Indsigten ramte ham som en knytnæve i ansigtet. Livet skal ikke leves sådan her. Dengang arbejdede Allan Causse som sælger. I to år havde han virkelig knoklet, følte han, men aldrig fået nogen særlig anerkendelse eller løn til gengæld. Og chefen blev bare ved med at presse ham. “Jeg var ret ulykkelig,” husker han.

Oveni mærkede han en anden voksende frustration. Firmaet, der tjente penge ved at sælge medicin videre, havde et slogan. ‘We Care’, lød det blandt andet. “Det var totalt bullshit,” siger Allan Causse. “Virksomheden opfandt eller udviklede ingenting, de solgte bare medicin videre, så dyrt som muligt, til folk, der havde brug for den. De skabte ingen reel værdi,” siger han. “Det var meningsløst. Grådigt og meningsløst.”

27-årige Allan Causse blev mere og mere klar over, at noget måtte ske. Han begyndte at følge med i flere online-grupper, hvor folk delte erfaringer med at sige op. Antiwork hed et fællesskab i USA. Han blev medlem af en lignende gruppe i Frankrig, hvor han er født. Samtidig følte han sig mere og mere stresset og tom; syg indeni, nærmest. Han brugte lang tid på at tage mod til sig.

Og så, i sommeren 2021, sagde han op. Uden at have et andet job på hånden.

“Jeg indså,” siger han, “at livet skal leves på en anden måde.”

Vi står midt i en historisk stor opsigelsesbølge. I USA, hvor tendensen kaldes The Great Resignation, slog antallet af opsigelser rekord i april. Og i juni. Og i august. Og i november, hvor over fire millioner amerikanere forlod deres job. “Det er helt skørt,” siger professor Anthony Klotz, der forsker i opsigelser på Texas A&M University. I England, Tyskland og mange andre lande ser vi lignende udviklinger.

Også herhjemme ser vi vilde tendenser for tiden. Jobomsætningen – altså hvor mange der starter i nyt job – er historisk høj. I august 2021 var antallet det højeste, man nogensinde har målt, og det er den seneste måned, vi har tal for. Det viser en helt ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Samtidig har danske virksomheder forgæves forsøgt at finde nye medarbejdere rekordhøje 158.000 gange det seneste halve år. I sin nytårstale fokuserede statsminister Mette Frederiksen på netop den her mangel på arbejdskraft.

Rekordmange danske sygeplejersker har sagt op, ofte uden at skifte til et andet job. Malou Aamund har sagt op som dansk Google-chef. Karsten Lauritzen har sagt op som politiker. Næsten halvdelen af landets departementschefer har sagt op. Og det er bare navne-opsigelses-nyhederne fra sidste uge.

Ud over alle dem, der allerede har sagt op, overvejer hele 40 procent af befolkningerne i over 30 lande at gøre det samme, viser en Microsoft-undersøgelse. På sociale medier deler folk deres opsigelser – Quit-Tok, hedder det på TikTok. Der bliver endda lavet playlister med musik, der er godt at sige op til – eller lytte til bagefter.

Politikere og eksperter river sig i håret over udviklingen: Hvad foregår der? Vender dele af en hel generation ryggen til arbejdsmarkedet eller skifter job i et tempo, der skaber jordskælv i økonomien?

Men bag den her opsigelsesbølge finder vi også en positiv udvikling. En, der handler om helt almindelige ansatte, som har fået magten på arbejdsmarkedet. Og om modet til at turde ikke slå sig til tåls.

Tilbage i maj 2021 kom Anthony Klotz med den type forudsigelse, som gør forskere berømte. Han spåede nemlig, at den store opsigelsesbølge var lige rundt om hjørnet – selv om tallene ikke viste det dengang. Han fandt endda på begrebet The Great Resignation. “Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det var bare noget, jeg gik og sagde til min kone derhjemme,” siger han til mig.

Så hvorfor har vi set så massiv en bølge af opsigelser ifølge Anthony Klotz og andre eksperter?

Her er det vigtigt lige at slå fast, at der er forskelle på USA og Danmark. Årsager og tendenser er langtfra én til én, selv om vi ser nogle af de samme udviklinger. Vi ved heller ikke med sikkerhed, hvorfor folk forlader jobbet, eller hvor de forsvinder hen, påpeger Klotz.

Det bedste, vi har, er nogle kvalificerede bud. De kan koges ned til fire årsager til opsigelsesbølgen.

1. Stress, arbejdsforhold og giftig virksomhedskultur

Sygeplejerske Ea Kobbelgaard har sagt op tre gange under corona. Senest fra en hospitalsafdeling i københavnsområdet, der var ekstremt presset. Her manglede man desperat hænder, og lederne ringede til sygeplejerskerne, når de havde fri eller var syge, for at få dem på arbejde. “Selv hvis vi var syge, sagde de: ‘Det lyder ikke så alvorligt. Kan du komme i stedet for dagvagten?’” siger Ea Kobbelgaard. Hun husker en kollega, der havde roskildesyge – altså akut maveonde. “Hun blev nærmest spurgt ind til interval og konsistens,” fordi de ville prøve at få hende på arbejde, siger hun. “Det var så intimiderende.”

Flere kolleger græd på arbejdet. “Jeg har nærmest kørt tudende hjem på cyklen,” siger Ea Kobbelgaard. “Jeg var glad for, at cyklen selv kendte vejen.” De pressede forhold førte til personaleflugt, hvilket kun gjorde manglen på hænder endnu større, hvilket igen gik ud over patienterne. Al behandling skulle overstås hurtigt. “Der var ikke tid til patienterne. De var nærmest, undskyld mit sprog, dåsetomater, der bare skulle ekspederes.” Oven i det hele kom så den ekstra belastning fra corona. I november sagde hun op.

Ea Kobbelgaards historie afspejler nogle af de vigtigste årsager til opsigelser: pressede arbejdsforhold, manglende anerkendelse og problematisk kultur på arbejdspladsen. ‘Giftig arbejdspladskultur’ var den suverænt vigtigste grund til at sige op under corona ifølge en stor, ny undersøgelse. “Udbrændthed er en vigtig faktor,” siger Anthony Klotz. Den slags fænomener er ikke nye, men for nogle har de fået et ekstra skub under corona. Herhjemme har belastningen ramt dele af sundhedssektoren, men også andre brancher.

Line Holm sagde eksempelvis for nylig op i finanssektoren, fordi talrige omorganiseringer og dårlig ledelse var begyndt at gå ud over hendes helbred. En skolelærer sagde op, fordi han fik så travlt under corona med konstant skiftende skoleplaner, at han ikke havde en arbejdsfri weekend i mange måneder i træk. Pædagogen Jakob Barndorff-Nielsen sagde op, da arbejdet gik fra “hvad kan jeg finde på af spændende løsninger for at hjælpe de her børn”, til “hvordan kommer jeg igennem dagen med færrest konflikter?” Dåsetomaterne igen. Både han, Ea og Line sagde op uden noget andet på hånden.

2. Corona-vækkelsen: Jagten på mening

Der findes en teori inden for psykologien ved navn terror management. Når mennesker er tæt på liv og død-situationer eller tænker nøje over traumer, sygdom og krise, så sætter det gang i eksistentielle overvejelser. De tager deres liv op til revision. Og det, vurderer forskeren Anthony Klotz, er præcis, hvad vi ser ske under corona. ‘Corona-vækkelse’, kalder han det.

Flere tendenser ser ud til at bakke ham op. Mange skifter radikalt spor under corona – eksempelvis starter flere deres egen virksomhed.

De fleste af dem, jeg har interviewet til den her artikel, drømmer om at skifte til en helt anden branche – fra psykologen, der skiftede til politiet, til sygeplejersken Ea Kobbelgaard, vi mødte før. (“Jeg skal bare noget helt andet end at være sygeplejerske – så hellere flaskedreng i Fakta”).

En politisk rådgiver fortæller, hvordan hun knoklede og knoklede, lige indtil corona ramte, “og det pludselig gik op for mig, at jeg faktisk ikke brød mig synderligt om de konkrete arbejdsopgaver, jeg brugte 50 timer på om ugen”. Hjemmearbejdet fjernede det sociale i arbejdet, som gav energi. “Oven i det begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg faktisk gjorde nogen som helst forskel gennem mit arbejde – en refleksion, der havde været let at undgå, da adrenalinen susede, og jeg løb fra møde til møde, men som var svær ikke at dvæle ved under evindelige Zoom-møder.”

Corona har været som en linse, der pludselig satte et klart lys på ens job og rejste spørgsmålet: Giver det faktisk mening?

Netop jagten på mening er måske dét nøgleord, der går mest igen i folks opsigelsesfortællinger. “Jeg gik fra et job, der handlede om salg, salg, salg, til noget 100 procent meningsfuldt,” fortæller Line Holm, der skiftede fra finans til undervisningsbranchen. “Mening i jobbet betyder bare mere for mig end fancy titler og bonusser.”

“Det handler ikke bare om at finde et andet job. Det handler også om at tage kontrol over dit liv,” siger opsigelseseksperten Anthony Klotz. Og dét handler i høj grad om meningsfuldhed.

Man kan således måske sige, at vi ser to ret forskellige drivkræfter for opsigelser: Dem, der skifter job for at udvikle sig, og dem, der skifter job for at overleve. Dem, der søger mere mening, og dem, der flygter fra giftige arbejdsforhold.

3. Antiwork: Vi lever ikke for at arbejde

En morgen vågnede Allan Causse op og sagde til sin kæreste: “Åh, jeg elsker at være arbejdsløs.” Den tidligere medicinsælger med de franske rødder havde været ledig i noget tid. Kæresten svarede, at han var modig. Det havde vist sig, at han faktisk nød ikke at arbejde. Han gik ture og kiggede på får. Han var mere sammen med vennerne. Han lærte dansk – “jeg lærte nye ting, der føltes meningsfulde for mig”.

Allan Causse voksede op i en fattig familie med arabisk baggrund i en forstad til Paris. Han havde en drøm om at bygge jernbaner – “jeg har en mærkelig passion for tog” – men valgte i stedet at læse økonomi. “Det virkede mere sikkert.” Han kom til Danmark via studiet og fik job som sælger. “Jeg kan egentlig ikke lide at sælge, men jeg har gjort det i fem år nu. Det er lidt mærkeligt. Men som udlænding er dine muligheder begrænsede,” siger han.

Men nu, efter sin opsigelse, så han verden i et nyt lys. Arbejdet skulle være meningsfuldt. Og det måtte ikke fylde alt. “Jeg har svært ved at forestille mig at arbejde mere end 30 timer om ugen,” besluttede han. Og jeg vil “lave noget, samfundet kan nyde”.

Og vigtigst: Han ville ikke leve for at arbejde, men arbejde for at leve.

Allan Causses opsigelse bunder i en individuel beslutning, men den afspejler en tendens, vi ser i dele af samfundet for tiden. Den voksende FIRE-bevægelse handler om at spare så målrettet op, at du kan trække dig tilbage og holde op med at arbejde tidligt i livet. Grupper på sociale medier – som Antiwork-fællesskabet på Reddit – ser en eksplosion i nye medlemmer, der deler erfaringer med opsigelser, eller hvordan man kan leve uden et almindeligt lønarbejde.

Antiwork handler i høj grad om amerikanske og ofte ret ekstreme forhold. Her er ofte et element af opgør mod systemet, en fremmedgørelse, en til tider nærmest revolutionær stemning. Vi finder os ikke i mere! Ikke flere skodjobs! Folk er trætte af bullshit, for at bruge Allan Causses formulering. Der er også et element af ungdomsoprør, ikke mindst i USA, hvor mange unge oplever, at de har dårligere liv og muligheder end deres forældres generation.

Men bevægelsen spænder også på tværs af alder og landegrænser. Tag bare Zetland-medlem Regine Wowk. Hun er 52 år, og i sommeren 2020 begyndte hun at spare målrettet op til et pauseår. “Jeg stoppede med at købe tøj og makeup,” skriver hun i en mail. “Jeg droppede næsten takeaway.” Pengene kom ind på det, hun døbte ‘Frihedskontoen’. I 2021 havde hun penge nok til at sige sit job i Holbæk Kommune op.

Og nu holder hun fri. Hun har med egne ord “langsomme læse-morgener, skriver på nogle noveller med arbejdstitlen Arbejdsdage, rydder op, spiller klaver, lytter til musik, læser, går ture og elsker, når mit barnebarn bliver afleveret her, og vi fjoller, leger, læser, bager og laver mad. Han gør mig så glad.”

Det er værd at bemærke, at både Regine Wowk og Allan Causse vil tilbage og arbejde. Men pausen er vigtig. At sige op “var som at tage en meget tung rygsæk af skuldrene”, siger Line Holm, der forlod en finansvirksomhed. Det gjorde det muligt at tænke sig om og trække vejret. “Pausen gør, at du bliver mere velovervejet i dit valg af det næste job.”

4. Ophobning og smitsomhed

Her i det fjerde og sidste punkt har jeg samlet lidt blandede bolsjer af andre vigtige årsager til opsigelserne. Lad os begynde med den vigtigste økonomiske forklaring, som vi kan kalde ophobningen: Da corona først ramte, og økonomien frøs til is, turde næsten ingen forlade deres job. “Det gør man sjældent i den slags kriser,” siger Anthony Klotz. Så folk ventede med at sige op, indtil økonomien og pandemien blev mere normal. Det blev den især i løbet af 2021, så nu kunne den ophobede og udskudte mængde opsigelser blive til virkelighed.

Der er også andre økonomiske årsager. Det økonomiske opsving giver flere jobs at vælge imellem. Folk har måske samtidig fået flere jobmuligheder, når mere arbejde kan laves hjemmefra; hele verden er din arbejdsplads.

Derudover tyder noget på, at folk trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet – Børsen fortalte for nylig om en mulig fordobling i antallet, der vil gå på pension i år.

Og så kan det spille ind, at vi “generelt er blevet rigere og stiller flere krav til vores job og liv generelt,” siger økonomen Birthe Larsen fra CBS. Og selv om vi faktisk arbejder en hel del mindre end tidligere – fra 60 timer om ugen i 1900 til 45 timer i 1960 til 37 timer i dag – er kravet “fra mange arbejdspladser (og måske også blot én selv), at man er på hele tiden,” siger Birthe Larsen. Det kan også være en faktor.

Endelig er der en vis smitsomhed over opsigelser, påpeger Anthony Klotz, forskeren fra Texas A&M University. Når vi ser andre sige op, bliver det lettere selv at gøre det. Samtidig bliver det måske mere acceptabelt at fortælle omverdenen, at du har forladt jobbet uden et andet job på plads. Line Holm fortæller, at det føltes uansvarligt at gøre netop det, og hun var nervøs for at sige det til vennerne. “Jeg havde nærmest forberedt en lille tale,” siger hun. “Men de sagde bare: ‘Hvor fedt!’” husker hun. “‘Hvor er du sej. Alle kan bruge en pause fra det lortearbejdsmarked.’”

Måske kan alle opsigelserne føles lidt som en tung krisesump. Men faktisk er der masser af håb og lys i udviklingen også. Fænomenet vidner om en udbredt optimisme; en tro på, at jeg kan finde noget bedre – og jeg tør godt sige op uden et andet job på hånden for at få det.

Store kriser skaber uforudsigelige aftryk. Som magasinet The Atlantic skriver: Ingen kunne forudse, at Anden Verdenskrig også ville bringe penicillinen med sig. Ingen vidste, at den store brand i Chicago i 1800-tallet ville føre til verdens første skyskrabere. På samme måde kan corona måske føre til en revolution i den måde, vi arbejder på og ser på vores job.

Et andet positivt element er det væld af nye løsninger, der udvikles på arbejdspladser verden over for tiden for at sikre gladere medarbejdere (der bliver hængende). Nogle virksomheder er begyndt at afholde stay-samtaler – altså en slags jobsamtaler om, hvad der kan få dig til at blive i jobbet.

Andre har succes med vandrette jobskifter – du forfremmes ikke ved at komme højere op i hierarkiet, men ved at rykke på tværs, til et andet felt, der giver større udvikling og tilfredshed – eller bare afveksling og nye udfordringer. Der skrues flere steder op for løn, bedre vagtplaner, mere fleksibilitet eller karriereudvikling.

Det hele er udviklinger, der viser, at der også kan skabes positiv forandring ved at blive hængende.

Alt sammen peger i virkeligheden på én ting: magt. The year of the worker, skrev magasinet The Economist for nylig, og der er ingen tvivl om, at magtbalancen på arbejdsmarkedet er skiftet. Manglen på arbejdskraft og inflationen, der presser lønnen op, giver arbejdstagerne bedre kort på hånden. “Jeg behøvede slet ikke lede. Mit nye job kom af sig selv,” fortæller en ingeniør, der har sagt op.

Det er selvfølgelig ikke en entydig udvikling; der findes stadig masser af underbetalte jobs med dårlige arbejdsforhold. Men der er alligevel ingen tvivl om, at ansatte står stærkere end længe. Virksomhederne skriger på arbejdskraft. “Du kan ikke finde et bedre tidspunkt at bede om lønforhøjelse end nu,” som Nordeas daværende chefstrateg, Andreas Steno Larsen, sagde til mig i efteråret. I USA er udviklingen særligt markant efter årtier, hvor middelklasse og underklasse ikke har oplevet nævneværdige lønstigninger. Nu stiger lønnen mere end længe.

Magtskiftet er ikke uden problemer. Mangel på arbejdskraft kan få økonomien til at bremse op. For så kan virksomheder ikke ansætte nok folk til at lave de ting, der faktisk er efterspørgsel efter. For mange jobs og for få mennesker hæmmer væksten. “Det er en situation, vi i regeringen selvfølgelig har stærkt fokus på,” skriver den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i en mail.

Koblet med et stigende antal ældre og begrænsninger på udenlandsk arbejdskraft kan det skabe alvorlige problemer med endnu færre hænder i fremtiden. Det er i det lys, Mette Frederiksen i sin nytårstale taler om at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft.

På den anden side: Det danske arbejdsmarked er internationalt berømmet for sin fleksibilitet – det er let at skifte job. Det giver dynamik. Vores mange opsigelser er blevet kaldt en nøgle til landets succes. Spørgsmålet er, hvornår det kammer over.

Programmøren Henning Horn er efterhånden blevet en slags ekspert i at sige op. Han har gjort det flere gange under corona. Det gælder om at sige farvel på en ordentlig måde, siger han. “Det minder lidt om at slå op.” Men nu har han fundet det rigtige match. I dag arbejder han et sted uden tungt bureaukrati, hvor frokosterne faktisk er hyggelige, og hvor hans faglige ambitioner kan udfolde og udvikle sig.

Henning Horn siger, at han kender til Antiwork-fællesskaberne, men han er mere inspireret af filosoffen Alan Watts. Den britiske tænker, der døde i 1973, har tænkt en del over, hvad det vil sige at arbejde. I en populær YouTube-video forklarer han, hvorfor det er helt forkert at se livet – og arbejdet – som en rejse. En rejse bringer dig fra et punkt til et andet.

Men sådan bør vi ikke tænke på livet. Livet er snarere som musik. “Det gælder ikke om at komme frem til slutningen på en komposition. Så ville de bedste dirigenter være dem, der spillede hurtigst,” siger Alan Watts. Tænk på, når du danser. “Du sigter ikke efter et bestemt sted i rummet, du skal ankomme til. Hele pointen ved at danse er dansen.”

Men sådan lærer vi ikke at tænke på vores liv, arbejde og uddannelse. Det handler om at bevæge os fremad. Fra børnehave til 1. klasse til 2. klasse til uddannelse til job. Hele tiden på jagt efter målet ude i horisonten – succesen, eller hvad vi nu jagter. Lige indtil vi vågner, som 40-årige eller på plejehjemmet, og siger: “Gud, jeg er ankommet.” Men vi har det ikke særligt anderledes, end vi altid har haft det.

“For vi har simpelthen snydt os selv hele vejen,” siger Alan Watts. “Vi tænkte på livet som en rejse med et vigtigt formål ved sin slutning, og det handlede om at nå den slutning. Men vi missede pointen hele vejen igennem. Det handlede om musik. Og du skulle synge eller danse, mens musikken spillede.”

Allan Causse har fået et nyt arbejde. Han er blevet sælger. Igen. Det er dog kun på deltid, understreger han. Virksomheden er bedre. Og så er det midlertidigt. Allan Causse vil nemlig skifte spor. Han vil begynde at læse til ingeniør, så han på sigt kan leve af at bygge jernbaner – hans store passion.

“Jernbane rimer på udvikling,” siger han. “Du giver andre mennesker mulighed for at flytte sig fra et sted til et andet. Det er meningsfuldt.” Allan Causse vil ikke bare sælge, han vil bygge. Det, mener han, er der meget mere musik i.

Artiklen her bygger på uvurderlig hjælp fra mange Zetland-medlemmer – ikke mindst jer, der optræder i artiklen her. Tusind tak!