Skal børn kunne skjule sig, når de stikker af hjemmefra? Mød kvinden bag Danmarks første krisecenter for børn

PÅ FLUGTJoannahuset bliver Danmarks første krisecenter for børn. Med døgnbemanding står de klar, hvis et barn flygter fra forældres vold eller misbrug. Alle fotos: Donald Michael Chambers for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Til august åbner Joannahuset i København. Det er Danmarks første krisecenter for børn, og lederen Jette Wilhemsen ser centeret som en del af et fundamentalt opgør med vores syn på børns rolle i samfundet. I 40 år har vi debatteret, hvilken rolle staten skal spille i familielivet, hvad forældrenes rettigheder er, og hvad børn selv må bestemme om deres liv. Spørger man Jette Wilhelmsen, er svaret en hel del mere, end de gør i dag.

Der var en bævrende angst i pigens stemme, da hun ringede til Jette Wilhelmsen. Den omkring 13-årige pige var bange for, at hendes forældre ville finde ud af, at hun havde sladret. Først til Børnetelefonen og bagefter til myndighederne. Derfor ringede hun til Jette Wilhelmsen, for dagen inden havde de siddet sammen på et kommunekontor, hvor pigen havde fortalt sin historie. Jette Wilhelmsen, der har været socialrådgiver i mere end to årtier, var bisidder for hende gennem Børns Vilkår.

Pigen fortalte om dengang, faren kørte hende selv og søsteren ud i skoven. Hvordan han havde truet dem med en kniv og sagt, at han ville skære halsen over på dem. Hun havde berettet om en anden situation, hvor de var kørt på skadestuen, fordi han i raseri angiveligt havde brækket søsterens ben. Der lærte hun, at man ikke fortæller nogen sandheden om, hvad der sker, når far bliver sur. Men det brød hun med den dag på kommunekontoret, hvor hun fortalte, at hun hver dag var bange for, at hun, hendes mor eller søster ville blive slået ihjel.

Kommunen sagde, at de ikke kendte familien i forvejen, og at de skulle starte en undersøgelse op,” siger Jette Wilhelmsen. Pigen blev sendt hjem til sin far med Jette Wilhelmsens telefonnummer og beskeden om, at hun skulle vente på kommunens afgørelse.

Hun ringer til mig de næste mange dage og spørger: Hvornår kommer hjælpen? Jeg er bange for, at min far finder ud af, at jeg har fortalt de her ting.’ Hun var skrækslagen. Der gik fem dage, før kommunen besluttede at anbringe børnene,” siger hun.

For pigen betød kommunens undersøgelsesprocedurer fem dage mere i angst for sit liv. For os andre bør de være beviset på, at vi i dag har en socialhjælp, der nok er bygget for børn, men til voksne, mener Jette Wilhelmsen. Det er de mange historier som pigens, som Jette Wilhelmsen har samlet op over årene, der har ført til, at vi sidder i en tom syv-værelses lejlighed, midt i malergrej og byggerod med udsigt ud over vandet – kun et effektivt stenkast fra Christiansborg. For her skal Danmarks første krisecenter for børn og unge efter planen åbne til august. Et sted, hvor børn – hvis Jette Wilhelmsen får sin vilje – kan melde sig anonymt og få et fristed fra deres forældre. Et sted, der på ret fundamental vis vil ruske op i det system, politikere gennem årtier har bygget for udsatte børn og unge.

GEMMESTEDStår det til Jette Wilhelmsen, skal børn have mulighed for 48 timers anonymitet, når de henvender sig til Joannahuset. Men den er politikerne ikke helt med på – endnu i hvert fald.

Når Joannahuset åbner til august, skal det være den diametrale modsætning til hvide kommunekontorer og sagsbehandlere med tjeklister. Væggene i entréen er malet grønne – “håbets farve,” siger Jette Wilhelmsen. Gulvene er stadig dækket af pap, der står møbler indhyllet i plastik. Det er et hus, der skal kunne være tilflugtssted for nogle af de 120.000 børn, der ifølge Socialstyrelsen vokser op i hjem med alkoholmisbrug. Eller de 300.000 børn, der ifølge Psykiatrifonden har forældre med psykiatriske diagnoser. I dag er det kun en andel af dem, nemlig knap 52.000, der hvert år får hjælp fra kommunen med mindst én såkaldt foranstaltning – det kan være et tidsbegrænset forløb eller en anbringelse. Men Jette Wilhelmsen tror, at behovet for hjælp er langt større end dem, der i dag møder kommunen. At det er systemets opbygning, der er skyld i, at børn lægger flugtplaner uden at vide, hvordan eller hvor de skal gå hen. For ingen af de børn har i dag mulighed for at flygte til et krisecenter og gemme sig for de voksne.

Krisecentret skriver sig ind i en bevægelse, der har taget et fundamentalt opgør med vores syn på børns rolle i samfundet. Det er blevet en kamp mellem forældrenes og statens ret til børnene, hvor staten over de seneste årtier har positioneret sig som medansvarlig for børns trivsel – og den har gjort det til sin pligt at sikre børns indflydelse og stemme i både lovgivning og inden for hjemmets vægge.

Vi krænker børns rettigheder i dag,” siger hun. Hvis man som barn i dag lever i en familie med vold, social kontrol eller seksuelle overgreb, har man ikke ret til at gå et sted hen. Det er stadigvæk forældrene, der har retten til én – selv om de som forældre krænker deres barn på værste vis. Vi tager så meget hensyn til forældrene.”

Lovens juridiske rammer har begrænset og udfordret hende i at hjælpe børn på den måde, som hun har følt var rigtig. Som en 15-årig dreng, der spurgte hende, om hun kunne love, at han ikke skulle tilbage til sin far, hvis han fortalte kommunen, at flængen i panden var fra farens slag med en stegepande. Det kunne hun ikke love ham, og det er det, hun vil ændre på med Joannahuset.

Hun har set børn blive afvist, fordi deres flugtplaner ikke passede med kommunens åbningstider. Eller fordi sagsbehandleren fandt det for indgribende at anbringe dem akut. Det er børn som den 13-årige dreng, der en dag fandt modet til at fortælle en klassekammerat, at hans forældre drak tæt, når de kom hjem fra arbejde, og at de oftest fik frysepizza til aftensmad. Han fik hjælp af hendes forældre til at ringe til kommunens sociale døgnvagt. Men de sagde, ifølge Jette Wilhelmsen, at han skulle ringe tilbage, når de åbnede klokken 10, og at han indtil næste dag skulle gå hjem til sine forældre og lade som ingenting.

Det er et eksempel på, at vi ikke har et system, der er gearet til, når børn rent faktisk siger til. Hvis vi ikke står klar med noget, når børn rækker ud efter hjælp, kan de trække sig tilbage. Og hvornår fortæller de næste gang noget? Der kan gå flere år.”

At et barn synes, det vil væk fra sin mor og far, er vel ikke nødvendigvis grund nok til, at det skal det. Er krisecentret til for alle?

Nej. De børn, der kommer herinde, skal ikke nødvendigvis anbringes. Og det er ikke nødvendigvis sådan, at det, barnet ønsker, er det, der skal ske. Men vi er nødt til at have de unge med, det er deres liv.”

Derfor er anonym rådgivning ikke bare et vigtigt, men helt afgørende ben i Joannahusets eksistensberettigelse. For Jette Wilhelmsen drømmer om at revolutionere hele det sikkerhedsnet, der er bygget op i velfærdsstaten til at passe på de særligt sårbare og udsatte børn og unge. I stedet bliver de mødt, siger hun, af et system, hvor den stærkeste oftest vinder. De er oppe imod deres forældre, der er part i sagen, og som måske siger: Sådan er det ikke.’ Og der vægter forældres stemme bare rigtig meget.”

Vi lytter med andre ord for meget til de voksne, mener Jette Wilhelmsen. Vi betragter dem som mere troværdige end barnet, og når det bliver ord mod ord, er det de voksne, der får det sidste.

HELLEDet skal være et helle for udsatte børn og unge, hvor de kan vaske tøj, få mad eller en seng at sove i.

Idéen om, at børn har rettigheder, og at deres tarv ikke suverænt skal varetages af familien, men at også staten har et ansvar, har ikke altid været en selvfølge eller indgroet del af velfærdsstaten, som vi kender det i dag. Efter seks års arbejde kom en børnekommission i 1981 med deres betænkninger til den danske lovgivning, og med dem blev det for første gang formaliseret, at børn har brug for at være sikret indflydelse og medbestemmelse juridisk. 11 år senere, i 1992, blev børnerettigheder for første gang indskrevet i lovgivningen, og siden har skiftende regeringer på tværs af ideologier og værdisæt indskrevet børnenes rettigheder i fundamentet for vores samfund – som da revselsesretten, altså retten til at slå sine børn, blev afskaffet i 1997 og med det såede de første frø til, at 00’erne blev kendetegnet af politiske diskussioner om barnets bedste, og hvor langt ind i hjemmet, staten kan bestemme. Senest kom et bredt politisk flertal med en ny skilsmisselovgivning, der for alvor slog fast, at barnets tarv skal sættes over forældrenes.

I efteråret blev alle Folketingets partier, med undtagelse af Nye Borgerlige, enige om at afsætte 15,5 millioner kroner fordelt over tre et halvt år til en forsøgsordning med et ungekrisecenter. Og med en ny bekendtgørelse fra Social- og Indenrigsministeriet er det blevet lovligt at lade 14-17-årige overnatte på et ungekrisecenter i op til syv dage. Men der er et vigtigt forbehold: En forælder eller værge skal nemlig give sit samtykke, hvis barnet skal have en af de otte sengepladser i Joannahuset. Dermed adskiller det sig fra krisecentre for kvinder, for børnene kan ikke være anonyme. I hvert fald ikke endnu.

Det er det, vi har at arbejde med,” siger Jette Wilhelmsen. Men den lovgivning vil hun nu arbejde for at få ændret. Hun vil have, at danske børn kan få 48 timers anonymitet på et krisecenter. Myndigheder og politi skal dog kunne henvende sig og få bekræftet, om et efterlyst barn er i Joannahuset. Men indtil loven ændres, er hun parat til at udfordre de eksisterende juridiske rammer. Vi kan ikke give dem 48 timers anonymitet, men vi kan måske sige: Hvor lang tid kan en anonym rådgivning strække sig? Er det rimeligt med ti timer? Er det rimeligt med fem? Det vil praksis vise.” Hun vil ikke omgås loven, men hun vil skubbe” til den og holde en tæt dialog med alle, der har indflydelse på området.

Jeg har ikke tænkt mig at smide børn på gaden,” siger hun. Så hvis en mor ikke vil give et samtykke, så tager jeg fat lige i roden ved politikerne – spørger dem, hvad vi så gør. Jeg tager fat i Ankestyrelsen, som er den øverste klageinstans på det sociale område. Jeg tager fat i Børnekontoret hos Ombudsmanden, og jeg vil sige til dem alle: Vi sender ikke nogen børn på gaden. Jeg kan ikke stå inde for, at vi har børn strejfende rundt på gaden.’”

Det store principielle spørgsmål i debatten er, i hvilken grad børns stemme skal fylde og høres. Den socialdemokratiske regering bebudede i vinter, at de seneste 40 års debat om børneinddragelse nu skal kulminere i en Barnets Lov’. Regeringen vil udstyre udsatte børn med en vetoret i spørgsmål om forældresamvær og én gang for alle slå fast, at børn har juridisk krav og ret til medbestemmelse.

Jeg deler bekymringen for, at der er unge mennesker i krise, som er i fare for at sove på gaden. Vi skylder en bedre indsats, når forældrene og hjemmet ikke kan,” skriver social- og indenrigsminister og socialdemokrat Astrid Krag til mig, da jeg spørger hende til krisecenteret. Hendes ministerium har gennemført den bekendtgørelse, der nu gør det muligt at etablere et krisecenter, men hun har samtidig begrænset centret i faktisk at være et anonymt tilflugtssted for børn. Det er en vigtig forskel på børnenes og de voksnes krisecentre. Og indtil videre skal den forskel blive ved at være der, skriver Astrid Krag. På den ene side kan jeg godt forstå ønsket om at give de unge et helle, hvor de kan gå hen direkte fra gaden og få hjælp og støtte, når de oplever at være i krise. På den anden side vil der i den situation ikke alene være forældre, men også netværk og fagpersoner omkring den unge, som i op til to døgn vil være bekymrede for, hvor han eller hun er henne, og måske ende med at efterlyse den unge.”

Ministeren slutter sin mail med at skrive, at Joannahusets ønske om at give de unge anonymitet i to døgn rejser nogle svære dilemmaer”, men at hun vil følge erfaringerne og behovet, når centret åbner. Dermed efterlader hun altså et åbent rum for en diskussion om, hvorvidt 48 timers anonymitet alligevel skal overvejes i en fremtidig omskrivning af Serviceloven.

Da jeg ringer og skriver rundt til socialordførerne på Christiansborg, kan jeg i deres svar høre og læse den udvikling, vi som samfund har taget. Fra SF til De Konservative og Venstre svarer socialordførerne, at et krisecenter kan blive en vigtig brik i arbejdet med socialt udsatte unge. Det er et nybrud”, skriver De Konservatives Brigitte Jerkel. Men selv om opbakningen til et ungekrisecenter går på tværs af Christiansborg, er socialordførerne en del mere forbeholdne over for tanken om, at børn ligesom voksne skal have ret til anonymitet. Jeg har stor forståelse for, at man kan ønske anonymitet – da der jo kan være forskellige årsager til, at mindreårige har brug for at komme på krisecenter,” skriver Dansk Folkepartis Karina Adsbøl. Og så kommer men’et: Men som udgangspunkt finder jeg det rimeligt, at forældremyndighedsindehaver ved og er orienteret om, hvor deres børn er, og for mit synspunkt handler det også om, at man skal løse de udfordringer, de unge har, i samarbejde med forældrene.”

Dansk Folkepartis Karina Adsbøl er altså ikke parat til at lade barnet bestemme helt uden de voksnes indblanding. Lignende lyder det fra De Konservative, SF og Venstre, der vil følge erfaringerne, før de vil tage stilling til spørgsmålet om 48 timers anonymitet. Børnene skal altid komme i første række, men der er selvfølgelig også et hensyn til forældrene, vi er nødt til at kigge på,” skriver Venstres Anni Matthiesen.

Selv om næsten alle partier har bakket op om idéen om et krisecenter, så er der ingen af ordførerne, der er parat til at give børn den anonymitet, som Jette Wilhelmsen efterspørger. I hvert fald ikke endnu. Og det er det, der gør Jette Wilhemsens idé både kontroversiel og nytænkende. For hun ærgrer sig lidt, når hensynet til forældrene skal fylde så meget i en debat, der grundlæggende handler om børn i alvorlig mistrivsel med risiko for livsvarige skader. Jeg har mødt børn og unge, der har lagt flugtplaner gennem flere år, og som har fortalt, at de har levet med vold og tænkt på, hvor de kunne gå hen. Det er børn, der har været fanget i deres eget hjem.”

NYBRUDEt krisecenter for børn kommer efter 40 års politiske diskussioner om barnets plads i loven og dets ret til at blive hørt. Med Joannahuset vil Jette Wilhelmsen sætte barnet før alle andre.

Jette Wilhelmsen regner med, at Joannahuset kan rådgive 3.650 børn om året, og derudover skal huset være åbent for dem, der bare vil komme for omsorg, et måltid eller et par timer i sækkestolene. Det skal være et hus, der én gang for alle gør op med det hul, der har været i børnenes sikkerhedsnet.

Jeg har tit set unge piger, der er blevet hentet af fyre, hvor jeg har tænkt: Han er lidt for gammel, hvad kommer der til at ske?’ eller Hvad koster det dig at sove der?’” siger hun. Det er unge kvinder, hun har sendt på gaden, fordi de ikke ville eller kunne anbringes akut, og fordi der ikke var et alternativ til et midlertidigt pusterum. Indimellem får hun opkald fra kvindekrisecentre, der spørger, hvornår Joannahuset åbner, fordi de har opdaget, at en af kvinderne i virkeligheden er mindreårig. Når de opdager det, må pigen ikke længere være på krisecenteret og skal egentlig tage tilbage til sin familie. Men sådan går det ikke altid, og i stedet havner de unge på gaden eller som sofa-surfere.

Hvor går grænsen? Har alle unge ikke prøvet at gå hjemmefra i vrede, smække med døren og true med aldrig at komme hjem igen?

Jeg har også pakket min kuffert. Så gik jeg ned i mosen og skummede, inden jeg gik hjem igen. Det her, det er next level,” siger Jette Wilhelmsen. Målgruppen for Joannahuset er ikke børn, der har fået nej til fredagsslik eller andre bagateller. Ligesom kvindekrisecentre ikke er et sted, hvor man tager hen, fordi man savner selskab, er Joannahuset ikke et værested eller en fritidsklub. Derfor affejer Jette Wilhelmsen mig, da jeg spørger, hvad hun vil gøre, når et barn uden behov for et krisecenter pludselig banker på døren.

Jeg er meget mere optaget af, at der er børn, vi ikke når ud til. Jeg tror ikke, vores problem bliver, at der kommer en masse, der ikke skal have hjælp her,” siger hun. Men skulle det alligevel ske, har de fået udarbejdet plakater, der med tegninger forklarer, hvad der er af andre tilbud i byen, som måske passer bedre til den ensomme eller triste unge.

Det er også en del af vores opgave at bygge bro til andre steder. Min erfaring er, at mange bliver kastet rundt. De får at vide, at her kan man ikke få hjælp, så du skal gå derhen. Men det kan i sig selv være en stor ting at skulle bevæge sig hen til et andet sted, når man nu endelig har fundet modet til at gå herhen.”

Der er mange andre tilbud til udsatte børn og unge i København, men når dørene åbner den 15. august, bliver Joannahuset et nybrud i årtiers børnepolitik. Det bliver kulminationen på en udvikling, hvor barnet står i centrum, og Jette Wilhelmsen tror på, at de vil udfylde et hul i et ellers fyldt hav. Vi er der, når man står nede på gaden klokken et om natten og ikke kan gå hjem. Eller når man klokken 12 tog mod til sig, fordi der var ballade, og man ikke kunne holde til det. Så er vi der.”

Bidrag

Flere udvalgte artikler