Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
148 nye personer blev i går sigtet i Umbrella-sagen. Det er den seneste udvikling i en væsentlig og principiel sag, der begyndte, da 1.004 unge i januar 2018 blev sigtet for at distribuere børneporno. Dengang kørte de gule breaking news-bjælker i dagevis. Men hvad gik egentlig forud for sigtelserne? Frederik Kulager rekonstruerer historien på baggrund af aktindsigter, stribevis af interviews med efterforskere og sigtede – og besøg på internettets anonyme chatfora.
Marts 2015. Et sted i Nordsjælland
Hvor Sara bliver filmet af en gruppe drenge
Planen var, at Sara og vennen skulle i byen. Ud og feste. Men hun blev hos ham, og de havde sex. Senere kom fire af drengens venner forbi. Den forårsaften i 2015 udsatte de fem drenge den dengang 15-årige folkeskoleelev for, hvad hun senere har beskrevet som et seksuelt overgreb, hvor hendes grænser blev overskredet.
Det hele blev filmet – mod hendes vilje, siger hun selv – så der i dag findes i alt tre videosekvenser af hende. I en af videoerne, der alle er under et minut, kan man også se en af drengene, der var 15 år, med erigeret lem. Da de begge var under 18 år, er videoerne siden kategoriseret som børneporno.
Ugen efter blev Sara af en bekendt gjort opmærksom på, at videoerne florerede på sociale medier. Til Information fortalte hun senere, at hun vågnede til beskeden: “Hej Sara, jeg har en video af dig, og hvis du ikke sender et nøgenbillede, sender jeg den videre til alle mine venner.”
Det svarede Sara nej til. Men, ifølge Sara, var det ligegyldigt. Han skrev, han allerede havde sendt videoerne til alle fra årgangen. “Jeg vidste godt, der var blevet filmet den aften, men jeg var slet ikke klar over, at de kunne finde på at sende filmene videre til andre.”
I samme sekund filmene var delt, var det uigenkaldelige sket.
Over de næste år skulle de blive delt fra telefon til telefon over Facebook Messenger, indtil unge over hele landet havde modtaget dem. De 1.004 unge, der stod bag delingerne, er i dag sigtet for distribution af børneporno i danmarkshistoriens største sag om digitale krænkelser.
Undervejs i arbejdet med historien her har jeg ikke kunnet slippe den her tanke:
I takt med at meget af vores kommunikation foregår over sociale medier, har teknologien så skubbet til normerne for, hvad vi udveksler med hinanden?
Jeg er fra 1991, hvilket betyder, at jeg gik i puberteten nogenlunde dér, hvor et webkamera kostede et par hundrede kroner i Elgiganten. Med et webkamera handlede det om at cam’e med en pige. Det hed det, når man selv og pigen/drengen i den anden ende smed tøjet på webkamera. Lykkedes det, kunne man tilsnige sig et pixeleret skærmbillede af pigen.
Forskellen på dengang og det, vi ser i en sag som Saras, er, at vi aldrig udvekslede skærmbilleder. Ville jeg dele skærmbilledet, var jeg nødt til at lægge det ned på et usb-stik og cykle hen til min ven Thomas, og så hen til Mathias og forbi Christoffer og fortsætte sådan, til hele skolen havde et eksempel. Men selv hvis jeg gjorde det – hvilket havde været vanvittigt – havde ingen fra naboskolen modtaget billedet. Summa summarum: Det billede forlod aldrig min computer (som i øvrigt var stationær).
I dag er det anderledes. Ingen ungdomsgeneration har så let kunnet udveksle nøgenbilleder på den skala, som vi ser nu. Det skyldes, at det er simpelt, nej, uhyre simpelt – og teknologien er som indrettet til det: Telefonerne har kameraer så gode som spejlreflekskameraer, og Snapchat, det næstmest populære sociale medie i Danmark med 23 procent brugere, er – for de ikke indviede – en app, hvor man kommunikerer med billeder, såkaldte snaps. Instagram, det tredjemest populære medie (19 procent), er ét gigantisk billedalbum.
Så når unge udveksler nudes, som nøgenbilleder kaldes, er det, fordi nudes er det 21. århundredes svar på at få et frækt polaroidbillede med posten. Men med den kæmpestore forskel, at hvor polaroider er svære at dele ud af, kan man på Snapchat, Facebook Messenger og hemmelige grupper på Facebook dele nøgenbilleder med hele kongeriget ved få strøg på telefonen. Derfor er det faktisk forkert at sige, de unge deler nøgenbilleder. De distribuerer nøgenbilleder – og det har nogle helt nye, meget alvorligere konsekvenser.
September 2015. Nordsjællands Politi
Hvor Saras mor får at vide, hvad der er sket
I sensommeren mødte en mand fra Saras tidligere folkeskole op hos Nordsjællands Politi. Sara havde betroet sig til ham og fortalt om videoerne, der nu også blev delt mellem unge fra andre skoler i Nordsjælland. Han fortalte politiet, hvad Sara havde været udsat for, og en betjent ringede til Saras mor, som fik at vide, hvad hendes datter hidtil havde holdt hemmeligt for hende.
Moren fortalte til Information i 2016, at hun dér for første gang forstod, hvorfor Sara havde forandret sig. Fra glad og pligtopfyldende til vred og tilbagetrukket. Sara var, fortalte moren, begyndt at gå meget i byen og undgik helst øjenkontakt med moren. Efter opkaldet gik moren ind til Sara og gengav, hvad politiet havde fortalt.
Den aften græd moren ved tanken om, at datteren havde været alene med det hele i så mange måneder. Til Information sagde hun:
“For mig drejede alt sig fra det øjeblik om at gøre (Sara, red.) hel igen.”
Oktober 2015. Et anonymt netforum
Hvor videoen distribueres til resten af landet
En oktoberaften spurgte en dansk bruger af et dansk netforum, om nogen havde videoerne af Sara.
Fordi alle brugere er anonyme her, fungerer forummet som hælercentral for unge danske kvinders nudes, som seksuelt video- og billedmateriale kaldes her. Spørgsmålet, om nogen havde videoerne af Sara, markerede, at interessen i efteråret var nået et kritisk vendepunkt: Hvis først nogen uploadede videoerne her, ville alle kunne downloade dem – og med alle menes alle på internettet.
Det er ikke til at sige, hvad der er gået forud. Siden videoerne forlod telefonen, de blev filmet på, var videoerne blevet delt i private Facebook Messenger-chatsamtaler og i hemmelige grupper på det sociale medie, som vi ikke har adgang til. Men internettet glemmer aldrig.
Vores nationale søgehistorik er lagret på Google Trends, som er en offentligt tilgængelig database over, hvilke ord vi har søgt på hvornår og hvor i landet – og vi kan derfor kortlægge søgninger på Saras navn.
Allerede i marts søgte nok til, at det slog ud på kurven i Google Trends. Med Google AdWords kan vi se, der den måned var 10 søgninger på Saras navn. På det tidspunkt var det udelukkende Nordsjælland, søgningerne kom fra. Men over sommeren tog interessen til, og i efteråret søgte hele Sjælland – med begyndende opmærksomhed fra resten af landet. Det år toppede søgningerne i oktober med 1.000 søgninger på Saras navn. Det kan også aflæses på netforummet.
Her opfordrede en til at dele videoerne af Sara, hvis man havde dem. Det fik en anden til at skrive:
“Guys, hun er kun 14 år, mods (moderatorer, red.) fjerner det. Find hende på Facebook, pædoer.” (Hun var faktisk 15 år).
En tredje spurgte, om Sara vidste, hun blev filmet, og hvad hendes motivation var. På det tidspunkt syntes ingen på netforummet dog at have set videoerne, da en skrev, der var 10-15 drenge på videoerne (de var faktisk 5). “Det er smadder underligt.”
“Hahaha, hva’ fanden,” skrev en fjerde. “Lyder som en god aften i overklassen.”
Herefter skifter emnet til at handle om brætspil. Sara afviste året efter, at hun frivilligt lod sig filme og fik penge for det. “Intet af det er sandt,” sagde hun til Information. Men på netforummet var ingen dengang klogere, og inden længe søgte unge overalt i Danmark på Saras navn.
November 2015. Et sted i Nordsjælland
Hvor Sara får krisehjælp
Vi ved ikke meget om, hvad der skete i denne periode. Men vi ved fra interviewet med Saras mor, at Sara i efteråret var begyndt at se en psykolog. Samtidig, fortalte moren, var Nordsjællands Politi også begyndt at afhøre Sara, efter hun havde anmeldt drengene, der delte videoerne af hende.
Alt imens ringede bekymrede forældre hver dag til moren, har hun fortalt til Information. De ringede ikke længere kun fra Nordsjælland, men fra hele landet. Velmenende fortalte de alle det samme: at deres barn havde modtaget en eller flere videoer med hendes datter.
December 2015. Efterskoleværelse et sted i Østjylland
Hvor Mikkel modtager en “fucked up” video
Mikkel lå i sengen med sin computer. Værelseskammeraten sov tungt. På efterskolen skulle der være nattero fra klokken 22.30, og Mikkels aftenritual var at fifle rundt på nettet, før han selv også døsede hen. Den aften skrev han over Facebook Messenger med en ven fra efterskolen.
Mikkel, der i dag er 18 år og går på gymnasiet, har ønsket at være anonym, da han frygter for hans fremtidige jobmuligheder. Mikkel er derfor ikke hans rigtige navn. Hans venners navne er også opdigtede, men Mikkel har sendt mig skærmbilleder af deres samtale, der viser, at deres samtale forløb sådan her:
Mikkel og vennen diskuterede, hvilke fodboldhold de manglede at spille mod. (1.- og 2.-holdet). Ud af det blå spurgte vennen Mikkel, om han ville se nogle “fucked up” videoer. Rygtet var, skrev vennen, at dem på videoerne gik på en efterskole ikke langt fra deres.
“Ved det ikke helt,” svarede Mikkel. “Så den, du sendte til Malthe 😂 Er der ikke nogle bedre?”
Vennen sendte to videoer.
“Det er seriøst fucked up,” skrev vennen og spurgte, om Mikkel også ville se den anden video, han havde. “Den er seriøs gal.”
“Ja!” svarede Mikkel.
Han så videoerne.
“Fuck, hun er væk, og de er liderlige,” skrev Mikkel tilbage. Vennen svarede med Facebooks tommelfinger-op-emoji.
Undrer man sig over, hvorfor Mikkel og vennen tager så let på videoerne, de er i besiddelse af og distribuerer, skal man forstå dette: Er man ung i Danmark, er det ikke unormalt at have modtaget nogens nøgenbillede eller -video uden den nøgne persons samtykke.
I januar modtog jeg resultaterne af en ny, stor spørgeskemaundersøgelse med 7.363 gymnasieelever – hovedparten fra 1. g.
20 procent svarede, at de har sendt et billede eller en video, hvor de selv er nøgne eller delvist nøgne. Det var videnskabsjournalist og foredragsholder Søren Hebsgaard, der for første gang havde kortlagt, hvad gymnasieelever over hele landet tænker om at dele seksuelt indhold på de sociale medier.
I undersøgelsen svarede 12 procent af de adspurgte drenge, at de havde delt nøgenbilleder eller -videoer af nogen, de kender, uden deres samtykke. 52 procent af de adspurgte drenge havde modtaget ulovlige nøgenbilleder eller -videoer.
Det vil sige, at det som dreng på et dansk gymnasium er mere normalt at have modtaget nogens ulovlige nøgenbillede end ikke at have modtaget et. Oftest over Facebook Messenger eller Snapchat. For pigerne gælder det 48 procent. I spørgeskemaet havde en 17-årig pige skrevet: “Jeg har desværre oplevet, at et fire år gammelt billede af mig i bh, som jeg sendte til en dreng, da jeg var 13 år, nu er blevet delt i en Facebook-gruppe med 30.000 medlemmer.”
Tilbage i Østjylland var Mikkel hjemme over julen.
Den 25. december kontaktede han en ven fra folkeskolen, som han ikke havde set, siden han begyndte på efterskole. De aftalte over Facebook Messenger, at de skulle ses. Mikkel spurgte i den forbindelse vennen: “By the way, har du set de videoer fra (efterskolen, han troede, Sara gik på)?”
Det havde vennen ikke. Mikkel forklarede:
“Der er nogle drenge, der har givet en pige nogle penge mod, at de må gøre alt ved hende.”
“Nej, what,” svarede vennen. “Har du dem?”
Mikkel sendte de videoer af Sara, han havde modtaget. Den ene var 32 sekunder lang, den anden 57 sekunder. Vennen så dem og spurgte så:
“Er der sket noget med dem?”
“Ved det ikke,” svarede Mikkel. “Men det er rimeligt sygt … ”
“Meget.”
Januar 2016. Et sted på Østsjælland
Hvor Oliver deler videoen med en kollega
I Olivers 9. klasse havde alle hørt om de videoer, der var blevet delt rundt over julen. Det, der foregik på videoerne, var ulig noget, nogen 15-årig, han eller nogen, han kendte, havde set før – og ville man tale med om det, skulle man også se videoerne, var Olivers rationale.
Oliver, der i dag er 17 år og går på handelsskole, har ønsket at være anonym. Hans rigtige navn er ikke Oliver. Han er ligesom Mikkel sigtet for distribution af børneporno og frygter for sine jobmuligheder, hvis det kommer frem. Da Oliver er under 18 år, er hans forældre underrettet om sigtelsen, og vi har fået tilladelse af dem til at interviewe Oliver.
I folkeskolen var Oliver en del af, hvad han beskriver som en “klike” på fem-seks drenge fra klassen. De havde en gruppesamtale på Facebook Messenger, og det var her, en i begyndelsen af 2016 delte videoerne.
“Jeg havde aldrig set noget lignede,” fortæller Oliver. “Det var direkte ubehageligt at kigge på.”
Herfra blev videoerne, som han husker det, delt videre til en gruppesamtale med flere drenge fra skolen. Cirka 10-15 fra parallelklassen. “Det var de seje drenge.” Det var Olivers oplevelse, at lærerne aldrig opfangede, at de delte videoerne på kryds og tværs af skolegården. Ligesom ingen af klassekammeraterne sagde fra over for delingen.
“På intet tidspunkt tænkte jeg, at det, vi havde gang i, var forkert. Det lyder mærkeligt i dag, men dengang tænkte jeg ikke på Sara som et offer. Ingen af os anede, hvem hun var.”
I det materiale, som politiet har fået tilsendt af National Center for Missing and Exploited Children – en ngo, der arbejder med seksuelt misbrugte børn og unge – fremgår det, ifølge Oliver og Olivers mor, der var med til afhøringen, hvor de blev forevist materialet, at Oliver den 23. januar sendte en 19-årig dreng, som han arbejdede med, en af videoerne.
“Stakkels pigebarn,” skrev kollegaen.
“Ja, det må være for sjov,” svarede Oliver og spurgte så, om de skulle spille computerspil.
Det ville vennen gerne.
Februar 2016. Et anonymt netforum
Hvor videoerne bliver uploadet på hælercentralen
På det anonyme netforum var flere brugere tiltagende frustreret over, at ingen ville dele videoerne af Sara – som en skrev: “Alle snakker om, at de findes, men de kan ikke findes nogen steder overhovedet.”
En skrev, hans ven havde dem på sin telefon. “Skaf dem lige,” lød det så.
Men der skete intet – og skænderier bølgede på tråden. Lige indtil en anonym bruger ved 17-tiden skrev:
“Holder I kæft, hvis I får videoen … ?”
Det ville de. Men der opstod tekniske problemer, og det trak ud. Brugerne udfyldte ventetiden med at dele billeder af tre piger i et badekar og en pinupmodel med nazi-armbind. Klokken nærmede sig 21.00. “Kom nu med den fucking video …,” skrev en. “Hørt,” skrev en anden. “Sidder og venter med min stive pik. Jeg er ved at besvime … der er gået så lang tid.”
Efter næsten tre timer blev et link delt i tråden.
Det var til en krypteret fildelingsplatform, hvor man kan uploade store filer, som enhver kan downloade. Det er også sådan, de unge mænd udveksler mapper med hundredvis, ja tusindvis af nøgenbilleder af unge danske kvinder – også kaldt hævnporno. På platforme som denne er alle, der uploader og downloader, anonyme, og linket til billederne og videoerne selvdestruerer efter noget tid, hvilket – ud over krypteringen – gør det så godt som umuligt for myndigheder at spore bagmændene.
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan platformene benyttes til at distribuere ulovligt billed- og videomateriale på enorm skala. Her blev mapper som ‘Nordjyske Piger’ med 300 billeder samt videoer delt. ‘Julie Handjob’, hed en, ‘Trine Sprøjter’, en anden. På det anonyme netforum samlede interessen sig om Sara.
Brugeren, der delte linket, vedhæftede en dekrypteringsnøgle bestående af en række store og små bogstaver samt tal. “Prøv det her, bøsser,” skrev han.
“#legit,” lød det fra en af brugerne, der havde tjekket ægtheden af videoerne. Det var videoerne af Sara. Jubel brød ud.
Foråret 2016. Retten i Lyngby
Hvor de første unge mænd bliver dømt for distribution af børneporno
Et helt år efter at videoerne først var begyndte at cirkulere, googlede flere end nogensinde Saras navn. Knap 3.000 månedlige søgninger på Saras navn i foråret og over sommeren.
Den fornyede interesse kom af, at Radio24syv den 30. marts fortalte, at to unge mænd fra Nordsjælland havde fået bøder på 2.000 kroner for at have delt “meget grove og krænkende” sexvideoer efter straffelovens bestemmelser om videredistribution af børnepornografi.
Red Barnets psykolog Kuno Sørensen beskrev sagen som en af de værste seksuelle krænkelser optaget på kamera i Danmark. Nyheden nåede den øvrige dagspresse, og ugen efter stod Sara og moren for første – og eneste – gang frem i et interview med Information.
Da jeg tidligere på måneden mødtes med Henrik Gunst, som dengang ledte efterforskningen hos Nordsjællands Politi, fortalte han, han efter dommen tænkte, at sagen – for hans vedkommende i hvert fald – var lukket.
“De fik hver en bøde, vi fik videoerne fjernede fra de grupper, vi vidste, de lå i, og så lukkede vi sagen.”
Men interessen for videoerne af Sara var alt andet end lukket ned. Nogle uger efter udgav en rapper en sang, der refererede til videoerne. På Spotify blev sangen afspillet 15.000 gange på tre uger – nok til en andenplads på musiktjenestens virale hitliste.
Metroxpress talte dengang med rapperen, en 19-årig gymnasieelev fra Sydfyn. Han havde ikke selv set videoerne, påstod han, men var blevet inspireret til teksten af venner i en gruppe på Facebook. Han havde også skrevet med Sara over Snapchat, fortalte han. “… Jeg spurgte, om hun havde hørt min sang. Hun syntes, det var lidt tarveligt, og bad mig tage den ned.”
Nogle dage senere fjernede Spotify sangen.
Sommeren 2017. Nordsjællands Politi
Hvor Henrik Gunst får en opringning fra Rigspolitiet
Det var en sommerdag i juni på stationen i Helsingør, da efterforskningsleder Henrik Gunst fik et opkald fra Rigspolitiets center for cyberkriminalitet – også kaldet NC3.
Gunst har jagtet designer-tyve, været tilknyttet efterforskningen af Blekingegadebanden og fundet 1.000 våben og 1,5 tons ammunition i en træhytte ved en sø i Nordsjælland et sted. Men Operation Umbrella, som sagen om videoerne med Sara senere skulle blive kaldt, var anderledes end andre sager.
I røret lød det, fortæller Gunst, at NC3 via Interpol havde modtaget en anmeldelse om over 1.000 danske unge – knap 300 af dem fra Nordsjælland – som over Facebook Messenger havde delt sexvideoer med mindreårige til 5.000 personer.
Facebook havde opdaget de krænkende sexvideoer tidligere på året og havde fundet alle de gange, videoerne var blevet delt på Messenger de seneste to år. Herefter havde Facebook – som virksomheden er forpligtet til – anmeldt sagen til den amerikanske ngo National Center for Missing and Exploited Children, som udarbejdede de anmeldelser, der nu lå hos NC3.
“Opkaldet gjorde mig ked af det,” husker 57-årige Gunst, der har været i politiet siden 1981. “Jeg vidste, hvor meget den stakkels pige dengang havde været igennem. Nu begyndte det forfra.”
Hovedparten af de mistænkte havde delt videoerne en enkelt gang, andre hundredvis af gange. Videoerne var, lød det i røret, de samme, som Henrik Gunst året forinden havde givet to unge mænd bøder for at have delt.
“Normalt har vi én mistænkt for flere kriminelle forhold. Her havde vi over 1.000 mistænkte fra hele Danmark, der alle var mistænkt for at have distribueret de samme videoer – og derfor også skulle behandles ens og dømmes ens,” fortæller Henrik Gunst.
Nordsjællands Politi øjnede samtidig en mulighed for at give de danske unge det, som Henrik Gunst kalder et wakeupcall. Én gang for alle.
“Vi vidste, at sagen ville være noget, der ville blive talt rigtig meget om over spisebordet,” siger han. “Det var en kæmpe sag.”
Oktober 2017. Hos NC3 i Glostrup
Hvor Camilla Lund påbegynder efterforskningen af Operation Umbrella
På Ejby Industrivej i Glostrup fik Camilla Lund i efteråret samme år et skrivebord hos Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center – NC3.
Henrik Gunst havde udlånt 37-årige Lund, hvis ekspertise er digitale sexkrænkelser, som Nordsjællands Politis bidrag til Operation Umbrella.“Jeg har altid fundet sager med et it-teknisk indhold spændende,” forklarer hun, da vi taler sammen over telefonen.
Ud over Lund havde politikredsene med næstflest og tredjeflest mistænkte – Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi – udlånt hver en efterforsker, og NC3 stillede to teknologikyndige efterforskere til rådighed. Over de næste tre måneder udarbejdede de fem – hver udstyret med tre computere – detaljerede sager på hver af de 1.004 mistænkte.
Målet var, at det skulle være let for de enkelte politikredse at indkalde de unge til afhøring og sigte dem, så retssagerne i danmarkshistoriens største sag om digitale krænkelser kunne begynde.
Men før alt det skulle efterforskerne i NC3 – helt lavpraktisk – analysere anmeldelserne fra National Center for Missing and Exploited Children, der var på engelsk, til letforståelige rapporter på dansk. Det var det, der tog længst tid, fortæller Camilla Lund. I papirerne fra USA kunne en mistænkts sag godt være på 100 sider, hvis man havde distribueret videoer til flere hundrede personer.
For hver person var der oplysninger, man selv har angivet på Facebook. Mailadresse, alder, telefonnummer, adresse og så videre. Oplysningerne sammenholdt Camilla Lund med CPR-registeret for at identificere de sigtede.
Derudover havde Facebook oplyst, hvilke af videoerne med Sara man havde modtaget og/eller sendt samt de tre forudgående og efterfølgende beskeder i chatsamtalen på Messenger, så man kunne forstå konteksten, videoerne var delt i.
“Ud fra det kunne vi se, om man eksempelvis vidste, hun var under 18 år, eller om man havde efterspurgt videoerne, eller om den, man havde sendt videoerne til, havde følt sig krænket over at have modtaget materialet. Det ville alt sammen være strafbart,” siger Camilla Lund.
Facebook har ikke ønsket at fortælle, hvordan man arbejdede med sagen. I stedet henviser man til pressemeddelelsen, Facebook sendte ud i forbindelse med offentliggørelsen af Operation Umbrella tidligere på året.
I den står, at det var PhotoDNA, en gratis software udviklet af Microsoft, som automatisk – altså uden menneskelig indblanding – scanner materiale, der bliver delt i Facebook Messenger, og sammenholder det med kendt børneporno. Er det børneporno, slettes det, og der tages kontakt til National Center for Missing and Exploited Children, som tager sagen med relevante politimyndigheder. I dette tilfælde NC3 via Interpol.
Den 15. januar 2018 offentliggjorde NC3 Operation Umbrella for et måbende Danmark, og i e-Boks hos de første nogle og hundrede mistænkte – eller de mistænktes forældre, hvis man er under 18 år – landede en indkaldelse til afhøring på den lokale politistation.
Februar 2018. En politistation på Sjælland
Hvor Oliver bliver afhørt af politiet
I nætterne efter Olivers mor havde spurgt ham, hvorfor hun havde fået brev fra politiet, sov han dårligt, husker han.
Det var ikke, fordi han ikke var gået til bekendelse. Han havde forklaret hende, hvad det handlede om, og hun havde taget det pænt – hvordan skulle Oliver have vidst, pigen var under 18? Han kendte hende ikke. Desuden, havde moren sagt (og senere bekræftet til mig), var de jævnaldrende – at kalde det børneporno virkede voldsomt, syntes hun. Nej, det, der tærede på Oliver, var, hvad en dom for distribution af børneporno ville betyde for hans fremtid.
Nu var dagen så kommet, hvor han skulle afhøres, og fordi han er 17 år, havde han sin mor og far med.
På politistationen fik Oliver taget billede og fingeraftryk, og en dna-prøve med en vatpind i mundhulen. Forældrene så på. “Det var så urealistisk, ja, som en ond drøm, at se min søn blive behandlet som en, der havde slået nogen ihjel,” fortalte Olivers mor dagen efter over telefonen. “Og for hvad? Én video, han sendte for to år siden?”
Politiet konfiskerede også Olivers telefon og gennemgik den for børneporno. Det var fem – meget – lange minutter, husker han. Politiet fandt ingenting. Helt så let var det ikke gået for Olivers ven, der havde været til afhøring ugen forinden. De fandt en video med Sara, og der blev lagt ‘besiddelse af børneporno’ oven i sigtelsen.
Inde til afhøringen erklærede Oliver sig uskyldig. Han vidste ikke, det var børneporno, han delte, siger han. Da han gik ud fra lokalet med sine forældre, var han sigtet for distribution af børneporno. “Nu ved jeg ikke, hvad der skal ske med mig,” fortalte Oliver, tydeligt rystet.
Moren sagde senere, de ville få en advokat til at se på sagen. Mere var der ikke at gøre lige nu. Familien ved ikke, hvornår – hvis overhovedet – Olivers sag skal for retten. Da jeg sidste gang talte med Olivers mor, sagde hun:
“Jeg håber så inderligt, at unge i dag forstår, at de virkelig skal være forsigtige med, hvad de deler af billeder og videoer med hinanden. Ellers vil det, vi gennemgår lige nu, være meningsløst.”
Februar 2018. Retten i Lyngby
Hvor de første domme falder i børnepornosagen
Hovedpersonen i en af de første retssager i Operation Umbrella var en 19-årig mand fra Nordsjælland. Tiltalt for som 17-årig i efteråret 2015 at have delt to af videoerne i tre Facebook Messenger-grupper til i alt 59 personer.
Han var derudover tiltalt for at have krænket blufærdigheden for fem af de personer, der modtog videoerne (noget, politiet vurderer ud fra chatbeskederne), og for besiddelse af videoerne.
Anklageren krævede 60 dages betinget fængsel, forsvareren krævede frifindelse, fordi han ikke vidste, de filmede var under 18 år – og at det dermed var børneporno.
Oveni krævede bistandsadvokaterne til Sara og drengen, der var nøgen med erigeret lem på videoen, erstatning. 100.000 kroner til Sara, 75.000 kroner til ham.
Meget var altså på spil den dag og ikke kun for de involverede. Retssagen i Lyngby var én af flere prøvesager, hvor Anklagemyndigheden ville teste, hvor strengt de resterende tusind sager kan forventes at blive straffet. Med en aktindsigt i sagens dombog, jeg har modtaget fra Retten i Lyngby, kan vi nu for første gang fra første parket se, hvordan chatbeskederne fra Facebook blev brugt som bevisbyrde i retssalen – og det er ikke så lidt interessant.
Den tiltalte 19-årige, der var i hvid skjorte med grå sweater, mørke bukser og hvide sneakers, lagde ud med at forklare, at han aldrig havde spurgt efter sexvideoerne med Sara og drengene. De var dukket op “ud af det blå”, da de blev delt i en gruppe på Facebook med nogle venner fra gymnasiet.
Han huskede, at det, der foregik på videoerne, var “bizart”. Hvorfor han – ligesom så mange andre – også så videoerne. Han forklarede i retten, at han ikke kendte personerne på videoen og derfor ikke vidste, de var under 18 år – og at sexvideoerne dermed var børneporno. Han mente heller ikke, man kunne se, de var børn. “På filmen er det mørkt, og den er sløret og i dårlig kvalitet,” står der i dombogen.
Det var dengang den 19-åriges indtryk, at det, der sker på videoen, skete frivilligt. “Der bliver grinet på filmen.” Han tænkte heller ikke, at de, han delte videoerne med, havde følt sig krænket over at modtage dem. De var alle nære venner. I chatsamtalerne var det “helt normalt at modtage sjove og frække ting”. Den påstand blev understøttet af en besked fra en ven, han delte videoen med. Vennen skrev:
“Ad, har set den der video alt for mange gange nu haha.”
Herefter blev den 19-åriges forklaring udfordret.
For i chatsamtaler fremgår det også, at han godt kendte drengene i videoerne – eller i hvert fald vidste, hvilket gymnasium de gik på. På et tidspunkt skrev han: “Det er dem fra (overstreget navn på gymnasiet)”. I dombogen står der, at tiltalte “selv gik på (overstreget gymnasium)”.
Det fremgår også, at den 19-årige fik tilsendt et link med Saras Facebook-profil, hvilket, ifølge dommerne, indikerer, at han og vennerne var interesserede i, hvem hun var – og derfor også må have vidst, hun var under 18 år. Dommerne, der havde set videoerne i retssalen, mente også, at den 19-årige godt kunne se på videoerne, at Sara og drengene dengang ikke var over 18 år.
“Og,” lød den endelige konklusion, “det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1.” Altså distribution af børneporno. Dommen lød på 40 dages betinget fængsel. Retten tog ikke stilling til, om Sara eller drengen skulle have erstatning.
I Randers samme dag – den 5. februar – blev en 20-årig mand fra Syddjurs idømt 30 dages betinget fængsel for at have delt videoerne fem gange til 12 personer. Dagen efter fik en 22-årig mand ti dages fængsel for at have delt en af videoerne til syv venner, og samme dag fik en 17-årig 20 dages betinget fængsel. I sidste uge fik en 18-årig 30 dage betinget, og i forgårs fik en 19-årig pige ti dage betinget. Anklagemyndigheden har siden meddelt, man ville anke dommene. De var ikke strenge nok.
Nu er det derfor op til landsretterne at afgøre, hvor strengt de godt tusind unge skal straffes.
Efterspil
Mikkel skal til afhøring hos Midtjyllands Politi i slutningen af marts. Da han er 18 år, har hans forældre aldrig modtaget noget brev fra politiet – og han har valgt at hemmeligholde for dem, at han er blandt de sigtede. Det betyder også, at han selv betaler for en advokat.
“Det er dyrt, når man er på SU,” sagde han, da jeg talte med ham over telefonen.
Her fortalte han også, at han natten forinden var vågnet fra et mareridt om afhøringen. Han husker ikke præcis, hvad der skete i drømmen, men han havde skrevet: “Drømte om Umbrella-sagen” på et stykke papir.
På Sjælland hos Oliver vandrer tankerne også: Hvor stor vil en eventuel bøde blive? Risikerer han at komme i fængsel, og hvad siger man, når en arbejdsgiver spørger efter ens straffeattest?
“Ja, hvad siger man,” spurgte Oliver, da jeg talte med ham ugen inden afhøringen. “‘Æh, du skal lige vide, jeg er dømt for at have distribueret børneporno. Men jeg var 15 år – og det samme var pigen på videoen.’”
Han grinte. Blev stille.
Det er to år siden, han delte videoen med sin daværende noget ældre kollega. Da Oliver fortalte mig om sig selv som 15-årig, dengang videoerne gik rundgang på skolen, var det, som om han talte om en anden, meget yngre dreng.
“Der er sket så sindssygt meget siden. I dag ved jeg godt, det er forkert.”
“Selvfølgelig,” sagde han så. “Hun har fået ødelagt sit liv, og nu vil tusind unge mennesker – inklusive mig selv – også få ødelagt vores for noget, der er sket for længe siden. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes, det er retfærdigt.”
På et andet anonymt netforum var man ligeledes mærket af nyheden om retssagerne. “Alle flipper ud og kalder det børneporno.” En spurgte i en tråd, om nogen var blandt de sigtede. Det var der ingen, der var. Men flere var nu nysgerrige på videoerne.
“Er hun lækker, og har du et navn, så man kan søge hende,” spurgte en. Hvilket fik en anden til at skrive:
“Du har da godt nok ingen medfølelse for offeret, hva’? Kæft, du er afstumpet. Håber, du også får en sigtelse.”
Efter lidt tid forstummede samtalen, da ingen delte videoerne – en skrev, at det kunne være af frygt for at blive retsforfulgt. Nogle dage senere poppede en kommentar så op:
“… Tag og indse, hvad det rent faktisk kan gøre ved en piges liv … Hold kæft, jeg håber, I tænker en ekstra gang over, hvad I gør.”
Ingen har siden skrevet i tråden.