Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

På det moderne arbejdsmarked huserer de udmattede blæksprutter. Du gætter helt sikkert hvorfor

BLÆKSPRUTTENVær noget andet. Det er bedst sådan. Illustration: Line Schmidt for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Hvis du kan holde mange bolde i luften, er du en drøm for det moderne jobmarked. Eller hvad? For selv om multitasking er en efterspurgt evne, så fortæller hjerneforskningen os, at det er umuligt for vores hjerner at udføre flere opgaver på samme tid. Faktisk bliver vi dårligere til at arbejde, når vi prøver at multitaske, og alligevel er det nærmest en grunddrift i den menneskelige natur. Andreas Thorsen undersøger multitaskingens biologi, og hvordan vi forhindrer, at det stikker af for os.

Der sker det, at jeg mister fokus, det sker endda, mens jeg skriver nu. Klokken er halv otte om morgenen, og nu får jeg Politikens nyhedsbrev, som jeg får hver morgen, min computer laver en lyd, og nu siger den, at jeg har en ulæst mail, og nu tjekker jeg den så, og det viser sig, at cykelrytteren Jakob Fuglsang, vores evige Tour de France-håb, er blevet sat i forbindelse med en berygtet italiensk dopinglæge, og der er også nyheder om coronavirusset i Kina og om Sundhedsplatformen. Jeg var ellers i gang med noget andet. Med at skrive det her.

Det, der har interesseret mig i arbejdet med denne historie, det, den handler om, er det samme, som har besværliggjort den. Manglende fokus. Forfængelige forsøg på at dele det fokus, der trods alt er, ud til flere ting på en gang.

Det kaldes multitasking, fleropgaveløsning” kunne være den dårlige, men direkte danske oversættelse, og det har et godt navn i jobopslag og andre steder, hvor et menneskes kapacitet til at få udrettet en hel masse på kort tid er i høj kurs. Umiddelbart virker det som noget, man egentlig gerne ville kunne, det ville ud fra almindeligt logiske kriterier være fedt at kunne flere ting på en gang og jonglere alle opgaverne i mål med maksimal og effektiv tidsudnyttelse, men!

Det er bare ikke det, der sker, når man forsøger at multitaske. Faktisk har det den fuldstændigt modsatte effekt; multitasking sætter os i virkeligheden kun tilbage, egentlig er det kontraproduktivt. Når vi forsøger at multitaske, gør vi i virkeligheden ikke mere end en ting ad gangen, vi skifter bare imellem dem, og dette skift udmatter vores hjerne, opbruger dens energireserver. Så bliver vi stressede, og så bliver det hele lidt noget møg.

Spørgsmålet er, hvorfor vi så gerne vil kunne multitaske. Hvorfor vi har skabt et arbejdsliv, der efterspørger det, og ikke mindst hvad løsningen er. For der er en løsning, det siger Anette Prehn, som jeg har spurgt, fordi hun er sociolog, tidligere formand for regeringens stresspanel og klog, hvad angår hjernens samspil med samfundet omkring den, men hende vender jeg tilbage til. Nu fik jeg en mail til, den var fra Berlingske, som ville fortælle mig, at Alternativets nye politiske leder, Josephine Fock, splitter partiets top, og at Uffe Elbæk gik tidligt hjem fra festen, efter at Fock var blevet valgt her i weekenden. Og så går Venstre nu alligevel ind for ansigtsgenkendelse. I øvrigt.

Bonusforskning 1: Det tager ifølge et forskningsprojekt fra University of California gennemsnitligt 23 minutter og 15 sekunder at koncentrere sig fuldt ud om en opgave igen efter at være blevet forstyrret.

Problemet med multitasking er, at det dræner hjernen for energi. Når man splitter sin opmærksomhed op og bruger den på flere opgaver, så brænder hjernen glukose, et slags brændstof, af i den præfrontale cortex (den del af hjernen, som sidder forrest), og den gør det hurtigt. Den amerikansk-canadiske hjerneforsker Daniel Levitin skriver i sin bog The Organized Mind: Thinking Straight in the Age of Information Overload, at det hurtige skift i de opgaver, vi stiller vores hjerne, kommer med en biologisk pris, som ender med at gøre os hurtigere trætte, end hvis vi fastholder vores opmærksomhed på én ting”. Hjernen bruger simpelthen sit brændstof så hurtigt, at den løber tør, før den ellers ville gøre det, altså bliver den noget så menneskeligt som træt. Så bliver dens menneske træt. Så kan det være, at nævnte menneske spiser noget for at få noget energi tilbage, eller også tager det en kop kaffe, men det er den forkerte strategi, siger Levitin, der er en slags international hjerneforsker-superstjerne. Han udbygger sit argument i magasinet Quartz:

Det, du oftest har brug for i sådan en situation, er ikke koffein, det er bare en pause. Hvis du ikke tager regelmæssige pauser hver anden time, vil din hjerne ikke få noget ud af den ekstra kop kaffe.”

Hjernen fungerer som en computer. Begrebet multitasking kommer af, at computere løser forskellige opgaver så hurtigt, at det, selv om det sker én opgave ad gangen, ser ud, som om det hele sker på en gang, og det er det samme, hjernen gør, bare virkelig meget langsommere. Arbejdshukommelsen, det, hjernen har på bordet foran sig lige nu, kan kun holde fokus på få ting på en gang og det kun i cirka 20 sekunder, så skal den genopfriskes, og så er det, man ender med at spørge sig selv, hvad det var, man havde gang i, før man tjekkede sin mail. Man når ikke mere af at lave det på en gang.

Her kommer jeg så med mere dårligt nyt: Multitasking gør dig ikke bare ringere til at arbejde lige nu og her, det kan endda have en permanent indflydelse på, hvor meget hjernen, heriblandt arbejdshukommelsen, kan klare. Studier har vist, at hjernens struktur, altså den fysiske hjerne som sådan, ændres, når vi forsøger at gøre flere ting på en gang. Forsøgspersoner, der med god ret kunne kaldes heavy multitaskers, som det hedder i et studie fra The University of Tokyo, har mindre væv i den del af hjernen, som står for automatiske kropsfunktioner som blodtryk og puls og kognitive funktioner som beslutningstagning, empati og impulskontrol. Så bliver det endnu værre, for det viser sig også, at vores IQ bliver lavere af multitasking. Et andet studie, dette fra University of London, viser det samme fald i IQ hos folk, der multitasker, som man ser hos mennesker, der ikke har sovet hele natten, og bare det at vide, at der er en ulæst mail i indbakken, kan sænke den med mellem 10 og 15 point. Så her til morgen har Politiken gjort mig dummere, okay, sat på spidsen, men altså.

Til sidst bliver det helt skidt, for multitasking skaber også ravage i vores krop. Det øger mængden af stresshormonerne kortisol og adrenalin, hvilket kan ende med alle mulige komplikationer, for eksempel forøget blodsukker og indsnævrede arterier. Så. Måske bør man bare lade være.

Bonusforskning 2: I et studie fra The University of Utah lyder det, at de mennesker, som multitasker mest, for eksempel ved at tale i telefon, mens de kører i bil, faktisk er dem, der er dårligst til at gøre det.

Alligevel multitasker vi, og det er sjovt, det er ligesom blevet institutionaliseret, man ser det eksempelvis, når man læser jobopslag, hvor arbejdsgivere nærmest oftere end ikke søger en blæksprutte, der er god til at holde en masse bolde i luften. En hurtig søgning viser, at lige nu kan jeg søge 17 job som blæksprutte i Københavnsområdet alene, og jeg har tjekket, ingen af dem har med reelle blæksprutter at gøre, men er jeg energisk, god til at have mange bolde i luften og klar til at springe til, når det brænder på, så har jeg en chance. Vi har skabt et arbejdsliv bestående af browserfaner, intranet og Post it-notes, på trods af alle de her problemer, er multitasking over det hele, men hvorfor?

To amerikanske forskere, hjerneforskeren Adam Gazzaley og psykologen Larry Rosen, skriver i deres bog The Distracted Mind: Ancient Brains in a High-Tech World, at det moderne menneske søger, nærmest fouragerer, efter information, ligesom vores forfædre gjorde efter mad. For dem ser forsøget på at multitaske ud til nærmest at være et menneskeligt vilkår.

Vi er informationssøgende væsener,” skriver Gazzaley og Rosen og sammenligner vores adfærd med den måde, egern leder efter mad. Når det, altså egernet, opdager, at der efterhånden ikke er vildt meget mad tilbage i det område, det har opholdt sig i på det seneste, ved det instinktivt, at det er på tide at bevæge sig videre. Egernet forstår ubevidst, at selv om det kommer til at kræve kræfter at bevæge sig fra et område til et andet, og at det ikke er sikkert, at det i overgangsperioden kommer til at have så meget mad, så er flytningen det værd, fordi det at flytte simpelthen er en nødvendighed. Egernet er klogt. Og så er der mennesket.

Vi arbejder med information på samme måde, som egernet arbejder med føde, men vi er ikke lige så kloge som egernet, for hvor det bliver i et område, til der ikke er mere at hente i det, bliver vi nemt ledt på afveje. Vi keder os, lader koncentrationen fare og overvurderer konstant, hvad der er at hente i det næste område, i den næste bid af information. Vi venter ikke, springer i stedet videre.

Teknologien spiller en rolle, det er måske ikke så overraskende. Med udviklingen af internettet, måske særligt af de sociale medier, er det blevet lettere at lade sit altså menneskelige grundbehov for at skifte mellem opgaver gå halvt bananas. Adam Gazzaley og Larry Rosen skriver om, at teknologien rækker ud til os”. Vi griber fat.

En anden årsag til, at vi søger at multitaske og tror, at vi kan det, har at gøre med den måde, hjernen fungerer på.

Jeg fik, som jeg skrev det her, en sms, den var fra min ven Joachim, og den handlede om Den store bagedyst, hvilket for så vidt intet havde med mit arbejde at gøre, men jeg svarede, jeg multitaskede, og det ødelagde alt. Eller i hvert fald min rytme. Det var på en måde også dejligt. Mit fokus skiftede fra en ting til en anden, og da det skete, blev dele af min hjernes belønningssystem aktiveret, hvilket, som navnet antyder, føles godt.

Når det sker, får man et skud af hormonet dopamin, der er det, man kalder en neurotransmitter, et signalstof, som regulerer følelser af lyst og ligefrem eufori. Dopaminen udløses i dette tilfælde, fordi man har udført en opgave (for så vidt at det at svare på en sms er en opgave), og når man bagefter tjekker Facebook og så Instagram og så Twitter, som jeg gjorde umiddelbart efter at have svaret på Joachims sms, så får man et skud mere og så et til og så et til, og det kan hjernen godt lide. Og så vil den have endnu mere. I yderste konsekvens kan man ende i et dopamin-induceret feedbackloop, som belønner hjernen for igen og igen at miste fokus. Altså kan man sige, at multitaskingen nærmest tager over og bliver selvforstærkende. Hjernen bliver afhængig. Og så er det måske mindre underligt, at vi multitasker.

Bonusforskning 3: Et forskningsprojekt fra

universiteterne Princeton og Berkeley fandt sidste år, at vores opmærksomhed slår ud fire gange i sekundet for at holde øje med vores omgivelser. Sandsynligvis har det at gøre med gamle instinkter om at passe på farer.

Anette Prehn (for nu når vi til hende, sociologen, nu er jeg færdig med alt det andet) mener, at multitasking er et godt eksempel på, at vores arbejdsliv ofte bliver indrettet på en måde, som er ret langt fra det, vores hjerner ville have godt af.

Det arbejdsliv, vi har skabt os, er sjældent noget godt billede på, hvordan hjernen fungerer. Vi dribler af sted efter logikker, som ikke er særligt logiske,” siger hun. Da jeg begyndte på arbejdsmarkedet for omkring 20 år siden, var den helt store trend det åbne kontorlandskab. Alle skulle kunne tale med alle, alle skulle bare være små absorberende svampe, men man tænkte ikke på, hvad det ville betyde for vores evne til fordybelse og til at få tingene gjort.” Jeg har sat mig ud i vores frokoststue for at ringe til hende, sådan at jeg ikke forstyrrer Zetlands netop meget åbne kontorlandskab. Hvori Post it-notes dirigerer arbejdsdage for mennesker, hvis computerskærme defineres af browserfaner.

De store, urolige kontorlokaler er bare ét udtryk for en tendens, der i årevis har gennemsyret alle dele af arbejdslivet: at den ideelle medarbejder er generalist, en menneskelig schweizerkniv, der kan det hele og konstant tilpasser sig omstændighederne.

Ved at få drysset et lag kompetencekrav ud på tværs af alle, der sidder i organisationen, har man fået en situation, hvor intet er vanebaseret. Der er vi gået skævt. Vi har for tiden en idé om, at specialviden eller praksisnær viden nok er lidt ufint, og virksomhederne forventer, siger jobopslagene, at du er åben, agil, at du følger deres brede behov,” siger Anette Prehn.

Det er et problem, fordi det, som vi også tidligere har været omkring, laver om på vores hjerner, også rent fysisk, og så er det altså alvor.

Hjernen er plastisk, formbar, den ændrer sig efter, hvordan den bliver brugt, og vi er i gang til at omforme vores hjerner til distraktionsmaskiner, som hele tiden pådutter os afbrydelsen,” siger Anette Prehn. Men det tror jeg også, man har erkendt nu. Man er blevet klogere, og jeg tror, at evnen til fordybelse kommer højere op på jobopslagene. Der er flere og flere, der ikke kan koncentrere sig, flere, der distraherer sig selv. Vi bliver nødt til at ændre noget.”

Anette Prehn fortæller, at mennesket i det hele taget har meget dårlige forudsætninger for at praktisere det, hun kalder bevidst agens. Hjernen spiller os så mange puds, den leger så mange julelege med os, og hvis vi er blinde for det aspekt, er vi magtesløse,” siger hun. Men når vi kender de her hjernelogikker, kan vi bedre træffe bevidste valg. Det kan være udfordrende valg, men så er vi i det mindste bevidste.”

Og således kommer vi til løsningen på dette dagens problem. For der en.

Bonusforskning 4: Et forsøg på Carnegie Mellon University i Pennsylvania viste i 2013, at en distraktion, kombineret med at testpersonerne forventede en distraktion, medførte en nedsat hjernekraft på 20 procent.

Den er ikke kaffe. Som stjernehjerneforskeren Daniel Levitin siger, så skal man holde pause, så hjernen får ro, og du bestemmer selv hvordan, måske fungerer det for dig at glo lidt ud ad et vindue, måske at gå en tur, men det, der i hvert fald ikke virker, er Facebooks som bekendt endeløse feed, som kun tjener til at skabe yderligere opsplitning af hjernens arbejdshukommelse.

Når pausen så er ovre, skal man i arbejdet gøre sig bevidst om sit fokus. Det er sådan en sætning, der ikke rigtig betyder noget, for hvordan gør man det, og værre endnu, hvad vil det overhovedet sige at fokusere?

Forskningen lyder, at hjernen, når man fokuserer, fungerer anderledes på det neurale niveau – dernede, hvor neuroner sender beskeder til hinanden. Beskederne bliver mere intense og klare, dele af hjernen synkroniserer med hinanden, og irrelevante beskeder bliver skubbet til side til fordel for en motorvej af tjekkethed, der bare kører derudad. Det er der, vi skal hen.

Men vejen til at blive bevidst om sin indre motorvej går bare ikke gennem at undertrykke vores lyst til at multitaske.

Vores samfunds logik er den, at vi skal bekæmpe den stress, der følger med multitasking, men vi ved fra hjerneforskningen, at det ikke virker at bekæmpe, undertrykke eller forsøge at komme af med den. Når vi forsøger at undertrykke trangen til multitasking, undlader vi at tilbyde hjernen en anden retning,” siger Anette Prehn. Plasticiteten i hjernen indebærer, at den former sig efter de dele af vores opmærksomhedsfelt, der er konkrete og billedskabende, så når vi fokuserer på at bekæmpe multitasking, er det, der styrkes i hjernen, ene og alene multitasking.”

Altså er der brug for en modpol til multitasking, et konkret alternativ.

Det kan være at fordybe sig, at tilvælge nærvær, at tilvælge høj kvalitet. At færdiggøre noget,” siger Anette Prehn. Det er en fin nok analyse, at vi skal have mindre multitasking i vores liv, men gør vi analysen til strategien, gør vi samtidig hjernen til en modspiller.”

Alternativet, siger hun, kan blive meget konkret. Man ved fra forskningen, at hvis din tændte mobiltelefon ligger på bordet under en samtale, så bider din opmærksomhed sig fast i det, du kunne gøre, og så bliver samtalen dårligere, altså fokus flytter sig, fordi du ikke har truffet et valg om, hvor det skal ligge. Dér findes vejen frem, hvad angår forsøg på at knække sit multitasking-misbrug, siger Anette Prehn.

Hvis vi erkender, at vi multitasker, så er det et sted at starte. Vælg, hvornår du er online, og hvornår du er offline. Vælg, hvor du er, og vær så der med hele dig. Har du notifikationer, presses du igen og igen ind i en reaktiv rolle, hvor din opmærksomhed hopper hid og did, afhængigt af hvad udefrakommende synes og gør. Selv tillader jeg ingen notifikationer i mit digitale liv.”

Og nu er historien færdig, så nu vælger jeg at læse flere mails. Jeg har fået to nye, og i hvert fald den ene ser superspændende ud.

Vi har lokket Anette Prehn, der, fortæller hun mig, også er medlem af Zetland, til at kigge ind i bidragssporet nogle gange i løbet af i dag, tirsdag, for at svare på spørgsmål om multitasking, hjernen og hvordan de to påvirker arbejdslivet. Hvis der er medlemmer, der skulle have sådan nogle.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: