Et solcelleboom er ved at forandre Danmarks landskab.

Hvorfor sætter vi dem ikke bare op på tagene?

Solcelleanlæg skyder hastigt op i det åbne land, og tit brokker naboerne sig. Imens står masser af store erhvervsbygningers tage tomme. Hvorfor?

Foto: Bonnerup Claus / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

20:02

Hvis du nogensinde har prøvet at køre på en dansk motorvej, må du have lagt mærke til, at der ude langs rabatten ligger helt utroligt mange firkantede bygninger med store, flade tage. Især i udkanten af de store byer er der enormt mange af de her industri- og lagerbygninger. De er også nemme at få øje på, hvis man bruger kortfunktionen på sin telefon eller computer. Prøv for eksempel at zoome ind på Trekantområdet eller industrikvartererne øst for Odense. Det vrimler med store sorte, pandekageflade tage.

Foto: Screenshot fra Google Maps

Sådan nogle tage er ofte uhyre velegnede til solcelleanlæg. Men de fleste af dem står gabende tomme. Og det har længe undret mig, hvorfor det er sådan. Især fordi jeg indimellem får mails fra mennesker, der er frustrerede over, at store marker i nærheden af deres huse eller sommerhuse er ved at blive dækket af solcelleanlæg. Den seneste tid er solceller nemlig blevet så billige, at flere og flere landmænd ser fidusen i at lægge jord til solcelleparker. Der blev anlagt et væld af nye markanlæg i 2020, der er udsigt til yderligere en fordobling af mængden af solceller på danske marker i løbet af 2021, og væksten forventes at fortsætte. Alene Ringkøbing-Skjern Kommune i Vestjylland har modtaget ansøgninger, som tilsammen svarer til næsten 4.000 fodboldbaner med solpaneler. Vi står med andre ord midt i en temmelig vild udvikling, som har potentiale til at forandre, hvordan store dele af Danmark ser ud. Mange steder i landet frygter de lokale, at højtelskede naturværdier vil gå tabt og huspriser falde. I efteråret 2020 stiftede borgere på tværs af landet ligefrem foreningen Bevar Danmarks kulturlandskaber for at gøre fælles front mod de store solcelleparker. Og man kan jo godt forstå borgerne. Kønnere er de heller ikke, sådan nogle solpaneler.

Og det vilde er, at solpanelerne slet ikke behøvede at stå ude på markerne. Ifølge diverse ekspertanalyser har vi nemlig mere end rigeligt med store tage her i Danmark til, at tagene alene kunne rumme alle de solcelleanlæg, vi har for. Også i en fremtid, hvor vi skal klare os med 100 procent vedvarende energi.

Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvorfor solcellerne bliver sat op på markerne, før vi har fyldt tagene. Det viste sig at være en historie, som både handler om uvidenhed, om rå markedskræfter og om, hvad der sker, når infrastruktur får lov at udvikle sig uden nogen overordnet plan. Så får man nemlig det, som en professor, der for flere år siden advarede om udviklingen, kalder et gedemarked”, hvor der ikke altid er overensstemmelse mellem, hvor al den nye strøm bliver produceret, og hvor der er brug for den. Det betyder store udfordringer med at flytte strømmen over store afstande. Faktisk presser alle solcellerne allerede elnettet flere steder i landet, og den udfordring vil kun blive større den kommende tid.

Samtidig er det også en større historie om solcellernes akilleshæl. Solceller er en nøgleteknologi i den grønne omstilling, men de har den udfordring, at de fylder. Faktisk kræver solceller under danske vejrforhold op mod 34 gange så meget plads som vindmøller for at levere samme mængde strøm. Solenergi vil derfor i langt højere grad end for eksempel vindmøller konkurrere om pladsen med alle mulige andre ting – landbrug, fodboldbaner, vild natur. Medmindre, selvfølgelig, man placerer solcellerne oven på nogle af alle de der store, flade tage ved siden af motorvejene. Så hvorfor er der ikke flere solceller deroppe?

Jeg er ikke mere fantasifuld, end at jeg begyndte min undersøgelse af problemstillingen med at søge på solceller industritage” på nettet. Et af de øverste hits var fra virksomheden Viva Energi fra Tilst, og inde på firmaets hjemmeside stod noget, som fik mig til at undre mig endnu mere. De fleste virksomheder, som selv kan udnytte en del af elproduktionen, kan få en fantastisk forretning ud af at investere i et solcelleanlæg.” Fint nok. Det kan altså godt betale sig at producere sin egen strøm. Men så kom næste sætning: At sætte solceller op på taget med det formål at sælge strømmen, advarede Viva Energi, er ikke økonomisk rentabelt”.

En landmand kan altså godt få økonomi i at lægge jord til en stor solcellepark, men en virksomhed kan ikke tjene noget på at lægge tag til et solcelleanlæg? Det lød besynderligt. Hos Viva Energi var det sælgeren Flemming Friis, der tog telefonen. Det er på grund af den pris, du får for salg af strøm,” forklarede han. Når du sælger strøm, får du typisk kun 20-25 øre per kilowatt-time. Men når du bruger strømmen selv, sparer du op til 100-150 øre per kilowatt-time i afgifter.” Aha. Reglerne er altså skruet sådan sammen, at den økonomiske fidus ved at investere i solceller til taget består i, at man slipper for diverse afgifter på strøm. Og det betyder, at det kræver et vist elforbrug at få investeringen til at give mening. Ifølge Flemming Friis skal en virksomhed som tommelfingerregel have et elforbrug på omkring 10.000 kilowatt-timer om året, før det kan betale sig at smække solpaneler op på taget. Så har man til gengæld overskud på investeringen i løbet af seks til ti år afhængigt af virksomhedstype.

Nu er det bare sådan, at 10.000 kilowatt-timer ikke er specielt meget – en gennemsnitlig familie med to børn bruger lidt under det halve, og Zetland, som har omkring 35 kontortyper ansat og ingen større maskiner, er tæt på at have et elforbrug, hvor solceller på taget kan betale sig. Såeh … hvorfor er der ikke flere virksomheder, som udnytter muligheden? Nogle interesserer sig ikke for det, nogle er ikke klar over, at der er en økonomisk besparelse,” lød forklaringen fra Flemming Friis. Der er også virksomheder, sagde han, som hellere vil have deres solceller ved siden af end oven på bygningerne, så folk bedre kan se dem.

Endelig er der også en helt særlig problematik omkring udlejningsejendomme. En ting er, at man som virksomhed løber en risiko ved at investere i et solcelleanlæg til et tag, som man måske ender med at flytte væk fra, før man har fået en økonomisk fordel af investeringen. Men der er også andre ting på spil. Det fandt jeg ud af, da jeg ringede til den virksomhed, som administrerer en tilfældigt udvalgt erhvervsbygning i Ballerup – uden solceller på taget.

Hos ejendomsselskabet DEAS fortalte energichef Hans Andersen nemlig, at solceller på taget sjældent ligner en guldrandet investering for ejeren af eksempelvis en industri- eller lagerbygning. Der er nemlig en ret lav grænse for, hvor meget man som udlejer kan tage for solcellestrøm, fordi mange virksomheder – blandt andet industrivirksomheder – allerede er fritaget for en del afgifter og derfor kan købe strøm meget billigt andre steder. Ydermere er reglerne sådan, at strømmen fra solcelleanlæg på taget skal afregnes over huslejen. Det gør investeringen risikabel for udlejeren, fordi et fald i strømprisen ude på det åbne elmarked kan få lejeren til at kræve huslejenedsættelse. Hvis bygningen i en periode står tom, står man for alvor med håret i postkassen som udlejer, hvis man har investeret i et dyrt solcelleanlæg. Derfor er det især bygningsejere med et særligt ønske om en grøn profil – for eksempel visse pensionskasser – som presser på for at få solceller op på tagene af deres bygninger, forklarede Hans Andersen.

Der er altså mange forskellige forklaringer på, hvorfor der ikke er flere solceller på tagene, end der er. Reglerne er indrettet, så det kræver en vis risikovilje for både lejere og udlejere at investere i solcelleanlæg til udlejningsejendomme. Nogle virksomheder vægrer sig ved at investere i noget grønt, der ikke kan ses. Andre aner simpelthen ikke, at muligheden for en grøn økonomisk gevinst er der – hvilket faktisk er en generel udfordring ved den grønne omstilling: Mange økonomisk fordelagtige klimatiltag bliver aldrig til noget, fordi de relevante beslutningstagere ikke kender til dem.

Alt det kan imidlertid ikke forklare, hvorfor solcelleanlæggene er begyndt at skyde op på markerne. Landmændene kan jo umuligt bruge al strømmen selv. Jeg undrede mig derfor stadig oven på alt det her. Især fordi Flemming Friis fra Viva Energi havde fortalt mig, at det både er nemmere og billigere at sætte solceller op på tage end på marker. Så hvorfor i alverden er der gang i markanlæggene? Det undrede også Flemming Friis, og han opfordrede mig derfor til at kontakte et af de selskaber, der laver de store markanlæg.

Virksomheden Better Energy står bag Danmarks (og faktisk også Nordeuropas) hidtil største solcellepark, som skal placeres på tidligere landbrugsjord ved Holstebro og blandt andet levere strøm til tøjvirksomheden Bestseller. Forretningsmodellen fungerer sådan her: Virksomheden laver projekter, hvor den står for alt det praktiske med at planlægge, indhente tilladelser og sætte selve solcellerne op. Pengene leverer en investor udefra. Den tredje part er en stor elforbruger – som for eksempel Bestseller – der lover at købe strøm i en årrække til en på forhånd aftalt pris, hvilket fjerner den økonomiske risiko, som svingende elpriser medfører. Alle er glade.

Men solcelleanlæggene ender altså mestendels med at blive opført på en mark. Så jeg ringede til Better Energys markedsreguleringschef, Peter Bjerregaard, for at spørge hvorfor. Han sagde for det første, at fidusen ved markerne er ret enkel: De er store. Med store markanlæg får man en hel masse megawatt grøn energi på nettet på én gang. Derfor er markerne efter Better Energys opfattelse det eneste, der virkelig batter i forhold til den grønne omstilling.

Men Peter Bjerregaard bekræftede også en mistanke, jeg havde haft. Nemlig at bøvl spiller en væsentlig rolle for, at anlæggene ender på markerne frem for tagene. Store projekter som dem, Better Energy laver, ville kræve virkelig mange hustage. Det ville ikke alene betyde, at man skulle have fat i mange forskellige bygningsejere. Ifølge gældende regler skulle man også tinglyse solpanelerne på hver enkelt bygning. Nogle af tagene ville måske også kræve forstærkning. Hele processen ville være både tidskrævende, bøvlet og dyr og dermed vende op og ned på den økonomiske kalkule i forhold til, hvad der er billigst – mark eller tag. Så er det altså noget nemmere (og derfor billigere) kun at skulle finde én enkelt landmand med én enkelt ledig mark.

For at dæmme op for udfordringerne ved markanlæg prøver Better Energy så at opnå nogle sidegevinster. Det kan være ved at plante blomster mellem solpanelerne for at gavne biodiversiteten eller ved at placere anlæg oven på grundvandsreserver, der så spares for eventuelle pesticider fra landbruget. Eller ved at sætte solpanelerne på nogle af de lavbundsjorder, der udleder store mængder CO2, når man dræner og dyrker dem.

Vi har altså i Danmark fået skruet et system sammen, som godt nok tilskynder mange virksomheder til at producere deres egen strøm med solceller på taget, men som samtidig gør det dyrt og bøvlet for de virksomheder, der gerne vil lave strøm til andre end sig selv, at gøre det ved hjælp af tagmonterede solceller. Hvordan endte vi her?

For at finde ud af dét dykkede jeg ned i en rapport fra 2017 lavet af forskere på Aalborg Universitet. Her kan man nemlig læse, hvordan solceller mildt sagt har levet et omskifteligt liv i danske love og regler. Historikken giver et indblik i alle de forskellige måder, man kan støtte en energiteknologi på, og samtidig bliver det tydeligt, hvor meget regulering og politik faktisk betyder for, hvilket energisystem vi får.

Til at begynde med, mellem 1999 og 2012, var der masser af støtte til solceller. Man kunne både slippe for afgifter på strøm svarende til den mængde, man selv producerede, og få et pristillæg for strømproduktion ud over sit eget forbrug. Efterhånden som solceller faldt i pris, blev de derfor en rigtig god forretning, og især i 2012 kom der virkelig mange solpaneler op, ikke mindst på private parcelhustage.

Problemet var bare, at det blev ret dyrt i mistede afgifter for både staten og de øvrige elforbrugere, der nu skulle betale en forholdsvis større del af udgifterne til at vedligeholde og udbygge elnettet. Derfor skred politikerne ind og ændrede reglerne ad flere omgange. En overgang favoriserede man faktisk taganlæg over markanlæg, men overordnet set blev der hele tiden skåret ned for støtten. Til sidst endte vi med de nuværende regler, hvor støtten til solenergianlæg alene består i, at man kan slippe for at betale afgifter af den strøm, man selv kan nå at bruge. Resultatet blev en markant opbremsning i opsætningen af solceller i Danmark.

Først i 2020 begyndte det igen at tage fart, nu fordi solcellerne efterhånden var blevet så billige, at der kunne komme økonomi i store projekter uden støtte fra staten. Men nu var det altså især på markerne, at solcellerne begyndte at skyde op. Og dermed opstod som nævnt i begyndelsen et nyt problem. Solcelleparkerne etableres nemlig ikke nødvendigvis de steder, hvor der er mest brug for strømmen, eller hvor der er tilstrækkeligt tykke elledninger i nærheden til at kunne klare presset, når solen virkelig bager ned på alle solcellerne. Det er noget, som godt kan give betydelige planlægningsmæssige udfordringer de kommende år, og som også kan blive ret dyrt for samfundet i nye elledninger. For at give en idé om omfanget af ny solstrøm, der skal passes ind i elnettet, kan man sammenligne med regeringens stort opslåede energiø med vindmøller i Nordsøen. Den skal efter planen have en produktionskapacitet på 3 gigawatt i 2030 og senere skaleres op til 10 gigawatt. Energinet kender allerede i dag til foreslåede solcelleprojekter på 16 gigawatt, altså mere end halvanden gang energiøen, når den er fuldt udbygget. Og det er næsten alt sammen på åbent land. Det er næppe alle 16 gigawatt, der bliver til noget, men alligevel. Danmarks største kraftværk, Avedøreværket, har en elproduktionskapacitet på mindre end 0,7 gigawatt.

Foto: Morten Stricker / Jysk Fynske Medier / Ritzau Scanpix

En af forfatterne bag solcellerapporten fra Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, er professor i energiplanlægning, og han har faktisk advaret om den her voldsomme udbygning af solkraft på ofte afsidesliggende marker adskillige gange de senere år. Derfor ringede jeg til ham for at spørge, hvorfor det hele efter hans opfattelse er endt, som det er endt.

Det er jo et gedemarked,” lød hans umiddelbare reaktion på mit spørgsmål. Det er fuldstændig ureguleret, og man har slet ikke taget stilling til de problemstillinger, som jeg jo allerede kunne se i 2017. Hvor mange solceller er der plads til i elsystemet? Hvor skal de placeres henne? Hvad får de af betydning for økonomien og energisystemet? Hvad får de af betydning for naturen og landbruget? Skal vi have de store op, eller skal vi have de små op, hvor skal de være henne, hvem skal eje dem? Hvad betyder det for vores elnet? Ingen har taget stilling til noget som helst.”

I rapporten fra 2017 lavede Brian Vad Mathiesen og kollegerne nogle beregninger af, hvor meget strøm man kunne producere med solceller på danske tage. De kom frem til, at alene de største tage, dem på bygninger større end 500 kvadratmeter, teknisk set kan levere, hvad der svarer til næsten to tredjedele af Danmarks elforbrug. Men hvis det potentiale skal forløses, mener Brian Vad Mathiesen, skal systemet skrues noget anderledes sammen end i dag. Helt overordnet burde man efter hans mening tilskynde til at få solcellerne op på de steder, der ville være smartest set i et systemperspektiv, for eksempel på store tage nær byer og industri. Omvendt burde man øge omkostningerne ved at placere solceller på steder, hvor det er mindre smart i det store billede, for eksempel på afsidesliggende marker fjernt fra større elkabler. Man kunne, siger professoren, overveje at inddele hele landet i røde, gule og grønne zoner, hvor der så ville være en form for støtte til solceller i de grønne områder og måske decideret forbud i de røde. Man kunne også, siger han, overveje at give yderligere støtte til solcelleprojekter, der samlede mange tagarealer i ét projekt.

Men mest af alt, sagde Brian Vad Mathiesen, savner han en overordnet national strategi for, hvilken rolle solceller skal spille i vores energisystem.

Derfor sluttede jeg min research til artiklen her med at spørge klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, om ikke det var på tide med en plan, som måske endda kunne få flere solceller op på tagene, før der ender alt for mange ude på markerne, hvor de ikke altid står helt optimalt og indimellem vækker anstød blandt naboerne.

Det er faktisk sådan, at et stort flertal i Folketinget i en energiaftale i sommeren 2020 vedtog, at der skulle ændres på vilkårene for solceller, sådan at man bedre kunne styre, hvor de skulle stå rent geografisk. Egentlig lidt i retning af, hvad Brian Vad Mathiesen godt kunne tænke sig. Der står dog ikke noget specifikt om taganlæg i aftalen, og den er heller ikke omsat til ny lovgivning endnu. Men i den mail, jeg har fået som svar fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, henviser han netop til aftalen fra sommeren 2020 som en, der kan få flere solceller op på de store tage. Han skriver (og hold fast, for det bliver lidt embedsmandsagtigt indimellem):

I regeringen sætter vi kursen og de overordnede rammer for udbygningen af vedvarende energi – det gælder også for solcelleanlæg. Med klimaaftalen fra i sommer har vi sammen med et bredt flertal i Folketinget taget vigtige skridt i den retning. Vi har besluttet initiativer, som skal understøtte en udbygning med solceller på industritage og en bedre placering af solceller i elnettet.”

Med andre ord: Regeringen mener, at der er ved at komme styr på det.

Konkret er det især en kommende mulighed for at opkræve penge af strømproducenter for at blive koblet på elnettet, som ministeren regner med vil gøre en forskel. Det vil ifølge ministeren give økonomisk incitament til, at nye solcelleanlæg i højere grad placeres der, hvor elnettet bedst kan håndtere det”. De relevante lovændringer, skriver Dan Jørgensen, vil træde i kraft den 1. januar 2022. Ifølge ministeren vil det også tilskynde til en øget udbygning på industritage”, at politikerne i forbindelse med energiaftalen blev enige om at skrotte en regel, som betyder, at man som virksomhed eller offentlig institution selv skal eje solcelleanlægget på taget for at kunne slippe for at betale afgifter af strømmen fra det.

I sin mail understregede Dan Jørgensen i øvrigt også, at regeringen for nylig har gjort det lettere for naboer til solcelleanlæg at få økonomisk kompensation for generne fra anlægget.

Jeg spurgte også Dan Jørgensen, om der efter hans mening havde manglet rettidig omhu i forhold til at sikre, at det igangværende solcelleboom ruller ud over landet på den bedst mulige måde. Det svarede han ikke på.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: