Dylan D. var ikke bare skuffet over sidste sæson af Game of Thrones. Han var vred. Her havde han fulgt troligt med i samfulde otte sæsoner, investeret urimelig mange timer i serien, anbefalet den til sin familie, og så sluttede den sådan? Han følte sig svigtet.

“Vi fik et forhastet, grinagtigt inkonsistent kludder af en sæson fyldt med tåkrummende, karaktersmadrende dialog, hvor alle opførte sig som idioter,” skrev han om slutningen.

Sådan var der mange, der havde det. På Twitter blev det i foråret 2019 nærmest en folkesport at latterliggøre den før så universelt elskede serie. Men Dylan D. – en selvudråbt nørd, som ikke vil ud med sit efternavn – gik et skridt videre. Han gik ind på Change.org og begyndte en underskriftsindsamling, som forlangte, at ottende og sidste sæson omgående blev genindspillet med “kompetente forfattere” ved roret. Det var mest for at få luft, og han tænkte ikke videre over det. Ikke før en uge senere, hvor en kollega kom hen og spurgte, om det var ham, der havde lavet den dér virale underskriftsindsamling.

På det tidspunkt havde flere hundrede tusind skrevet under. I dag er tallet 1,7 millioner.

En decemberdag i 2017 formastede Jakob Stegelmann, den veltjente vært på DR’s Troldspejlet, sig til at sige, at han godt kunne lide Star Wars-filmen The Last Jedi. Bagefter fik han flere “hadefulde” beskeder fra trofaste seere, som erklærede, at de hermed ikke længere kunne stole på Stegelmanns dømmekraft.

Det var en lille mundsmag på noget, som filmens instruktør Rian Johnson og skuespillerinden Kelly Marie Tran oplevede i ekstrem grad i de dage. Johnson og Tran blev begge groft chikaneret på Twitter af arrige Star Wars-apostle, som hadede filmen af hele hjertet, fordi de mente, at den begik helligbrøde mod den originale trilogi.

Toxic fandom kalder man det, når hengivne fans pludselig forvandler sig til forsmåede fjender. Med nettets virale våben ved hånden forsøger de at sabotere det værk, de plejede at elske, eller hævne sig på de mennesker, som i deres øjne har taget det fra dem og forgrebet sig på det. En populær definition fra folkeordbogen Urban Dictionary lyder sådan her:

“En type fan, der opfører sig som et fjols, skaber negativitet og dermed ødelægger fanfællesskabet indefra.”

Eksemplerne fra de seneste år er talrige. Der var Dylan D.s underskriftsindsamling, der var backlashet mod The Last Jedi, der var smædekampagnerne mod det kvindelige Ghostbusters-reboot og superhelt(ind)efilmen Captain Marvel. Senest var der Ariel. Disney annoncerede i juli, at filmselskabet havde castet en afroamerikansk skuespillerinde til at spille H.C. Andersens havfrue i live-action-remaket. Det var der en del på Twitter, der blev sure over. Tag bare Will her:

Det, som Will og de andre sure var sure over, var, at Disney i deres optik ikke havde hyret den bedste skuespiller til jobbet, men havde forsøgt at please en politisk korrekthedskultur, som har taget overhånd. Mange tilfælde af toxic fandom sker, når et filmstudie forsøger at gøre et traditionelt hvidt mandeunivers mere mangfoldigt med hensyn til køn, seksualitet og etnicitet. En sort Ariel, en sort Hermione (i teaterstykket Harry Potter and the Cursed Child), et kvindeligt Ghostbusters-sjak, en kvindelig superhelt, en Star Wars-film, hvor kvinderne sætter mændene på plads.

Ofte afreagerer de vrede fans ved at forulempe skuespillere, instruktører og forfattere på sociale medier. The Last Jedi-instruktør Rian Johnson modtog efter eget udsagn dødstrusler, asiatisk-amerikanske Kelly Marie Tran blev jaget bort fra Twitter og Instagram af racistiske trolls, og afroamerikanske Leslie Jones fra Ghostbusters blev sammenlignet med en gorilla som led i en koordineret chikanekampagne, der blev anstiftet af alt-right-ikonet Milo Yiannopoulos.

Toxic fandom rækker ind i tidens voksende ideologiske kulturkløft mellem den unge, progressive venstrefløj og internettets nye ekstreme højrefløj. Men det handler også om andet end det. Nemlig om, hvordan internettets trollingkultur kan forplumre billedet. Og om nørdernes nyvundne magt.

I 1990’erne, da jeg voksede op, var en nørd ikke noget, nogen havde lyst til at være. Nørderne blev mobbet ud af skolegården, så hvis man brugte det meste af sin fritid på at spille videospil eller læse tegneserier, var det ikke noget, man talte højt om. Jeg gjorde ikke, i al fald. Jeg var kun en nørd derhjemme. I skolen spillede jeg fodbold og grinte behørigt ad de dér freaks, der spillede rollespil.

Senere kom internettet, og som så mange andre skabsnørder migrerede jeg hurtigt hertil. Her fandt man et fællesskab. Hvor man før havde dyrket sin passion alene eller, hvis man var heldig, sammen med et par venner, kunne man nu dele den med et helt netværk af fremmede, der var forenet gennem kærligheden til én bestemt ting – om det var My Little Pony, Pokémon eller Dungeons & Dragons.

“Hvis der var to nørder i en klasse, så var de meget alene. Men med internettet og den globale udvikling kunne man have en meget snæver interesse og alligevel finde tusind andre, som man kunne dele den med,” som Jakob Stegelmann fra Troldspejlet siger, da jeg fanger ham på telefonen.

Selv var jeg aktiv på et debatforum dedikeret til computerspillet Football Manager. Her gav det streetcred at være en nørd, og det var ucool at være en noob – en nybegynder, som ikke var god til computere og Football Manager. Mit digitale jeg var langt mere selvsikkert og slagfærdigt, det var en fed følelse, men det var ikke noget, jeg kunne overføre til den virkelige verden. Jeg levede et dobbeltliv på det digitale drengeværelse, og der var stadig hermetiske skodder mellem det og verden udenfor. Det var utænkeligt at fortælle mine klassekammerater, at jeg brugte mine aftener på at chatte med en flok computernørder, som jeg kun kendte ved deres aliasser.

“Hvis du i 1990’erne sagde, at du havde venner på internettet, så sagde du dermed også, at du ikke havde venner i virkeligheden,” siger Lars Konzack, som – ud over at være nørd – er lektor i informationsstudier på Københavns Universitet og har brugt meget af sin forskerkarriere på at nørde nørdkultur.

Klip til i dag, hvor smartphonen er blevet en forlængelse af vores arm, og vores onlineliv og virkelige liv er smeltet sammen i en sådan grad, at det ikke giver mening at skelne. Hvor man kan blive rig og berømt af at spille computer. Hvor man kan se andre spille computer på landsdækkende fjernsyn. Hvor elever hellere vil blive hjemme og læse lektier end at drikke sig stive. Alt det, som nørderne engang blev mobbet for, er i dag ikke bare normalt; det er cool. Det er cool at være klog, det er cool at spille videospil, det er cool at gå op i noget. Det er cool at være nørd.

Bill Gates var ikke cool, dengang han dukkede op. Han havde briller så store som tekopper, hans tøj var kikset, og hans hår var helt forkert.

Men ifølge Lars Konzack var det om nogen Microsoft-manden, der gjorde nørden cool.

“Der sker et skred, da Bill Gates bliver verdens rigeste mand. Pludselig var det sådan lidt: Wow, det kan godt være, at han er en nørd og ret kikset, men han er milliardær. Så måske var det ikke helt dårligt at være nørd,” siger Lars Konzack i telefonen.

Senere kom Steve Jobs, den menneskelige rullekrave bag Apple. Og senere endnu Facebook-skaberen Mark Zuckerberg, Amazon-stifteren Jeff Bezos og alle de andre techmoguler. De scorede ikke bare kassen på deres nørderi; de blev også forbilleder for en generation af nørder og sågar paradoksale stilikoner for normcore-hipsterne, der har annekteret nørdernes fodformede tøjstil og nostalgiske nicheinteresser.

Og så var der, som sagt, internettet. Bygget af nørder som Bill Gates, Steve Jobs og Mark Zuckerberg og befolket af deres åndsfæller, som indrettede det med alt det, nørder nu engang interesserer sig for: fantasy, science fiction, superhelte, computerspil, rollespil, den slags. Så da nettet senere blev udbredt til masserne, blev masserne immigranter i en verden, som nørderne havde skabt.

“World wide web slog bredt igennem midt i 1990’erne. På det tidspunkt havde nørderne allerede etableret nogle kulturelle koder, som nytilkommerne nu skulle lære,” siger Lars Konzack. “Det var nørderne, der opfandt nettet, byggede det, begyndte at bruge det og fyldte det med det, de interesserede sig for. De nye på nettet blev kulturpåvirket af nørderne.”

Med andre ord: For at blive integreret i nørdernes verden måtte man lære nørdernes sprog, koder og normer at kende. Man måtte blive en nørd.

Det betød to ting: 1) at der blev flere nørder, slet og ret, og at nørderne blev en mere broget og mangfoldig flok. Og 2) at Hollywood opdagede, at der var et voksende og dedikeret marked for den slags fortællinger, som tidligere havde været anset som underlødig underholdning.

Siden har filmfabrikken forsøgt at mætte det marked ved at stopfodre det med film og serier målrettet nørderne: The Matrix, Ringenes Herre-trilogien, Harry Potter-filmene, Buffy the Vampire Slayer, Silicon Valley, Ready Player One, Game of Thrones, Stranger Things, Star Wars-prequels, Star Wars-sequels, Star Wars-spinoffs, Rick and Morty, Hunger Games, Marvels superheltefilm, DC’s superheltefilm, 20th Century Fox’ superheltefilm. Et cetera.

Mange af titlerne blev kommercielle kæmpesucceser, som tiltrak endnu flere fans, som skabte endnu større efterspørgsel, som førte til endnu flere film. På den måde blev udviklingen selvforstærkende i en sådan grad, at man i dag dårlig kan tale om, at nørdkultur er blevet en del af populærkulturen. Det er snarere sådan, at nørdkultur er populærkultur.

“I 1980’erne var nørdkulturen forbeholdt en lille, lidt indspist og meget engageret gruppe mennesker. I dag er det noget, alle taler om,” siger Jakob Stegelmann, der som vært på Troldspejlet har gjort mere for at promovere nørdkulturen i Danmark end nogen anden.

“Det er stadig mærkeligt for mig, at så mange mennesker kender så mange superhelte, for jeg var vant til, at vi kun var nogle få, der kendte dem. Det har jeg vel selv en vis medskyld i,” griner han.

Nørdkulturens udbredelse har ikke kun indflydelse på, hvilke historier der bliver fortalt, men også hvordan de bliver fortalt.

Film- og tv-selskaberne beflitter sig på at behage de allermest inkarnerede (og købelystne) fans med mere og mere indviklede plots samt såkaldt fan service. Sidstnævnte er små, indforståede nik og intertekstuelle referencer, som kun de ‘rigtige’ nørder fanger. Skoleeksempel er Marvel Cinematic Universe, en eksorbitant succesfuld filmserie baseret på Marvels superheltetegneserier, som er kendt for at nurse nørderne med obskurt interne henvisninger frem, tilbage og til siden i universet.

“Det komplekse har altid været en del af attraktionen for nørder, for det giver en fornemmelse af at være en del af en gåde, som man er med til at løse,” siger Jakob Stegelmann. “Folk er blevet i stand til at aflæse langt mere komplicerede plots. Det ser man også med HBO’s serier, hvor man ofte kan se tre afsnit uden at fatte en brik af, hvad der foregår. Derfor kan Marvel tillade sig at lave utrolig mange referencer.”

Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at superheltefilmene også bliver rost og hædret af de kritikere og smagsdommere, som plejede at fnyse ad den slags barnagtigt tidsfordriv. Stegelmann peger på esoteriske Spider-Man: Into the Spider-Verse fra 2018, der vandt en Oscar for bedste animationsfilm, som et endegyldigt bevis på, at de nørdede fortællinger er blevet blåstemplet af parnasset. Og han elsker det.

“Jeg siger tit, at hvis det havde været sådan, da jeg var 12 år, ville mit liv have været perfekt,” griner han. “Man kan kun misunde dem, der får lov at opleve det i den alder.”

Her kunne historien sådan set være sluttet. Med en happy end, hvor nørden fik oprejsning og levede lykkeligt til sine dages ende. I stedet har historien taget et mørkt twist.

Når Jakob Stegelmann læser Anders And-bladet (hver uge, stadigvæk), kan han tage sig selv i at tænke: Sådan ville Anders aldrig gøre.

“Men hvor ved jeg egentlig det fra?” spørger han retorisk.

Jakob Stegelmann har aldrig mødt Anders And, men han føler, at han kender ham efter alle de timer, de har tilbragt sammen. Sådan er det nemlig at være nørd. Når man har dyrket noget intenst og passioneret i lang tid, så udvikler man ejerskabsfornemmelser og beskyttertrang. Man føler, at man har en aktie i det, man har investeret sin tid i – lidt ligesom når en fodboldfan omtaler sin yndlingsklub som “vi”.

“Når vi tager fiktive universer til os, så bliver de også vores. For nogle fans kan det næsten minde om den måde, man dyrker en religion på,” siger Jakob Stegelmann.

Det er der ikke noget nyt eller nødvendigvis galt i. Eksempelvis vakte det stor ståhej, da den første Star Wars-film blev genudgivet i 1997, og instruktør George Lucas havde klippet en scene om, så gavtyven Han Solo ikke længere affyrede det første skud i en skudduel. Tilsyneladende var det for at gøre antihelten mere sympatisk, men fansene mente, at han burde forblive flosset, så det blev der en del ballade over. I dag er udtrykket ‘Han skød først’ nærmest synonymt med fansenes følelse af ejerskab.

“Til tider er vreden berettiget,” siger Jakob Stegelmann. “George Lucas er selvfølgelig i sin gode ret, det er hans univers. Men alligevel …”

Det nye og det gale er den hooliganagtige adfærd, som flere og flere nørder tyer til, når deres helte ikke opfører sig, som de mener, at de burde. Som når en populær Game of Thrones-karakter pludselig bliver til en sadistisk massemorderske. Eller når en vranten Luke Skywalker optræder meget lidt jedi-agtigt som eremit på en øde ø i The Last Jedi.

Det kan man med god ret være skuffet over – jeg var selv meget lidt begejstret for slutningen på Game of Thrones. Men for nogle fans er det, som om beskyttertrangen er blevet besidderisk, og den religiøse hengivenhed er blevet til et korstog mod enhver, som krænker så meget som et komma i de hellige skrifter. De føler, at de har krav på at blive hørt og adlydt. Og med de sociale mediers virale magt kan de mobilisere og hævne sig som aldrig før.

“Når noget bliver mainstream, kan det blive meget vigtigt for dem, der føler sig som de ægte og mere vidende fans, at hævde sig. Det er en stammekultur, som minder om fodboldens hooliganisme, og en del af at være i en stamme er åbenbart at hade de andre. De gør man eksempelvis ved at hade The Last Jedi, netop fordi almindelige mennesker syntes, at den var fed. Så bliver det en del af nørdkulturen at sige: ‘I fatter ikke en brik,’” siger Jakob Stegelmann.

At være nørd er at være en del af et netværk, som er forbundet gennem fælles interesser, fælles koder og fælles sprog, og som i høj grad definerer sig i opposition til dem, som ikke er en del af fællesskabet. Men i det øjeblik, noget bliver populært, bliver det også demokratiseret. Det bliver udbredt til en masse mennesker, som har deres egne idéer om, hvordan tingene bør være, og hvordan heltene bør se ud og opføre sig. Nørderne, som var vant til at have deres universer og deres helte for sig selv, skal nu vænne sig til at dele dem med hele verden. Og mange har tydeligvis svært ved at dele.

“Mange har ikke helt kunnet vænne sig til den nye rolle,” siger Lars Konzack. “De har altid gerne villet accepteres mere, og nu bliver de det, men de er ikke vant til at være på en scene, hvor tingene får en større offentlighed. De har haft tingene for sig selv og kun diskuteret det med ligesindede, men nu kommer andre og blander sig, og de har deres egne meninger.”

Toxic fandom har været et af de mest omstridte og betændte samtaleemner i populærkulturelle kredse de senere år.

Men hvor stort det er, er svært at sige.

Man taler om Poes lov (ikke horrorforfatteren Edgar Allan, men en tilfældig fyr ved navn Nathan Poe, som formulerede teorien på et internetforum). Den går i al sin enkelhed ud på, at det er så godt som umuligt at skrive noget som helst satirisk, ironisk, sarkastisk eller parodisk på nettet uden at risikere, at nogen misforstår det og tager det for pålydende.

Ifølge medieforskerne Whitney Phillips og Ryan M. Milner, som har skrevet bøger om trollingkultur, er Poes lov nøglen til at forstå, hvordan fake news og ekstreme synspunkter har vundet udbredelse på nettet i algoritmens tidsalder. Nogen deler en fabrikeret nyhed for at lave grin med de godtroende mennesker, som er villige til at tro på den slags, og opslaget bliver set af et godtroende menneske, som er villig til at tro på den slags. Eller: Nogen karikerer et ekstremt synspunkt for at parodiere det, og andre ser det og læser synspunkt minus ironi.

Noget lignende kan være på spil, når vi taler toxic fandom. Den danske journalist og medieforsker Morten Bay fra University of Southern California er en af de få, der har forsøgt at kvantificere fænomenet ved at undersøge backlashet mod Star Wars: The Last Jedi. Kritikken antog typisk to former:

1. Nogle var utilfredse med filmens kvalitet, plot og ikke mindst helten Luke Skywalkers karakterudvikling. Skywalker-skuespiller Mark Hamill var faktisk en af de skuffede fans. “Han er ikke min Luke Skywalker,” sagde Hamill i et interview, hvilket affødte det virale hashtag #NotMySkywalker.

2. Andre mente, at filmen var et knæfald for feminisme og politisk korrekthed. Mens heltene i de gamle Star Wars-film var hvide mænd, er det i The Last Jedi de kvindelige og farvede karakterer, der viser sig klogest, stærkest og mest heltemodige.

(Lad mig lige indskyde en længere parentes for at slå fast, at man godt kan synes, at The Last Jedi var en dårlig film, uden at man automatisk er racist eller kvindehader af den grund, og at toxic fandom handler mere om måden, utilfredsheden kommer til udtryk på (chikane, smædekampagner, trusler, boykotter, what have you), end om årsagerne til den. Der findes også eksempler på toxic fandom med omvendt politisk fortegn: Da Ruby Rose sidste år blev castet som den homoseksuelle Batman-karakter Kate Kane/Batwoman, måtte skuespilleren, der betragter sit køn som flydende, høre for, at hun ikke var lesbisk nok, siden hun ikke identificerede sig som kvinde. Få uger senere trak Scarlett Johansson sig fra en rolle som transkønnet efter hård kritik fra LGBT-miljøet, som ikke mente, at en ciskønnet – altså en person, der identificerer sig med sit biologiske køn – burde spille en transperson. Med det sagt, så ville det være naivt at nægte, at racisme og sexisme har været tændsatserne for nogle af de grelleste eksempler på toxic fandom, hvor især farvede kvinder er blevet udsat for trusler og dehumaniserende kommentarer. På den måde indskriver toxic fandom sig i tidens store kulturkrig mellem progressive liberals og den højreradikale alt-right-bevægelse, der mener, at maskuline og vestlige værdier er truet af feminisme, identitetspolitik og politisk korrekthed. Nu kan de ikke engang have deres film i fred).

Godt så: Morten Bay, den danske medieforsker, indsamlede og analyserede 967 beskeder, som The Last Jedi-instruktør Rian Johnson havde modtaget på Twitter i månederne efter filmens premiere. Af disse blev 206 kategoriseret som negative. Bay anslår, at kun cirka halvdelen af de negative kommentarer kom fra ægte fans, som var oprigtigt skuffede over filmen. Den anden halvdel stammede fra trolls, bots og politiske aktivister fra blandt andet alt-right-bevægelsen, der tilsyneladende var pænt ligeglade med Star Wars og blot benyttede lejligheden til at så politisk splid.

Og sådan er det efter alt at dømme med mange af de her eksempler. Nu bliver det anekdotisk, men går man på jagt efter de tweets, som har antændt de forskellige kontroverser, er der ofte tale om ret få, som så til gengæld bliver retweetet igen og igen, ofte af folk, som tager afstand fra det oprindelige tweet. Senest kunne det amerikanske kulturmagasin Slate sandsynliggøre, at opstandelsen omkring Disneys afroamerikanske Ariel var en shitstorm i et glas vand, pisket op af trolls, falske profiler og folk, der forsvarede castingen og fordømte kritikerne, men som dermed uforvarende kom til at forstærke billedet af en fanbase i oprør. Der var reelle racister og ægte sure fans, men de var, ser det ud til, færre, end man skulle tro.

Derfor er det så svært at få rigtigt hold om fænomenet toxic fandom. Det er ikke til at gennemskue, hvem der virkelig mener det, de skriver, og hvem der er ude på at politisere populærkulturen for at fremme en bestemt dagsorden med taktikker, der minder om dem, som blev anvendt af russiske trolls og fake news-fabrikker i forbindelse med Brexit og USA’s præsidentvalg. Vi så noget lignende, da Donald Trumps præsidentkandidatur fik et viralt vindstød af internetaktivister på Reddit-forummet The_Donald, som var et arnested for alt-right-bevægelsen. Mens mange tydeligvis mente det, de skrev, hævdede andre at være apolitiske trolls, som udelukkende gjorde det for the lulz (for sjov). Resultatet var imidlertid det samme, og for udenforstående blev det med tiden umuligt at skelne mellem dem, der var for real, og dem, der var for the lulz.

“Politik har aldrig været en særlig stor del af fankultur,” siger Jakob Stegelmann. “Når jeg møder folk i virkeligheden, kan jeg ikke genkende det, man ser på de sociale medier – de ekstreme politiske holdninger, racismen, sexismen. Jeg tror, der sidder nogle mennesker og udnytter det, som måske ikke selv er fans. Det gør det svært at kortlægge kulturen. Men den er i hvert fald meget højrøstet.”

De seneste par år er filmbranchen så småt begyndt at gøre modstand. En voksende række branchefolk, blandt andre The Last Jedi-instruktør Rian Johnson og Game of Thrones-forfatteren George R.R. Martin, har taget afstand fra de hævngerrige fans’ adfærd, som ifølge sidstnævnte er “giftig på en måde, som den gamle fankultur ikke var”.

“Der var uoverensstemmelser og fejder,” sagde George R.R. Martin for nylig i podcasten Maltin on Movies, “men intet i stil med det vanvid, du ser på internettet.”

Og tidligere på året fjernede den populære filmhjemmeside Rotten Tomatoes muligheden for at bedømme og kommentere på en film inden premieren for at forhindre, at forsmåede fans skulle skade en films billetsalg med bundbedømmelser. Det skete, efter at Captain Marvel var blevet mål for en koordineret kampagne for at sværte filmen og hovedrolleindehaveren Brie Larson, efter at hun i et interview havde udtalt, at der var for mange hvide, mandlige filmanmeldere.

Smædekampagnen gav for resten bagslag. I skrivende stund er Captain Marvel den næstmest indbringende film i år ifølge hjemmesiden boxofficemojo.com. Så måske var der igen tale om, at nogle få mænds råben fik ekko på et internet, hvor algoritmens og Poes lov råder, og tingene hurtigt – som nørderne lærte – kan få viral vind i sejlene.

Og heri består problemet, mener Jakob Stegelmann. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og så længe toxic fandom ikke skader – og måske ovenikøbet styrker – billetsalget, har branchen ikke noget incitament til at bekæmpe den.

“Rent kynisk set tror jeg ikke, det er i deres interesse at gøre noget ved det. Bundlinjen har ikke noget problem med den opmærksomhed, som det her skaber,” siger Troldspejlet-værten. “Spørgsmålet er, hvad vi andre skal stille op med en kultur, som bliver mere og mere hadefuld. For det er alvorligt, det her. Det er en meget negativ udvikling.”

Og selv om sidste sæson af Game of Thrones næppe står til at blive genindspillet, og Dylan D. inderst inde godt ved det, så lader det til, at den udvikling først lige er begyndt.