Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Phillip Tømmerholt er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Politikeren bag Europas vækstmirakel har faktisk kun gode ting at sige om ideologiernes død

BLÅLIGAndrus Ansip er liberal og hører til i den blå blok i Estland – bortset fra at de slet ikke har blokke i Estland. Alle fotos: Sander de Wilde for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

De nye partier og den politiske fragmentering har skabt kaos i Europas vestlige demokratier, men EU’s nye duks og tigerøkonomi – Estland – har klaret sig fremragende med koalitioner på kryds og tværs af ideologiske skillelinjer. I dette interview opfordrer den estiske EU-kommissær og tidligere statsminister Andrus Ansip til at droppe vanetænkningen.

ROMANTIKKEN OMKRING DE STORE opgør mellem de liberale, konservative og socialistiske idéer, der har præget den europæiske parlamentarisme i mere end 100 år, gennemsyrer stadig det politiske liv i særligt det vestlige Europa.

Selv om de store ideologier ofte bliver erklæret døde, og de gamle partier beskyldes for at ligne hinanden til forveksling, bliver valgkamp efter valgkamp – den seneste i Danmark var ingen undtagelse – afviklet som et historisk opgør mellem røde og blå, progressive og reaktionære, fællesskabsorienterede og individualister.

Det er ikke så mærkeligt, for det er en enkel dramaturgi for medierne, men udfordringen i disse år er blot, at borgerne i Europa ikke følger de vante mønstre. Vælgerne tilslutter sig nye partier til højre og venstre, der nægter at lade sig placere på en klassisk skala, og det har skabt politisk kaos i Europa.

Regeringsdannelserne i lande som Sverige, Belgien, Holland, Tyskland, Spanien og Italien er trukket ud i det uendelige, og i vores egen nylige danske valgkamp gik blå blok undervejs i opløsning, ligesom vores nye S-mindretals-regering vil skulle forsøge at alliere sig på kryds og tværs af parlamentet fra sag til sag. Også vores fælleseuropæiske valg til Europa-Parlamentet i maj, hvor både konservative og socialister gik kraftigt tilbage, har efterladt statslederne i Europa med et noget uregerligt Europa-Parlament.

Men hvor svært kan det egentlig være, spørger Europa-Kommissionens liberale næstformand og tidligere statsminister i Estland, Andrus Ansip. Han taler af en vis erfaring: Gennem ni år stod han i spidsen for koalitionsregeringer med både liberale, socialliberale, socialdemokrater og konservative i det nye dukse-land i EU, der med et innovationsboom og en økonomisk vækst på mere end 17 procent i dette årtusind er et af Europas eneste bud på en såkaldt tigerøkonomi:

Jeg bilder mig ikke ind, at Estland er perfekt nok til, at vi kan prædike over for de andre lande, men vi har aldrig haft de her store, faste blokke, som I har i mange lande i Europa, og jeg tror, at det har gjort os mere opfindsomme og kreative, at vores regeringer ikke sad fast i vanetænkning,” siger Andrus Ansip. Af samme grund har han også et noget andet blik på den politiske udvikling i Europa end mange af hans kolleger:

Jeg er selvfølgelig også bekymret over populismen og ekstremismen på de yderste fløje, men jeg tror, at den fragmentering, vi oplever i hele Europa, er god for demokratiet.”

UDVIKLINGEN I ESTLAND har ikke altid fået den opmærksomhed her i Danmark, som den egentlig fortjener. Måske fordi landet er lille, og måske fordi det i virkeligheden er en lidt kedelig historie om et land, der bare har haft styr på sine finanser, har omfavnet ny teknologi og er lykkedes med at skabe et attraktivt iværksættermiljø.

Man har ikke pludselig fundet olie i undergrunden, man har ikke gennemført hårde reformer, der har trukket folkemasserne ud i gaderne, og der ligger tilsyneladende ikke et eller andet ideologisk nybrud bag udviklingen: Man har ikke opfundet en ny flexicurity-model på arbejdsmarkedet, indført borgerløn eller skabt et liberalistisk vilde Vesten for den sags skyld. Derimod har esterne ganske stabilt haft overskud på finanserne år efter år og truffet fornuftige beslutninger i tide. Og spørger man Andrus Ansip, er det netop stille og rolige kompromiser og stabilitet, der er forklaringen på den estiske succes.

Jeg tror, en af forklaringerne er, at vi lige siden selvstændigheden i 1992 har haft et godt politisk samarbejde med mange små partier, der har været nødt til at indgå kompromiser, og minoritetsregeringer, der har været nødt til altid at stå til regnskab over for vælgerne. Det er ikke en vinderen-tager-alt-kultur som i USA. Man er nødt til at holde sine løfter, man er nødt til at behandle sine politiske kolleger ordentligt. Ellers bliver man væltet.”

Egentlig har der været relativt hyppige regeringsskifter i Estland, hvilket harmonerer meget godt med den forskningsmæssige empiri om små mindretalsregeringer og fler-parti-koalitioner, der typisk er sårbare størrelser. Men det mener Ansip ikke nødvendigvis er et problem.

Jeg tror, det har været en fordel for Estland, at vi ikke har haft de her store partier og blokpolitiske majoriteter, der ikke kan væltes. Det er godt at have en kritisk opposition i regeringen. Man er nødt til at lytte til hinanden, og så ender man tit med rationelle beslutninger og kompromiser,” siger han.

Når man har en sikker majoritet, er det let at blive magtfuldkomne eller føle, at man end ikke behøver samarbejde eller at forklare sine beslutninger til folket. Det tror jeg skaber mistillid.”

Kigger man på listen over regeringer i Estland, siden landet løsrev sig fra Sovjet og (igen) blev en selvstændig republik i 1992, finder man stort set ingen klassisk borgerlige eller klassisk socialistiske regeringskonstellationer. Oftest har socialdemokrater, konservative, liberale og socialliberale regeret sammen, enkelte gange alle sammen på samme tid. Kun de yderste fløje er – indtil det seneste valg i dette forår – blevet holdt udenfor.

Trods ganske hyppige udskiftninger i regeringskontorerne har det alligevel sikret en form for substantiel politisk stabilitet – i hvert fald kan få lande matche den estiske fremgang i dette årtusind.

KOMPROMISMAGERAndrus Ansip er måske ikke den mest ideologiske politiker, men han mener heller ikke, at det er det, verden savner lige nu – den savner mådehold.

ALLE DE BALTISKE LANDE har sådan set oplevet vækst og bedre tider efter selvstændigheden – og i særdeleshed efter optagelsen i EU i 2004, der, som nogle måske vil huske, faldt på plads under det danske formandskab, anført af den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Alligevel skiller Estland sig markant ud. Mange baltere har søgt lykken længere mod vest i Europa, men har man mødt en baltisk håndværker eller studerende i de københavnske gader, taler sandsynligheden for, at vedkommende har været fra Litauen eller Letland. I Estland har den udgående migration været markant mindre, og de seneste år har den været nogenlunde udlignet af den indgående migration. I år kunne man for første gang konstatere – som et eksempel – at der var flere finner, der migrerede fra Finland til Estland, end der var estere, der rejste den modsatte vej.

Jeg ved ikke, hvorfor det lige præcis er gået så godt i Estland, for jeg ser ikke nogen større strukturelle forskelle eller afgørende anderledes udgangspunkter mellem de baltiske lande. Måske er det bare, fordi esterne er et innovativt folk og et positivt indstillet folk, der tror på, at forandring er godt,” gætter Andrus Ansip:

Da vi forberedte vores land på at indtræde i EU, lavede vi ikke reformer for EUs skyld, men for vores egen skyld. Vi beklagede os aldrig over krav fra Bruxelles. Vi sagde aldrig, at vi egentlig ville gøre dette, men Bruxelles siger, vi skal gøre noget andet. Vi gjorde det for os selv, og det blev accepteret i hele samfundet.”

En af vækstmotorerne i Estland har været den digitale sektor, og ifølge Andrus Ansip – der i dag netop er it-kommissær i Europa-Kommissionen – var det paradoksalt nok en fordel, at Estland som tidligere Sovjet-stat på mange områder skulle begynde helt fra scratch, netop som internetteknologien begyndte at brede sig.

Da vi eksempelvis skulle opbygge den kommercielle banksektor efter selvstændigheden, havde vi ingen hukommelse om traditionel bankforretning med bankbøger og den slags, og vi tog bare den bedste teknologi. Vi var også tidligt ude med at indføre digital signatur og digitalt ID, og det alene har sparet os en arbejdsuge i mindre bureaukrati, hvilket svarer til to procent af BNP og dermed et beløb, der kan sammenlignes med vores forsvarsudgifter,” siger Andrus Ansip.

Men det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor Estland har klaret sig så relativt meget bedre end Litauen og Letland og mange af de andre østlige og centraleuropæiske lande i EU. Andrus Ansip peger som endnu en mulig årsag på de – af geografiske årsager – nære relationer til Finland og Sverige, der gjorde, at mange estiske udvandrere efter selvstændigheden og igen efter EU-medlemskabet blev i nærområdet’ i stedet for at søge mod Storbritannien og Irland som de fleste litauere og letter – og polakker for den sags skyld:

Derfor var det også lettere for esterne at returnere, og mange af de estere, der kom retur, havde et stort netværk i særligt Finland, men også Sverige. Med de hjemvendte estere fulgte også store investeringer fra vores svenske og finske venner, og vi fik også meget af den svenske og finske forretningskultur med i købet,” siger han og tilføjer så:

Men jeg tror altså også, at en af forklaringerne på, hvorfor det er gået bedre for Estland, er det politiske lederskab.”

UNDER DEN SENESTE FINANSKRISE i slut-00’erne var der mange ligheder mellem de tre baltiske lande, men også forskelle. I alle tre lande var den offentlige gæld relativt lav inden krisen, men hvor Letland og Litauen kørte med små underskud på de offentlige budgetter, havde Estland gennem flere år – selv i de økonomiske boom-år i 2006 og 2007 – lagt penge til side med et overskud på finansloven på to-tre procent af BNP.

Under krisen koordinerede statsministrene i de tre lande politik og tiltag, fortæller Andrus Ansip, og skar alle sammen ned på udgifter og lavede ensartede reformer.

Men hvor vi havde en opsparing at tære på, havde Letland og Litauen behov for at låne penge for at klare sig igennem,” siger Andrus Ansip.

Alle landene klarede sig relativt gelinde igennem krisen, men hvor Estland på den anden side af krisen stadig havde en lav offentlig gæld omkring otte procent, var den på grund af lån og renteudgifter vokset til op mod 40 procent i Litauen og Letland.

Det mener jeg er et eksempel på politisk lederskab. Ikke sådan at forstå, at der har været enorme forskelle, men vi besluttede i Estland allerede efter selvstændigheden, at vi ikke ville leve for lånte penge for hurtigt at indhente velstanden i resten af Europa, og byggede i stedet vores samfund op med vores egne ressourcer. Den offentlige gæld i Estland er den laveste i Europa,” siger Andrus Ansip.

Jeg tror også, at når esterne ikke er emigreret i samme omfang som letterne og litauerne, så er det, fordi deres tillid til det politiske system er større. Man kan ikke købe folks tillid med kreditter.”

Det kunne Ansip som statsminister i ni af årene – heriblandt under netop finanskrisen – måske være fristet til at tage en god bid af æren for, men det gør han ikke.

Der var en fælles forståelse mellem det liberale parti, det konservative parti og det socialdemokratiske parti. Det var ikke let, det var en hed debat, men når vi rent faktisk lykkedes med at forandre strukturerne og ændre den økonomiske kurs i landet, var det, fordi vi gjorde det sammen. Ja, det var kompromiser, men rationelle kompromiser er gode,” siger han:

Når vi lavede store forandringer af arbejdsmarkedet, men ikke havde store demonstrationer og strejker i gaderne, så var det – i mine øjne – fordi de ansvarlige partier stod sammen om de svære beslutninger.”

NØGLETALAndrus Ansip har til interviewet bevæbnet sig med tal og grafer, hvis nogen skulle være i tvivl om, HVOR godt det egentlig er gået for Estland.

Når de store ideologiers død ofte begrædes i den vestlige verden, er det, fordi der hersker en forestilling om, at folk bliver indifferente, hvis de ikke kan se de ideologiske forskelle mellem partierne og ikke har klare alternativer at vælge imellem. Tidens politikerlede – der er et faktum – forklares ofte med de mange kompromiser, der kan være nødvendige for at få magten i en tid, hvor meget få (stort set ingen) partier kan samle egen majoritet i et europæisk parlament.

Det – mener Andrus Ansip – er en fejlslutning.

Måske er jeg gammeldags, for jeg tror, det er vigtigere for folks tillid, at man samarbejder og laver kompromiser, end at man har store ideologiske kampe. Det er i hvert fald vigtigere for virksomhederne og investorerne, der skal holde gang i væksten,” siger han.

Selvfølgelig skal folk vide, hvad de kan forvente sig af de forskellige partier, og alle partier må have nogle principper og røde linjer. Selvfølgelig. Men partier forandrer sig jo også, folks behov forandrer sig, samfund forandrer sig.”

Ifølge Andrus Ansip er selve fragmenteringen af parlamenterne – der har ført til den ene regerinsdannelseskrise efter den anden over hele Europa, fordi der bliver flere og flere partier og færre og færre af de klassiske blokke, der kan mønstre et flertal – ikke et problem i sig selv. Det er det i Ansips øjne alene, hvis de gamle partier nægter at samarbejde.

Der er en konfrontatorisk stemning i international politik for tiden, og yderfløjene vinder frem. America first. Brexit. Le Pen. Salvini. Men hvis den attitude vinder, og de her ekstremer kommer til at diktere politikken, så taber vi alle sammen. Lederne i de store, gamle partier er nødt til at indstille sig på, at det er en ny tid, hvor man er nødt til at samarbejde.”

For ham og for esterne har det været en politisk virkelighed, lige så længe som Estland (i denne omgang) har været et demokrati, og han mener i virkeligheden, at de gamle demokratier i Europa har godt af at blive tvunget ud i et opgør med de blokke, der har domineret i mange årtier.

Jeg tror aldrig, et parti i Estland får sin egen majoritet, og hvis politik alene reduceres til, hvem der vinder på valgaftenen – rød eller blå – og hvem der får posterne som statsminister eller leder af parlamentet og så videre, så tror jeg, det ender med stagnation og mistillid,” siger han:

Det er en naturlig proces, at parlamenterne bliver mere fragmenterede, fordi de store ideologier ikke fylder så meget i folks bevidsthed. Jeg tror ikke, de gamle partier i Europa forsvinder, men jeg tror, de bliver nødt til at gentænke sig selv og deres positioner.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: