske købe noget skinke og lidt revet ost. Så kunne jeg lave små pizzaer, og hun kunne få en madpakke, der ligner de andres.”

Hver måned får Mias datter 200 kroner i lommepenge. Eller. Næsten hver måned. Hver måned kommer datteren og spørger, om der er råd til, at hun får sine lommepenge. Det virker ikke typisk for en 13-årig, siger jeg. Mia svarer, at hendes datter er moden og ofte fortæller sin mor, at hun ikke er ked af, at de ikke har lige så mange penge, som de andre i klassen. Heller ikke, selv om hun indimellem kommer hjem og fortæller, at de i skolen kigger op og ned ad hende, fordi hun stort set altid har det samme på”.

Mias datter ved ikke, at der sjældent er mad til flere end to, så hun inviterer tit venner med hjem. Så siger Mia, at hun har spist, og undværer mad, eller også spiser hun bare ganske lidt.

I grupperne er det typisk giveren, der tager første initiativ og skriver opslagene. Indimellem er der opslag fra folk, der søger efter hjælp og støtte, men det er ikke altid, at nogen kommenterer eller tilbyder deres hjælp. Mia er ikke meget for det, for det føles grænseoverskridende, fortæller hun. En enkelt gang skrev hun, at hendes datter manglede sommertøj.

Jeg spørger hende, hvordan det føltes. Der bliver tavst i telefonen.

Som en taber,” siger hun så.

I de to år, hvor jeg har læst med i grupperne, har jeg flere gange set advarsler mod mænd, der tilbyder deres hjælp i bytte for seksuelle ydelser. Administratorerne skriver tit, at medlemmerne skal kontakte dem, hvis de oplever det. Det er øjeblikkelig eksklusionsgrund. Under advarslerne er der ofte kvinder, der kommenterer, at også de har den slags oplevelser. Ved at kontakte dem og ved selv at skrive i gruppen og spørge efter eksempler har jeg været i kontakt med syv kvinder, der fortæller, at de har oplevet at få tilbud om hjælp i bytte for seksuelle ydelser. Jeg har ikke set beviser for nogen af de beskeder, som kvinderne fortæller mig, at de har modtaget, men deres historier minder meget om hinanden.

Kvinderne fortæller mig, at mændene kontakter dem, når de beder om hjælp i grupperne. Ofte skriver mændene, at de gerne vil hjælpe, og at kvinderne måske kan hjælpe dem til gengæld. Lidt efter kommer der typisk en besked om, at hjælpen kan være i form af sex eller nøgenbilleder. En ung kvinde fortæller mig eksempelvis, at hun ofte får beskeder om, at hun ser sød eller smuk ud, og at beskeden følges op med spørgsmål til, om hun vil tjene lidt penge. En anden fortæller, at hun havde skrevet i gruppen, at der ikke var råd til mad til hende selv og hunden. En mand kontaktede hende derefter og skrev, at det var længe siden, han havde fået sex. Hvis hun kunne hjælpe med det, kunne han hjælpe med pengene, fortæller hun.

En anden kvinde skriver en sen aften til mig, at da hun var på kontanthjælp og alene med sin søn, overvejede hun flere gange at tage imod tilbuddet. Hun skriver, at det virkede nødvendigt for at få det hele til at slå til”.

Der er også en kvinde, der fortæller mig, at hun i en periode solgte både sex og nøgenbilleder, for at der var til alle regninger.

Administratorerne bag grupperne fortæller også, at de jævnligt” modtager anmeldelser fra medlemmer. Bobbie Nielsen anslår, at han omkring 50 gange årligt ekskluderer medlemmer fra gruppen Vi er til for at hjælpe hinanden” af den grund. Han fortæller også, at mens nogle kvinder reagerer med vrede, er der andre, der går med på tilbuddet. Bobbie Nielsen talte engang med en kvinde i flere timer, da hun ringede efter at have haft sex med en mand, der hjalp hende med penge til regninger.

Hun havde ikke lyst til at sælge sin krop,” siger han. Men hun følte sig presset, fordi hun ikke fik hjælp andre steder fra.”

Bobbie Nielsen forklarer, at det typisk begynder med, at manden tilbyder sin hjælp. Når der er blevet takket ja, spørger manden, om hun så kan gøre noget for ham”. Det er den samme besked, jeg får hos Karina Kronborg Hansen, der tidligere var administrator af en hjælpegruppe med 20.000 medlemmer. Også hun har talt med en kvinde, der tit sagde ja til at bytte sex for fyldte indkøbsposer. Som hun fortæller:

Det var hendes måde at overleve på.”

Overleve er et nøgleord i den her historie. Hjælpegrupperne er i deres funktion ikke meget anderledes end de etablerede hjælpeorganisationer, der støtter økonomisk trængte familier med julekurve og sommerlejre. Også hos dem er der altid nogen, der må undvære eller ikke er trængende nok til at gøre sig fortjent. For mig er historien om hjælpegrupperne alligevel anderledes. Måske fordi behovet for hjælp opleves i et 1:1-forhold, når jeg scroller ned gennem mit Facebook-feed. Her er det den enkelte, der beder om hjælp – ikke en anonym kategori eller gruppe af mennesker, som en hjælpeorganisation forsøger at rejse penge til. Det er Birthe og Lasse og Bente, der håber på hjælp fra Karen og Mikkel og Benny. Der opstår hist og pist fine øjeblikke, hvor ét menneske rækker ud til et andet. Og så opstår der øjeblikke, hvor nogle gør sig sårbare og vender vrangen halvoffentligt ud på deres tilværelse. Uden at blive mødt af den hjælp, de håber på.

Stifterne af grupperne fortæller mig, at hjælpen i grupperne er for dem, der virkelig har behov. Om det passer, kan være svært at finde svar på. For som Wicky siger, så skaber konkurrencerne og jagten på gevinsten en kultur i grupperne, hvor mistillid kan trives.

Skal man lyve eller fortælle sandheden?” siger hun.

Ifølge Wicky bør man holde sig til sandheden. Da der forleden blev givet 60 kroner ud, skrev hun Ja tak”, for så ville datterens madpakke være sikret”.