Zetland Helikopter


Fredag 21. juni 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det er en skønsom blanding af økonomi og klima.

Hvordan hele Mellemøsten kunne blive trukket ind i en krig mellem USA og Iran

Dagens nyhedspodcast kigger på, hvordan spændingerne mellem Iran og USA nåede hertil – og hvilke veje spillet kan gå herfra. Vært: Mads Olrik. Gæst: Sune Engel Rasmussen, The Wall Street Journal.

22 min

Dagens citat

“Han er vores største nulevende iværksætter”

Det siger Børsens chefredaktør, Niels Lunde, om Lars Larsen, der står bag JYSK. Lars Larsen meldte i dag ud, at han helt stopper i den virksomhed, han selv grundlagde, på grund af uhelbredelig leverkræft.

Dagens store historier

Foto: Jonathan Ernst / Reuters / Ritzau Scanpix

USA versus Iran

  • Ifølge flere amerikanske medier var der torsdag aften amerikanske fly på vingerne over Den Persiske Golf, klar til at angribe mål i Iran. I sidste øjeblik, ti minutter før det gik i gang, sagde præsident Trump nej til at bombe (The Wall Street Journal).

  • Den seneste måned er spændingerne mellem Iran og USA eskaleret. Med småtynde beviser i hånden anklager USA Iran for at stå bag flere angreb på olietankere i Golfen. Og torsdag skød Iran en amerikansk overvågningsdrone ned (Al Jazeera).

  • Den amerikanske regering er splittet over, om det er en god idé at gå i krig. Trump selv har tilsyneladende ikke lyst. Lige nu, i hvert fald (The New York Times).

  • Siden Trump blev præsident har han presset Iran på alle fronter. Målet er at få Iran til forhandlingsbordet og få landet til at dæmpe sin rolle i Mellemøsten. Irans svar har været at presse igen (The Economist).

  • For at forstå, hvordan vi er nået hertil, og hvorfor en gnist kan antænde den helt store krudttønde i Mellemøsten, forsøgte vi i dagens nyhedspodcast at forklare det gennem et spil Risk. Hør, hvordan det gik, her.

Foto: Piroschka van de Wouw / Reuters / Ritzau Scanpix

Ikke-nyheder fra EU

Torsdag aften mødtes regeringsledere fra alle EU’s lande til topmøde. Der var store ting på dagsordenen, og de nåede ... ikke i mål med noget af det.

De blev ikke enige om en klimapolitik. På dagsordenen var en plan for, at EU som samlet enhed skulle gå efter at blive CO2-neutral i 2050. Det lykkedes ikke, men det var virkelig tæt på. For et par måneder siden var kun 8 EU-lande med på idéen. I går nikkede 24 ud af 28 lande ja til idéen. Det går faktisk stærkt for tiden (EUobserver).

De blev ikke enige om kandidater til EU’s topposter. Der lå for eksempel tre navne på kandidater til posten som Europa-Kommissionsformand. En af dem var danske Margrethe Vestager. Men det lykkedes ikke at samle nok opbakning til nogen af dem, og det betyder, at hele kabalen af topposter i EU stadig ikke er lagt (Altinget).

Men der kom da lidt gode gætterier og citater ud af det. Den (fungerende) danske statsminister Lars Løkke Rasmussen fortalte, at han og kollegerne ville begynde at kigge på alternative navne. En journalist spurgte ham, om han selv var kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen. “Hvis de pludselig synes, at de har brug for en pragmatisk, midaldrende, koldblodig og liberal skandinav, så kan de jo bare ringe,” sagde han. “Men det forudser jeg ikke, at de gør” (Ole Ryborg/Twitter).

Det skal du også vide

Danskere arbejder virkelig ikke særlig meget. Vi er på arbejde i gennemsnit 200 dage om året. Vi er et af de OECD-lande, der arbejder mindst. Til gengæld er vi så langt mere produktive, når vi arbejder (Berlingske).

Et politisk flertal vil gribe ind over for Nets. Det er firmaet, som blandt andet står bag Dankort-systemet. Firmaets chefer er med i et potentielt virkelig stort bonusprogram. Så stort, at de partier, der lige nu sidder og forhandler om regeringsmagten, er klar til et indgreb (Børsen/$).

Tre bornholmere mødte op til møde om Nord Stream 2. Danmark er fanget i en geopolitisk konflikt om en gasledning fra Rusland til Tyskland. Ledningen skal sandsynligvis gå lige forbi Bornholm. Derfor var der indkaldt til borgermøde – som med sit, host, beskedne fremmøde måske viste, at ikke al politik er lokalpolitik (Politiken).

Dagens Zetland-historier

Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Øverst oppe. Vi hører hele tiden om, at topledere er afgørende for et firmas succes. Det er derfor, de får så mange penge. Men reelt betyder lederen langt, langt mindre, end vi går og tror.

Dybest nede. Denne uges favoritliste over gode ting fra andre medier er klar. Det handler blandt andet om, hvad der sker dybt nede i sjælen på metalfans til Copenhell.

Det har været en lidt ... dystopisk nyhedsuge med klima og krig. Må weekenden bringe lykke. Vi ses på mandag.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem