Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

‘Zetland om Zetland’: Sådan vil vi genskabe tilliden til journalistikken med internettets mest udskældte hjørne

Hvordan indretter vi et medie, hvor man ikke bare kan sige sin mening. Men også lytte til andres? Det er vores vigtigste opgave som medie.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


For nylig prøvede vi noget nyt. Vi har altid et levende bidragsspor, men den 16. januar udgav Thomas Hebsgaard en artikel om, at økologi måske ikke kan løse de bæredygtighedsudfordringer, vi står over for. I løbet af to dage blev det den mest kommenterede artikel i Zetlands historie, og der var stærke holdninger og mange følelser i bidragssporet. Derfor besluttede vi os for at fortsætte bidragssporet under artiklen i et virtuelt møde. Lad os mødes og tale videre, hvor vi kan se hinanden, tænkte vi. Men vi var ærlig talt ret nervøse inden mødet.

Jeg var lidt bange for, at vi ville havne i en skyttegravskrig, hvor man råber ad hinanden, og beskylder hinanden for alt det, der er i vejen. Det er der ingen, der bliver klogere af. Det var ligesom worst case,“ fortæller Thomas Hebsgaard.

Så det var med tilbageholdt åndedræt, at vi lukkede op for mødet på Zoom. Vi havde sat et loft på 100 mennesker til samtalen, og de 100 billetter røg i løbet af ganske få dage. Hvem var alle disse mennesker? Vores medlemsmøde om økologi satte noget væsentligt på spidsen for os. For hvordan kan vi mødes på internettet, når vi er vildt uenige? Når vi står i hvert sit hjørne? Det er et af de vigtigste spørgsmål netop nu for os som samfund. Og det er en af de allervigtigste opgaver for os som medie. Internettet flyder over af misinformation og vredesudbrud. Men findes der en måde at nærme sig hinanden på, når man er inderligt uenige?

Det vil vi vildt gerne finde svaret på. Det er faktisk en af hovedårsagerne til, at vi findes. Så det er også det, dette afsnit af Zetland om Zetland skal handle om. Zetland om Zetland er en serie, der handler om udviklingen af vores journalistik og virksomhed. Det plejer at være chefredaktør Lea Korsgaard, der styrer slagets gang, men nu har hun spurgt mig, Sara Alfort, om jeg ikke vil lave denne udgave af Zetland om Zetland. Jeg bestyrer det, vi kalder Zetlands virtuelle forsamlingshus, og derfor er jeg hver dag glødende optaget af det her spørgsmål:

Hvordan indretter vi et medie, hvor man ikke bare kan sige sin mening. Men også lytte til andres?

Jeg har et dejligt stort vindue, det er jo Finland! Så der er masser af træer, og så er der 30 cm sne på gyngerne og på legepladsen, som er lige uden for mit vindue, og så er der en del mennesker, der lufter hund.” Sådan siger Barbara Flindt, da jeg ringer. Barbara er Zetland-medlem og – viser det sig – bosiddende i Finland. Det anede jeg ikke, da jeg ringede. Jeg kender nemlig kun Barbara fra bidragssporet under Zetlands artikler.

Det er som regel de artikler, der har noget på hjerte, som rammer mig. Det er som regel der, hvor jeg synes, jeg har lyst til at komme med input. Eller hvis jeg læser en kommentar, hvor jeg tænker, her kan jeg komme med noget information, bidrage med nuancering eller blande mig,” ler Barbara Flindt, der er 30 år og softwareingeniør. Jeg er faktisk ikke på nogen sociale medier, det er måske også derfor, jeg blander mig på Zetland i virkeligheden, fordi det er mit sociale medie.”

Mange steder på internettet er kommentarsporene udskældte. Det er her, internettet kan vise sine mest polariserende, mest konfliktskabende og mest urovækkende sider. Så derfor har vi sat os som mål, at vi vil det modsatte. Kommentarfeltet skal ikke være en slagmark, men en byggeplads. Det er her, vi vil knytte en relation mellem medlemmer og medie. Rigtig mange mennesker har en voksende mistillid og en mathedsfølelse over for medier, og lige præcis det gør det bydende nødvendigt at genfortolke, hvordan en meningsfuld relation mellem avis og læser ser ud.

Og det går heldigvis allerede rigtig godt. I bidragssporet deler vores medlemmer viden og stiller nysgerrige spørgsmål. Her er journalisten, medlemmerne og ofte også artiklens kilde i direkte dialog med hinanden. Vi er ofte ved at falde bagover af begejstring over de bidrag, der dukker op under artiklerne. Det er noget af det, vi er mest taknemmelige for i vores daglige arbejde.

Men. Vi har nu rundet mere end 20.000 faste betalende medlemmer. Hvilket jo er fuldstændig fantastisk. Men det betyder helt ærligt også, at det kan være sværere at holde fast i den samtalekultur, som er vokset frem organisk i bidragssporene medlemmerne imellem. Det betyder, at vi nu skal tænke over, om vores bidragsspor skal se anderledes ud, end det gør i dag. Det var de tanker, der var i spil under vores møde om økologi. Det var her, det skulle stå sin prøve. For artiklen havde sat gang i lange diskussioner på de sociale medier – hvordan ville det gå, når vi sad sammen i et virtuelt rum?

I vores support sidder Lulu Fich, men det er også hende, der hver dag holder øje med vores bidragsspor. Desuden hjælper Lulu journalisterne med at invitere deres kilder ind i bidragssporet. Det er en af de byggesten, vi bruger for at få en god samtale i bidragssporet.

Vi kalder vores kommentarspor for et bidragsspor, fordi der kommer reelle bidrag til journalistikken. Når Barbara Flindt kommer med sin nuancering eller bringer ny viden ind, så bidrager det til journalistikken. I bidragssporet får journalisterne idéer til nye artikler, medlemmer foreslår nyt læsestof, og nye perspektiver dukker op. På den måde er vores medlemmers input uvurderlige bidrag til journalistikken.

Vi har fra Zetlands begyndelse sat nogle enkle rammer for bidragssporet for at få så konstruktiv en samtale her som muligt. Helt konkret betyder det, at alle kan se hinandens for- og efternavne. Journalisten skal være til stede under sin artikel. Artiklens kilde er så vidt muligt inviteret til at svare på spørgsmål. Medlemmer kan vælge, om de vil markere deres bidrag som et spørgsmål eller ny viden.

Og så er der én ting mere. Bidragssporet er forbeholdt Zetlands medlemmer. Den samtalekultur, der er vokset frem, hvor medlemmer reelt spørger nysgerrigt, bringer viden til bordet og respektfuldt er uenige med hinanden, er vokset frem mellem Zetlands medlemmer. Vi har etableret en særlig forventning til hinanden. Traditionelt har journalisten sat punktum for sin artikel, når den udkommer. Vi vil udforske, hvad der sker, hvis artiklen ikke er et punktum, men en invitation til videre samtale, der kan rejse nye spørgsmål og føre til nye artikler.

En af dem, vi sommetider har haft med på råd om udviklingen af Zetlands bidragsspor, er Jay Rosen, der er professor på New York University. Han har de sidste mange år været en af verdens fremmeste fortalere for medlemsdreven journalistik som en nødvendig vej ud af mediebranchens krise, og så har han fulgt os stort set fra begyndelsen. Jeg ringede til ham og spurgte, hvordan han mener, man kan måle succes i et bidragsspor.

For mig er det, hvis det gør journalistikken bedre i modsætning til bare at give plads til, at medlemmer kan tale med hinanden. Lærer vi noget, som vi ikke vidste, af bidragssporet, får vi idéer til bedre historier, udvider det vores syn på verden?” siger Jay Rosen.

Så jo mere vi lærer i bidragssporet, jo flere nye idéer journalisterne får fra bidragssporet, jo større succes kan vi måle i bidragssporet. Rosen mener, at når medlemmerne deler deres viden, når de oplever en følelse af ejerskab og holder Zetland i ørerne, så lykkes vores bidragsspor. Men det handler om mere end det.

Bidragssporet er en måde at gøre abonnenter eller medlemmer til deltagere. Og det er en måde, hvorpå folk kan opleve et fællesskab ved at tale med andre i Zetlands medlemskreds, og den følelse af at høre til et fællesskab er en af hovedårsagerne til, at folk bliver medlemmer,” siger han.

Altså. I bidragssporet handler det ikke kun om, at medlemmer kan bidrage til journalistikken. Det handler også om at etablere et fællesskab. Vi bliver nødt til at gøre op med den klassiske journalistrolle, mener han. Den, der har det som sin fremmeste opgave at informere. Opgaven som medie er at knytte meningsfulde relationer mellem mennesker.

Det er det, et bidragsspor kan, når det fungerer godt. Men, spørger jeg Jay Rosen, hvordan kan vi fortsat holde fast i den samtalekultur, i takt med at vi vokser? Han foreslår, at medlemmer, der er gamle i gårde, bliver en art buddies” for de nye. Faktisk sammenligner han det med at blive medlem af en kirkemenighed. Hvilket jeg ikke er helt enig i, men hans idé er god nok.

Succesfulde kirkemenigheder har folk, der hjælper nye medlemmer med, hvordan man er medlem af menigheden. Hvad der er til rådighed, hvordan det virker, hvordan man kan være frivillig, og hvordan du kan få en bedre oplevelse. Det kunne være en måde at gøre det på, hvis der er et erfarent medlem, der guider dig.”

Det vil sige: Kunne man forestille sig, at medlemmer hjalp hinanden med at finde rundt og finde ud af, hvad det indebærer at være medlem af Zetland? Tage hinanden i hånden og fortælle, hvordan de oplever, at de får mest ud af for eksempel bidragssporet. Netop fordi Zetland er medlemmernes medie. Derfor burde det vel også være jer, og ikke os, der viser de nye rundt?

På vores ugentlige møde fortæller redaktionschef Ida Ebbensgaard om den kommende uges artikler. For nylig talte vi om den artikel, Frederik Kulager skulle udgive om bevægelsen Men In Black. Vores kommunikationsmand Jesper Olsen ville, at vi skulle være på forkant.

Jeg kunne godt forestille mig, at den historie – afhængigt af, hvordan den lander – at der måske også kunne være nogle medlemmer, der er kritiske. Så måske skal vi sætte tid af til bidragssporet, og vi gør det samme med kommentarspor på Facebook den weekend,” sagde han.

For en ting er jo at tale om, hvad vi drømmer om med bidragssporet i idealernes verden, noget andet er at tage stilling til de konkrete bidrag. På den ene side er der ingen, der bliver klogere, hvis vi alle sammen er enige. På den anden side har vi sat barren ret højt for os selv i forhold til, hvad vi ønsker at opnå med vores bidragsspor.

På det ugentlige møde fortalte Ida Ebbensgaard, at redaktionen havde talt længe om netop den problematik, og at de var kommet frem til, at det vigtigste som skribent var at komme så hurtigt ind i bidragssporet som muligt.

For grundlæggende er det vigtigste, at vi lytter og også viser, at vi lytter ved at være til stede. I Danmark har vi en 200 år gammel tradition for at forsamle os i fagforeninger, højskoler, brugsforeninger, fordi stærke foreninger kan skabe forandringer i et samfund. Det er den tradition, vi står på skuldrene af. Det er sådan, vi skal tænke, når vi ønsker, at vores læsere ikke blot forbruger nyheder, men også bliver sat ind i et større fællesskab.

Derfor satte vi også et ønske-skib i søen i 2019. Vi lavede en form for ansigt til ansigt-bidragsspor ved at flytte den samtale, der foregår under artiklen, ind i et medlems stue eller ind på en café. Det var dengang, vi stadig mødte hinanden fysisk rundt om et bord. Så mødtes en håndfuld medlemmer og talte om en artikel. For os er det det vildeste bevis på, at vores medlemmer har skabt en helt anden form for samtalekultur. Hvis bidragssporet kan eksistere i et rum, hvor mennesker, der ikke kender hinanden, der tilhører forskellige generationer, fag og baggrunde, kan sætte sig om et bord for at tale om den journalistik, de har læst, så er vi faktisk kommet virkelig langt hen mod en meningsfuld og konstruktiv offentlig samtale. For tiden foregår de samtaler virtuelt, og det gør mig ærlig talt simpelthen så glad at tænke på, at mennesker, der ellers aldrig ville have mødt hinanden, kan dele en time om noget, der optager dem.

Ligesom vores samtale i halen på Thomas Hebsgaards artikel om økologi. Som sagt var vi lidt spændte – lige indtil vi begyndte mødet og opdagede, at det var der overhovedet ikke grund til.

Jamen der skete det pragtfulde, som der jo næsten altid sker, når vi holder et Zetland-arrangement, og som åbenbart også sker, når vi gør det digitalt, nemlig at folk er vildt søde, de lytter til hinanden og er gode til at være uenige på en ordentlig og konstruktiv måde. De vil gerne finde løsninger, og de vil meget hellere tænke over, hvad der kunne være smart at gøre, end at pege fingre. Så det var superopløftende, og vi havde ikke behøvet at være nervøse i bagklogskabens klare lys,” siger Thomas Hebsgaard.

Så du var lettet?

Ja, jeg var lettet og også meget glad og håbefuld. Hvis man skal være lidt højtravende, så er det jo et demokratisk ideal, at folk kan mødes på den måde – der var jo både en konventionel svineavler, og der var nogle, der kom nogle helt andre steder fra. Jeg tror, at det er enormt vigtigt, at det rum findes, hvor mennesker med meget forskellige perspektiver kan mødes og tale sammen.”

Vi havde ikke behøvet at bekymre os. Vores medlemmer har skabt den form for forsamlingshus, de har lyst til at mødes i. Så hvad er næste skridt? Hvordan ser et forsamlingshus ud, der kan rumme 25.000 medlemmer, 30.000, 40.000? Det havde Jay Rosen faktisk et bud på. Inden vi lægger på, giver han os en udfordring.

Jeg vil se Zetland-projekter, der ikke kunne have været lavet på nogen anden måde end ved flere hundrede eller flere tusinder medlemmers deltagelse. Det er min udfordring til jer. For for at kunne gøre det, har du brug for et stærkt fællesskab. Det er sådan, de virkelig magtfulde redaktioner vil blive skabt i fremtiden.”

Den udfordring har vi tænkt os at tage op. Vi skal blive ved med at lytte til hinanden. Men vi skal også bruge jeres viden i endnu højere grad, end vi gør i dag.

Så hvilke historier kan du se for dig, som vi kun kan lave ved at involvere virkelig mange af jer? Der findes mange gode eksempler på den type journalistik ude i verden. Det tyske medie Correctiv har lavet et stort projekt, hvor de ville vide, hvem der egentlig ejer byens bygninger. Det involverede flere tusind mennesker og handlede om de grundlæggende udfordringer på boligmarkedet. Det amerikanske medie ProPublica identificerede 134 af de mellem 600-800 kvinder, der gik bort i 2016 som følge af en fødsel. Det projekt ville sætte fokus på de udfordringer, de amerikanske kvinder møder i forbindelse med graviditet, og projektet involverede også flere tusind mennesker.

Men hvad ville vi kunne fortælle, hvis virkelig mange af jer enten var lokale øjne eller fortalte om egne erfaringer eller på anden måde rapporterede derfra, hvor I hver især står? Fortæl mig det i bidragssporet under artiklen. Jeg glæder mig selvsagt til at høre fra jer.