Tværs over Ukraine løber et netværk af tusinder af kilometer lange gasrørledninger. Og på dagen, hvor Vladimir Putin invaderede Ukraine, skete der noget bemærkelsesværdigt inde i rørene. Mængden af gas, som flød fra Rusland mod EU gennem Ukraine, steg. Ja, du læste rigtigt: Mens Rusland invaderede Ukraine, og mens europæiske ledere fordømte invasionen i stærke vendinger, importerede vi mere gas fra Rusland, tværs gennem slagmarken. Dagen efter invasionen, mens de russiske militærkøretøjer rullede videre mod Kyiv, skete det igen. Og imens flød pengene naturligvis i modsat retning – fra EU til Rusland.

Krigen i Ukraine har på rekordtid fået os europæere til at vågne op til en række ubehagelige erkendelser. En af de mest ubekvemme er, at vi selv har betalt for krigen. Vladimir Putins krig er finansieret med fossile brændsler, og det er i høj grad os i Vesten, som har købt dem. Mens krigen har stået på, har vi dagligt lagt hundreder af millioner af dollars i den russiske præsidents krigskasse gennem vores indkøb af russisk olie og gas. Det gør os til Putins vigtigste forretningspartnere, og Putin til vores vigtigste leverandør af energi. Ruslands suverænt væsentligste eksportvare er olie, og vi europæere har i årevis købt over halvdelen af den. Cirka en fjerdedel af det brændstof, som vi fylder på vores biler, kommer fra Rusland. Og endnu mere afhængige er vi af russisk gas. Op mod 40 procent af al gas i EU kommer i et normalt år fra det statskontrollerede russiske selskab Gazprom, som har monopol på eksporten. Millioner af europæere er dermed direkte afhængige af Putin for at kunne holde varmen om vinteren.

Indtil for relativt nylig troede vi ikke, at det var et voldsomt stort problem med al den fossile energiimport fra Rusland – bortset fra den effekt, det havde på klimaet. Ja, faktisk var gassen udset til at spille en nøglerolle i Europas grønne omstilling. Europæiske og især tyske ledere har i årtier antaget, at så længe vi handlede med russerne, skulle de nok opføre sig nogenlunde ordentligt. Men den 24. februar 2022 beviste Vladimir Putin endegyldigt, at den antagelse var forkert. Putins invasion af Ukraine har derfor fået europæiske ledere på stribe til at erklære, at nu skal det være slut med at købe al den gas og olie af Rusland. Og der er ret bred enighed om, at vejen frem er at sætte turbo på den grønne omstilling. “Jo mere vi fremskynder udbygningen af vedvarende energikilder, jo bedre,” sagde Tysklands kansler Olaf Scholz i en skelsættende tale søndag den 27. februar. Energipolitikken, understregede kansleren, er ikke kun afgørende for vores klima og vores økonomi; den er også afgørende for vores sikkerhed. Dermed satte Scholz en fed streg under endnu en af de erkendelser, som Vladimir Putin har påtvunget os: Klimapolitik og geopolitik er umuligt at skille ad. Samme erkendelse fremgår tydeligt af det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik, som regeringen indgik med SF, Venstre, De Radikale og Det Konservative Folkeparti søndag den 6. marts. Her enedes partierne ikke alene om at bruge penge på Forsvaret, de gav også hinanden håndslag på hurtigst muligt at gøre Danmark uafhængigt af russisk gas. “Energi- og klimapolitik er et uomgængeligt element i selvforsyning og sikkerhedspolitik,” står der i aftalen.

Indtil videre er vestlige ledere dog ikke gået så langt som til at stoppe de daglige milliardindkøb af russisk olie og gas. Sanktionerne mod Rusland er omhyggeligt udformet, så de netop ikke skal ramme handlen med fossile brændsler. Men det er alligevel ikke utænkeligt, at konflikten kan sætte en stopper for Ruslands energieksport. Enten fordi russerne lukker for gassen for at straffe os for at støtte Ukraine, eller fordi vestlige lande iværksætter en form for boykot. Flere store vestlige olieselskaber har allerede erklæret, at de sælger ud af deres russiske forretninger, og der er også tegn på ‘selv-sanktionering’ fra vestlige virksomheder, som simpelthen nægter at købe russisk olie og gas. Det er en af grundene til, at priserne på olie og gas er skudt voldsomt i vejret på det seneste. Forleden sagde klima- og energiminister Dan Jørgensen ligeud, at vi skal være forberedt på en situation, hvor vi ikke har adgang til russisk gas næste vinter. Og ifølge USA’s udenrigsminister er amerikanere og europæere i fuld gang med at forberede mulige sanktioner rettet direkte mod russernes olieeksport.

Dermed rejser hele situationen nogle vigtige spørgsmål: Hvad sker der, hvis vi pludselig må klare os uden russisk olie og gas? Hvor hurtigt kan vi faktisk gøre os fri af russernes fossile brændsler, hvis vi beslutter os for det? Og hvad vil det kræve?

Svarene på de her spørgsmål er ikke entydigt opløftende. En positiv ting er, at man faktisk selv kan gøre en umiddelbar forskel ved at skrue ned for sit forbrug af fossil energi, for eksempel bare ved at tage cyklen eller toget frem for bilen. Men vi – og med ‘vi’ mener jeg os europæere – har over de seneste mange år placeret os selv i en situation, som vi ikke kan komme hurtigt ud af, uden at det vil gøre temmelig nas. Og det gælder også her i Danmark, selv om Danmark isoleret set ikke er specielt afhængigt af russisk olie og gas. Det europæiske energimarked er nemlig tæt forbundet, og derfor er Europas problemer også vores.

Så hvad ville der ske, hvis vi pludselig måtte klare os uden den russiske olie og gas? Mest presserende er nok spørgsmålet om gas, så lad os begynde med det. Gas er en nøglekomponent i Europas energisystem, som både bruges til at opvarme europæiske hjem, til at få strøm i vores stikkontakter og til at holde gang i vores fabrikker. I alt dækker gas lidt over en femtedel af EU’s energiforbrug. Knap 40 procent af gassen bruges i industrien, cirka 30 procent til at lave strøm, og lidt over 30 procent til at varme bygninger op. Og det sidste betyder selvfølgelig, at efterspørgslen klart er størst om vinteren.

Men altså, helt overordnet: Ja, vi kan teoretisk set godt klare os uden russisk gas i Europa, uden at folk fryser ihjel i deres lejligheder næste vinter. Vi skal bare ikke regne med, at det bliver særlig kønt. Fabrikker må beordres til at lukke ned for produktionen, strøm og varme vil blive uhørt dyrt, og hvis priserne ikke skal gå helt bananas, er der brug for en hidtil uset grad af europæisk samarbejde om at fordele den gas, der er til rådighed.

Cirka sådan lyder konklusionen fra en flok analytikere fra tænketanken Bruegel, der netop har regnet på sagerne. Og de har endda regnet med, at Europa kan skaffe rekordstore mængder gas fra andre steder end Rusland – noget, som langtfra er sikkert. Hvilket handler om nogle helt lavpraktiske, fysiske begrænsninger. Hvis gas ikke skal komme i rørledninger, sådan som den russiske gas gør, skal den nemlig komme med skib i form af flydende naturgas, også kaldet LNG. Og det er der begrænsede mængder af. En af de største spillere på markedet, Qatar, har allerede sagt, at de vanskeligt kan dirigere ret meget mere af deres LNG til Europa, fordi de for længst har solgt den til andre. Storforbrugere som Japan og Sydkorea ville derfor skulle give afkald på LNG, som de egentlig har bestilt, for at lade den blive sejlet til Europa i stedet. Og selv hvis vi kunne få fat i ubegrænsede mængder LNG, ville der stadig være grænser for, hvor meget vi kunne få ind i gasnettet. Det kræver nemlig nogle særlige terminaler, som man ikke bare lige bygger på en formiddag. Derfor ville der stadig blive behov for at rationere gassen. Det ville sandsynligvis gå ud over gødningsfabrikker, stålværker og andre energislugere, fordi det trods alt er nemmere at undvære industriproduktion end basale fornødenheder som strøm og varme. Problemet vil ikke opstå nu og her, fordi vi har en del gas på lager, men næste vinter vil det begynde at stramme til.

Det er selvfølgelig også oplagt at kigge på alternativer til gassen. En mulighed, som allerede er kommet på bordet i Tyskland, er at forlænge levetiden på de sidste tyske atomkraftværker, som ellers efter planen skal lukkes ved årets udgang. Det ville batte en del, men ikke nok til at erstatte den russiske gas. Og i øvrigt ser det bøvlet ud ifølge de virksomheder, som driver værkerne, blandt andet fordi de mangler brændsel.

En anden mulighed er at brænde kul eller olie af i stedet for gas på kontinentets fabrikker og kraftværker. Det ville også batte en del, og der er allerede klare tegn på, at det kommer til at ske. Men det vil formentlig stadig være nødvendigt at rationere gassen – altså skrue ned for industriproduktionen – vurderer professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen, som er en af Europas førende eksperter i varmeforsyning. Dertil kommer, at det ikke nødvendigvis vil være en sikker vej til at fratage Putin sine indtægter fra fossil energi: Rusland hører til blandt verdens største eksportører af kul, og krisen i Ukraine har allerede fået kulpriserne til at sætte rekord. Rusland leverer i dag knap halvdelen af EU’s import af kul, men selv hvis vi køber vores kul af nogle andre end russerne, vil en stigning i den globale efterspørgsel formentlig komme russerne til gode.

En tredje mulighed for at skaffe alternativer til gassen er den, som europæiske politikere foreløbig har lagt mest vægt på: nemlig at sætte fuld fart på den grønne omstilling. Det kan også hjælpe, men der er altså også grænser for, hvor langt vi kan komme på den korte bane. En hel stribe iagttagere og analytikere har allerede foreslået at udskifte europæiske gasfyr med elektriske varmepumper i opskruet tempo for at spare noget gas på dén måde. Men opgaven er gigantisk. Et ekstremt eksempel på, hvilke udfordringer der står i vejen, finder man i Holland, siger Brian Vad Mathiesen. Tæt på ni ud af ti hollandske hjem er opvarmet med gasfyr, og selv hvis man antog, at der var ledige håndværkere nok til at udskifte dem alle sammen på rekordtid (hvilket er totalt urealistisk), ville elnettet ikke kunne klare alt det ekstra strømforbrug. Det er det simpelthen ikke gearet til lige nu. Og i øvrigt ville hollænderne stadig være dybt afhængige af gas, fordi halvdelen af Hollands strømproduktion sker på gaskraftværker. Ja, selv hvis man både kunne udbygge elnettet på rekordtid og på magisk vis forsyne det med strøm fra lynhurtigt opførte nye vindmølleparker, ville man stadig have en udfordring, fordi vinden ikke altid blæser, når der er brug for varme, siger Brian Vad Mathiesen. Og hvor skulle strømmen til varmepumperne så komme fra?

Vejen frem, mener professoren, er derfor at bygge tusindvis af nye fjernvarmenet over hele Europa. Fjernvarmenet giver nemlig mulighed for at udjævne udsvingene i energiproduktion fra vindmøller, samtidig med at de kan udnytte mange forskellige energikilder og tilmed spare noget energi. Fjernvarme går basalt set ud på at varme noget vand op, som man efterfølgende sender ud i folks hjem via rørledninger, og der er mange måder at varme vandet op på. Man kan varme ekstra meget vand op i særligt blæsende perioder ved hjælp af strøm fra vindmøller og på den måde gemme energien til senere. Man kan også bore huller i jorden og udnytte varmen fra jordens indre, også kendt som geotermi. Eller man kan bruge overskudsvarme fra fabrikker og datacentre. Eller brænde biomasse fra landbruget og skovbruget. Halvdelen af den europæiske varmeforsyning til bygninger kan dækkes af fjernvarme, vurderer Brian Vad Mathiesen, og resten kan man så klare med varmepumper. Men det vil tage tid. Realistisk set kan Europas huse være udstyret med fossilfri opvarmning i 2045 eller 2040, hvis vi virkelig strammer os an, vurderer professoren. I Danmark kan vi i bedste fald nå det til 2028. Industrien i Europa kan måske være fossilfri om 10 til 20 år. Og sideløbende vil der være brug for en titanisk indsats for at spare på energien, for eksempel ved at isolere de millioner af europæiske hjem, hvor varmen siver nærmest uhindret ud om vinteren. Det tager også tid.

Andre grønne muligheder er også tidskrævende, hvis de virkelig skal batte. Det gælder for eksempel muligheden for at fylde mere biogas i gasrørene, sådan som vi faktisk har virkelig gode muligheder for herhjemme. Ifølge forskere fra DTU kan vi realistisk set have erstattet al fossil gas i danske gasrør med biogas engang i 2030’erne.

Tidshorisonten for at blive gasfri gennem grøn omstilling er altså noget længere, end hvad der er relevant i forhold til den aktuelle trussel om at miste gassen fra Rusland. Men det ser ikke nødvendigvis bedre ud, hvis man vender sig mod andre energikilder end de vedvarende. Atomkraftværker tager år at bygge, og det samme gælder, hvis man drømmer om at få gang i en større europæisk produktion af gas, for eksempel ved at åbne for nye boringer i Nordsøen. “Det har lange udsigter,” siger chefanalytiker Jens Nærvig Pedersen fra Danske Bank. “Det når ikke at lukke et hul, hvis vi mangler gassen og olien på den korte bane.” Bare det at bygge nye LNG-terminaler og rørledninger, der kan få gassen til at flyde lettere rundt i Europa, kan tage år. Quickfix findes simpelthen ikke.

Alt det her betyder selvfølgelig ikke, at det er meningsløst at gøre alt, hvad man overhovedet kan, for at komme fri af den russiske gas nu og her. Tværtimod. Det Internationale Energiagentur har lige udgivet en 10-punkts-plan for, hvordan EU kan klare sig igennem det næste år med mindst mulig import af russisk gas, og her er det en helt central anbefaling at skrue mest muligt op for den grønne omstilling. Det vil sige max gas på opstilling af vindmøller og solpaneler, flest mulige gasfyr erstattet af varmepumper, energirenoveringer af så mange bygninger som muligt og så videre. Og faktisk kan de fleste af os relativt enkelt gøre en forskel. Hvis man har et gaskomfur, kan man skifte det ud med et elektrisk. Man kan også tage en sweater på og skrue lidt ned for varmen, hvilket selvfølgelig batter mest, hvis man bor eller arbejder et sted, hvor varmen kommer fra et gasfyr, eller hvor det lokale fjernvarmeværk kører på gas. Hvis man har et gasfyr derhjemme, kan man sørge for at blive koblet på fjernvarmenettet hurtigst muligt. Og hvis man ikke kan komme på fjernvarmenettet, kan man skifte fyret ud med en elektrisk varmepumpe. Man kan endda få tilskud til det. Også for virksomheder ligger det i mange tilfælde på den flade hånd at skrue ned for gasforbruget: Både private og offentlige virksomheder kan få tilskud til at lave energibesparelser og skifte gas ud med strøm. Med de aktuelle energipriser ligner det også en betydelig bedre investering end for blot få måneder siden. Hver gang det blæser meget, er strømmen nemlig billig her i landet på grund af alle vores vindmøller.

Okay, det var gassen. Men hvad med olien? Her er billedet lidt anderledes. Olie er nemlig nemmere at skaffe andre steder fra end Rusland, så hvis vi bare vil købe vores olie af andre end Putin, kan vi godt det – det bliver så bare lidt dyrere, fordi olien skal komme længere væk fra, forklarer chefanalytiker i Danske Bank Jens Nærvig Pedersen. Mere bøvlet bliver det, hvis vi indfører sanktioner, som reelt forhindrer russerne i at sælge deres olie på verdensmarkedet. Så kommer der nemlig til at mangle noget olie. Intet enkelt land kan bare lige erstatte Rusland, der er verdens tredjestørste olieproducent. Mellemøstlige oliestater som Saudi-Arabien, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater vil kunne stoppe noget af hullet ved at øge produktionen, hvis de vil, og så er Iran også en mulig joker i spillet. Iranerne er lige nu afskåret fra at sælge olie frit på verdensmarkedet på grund af sanktioner fremkaldt af deres atomvåbenprogram, men der går rygter om, at forhandlinger om en ny atomaftale er tæt på at lykkes. Sker det, frafalder sanktionerne nok, og så vil iranerne formentlig også kunne hjælpe med at stoppe hullet efter russerne. Men selv hvis iranerne får lov at levere, vil verden stadig mangle olie i et scenarie, hvor russerne ikke kan. Og det vil betyde betydelig højere priser overalt, hvilket naturligvis vil gøre mest ondt på dem, der har sværest ved at betale. Her i Europa vil vi næppe komme til at mangle olie, siger Jens Nærvig Pedersen, men vi vil nok komme til at tænke os om en ekstra gang, før vi starter fossilbilen.

Igen kan vi selvfølgelig forsøge at mindske efterspørgslen på olie ved at skifte til alternativer, men igen har det lange udsigter. Selv hvis der kun blev solgt elbiler i Europa fra i morgen (hvilket er totalt urealistisk), ville det tage omkring 15 år, før der ikke var flere diesel- og benzinslugende biler tilbage på vejene. Hver enkelt af os kan selvfølgelig også reducere mængden af oliepenge, der flyder ned i Putins krigskasse, ved at køre mindre i fossilbil. Men et totalt trafikstop er nok ikke så realistisk.

I Europa ligger vi altså på mange måder, som vi har redt. Ved at gøre os selv dybt afhængige af Ruslands fossile energi har vi lagt vores skæbne i hænderne på en mand, der tilsyneladende hellere vil være fjende end ven, og vi har endda givet ham midlerne til at føre sine planer ud i livet. Vi befinder os altså i en geopolitisk krise, som vi selv har været med til at skabe. Og vores alternativer til Putin på den korte bane er ikke videre indbydende. Vores bedste håb lige nu er at få hjælp fra folk som emiren af Qatar, kronprins Salman af Saudi-Arabien og Irans ayatollah Ali Khamenei. Det understreger, i hvor høj grad fossil energi verden over holder nogle regimer kørende, som vi i Europa mildt sagt ikke har det store værdifællesskab med.

Vil man finde håbet i den her historie, ligger det derfor nok i det helt store og lange perspektiv: Med sin invasion af Ukraine har Vladimir Putin sat historiens store tandhjul i bevægelse på en måde, der allerede ser ud til at gavne den grønne omstilling på lidt længere sigt, potentielt til stor skade for fossil-finansierede autokrater som Putin selv. Det er jo det, vi ser, når europæiske politikere på stribe reagerer på krigen ved at sige, at vi skal sætte turbo på den grønne omstilling, og når Europa-Kommissionen lige nu arbejder på højtryk for at lave planer for, hvordan vi kan bruge grøn energi til at komme fri af Putins gas. Vladimir Putin har nemlig mere end nogen anden formået at få os europæere til at indse, at en grøn energiforsyning på den lange bane også er en mere uafhængig energiforsyning og derfor også en sikrere energiforsyning. Som Tysklands finansminister sagde, før landets regering forleden erklærede, at strømmen i Tysklands stikkontakter allerede i 2035 skal være 100 procent grøn: “Vedvarende energi er frihedsenergi.”