Lad os stille det sværeste spørgsmål overhovedet: Hvor meget må det koste samfundet at redde et liv fra corona?

  • 30. marts 2020
  • 23 min.
ALT PÅ ÉT BRÆTDet har været nogle helt særlige uger. Hele samfundet er blevet mobiliseret for at redde én bestemt gruppe mennesker fra at dø. Hvad nu? Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Indsatsen mod corona koster det danske samfund milliarder. Indtil videre har viljen til store økonomiske ofre været til stede, men flere og flere er gået i gang med at stille spørgsmålet: Hvornår bliver det for dyrt? Regnestykket er vanskeligt og ubehageligt – men det er ikke umuligt at lave. Her er alle de faktorer, der indgår i kalkulen over, hvad et liv er værd i kroner og øre lige nu.

Da vi ringer til Lone Nielsen første gang, står hun ved Verdens Ende. Det er et udkigspunkt lidt uden for Middelfart, hvor hun bor. Man kan se over Lillebælt til Jylland. Lone er Zetland-medlem, og vi ringede til hende, fordi hun havde skrevet en kommentar under en artikel, der viste, at hun, på en meget personlig måde, gik og tumlede med det vigtigste spørgsmål lige nu, nemlig: Hele den her nedlukning, hele den her indsats, vi gør lige nu, er det det hele værd? Og Lone kigger på sig selv derude ved Verdens Ende, hun er i farmoralderen, som hun siger, og hun tænker, at hvis alt det her er sat i værk for at redde sådan en som hende, så synes hun faktisk ikke, at det er det værd.

Altså, mit ældste barn er 31, den yngste er 21, der er en på 23, og jeg har børnebørn. Tanken om, at det er deres liv, der går i stå for mig, det kan jeg slet ikke se nogen grund til.”

Blæsten suser gennem telefonrøret.

Det er også sådan helt … Jeg synes, jeg er et ganske overflødigt menneske.”

Det spørgsmål, Lone her tumler med, fylder overalt. Sundhedsøkonomer har ligget i talkrig i medierne, tænketanke og politikere er begyndt at turde debattere, om samfundsindsatsen mod corona-virusset egentlig er det hele værd. Det er et svimlende stort spørgsmål. Måske er det det største spørgsmål, et samfund kan stille sig selv, fordi det grundlæggende handler om at fastslå, hvilken pris man kan sætte på et menneskeliv.

Under normale omstændigheder, dengang før epidemien kom, var det, som om samfundet havde en balance. Hver dag blev der truffet valg i Folketinget, i regionerne, på sygehusene, og de valg havde den ret logiske konsekvens, at nogle dør, og andre lever. Der er liv, vi som samfund gerne vil gå langt for at redde, og så er der liv, hvor vi som samfund har vurderet, at prisen for at redde dem er for høj. Under normale omstændigheder er de valg så måske gemt lidt bag et slør, gemt væk i ekspertråd og rapporter og i beslutninger om, hvorvidt der skal bygges et autoværn eller ej, eller om den og den medicin er for dyr. Nu, under epidemien, er det, som om det slør er hevet væk, og valgene og diskussionen bliver taget i helt bogstaveligste forstand. Fra Italien er der historier om folk, der afviser at få adgang til respiratorer, fordi de mener, andres liv skal reddes først. Politikere fra Donald Trump til Lars Løkke Rasmussen er begyndt at tale om, at den pris, vi betaler lige nu, risikerer at koste både milliarder af kroner og menneskeliv længere nede ad vejen. Sundhedsøkonomer har advaret om, at vi risikerer at kigge tilbage på det, der sker nu, og sige, at vi brugte for mange milliarder, vi stoppede samfundet for meget, og dermed: Vi ofrede andre menneskeliv og andres livskvalitet i forsøget på at redde patienter fra at dø nu.

Lones spørgsmål er derfor: Hvornår er prisen for at redde et menneskeliv så høj, at samfundet ikke bør betale den? Og bare lige for at gøre det rigtig ubehageligt, så er det spørgsmål, hun stiller, jo i virkeligheden det her: Findes der et tidspunkt, hvor det bliver for dyrt for os alle sammen at redde folk som Lone?

BESKYTTET“Der er forskel på at leve på grund af frygt for døden og leve på grund af livsglæde. Og jeg synes, det, vi gør nu, mere minder om frygt,” siger Lone Nielsen. Privatfoto

Et svar på spørgsmålet om, hvorvidt noget er prisen værd, må oplagt begynde i økonomiens verden. Og her findes der faktisk allerede en helt reel og vedtaget pris for, hvad et menneskeliv i Danmark er værd. Tallet er 34 millioner kroner per menneskeliv. Beløbet kommer fra Finansministeriet, der hver år regner prisen ud, fordi myndighederne har brug for tallet i deres arbejde med at styre det danske samfund og beslutte, hvilke ting det giver mest mening at gøre, og hvordan vi bedst bruger samfundets penge og ressourcer. Et klassisk eksempel, hvor tallet kan bruges, er, at man skal have sat et autoværn op et sted i Danmark. Man har to tilbud. Mulighed A koster 100 millioner kroner, mulighed B koster 200 millioner. Men hvis mulighed A kun redder tre menneskeliv om året, og mulighed B redder ti, så giver mulighed B mest mening, fordi man får flere menneskeliv for pengene. Cost-benefit-analysen er bedre med mulighed B.

Det her tal, de 34 millioner, bliver vi nødt til at dykke dybere ned i, for historien bag tallet er et helt lille eventyr og fortæller os en del om, hvordan vi som samfund ser på det enkelte menneskes værdi. Det fortæller Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, der kender eventyret helt fra begyndelsen. Det begyndte for 40 år siden, da jeg var en ung mand,” som han siger.

Dengang, fortæller han, var Vejdirektoratet forpligtet til at tænke trafiksikkerhed ind i sine beslutninger. Måden, de gjorde det på, var ved at forsøge at finde en værdi, de kunne bruge som grundlag for deres beregninger.

Og det var ingeniører, og de tænkte, at værdien af et menneskeliv, det er nok, hvad man kan tjene i restlevetiden.”

Vejdirektoratet regnede derfor ud, hvad en gennemsnitlig 40-årig person kunne tjene i sin resterende levetid, og dermed, hvad personens død ville koste staten i tabte indtægter.

Det var,” siger Jes Søgaard, hvad du kunne kalde en slaveøkonomi.”

De beregninger gav dengang et menneskeliv en værdi på tre-fire millioner i nutidspenge. Men på et tidspunkt kom der en ny idé. Faktisk kom den blandt andet fra Jes Søgaards hoved. Den bestod i en ny måde at regne værdien af et liv ud. Man kunne lade os, borgerne, demonstrere, hvad vi selv synes, vores liv er værd i kroner og øre, ud fra den her simple logik: Vi mennesker laver hele tiden små trade-offs i forhold til sikkerhed. Vi skal beslutte, om vi vil købe en brandalarm, om vi vil have bilen med de gode bremser, om vi vil have det mest sikre børnecykelsæde, og alle de beslutninger fortæller noget om, hvor mange penge vi er villige til at bruge på at mindske vores risiko for at dø.

Hvis du selv begynder at tænke over det, så vil du også kunne se, at du sommetider har travlt og siger okay, nu ofrer jeg lidt af sikkerheden, for jeg skal nå til det her møde’, og så går du måske over for rødt eller whatever,” siger Jes Søgaard.

Derfor begyndte han og andre forskere at udvikle metodiske spørgsmål, der kunne undersøge, hvilke beslutninger vi træffer i forskellige scenarier. Tilsammen giver besvarelserne et datasæt, hvor forskerne kan se, hvad folk har vist sig villige til at betale i kroner og øre for at mindske deres risiko for at dø med x antal procent – alt efter hvilke valg de træffer i deres dagligdag. Og de svar kan man så gange op for at se, hvor meget folk vil betale for at mindske deres risiko for at dø til nul. Finansministeriet formulerer det sådan her: Værdien af statistisk liv angiver betalingsviljen for en reduceret risiko for at dø.” Og den samlede værdi er altså, i ministeriets seneste beregning fra foråret 2019, 34 millioner kroner. Det er det, et menneskeliv er værd i statens øjne, og det er det beløb, man bruger til at vurdere, hvor mange penge det giver mening at bruge på at gøre en rundkørsel eller et autoværn mere sikkert.

Regnestykket har en pendant i sundhedsvæsenet. Men der kigger man ikke kun på, hvor mange menneskeliv man kan redde. Man prøver også at tage den livskvalitet, man kan købe for pengene, med i regnestykket. Jes Søgaard bruger en fiktiv nyrepatient som eksempel.

Det er ikke sjovt at være nyrepatient. Du er ofte i hæmodialyse, og selv om det betyder, at du får renset blodet, er det bøvlet og betyder måske, at din livskvalitet kun er på 75 procent. Så selv om din alder måske betyder, at du har ti års overlevelse tilbage, tæller det kun som 7,5 år. Men hvis du så får en nyretransplantation i stedet, får du måske 12 års overlevelse og kommer helt op på 80 procents livskvalitet. Det er den måde, man udregner det på i stort set hele den vestlige verden. Det er standardmodellen.”

Det her er altså, lidt forsimplet, den regnemetode, som sundhedsvæsnet normalt bruger til at vurdere, hvilke behandlinger der bedst kan betale sig, og dermed, hvilke menneskeliv det er værd at redde. Men den beregning er sat ud af kraft i de her dage, i hvert fald når det gælder patienter, der er smittede med corona-virus.

Og det er noget, som flere og flere sundhedsøkonomer er begyndt at kritisere. I Kristeligt Dagblad den 24. marts talte flere økonomer og læger om, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at kigge tilbage og diskutere, om indsatsen mod corona har stået mål med resultatet. En af dem, læge Torben Mogensen, vurderede, at vi er i gang med at betale mellem en og to milliarder kroner per reddet menneskeliv her. En vigtig note til dét er, at det regnestykke reelt kun vil kunne laves på bagkant, når vi kender alle detaljerne. Men Sundhedsstyrelsen har vurderet, at der i denne første bølge af epidemien i Danmark vil dø mellem cirka 1.600 og 5.500 danskere. Det betyder, at vi med vidtgående tiltag kan undgå tab af omkring 4.000 menneskeliv. Vi ved bare ikke, hvor i det spektrum vi kommer til at ligge, og ingen ved, hvordan samfundsøkonomien vil klare sig igennem krisen. Derfor kan hele beregningen af pris per reddet liv tidligst gøres op om adskillige år, når støvet har lagt sig, og vi kender de nødvendige tal.

Det går ikke, at kuren er værre end sygdommen. – Donald Trump

Vi kender altså ikke regningen endnu. Alligevel er alle sundhedsøkonomer, der har udtalt sig til medierne, også Jes Søgaard, dog ret enige om, at prisen for at redde de corona-patienter, der ville være døde uden samfundets indsats, bliver markant højere end den pris, vi normalt vil betale. Så hvad er det, der gør, at vi i hvert fald indtil videre har stået last og brast om indsatsen? Det skyldes, siger Jes Søgaard, at der er større ting på spil end bare menneskeliv.

Det handler også om borgernes tillid til sundhedsvæsnet og i virkeligheden til hele det samfund, vi lever i.”

For at forstå det, siger han, må vi forestille os, hvad der ville ske, hvis sundhedsvæsnet brød midlertidigt sammen, så sådan en som ham – han er 65 år og derfor delvist i risikogruppen – ikke kan få hjælp.

Hvis jeg kommer ind til Bispebjerg Hospital med kraftigt åndedrætsbesvær, og de siger, de er kede af det, men du er for gammel til at få behandling, vi er nødt til at prioritere de yngre patienter’, så begynder både min og nok også mine børns tillid til samfundet at skrumpe. Jeg vil begynde at tænke: Hvorfor fanden skal jeg så betale skat?’ Det er sådan nogle ting, der er på spil, og det er ikke lige det, man lærer at sætte en pris på på nationaløkonomistudiet.”

Den frygtelige og næsten utænkelige situation, Jes Søgaard beskriver, er blevet til virkelighed i Italien. Her har læger på nogle hospitaler måttet vælge ikke at behandle mennesker over 60 for COVID-19 og i stedet prioritere de unge patienter, der har større chance for at klare den og potentielt har længere tid at leve i. I en velfærdsstat som vores gør sådan noget ondt på hele samfundskontrakten. Velfærdsstaten opkræver en høj skat, men passer til gengæld på os. Og på vores bedsteforældre.

På den måde giver Jes Søgaard her en ekstra grund til at redde Lones liv. Det er en værdifuld handling, ikke bare fordi Lone er et rart menneske, men også, fordi det opfylder samfundskontrakten. Og når man gør det for Lone, gør man det samtidig for os alle sammen og viser, at alle vi andre kan regne med, at velfærdsstaten vil forsøge at gøre det samme for os, hvis vi en dag står i samme situation. Det her viser os som indbyggere i det her velfærdssamfund, at kontrakten stadig gælder. At staten passer på os uanset hvad.

Så hele samfundet er mobiliseret – eller, omvendt, demobiliseret – for at opfylde denne her samfundskontrakt lige nu. Vi har samlet alle vores kræfter for at dæmme op for én ganske bestemt slags dødsfald, for nogle ganske bestemte slags menneskeliv og for et ganske bestemt formål. Vi har sat alt på ét bræt på en måde, som vi aldrig nogensinde har gjort før, og de liv, vi er i gang med at redde lige nu, er på den måde blevet mere værd, end en danskers liv plejer at være. Det mærkelige er, at situationen på en og samme tid er et perfekt udtryk for de grundidealer, vores samfund er bygget på – og en dyb udfordring af de idealer.

En gruppe forskere fra Københavns Universitet er gået i gang med at følge danskernes holdning til indsatsen mod corona-epidemien. Indtil videre har 50 procent af deres respondenter svaret, at samfundet skal minimere dødsfald for enhver pris. Knap 35 procent er klar til at acceptere flere dødsfald for at redde økonomien.

Den danske velfærdsstat bygger i høj grad på idealet om humanisme. Så vi ringede til filosoffen Rasmus Ugilt, som har forsket i, hvordan sådan noget som terror og frygt påvirker os, og spurgte, hvad humanismens idealer siger om værdien af et menneskes liv.

Helt klassisk,” svarede han, kan man næsten sige, at humanismen siger, at man ikke må stille det spørgsmål. Forstået på den måde, at værdien af et menneskeliv er, at det er uvurderligt. Hvis man følger Kant, som er en af de store filosoffer, der har været inspirationskilde til den forestilling om humanisme, vi har i dag, er pointen den, at mens alt andet har relativ værdi, så har mennesket absolut værdi. Man kan også sige det sådan, at et menneskeliv har værdi i sig selv.”

Immanuel Kant, den helt store tyske oplysningsfilosof, levede i 1700-tallet, og han er altså blandt dem, der har tænkt mange af de tanker, vores moderne humanisme baserer sig på. Og det, Immanuel Kant var med til at gøre, som var helt nyt, var at sige, at et menneskes liv har en værdi i sig selv. Også hvis det ikke har nogen funktion, også hvis det ikke bidrager til samfundet eller betyder noget for andre menneskers liv. Og også hvis det ikke tror på Gud. Og det var en ret vild tanke.

Men Immanuel Kant sagde til gengæld ikke, at alle menneskers liv var lige meget værd, når han sagde, at deres liv havde absolut værdi. Han mente, at man slet ikke skal stille spørgsmålet, man skal slet ikke have diskussionen om, hvor meget eller lidt et menneskeliv er værd, eller om for eksempel dit liv er mere værd end dine forældres, fordi du er yngre og statistisk set har længere tid tilbage at leve i. Så Immanuel Kant var ret radikal. Rasmus Ugilt kalder ham nådesløs i sin tankegang, fordi der ikke er plads til kompromiser.

Immanuel Kant formulerede et tankeeksperiment, der illustrerer hans kompromisløshed og forklarer, hvor den kommer fra. Det handler om løgn, for han mente nemlig heller ikke, at man må lyve. Og igen, under ingen omstændigheder.

Kant bruger det her vidunderlige eksempel, hvor du skal forestille dig, at der kommer en flygtning, som du gemmer i dit hus. Kort tid efter kommer der så en morder, der er efter flygtningen, og spørger dig, om du gemt ham der hr. Jensen i dit hus. Og Kant siger så, at du ikke har lov til at lyve for ham. Det må du simpelthen ikke. Du skal være ærlig og sige ja, jeg har gemt ham herovre i skabet, kom du bare indenfor og slå ham ihjel’. Det er virkelig benhårdt. Du må aldrig nogensinde, ikke engang i de der absurde situationer, misbruge det andet menneskes tillid, for så misbruger du deres status som fornuftsvæsen. Og Kants pointe er selvfølgelig ikke så dum endda. For du kan sgu ikke vide, om hr. Jensen har besluttet sig for at kravle ud af skabet igen og gå om på den anden side af huset, hvor morderen vil gå om i det øjeblik, du siger nej, jeg har ikke gemt hr. Jensen her’. Sagt på en anden måde: Konsekvenser er flygtige. Du kan ikke vide, hvad konsekvenserne af dine handlinger vil blive, så det eneste, du har at støtte dig til, hvis du vil handle moralsk rigtigt, er absolutte regler, som lad være at misbruge menneskeheden i den anden eller i dig selv.”

Grunden til, at det her eksempel er godt, er, at det forklarer, hvorfor Immanuel Kant mente, vi skal være kompromisløse. Hvis vi går på kompromis med vores idealer, har vi stadig ingen garanti for, at der vil komme noget godt ud af det. Vi kender ikke konsekvenserne af vores handlinger, vi kan ikke forudsige eller kontrollere fremtiden, og vi skal derfor, mente Immanuel Kant, holde fast i vores idealer for enhver pris.

De her tanker kan overføres meget nemt og direkte på den sundhedsøkonomiske diskussion. Her sagde vi, før corona-krisen ramte, at nogle liv er for dyre at redde. Pengene er bedre brugt på at hjælpe nogle andre. Immanuel Kant ville så indvende, at vi ikke kender konsekvenserne af at lade være med at hjælpe nogen. Vi ved ikke med sikkerhed, om det ville gavne økonomien. Der kan altid ske noget, vi ikke kunne have forudset. Og derfor siger hans filosofi, at vi skal holde fast i vores idealer og hjælpe folk, uanset hvad prisen er. Fordi der aldrig bør sættes en pris på et menneskeliv. Og fordi det simpelthen er umoralsk at forsøge.

Det spørgsmål, der så begynder at presse sig på, er, om det overhovedet kan lade sig gøre i praksis. Om man kan bygge et samfund efter Kants tanker. Rasmus Ugilt tvivler.

Altså, nu har vi cyklet lidt rundt i den her snak om, hvad der egentlig ligger i den klassiske humanisme, og det er også en måde at komme frem til, at der nok er et eller andet, der er lidt naivt her. For alt andet lige kommer vi i en situation, hvor vi skal vælge mellem ét menneskeliv og et andet menneskeliv. Det gør vi sådan set hele tiden. Og så kan vi ikke slippe for at sige, at det er den ene eller den anden, der skal hjælpes. Vi er nødt til at vælge.”

Immanuel Kants idealer og den hardcore humanisme fungerer altså ifølge Rasmus Ugilt ikke i virkeligheden, fordi vi her er tvunget til at træffe beslutninger om, hvem vi vil hjælpe, og i det øjeblik, vi gør det, forbryder vi os mod Kants ideal, fordi vi vurderer, hvem det bedst kan betale sig at hjælpe. Så du får mig ikke til at lave et forsvar for den helt almindelige forståelse af humanismen, for i den virkelighed, vi befinder os i i dag, består en stor del af den konkret praktiske, politiske side af humanismen i at prøve at lukke øjnene. For pointen er, at prisen er der.”

Der er en pris på et menneskeliv. Vi sætter den hele tiden. Finansministeriet gør den hvert eneste år op i helt konkrete kroner og øre. Så som Rasmus Ugilt ser det, har vi slet ikke den her kantianske humanisme i dag. Det, vi har, er måske snarere en ekstremt udvandet version af den. En version, der går ud på, at vi siger, at et gennemsnitligt liv er lige meget værd, i hvert fald hvis man er dansk statsborger. Vi har altså begrænset vores humanisme til at gælde os selv, og i stedet for at undgå at værdisætte menneskelivet har vi sat prisen ens for alle. Og det er helt sikkert en version, som Immanuel Kant ville hade, netop fordi den er fuld af kompromiser.

HENRYKTImmanuel Kant gik først og fremmest op i moral. Og han ville nok mene, at vi danskere de seneste uger har haft betydelig bedre moral, end vi plejer. Illustration: Wikimedia Commons

Det vildeste, der måske er sket her i Danmark de seneste uger, er derfor, at vi har opgivet alle de her normale kompromiser. Da corona-epidemien ramte os, opgav vi Finansministerie-tankegangen om, at et menneskeliv er x antal millioner værd. Regeringen har droppet cost-benefit-analyserne, og befolkningen har foreløbig set ud til at støtte op omkring beslutningen. Vi har simpelthen sagt, at nu må vi handle. Nu må vi undgå, at folk dør, helt uden at spørge, hvad det ville koste, før efter beslutningen om at lukke store dele af landet ned var truffet. Der er simpelthen noget andet og mere end økonomi på spil.

I den her situation kan vi ikke regne os frem til, hvad der er det rette valg,” siger Rasmus Ugilt. Her skal vi træffe beslutninger om, hvem vi vil være, og hvad vi vil være for et slags samfund.”

Med andre ord er det her præcise øjeblik i historien også øjeblikket, hvor vi får at se, hvem vi er som mennesker, og hvem vi er som samfund. Og det, vi ser, er ret overraskende, i hvert fald for Rasmus Ugilt, der altså ikke har vildt stor tiltro til den moderne humanisme.

Er vi faktisk, inde i den her de facto-undtagelsestilstand, også kommet nærmere Kant?

Ja, det er jo det sjove ved det. Vi har handlet på en måde, som er overraskende kantiansk. Vi har valgt at sige, at vi er ligeglade med omkostningerne. Vi skal håndtere den her krise, og så må prisen vise sig efterfølgende. Og det er næsten så kantiansk, som det kan blive.”

Vi har simpelthen erstattet den økonomiske tankegang med en kantiansk etik, der først og fremmest spørger: Hvad er det moralsk rigtigt at gøre? Faktisk, siger Rasmus Ugilt, er det en pointe, vi kan skærpe. Det er jo endda de mindst produktive medlemmer af vores samfund, som vi bruger enorme midler på at redde. Og der er noget Kant og Løgneren over det. Vi er ligeglade med omkostningerne. Vi tager vare på menneskeligheden i den anden person, og så er der ikke mere at gøre ved det. Vi reagerer som fællesskab ret spontant og med stor opbakning fra os alle sammen i retning af at sige jamen, det her er noget, vi skal gøre, og så må det koste, hvad det koste vil’.”

Der er næsten noget smukt over den pointe. At et 300 år gammelt ideal lige pludselig, på baggrund af en forfærdelig krise, er blevet til virkelighed. Det er, som om vi ser den arv, vores samfund hviler på – og som ellers til tider kan være svær at få øje på. Men spørgsmålet er selvfølgelig stadig meget kompliceret. For der er jo en grund til, at Finansministeriet har den her standardpris for et menneskeliv. Det er en model, der er lavet, for at vi kan hjælpe flest muligt mennesker for de penge, vi nu har til rådighed. Man kunne altså også sige, at vi i virkeligheden svigter vores ansvar lige nu, fordi vi skubber regningen foran os, og fordi vi ser ud til at være ved at skabe en ny økonomisk krise, der risikerer at få endnu værre konsekvenser end selve sygdommen. Og selv om Rasmus Ugilt langt hen ad vejen er kritisk indstillet over for Immanuel Kant og andre kompromisløse humanister, så er det, som om de to filosoffer lige nu og her deler en tanke. Nemlig den, at vi skal passe på med at tro, at vi kan forudsige og kontrollere fremtiden.

Økonomer taler nemlig lige nu om, at vi befinder os i en radikal usikkerhed, hvor vores økonomiske modeller bryder sammen. Der sker ting i verdensøkonomien, som ingen forstår, og ingen ved reelt, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede samfundet ned. Ingen kender konsekvenserne. Og som Immanuel Kant sagde: Når man ikke kender konsekvenserne af sine handlinger, må man gøre det, man tror på. Det, der er rigtigt.

3,3 millioner amerikanere

... meldte sig arbejdsløse i løbet af én uge i marts. På en normal uge ligger det tal på et par hundred tusind.

Så i nogle uger har vi som samfund været næsten helt ovre i Kants lejr. Men de seneste dage har så vist, at vi er på vej tilbage til en mere normal måde at tænke på i takt med, at flere og flere taler højt om tankerne om, hvorvidt de her menneskeliv, vi redder, er prisen værd. Og når Lone Nielsen tænker over det, ser hun, at vi jo ikke sætter samfundet i stå for at stoppe de over 200 dødsfald i trafikken hvert år. Vi sætter ikke samfundet i stå over de mellem 500 og 2.000 dødsfald, der kan ske i løbet af en influenzasæson. Mens vi talte i telefon med Lone, fandt hun nogle tal frem, hun havde siddet og kigget på på Danmarks Statistisk.

Lad os se. Jo, her. Statistisk set ville der i en ganske almindelig marts måned dø omkring 4.120 mennesker. Og sandsynligvis ud af de 54.000, der døde i 2019, var de 41.000 over 70 år.”

Og hvad siger det dig?

At vi dør før eller siden. Lige meget hvad vi gør.”

Og med det siger hun implicit, at fordi hun er deropad i alderen, kan det lige så godt være hende, der ryger. Hendes liv er mindre værd lige nu. Uanset om Kant ville kunne lide det eller ej. Og Lone gik skridtet videre ned ad den her tankerække. Hvis jeg alligevel er undværlig, så er der måske en tanke i at ofre mig,” tænkte hun. Så hun skrev til Københavns Universitet, da hun hørte, at de havde gang i at teste en corona-vaccine.

Så fandt jeg universitetets hjemmeside, jeg fandt forskerens navn i maillisten og skrev og tilbød mig som testperson. Men de var så langt i setuppet, at det ikke gav mening. Han skrev faktisk hurtigt tilbage og takkede, men det var ikke lige relevant.”

Hvad var din tanke med at tilmelde dig?

Jamen, hvis ikke det var sådan nogle halvgamle som mig, man skulle prøve det på, hvem så? Livet går ikke i stå, hvis jeg ryger ud af spillet, hverken hvis jeg bliver syg eller dør af det.”

Alt i alt, når man kigger på den indsats, samfundet har lagt i at dæmme op for de her corona-dødsfald, er det tydeligt, at selv om Lone her selv synes, hun er undværlig i det store spil, er der bare noget over situationen, som har gjort lige præcis de her dødsfald langt vigtigere end alle andre dødsfald. De her liv, vi lige nu er i gang med at redde, tegner til at blive de mest politisk signifikante liv i, ja, vel i hvert fald min levetid her i Danmark. Den bedste sammenligning, jeg lige kan komme på, er, at der hvert år bliver skudt og dræbt, hvad er det, 10.000 mennesker i USA. 10.000 ofre for gun violence. Men dé tabte liv er åbenbart så meget inden for normalen, at der ikke er nok pres på for at gøre noget ved dem politisk. Mens de 3.000, der døde under terrorangrebet i New York den 11. september 2001, dé 3.000 dødsfald var de måske mest signifikante dødsfald i den vestlige verden i min levetid. Altså, ja, måske lige indtil coronaen ramte. De ændrede verden, de dødsfald. Og der er bare noget ved corona-epidemien og de dødsfald, dén medfører, der har den samme slags vægt lige nu. Det er samfundsforandrende dødsfald, fordi de i modsætning til så mange andre udfordrer hele idéen om vores samfund, vores plads i verden og vores måde at være sammen på. Den vægt, de bærer, har fået os til for en stund at kaste alt over bord.

Spørgsmålet er så, hvad den fase, den ultimative fase, har gjort ved vores måde at tænke på. I takt med at vi taler om, hvordan vi kan åbne samfundet op igen, bliver diskussionen om, hvad et menneskeliv er værd, kun endnu mere vigtig. Og sværere. For så skal man netop til at sige, at nu er vi klar til at ofre corona-menneskeliv for at få økonomien til at køre igen. Vi skal finde balancen med dette her virus, ligesom vi har fundet en balance med de 12.000 døde rygere hvert år, de 200 trafikdræbte, de op imod 2.000 influenza-dødsfald. Alle de steder har samfundet fundet sig til rette med, hvad der er normalt. Vi har besluttet, at 200 trafikdræbte ikke er så meget værd, at de skal stoppe trafikken. Og diskussionen om, hvad corona-balancen skal være, bliver måske kun sværere, fordi vi kommer fra et sted, hvor vi har ofret virkelig meget for at stoppe en gruppe meget specifikke dødsfald.

Vi ved stadig ikke, hvordan den her nye normal kommer til at indfinde sig, om det bliver med en vaccine eller flokimmunitet eller en lang periode, hvor vi åbner lidt og lukker lidt, og der kommer nye udbrud. Men på et eller andet tidspunkt bliver nogen nødt til at stille sig op og sige, at her er den balance, vi skal have. De og de dødsfald er vi nødt til at acceptere, mens de og de dødsfald må vi kæmpe for at forhindre. Vi skal meget snart ud af Immanuel Kants drømmeverden og tilbage til den normale måde at styre vores samfund på. Kant ville nok have sagt, at vi har været bedre mennesker, end vi plejer, de seneste uger.

Inden vi var færdige med interviewet med filosof Ramus Ugilt, spurgte vi, om han troede på, at vi ville holde fast i nogle af de tanker, når tingene falder til ro igen.

Øøøøøøøhhhh, haha, nej. Når vi vender tilbage til en eller anden form for normaltilstand, vænner vi os også til at være de røvhuller, som vi hele tiden har været.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: