Hvordan det er at arbejde på Zetland, når fremtiden er usikker? "Jeg ser en muppet for mig, der står med hævede arme foran et ildhav"

  • 18. juli 2019
  • 16 min.
TETE-A-TETEKøkkenet egnet sig dårligt til private samtaler på Zetland. Det er ofte her, de foregår. Illustration: Agnés Ricart for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

En er overhovedet ikke nervøs. En anden ville blive så ked af det, hvis det slog fejl. En tredje mener, det sjove er, at vi ikke er i mål endnu. Og så er dem, der mest bare håber på at kunne sige "hvad sagde vi" til sure mænd i mediebranchen. Hvordan er det at arbejde på en virksomhed som Zetland, der i løbet af de kommende måneder skal bevise, at vi kan blive økonomisk bæredygtige? I denne udgave af podcast-beretningen om vejen hen mod målet tog chefredaktør Lea Korsgaard sig en køkkensnak med sine ansatte.

ZETLAND HAR EN studentermedhjælper, der hedder Jakob Hasselager, og som er det nærmeste, vi kommer på en institution i institutionen. Når Jakob ikke vander blomster eller poster pakker på Zetland, er han teologistuderende. Til vores seneste julefrokost havde han taget en tætsiddende, leopardmønstret heldragt på under sit tøj, så han kunne smide tøjet på dansegulvet og danse som en – ja, en leopard. Han er nærmest uhørt venlig, han er, som tech-skribent Frederik Kulager formulerede det engang, det bedste, vi har”. For nylig spurgte jeg ham, hvordan det egentlig er at arbejde i en virksomhed som vores, der ikke løber økonomisk rundt endnu. Var det noget, han gik og havde ondt i maven over?

Jeg vil sige, jeg tænker over det,” sagde han, Jeg tænker over, hvordan du og Moll har det – det er også lidt min rolle her, at være faren.”

Grunden til at jeg spurgte Jakob, om han havde ondt i maven, var denne: Zetland er en startup-virksomhed, der ikke er break-even – vi bruger hver måned stadig flere penge, end vi tjener. I denne serie, som du læser et afsnit af nu, dokumenterer vi vejen hen til den gyldne målstreg, hen til den dag, vi bliver økonomisk bæredygtige. Eller også dokumenterer vi vores erkendelse af, at målstregen ikke kan nås – og at en ny virkelighed venter på den anden side.

Tilbage i seriens første afsnit talte jeg med min medstifter Jakob Moll, der er Zetlands administrerende direktør. Han fortalte temmelig åbenhjertigt om, hvordan det er at drive en virksomhed på fjerde år, som er i vækst, som har flere betalende kunder end nogensinde – men som bare ikke er der helt endnu. Han fortalte om, hvor heftigt han ønsker sig, at vi inden for en overskuelig fremtid når break-even, så Zetland kan bestå i sin nuværende form – og så et enormt følelsesmæssigt kan blive løftet. Et pres, han beskrev sådan her:

Det skaber en form for udkørthed,” sagde han, som jeg simpelthen ikke kan sammenligne med noget andet i tilværelsen.”

Efterfølgende fik vi en masse respons. Mange af Zetlands medlemmer tilbød deres hjælp, som vi meget gerne tager imod, så tak for den. Men vi fik også respons fra nogle andre, nemlig Zetlands egne medarbejdere. Zetlands økonomiske situation har aldrig været hemmelig for nogen herinde, tværtimod, men alligevel påvirkede det flere at høre Jakob Moll beskrive, hvor slidsomt han faktisk synes, det er.

Tak.” skrev helikoptervært Mads Olrik til mig og Moll efter at have lyttet til Molls beskrivelse. Og så tilføjede han: Shit en tur altså.”

Det gav mig en tanke. Jeg ved efterhånden det meste om, hvad det vil sige at være chef for en virksomhed, der ikke er økonomisk rentabel endnu. Men hvordan føles det at være medarbejder sådan et sted? Der er 25 ansatte på Zetland, og vi kender hinanden godt, vi er ikke en virksomhed af den slags, hvor man tager den stive, professionelle maske på hver morgen. Men alligevel slog det mig, at jeg ikke ved særlig meget om, hvordan det føles for alle dem, der ikke er Jakob Moll eller mig selv. Er de fyringsangste? Er konkurs det sidste, de tænker på, inden de lægger sig til at sove? Går de på arbejde med ondt i maven, selv hvis de er en optimist i leoparddragt? Hvad tænker de egentlig?

DERFOR. Jeg besluttede at tage turen rundt på redaktionen for at spørge en stribe af Zetlands medarbejdere om dét: Hvordan har de det med at Zetland skal gå break-even inden for en overskuelig fremtid – det vil sige 6-8-10 måneder – hvis virksomheden skal fortsætte i sin nuværende form? Hvordan er det at arbejde sådan et sted? Nogen hev jeg ud i vores køkken. Andre hev jeg med på en vandretur rundt om blokken.

Det, jeg fandt ud af, var, at fyringsangst fylder forbløffende lidt. I stedet kan man dele Zetland-medarbejdernes oplevelse af at arbejde på et sted, hvis fremtid ikke er givet, ind i fire kategorier, i fire grupper. Så lad mig tage dem en for en.

DEN FØRSTE KATEGORI kunne man kalde Og hvad så-kategorien eller Det går nok-kategorien. De, der hører til i den kategori, er ikke er ligeglade med, om vi lykkes, men de hører til dem, der tænker: Jaja, det skal jo nok gå – så hvorfor hidse sig op over det?” I den kategori hører for eksempel tech-skribent Frederik Kulager. Da jeg gik ind i vores stillerum for at hive ham med ud i køkkenet til en snak, sagde han, det føles som at skulle til skoletandlæge.

Frederik er ikke nervøs. I begyndelsen af hans tid som skribent på Zetland fyldte tanken om vores økonomiske situation mere. Nu gør det ikke længere.

Jo længere tid, jeg har været her, jo mere tænker jeg også bare nå ja’,” sagde han.

Desuden, tilføjede han, er han ret overbevist om, at det nok skal lykkes, simpelthen.

Jeg tror bare, jeg er ret optimistisk med, at det skal vi nok klare. Vi har klaret alt muligt andet. Mere eller mindre godt. Det her kan vi også lykkes med.”

Med i samme kategori hører også Anton Tanderup. Anton er vores frontend designer, hvilket betyder, at han programmerer alt det visuelle på zetland.dk og i appen (det er i hvert fald sådan, han forklarer sin jobtitel til familiefødselsdage). Anton er heller ikke nervøs. Overhovedet.

Bare vi gør noget fedt, så skal det nok gå,” sagde han.

Jeg spurgte ham, om han gør sig nogle tanker om, hvad der vil ske, hvis det ikke lykkes for os. Hvis nu Zetland, for eksempel, må lede efter en stor medievirksomhed, der vil opkøbe os. Han sagde, at hans største bekymring i den forbindelse er, om vi stadig kan få lov at gå i shorts på arbejde.

Anders Lemke hører også til i den her Det går nok-kategori. Han er chefudvikler, eller lead engineer – og hans jobtitel kræver en endnu længere forklaring til familiefødselsdagene end Antons. Anders er ingeniøren bag hele Zetlands teknologiske arkitektur, kan man sige. Han er også den, der har mest startup erfaring af os alle sammen – for eksempel var han udvikler på det, der hedder Firmafon – en digital telefonservice for virksomheder, og som på samme måde som os løb hen mod en break-even målstreg, som blev ved at flytte sig:

Første gang jeg var i en startup, var der den der følelse af, at der var en målstreg, og hver gang, man følte, man var lige ved at være der, blev målstregen bare flyttet. Det var frustrerende. Det er præcis den samme stemning, der er her, sagde han. Men nu bliver jeg ikke frustreret over det. Nu kender jeg det game.”

PÅKLÆDTAnton Tanderup, i uld til højre, kan være nervøs for, at der kommer reglementer om benklæder, hvis Zetland ikke bevarer sin uafhængighed. Bag ham står Anders Lemke, chefudvikler. Det er meget digital chef Tav Klitgaard, der forsøger at forklare dem noget. Foto: Lars Krabbe

SÅLEDES ALTSÅ DEN første kategori – Det går nok-kategorien. Den anden kategori af følelser omkring en måske usikker fremtid for Zetland vil jeg kalde Die hard idealist-kategorien, eller Giiiiiiiid-det-lykkes-kategorien. Her finder man sådan en som Sidsel Hoe, der er Zetlands sundhedsskribent. Hun betalte til vores kickstarter-kampagne, dengang hun stadig var ansat på DR og syntes, at et idealistisk foretagende som Zetland skulle have en chance. Da jeg i sin tid forsøgte at ansætte hende, spurgte hun så nøgternt ind til Zetlands økonomi, at jeg på grund af hendes meget præcise spørgsmål fik endnu mere lyst til at ansætte hende. Hun har altid ønsket, sagde hun til mig nu, at Zetland overlever, fordi hun synes, det er brug for vores form for journalistik – at nogen forsøger at skabe ro og fordybelse midt i nyhedsvrimlen. Men nu er hendes ønske blevet et personligt anliggende.

Jeg håber virkelig det kan lykkes, at få det her medie til at køre,” sagde hun.“Fordi jeg tror så meget på det. Og jeg synes, der er så meget behov for det, at ens følelsesliv bliver investeret i det.”

Sidsel synes, det har været rimelig vildt at læse Jakob Molls beskrivelser af, hvad det er, vi skal opnå i løbet af det kommende halve års tid. Hun sagde, at det pludselig blevet meget virkeligt (“real sagde hun faktisk), at vi ikke er nået break-even endnu.

Jeg ville bare blive så ked af det,” sagde hun, hvis ikke det lykkes.”

Hvorfor?” spurgte jeg.

Fordi målet med at vi findes, er helt vildt vigtigt. Den der flygtige nyhedsstrømsverden,” sagde hun. Der er brug for et modsvar til det.”

Kirstine Dons hører også med i den her Giiiiiid-det-lykkes-kategori. Hun er journalistiske chef, og jeg spurgte hende, hvad for et billede, der dukkede op i hendes hoved, hvis hun tænkte på det scenarie, hvor vi ikke lykkes. Billedet, viste det sig, var en gif.

Det er sådan en muppet,” forklarede hun, der står med hævede arme i et Y-tegn foran et ildhav. Den har tydeligvis lige sat noget i brand, og så går den ud derfra, og det, den signalerer, er: Fuck this shit. Nu kan lortet bare brænde. Det er det billede, der dukker op. Selvfølgelig i den lidt mere kyniske afdeling af min personlighed.”

ADJØDet var formentlig den her gif, Kirstine talte om. Hvorvidt det, der brænder, er resterne af Zetland eller bare mediebranchen som sådan, må det være op til den enkelte at fortolke. Gif fra Giphy

I de andre afdelinger af Kirstines personlighed lød det sådan her: Det er, sagde hun, ikke ret mange mennesker, der får muligheden for at rette op på ting i deres fag, som de mener, der er grund til at rette op på. Det her er hendes chance for at gøre det, sagde hun, og det forpligter. Det er det, der gør det vigtigt, at det lykkes. Så andre ikke bliver skræmt væk fra at gøre deres forsøg.

Nu prøver vi det her. Og hvis ikke det virker, så finder vi sevlfølgelig noget andet og meningsfyldt at lave,” sagde hun. Men det her er forsøget. Jeg kommer ikke til at være med i opstarten af en ny medievirksomhed igen, jeg kommer ikke til – på så omfangsrig en måde – at forsøge at kæmpe for de principper, vi kæmper for på Zetland – mindre støj, mere mening. Det er jeg sikker på. Zetland skal lykkes for Zetlands skyld, men for hver ny medievirksomhed, der starter og stopper, jo dårligere bliver mulighederne for andre, der vil prøve næste gang.”

KØKKENFESTJournalistisk chef Kirstine Dons er ikke på opvaskehold med skoleskribent Sara Alfort, hvilket er til Saras ubetingede fordel. Foto: Lars Krabbe

I DEN NÆSTE portion medarbejdere finder man sådan en som Sara Alfort, vores børne- og skoleskribent. Den kategori vil jeg kalde Søgangs-kategorien, fordi Sara er sejler, og fordi hun bruger et sejlerbillede til at beskrive sin oplevelse af at arbejde her. Det er præcis dét, at vi kæmper for at komme over en bølgetop, som gør det sjovt at arbejde på Zetland. Hun har ikke ondt i maven over, at bølgetoppen stadig ikke er besejret. Tværtimod.

Jeg har nogle gange tænkt det omvendte. Det, der gør det særligt at være her, er, at vi er en flok, der sidder i en båd sammen og skal få det her til at lykkes – sammen. Og vi ved ikke, om det går. Det er det, der er fedt ved at være her. Vi bliver nødt til at sidde sammen i den der båd og finde ud af det,” sagde hun.

Hun fortalte om et morgenmøde, vi havde engang, hvor vi snakkede om usikkerheden ved måske ikke at have et job om et halvt år.

Og jeg kan bare huske, at jeg tænkte: Jamen, det er jo dét, der er det fede. Det lyder omvendt. Men det er dét, der er fedt ved at være her. Man arbejder på en anden måde, tænker på en anden måde, for vi skal få det til at virke. Os, der sidder rundt om det her bord, skal finde ud af det.”

Helikoptervært Mads Olrik har været med på Zetland, siden dengang Zetland talte seks medarbejdere, heriblandt de fire stiftere af virksomheden. Da jeg vandrede rundt om blokken med ham, gav han også udtryk for den følelse, som Sara beskrev. At der er noget at tabe, er det, der gør det hårdt. Rigtig hårdt somme tider. Men også spændende. Han mærkede det især, dengang vi etablerede Zetland med vores kickstarterkampagne, og nu er den virkelig dukket op igen, siger han. Nu, hvor vi inden for en overskuelig fremtid skal lykkes endegyldigt, hvis vi skal bestå i vores nuværende form.

Når man starter det her, er det muligheden for at fejle, der gør det sjovt. Der er en frygt for at tabe spillet, frygten er skidt, men det at man kan tabe, gør det også fedt at prøve,” sagde han. Det er pisse svært det her. Og det er meningen, det skal være svært. Det er okay, det er svært.”

DEN SIDSTE KATEGORI er den måske mindst … charmerende. Lad mig sige det på den måde. Det er kategorien for dem, der drømmer om en håneret. Og den kategori, satte Europaskribent Philip Flores nok bedst ord på. Og lad mig skynde mig at sige, at Philip til daglig er virkelig charmerende, og derudover er en sjælden journalist-race, som var villig til at droppe en høj løn og faste fremtidsudsigter til fordel en usikker tilværelse i en startup. For ham, siger han, er vi allerede lykkedes. Han behøves ikke break-even for at få bekræftet sit – for mange i journalistbranchen – overraskende, måske ligefrem dumdristige karrierevalg.

Det betyder ikke så forfærdelig meget i forhold til, om jeg tror på projektet. Jeg tror, vi har ramt det rigtige, om det så bliver os, der gør det, eller en versiom 2.0 eller nogen, der køber eller kopierer os. Så jeg skal ikke bekræftes i, at vi har gjort det rigtige.”

Og det lød jo virkelig flot. Men tilføjede Philip så, for der var et men.

Men det ville være fedt at nå break-even for at bevise over for det, Philip kaldte sure mænd i mediebranchen”, at det faktisk kan lade sig gøre. Der findes nemlig dem – og ja, det er faktisk oftest mænd med et job i mediebranchen – der nærmest har gjort det til en sport at finde grunde til, at vi ikke kommer til at lykkes.

Der er et eller andet i forhold til alle de sure mænd derude. Hvor man bare har lyst til at sige: Der kan I fandemig se.’ Nu har I været negative og sure og fortørnede og irriterede og følt jer udfordret og ikke troet på det det her, og nu beviste vi, at det kunne vi godt – om det så bare var for en måned, og så gik det ned,” sagde han. Så det er mere min personlige smålighed og mit ego, der gør, det ville være vildt fedt. Men jeg bærer ikke rundt på nogen uro. Det går, som det går”

Mads Olrik kunne også kende lysten til håneretten. Også selv om han var helt klar over, at den motivation hører blandt hans mindre flatterende motiver for at lykkes.

Den dag vi vinder,” sagde han med et grin, skal jeg virkelig passe på ikke at være et kæmpe røvhul.”

Jeg spurgte ham, om han ville høre en hemmelighed. Det ville han gerne.

Jeg kunne genkende mig selv i alle de oplevelser – i alle de følelser – han og de andre Zetland-medarbejdere beskrev. Der findes dage, hvor jeg befinder mig mest i Det skal nok gå-kategorien; hallo mand, vi er her endnu, så mon ikke vi fikser det? Der findes dage, hvor idealisten i mig er seriøst bange for tabe det hele på gulvet, for hvis vi taber det hele på gulvet, bliver det unægteligt meget sværere for andre unge idealistiske medievirksomheder at starte noget nyt op. Der findes dage, hvor jeg tænker, at det sjove ved at arbejde i en startup paradoksalt nok er, at vi stadig ikke har fundet den endelige formel – Søgangs-kategorien. At det er Georg Georgløs-arbejdet, at regne den ud, skrue, justere, genopfinde for at få dimsen til at virke, der gør det spændende at gå på arbejde om morgenen. Og yes, så findes der også de dage, hvor jeg befinder mig i den sidste kategori, hvor jeg mest bare er drevet af sådan en testostestoron-agtig følelse af lysten til sejrsrus og driften efter at få ret. Det lyder uklædeligt, og det er det uden tvivl også. Men det er svært at være transparent om, hvordan det er at drive en startup, uden at komme ind på den følelse. Og det var så her, hemmeligheden kom ind i billedet. En hemmelighed, som vitterligt burde forblive en hemmelighed, men som jeg alligevel fortalte Mads. Jeg har en liste over de sure gamle mænd, som jeg håber, ikke får ret.

Det lyder usundt,” sagde Mads Olrik.

Og det måtte jeg jo give ham ret i. Men den følelse – den motivation eller drift – der skal få os hen over målstregen, den kommer, som det fremgår, i mange udgaver. Og af og til kommer den altså også i form af en nedgroet negl.

HJØRNEEuropaskribent Philip Flores var den første, der blev ansat på Zetlands redaktion. Sofaen er hans foretrukne kontorplads. Foto: Lars Krabbe

Da jeg havde talt med det her udpluk af Zetlands 25 ansatte, slog det mig, hvor forskellige deres svar egentlig var, hvor forskellig deres oplevelse af at arbejde et sted, hvis fremtid kan være usikker, er. Og alligevel var der et fællestræk ved dem alle sammen, nemlig at de ikke var bange eller usikre. Og så tænkte jeg, at det kan der egentlig kun være to grunde til, men til gengæld to meget forskellige grunde, som siger to meget forskellige ting om ikke bare mennesker, der arbejder på Zetland, men mennesker som sådan.

Den ene grund til, at de ikke er usikre, kan være, at folk, der arbejder i en startup, bare er mere risikovillige end gennemsnitsmennesket – at risikoen for skibbruddet simpelthen ikke afholder dem fra at hoppe om bord på det skib. Det er selvfølgelig en oplagt forklaring, som jeg også tit støder på rundt omkring i startup-litteraturen og den slags.

Men hvad, hvis det forholder sig på en anden måde? Hvis det forholder sig sådan, at en lille portion meget håndgribelig usikkerhed i tilværelsen, gør en bevidst om et langt større og fundamentalt grundvilkår – nemlig at intet er givet. At livet er uforudsigeligt, at det er usikkert, sådan i det hele taget – og at, når man ved det, og lever med det og glor det ind i øjnene hver dag, og ikke får bildt sig selv ind, at det er andres opgave at komme og fjerne det eksistentielle ubehag som den usikkerhed efterlader, så bliver angsten for usikkerheden sjældent lammende.

Den lokale kommuneskole lukke. Vi går ikke i spåner, men laver vores egen skole. Høsten slog fejl, så vi indretter os og håber på bedre vejr næste år. Måske er det bare sådan, vi er? Sådan, vi er indrettet som mennesker?

Jeg ved det ikke. Men jeg kan bedst lide den forklaring. Så lad os tage den.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem