Engang, faktisk for bare to måneder siden, snakkede man om en læskende mexicansk øl, når man snakkede om corona. Nu snakker man om en influenzalignende virus, der for hver dag, der går, lægger større og større beslag på verdenssamfundets opmærksomhed og ressourcer. Der er, mildest talt, sket meget i løbet af de første par måneder af 2020.

Det virusudbrud, der i første omgang nedlagde millionbyen Wuhan i Kinas Hubei-provins, er for længst blevet et globalt anliggende. I skrivende stund er 81.258 mennesker fordelt på 46 nationer registeret som smittede. 2.715 har mistet livet.

Det lyder alvorligt, det er alvorligt, men hvor alvorligt? Hvor stor er smitterisikoen? Hvordan behandles virussen? Hvornår kommer der en vaccine? Og hvad med de større politiske og økonomiske linjer?

Spørgsmålene bliver stillet igen og igen, med god grund. Så lad os forsøge at besvare dem. Vi begynder med det nok mest presserende af slagsen:

Hvor stor er truslen egentlig?

Den i øjeblikket verserende virus, der af FN’s verdenssundhedsorganisation WHO officielt er navngivet som COVID-19, er en del af en større coronavirus-familie. Overordnet set er den slags faktisk ganske normale og ikke spor farlige. Ifølge Allan Randrup Thomsen, professor i virologi på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, har vi hver eneste vinter coronavirusser cirkulerende iblandt os. Faktisk, har han fortalt til videnskab.dk, er de anledning til omkring en tredjedel af alle almindelige forkølelsestilfælde i Danmark.

Ikke desto mindre slår han fast, at COVID-19 er særlig. Ligesom influenza smitter den gennem dråber fra host og nys, symptomerne er også de samme, men det er nødvendigt at fastholde, at der ikke er tale om en helt almindelig influenzaepidemi: “Den ser ud til at være cirka dobbelt så smitsom som almindelig influenza, og dødsraten er også højere, så vidt vi kan bedømme,” siger Allan Randrup Thomsen og forklarer, at det skyldes, at den nye coronavirus, der kan føres tilbage til et dyremarked i Wuhan med flagermus, skældyr og slanger, er overført til mennesker for første gang. Det betyder nemlig, at virussen er fuldkommen fremmed for vores immunsystem, hvilket vil sige, at den immunitet, vi har opbygget gennem livet mod influenza, og som modificerer forløbet af en influenzaepidemi, ikke er gældende for coronavirus. Med andre ord kan alle blive smittet.

Af samme grund mener virologen, at der er en reel trussel til stede. Og faktisk er den større i denne uge, end den var i sidste. I en periode har flere eksperter ellers manet til besindighed, også selv om WHO i slutningen af januar erklærede corona-udbruddet for en global nødsituation. Herhjemme gjorde Anders Fomsgaard, forsker i virusudvikling på Statens Serum Institut, det samme i slutningen af januar, da han til Information sagde, at han var blevet mindre bekymret siden udbruddets første dage. Det hidtil største studie om den nye coronavirus foretaget af kinesiske epidemiologer viste da også, at smitten, efter at have toppet mellem 23. og 26. januar, var faldet støt frem til 11. februar. Og fra flere sider er der blevet gjort opmærksom på, at SARS, en anden virus fra coronavirus-familien, der hærgede fra marts til juni 2003, havde en dødelighed på lige under ti procent. Ifølge både det kinesiske studie og WHO’s analyser ligger coronavirussens dødelighed kun på 2,3 procent.

De pointer gælder sådan set stadig. Men weekendens historier om pludselig og vidtrækkende spredning i Italien, Iran og Sydkorea, der også har fået Sundhedsstyrelsen i Danmark til at opjustere deres risikovurdering, bekymrer Allan Randrup Thomsen. I Italien fik coronavirussen, der indtil videre har ramt mere end 300 i landet, først fodfæste i de nordlige regioner, men onsdag blev der også registreret et tilfælde i Palermo på Sicilien syd for fastlandet.

“I sidste uge var jeg positiv. Jeg syntes, der tegnede sig en tendens til, at det gik den rigtige vej. Men nu må jeg sige, at billedet er mere bekymrende med hurtig spredning i en række nye lande,” siger han. Derfor er han heller ikke spor overrasket over, at der natten til torsdag kunne registeres Danmarks første smittetilfælde. Fordi, siger han, “hvordan skulle vi kunne have undgået det, når så store dele af verden ikke kan? Det havde jeg ikke forventet. Vi har jo indrettet en verden, hvor vi ofte flytter os over landegrænser, og mens man i gamle dage nåede at være død af den alvorlige sygdom, man måtte have fået i Afrika eller Østen, længe inden man nåede hjem med skibet, kan smitsomme sygdomme i dag nå at sprede sig lynhurtigt,” siger han.

Hvorvidt vi vil se danske dødsfald, er til gengæld en anden sag, siger Allan Randrup Thomsen.

“Vi har et ressourcestærkt sundhedssystem, men det vil selvfølgelig være afhængigt af, hvor mange og hvem der bliver smittet,” lyder det med henvisning til, at den ældre del af befolkningen, ifølge Allan Randrup Thomsen fra slutningen af 50’erne og opefter, er særligt udsatte.

En lignende forventning om øget smittespredning, men ikke nødvendigvis øget dødelighed, finder man også hos Harvard-epidemiolog Marc Lipsitch. Han forventer, at intet mindre end 40-70 procent af verdens befolkning i en eller anden grad vil blive ramt af virussen i løbet af det kommende år, men over for det amerikanske magasin The Atlantic understreger han på det kraftigste, at mange af dem kun vil have meget milde eller måske slet ingen symptomer.

Hvad sker der egentlig nu?

Det korte svar: rigtig, rigtig, rigtig meget. Over hele verden er der i ugevis blevet gjort foranstaltninger, der skal inddæmme virussen, og sådanne bliver fortsat løbende rullet ud. De fleste af dem i forsøget på at forhindre større menneskemængder i at samle sig. I den mere overkommelige ende er flere fodboldkampe i den italienske bedste liga, Serie A, blevet aflyst på grund af smittefrygt. Det samme blev weekendens folkefejring af kejser Naruhito i Japans hovedstad Tokyo. I den mere tungtvejende ende er hele og halve byer, især i Kinas Hubei-provins, men også i Italien og andre lande, simpelthen blevet lukket ned af udgangsforbud, ligesom flyruter til og fra de mest smitteramte lande er blevet suspenderet.

Dertil kommer omfattende testmanøvrer, der skal spore eventuelt syge så tidligt som overhovedet muligt. I Sydkorea, som er det land, der er næsthårdest ramt, har landets sundhedsministerium netop iværksat tests af over 200.000 medlemmer af en kristen sekt, som man mener er centrum for spredningen af virussen i landet. Flere internationale institutioner har især fokus på at forhindre, at smitten bider sig fast i Afrika. Indtil videre er der kun registreret et enkelt tilfælde i Egypten og Algeriet, men på grund af ringe sundhedsfaciliteter kan det blive fatalt, hvis virussen spreder sig på kontinentet. “Overordnet set er der ingen afrikanske nationer, der vil være parate til at opspore, forhindre eller reagere på et udbrud af en infektionssygdom,” har Ifeanyi Nsofor, direktør for Nigeria Health Watch, sagt til Science and Development Network.

Alt imens forsøger verdens førende forskere at udvikle en vaccine. Arbejdet begyndte allerede straks efter, virussen blev opdaget i Wuhan, hvor kinesiske fagfolk gik i gang med at kortlægge dens arvemasse, og tirsdag kunne Financial Times fortælle, at den Boston-baserede biotechvirksomhed Moderna har indsendt en potentiel vaccine til den amerikanske sundhedsstyrelse, der nu skal teste den på mennesker i kliniske forsøg. Disse kan tage flere måneder, men bliver den godkendt, vil der være tale om den hurtigst udviklede vaccine nogensinde. Den hidtidige rekord blev sat i forbindelse med ebola-udbruddet i Vestafrika mellem 2014 og 2016, hvor forskerne var ni måneder om arbejdet.

Tedros Adhanom Ghebreyesus, generaldirektøren for WHO, var dog forsigtig i sin prognose, da han i midten af februar udtalte sig om en corona-vaccine: “Den første kan være klar om 18 måneder,” lød dommen. Det samme var Anthony Fauci, direktør for USA’s National Institute of Allergy and Infectious Disease, da han tidligere på måneden spåede, at der går minimum et år, før en vaccine vil være til rådighed.

De, der allerede er smittet, eller bliver det, inden en holdbar vaccine foreligger, er dog ikke bare fuldstændigt overladt til den nøgne skæbne. De bliver indlagt på isolationsstuer — i Danmark er seks sygehuse klar til at modtage corona-patienter på sådanne stuer — for at eliminere smittefaren, og her modtager de symptombehandling for at mildne sygdomstegnene. I Thailand, hvor 37 indtil videre er registreret smittet, har man desuden haft succes med at behandle coronavirussen med en blanding af hiv- og influenzamedicin. Den 2. februar skrev det amerikanske nyhedsmedie Bloomberg, at en patient efter at have været testet positiv i ti dage var blevet erklæret rask bare to døgn efter behandlingen.

Det var det sundhedsfaglige. Hvad så med de bredere, mindre synlige, men ikke mindre betydningsfulde samfundslinjer? COVID-19 er nemlig ikke bare et globalt fænomen, den er også et politisk og økonomisk, der kan aflæses i stadig flere aktiekurser, salgsmønstre, beslutningsprocesser, regnskaber og vækstprognoser. Vi begynder i tallenes verden.

Hvordan reagerer verdensøkonomien?

Der er måske særligt én ting, finansielle markeder er allergiske over for: usikkerhed. Og der er måske særligt én ting, som coronavirussen giver: usikkerhed. Efterhånden har fagfolk kortlagt truslen, men der er stadig en masse ubesvarede spørgsmål og forsigtige prognoser. Derfor har de seneste ugers udvikling heller ikke kunnet undgå at påvirke verdensøkonomien.

Det giver næsten sig selv, når store dele af Kina, den ene af klodens to største økonomier, har været mere eller mindre lukket ned i ugevis og derfor hverken har kunnet producere eller handle som vanligt. Den globale økonomi er i dag en kæde af sammenhænge, samarbejder, eksportaftaler og udliciteringer, og når man i Hubei-provinsen, hvor coronavirussen altså stammer fra, er nødt til at indføre udgangsforbud, rækker konsekvenserne således langt uden for Kina. Flere af verdens største virksomheder, amerikanske Apple og tyske Volkswagen eksempelvis, har fabrikker i området, og med dem lukket bliver afgørende dele af den verdensøkonomiske kæde kappet over. At vi i sandhed lever i en globaliseret verden, står tindrende klart i disse virustider.

De helt konkrete effekter kan nævnes i flæng: det kinesiske bilsalg faldt eksempelvis med 92 procent i første halvdel af februar, mens landets kulforbrug er mere end en tredjedel så lavt som på samme tidspunkt sidste år. Det mærkes især i Kina-afhængige økonomier som den sydkoreanske, thailandske og japanske, hvor toppolitikere i denne uge har advaret om recessionslignende tilstande. Også i Europa har alvoren meldt sig. I Tyskland melder analyseinstituttet Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung, der står bag den såkaldte Indicator of Economic Sentiment, som måler investeringsvilligheden blandt investorer involveret i den tyske økonomi, at tilliden til markedet er faldet drastisk. Og herhjemme sagde Søren Skou, administrerende direktør i A.P. Møller – Mærsk, at selskabets udsigter for 2020 er “underlagt betydelig usikkerhed og er påvirket af det aktuelle udbrud af coronavirus”. En udmelding, der skal ses i lyset af, at containertrafikken fra Asien til Nordeuropa ifølge konsulenthuset Sea-Intelligence er faldet med 12 procent i årets første par måneder.

Det er dog fortsat ikke helt til at sige, hvor langvarige de økonomiske konsekvenser præcis vil vise sig at være. Den Internationale Valutafonds direktør, Kristalina Georgieva, vurderede i weekenden, at coronavirussen kan koste 0,1 procent af den globale vækst, men, som Gita Gopinath, cheføkonom i selvsamme institution, sagde kort efter, kan de kommende ugers forløb endnu nå at påvirke resultatet og forhindre det forventede udsving. En sammenligning med SARS-udbruddet i 2003, der også havde sit udspring i Kina, og som ifølge et amerikansk studie publiceret året efter kostede verdenssamfundet 40 milliarder dollars, gør dog ikke noget for optimismen. Dengang udgjorde den kinesiske økonomi nemlig kun 4,2 procent af verdensøkonomien. I dag er tallet 16,3 procent.

Endelig kan man sige, at coronavirussen ikke kun udstiller verdensøkonomiens forbundethed, men også det kapitalistiske markeds rå logik. Så snart smitten begyndte at brede sig i Hubei-provinsen i begyndelsen af januar, steg det internationale salg af ansigtsmasker drastisk. Og selv om der fra videnskabelig side er blevet sat spørgsmålstegn ved deres effekt, bliver de stadig solgt vidt og bredt. Blandt andet via Amazon, der dog, måske for første gang nogensinde, har måttet gribe ind over for de markedskræfter, der i årevis har sendt milliarder deres vej. Efterspørgslen på ansigtsmasker har fået prisen til at stige til et, mener Amazon, kunstigt højt niveau på 15 dollars for hundrede styks, hvilket ifølge Wired er fire gange så dyrt som for bare et par uger siden. Det amerikanske magasin rapporterer tilmed, at Amazon er begyndt at henvende sig til sælgerne af ansigtsmaskerne for at minde dem om selskabets såkaldte Fair Pricing Policy, der skal forhindre pludselige prisstigninger.

Hvordan reagerer magthaverne?

Der er endnu et aspekt af virusudbruddet, som er værd at bruge lidt tid på. Ikke for at blive klogere på infektionen og dens konsekvenser, men for at blive klogere på den politiske situation i de ramte lande. De forskellige måder at håndtere coronavirussen røber nemlig ikke så lidt om dem, der sidder med ansvaret. Med andre ord: Vis mig dit coronavirus-beredskab, og jeg skal sige dig, hvem du er.

I Kina har de forgangne uger blotlagt en række centrale mekanismer i præsident Xi Jinpings styre: overvågning, censur og systematisk misinformation. Siden virusudbruddet har Beijing både sendt overvågningsdroner i vejret for at identificere og konfrontere borgere, der ikke følger inddæmningsindsatsens retningslinjer, samt indført ansigts- og temperaturscannere. Senest i Zhengzhou, den største by i Henan-provinsen, hvor byens brugere af metrosystemet nu skal godkendes af state of the art overvågningsteknologi for at tage toget. Lige nu ligner det rettidig omhu i en akut nødsituation, men fremtiden vil vise, om de nye tiltag vil udarte sig til det, den canadiske journalist og aktivist Naomi Klein har kaldt Disaster Capitalism: det faktum, at undtagelsessituationer som det aktuelle virusudbrud bruges af autoritære regimer til at indføre forskellige restriktive tiltag, der så, når truslen er elimineret, aldrig bliver rullet tilbage.

Samtidig har regimet slået hårdt ned på enhver, der har forsøgt at udfordre Beijings sandhedspatent på historien om coronavirussens udspring, rækkevidde og konsekvenser. Den 3. januar blev den 34-årige læge Li Wenliang anholdt af politiet i Wuhan for at have “spredt falske rygter”, da han allerede i slutningen af december advarede på sociale medier om en forestående SARS-lignende epidemi. I begyndelsen af februar døde han selv af virussen. Især siden hans bortgang har den kinesiske stats totalitaristiske reaktionsmønster fået heftig kritik. Fra internationale iagttagere, der gør opmærksom på, at de smitte- og dødstal, der kommer fra Beijing, nødvendigvis slet ikke er til at stole på, men også fra kinesiske sociale medier, hvor Xi Jinpings politiske legitimitet er begyndt at slå sprækker.

Lignende autoritære forsøg på at sikre sig kontrol over situationen finder man i Iran, et af de lande, der bare inden for den seneste uge er havnet blandt de mest smitteramte. Også i den store mellemøstlige stat er virusudbruddet genstand for en informationskamp. Men her kiler striden sig ned mellem videnskaben på den ene side og religiøs konservatisme på den anden side. På vegne af det iranske præstestyre, der ifølge BBC Persian ikke giver meget for de anbefalede sundhedsforanstaltninger, nedtonede vicesundhedsminister Iraj Harirchi smitterisikoen tidligere på ugen. Men bare dagen efter måtte han meddele på Twitter, at han selv var blevet smittet, og ifølge kilder hos det britisk-iranske medie er det en udbredt opfattelse rundtomkring i landet, at der er væsentlig flere smittede end de 95 officielt rapporterede.

I både Kinas og Irans tilfælde tegner der sig altså et mønster, der næppe bidrager til et hurtigere smittestop. I stedet for at bruge samtlige ressourcer på at forebygge og behandle sygdommen prioriterer både Beijing og Teheran tilsyneladende at sætte sig på informationsstrømmen, så enhver mening, erfaring eller kendsgerning, der ikke stemmer overens med centralmagtens linje, aldrig når op til overfladen. Sådan opretholder man meget vel en facade, men det er ikke sådan, man slår en smitsom luftvejsinfektion ihjel.

Selv om verdenssamfundet er kommet et langt stykke siden coronavirus-udbruddet kort efter årsskiftet, bliver det altså hverken i morgen eller i overmorgen, næppe heller i næste måned, at smittefaren er væk. Men selv når vi når dertil, vil det være en fejl at lukke kapitlet og glemme alt om coronavirussen igen. For meget tyder på, at den varsler en fremtid, hvor ikke bare epidemier, men pandemier, altså globale sygdomsudbrud, vil være tilbagevendende. Allan Randrup Thomsen, virologen fra Københavns Universitet, forventer ikke, at coronavirussen er en undtagelse, men derimod, at vi i fremtiden risikerer at se tilsvarende situationer hyppigere end tidligere. Det samme gør forskere som den belgiske mikrobiolog Peter Piot, der ved flere lejligheder har sagt, at vi er mere “sårbare end nogensinde”, og gruppen bag 2016-rapporten The Neglected Dimension of Global Security, der advarer mod en pandemisk fremtid.

Et stykke hen ad vejen er der formentlig tale om et vilkår ved globaliseringen. Når vi bevæger os på kryds og tværs af kloden, øges smitterisikoen nødvendigvis. Det betyder dog ikke, at vi er fuldstændig magtesløse: I The Atlantic lagde Jason Schwartz, professor ved Yale School of Public Health, eksempelvis forleden op til reformer af medicinalindustrien, der, mener han, kan gøre et langt bedre vaccinearbejde.

De kinesiske forskere, der på få dage kortlagde coronavirussens arvemasse, har fået ros for deres hurtighed, men ifølge Schwartz burde vaccineudviklingen have været i gang længe inden selve udbruddet. Havde de store biotechvirksomheder tænkt mere forebyggende, blandt andet ved at videreudvikle på de antivirusstudier, der blev lavet under SARS-udbruddet, ville vaccineprognosen have været væsentlig kortere. I medicinalindustrien, som den er indrettet i dag, er det dog ikke attraktivt at bruge penge og ressourcer på noget, der ikke kan sælges i morgen.

Sagt med andre ord: Alle forsøg på at forebygge, inddæmme og behandle coronavirussen er værdifulde erfaringer til en fremtid, hvor globale virusspredninger efter alt at dømme vil være en konstant trussel.