Hvis klimakampen blev ført an af denne mand, så ville alle mennesker bo i byer om 50 år. Selv vores grøntsager ville gro i højhuse

Foto: Sofia Busk for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Åbenbaringen kom i metroen, et sted mellem Kongens Nytorv og Frederiksberg. Klokken var omkring tre om natten, og Anders Riemann var på vej hjem fra en god middag med øl og rødvin hos nogle venner.

Den dengang 44-årige økonom befandt sig ikke et specielt godt sted i livet. Arbejdet som konsulent for et analysebureau føltes ensformigt og ikke voldsomt meningsfuldt. Er det dét, spurgte han sig selv – at sidde på en kontorstol dag ud og dag ind og lave det samme? Men der var også noget større, som nagede. Anders Riemann er et ekstremt rationelt menneske, og han havde svært ved at acceptere, hvor ufornuftigt vi mennesker forvalter den planet, som er selve grundlaget for vores eksistens. Folk skruede kun på marginalerne, syntes han. Ingen tog for alvor fat om de grundlæggende årsager til klimaforandringerne – som for eksempel vores stærkt belastende madproduktion, der får verdens skove til at forsvinde.

Og så, pludselig, lige dér i metroen, åbenbarede sig en vej ud af dødvandet for Anders Riemann – og måske også for menneskeheden. Anders Riemann vidste, at en rivende udvikling var i gang inden for LED-pærer. Med samme mængde strøm kunne man nu få dobbelt så meget lys som få år tidligere, og prisen på dioderne var samtidig faldet til en syvendedel. Med ét gik det op for ham, at udviklingen måske gjorde det muligt at revolutionere måden, vi mennesker producerer mad på. Måske gav det nu økonomisk mening at bruge lys fra LED-pærer til at få planter til at gro indendørs – døgnet rundt, året rundt, stablet i etager og på næsten ingen plads. Måske kunne man på den måde åbne et helt nyt kapitel i historien om menneskets forhold til mad, og dermed også til planeten.

Nye begyndelser

Det vrimler med nye begyndelser. Og denne sommer fylder Zetland spalterne med historier om mennesker, lande eller systemer, der har måttet forlade deres vante hverdag og gå i en helt ny retning. Nogle gange efterlader de nye begyndelser os med et forandret syn på verden. Nogle gange forandrer de verden. God fornøjelse.

Anders Riemann fortæller historien fem et halvt år senere, mens vi sidder i min bil på vej til Taastrup. Derude har han nemlig udset sig en gigantisk lagerhal, som han vil omdanne til Europas største vertical farm ved at fylde den med kål og krydderurter, som skal vokse i 14 etager under skæret fra LED-pærer, der er optimeret til at få planter til at gro. Og det er kun første del af hans plan. Anders Riemann er nemlig en mand med en ret vild vision. Han har sat sig for at demonstrere, hvordan man kan vende op og ned på hele verdens fødevareproduktion, bringe for længst forsvundne urskove tilbage til Danmark, skåne regnskoven i Sydamerika og undervejs ændre menneskets forhold til naturen. Det er et medlem af Zetland, som har opfordret mig til at tage kontakt til ham. En fantastisk visionær,” skrev hun i sin mail. Det er derfor, Anders Riemann nu sidder i min bil. Hans vision rummer måske kimen til en forståelse af, hvordan vi mennesker i fremtiden kan indrette os i større harmoni med planeten. Samtidig er der et eller andet ved ham, som jeg finder sært fascinerende. Det er, som om jeg ikke rigtig kan få manden til at passe sammen med de store ord, der kommer ud af munden på ham.

Anders Riemann er klædt i en lyseblå skjorte, som hænger ud over et par godt slidte cowboybukser, der ender i et par sorte sko, som heller ikke er helt nye. Jeg har samlet ham op på Flintholm Station på Frederiksberg, fordi han ikke selv har nogen bil, og fordi det er ret bøvlet at komme derud med det offentlige. Det er tre et halvt år siden, han sidst har fået løn, fortæller han, men han mangler bare lige de sidste underskrifter, så har han sikret sig de nødvendige 50 millioner kroner til at virkeliggøre den vision, som begyndte med åbenbaringen den nat i metroen.

Næste morgen, en lørdag, brugte jeg så 20 timer på at researche og opstille et regnestykke,” siger han. Regnestykket beskrev, hvor mange kilowatt-timer man skulle putte ind i en LED-diode for at skabe fotosyntese hos en plante, hvor meget plantemateriale der så kom ud af det, og hvad man kunne sælge det for. Det regnestykke hang sammen, og så tænkte jeg: Det var da spændende.”

Fra dén dag af – det var den 12. april 2014 – brugte Anders Riemann stort set al sin fritid på at samle viden om, hvordan man dyrker grøntsager indendørs og i flere etager. Hvad er den optimale temperatur? Hvilken bølgelængde skal lyset have? Alt sådan noget. Jeg regner i micromoles,” fortæller han, den enhed, hvormed man måler fotosyntese per kvadratmeter per sekund.”

Anders Riemann har tidligere arbejdet for både Mærsk og Saxo Bank. Hos Saxo Bank stod han blandt meget andet for at skrue medarbejdernes bonusløn sammen. Han er enormt dygtig til at se på store talmængder og få information ud af dem”, siger han selv, men har hverken erfaring med landbrug eller gartneri. Derfor krævede det en hel del research at blive klog på mulighederne inden for det, som han i begyndelsen slet ikke vidste kaldtes for vertical farming.

Anders Riemann researchede og regnede på sin idé i et år, mens han passede sit konsulentarbejde, uden at hans første regnestykke fra natten efter metro-åbenbaringen faldt fra hinanden. Men for at være helt sikker på, at han ikke havde overset et eller andet vigtigt og taget grundlæggende fejl, kontaktede han i foråret 2015 en vis dr. Dickson Despommier på Columbia University i New York. Han svarede allerede efter to timer: Nej, du tager ikke fejl, du har helt ret. Kom til New York, så taler vi om din business case, og hvad jeg kan hjælpe dig med,” fortæller Anders Riemann.

Og hvem er dr. Dickson Despommier? tænker du måske. Jo, det er ham her:

Dr. Dickson Despommier er ingen ringere end selve ophavsmanden til konceptet vertical farming. Det var i hans hoved, at idéen om at dyrke afgrøder indendørs og i mange etager oprindeligt materialiserede for et par årtier siden. Selve udtrykket vertical farm var godt nok også titlen på en bog fra 1915, som handler om at udnytte landbrugsjordens dybere lag ved at … ehrm … sprænge sig ned til dem med dynamit. Men lad nu det ligge: Dickson Despommiers idé voksede frem i samspil med hans studerende omkring årtusindskiftet og blev fuldt udfoldet af Columbia-professoren selv i bogen The Vertical Farm fra 2010. Bogen beskriver det grundlæggende koncept for det, Anders Riemann har tænkt sig at lave i Taastrup: en bygning, hvor der gror afgrøder i mange etager oven på hinanden. Men da Dickson Despommier lancerede sin vision, var ingen i nærheden af at gøre idéen til virkelighed. Bogen blev lanceret med en anbefaling fra Sting på forsiden: Den vertikale farm er en verdens-ændrende opfindelse, hvis tid er kommet,” proklamerede den miljøbevidste rocklegende.

Dickson Despommiers idé tog sit udgangspunkt i nogle af det 21. århundredes allerstørste globale tendenser. Klimaforandringerne. Udpiningen af landbrugsjorden, som truer fødevareproduktionen mange steder i verden. Skovrydningen i troperne. Overforbruget af ferskvand, som plager landbruget i mange lande. Den stigende befolkning og velstand, som driver en støt stigende efterspørgsel på mad over hele kloden. Landbrugets forurening af vandmiljøet og havene med sprøjtegifte og kvælstof. Men også det faktum, at mennesker over hele verden flytter fra land til by i sådan et omfang, at mennesket siden 2007 faktisk primært har været en urban art. Måske rummede den demografiske forskydning kimen til en løsning på de truende miljøproblemer?

Dickson Despommiers koncept for den vertikale farm udsprang af et simpelt spørgsmål, som han stillede sine studerende: Hvordan ser verden ud i 2050?” De studerende svarede ved at forestille sig en by, der producerede sin egen mad. Det stod hurtigt klart, at der slet, slet ikke ville være plads nok på hustagene. Derfra voksede idéen om den vertikale farm frem. Skulle byen være selvforsynende, måtte afgrøderne indenfor, og de skulle stables. Dickson Despommier forestillede sig en skyskraber af glas, som kunne stå centralt i byen og udstyres med både marked og restaurant samme sted, som maden blev dyrket. Men han lod det være op til andre at finde ud af detaljerne.

Der er en grund til, at Dickson Despommiers idé tiltrak sig stor opmærksomhed dengang i 2010, og ikke bare fra Sting. Idéen om at flytte landbruget ind til byerne er nemlig decideret revolutionerende. Byer har altid været de her pulserende, menneskeskabte organismer, som suger næring fra verden udenfor. Dengang man fyrede med træ, var det tilgængeligheden af brænde, som satte grænsen for, hvor stor en by kunne vokse sig; på et eller andet tidspunkt måtte man simpelthen rejse for langt efter brændsel til, at det gav mening. I dag har vi løst brændselsproblemet med kraftværker, vindmøller, kul, olie, gas og højspændingskabler. Til gengæld konsumeres langt det meste mad nu i byer, eftersom det er dér, de fleste mennesker bor. Det betyder, at verdens mange byboere lægger beslag på enorme landarealer uden for byerne.

Mennesket bruger halvdelen af den beboelige landjord – en tredjedel af al landjord, hvis man regner ørkener og bjerge med – til at skaffe sig mad. Og en af de væsentligste årsager til klimaforandringerne er, at vi fortsat gør indhug i nogle af verdens frodigste skove for at omdanne dem til landbrug. Vores fødevaresystem er et verdensomspændende netværk bundet sammen af udbud, efterspørgsel, landbrugsstøtte og handelsaftaler, hvor man potentielt gør sig medskyldig i, at regnskoven ryddes i Brasilien, når man køber en svinekotelet i sit lokale supermarked.

Noget af det sidste, Anders Riemann siger i bilen, før vi når frem til destinationen i Taastrup, er, at vi er nødt til at ændre grundlæggende på den incitamentsstruktur, som betyder, at vestlige forbrugeres købekraft får folk til at rydde regnskov i troperne. Det er vores ansvar at fjerne det incitament igen og sørge for, at vi ikke skubber til udviklingen med at fælde skovene,” siger han. For Anders Riemann handler det altså ikke bare om at dyrke grøntsager under LED-pærer. Det handler om at finde en effektiv måde at redde regnskoven på. Og han siger det i et tonefald, som om han var i gang med at optimere arbejdsgangene i en bank. Er det virkelig ham, som skal redde verden?

Bygningen, hvor Anders Riemann vil lave sin vertikale farm, er en del af det enorme logistikanlæg Copenhagen Markets i Taastrup. Det er Nordeuropas største marked for frugt, grønt og blomster og består af nogle gigantiske, vinduesløse haller omgivet af asfalt i et temmelig goldt industriområde lidt syd for Holbækmotorvejen. Anders Riemann åbner døren ind til en af hallerne og åbenbarer et kæmpemæssigt, gabende tomt rum.

Han slår ud med armene og tegner en imaginær skillevæg på tværs af hallen. Herfra og hele vejen hen til dén væg, 60 meter, der bliver der bygget tre etager i en simpel stålkonstruktion,” siger han. Der kommer spiringsområde, såområde, høstområde, pakkeområde, køleområde, fermentering af gødning, kontorer og kantiner og showroom og i det hele taget supportfaciliteter til at understøtte den produktion, som så er i resten af lokalet.” Der er 110 meter ned til den fjerneste ende af hallen, og 10 meter til loftet. Og bortset fra inde i Anders Riemanns hoved er her fuldstændig tomt.

I bilen på vej tilbage fra Taastrup stiller Anders Riemann stort set samme spørgsmål, som Dickson Despommier stillede sine studerende første gang dengang for 20 år siden.

Hvordan ser verden ud om 50 år?” spørger han. Han svarer selv. Bevægelsen fra land til by er ustoppelig, siger han, også selv om politikerne indimellem kæmper imod. Den foregår i alle verdens lande. Landarealerne affolkes, og byerne svulmer op. Og det er godt, mener Anders Riemann. Hvis folk bor inde i byerne, så kan vi omdanne nogle af de her landarealer til skove, som de var engang, og så kan vi leve i en meget bedre pagt med naturen, sådan at menneskene er inde i byerne, og uden for byerne er der natur,” siger han.

Det er en utrolig arrogant holdning af dyret mennesket at tro, at vi skal besætte hver eneste kvadratmeter af jorden. Hvis vi skal leve i pagt med naturen, så er det bedre, at folk bliver ved med at flytte ind til byerne, så naturen kan leve på sine egne præmisser. Det er dét, jeg håber, at udviklingen vil føre til hen over de næste 50 år. Og det er dét, man ville kunne med vertical farming.”

FUTURISTISKSådan ser en vertical farm i drift ud. Amerikanske AeroFarms producerer store mængder luksusgrønt vest for New York City. Foto: Mike Segar, Reuters / Ritzau Scanpix

Jeg sætter Anders Riemann af på Flintholm Station med en forventning om at skulle skrive historien om ham færdig i løbet af en måneds tid. Det er den 9. september 2019. Vi har aftalt, at han skal give lyd, når de sidste investorer har sat deres underskrifter på de rigtige papirer, så projektet kan blive officielt, og jeg kan fortælle om de højt profilerede virksomheder, som har lovet at købe Anders Riemanns grøntsager.

Men jeg hører ikke noget fra ham. Jeg rykker et par gange, hvor han skriver tilbage, at aftalen med investorerne er lige om hjørnet, men så dør mailkorrespondancen ud. Månederne går, og en tvivl melder sig i mit baghoved: Er Anders Riemann måske lige så meget fantast, som han er iværksætter? Er han faktisk på nippet til at skaffe 50 millioner kroner? Har han reelt kunder på hånden til sine produkter? Er han overhovedet så tæt på at gøre sin vision til virkelighed, som han siger? Jeg skubber i første omgang historien over på måske”-listen.

Men så alligevel.

Anders Riemann har jo fat i noget. Vertical farming er ikke et fatamorgana i hans og Dickson Despommiers hoveder. Meget er sket siden 2010. Vertikale farme findes. Amerikanske AeroFarms producerer op til 900.000 kilo grøntsager om året i et gammelt stålværk i New Jersey vest for New York. I Sydkorea dyrker de jordbær med LED-lys i en nedlagt motorvejstunnel, mens de spiller Beethoven for planterne for at få dem til at gro hurtigere. Britiske JFC dyrker krydderurter og salat i 17 etager i et futuristisk kæmpeanlæg i North Lincolnshire.

Der er mange flere eksempler, og nogle af miljøfordelene er virkelig imponerende. Et kilo salat kræver typisk 250 liter vand, hvis man dyrker det på åben mark, og 20 liter i et drivhus. En vertikal farm behøver bare én liter vand for at fremkalde et kilo salat. Og så er der pladsbesparelsen: En kvadratmeter almindelig landbrugsjord giver omkring fire kilo salat om året. Et drivhus giver, alt afhængigt af forholdene, måske 40 kilo. Men en vertikal farm kan levere flere hundrede kilo salat per kvadratmeter gulvareal, altså langt mere end et almindeligt drivhus, fordi man kan dyrke grøntsagerne i flere lag og høste mange gange om året. Foregår det i et industrikvarter eller en motorvejstunnel, behøver man ikke engang lægge beslag på jord, der kunne bruges til natur eller landbrug. Eftersom planterne gror i et kontrolleret miljø, er der heller intet behov for pesticider og intet udslip af kvælstof i naturen. Madspild mindskes også, fordi kvaliteten bliver ensartet høj. Og så betyder muligheden for at placere vertikale farme i byområder, at man kan skære transporten næsten væk. Slut med at flyve jordbær ind fra Sydamerika om vinteren, de kan i princippet dyrkes i Taastrup i januar.

Akilleshælen er selvfølgelig energiforbruget. Almindeligt landbrug og til dels også almindelige gartnerier klarer sig med lys fra solen. Vertikale farme skal bruge store mængder strøm for at få LED-lamperne til at lyse.

Anders Riemann har dog, siger han, regnet sig frem til, at han kan dække en tredjedel af sit energibehov ved at sætte solpaneler på taget af hallen i Taastrup. Resten af strømmen vil han købe fra vindmøller, og her er det særlig smart, siger han, at hans LED-lamper kan aftage vindmøllestrømmen om natten, hvor der ellers ikke er så mange købere til den. Samtidig vil LED-lamperne producere overskudsvarme nok til at give hallen den optimale temperatur.

Men selv om Anders Riemann og diverse forskere kan regne sig frem til store miljøfordele ved vertical farming, er det jo ikke sikkert, at den tidligere forretningsanalytiker er den rette til at føre visionerne ud i livet. 2019 bliver til 2020, uden at jeg hører fra ham. Jeg har faktisk opgivet ham, da en mail tikker ind i min indbakke den 12. april 2020 – præcis seks år efter at han oprindeligt fik sin åbenbaring i metroen.

Nordic Harvest funding er nu blevet offentligt,” skriver han. Han har også lavet en lille statusliste over projektet indtil videre:

  • Idé: Lørdag den 12. april 2014 cirka klokken 03:00 i metroen ved Kgs. Nytorv
  • År siden idé: 6 (på dagen i dag)
  • E-mails sendt og modtaget: 20.722
  • Kontaktpersoner: 985
  • Fysiske møder: 892
  • År uden løn: 4

Anders Riemann har rejst 62 millioner kroner til sit projekt. Pengene kommer fra i alt 50 investorer, heriblandt Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond, foruden Jeppe Christiansen, der er direktør i investeringsforeningen Maj Invest, en gruppe godsejere og så den 82-årige esbjergensiske erhvervsmand Johan Hoffmann, der har skabt sig en formue på dyrefoder.

Foto: Sofia Busk for Zetland

Da jeg igen triller ind på Flintholm Station for at samle Anders Riemann op, får jeg hurtigt øje på ham. Han ligner et menneske, fra hvis skuldre nogen har fjernet en tung, tung byrde. Lettelsen nærmest lyser ud af ham. Alligevel, siger han, mens vi kører ud for at se på byggeriet i Taastrup, føler han ikke helt, at han kan fejre den succesfulde investeringsrunde endnu.

Jeg burde være glad, og jeg er også glad,” siger han, men det er stadig en mission, jeg er på, og det her er bare et af skridtene på vejen. Jeg tror først, der er noget, jeg kan fejre, når forbrugeren har taget godt imod produktet og jeg har bevist, at det kan lade sig gøre at flytte noget af landbrugsproduktionen ind til byerne.”

Jeg spørger, om han er begyndt at få løn. Anders Riemann griner.

Jeg er nemlig begyndt at få løn,” siger han og klapper sig på lårene, hvor der sidder et par nye, mørkeblå cowboybukser. Jeg har også købt noget nyt tøj, så det er jeg glad for.”

Lige inden for døren til den gigantiske hal i Taastrup står der nu et rødbrunt stålskelet i tre etager. Længere inde i hallen er nogle håndværkere i gang, og der holder en stor, rød lift midt i det hele. Stålskelettet skal bære administration, kantine, såområde, spireområde og de andre støttefunktioner, Anders Riemann fortalte om, sidst vi var her.

Resten af hallen er delt midt over af en række hvide sandwichelementer. De 62 millioner skal i første omgang bruges til at indrette den halvdel af hallen, som ligger nærmest støtteområdet. Senere, når det er bevist, at konceptet fungerer, har Anders Riemann fået et kraftigt vink fra Danmarks Grønne Investeringsfond om, at der kan blive udlånt yderligere 40 millioner kroner til at indrette også resten af hallen med grøntsager i 14 etager. Planterne skal gro i vand beriget med en særlig gødningsblanding og vil få en behagelig temperatur på 25 grader at vokse i.

Vi skrår hen over gulvet. I den fjerneste del af hallen ligger en bunke store papkasser med solpaneler, som snart skal op på taget. Jeg bliver helt glad nu, det er fedt at se,” siger Anders Riemann. Han fortæller om, hvordan robotter vil køre rundt langs streger på gulvet og flytte rundt på planterne og køre dem hen til en rodskæremaskine, som kan skære rødderne fra. Rødderne kan, håber han, bruges til at lave proteinrigt foder til svin og erstatte sydamerikansk soja.

Store dele af teknologien kommer fra en stor vertikal farm i Taiwan, som Nordic Harvest samarbejder med. De kan trække en masse data fra det, jeg laver, og det kan være med til at dygtiggøre dem selv. Og hvis jeg også bygger i Norge, Sverige og Finland, har de også data fra de lande,” siger Anders Riemann – sådan nærmest lidt henkastet. Det er altså næste skridt i planen: at lave vertikale farme i alle de skandinaviske hovedstæder.

Jeg spørger Anders Riemann, om han har regnet ud, hvor meget landbrugsjord der skulle bruges til at dyrke den mængde kål, salat og krydderurter, som han regner med at kunne producere i hallen. Det har han selvfølgelig.

Hvis man tager per kvadratmeter, så kan vi lave 250 gange mere, end en landmand kan på samme areal,” siger han. Grunden er, at vi producerer i flere etager, planterne står i et optimalt miljø og vokser hurtigere, og en landmand kan høste måske to gange om året, mens vi kan høste 15 gange om året. Og når vi sår, står planterne lige ved siden af hinanden, og i takt med at de vokser, flytter vi dem så længere og længere væk fra hinanden. På den måde udnytter vi også arealet under hele plantens vækst.”

Det her er måske et meget godt sted at skyde ind, at salathovederne selvfølgelig ikke vokser helt ind i himlen. Det er trods alt en mindre del af verdens landbrugsjord, som optages af salat, basilikum, grønkål, jordbær, og hvad Anders Riemann ellers planlægger at dyrke i sin hal i Taastrup. Det er svært at se for sig, hvordan det i nogen overskuelig fremtid skal give mening at dyrke ris, majs, hvede og andre af menneskehedens væsentligste afgrøder indendørs, i etager og ved hjælp af LED-lys. Dickson Despommier anfører godt nok i sin bog, at man i princippet kan dyrke alt indenfor. Alt, man behøver gøre for at få bevis for dét,” skriver han, er at besøge en velholdt botanisk have.”

Udfordringen er bare, at det foreløbig er uoverskueligt dyrt at dyrke eksempelvis hvede indendørs, i forhold til at et kilo hvedemel aktuelt kan købes for en femmer. Dickson Despommier foreslår i sin bog, at statsstøtte kan blive løsningen. Hvis førsteprioriteten for et land er at blive selvforsynende med mad, er prisen måske mindre vigtig. Og måske er det ikke så langt ude, som det kan lyde. EUs landbrugsstøtte blev oprindeligt indført for at sikre en rigelig fødevareproduktion i Europa.

Under alle omstændigheder: Det ligger ikke ligefor, at vi begynder at dyrke hvede, ris, majs og andre basisafgrøder i vertikale farme lige foreløbig. Og tre fjerdedele af al landbrugsjord bliver brugt til græsning og afgrøder til husdyr, så den helt store knap at skrue på, hvis man vil have arealforbruget ned, det er vores forbrug af kød og mælk. Det er Anders Riemann sådan set enig i. Men man kan godt forestille sig at dyrke kartofler indendørs, siger han. Forbrugerne har allerede vist, at de er parate til at betale en relativt høj pris for god kvalitet, og med vertical farming kan man i princippet lave nye kartofler året rundt.

Den første høst fra anlægget i Taastrup er planlagt til december, og aftagerne er nogle af landets bedst kendte kantine-, hotel- og konferencevirksomheder. Men for Anders Riemann vil det kun være begyndelsen, når den første høst ruller ud til kunderne.

Allerede da jeg ringer til ham for at sige tillykke med millionerne, drejer han hurtigt samtalen ind på næste fase i forløsningen af sin forkromede vision. Den handler om de skove, han vil gøre plads til med sin pladsbesparende madproduktion. Nordic Reforestation kalder han projektet, og her begynder historien om Anders Riemann ærlig talt at blive lidt udsyret – samtidig med at han stadig lyder som en bundseriøs bankmand, mens han fortæller den.

Nordic Harvest er springbrættet til at lave Nordic Reforestation for at opfylde min vision om, at man kan føre landbruget ind til byerne, så der kan blive frigjort landarealer, som så kan blive omdannet til, hvad de oprindeligt var, nemlig skove,” siger han.

Anders Riemann vil nu etablere en fond, som skal opkøbe dansk landbrugsjord og omdanne den til skov på vegne af virksomheder og private forbrugere. På en app på telefonen skal man kunne følge med i, hvor meget CO2 lige præcis ens eget træ har suget ud af luften. Anders Riemann har arbejdet på projektet i fire år ved siden af Nordic Harvest og udset sig nogle helt særlige træer til opgaven, fortæller han. Han sender mig et link til et tv-program, hvor BBC-værten Simon Reeve kravler rundt i toppen af et gigantisk californisk redwood-træ sammen med amerikaneren Jake Milarch fra organisationen Archangel Ancient Tree Archive. De californiske kæmpetræer kan blive over 80 meter høje og flere tusind år gamle. Jake Milarch høster stiklinger i toppen af de ældste, største og stærkeste eksemplarer for at lade dem slå rødder i en enorm træ-børnehave i Michigan. Her vokser tusinder af genetisk tro kopier af de gamle kæmper sig stærke nok til at blive plantet ud og videreføre arven fra de sidste rester af klodens urgamle kæmpeskove.

De gamle kæmper vokser meget hurtigt lige fra begyndelsen og sætter kun farten op med alderen. Hvert træ kan i sin levetid optage mere end tusind tons CO2 fra atmosfæren og lagre det i sin stamme gennem årtusinder. Altså er kopierne af de gamle kæmper de perfekte kandidater til at hjælpe med at skabe det, Anders Riemann kalder en permanent løsning” på klimaforandringerne. Han vil plante redwood-arten Giant Sequoia – også kendt som mammuttræ – på genvunden dansk landbrugsjord, så den kan stå der og suge CO2 ud af atmosfæren, indtil verden har glemt alt om Anders Riemann. Arten er fundet i brunkul fra Jylland fra før sidste istid, og der står også nogle 150 år gamle eksemplarer i en skov på Fyn, så vi ved, at træerne stadig kan gro her.

Nogen vil måske mene, at klimaeffekten af at plante mammuttræer på dansk landbrugsjord er tvivlsom, fordi det kan få folk andre steder i verden til at rydde skov for at erstatte den tabte produktion i Danmark. Men Anders Riemann er ikke bekymret. Han mener, at de mulige negative konsekvenser er langt mindre end den positive effekt, det kan få at vise resten af verden, hvordan man både kan lave masser af fødevarer og få skoven tilbage.

Anders Riemann fortæller, at han længe prøvede at komme i kontakt med David Milarch, far til Jake Milarch og grundlægger af Archangel Ancient Tree Archive, men uden held. Til sidst rejste han til Michigan for at banke på døren. Da jeg kom, sagde han, at han de sidste 20 år havde haft en fast forbindelse med guderne, og at guderne havde fortalt ham, at de ville sende mig til at hjælpe med at bekæmpe klimaforandringerne.”

Anders Riemann griner lidt af hele historien, men tag ikke fejl: Han har tænkt sig at plante de træer. De skal forspires i hallen i Taastrup.