Irritationen voksede. Det blev værre og værre. Peter Dubgaard kunne mærke det som en spirende følelse indeni, når han gik hjem fra skole. “Jeg tænkte bare: For helvede, det bliver jo mere og mere træls.”

Peter Dubgaard var folkeskolelærer på Hørup Centralskole i Sønderborg. Han var egentlig en rummelig lærer, i hvert fald ikke en af den slags meget slaviske, autoritære og kortluntede lærere, der ikke kunne tolerere den mindste uro blandt eleverne. Han var glad for sit job og god til det. Men nu var der en dreng i hans 5. klasse, der virkelig forstyrrede klassen. Det var der, den stigende irritation kom fra.

Drengen kunne ikke sidde stille. Han var urolig og forstyrrende. Ikke bare for sig selv, men for hele klassen. Han råbte ting i timen. Han skulle ud og løbe. Han prikkede til de andre.

“Så blev jeg jo sur på ham. Og de andre elever blev også sure – de ville ikke lege med ham. Og jeg tror egentlig også, han var sur på sig selv,” siger Peter Dubgaard.

Men drengen kunne ikke sidde stille. Og det blev værre og værre.

Så var det, at Peter fik en idé.

Idéen skulle ændre meget – for den urolige dreng og klassen, men også i Peter Dubgaards eget liv.

Og endnu vigtigere: Idéen skulle vise, at dem, vi afskriver som problematiske, forstyrrende eller mangelfulde, kan rumme det største guld.

De seneste år har vi talt meget om urolige børn i skolen. Vi har talt om børn, der ikke lige passer ind. Vi har talt om den eksplosive stigning i diagnoser blandt børn. Og med god grund.

Fra 2010 til 2015 er antallet af børn og unge, der blev behandlet i psykiatrien, steget med 44 procent. Den almindeligste psykiske diagnose blandt børn er ADHD – her er sket en tidobling i medicinering fra 2004 til 2014 ifølge Vidensråd for Forebyggelse.

Men det handler langtfra kun om diagnoser. Undersøgelser har indikeret, at en pæn del af børnene i en klasse – måske 15 procent – kan have udfordringer med at sidde stille. De er, med andre ord, urolige børn.

Vi har at gøre med en af tidens vigtige debatter: Hvordan skal skolerne og forældrene, samfundet og børnene håndtere den virkelighed?

Peter Dubgaard var selv et ret uroligt barn til tider, dengang han gik i skole. Han skulle op og spidse blyanter igen og igen. Vippede op og ned på stolen. Og når han rigtig kedede sig, vidste han lige, hvordan han kunne prikke til en klassekammerat for at få ham til at eksplodere. “Så var halvdelen af matematiktimen gået med, at han skulle dysses ned,” husker han.

Når han havde fri, kunne Peter Dubgaard godt lide at skille ting ad. Hvordan virkede et fjernsyn? Han splittede fjernsynet i et virvar af dele. “Så virkede det så ikke mere – det var jo lidt ærgerligt,” siger han. Men han undersøgte mekanikken. Lavede sine egne små opfindelser. Byggede diskolys og højttalere ud af de ting, han skilte ad.

Som ung fik han arbejde i McDonald’s. Og som han siger: “Der lærer du virkelig noget om arbejdsmoral.” Så var han forbi Danfoss som automatikmekaniker, og bagefter blev han folkeskolelærer – sløjd, matematik, natur og teknik. Han elskede det – ikke mindst børnenes meget ærlige feedback; man vidste straks, om man havde fanget dem.

Men nu, med den urolige dreng i klassen, var tingene kørt skævt.

Peter havde dog lagt mærke til noget. Når drengen sad med en bold ved fødderne, var han langt mere rolig. Når han rullede bolden under bordet, kunne han faktisk koncentrere sig. Bevægelse hjalp. Problemet var bare, at bolden tit røg væk – det forstyrrede jo også. Eller også var der ikke lige en bold i klassen.

Hvad hvis man fandt en bedre løsning? tænkte Peter. Hvor drengen kunne bevæge sig siddende, uden en bold? Han kendte til fidgetspinnere og den slags dimser, man kunne pille ved. Men det var for synligt, og de blev hurtigt snuppet af en kammerat eller tiltrak sig for meget opmærksomhed. Bevægelsen skulle ned under bordet.

Han gik hjem i sit værksted og begyndte at bikse og hamre og bøje på nogle fladjern. Til sidst havde han bygget en mekanisk konstruktion, en slags stigbøjle, man kunne sætte under bordet. Den lignede lidt en crosstrainer fra et fitnesscenter. En fodgynge.

Til næste time monterede Peter fodgyngen under drengens bord. Han var spændt. Ville det virke? Timen begyndte, og drengen sad og vippede med fødderne under bordet. Det larmede. Meget.

“Det støjede som en rusten cykelkæde, der skulle smøres. Det larmede helt sindssygt,” siger han.

Efter få dage havde klassen fået nok. Stop nu, sagde de. Støjen forstyrrede.

Det var en fiasko. Peter måtte pille fodgyngen ned. Men han lagde mærke til noget: I de dage, drengen havde haft den under bordet, havde han ikke forstyrret klassen.

Peter gik i værkstedet igen.

Det er ikke nyt, at børn kan have svært ved at sidde stille i timerne. Men vi ser alligevel nogle markante udviklinger i disse år.

Antallet af børn med diagnoser er længe bare steget og steget. Det samme gjorde antallet af børn uden for folkeskolen i mange år. Fra 2001 til 2008 voksede andelen af børn i specialklasser og på specialskoler fra 3,4 procent til 5,6 procent. Modsvaret var den såkaldte inklusionslov i 2012. Målet var, at folkeskolen skulle rumme flere børn med særlige behov. 96 procent af alle danske børn skulle gå i almindelige skoleklasser.

Det mål er siden blevet droppet, for det er ikke let at få inklusionen til at fungere i praksis, konkluderede en ekspertevaluering i 2016. Selv om børnene er inkluderede – de sidder fysisk i det samme lokale – så er de alligevel ekskluderede, fordi de ikke kan indgå på lige fod med de andre i klassen, som min kollega skoleskribent Sara Alfort har formuleret det.

Der er, med andre ord, blevet arbejdet virkelig meget med, hvordan skolen bedst rummer de børn, der – for eksempel – har svært ved at sidde stille.

Der findes et væld af løsningsbud fra eksperter, skoler, forældre og politikere. Skal undervisningen indrettes anderledes? Skal strukturerne – lovgivningen – ændres? Hvad er forældrenes ansvar? Hvad er barnets? Arbejder vi rigtigt med diagnoser? Med støtte til børnene? Og hvad egentlig med skærmene? Det er en vigtig debat, og der er ingen nemme løsninger.

Eller er der?

Peter eksperimenterede videre i værkstedet. Han prøvede sig frem. “Jeg tror ikke, nogen opfindere siger: ‘Hurra! Nu har jeg løsningen.’ Man laver en masse fejl og forsøg. Ligger søvnløs om natten og tænker det igennem.” Denne gang fik han konstrueret en gynge af træ, ikke metal, og fundet en måde at sætte den fast under bordet med en snor.

Han tog den med på lærerværelset. Kollegerne stillede alle de spørgsmål, han ikke selv havde tænkt på. Hvad med sikkerheden? Var der kvælningsfare? Og materialet – blødgørende midler? Giftige stoffer? “Den pingpong var vigtig. Jeg kunne hele tiden optimere og forfine,” siger han. Kollegerne fungerede med andre ord som en slags medudviklere.

Og den urolige dreng blev, igen, testperson.

Denne gang virkede det langt bedre. Ingen larm. Og ingen uro. Drengen vippede med fødderne under bordet – og kunne fokusere i timerne.

“Han blev rolig på en helt ny måde. Og han virkede glad,” siger Peter Dubgaard. “Drenge siger jo som regel ikke så meget, men han sagde: ‘Jeg har ikke så mange lektier for mere.’ Det var jo, fordi han fik lavet meget mere i timerne. Han fik ikke skældud, og han blev også mere accepteret af de andre børn – begyndte at lege med dem i frikvartererne.”

Fodgyngen var lydløs, og den var også nærmest usynlig under bordet. Det var vigtigt. “Hvis eleven i forvejen stikker ud, fordi han har det svært, skal hjælpemidlet jo ikke udstille ham endnu mere. Det gavner sjældent børns trivsel.”

Nogle af de andre lærere på skolen begyndte nu at spørge, om de ikke også kunne få en fodgynge til et barn i deres klasse. Så Peter gik igen i værkstedet. Og efterhånden havde fem elever på skolen en trægynge, de sad og vippede med under bordet.

“Før havde jeg bare tænkt, at gyngen skulle løse et problem i min klasse. Men der tænkte jeg: Måske har jeg noget større her? Måske har jeg et produkt.”

Peter besluttede at teste, om der faktisk var behov for hans opfindelse. Så han tog fat i alle andre skoler i Sønderborg. “Det kunne jo godt være, at mine kolleger på Hørup Centralskole bare brugte den, fordi de var søde ved mig – sådan lidt lokalpatriotisk.”

De andre skoler sagde ja tak til at prøve, og ret hurtigt fik han respons: Fodgyngen virkede også der.

Nu valgte Peter at satse. Han tog orlov fra skolen, lavede en virksomhed, en hjemmeside og webshop. Han tog patent på fodgyngen, som han gav navnet SWNX (en omskrivning af swings – gynger). Han søgte hjælp hos en gratis opfinderrådgivning under Teknologisk Institut. Og så begyndte det møjsommelige arbejde med at fortælle verden – og ikke mindst andre skoler – om opfindelsen. Han blev aldrig glad for telefonsalg – “måske fordi jeg selv hader, når jeg bliver ringet op” – men der begyndte at komme hul igennem via de sociale medier. Og så var det, han fik en idé til at få både opmærksomhed og en tiltrængt investering: Han ville i Løvens Hule – DR-programmet, hvor håbefulde iværksættere præsenterer en forretningsidé for et panel af investorer, der måske, måske ikke, ser potentialet og skyder penge i.

Han skrev til programmet: “Jeg tænkte: ‘Hvad er det værste, der kan ske?’”

En hel del, faktisk.

Peter Dubgaard kan huske, da han ankom til tv-studiet. Han var fuld af forventning. Han havde talt med casteren på forhånd, og det var gået supergodt: “Jeg tror nærmest, jeg fik solgt hende en fodgynge.”

Han havde virkelig forberedt sig. Hans pitch var indøvet. Han havde været dybt i budgetterne med sin revisor: “Jeg ville have 100 procent styr på mine tal. Jeg gad ikke blive haglet ned af Jesper Buch.” Jesper Buch var manden bag Just Eat og en af fem investorer i panelet, der skulle bedømme, om de ville investere i Peters fodgynge. Og så var han den notoriske hårde hund i Løvens Hule, der ofte rev usikre og uforberedte iværksættere rundt.

Peter havde taget sin søn med i studiet. Han skulle demonstrere gyngen. Peter havde også bygget et gennemsigtigt bord i plexiglas, så alle kunne se, hvordan den virkede.

Så skulle det ske. Peter stillede sig op foran panelet af iværksættere og pitchede sin idé. Han var den allerførste, så der var god tid – “jeg blev krydsforhørt i en time”. Det gik superfint, tænkte han. Christian Stadil, Hummel-ejer og iværksætter, var oppe og prøve fodgyngen. “Jeg tænkte: ‘Nu er den sgu hjemme.’”

Så kom bedømmelsen. Jesper Buch begyndte: Jeg er ude, sagde han. Du mangler et team. Og det er for let at kopiere. Næste dommer, Mia Wagner, ville lige tænkte sig om og først se, hvad resten af panelet sagde. Iværksætter nummer tre sagde nej; han ville ikke investere. Så sagde Christian Stadil også nej: Du mangler dokumentation. Det er for let at kopiere. Femte og sidste løve-investor vendte også tommelfingeren nedad. Og så sagde Mia Wagner, der nu havde lyttet til de andre, også … nej. Ikke en eneste investor-løve gad bruge mere tid, for ikke at tale om penge, på hans gynge.

“Det var da lidt ærgerligt,” siger Peter Dubgaard.

Han og hans søn pakkede plexiglas-bordet og fodgyngen sammen og tog tilbage til Sønderborg.

Men en ting, man skal vide om Peter, er, at han er optimist. Så han tænkte, at det jo godt kunne være god reklame alligevel. Godt nok havde han ikke fået nogen penge og alle fem havde sagt nej, men hele Danmark kunne trods alt høre om hans fodgynge. Men da programmet blev sendt, stod det klart, at det heller ikke kom til at ske. Peter var blevet klippet sammen med en anden håbefuld iværksætter, og det hele var barberet ned til en meget kort sekvens – cirka et minut – uden de positive ord fra ‘løverne’, og uden at man rigtigt forstod, hvad fodgyngen gik ud på. “Det var lidt noget skuddermudder,” siger han.

En afvisning af den karakter ville måske have slået nogle ud. Men, igen, Peter er usædvanligt positivt anlagt. Jeg kan nærmest ikke få ham til at sige, han var skuffet. Og med positiv mener jeg, at han er typen, der stopper Anders Lund Madsen på gaden og fortæller ham om fodgyngen (“han synes da, den var fed”). Han er typen, der får sig presset ind på kontoret hos en af Danmarks rigeste mænd, Bent Jensen fra virksomheden Linak, og hos Danfoss-milliardæren Jørgen Mads Clausen – så de også kunne høre lidt om fodgyngen.

Og efterhånden begyndte Peter Dubgaards hårde arbejde at kunne mærkes. Flere og flere skoler takkede ja. Fysioterapeuter begyndte at bruge den. Nogle forældre købte den til derhjemme. Og ja, Danfoss takkede endda ja til nogle fodgynger til medarbejderne. Pengene var stadig små, men salget voksede – og vigtigst: Peter hørte igen og igen om børn, der havde fået det markant bedre.

Han hørte for eksempel om en dreng, der simpelthen ikke kunne sidde på en stol i timerne. Han gled ned ad stolen, stod op, lå ned. Han nægtede at skrive i hånden – kun på computer. Sådan havde det været fra 0. til 4. klasse, der var kommet støttelærer på og tiltagende snak om diagnoser; nu skulle han i udredning. Men så prøvede han fodgyngen.

“Det ændrede sig drastisk fra dag et. Klassen var nået dertil, hvor de ikke kunne rumme ham mere. Men nu faldt der ro på. Han kunne sidde som alle andre. Skrive i hånden. De stoppede al udredning. Han blev mere accepteret i klassen og frikvartererne. Og det viste sig: Han var faktisk virkelig intelligent,” siger Peter.

Det er vigtigt at understrege, at en fodgynge selvsagt ikke løser alle problemer med urolige børn. Langtfra. Det er et komplekst felt, og der findes – som nævnt – mange andre, og også dyberegående og mere fundamentale, løsningsveje: ændringer i strukturer og lovgivning, tilpasning af skoler og undervisning, arbejde med forældrenes ansvar og meget andet. (Og for børn med reelle diagnoser skal der uden tvivl andet og mere til). Det er Peter Dubgaard enig i.

“Fodgyngen er på sin vis et symptom,” siger han. “Den peger på, at noget ikke er, som det skal være på et større plan.”

Men samtidig havde Peter i stigende grad et indtryk af, at man med noget så enkelt som en gynge af træ faktisk også kunne gøre en vis forskel for urolige børn. Og vigtigere begyndte han i stigende grad at nå til en overbevisning om, hvor stort og ofte overset et potentiale der lå lige under overfladen hos mange børn, der ellers var blevet afskrevet som forstyrrende, problematiske og besværlige.

“Der er så store potentialer i de børn – jeg tror kun lige, vi har set starten af, hvad de kan blive til, hvis vi bliver bedre til at rumme dem,” siger han.

Dubgaard er ikke alene med den analyse. Rundt om i verden er der stigende fokus på potentialet i børnene, der stikker ud – også dem med diagnoser. En undersøgelse fra Silicon Valley har vist, at hver tredje iværksætter havde ADHD-lignende træk. Tech-entreprenørerne var måske ikke så gode til at følge reglerne og bestride et 8-16-job, men de var fulde af energi, de var handlekraftige, og de fik masser af idéer.

I Aarhus arbejder Katrinebjergskolen med potentialet hos autistiske elever. Det samme gør en række virksomheder. Hos eliteuniversitetet MIT i USA har en ledende forsker sagt, at hvis vi kunne eliminere autisme, ville mange af universitetets elever ikke være, hvor de er i dag.

Peter Dubgaard mener, at i en fremtid, hvor gamle industrier og vaner bliver brudt ned, og helt nye ting vokser op, kan de skæve børn have en fordel.

“De lidt skæve børn ser ofte tingene lidt anderledes. Der kan springe helt nye idéer ud hos dem. De forstår – og ser – måske bedre det nye og spændende. Det får vi i den grad brug for i fremtiden,” siger han. “Fremtiden kan tilhøre de skæve børn. I hvert fald hvis vi ikke taber dem,” siger han.

Desuden er det helt nødvendigt, siger han, at de børn, der har svært ved at passe ind, får mulighed for at blomstre i klasserne. Både økonomisk og menneskeligt.

“For det første vil vi på sigt få en bedre, mere veluddannet befolkning. Det er jo afgørende, for det er det eneste, Danmark kan konkurrere på. For det andet undgår vi, at de børn oplever nederlag på nederlag. Vi kan undgå at tabe en masse mennesker på gulvet.”

Og, tilføjer matematiklæreren, “så vi får mere ro i timerne. Det vil være et gennembrud.”

For nylig kom Peter Dubgaards eget gennembrud. Første skridt var tilbage i 2018. En veninde overtalte ham til at sende sin idé ind til Danish Design Awards, en priskonkurrence for det bedste danske design. Louis Jensen, Velux og Danfoss havde vundet før. Dagen før deadline skrev Peter en ansøgning.

Overraskende nok kom han videre til næste runde i konkurrencen. Og endnu mere overraskende kom han også igennem den, indtil han pludselig fik en mail: Han var kommet i finalen og skulle mødes til award-show i Industriens Hus i København.

Og så pakkede Peter tasken i Sønderborg og tog turen til hovedstaden for at få sin fodgynge bedømt. Han tog kæresten og nogle venner med. “Jeg tænkte, arh hvor vildt. At være nomineret var fanme nok det største, der var sket i mit liv. Jeg er jo bare en matematiklærer, og nu skulle jeg over til de meget, meget fine folk i det der gigantiske show,” siger han.

De fine folk var, blandt andre, hele tre ministre på tilskuerrækkerne. Der var rullet rød løber ud. Det vrimlede med mennesker. Blinkende kameraer og dyre kjoler. Peter sad og kiggede fra sin plads i mørket, mens vinderne i de andre kategorier blev meldt ud. Lego. Joe & the Juice. Røde Kors. “Hold nu kæft, hvad har jeg rodet mig ud i?” tænkte han.

Nu var de nået til hans kategori – better learning. En japansk mand gik på scenen. “And the winner is …”

Højttalerne begyndte at spille sangen Footloose.

“… Footswings!”

Fodgyngen havde vundet.

Peter tumlede op på scenen. Han havde ikke forberedt noget, for han havde ikke regnet med at vinde. “Jeg tænkte bare: ‘Shit, hvad skal jeg sige?’”

Men kom derop og fik sin pris. Fremstammede nogle ord – han kan ikke huske hvad, men folk grinede. Og så sagde kulturminister Mette Bock tillykke. Det samme gjorde erhvervsminister Brian Mikkelsen. Og innovationsminister Sophie Løhde. “Jeg inviterede hende med i byen,” siger han. “Det lykkedes ikke. Jeg var nok lidt kæk i hatten.”

Men Peter selv tog i byen, sammen med kæresten og vennerne. Det var, som han siger på sønderjysk, “okay fedt”.

Prisen var med til at bane vejen for det, der for få måneder siden, i 2019, blev Peters reelle gennembrud. Han landede en aftale med det globale firma Gonge om at få sine fodgynger ud i hele verden – 50 lande. Det har ikke været meldt ud tidligere, og det er stort. For det betyder, at firmaet nu laver plastikversioner af hans fodgynger. Både en til børnehaver, som de sælger, og en til skoler, som han selv sælger (i dag har 25 procent af folkeskolerne i Danmark købt mindst en af hans fodgynger). Plastikversionen gør fodgyngen sværere at kopiere (tag den, Jesper Buch). Og allervigtigst: distribution, produktion og globale netværk af sælgere og forretninger bliver åbnet gennem samarbejdet. Lige om lidt bliver fodgyngen, der begyndte som en hjemmebikset løsning til et uroligt barn i Hørup Centralskole, rullet ud over hele kloden.

“Nu kan jeg pludselig godt leve af fodgyngen,” siger Peter, “men det virkelig spændende sker, når den kommer ud i verden. Det er helt ufatteligt.”

Det er ikke længe siden, at en urolig dreng skabte irritation og forstyrrelser i en klasse i Sønderborg. Det er ikke længe siden, at en anden urolig dreng, der nu var blevet voksen, blev smidt ud af Løvens Hule med fem gange nej tak. Men nu står hans opfindelse nær det helt store gennembrud.

Peter Dubgaard havde ledt efter hjælp i et højprofileret tv-program, men havde fundet den rigtige partner til sin opfindelse hos et helt andet firma: “Jeg indså, at jeg havde ledt det forkerte sted,” siger han.

Nogle gange ser vi ikke de rigtige steder hen. Og nogle gange ser vi kun problemet og ikke det guld, der kan gemme sig lige nedenunder eller lige ved siden af. Som Peter Dubgaard siger:

“Vi mennesker er tit hurtige til at fælde dom, også nogle gange for hurtige. Men hvis vi dykker lidt længere ned, hvis vi giver mennesker – og børn – lidt længere tid, hvis vi ser dem og forstår og rummer dem lidt bedre, så tror jeg, vi kan få meget mere ud af hinanden.”

Nogle gange er det de urolige børn, der når længst. Nogle gange er det de afviste opfindelser, der får den største succes. Nogle gange kan en kasseret fodgynge, der larmede som en rusten cykelkæde, redde et barn – og nå ud i hele verden.