Fem grunde til, du skal se en skør amerikansk komedie, hvis du vil vide sandheden om dansk politik

Selina MeyersJulia Louis-Dreyfus, som mange måske kender fra 1980'er/1990'ernes kultkomedieserie Seinfeld, spiller hovedrollen i VEEP. Illustration: HBO

Derfor skal du læse denne artikel

I årevis har film og tv-serier forsøgt at skildre det politiske liv med varierende held: Folk, der faktisk ved noget om politik, har dømt de fleste forsøg ude som komplet urealistiske. Sådan er det ikke med den amerikanske serie VEEP. Selv politiknørder siger, at den hysterisk morsomme komedie – i al sin absurditet – rammer lige på kornet.   

I marts gik danskerne (måske særligt politikerne og mediebranchen) i selvsving, da der blevet åbnet op for endnu en sæson af den rå, politiske drama-serie House of Cards.

Præcis som andre spændende og populære produktioner som den danske tv-serie Borgen – og for nogle år siden filmen Kongekabale og den amerikanske tv-serie The West Wing (på dansk: Præsidentens Mænd) – forsøger House of Cards at give et indblik i en tilsyneladende dramatisk politisk verden.

Fyldt med enorme moralske dilemmaer, kriser, kynisme, storladne taler, mord – og ikke mindst maskingeværs-dialoger mellem alvorstunge og über-begavede karakterer.

Men da præsident Obamas tidligere seniorrådgiver og kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus i en Grantland-klumme skulle vælge den mest autentiske serie om politik overhovedet”, pegede han i stedet på den hysterisk morsomme serie VEEP, der følger den fiktive amerikanske vicepræsident Selina Meyers og staben omkring hende.

Fordi den forstår de tre vigtigste ting om livet i politik: menneskeligheden, banaliteten og absurditeten”, som han skrev.

I denne uge har femte sæson af VEEP haft premiere på HBO Nordic, og med hjælp fra Per Helge – tidligere bureaukrat, nuværende komiker bag de succesfulde Djøf med Løg(n)-shows og vært for den ny P1-satire Policy-Enheden” – får du her fem grunde til, at det også er VEEP, du skal se, hvis du vil forstå dagligdagen i dansk politik.

StabenEt udpluk af Selina Meyers' stab, der både er kendetegnet ved at være ganske uprofessionelle og relativt illoyale – men også meget menneskelige. Foto: HBO

Alt handler om at være med i indercirklen – ikke om, hvad der sker i indercirklen

I en af de allerførste episoder i første sæson af VEEP opdager vicepræsident Selina Meyers, at der er et budgetmøde i det Hvide Hus, hun ikke er indkaldt til. Hun smider sine høje hæle og sprinter over i vestfløjen med en flok embedsmænd bag sig. Efter hun har crashet mødet, siger hun til sin personlige, evigt ørehviskende assistent, at mødet var latterligt, men at hun virkelig fik leveret en pointe ved bare at være der.

Vigtig pointe,” bekræfter assistenten.

Og langt hen ad vejen er det hovedtemaet i serien for både Meyers og samtlige andre karakterer i staben, der alle mere end noget andet frygter at blive holdt ude. For eksempel spørger vicepræsidenten hver dag henkastet sin sekretær, om præsidenten har ringet. Det har han aldrig.

Dansk politik foregår efter samme cirkel-princip, hvor rigtig meget handler om at være med i indercirklen (af enhver art), og at en cirkel selvfølgelig kun har en værdi, hvis der er andre, man konkurrerer med, der står uden for cirklen. Det gælder lige fra ministre – der higer efter at sidde med i Koordinationsudvalget eller Økonomiudvalget – til embedsmænd, der bare gerne vil være med til møder med ministeren.

Per Helge: Alt handler om, hvem der er inde i varmen. Og ofte er man der så slet ikke for at sige noget. Men det er ligegyldigt, for en del af hierarkiet er, om man sidder med til de rigtige møder. Der er så til gengæld også tilfælde, hvor man ikke vil sidde med. Nogle gange bliver man inviteret med til et møde af et konkurrerende ministerium, når der skal besluttes noget kontroversielt – fordi de så bagefter kan sige, at I var jo med til mødet’.”

Bonusinfo. VEEP (slang for VP, vicepresident) er også i virkeligheden det interne kaldenavn for den til enhver tid siddende vicepræsident i USA, mens præsidenten – både i serien og virkeligheden – kaldes POTUS (President of the United States).

Selv centraladministrationen er centraliseret
En hovedkarakter i VEEP er den unge, ranglede og storkiksede Jonah, der er forbindelsesled mellem vestfløjen (præsidentens afdeling i Det Hvide Hus) og vicepræsidenten. Egentlig er man stærkt i tvivl om, hvorvidt Jonah nogensinde har mødt præsidenten, og han er totalt blottet for autoritet – bortset fra at Meyers og hendes folk er nødt til at tage ham seriøst, fordi han trods alt er den, der er nærmest præsidenten.

I Danmark ville Jonah være en fuldmægtig fra Finansministeriet. Alle højtstående embedsmænd i danske ministerier kender til irriterende, nyuddannede cand.polit.er, som Finansministeriet sender ud i alle ministerier for lige at holde styr på, at budgetterne ikke løber løbsk.

Per Helge: Han ved ikke noget om noget som helst, men han har fået et eller andet ministerium udleveret, hvor han lige kan prøve sine kræfter af, og så er han vildt højrøvet. Og han kan bare sige: Det bliver Finansministeriet ikke glade for. Man aner ikke, om det bare er ham, der finder på det, eller om han rent faktisk har spurgt, men man kan ikke gøre en skid. Det eneste, man kan gøre, er at glæde sig til, at han skal forflyttes til et andet ministerium. Jeg kan huske, de engang drak champagne i økonomikontoret, da vores Jonah skulle videre.”

Når en politisk leder bliver upopulær, bliver de en lort i en swimmingpool”

Et afsnit i den anden sæson af VEEP har titlen Lorten i swimmingpoolen og refererer til den situation, hvor en politiker bliver så upopulær, at selv hendes venner og partifæller helst ikke vil for tæt på.

En senator fra Selina Meyers’ eget parti forsøger på alle tænkelige måder at undgå, at få Selina Meyers’ offentlige støtte efter en række offentlige skandaler. Det ændrer sig dog i sidste øjeblik, da hun ad flere omgange bryder sammen i tårer, og folkets sympati pludselig vender.

Parallellen til dansk politik er næsten for oplagt. Både Helle Thorning-Schmidt og – især – Lars Løkke Rasmussen har været udsat for den næsten ultimative ydmygelse, at deres egne borgmestre nærmest frabad sig deres besøg op til et kommunalvalg, fordi de simpelthen var bange for at blive smittet” af partilederens manglende popularitet. Og det afspejler sig ned gennem alle geledder.

Per Helge: Man er et hold, så længe det går godt, og der kan virkelig være god stemning og highfives over et eller andet, man lige har lanceret. Men det er kun indtil en eller anden kommentator får sagt, at det er udueligt. Intet er ændret, bortset fra stemningen. Ingen kunne pludselig huske, hvem der egentlig havde fået den der idiotiske ide!”

Bonusinfo. VEEPs nye sæson havde premiere i mandags på HBO Nordic, hvor man også kan se de forudgående fire sæsoner. Den fjerde sæson vandt sidste år den amerikanske Emmy-pris for bedste komedieserie.

Politikernes mød-almindelige-mennesker-teori, der altid kikser

I et andet afsnit af den første VEEP-sæson, opstår der en situation, der også er enhver dansk, politisk pressemedarbejders mareridt. Selina Meyers får aflyst et møde, og pludselig er der nogle ledige timer i kalenderen.

Skal vi jeg ikke ud og møde nogle almindelige mennesker?” spørger vicepræsidenten, der ligesom de fleste danske toppolitikere har fået den idé, at vi allesammen hungrer efter at se tv-billeder af vores politikere sammen med mennesker, der kunne være os selv. I VEEP-episoden ender Meyers med at få dårlig mave under besøget i en isbutik (lidt karikeret måske), men det er et meget præcist billede på, hvor akavet den slags oftest også ender med at være i virkeligheden for både politikerne, embedsmændene, de stakkels almindelige mennesker og de journalister, der dukker op, selv om de ved, det er et stunt. Det ender som regel med at bekræfte, hvor svært politikerne har det med almindelige mennesker.

Per Helge: Hvorfor skal man altid ud på en eller anden skole og præsentere et nyt udspil? Man giver ligesom op til, at det skal fucke op. Man står altid bare og tænker åh nej, åh nej, nu spørger en eller anden unge om, hvorfor is er lettere end vand, og det aner ministeren selvfølgelig ikke, og pludselig bliver et superlækkert naturfagsudspil til en historie om, at ministeren ikke er kvalificeret til at styre vores skoler.”

FUCKManden bag VEEP er den skotsk/italienske instruktør Armando Iannucci, der også stod bag BBC's populære serie om det britiske embedsværk, The Thick of It. Parallellerne ser man blandt andet i den MEGET grove sprogbrug. HBO

Sekretæren er den eneste, der ved, hvad hun laver
Stort set ingen af karaktererne i VEEP er sådan rent fagligt klædt på til jobbet, og jo højere man kommer op i geledderne, jo mere bliver fagligheden reduceret. Karakteren over dem alle er i den forstand pressechefen Mike, der efter 20 år i embedsværket slet ikke lægger skjul på, at han ikke aner, hvad han laver, men sætter en stolthed i at være en helt almindelig fyr, der elsker sport og hunde (selv om han i øvrigt kun har en fiktiv hund, som han kan bruge som undskyldning for at holde fri ind imellem).

Det er selvfølgelig ikke rimeligt at beskylde det danske embedsværk for den form for inkompetence. Men selve pointen om, at folk bliver mere og mere generalister, jo nærmere man kommer ministeren, og at politik på højeste niveau også ofte handler om mavefornemmelser og ofte er meget mindre gennemtænkt, end man for eksempel skulle tro, når man hører kommentatorernes konspirationsteorier, er god nok.

Per Helge: Den der har bedst styr på sin faglighed i serien, er sekretæren, og det er et meget godt billede på virkeligheden. Inden jeg kom ind i de der ministerielle kredse, forestillede jeg mig, at der ville være en helt anden form for kvalificeret, politisk samtale. Men den adskilte sig ikke meget fra lægmandssnakken nede på bodegaen. Men det er jo også, fordi man havner i en masse situationer, som man ikke kan lære på forhånd. Der er jo ingen universiteter, der holder kurser i 300-meter bortforklaring, fordi en minister igen har sagt noget idiotisk, fordi hun absolut skulle improvisere.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: