Europa står til at dumpe klimaaftalen fra Paris, allerede før den for alvor er kommet i gang

SMOGTung forurening omgiver Eiffeltårnet i Paris. Foto Polfoto

Derfor skal du læse denne artikel

EU’s børs for handel med CO2-kvoter skulle være en hjørnesten i EU’s bekæmpelse af klimaforandringerne. Men ‘børsen’ har aldrig rigtig fungeret, kommer formentlig aldrig til det – og har i værste fald skadet klimaet. Forstå hvorfor.

I december var der både jubel, gruppekram og glædestårer i den store plenarsal i Le Bourget, Paris, da der endelig var enighed. Selv i presserummet blev der ifølge tilstedeværende journalister råbt og hujet:

Verden har en klimaaftale.”

Men nu står Europa til at dumpe klimaaftalen fra Paris, allerede før den for alvor er kommet i gang. Hele to milliarder tons mere CO2 vil Europas fabrikker lede ud i atmosfæren i forhold til løfterne givet under klimaforhandlingerne i december. Det er i klar modstrid med aftalen, som siger, at udslippene fra CO2 – drivhusgassen kuldioxid – skal mindskes hurtigst muligt. Ligesom målet om, at alle lande i fællesskab skal bestræbe sig på at holde de kommende temperaturstigninger under to grader – allerhelst under 1,5 grader – er endnu længere fra at blive indfriet. Det fremgår af et fortroligt notat til EU-Parlamentets miljøkomité, som avisen The Guardian har fået fingrene i.

For at forstå miseren er det nødvendigt at forstå verdens største kvotehandelsmarked for CO2-udledninger – det såkaldte EU ETS eller The EU Emissions Trading System’. EU ETS fungerer som en børs, der tillader virksomheder at handle CO2-kvoter med hinanden på samme markedsvilkår, som gør sig gældende på alle andre børser. Her kan CO2-kvoter altså købes og sælges for dagspriser til højestbydende, fuldstændig ligesom aktier eller andre varer.

Vil man forurene mere, men har man opbrugt sine kvoter for et år, skal man til lommerne og betale en bøde. Grundtanken er altså at appellere til CO2-syndernes fornuft og portemonnæ og præge deres opførsel i en grønnere retning frem for at fortsætte med at forurene. Som en ekstra krølle kan et firma også beholde eventuelt overskydende kvoter for et år, enten som en opsparing for fremtidigt aflad for senere udledninger af drivhusgasser eller for at sælge dem til et andet firma i bekneb for CO2-kvoter.

I dag omfatter kvotesystemet knap halvdelen af de skadelige CO2-udledninger fra det europæiske erhvervsliv. Og hvordan bestemmes det så, hvem der må forurene og hvor meget? Det afgør EU, som siden 2005 har uddelt CO2-kvoterne. De obligatoriske modtagere er 11.000 europæiske kraftværker, flyselskaber og energiforslugne industrielle firmaer. Heraf 401 danske selskaber, blandt andre Novo Nordisk, Arla, Carlsberg og DONG. Kvit og frit modtager virksomhederne en bestemt andel af kvoterne. Og hvad lægger EU til grund for uddelingen? Jo, det er blandt andet, at der skal være en balance imellem, at firmaerne fortsat er konkurrencedygtige og samtidig motiveres økonomisk til at forurene mindre og blive mere energieffektive.

Det er nok så vigtigt, at EU selv betegner CO2-kvotesystemet som en hjørnesten i EUs politik om at bekæmpe klimaforandringer og som sit hovedværktøj for at kunne reducere de industrielle udledninger af drivhusgasser kosteffektivt”.

I dag fungerer CO2-kvotesystemet rent faktisk isoleret set ganske fortræffeligt. Efter en træg begyndelse med diskussion om blandt andet prissætning har kvotesystemet rystet det værste bureaukrati af sig. Men at det rent teknisk fungerer, er en helt anden historie, end hvorvidt det virker efter hensigten. For i praksis er det sådan, at CO2-kvotesystemet aldrig rigtig har fungeret, formentlig aldrig kommer til det – og i værste fald vil skade klimaet.

Det er der fem grunde til:

1. Det er alt for billigt at forurene, og der er alt for mange kvoter i omløb

Markedet er skamskudt. Især fordi EU er i økonomisk dvale og produktionen ligeså, er der for mange CO2-kvoter i omløb. De bliver dermed drønbillige, da prisen bestemmes af udbud og efterspørgsel.

Da EU i 2005 lancerede kvotesystemet, var målet en pris på omkring 224 kroner for en kvote på et ton CO2. Den pris ville motivere virksomhederne til at tænke sig om en ekstra gang i valget om at forurene eller investere i en mere energieffektiv virksomhedsdrift. Det mente man i hvert fald dengang. Men siden 2005 er prisen stort set kun gået én vej. Nedad.
Dette år begyndte for eksempel med heftige prisfald, og prisen har ligget på omkring 36 kroner for en kvote CO2 – altså meget langt fra de 224 kroner.

Det er en falliterklæring, at man kan udlede et ton CO2 for prisen på en caffe latte,” konstaterede miljøorganisationen Greenpeace, da prisen sidste år var nede på et tilsvarende niveau.
Formanden for regeringens klimaråd og økonomiprofessor med speciale i klimapolitik ved Københavns Universitet Peter Birch Sørensen samtykker med de nuværende priser in mente: Den nuværende kvotepris er alt for lav til, at kvotesystemet alene kan drive den nødvendige omstilling til vedvarende energi. Det er meget trist fra en klimapolitisk synsvinkel,” siger han.

For at gøre ondt endnu værre er fossile brændstoffer såsom olie også drønbillige for tiden. De mest grønne partier foreslår en reformering af EU ETS-systemet, men det vil samtidig rokke ved vilkårene, som Europas industri skal operere under. De mest produktionstunge lande i EU – for eksempel Polen – er imod ændrede vilkår, fordi det vil føre til, at Europa mister endnu flere jobs på grund af forringede konkurrencevilkår og udflytning af produktion.

Ud over målet i klimaaftalen fra Paris har Europa sat sig for at fungere helt uden fossile brændstoffer i 2050. Et ambitiøst mål, som slet ikke harmonerer med det omfattende antal af udbudte CO2-kvoter. Og i den henseende spiller det en mindre rolle, at EU har besluttet at tage nogle kvoter ud af systemet med virkning fra 2019.

Det mener Lars Gårn Hansen, som er miljøøkonomisk vismand og professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet med speciale i især miljøøkonomiske problemstillinger med hensyn til regulering, håndhævelse og kontrol:

Hvis EU skal leve op til sin 2050-reduktionsmålsætning, så skal kvoteudbuddet reduceres markant frem mod 2050.”

2. Støtteordninger til vedvarende energi arbejder imod børsen’

En yderligere forklaring på den lave kvotepris er de mange særlige støtteordninger, der er til vedvarende energi i EU-landene. I Danmark eksempelvis støtten til vindmøllestrøm. Disse tilskud betyder øget brug af vedvarende energi – på et ikke reelt markedsvilkår. Med flere vedvarende energikilder falder efterspørgslen på kvoter og dermed kvotepriserne. Så, tungen lige i munden: Disse ordninger er dermed en dårlig ide, fordi de forvrider den fordeling af kvoterne, som kvotemarkedet ellers sikrer.

Vi gennemfører på den måde dyre projekter med vedvarende energi, og den pressede kvotepris betyder så, at billigere drivhusgasreduktioner andre steder i økonomien ikke gennemføres. Den samlede klimaeffekt bliver den samme, men omkostningerne stiger. EU bør derfor opgive særlige mål til vedvarende energi, og landene bør ikke have særlige støtteordninger til vedvarende energi. De er til glæde for eksempelvis vindmølle- eller solcelleindustrien, men ikke for klimaet eller for samfundsøkonomien,” pointerer miljøprofessoren Lars Gårn Hansen.

3. Erhvervslivet tjener (for mange) penge på forurening

Ifølge en undersøgelse udarbejdet af analysecentret CE Delft for NGOen Carbon Market Watch har EU i perioden fra 2008 til 2014 doneret for mange CO2-kvoter til energiproducenter, luftfartsselskaber og industriselskaber. Til en samlet værdi af cirka 176 milliarder kroner.

Ifølge CE Delft har firmaerne kunnet få sig en fortjeneste med de overskydende kvoter på tre måder:

  • For det første har firmaerne kunnet score penge på at sælge CO2-kvoter videre på markedet, fordi EU altså har tildelt dem langt flere gratis CO2-kvoter, end de havde brug for.
  • Desuden har firmaerne købt aflad på CO2-forurening gennem investeringer i miljøvenlige projekter i ulande, som har været billigere at investere i end de europæiske CO2-kvoter, hvorfor de pågældende firmaer så kunne sælge overskydende CO2-kvoter på EU ETS-børsen og snuppe en fortjeneste.
  • Som det tredje har nogle virksomheder pålagt forbrugerne udgiften for den pågældende kvotepris, selv om virksomheden ikke har betalt for kvoterne, men modtaget dem gratis af EU. Der er også danske virksomheder med i CE Delfts database. Cementfabrikken Aalborg Portland er topscoreren med mest CO2-forurening og i den seksårige periode noteret for overskydende kvoter til en værdi svarende til 442 millioner kroner. Andenpladsen har Maersk Oil med næsten samme udledning af CO2 og overskydende CO2-kvoter til en værdi af 157 millioner kroner.

I stedet for at forureneren betaler, får firmaer lov til at forurene gratis under EU ETS. Ja, værre end det, de er i stand til at tjene på deres forurening,” udtaler Femke de Jong, EU Policy Director hos Carbon Market Watch.

Den svenske socialdemokrat, medlem af Europa-Parlamentet og talsmand for EU ETS revision Jytte Guteland mener, at rapporten viser behovet for, at EU ikke længere uddeler gratis kvoter til udvalgte firmaer baseret på et skønnet behov og ud fra en betragtning om, at de ikke skal stækkes i den internationale konkurrence på grund af EUs tilsyneladende ambitiøse klimamål:

Europa har ikke længere råd til sådanne typer af profit i det nuværende kvotesystem. Hensigten med EU ETS må være at bevæge sig hen imod et system baseret på auktioner af kvoter, idet det er en mere fair løsning for aktørerne på markedet.”

4. Energiproducenter og energislugere har modsatrettede interesser

Det er værd at hæfte sig ved, at de to store aktører og altså modtagere af CO2-kvoter er grundforskellige. På den ene side findes de selskaber, som producerer og sælger energi. Det kan eksempelvis ske ved enten at finde olie eller som kraftværkerne at afbrænde kul, som bliver til energi. Jo højere pris energien har, jo bedre en gesjæft for dem.

På den anden side findes de virksomheder, som i stor stil er afhængige af energi for at kunne fremstille deres produkter. Jo lavere en pris energien har, jo bedre en gesjæft får de.

Men noget, som disse to forskellige former for aktører har til fælles, er, at de er tvunget til at modtage CO2-kvoter, som afsenderen håber får dem til at forurene mindre og bruge energi mere effektivt. Og her er de to aktørers modstridende interesser et problem, der er til at tage og føle på.

For kraftværkerne er højere CO2-priser lig med højere overskud, da der ikke er global konkurrence i elpriserne. De energiintensive industrier er generelt underlagt international konkurrence uden for EU. Højere CO2-priser betyder for dem lavere overskud eller endda tab i situationer, hvor relativt høje EU-energipriser allerede er en konkurrencemæssig ulempe.

Det dilemma blev ikke skænket megen opmærksomhed, hverken da kvotesystemet kom til verden eller blev revideret i 2009,” kritiserer Jørgen Henningsen, som er seniorrådgiver tilknyttet tænketanken European Policy Centre og tidligere chefrådgiver i EU-Kommissionens generaldirektorat for energi og transport og leder af EU-Kommissionens forhandlinger af FNs klimakonvention.

5. Systemet er uigennemsigtigt – og er blevet kaldt verdens største hælerbar

EU ETS handler med en vare, som formentlig ikke kan have et bredere perspektiv – medmindre man da er en astronaut oppe på den internationale rumstation. For det gælder graden af forurening og dens påvirkning af klimaet her på kloden lige nu og for fremtidige generationer. Udbyderen af varen er desuden en offentlig institution, altså EU. Ikke desto mindre er det, der foregår på børsen, i stort omfang mørkelagt.

Hvilke handler, der bliver foretaget, og til hvilken pris CO2-kvoterne bliver afhændet, er hemmeligt ved lov. Husk så, at der er tale om en børs, der handler med værdier for hundrede milliarder af kroner. Så tænker du måske, at det lyder tillokkende for lyssky typer?

Ganske rigtigt. EU har måttet dæmme gevaldigt op for organiseret kriminalitet inden for EU ETS. Over hundrede personer er røget bag tremmer i op til 15 år på grund af tyveri og bedrageri med CO2-kvoter. Da det var værst i perioden 2009-2011, var det slemt. Rigtig slemt.

Verdens største hælerbar,” lød et af flere skældsnavne for EU ETS. Danmark var på et tidspunkt epicentret for ulovlig handel med CO2-kvoter. Energistyrelsen, som varetager salget herhjemme, var lemfældige med at kontrollere, hvem der oprettede sig som kvotehandlere og videresolgte CO2-kvoter for eksempel erhvervet via hacking eller anvendt som led i de såkaldte momskarruseller.

Ekstra Bladet afdækkede, at 97 procent af kvotehandlerne i det danske register var svindlere med fupadresser og fupnavne. Vi lader tallet stå et øjeblik: 97 procent. Blandt andet var milliardhandler registeret til at have foregået fra adresser i en kiosk på Vesterbro, på parkeringspladser og på et kollegieværelse på Amager. Blandt de dubiøse dæknavne var blandt andet Mirza Ghalib – en indisk nationaldigter, som døde for 140 år siden og var genopstået som kvotehandler i Tingbjerg.

Den fælleseuropæiske politimyndighed Europol har vurderet, at før smuthuller såsom opkrævning af moms for kvoterne blev lukket, nåede svindelnumrene udført fra Danmark alene at koste skatteydere op mod 67 milliarder kroner. Igen et tal, det er værd at dvæle ved: 67 milliarder.

Vi så i nogle tilfælde et pludseligt fald i handlen på 90 procent, når smuthuller blev lukket med ændringer af for eksempel metoden til opkrævning af moms,” har Europols direktør, Robin Wainwright, sagt i dokumentarfilmen Carbon Crooks.

Er der så noget alternativ til den forkætrede CO2-børs? Tja. Da EU barslede med EU ETS, var der sideløbende forslag til et skattebaseret kvotesystem. Forslaget faldt til jorden, fordi fælles europæisk skattelovgivning fordrer enstemmighed blandt alle medlemslande, og englænderne vendte tommelfingeren nedad. Måske godt det samme. Tænk, hvordan det ville have fungeret i praksis, hvis man skulle håndtere de meget forskellige måder, borgere og firmaer i Europas lande betaler skat på – eller helt undlader at gøre dette. Grækenland – vi kigger på jer.

Som et muligt forsvar for CO2-kvotesystemet er det værd at bemærke, at det vinder indpas overalt i verden. I det nordøstlige USA har ni delstater deres eget regionale kvotehandelssystem, som angiveligt har ledt til mindre udledning af drivhusgasser. Kinas nationale partikongres består i høj grad af ingeniører og økonomer, og de har valgt, at de kinesiske kraftværker, cementfabrikker og stålværfter fra næste år skal til at handle med CO2-kvoter, præcis ligesom deres konkurrerende modparter i Europa.

EU forsøger da også konstant at forbedre kvotesystemet. Vigtigst er, at flere og flere kvoter vil blive udbudt ved auktion og ikke som hidtil tildelt virksomheder automatisk og kvit og frit. Det kan ændre systemet, og hvor det førhen var ureguleret område, når Europas tunge erhvervsliv pumpede drivhusgasser op i atmosfæren, har EU ETS nu trods alt sat et loft – omend et meget, meget billigt loft – på de skadelige udledninger.

Der er således små fremskridt. Men det er langt fra nok. Der er stadig så mange indbyggede systemfejl i kvotebørsen, at det kan hæmme klimaindsatsen mange år fremover.

Bidrag

Flere udvalgte artikler