Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Gitte Loeyche er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sif lod sig frivilligt stalke online. Her er, hvad Facebook og en Google-søgning afslørede om hende

STALKERSådan ser en stalker ud. Eller sådan så jeg i hvert fald ud, da jeg fik at vide, jeg skulle ligne en stalker. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Mange danskere har været på sociale medier i over et årti. Her har vi flittigt afgivet informationer om, hvem vi er, og hvem vores nærmeste er. Det betyder også, at det aldrig har været lettere at stalke en person online. For at demonstrere det stalkede tech-skribent Frederik Kulager en frivillig. Her er, hvad han fandt.

Hvis jeg googlede dig, hvad ville jeg så finde? I 22-årige Sif Stormlys tilfælde mere, end hun brød sig om. Det er ekstremt ubehageligt, at du har fundet de ting om mig.”

Forhistorien:

I juni skrev jeg en note til Zetlands medlemmer, hvor jeg søgte en modig frivillig til et eksperiment. Jeg ville stalke personen online og se, hvor mange egentlig ret personlige oplysninger der findes om en gennemsnitlig internetbruger, alene ved møjsommeligt at google personens navn.

Omkring 50 meldte sig frivilligt. Mange tak til alle. I er modigere, end jeg troede. Så hvorfor valgte jeg Sif Stormly? Hun har været på Facebook i årevis, har en åben Instagram-profil og et unikt, googlevenligt navn – men vigtigst af alt: Vi har en fælles Facebook-ven, som på grund af det sociale medies til tider uigennemskuelige privatlivsindstillinger tillader mig at se opslag, kommentarer og billeder, som ellers havde været skjult, hvis vi ingen fælles ven havde.

Det, jeg gør nu,” skrev jeg i mailen tilbage, er, at jeg skriver alt ned om dig, jeg kan finde online.”

Det lyder kanon!” svarede hun. Eksperimentet kunne begynde.

Efter to årtier med private blogs og hjemmesider og talrige netfora og sociale medier har mængden af offentligt tilgængelige, søgbare oplysninger om så godt som os alle sammen vokset sig virkelig, virkelig stor. Svimlende stor. Nogle vil sige ukontrollerbart stor.

Som en journalist, der rapporterer fra internettet, og som fra tid til anden efterforsker mennesker online, ofte nogle, der skjuler sig bag anonyme brugernavne, vil jeg sige det sådan: Ingen kan skjule sig for Googles søgealgoritme, og der er ofte et eller andet overraskende at finde, når man gennemroder et menneskes liv, relationer og fortid, som det tager sig ud på internettet, tit til personens egen overraskelse. Det er også flere medlemmers erfaring. Som en skrev til mig:

Jeg har Googlet mig selv ad flere omgange og forsøgt at slette spor, men indimellem giver jeg også op – hvor skal man begynde?”

Medlemmet havde engang hemmelig adresse. Men, skrev hun, det virker også lidt omsonst, ikke?”

Hvilket bringer mig tilbage til eksperimentet. Her er min opdagelsesrejse ind i Sif Stormlys liv.

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. Imens tager nyhedspodcasten Helikopter sig som altid af dagens store historie. God fornøjelse.

Sif Stormly,” stod der øverst på mit papir. Det var alt, jeg vidste om hende, jeg skulle stalke, hendes navn. Efter to, måske tre timer (så opslugt var jeg), hvor jeg havde været forbi hendes og hendes næres sociale medie-profiler, været i CVR-registret og på Krak og finkæmmet Googles søgeresultater, havde jeg knap to A4-sider. Ugen efter mødtes vi i en park ved hendes hjem i Ørestaden på Amager.

Jeg er spændt på at høre, hvad du har,” sagde hun. Hvorfor meldte du dig som frivillig?” spurgte jeg.

Jeg vil gerne vide, hvor følsomme informationer jeg har derude. Jeg tror ikke, det er så følsomt, men jeg har ting, jeg har slettet, og som jeg håber, du ikke har kunnet finde.” Har du oplevet at blive stalket?” spurgte jeg. Ikke hvad jeg ved af.”

Så læste jeg højt, hvad jeg havde stående på mit papir.

I 2011 på en rejse til Portugal fik din veninde lavet en tatovering på siden af ribbenene, hvor der står Life is beautiful’. Det var det første, jeg så på hendes Facebook-profil, forklarede jeg. Hun nikkede, det var korrekt. Jeg fik ikke lavet en,” tilføjede hun.

Du bor med en kæreste på C.F. Møllers Allé” (den præcise adresse er her anonymiseret). Det vidste jeg fra Instagram. Adressen fandt jeg i CVR-registret under kærestens navn, Jakob (jeg har anonymiseret alle navne undtagen Sifs), som er selvstændig og derfor registreret med navn og adresse i registret. Jeg vidste, han var din kæreste, fordi han er tagget i flere kæresteagtige billeder på Instagram.”

Lejligheden, I bor i, har kostet 2,6 millioner kroner …” Den har kostet væsentlig mere,” rettede hun. Prisen havde jeg fra Boliga.dk.

Fra din Instagram-profil ved jeg, din kæreste og du har altan og kan se ud over golfbaner. Det er heldigt for især din kæreste, som jeg kan se på Facebook interesserer sig for golf og samler på golfbolde.” Korrekt, nikkede hun.

Din kæreste er 34 år. Siden du var 13 år, har du kun datet mænd, der var ældre end dig.” (Sif er som tidligere nævnt 22 år). Hun grinte. Det er rigtigt! Hvordan ved du det?”

Det har du skrevet på Reddit.”

Hun tog hænderne op til sit hoved og begravede ansigtet i håndfladerne.

Hvordan har du fundet det?” spurgte hun ud mellem fingrene. Jeg troede, jeg var anonym der? Fuck, altså.”

Jeg forklarede, jeg havde fundet en gammel mailadresse, som hun havde brugt et enkelt sted, på en blog, hvor hendes fulde navn var tilknyttet. En fatal fejl, hvis man vil være anonym på verdens største anonyme netforum. Da jeg googlede første del af mailens adresse, kom Reddit-kontoen frem (Sif har senere slettet sin profil på bloggen, så hun kan have sin Reddit-profil i fred).

Jeg er lidt bekymret for, at du fandt den konto,” sagde hun. Det værste er, at min kæreste har gjort mig opmærksom på, at der måske er en connection. Det skal jeg havde ændret med det samme. Det er på Reddit, jeg skriver om mine dybeste, mest inderste tanker og følelser.”

StudentSif Stormly blev student fra Sorø Akademi ifølge Facebook. Hun gik i 3.B ifølge en Facebook-gruppe, hun er medlem af. Hun har skrevet et essay med titlen ‘Anden verden’ om livet på akademiet ifølge et Facebook-opslag fra akademiet. Dette offentlige billede fra Facebook er taget på studenterdagen. Det var Sifs mor, der tog billedet. Kilde: Privat billede

Da Rigspolitiet i 2017 spåede om fremtidens kriminalitet, stod der om stalking: Vi forventer, at stalking på internettet, gennem apps, sociale medier, droner og elektronisk kommunikation vil blive mere udbredt.”

Samme år advarede Forbrugerrådet Tænk, at kun en ud af ti ifølge en undersøgelse føler, de har fuld kontrol over deres personlige oplysninger. Det er alarmerende få. Særligt fordi manglende kontrol kan gøre én sårbar: Justitsministeriet anslår, at 100.000 danskere hvert år udsættes for systematisk chikane og stalking på sociale medier. Ofrene er oftest kvinder, og stalkeren er oftest en tidligere partner eller en bekendt, en nabo eller kollega. Andre gange er stalkeren en fremmed.

Men risikoen er ikke kun stalking.

Hackere kan bruge oplysninger som ens navn, alder, barndomsby og kælenavn til at gætte ens password. Lykkes det ikke, kan hackere prøve social engineering. Her bruger hackeren viden om eksempelvis, hvad ens far hedder, og hvor han arbejder, til i en mail eller sms at udgive sig for at være en kollega.

Når hackeren har skabt en tillidsfuld relation, er det lettere for hackeren at få én til at gøre, som de ønsker. Det kunne være at klikke på en virusinficeret fil i mailen.

Jeg var halvvejs gennem mine papirer med oplysninger om Sif Stormly. Jeg fortalte hende, jeg vidste, hendes storesøster hedder Annika, og at hendes mor hedder Lene, og at hun interesserer sig for heste. Din far hedder Rune. Han spiller guitar. Du har selv forsøgt dig med ukulele, så jeg på et billede på Facebook.” Korrekt.

Jeg bemærkede, du ikke er Facebook-venner med din far, og mit gæt er, måske tager jeg fejl, at du ikke ses med din far.” Forkert, hun ses meget” med sin far. Det er et tilfælde, vi ikke er venner på Facebook.”

Du er uddannet yogalærer. Det gjorde du på Bali sidste sommer, hvor du var af sted 16 dage ifølge et opslag, du havde skrevet til et billede på Instagram. Her boede du på hotellet Adiwana Arya Villa.” Stedet havde hun geotagget på Instagram. Korrekt.

Du er fra Kvislemark på Sydvestsjælland.” Jeg vidste det fra morens adresse på Krak. Fra Google Street View vidste jeg, det var en gullig murstensvilla på landet. Dog forvirrede det, at faren, ifølge Krak, boede på en anden adresse i nabobyen, Sandved. Derfor troede jeg, forældrene var skilt. Er de det?” spurgte jeg. Nej, de er bare ikke så gode til at få opdateret den slags oplysninger.”

Det er også en måde at lægge røgslør om sin identitet online, tænkte jeg.

Du har en profil på Fyldepennen.dk, hvor dit brugernavn er Freelancealkoholikeren.” Også her var hendes fulde navn tilknyttet, så profilen dukkede op i søgeresultaterne. Sif Stormly holdt hænderne op for munden og grinte.

Årh, shit, det er gammelt. Dengang var jeg meget ung.”

Ja, det så jeg. På profilen stod der, du ikke havde været logget ind i 1.422 dage, altså knap fire år.”

Skal jeg fortsætte?” spurgte jeg. Ja, kom med det.”

Hvis du kunne tage bad i noget, skulle det være Nutella, og når du er virkelig ked af det, bider du i en kuglepen som for at fremtvinge et smil. Det – og meget andet – har du skrevet i forskellige tråde på Reddit.”

Ja, der kan du se, hvorfor jeg er anonym derinde,” grinte Sif Stormly.

Det er ekstremt ubehageligt, at du har fundet de ting om mig. De andre ting, du har fundet på Facebook og Instagram, er jeg okay med. Det er ting, jeg kunne finde på at fortælle en fremmed i byen, hvis jeg blev spurgt.”

Eksperimentet var slut.

Efter at jeg har stalket Sif Stormly, har hun lært to ting, som, hvis man skal tage noget med sig fra dette eksperiment, er:

Slet inaktive profiler. Det er første lære.

Den anden er, at det er muligt at have et offentligt liv på nettet og et anonymt. Man skal bare sikre sig, der er en voldgrav mellem de to. Det går ikke, at noget personidentificerbart kan henføres til ens anonyme identitet – som Sif Stormly gamle mailadresse, der var identisk med brugernavnet på Reddit.

Derudover havde Sif Stormly gjort sit forarbejde. Før jeg stalkede hende, googlede hun sig selv (godt nok ikke helt grundigt nok) og fandt opslag på blandt andet Facebook, som hun slettede eller gjorde mere private med det sociale medies privatlivsindstillinger. Jeg har tidligere skrevet en fyldig guide til, hvordan man luger ud i sin digitale bagage. Den findes her.

Sif Stormly fortalte også, hun forinden havde brugt Googles billedsøgningsfunktion til at søge på billeder, hun havde slettet.

Sådan, sagde hun, dobbelttjekkede hun, at billedet faktisk blev slettet. Jeg kan tilføje, at samme funktion kan vise, hvis nogen misbruger ens billeder. Jeg har tidligere skrevet om den dengang 42-årige Diana, der fandt sit profilbillede fra Facebook på en datingside, hvor hun” lokkede penge ud af kærlighedssyge singlemænd, der ikke anede, de blev catfished. Altså havde skrevet med en falsk profil. Den historie findes her.

Måske har eksperimentet overbevist dig om vigtigheden af at google sig selv. Bare en gang imellem. Måske en fremmed en dag ellers gør det for dig.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem