Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Ole Knudsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Biologen Vicky Knudsen tripper over naturen og græder på landsdækkende tv, når hun ser en ræv. “Det ville være så øv, hvis der kun var os”

NØRDVicky Knudsen sagde engang til Familie Journal, at hun, indtil hun blev 22, kun så på fugle. I dag har hun udvidet repertoiret noget. Foto: Andreas Houmann for Zetland / Illustration: Maria Tran for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Vicky Knudsen er biologen, der ikke ligner en biolog, og en større og større stjerne i debatten om en biodiversitet, der er i akut krise. Hun kan tale længe om hyperparasitter og mariehønesnyltehvepse og mener, at begejstring er løsningen på et af vor tids største problemer: Menneskets afstand til den natur, det lever af og med.

Spørgsmålet var, om der var en puma løs i Midtjylland.

Var der det?”

Nej, det tror jeg ikke.”

Nå.”

Vicky Knudsen og jeg sad foran en café i Frederiksberg Have, hun var kommet hjem fra Herning et par dage forinden.

Det var en stor kat,” sagde hun. Så … ikke en puma.”

Der var ellers mange i Midtjylland, der havde set noget, der lignede en puma. Historien begyndte den 17. marts, hvor en Marianne Westphall havde set et stort, kattelignende dyr på en gåtur i skovene øst for Gammel Rye, og så, mindre end et døgn senere, var et får blevet skambidt og slæbt ud af sin indhegning næsten samme sted. Så, den 20. april, havde et vildtkamera i Rye Sønderskov fanget et billede af noget, der godt kunne ligne en puma, og så, i midten af maj, havde en kondiløber set et brunt kattedyr på størrelse med en labrador løbe over en sti lidt uden for Vejle. Senere på sommeren var noget lignende blevet set i Herning, og den 3. september havde en Kitt Buchardt delt nogle billeder af et stort og brunt kattedyr på en græsmark ved Tørring og skrevet på Facebook, at måske så jeg en puma (!!!) den anden dag”.

Det gjorde Kitt Buchardt bare ikke. Det var det, Vicky Knudsen nu kunne konstatere, efter at hun, naturvejlederen Emil Bech Sanderhoff og et kamerahold fra TV 2 var blevet sendt til Midtjylland for at be- eller afkræfte pumaens eksistens på denne græsmark ved Tørring og altså var endt med konklusionen kat.

Sådan en pumahistorie er ellers bare en, man virkelig gerne ville have til at være sand,” sagde jeg. Den kan bare noget.”

Præcis,” svarede hun. Det sjove ved pumaen er, at det er et potentielt farligt rovdyr, men dens mulige tilstedeværelse synes vi er superspændende, fordi den er noget lidt eksotisk, vi ikke er vant til. Og den stakkels ulv, som vi nok har en generelt meget større frygt for på grund af de mange grumme sagn og fortællinger om den, den må bare tænke fuck, hvad har jeg gjort, siden jeg skal udryddes’. Hun semisukkede. Nå.”

Vicky Knudsen er i løbet af de seneste år blevet en tiltagende interessant og vægtig stemme i debatten om en krise, der udspiller sig i den natur, der omgiver os, og her har vi ikke blot at gøre med den i Danmark, det er hele planetens, der er i spil. Klodens biodiversitet er kriseramt, plante- og dyrearter udryddes i et stadig større omfang, fordi en enkelt art på bekostning af de andre kræver mere og mere plads at leve på, og man kan måske selv gætte, hvilken art der så er tale om. Man kalder det den sjette masseuddøen, så det er alvor nu.

Videnskaben har ikke noget præcist svar på, hvor mange arter der lever og dør på planeten, men sidste år regnede forskere fra Aarhus Universitet ud, at det vil tage fem til syv millioner år, før evolutionen kan genskabe den biologiske mangfoldighed, der fandtes alene blandt Jordens pattedyr, før mennesket spredte sig over kloden. Hele økosystemer forsvinder, noget skal ske, og dette noget skal findes i en drift, der er med til at definere, hvad det vil sige at være menneske – vi skal stoppe med at brede os og i stedet lade naturen være natur. Spørgsmålet er, om vi overhovedet aner, hvad vi er ved at miste. Det er her, Vicky Knudsen kommer ind i billedet.

Vicky Knudsen har en løsning, og den begynder med en begejstring, som man blandt andet kan se, hvis man ser tv. I programmet 1 døgn, 2 hold, 3 dyr eksempelvis, som sendes på TV 2, drøner hun sammen med biologen Bjørli Lehrmann Danmark rundt for at finde tre dyr, hurtigere end museumsinspektør Morten D.D. Hansen og kongen af dansk dyre-tv Sebastian Klein kan gøre det, og hun gør det med en enorm entusiasme og adgang til det helt store følelsesregister. Jeg har engang set hende græde på tv, fordi hun kom tæt på en ræv. Eller rettere, fordi en ræv kom tæt på hende. Hun er uddannet biolog, men foretrækker titlen naturformidler, fordi det favner bredere, og rejser som selvstændig rundt i landet og fortæller om sin begejstring for naturen, om snegle, fugle, hyperparasitter og mariehønesnyltehvepse.

Vi møder et konstant flow af negative nyheder om naturen og biodiversiteten hver dag, så jeg tror, det betyder rigtig meget, at der pludselig er nogen, der formidler med begejstring,” sagde Vicky Knudsen, da vi sad der i Frederiksberg Have. Hun havde en leopardplettet jakke og ret unge sko på. Lyst hår. Hun ville gerne sidde udenfor, fordi hun godt kunne lide at kunne holde øje med naturen, og så var det en bonus, at hun også kunne ryge, for hun var ryger, så var det altså sagt, sagde hun, og det var jo i orden, sagde jeg så. Hun fortsatte. Det gør, at vi ser naturen i et andet lys, at vi begynder at holde af den på en anden måde. Og det, vi holder af, beskytter vi. Fra de mindste myrer til fuglene til pattedyrene.”

Så stoppede hun midt i sætningen og kiggede over min skulder.

Der går en rødhals derovre. Nå.”

FUGLEKIGGERINFO: Vicky Knudsen har set 308 fuglearter i Danmark. Hendes kikkert er en Swarovski EL 8x32, hendes teleskop et Swarovski ATX 85 mm, og hendes kamera er et Olympus OM-D E-M1 Mark II 40-150 mm, 300 mm, makro 30 mm. Så.

Men det var altså pumaen, vi kom fra, pumaen, som ikke var en puma. Det var lidt nyt, at det nu var Vicky Knudsen, der var hende, som TV 2 sendte af sted for at finde ud af, at den ikke var det, for det var ikke mange år siden, at hun blev en af de større kanoner, hvad angik naturen og det tv, man lavede om den, men nu var det sådan, det var. Det, der ikke var nyt, var hendes kærlighed til naturen som sådan.

Jeg tror helt grundlæggende, at man kan have en naturpassion i sig eller ej. Det er ikke sikkert, den bliver udlevet af alle, men man kan se begejstringen og fascinationen i dem, der har den,” sagde hun. Jeg har den.”

Men, tilføjede hun, det var, som det så ofte var, hvad angår de formative år, hendes forældres skyld, at det endte, hvor det endte. De var ikke biologer eller noget”, hendes far var bankuddannet, og hendes mor, der gik ud af skolen i 7. klasse og var en rebel og senere flyttede hjemmefra for at bo i en etværelses med en granddanois, var rottefænger i dag. De var, sagde hun, ikke lige så besatte omkring naturen som jeg”. Slet ikke i dag. Hun grinede.

Der er da et citat. Vicky Knudsen er besat.”

Hun grinede igen.

Men altså. De var nørder. Begejstrede. Og der var ingen frygt for naturen.”

En gang, på en tur til Öland, løftede Vicky Knudsens far hende op, så hun kunne se en hugorm, der lå på et slags plateau i en ruin. I samme nu kom en kvinde ind med sin søn og spurgte, hvad de kiggede på, en hugorm, svarede Vicky Knudsens far, og kvinden skreg op og slæbte sin søn ud, men sådan var Vicky Knudsens forældre, der var en giftslange, og man skulle i sagens natur ikke gå for tæt på eller samle den op eller noget, men se lige, hvor fed den er.

De gav mig en fascination af at se på fugle og konstant lede efter elge, selv om man kun fandt deres lort.”

Pointen, sagde hun, var begejstringen, der var både midlet og målet.

Man skal have de rigtige fortællinger og historier fortalt. Får man det, tror jeg, det er de færreste, der ikke kan se, at kærligheden til naturen giver mening.”

Også andet ved Vicky Knudsens naturbegejstring havde med familie at gøre. Da hun var 10 år gammel, døde hendes 20-årige søster i en ulykke.

Hvilken rolle spillede naturen for dig, da hun døde?” spurgte jeg.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg tænkte over det dengang, men jo, jeg tror, det betød meget for mig at kunne komme ud, måske bare så jeg ikke dvælede ved det. Og mine forældre var også gode til ikke at lade det gå ud over mig, selv om det var en ubegribelig sorg. Det betød noget at kunne komme på fugleture og lade mig begejstre.”

I februar i år skrev hun på sin blog, at hun ikke var i tvivl om, at søsterens død var en af årsagerne til, at hun havde meget svært ved at se nogen som helst glas som halvtomme.

Man ved ikke, hvad der sker i morgen,” sagde hun nu. Selv hvis jeg har dårlige dage og ondt af mig selv, eller hvis der i naturfaglige kredse bliver talt ned til mig, fordi jeg er ung og en kvinde, så tænker jeg, at det kunne altid være værre. Det kunne altid være så grelt, at …”

Hun holdt en lille pause.

Det kan man ikke tage fra mig.”

FAVORITTERVicky Knudsens yndlingsfugl i Danmark må være "DEM ALLE SAMMEN," men hun er stor fan af halemejsen, den røde glente og husskaden. Foto: Andreas Houmann for Zetland

Som barn havde Vicky Knudsen travheste, hunde, katte og får, ikke så mange får, men nogle får. På et tidspunkt et hængebugsvin. Hun gik på opdagelse ved sin morfars gård ved Skibby, hvor der var en skov og en sø og en rævegrav, hvori ingen ræve længere boede, men altså, jeg gik jo alligevel i hele min barndom og håbede på at se den der ræv alligevel,” sagde hun. Så var mine forældre ude at gå en tur, og så var der kommet en ugle lige hen over hovederne på dem, og,” og det næste råbte hun nærmest, hvordan gik jeg glip af det, men det gjorde jeg altså, og det lagde hele tiden til ved min nysgerrighed.”

Hun fortalte om at sidde og glo på frøer, mens alle sikkert spekulerede over, hvad ungen lavede”, men der sad hun altså, og hun kiggede også på fisk, og det var bare det vildeste, at der levede så gigantiske fisk i den sø, og så var der en snog, der pludselig kom hen over vandet, og kan slanger svømme, og jeg skal give dig, skal jeg, altså, der er virkelig mange minder, men ingen om regler og restriktioner.”

Nu, sagde hun, tænkte hun nogle gange over, hvordan hun skilte sig ud i et felt af halvgamle mænd i striktrøjer, for det er sjældent, at unge kvinder med tatoveringer, og som går op i, hvad de har på, er biologer. Det har jeg hørt rigtig meget for.” Hun stoppede kort op. Neglelak!” halvråbte hun så. Hvor mange gange har jeg ikke hørt for, at jeg går med neglelak? Det er helt off.”

Nogle dage efter ringede jeg til førnævnte Morten D.D. Hansen, museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Jeg så tidligt et stort lys i hende,” sagde han. Jeg kunne bare se, at det der var eddermame et talent ud over det sædvanlige. Hun begyndte ret tidligt at blafre lidt med ørene, hun har bare den der x-faktor. Det er fuld gas, hun er der bare.” En væsentlig del af nævnte x-faktor bestod, sagde han, af, at Vicky Knudsen gjorde vold på alle forestillinger om, hvordan en naturformidler så ud, altså mand, gummistøvler, islandsk sweater, fuldskæg, Alene i vildmarken. Og så kom hun der og strålede, genialt.”

Morten D.D. (for det var det navn, man i Mediedanmark havde givet denne vildt talende mand) fik sammen med Nordea-fonden for nogle år tilbage en idé til at lave et show, som fik navnet Jeg kigger på fugle, og han krævede at få Vicky Knudsen med.

Simpelthen,” sagde han. Det skulle hun være en del af. Hun kan bare det pis. Hun har følelserne uden på tøjet, fuld gas, stor begejstring.” Det var også den stil, han selv praktiserede, med stor succes. Jeg er rigtig god til det, jeg laver, det ved jeg godt, jeg er, og så kommer Vicky ind og kan det faktisk bedre. Altså. Hun sparker rigtig meget røv.”

Sebastian Klein, der havde lavet tv om dyr i mange, mange år, var enig.

Hun har en god pædagogisk metode. Jeg har den ikke. Jeg ville ønske, jeg havde den, men det har jeg ikke,” sagde han.

Kan du ikke efterligne den?” spurgte jeg. Snyde lidt?”

Jeg prøver.” Han grinede i telefonen. Jeg prøver skam. Men jeg er meget imponeret over, hvordan hun gør meget komplicerede, naturlige processer simple. Og hun er så vild med natur. Hun skal jo bare se en snegl, så er hun ovenud lykkelig. Det her er noget, hun brænder for. Og når du ser folk brænde, som hun gør, ligesom man har gjort helt tilbage fra doktor Ingvald Lieberkind, der gik med butterfly ud i mosen og fangede en frø, til Holger Bech til Willerslev-drengene, når de formidler et eller andet, så kan man se deres begejstring.”

Det, der var med biodiversitetskrisen, sagde Klein, var, at den faktisk var simpel, især i forhold til den anden af vor tids store kriser, de globale klimaforandringer, hvis konsekvenser og potentielle tidslinje vi endnu ikke havde helt styr på.

Men vi ved præcis, hvad konsekvenserne vil blive af biodiversitetskrisen. Vi ved præcis, hvad vi skal gøre for at forhindre den.” Altså stoppe med at brede os. Så det er en langt mere håndgribelig krise, men den er i bund og grund mindst lige så alvorlig, vil jeg sige.”

Hvorfor?”

Fordi vi mister grundlaget for alting i øjeblikket. Vi pøser vandet ud af badekarret lige i øjeblikket. Og vi kommer til at stå i noget meget lavt vand til sidst.”

På caféen i Frederiksberg Have talte Vicky Knudsen og jeg om fuglekiggermiljøet i Danmark, som fandtes.

Der går jo blærerøv i det,” sagde hun. Da der sidste år blev holdt Danish Birder Awards for første gang, talte alle kun om fugle, de havde set. Det kunne godt være, man lige kunne sige nå, det er godt at se dig, det er ti år siden sidst, hvordan har du det, fedt nok, du har fået en familie, whatever, nå, den fugl, du siger, du så forleden der, hvordan var det med det?’ Det er et helt sindssygt fællesskab, der opstår omkring det. Med kærlig mobning og nogle gange knap så kærlig mobning.”

Nå, okay, er det et hårdt miljø, det fuglekiggermiljø der?”

Det kan det godt være. Men det er mest dem oppe i toppen, der kan være lidt hårde. Dem, der leder efter de virkelig sjældne fugle. Og man kan også sige, at fugleverdenen har været hård ved kvinder, det har meget været sådan, at kvinder ikke kan finde ud af at se på fugle. Det er heldigvis ved at ændre sig. Jeg kan blive så indebrændt nogle gange.”

Så landede der en gråsort fugl ved siden af bordet, vi sad ved.

Hvad er det for en?”

Det er en allike. Jeg elsker alliker. De er så intelligente, du kan nærmest se det på deres øjne. Det er kragefugle generelt.”

NUMMER ET. ENGANGVicky Knudsen vandt titlen som Årets Bedste Naturformidler i 2017. Foto: Andreas Houmann for Zetland

Vicky Knudsen var ikke alene. Det var, som om der i den danske populærkultur var kommet et lidt større fokus på naturen og biodiversiteten, for eksempel levede vi nu i en verden, hvor biologer som hun og Morten D.D. var kendte, og hvor DRs børnekanal Ramasjang fik 5-årige over hele landet til at samle skrald på strandene for at redde havets dyr”, som kampagnens slogan og ambition lød. Vicky Knudsen mente også selv, at noget var begyndt at ske.

For det første er der kommet flere af os, der er gode til at formidle naturen,” sagde hun. Men jeg tror også, der er kommet mere politisk fokus på biodiversitetskrisen.”

Da daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen besøgte et biodiversitetssymposium på Aarhus Universitet i januar, sagde han noget i samme retning:

Biodiversitet fylder stadig mere i vores bevidsthed. De fleste kan jo godt gennemskue, hvad det er, men for fem-ti år siden var det ikke noget, der fyldte særlig meget for andre end dem, der arbejdede med det. I dag fylder det meget for os alle sammen og særligt for mig som miljø- og fødevareminister.”

Tre måneder senere satte han 150 millioner kroner af til et rigt og varieret plante- og dyreliv”, og da regeringsmagten skiftede hænder to måneder til senere, skrev den nye regering i sit såkaldte forståelsespapir, at den ville skabe større biodiversitet og mere skov”, og at den ville lave en biodiversitetspakke, som skulle forhandles i løbet af den næste periode. Spørgsmålet var, om det var nok.

Befolkningen er blevet meget bevidst om klimaet, men i løbet af de seneste år er også biodiversitet blevet et almindeligt udtryk,” sagde Vicky Knudsen. For et par år siden var det totalt et fagudtryk, men bare det, at alle ved, hvad biodiversitet betyder, viser jo, hvilken udvikling der er. Og det er godt. For når man siger, at vi er i gang med den sjette masseuddøen, så lyder det hårdt. Og det er det også. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har vi et ansvar for naturen. Det er ikke unormalt, at arter uddør, men det er første gang nogensinde i denne klodes historie, at en art er ved at udrydde så mange andre. Vi er en art ud af millioner, men det er os, der gør forskellen. Derfor er vi de eneste, der kan tage ansvaret.”

Og derfor begejstringen, den var både naturlig og nødvendig. Vicky Knudsens opgave var at få os til at værdsætte naturen, og det i så høj grad, at vi følte, den var for værdifuld til at miste. Som dengang, hvor hun græd på tv, fordi hun så en ræv, det var der flere tusind, der så, og det var jo så netop pointen. At der var flere tusind, der så hendes begejstring over den her ræveunge og måske derigennem selv blev begejstret over den.

Ja, lige præcis,” sagde hun. Og mange skrev, at de blev rørte, fordi vi blev rørte.”

Jeg blev sgu også rørt.”

Og det er jo netop sagen. Man fik naturen tæt på. Det var et vildt øjeblik, og det vil for evigt stå indprentet hos mig. Jeg skal så meget have den tatoveret.”

Så talte hun om, at hendes tv-makker Bjørli Lehrmann måske havde fundet en svamp, som ingen andre i verden nogensinde havde set. I Danmark.

Og det er egentlig også en meget god indgang til, hvad det er, der begejstrer mig så meget,” sagde hun. Hvor sindssyg evolutionen er. Sådan noget som den svamp eller mariehønesnyltehvepsen. Hvordan ting gennem millioner af år bliver finpudset og tilpasset. Det er det evolutionære kapløb. Vores evolutionære fordel er, at vi har så store hjerner, men der sker ting derude, som simpelthen er uden for vores fatteevne.”

Nu var Vicky Knudsen i gang, nu talte hun hurtigt om den her mariehønesnyltehveps.

Hvordan en lillebitte hveps finder ud af, at den skal inficere lige præcis mariehøns, som ingen har lyst til at spise, fordi de har de her advarselsfarver, og som derfor kan beskytte dens afkom. Hvordan kan larven inden i mariehønen finde ud af, at den ikke skal spise de vitale dele, sådan at mariehønen dør, men kun de ting, der ikke er vitale, for så til sidst at kravle ud af mariehønen, klar til at forpuppe sig. Og lige præcis der, når mariehønen til et stadie, hvor den er helt paralyseret og står stille, så larven kan kravle ud og forpuppe sig. Og 25 procent af de her mariehøns kan rent faktisk leve videre bagefter. Hvordan helvede har den lille hveps fundet ud af alt det? Og hvordan har en hyperparasit fundet ud af at snylte på den hveps, der snylter på mariehønen? Det er der, begejstringen kommer fra.”

Hun holdt en kort pause.

Jeg synes, det ville være så”, tryk på så, fattigt, hvis der bare var os. Det ville være så øv, hvis der kun var os. Alle de her arter har tilpasset sig i millioner af år, og uanset hvor små eller store de er, så kan de de vildeste ting. Og når man så en gang imellem får den ære, at noget natur viser en noget tillid. Altså.”

Det er fundamentalt fascinerende,” sagde jeg.

Præcis,” sagde hun. Og så benovet bliver jeg hver gang. Jeg får det samme evolutionære kick hver gang.”

Lille pause igen.

Altså. Det er jo for vanvittigt. Alle elsker at høre gode historier, og naturen har de bedste. Om jeg bliver hundrede år, vil der være nye ting, jeg kan lære om naturen. Bare Danmark deler vi med cirka 37.000 arter, og jeg kender ikke halvdelen af dem.”

Så rettede hun sig selv.

Jeg kender ikke engang en fjerdedel af dem.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem