Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

På sit værelse i Hobro drømte han om skoleskyderier. Men der er en grænse for den fri fantasi

En 27-årig mand sneg sig ind på en folkeskole for at planlægge sit massedrab. Uventet venlighed fra en elev slog ham helt ud.

Illustration: Harol Bustos for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


4. februar 2022
21 min.

Anders kunne sagtens ligne en folkeskoleelev, men det var han ikke. Det gjorde ham dog ikke noget, at han ville falde ind blandt de andre. At hans mission var skjult. At ingen ville opdage ham. Hans GPS viste ham vej til en folkeskole en lille times tid væk, hvor han ikke kendte én eneste elev. En lidt tilfældig skole. Mest udvalgt, fordi den lå tæt på et gymnasium, så han hurtigt kunne løbe derover bagefter. Om præcis tre måneder og 20 dage ville han køre op til skolen, trække sin pistol og begynde at skyde. Eleverne skulle slås ihjel. Og så ville han vende pistolen mod sin tinding og skyde sig selv. Det var det, han drømte om. Måske var det en fantasi. Måske var det hans plan.

Der var ikke særlig mange børn i skolegården ved første øjekast. Eleverne havde nok undervisning, tænkte Anders. Men det var perfekt. Jo færre der så ham, jo bedre. Så havde han ro til at kigge sig omkring og tage mentale noter. Han skulle jo gerne vende tilbage igen snart, og når dén dag kom, ville der ikke være tid til andet. Anders siger selv, at han ikke havde våben med ud på skolen den dag. Men vi ved, at han havde våbentilladelse og ejede to pistoler af mærkerne Glock og Colt på det tidspunkt, han var på skolen i Aarhus. Han ville egentlig helst skyde på et gymnasium, men han måtte hellere begynde sit massedrab på en folkeskole, tænkte han. Det var nemmere, for der var større chance for at dræbe nogle, der var fysisk mindre end ham selv og derfor ikke kunne overmande ham. Det var lidt som at dræbe en flue, og tanken om at dræbe børn gav ham ikke samme tilfredsstillelse som at dræbe voksne, men sådan måtte det nu engang være. Derfor var det også afgørende, at han fandt ud af, hvor de ældre elever fra 9. klasse havde klasselokale. Jo ældre hans ofre var, jo bedre.
En lille pige på ti år løb rundt ude i skolegården, da hun så den dengang 24-årige. Han så forvirret ud og lignede en, der ledte efter nogen. Så hun gik op til ham – han var nok en storebror til en af eleverne, tænkte hun. Anders havde absolut ingen planer om at tale med nogen på skolen, han skulle helst ind og ud uden for meget opmærksomhed. Så da den lille pige prikkede til ham og spurgte, om han havde brug for hjælp, stod han et øjeblik helt stille. Han havde brug for hjælp, så han lod hende vide, at han ledte efter 9. klasserne. Dem vidste hun godt, hvor holdt til. Hvis han fulgte med, skulle hun nok vise ham vejen.

Følelsen, som Anders var ankommet til skolen med, var der ikke længere, mens han fulgte den tiårige pige. Han var kommet for at planlægge, for at forberede sig mentalt og fysisk, og nu stod han med en lille pige, hvis venlighed afvæbnede ham fuldstændigt. Vreden og frustrationen var forvandlet til en mærkelig følelse i kroppen og en desperat tanke om, at han skulle væk så hurtigt som muligt. Han ville ikke angribe skolen alligevel, tænkte han. Det var bare en fantasi, og virkeligheden havde ramt ham som en spand koldt vand. Nej, nej, nej, han skulle ikke slå nogen ihjel. Selvfølgelig ikke.

To dage senere sad Anders tilbage i sin 25 kvadratmeter kollegielejlighed i Hobro foran computeren, hans trofaste ven. Han åbnede et Word-dokument på over 100 sider, som han havde skrevet på i tre år. Det startede som et manifest, men havde udviklet sig til hans personlige dagbog. Han begyndte at skrive: For resten, for et par dage siden købte jeg ammunition, som jeg skal bruge til V-Day.”

V-Day var den dag i 2018, hvor Anders skulle tage hævn for den smerte og ensomhed, som samfundet havde påført ham. Det var også den dag, han selv skulle dø. Eller, sådan var planen i hvert fald oppe i hans hoved. Virkeligheden var en helt anden. Så: Ville Anders dræbe? Eller var det en fantasi? Det ændrede sig hele tiden.

Anders er ikke den 27-åriges rigtige navn. Hans navn er redaktionen bekendt.

Alle mennesker går og fantaserer hver evig eneste dag. Vi fantaserer om fremtiden, om fortiden og om ting, vi godt ved aldrig kommer til at ske i virkeligheden. Fantasierne er uendelige og kan omhandle alting: Når man lægger sig om aftenen og fantaserer om, at man skulle have råbt tilbage ad klaphatten på cykelstien, eller man fantaserer om, at man endelig havde sagt fra over for sin chef. Det er lige meget, om fantasierne er banale, voldelige, seksuelle eller noget helt fjerde. Uanset hvad er de med til at forme vores tanker, vores identitet og vores forståelse af verden. Og så fortæller de os noget vigtigt om psykologiske behov, som vi ikke selv altid er klar over. Fantasier kan det til og med give samme tilfredsstillelse, som hvis situationen fandt sted i virkeligheden. Men der er også en grænse mellem fantasi og virkelighed – fantasi og planlægning. For langt de fleste er den grænse tydelig, men for Anders var grænsen sløret. For hvornår går noget fra at være en fantasi til at være noget, man planlægger at føre ud i livet? Er det så snart, man siger det højt? Eller skriver det ned? Er det, så snart det får lov til at leve andre steder end inde i vores hoveder? Eller når man kører ud på en skole og begynder at lægge konkrete planer?

Anders havde våben liggende derhjemme. Han havde taktisk gear, han havde været på rekognoscering på flere skoler, og han havde skrevet et manifest, som skulle udgives efter hans død. Men det er ikke i sig selv strafbart at drømme om at slå ihjel. Det er faktisk heller ikke strafbart at beslutte sig for at begå en forbrydelse. Det er først strafbart, når man begår en decideret handling, som sigter at fremme forbrydelsen, som loven siger. Så hvordan beviser man, hvad der er fantasi og fascination, og hvad der er reel planlægning? Anders krydsede grænsen og er nu kendt skyldig i forsøg på manddrab. Hans forklaring om, at skoleskyderierne blot var fantasier, var utroværdig, vurderede dommer og nævninge. Alligevel fortæller Anders’ voldelige tanker om selvmord, død og ødelæggelse os en hel del om den balancegang, der konstant er i gang oppe i hovederne på mange af os hver dag, hvor vi sorterer fantasi fra virkelighed. Og så giver den os en forståelse af, at det ikke altid er så let som så at adskille de to ting.

Det havde været svært for Anders at finde den perfekte dato. Det var udelukket at planlægge V-Day i de første seks måneder af året, der var simpelthen for mange fødselsdage; både hans egen, hans mors og hans brors. Efteråret var heller ikke godt, for så ramlede det ind i hans fars fødselsdag, og der er jo også jul og nytår. Højtider var vigtigt for Anders. Desuden var vejret koldt og gråt, og Anders ville gerne dø på en varm sommerdag. Den 22. august 2018 var helt perfekt. Det var dér, V-Day skulle finde sted. Det passede også med, at han havde våbentilladelse til den tid, og han kunne købe de pistoler, han ønskede sig, helt lovligt. Og så var der ikke nogen hellig- eller fødselsdage, han skulle tage hensyn til.

Navnet havde Anders også tænkt over. Den dengang 24-årige var fascineret af alt, der havde med våben, militær og vold at gøre, så navnet på angrebsdagen skulle naturligvis være symbolsk. D-day er en militært udtryk, som bruges til at betegne dagen, hvor en militær operation skal finde sted. Anders valgte at erstatte D’et med et V – det stod for vengeance, altså hævn. Det var nemlig hævnens dag, når han endelig skulle tage sine nye bukser, store militærstøvler og tykke sorte vest med forlommer på og begive sig ud på bestemte skoler i Aarhus og skyde løs på så mange som muligt. Hævn for al den smerte og ensomhed, som samfundet havde påført ham gennem årene. Og bagefter skulle den anden del af hans helt store fantasi opfyldes: Han skulle begå selvmord. Sådan lød fantasien i hvert fald det meste af tiden. Andre dage optog Anders sig selv, hvor han kiggede ind i et videokamera og rullede øjne ad sig selv. Han vidste jo godt, at han aldrig ville føre V-Day ud i livet – han var for svag og for empatisk, hævdede han. Men to dage senere kunne ny ammunition eller nye militærstøvler give ham fornyet energi, og fantasien var igen lige så virkelig som den pistol, han havde i hænderne, og den stol, han sad på. V-Day skulle føres ud i livet.

Manifestet på i alt 178 sider, som han havde arbejdet på i tre år, var en af de ting, der gav ham et sus af adrenalin. For hvert ord, han skrev ned, føles V-Day mere og mere virkelig. Idéen til at skrive et manifest havde han tyvstjålet fra andre masseskydere. Især den amerikanske incel og skoleskyder Elliot Rodger var en inspiration for Anders. Elliot Rodger var en 22-årig amerikansk mand, som skød og dræbte seks personer, før han begik selvmord. Den 22-årige amerikaner havde også givet dagen for sit angreb et navn; Day of retribution’ – den dag, han skulle gøre gengæld, og han havde også efterladt et manifest – det eneste manifest, som Anders havde læst fra start til slut. Anders påstår selv, at han overdrev, da han skrev manifestet, han ville bare overgå andre. I nogle indlæg skulle han vise sig frem og fremstå som en koldblodig morder. Han kunne finde på at starte et indlæg med, hvordan hans eneste mål i livet var at slå så mange mennesker ihjel som muligt, og afslutte det med, at hans mor snart havde fødselsdag.

Anders’ fantasi havde vokset sig større og større i løbet af tre år. Nogle gange blev den sat på pause i en dag eller to, men den kom altid tilbage som en trofast følgesvend. Anders meldte sig ind i en skydeklub for at lære at skyde og for at få en våbentilladelse. Det gjorde han kun til dels som en del af planlægningen af V-Day, hævder han. Hans kærlighed til våben havde altid været der, helt tilbage fra han var barn og klædte sig ud som cowboy med pistoler i bæltet. Men Anders’ manifest er ikke kun en fantasi, det findes i virkeligheden. Hans våben, ammunition og taktiske gear er ikke fantasier, for de lå rent faktisk i den lille lejlighed i Hobro. En Colt-pistol i våbenskabet og en 9mm ladt pistol i hans natbordsskuffe. Og så lå der også et stort, tykt reb i køkkenet, til hvis livet blev hårdt nok’.

Det hele – udstyret, manifestet, våbnene – var en del af en syg fantasi, påstår Anders. Men en dag indhentede virkeligheden ham. Han blev anmeldt til politiet af en bekymret borger, der havde fulgt Anders’ færden på radikale chatforummer. Og i midt-december 2021 breakede en vild historie i de danske medier. En 27-årig mand havde siddet varetægtsfængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling i Nordjylland i et helt år. Han var anklaget for at planlægge et skoleskyderi i en periode på over tre år. Han havde skrevet et manifest og anskaffet sig våben, ammunition og taktisk gear til udførelsen, lød tiltalen. Manden var Anders.

Hvordan var din barndom?” spørger anklageren som noget af det første, da Anders har sat sig ved vidneskranken og spredt sine noter på bordet. Det er den 17. januar 2022 og første retsdag, hvor Anders skal vidne i retssagen mod ham. Den 27-årige tager en tår vand fra en halvliters colaflaske, skruer låget på og svarer uden at blinke:

Som paradis på jorden.”

Den 27-årige har taget en stor bunke papirer med op til vidneskranken, som han spreder ud på bordet. Han kigger på dem et par gange, når han får et spørgsmål fra anklageren, som han ikke helt ved, hvad han skal svare på. Men det er, som om han aldrig finder svaret på papiret. I stedet vender han de fleste spørgsmål tilbage til sin barndom. Nostalgi er ordet, han bruger hver gang. Nostalgiske steder og ting betyder alt for mig. Jeg savner at være barn,” siger han flere gange med forskellige formuleringer. Han siger, at han savner at lege, at have venner og at være bekymringsløs.

Anders er født og opvokset i en landsby nær Hobro. Han boede med sine forældre og sine tre søskende, indtil han var 18 år, hvor han flyttede hjemmefra første gang. Da han fyldte 20 år, vendte han hjem igen, hvor han boede et par år, indtil han flyttede i en lille kollegielejlighed i Hobro. Her boede han op til sin anholdelse. Ud over folkeskolen har han ikke formået at afslutte andre uddannelsesforløb på trods af, at han har prøvet både HF, slagter, kok og mekaniker. I stedet har han været på kontanthjælp i nogle år.

Som 25-årig blev Anders diagnosticeret med Aspergers syndrom. Aspergers er en form for autisme, der defineres ved en kombination af forstyrrelser i socialt samspil og særinteresser’ – eller hyperfascination’, som Anders selv beskriver det flere gange. Ud over Aspergers lider han af angst og depression og har taget benzodiazepiner helt frem til sin anholdelse, hvor han trappede ud, mens hans sad i arresten. Han fortæller, hvordan pillerne næsten gjorde ham afhængig, og at han til sidst ikke kunne kende forskel på tømmermænd og abstinenser. Derfor ønskede Anklagemyndigheden også, at Anders blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk institution, da han ifølge mentalundersøgelsen var sindssyg og derfor uegnet til fængselsstraf.

Ud over sine mentale lidelser har Anders også fysiske problemer med spiserøret, som gør, at han ikke kan spise normalt. Han vender flere gange tilbage til problemet under sit vidneudsagn og fortæller, hvordan han mener, at det har forhindret ham i at færdiggøre flere af hans uafsluttede uddannelsesforløb. Blandt andet fordi han ikke kunne nå at spise i frokostpausen på skolen og derfor ikke havde energi resten af dagen. Så Anders gav op på den virkelige verden til fordel for et liv på internettet, hvor han kunne være – eller i hvert fald lade som om – lige præcis den, han havde lyst til. Livet var simpelthen for svært og overvurderet’, og i øvrigt var hele verdensbefolkningen får’, som blindt fulgte personen foran, mente han. Men på trods af sine nihilistiske udsagn var Anders tydeligvis stadig desperat for bare en smule opmærksomhed eller anerkendelse. Han bevægede sig længere og længere ind i internettets mørke afkroge, hvor han blev mere og mere radikaliseret, indtil han brugte tre år af sit liv på at planlægge et masseskyderi. Jeg vil hellere dræbe bare en enkelt og så mig selv, end jeg vil dræbe 40 og ende med at blive fanget. Selvmord er det primære mål. Drab er bare et plus,” skrev han i sit manifest.

I 1999 gik de to skolekammerater Eric Harris og Dylan Klebold ind på Columbine High School og smed to store rejsetasker på gulvet. Hver taske indeholdt bomber, som de selv havde bygget. Planen var at detonere bomberne og bagefter skyde så mange elever som muligt. Bomberne detonerede ikke, men de to teenagere nåede alligevel at skyde og dræbe 12 elever og en underviser. 50 minutter efter det første skud blev affyret, begik Harris og Klebold selvmord på skolens bibliotek. Columbine-massakren er en tragedie, som på mange måder har inspireret flere skoleskydere i årenes løb. Og det var også netop de to gerningsmænd, der vækkede Anders’ interesse tilbage i 2015, da han lavede sine første søgninger på masseskyderier, som senere udviklede sig til en specifik interesse i skoleskyderier.

I 2017 meldte Anders sig ind i et onlineforum, som er dedikeret til Columbine-massakren, hvor der heftigt diskuteres skoleskyderier, og alle spørgsmål er tilladt. Anders havde blandt andet lavet et opslag, hvor han spurgte ind til, om der var nogen, der vidste, om Eric Harris og Dylan Klebold brugte ørepropper under deres angreb. Og så undrede han sig også over, om masseskydere mon sov dagen inden deres angreb. For Anders kendte sig selv og vidste, at hvis han ikke fik i hvert fald otte timers søvn, ville han ikke være oplagt på V-Day. Han planlagde nemlig ikke kun at angribe en folkeskole. Han havde netop valgt folkeskolen i Aarhus, fordi den lå tæt på et gymnasium og en SOSU-uddannelse, som han også ville angribe samme dag. Skolen var måske Tilst Skole i Aarhus, men Anders er ikke sikker. Han håbede på, at han kunne nå to – forhåbentlig tre – skoler, inden han begik selvmord på V-Day. Derfor skulle han have de små detaljer på plads.

Men da Anders meldte sig ind i Columbine-forummet i 2017 og begyndte at stille meget specifikke spørgsmål om ørepropper og nattesøvn, var han allerede langt inde i sin fascination af vold, våben og død. Et af de første fora, som Anders meldte sig ind i, var et chatforum dedikeret til selvudnævnte incels. Måske – blandt et udskud af desperate mænd og drenge – kunne han endelig få den anerkendelse, han længtes efter.

Se, det var ikke, fordi Andershadede kvinder generelt. Eller, nogle dage gjorde han, men andre dage gjorde han ikke, påstår han. Promiskuøse kvinder, dem bryder han sig ikke om. Anders er nemlig konservativ’, som han selv siger. Han forstår ikke, hvorfor kvinder ikke går klædt, som de gjorde i 1900-tallet, hvor de var ydmyge og anstændige’.

Da Anders fyldte 21 år, havde han haft fem kærester, som han havde haft seksuelle forhold med. Men hver gang endte det galt; de var ham utro, og så slog de op med ham. I dag kan han godt se, at det nok har påvirket hans holdning til kvinder generelt. Han stoler i hvert fald ikke på dem, men han har aldrig decideret hadet dem, hævder han. Det var bare noget, han sagde for at passe ind i de incel-forummer, han var aktiv på mellem 2015 og 2018. Incel står for involuntary celibacy og er et onlinefællesskab dedikeret til mænd, der ser sig selv ude af stand til at opnå et romantisk eller seksuelt forhold til en kvinde. Der findes en hel ordbog for de udtryk, der bruges i disse fora, men kort (og groft) sagt er verden delt op i tre typer: chads, stacys og incels. Chads er de attraktive og succesfulde mænd, som scorer alle kvinderne. Stacys er de attraktive og succesfulde kvinder, som kun vil have sex med chads. Og så er der incels: de taberagtige mænd, som aldrig kan få sex, selv om de mener, at de har biologisk ret til det.

Den 27-årige lyver på de her forummer for at passe ind, siger han i retten. Hans holdning til kvinder er ikke det eneste, han lyver om, for mænd, der har været seksuelt aktive, er ikke velkomne på disse forummer. Hvis de andre mænd på forummet vidste det, ville de stemple ham som en fakecel og smide ham ud med det samme. Så han lader som om, ligesom han gør med så meget andet i sit liv.

Er det dig, der har navngivet det her billede?” spørger anklageren

Computerskærmene rundtomkring i retssalen bliver tændt, og det samme gør en storskærm, så tilskuere kan se med. Billedet er af en ung kvinde iført en sort croptop og korte leopardshorts. Nederst på billedet er et vandmærke, der viser, at billedet er hentet ned fra en pornohjemmeside. Billedet har et meget langt filnavn på engelsk. Groft oversat lyder det: Ville være fedt at skære halsen over på dig og dufte til dit blod, mens du blev kvalt i dit eget blod, din fucking luder.”

Ja,” bekræfter Anders, det er ham, der har gemt og navngivet billedet. Der er masser af dem. Billeder af unge kvinder i bikini, lårkorte shorts og stramme yogabukser. Alle med lange filnavne, der enten kalder de unge piger for sluts, eller udsagn om, hvordan de burde voldtages og parteres.

Det er en retorik, som han har lært på incel-forummet, forklarer han anklageren. Jo voldsommere, jo mere edgy man er, jo større chance er der for at blive accepteret og anerkendt. Man skal være højtråbende og helst så vulgær som muligt i sproget, hvis man vil tages alvorligt på den del af internettet. Alle billederne, som anklageren fremhæver, er gemt og navngivet i 2015. Men det er ikke kun på sin egen computer, at Anders har gemt billeder af tilfældige unge piger.

Et nyt skærmbillede kommer frem. Det er et opslag, som Anders har lavet på incel-forummet. Skærmbilledet, som anklageren fremhæver, er fra juni 2019. Under Anders’ vidneudsagn er det allerede blevet etableret, at han ikke bryder sig om sommermånederne. Det er der, hans pollen er værst, og det er også dér, at duften af blomster minder ham om hans barndom, som han ved, han aldrig kan vende tilbage til. Men i det her opslag fortæller han om en anden grund til, at han hader sommermånederne.

Det er den tid på sommeren, hvor gymnasieelever bliver studenter i Danmark, og jeg hader det så meget. Billige promiskuøse piger og modbydelige larmende mennesker, der er ude og fejre’,” skriver han i det lange opslag, hvor han beskriver, hvordan de unge piger provokerer ham med deres påklædning. Hvis der er nogen her, som ikke forstår min vrede, så er det, fordi jeg ikke kan have sex med de her piger, men de står og provokerer mig med deres promiskuøse adfærd, og det gør mig vred!” skrev han i opslaget efterfulgt af tre billeder af forskellige kvindelige studenter, der holder i hånd, fester og drikker alkohol i et springvand. Anders kender ikke kvinderne på billederne, han ved ikke engang, hvilken klasse eller skole de er fra. Men han hader dem alligevel.

På trods af de her billeder, tekster og udtalelser hævder Anders, at han ikke hader kvinder. På psykiatrisk afdeling, hvor han nu har siddet i et år, taler han bedst med kvinderne, fordi de er mere åbne og forstående”, siger han, og i flere af hans dagbogsindlæg skriver han, at han fantaserer om at slå ihjel generelt – ikke kun kvinder. Men problemet med Anders’ vidneudsagn, hans dagbog, hans manifest og hans videoer er, at de alle sammen modsiger sig selv. Den ene dag kan han skrive et indlæg om, hvordan han egentlig ikke har noget imod kvinder, og den næste kan han lave en video, hvor han går i detaljer med, hvordan kan vil dræbe piger fra 9. klasse og ned til 6. klasse, fordi de er sluts. Det ene øjeblik planlægger han V-Day med Google-søgninger på forskellige skoler, mens han næste dag laver en video, hvor han kalder V-Day for en fantasi og noget pjat”.

Hvad jeg siger og det, jeg gør, er to forskellige ting,” siger Anders flere gange, når han skal forsvare sig. Hans udsagn i retten modsiger det meste af indholdet på de 750.000 filer, der blev fundet på hans computer. Men det samme gør sig gældende for hans dagbog, alt ved ham er selvmodsigende.

Jeg ved jo godt, at jeg aldrig kommer til at gøre noget. Det er bare en fantasi,” siger han i en timelang video fra december 2019. Men så sent som i marts 2020 havde han søgt på Google hvornår åbner skolerne igen? og var stadig aktiv i ny og næ på Columbine-forummet.

Ifølge Andreas Lieberoth, som er lektor i pædagogisk psykologi ved DPU, Aarhus Universitet og blandt andet har skrevet bogen Fantasi for Aarhus Universitetsforlag, behøver der ikke altid at være forskel på fantasi og planlægning. Den ene dag kan noget være en fantasi, mens det næste dag er planlægning – og en uge senere er det måske bare en fantasi igen. For fantasier virker som vores indre laboratorium, der svarer til virkeligheden. Alt, hvad man kan opleve i virkeligheden, kan man også opleve i fantasier, uden at alle de dele af hjernen, vi bruger i processen, behøver at kende forskel. Fantasier kan altså give de samme reaktioner af lykke, adrenalin, angst og vrede, som hvis det skete i virkeligheden. Samtidig er det kendt, for eksempel fra Columbine-massakren, at masseskydere bruger fantasien til at forberede sig både praktisk og mentalt på det, de vil udføre i virkeligheden. Og selv om de fleste mennesker dropper fantasier på et tidspunkt, fordi de ikke har samme behov længere, er det ikke unormalt, at andre bærer på en fantasi hele deres liv. Den behøver ikke at fylde lige meget hele tiden, men fantasien er der i baghovedet og dukker op fra tid til anden. Og netop dé fantasier har det med at udvikle sig med det liv, vi lever. Anders hævder, at hans fantasi døde i 2018. Men det stemmer igen ikke overens med hans handlinger. Drømmen om V-Day ville ikke dø helt ud, uanset hvad han sagde til sig selv.

Anders har siddet ved vidneskranken i tre dage. De voldelige videoer, han har haft liggende på sin computer, er set gennem, hans egne videooptagelser, hvor han fortæller om sine usikkerheder, sit had og sin vrede, er lyttet igennem, og en del af det lange manifest er læst højt. Alt sammen mens den 27-årige har siddet udtryksløst og lyttet. Han har svaret, når han blev spurgt, og har et par gange forsøgt sig i længere forklaringer om, hvordan nogle af hans udsagn var edgy jokes, som er populære på den slags forummer.

En spinkel ældre mand træder ind i lokalet og tager sin jakke af. Han har langt, hvidt hår, som er sat op i en hestehale, en ørering i højre øre og et par gennemsigtige briller på. Han sætter sig ned og folder hænderne. Det er Anders’ far.

Kendte du til Anders’ fascination af masseskyderier? spørger anklageren.

Nej, for så havde jeg nok taget en snak med ham. Og nu vil jeg gerne sige noget,” siger han og hæver stemmen en lille smule. Anklageren nikker og lader ham tale.

Vi har prøvet at få hjælp til Anders flere gange, og hver gang blev vi afvist. Vi har kørt land og rige rundt for at få hjælp, og det er for ringe, at han skal sidde i denne her situation. Jeg vil vove mit liv på, at Anders aldrig ville skade nogen. Han har masser af fantasier, ja, men jeg kender ham så godt, som jeg kender mig selv. Han skal have hjælp, han skal ikke sidde her.”

Anders havde alt, hvad han skulle bruge til et angreb. Han havde været ude på skolerne to gange, han havde et manifest, våben, ammunition, taktisk gear. Men datoen kom og gik, og der skete aldrig noget. Kalenderen skrev 2019, og der skete stadig ingenting. I 2020 blev han anholdt.

Uanset hvad der skete – eller ikke skete – så overskred den 27-årige grænsen mellem fantasi og virkelighed. De tre dommere og seks nævninge i retten i Aalborg var i begyndelsen af februar 2022 enige om, at Anders’ forklaring om, at det hele blot var en syg fantasi, var utroværdig. At fantasien var blevet til en plan. De lagde blandt andet vægt på, at han i detaljer beskrev V-Day i sit manifest, i sine videodagbøger, hvor han flere gange går i detaljer om sin trang til at dræbe, og sidst, men ikke mindst, at han var i besiddelse af taktisk gear og våben. Anders fik derfor en behandlingsdom og skal anbringes på en psykiatrisk afdeling, hvor han skal opholde sig i mindst fem år.

Det er ikke ulovligt at fantasere om vold og ødelæggelse. Men der ér en grænse for, hvor langt man må gå. Hvor mange gange man i detaljer giver udtryk for sine drømme og fantasier, og hvor meget man agerer på dem uden helt at føre dem ud i livet. Og sagen om Anders fortæller os, at der ikke nødvendigvis er en forskel på fantasi og planlægning. Det kan sagtens være begge dele.

Hvis du går med tanker om selvmord

Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11 til 05.

Når du ringer til Livslinien, er du anonym. Du kan også chatte med en rådgiver mandage, torsdage og lørdage. Livslinien yder rådgivning og ikke behandling, men kan tale med dig om, hvor du kan få den rette hjælp i den situation, du står i. Er du akut selvmordstruet, skal du ringe 112.