Kan ghettoer hjælpes med kartofler og gulerødder? Boligblokke prøver at plante integration

UDSIGTHelle Boesen kan fra sin lejlighed se ned på den have, der har givet hende venner ved navn Mohammed, Samir, Hatim og Hussein. Foto: Christian Liliendahl / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Særligt udsatte boligområder har med historier om kriminalitet og sociale problemer i mange år stået centralt i debatten om integration. Nu viser en rapport, at noget så jordnært som byhaver har været et redskab til at styrke naboskabet på tværs af etniske skel i et boligområde i Helsingør.

Går man på Google og søger på Vapnagaard, finder man øverst oppe historier om knivstik, påsatte brande, overfald og røverier, og der er også en om, at en Nye Borgerlige-kandidat fra Humlebæk mener, at boligområdet i udkanten af Helsingør er en ghetto, selv om det godt nok officielt aldrig har været på nogen lister, hvad den slags angår.

Vapnagaard er en ghetto uden at være det. Boligområdet er et billede på et af de her steder, som folk bliver frarådet at flytte til, fordi det af forskellige, ofte velbeskrevne årsager ikke synes vildt godt at bo der. I en optælling fra 2014 havde næsten hver tredje beboer indvandrerbaggrund, og kun seks procent havde en lang eller mellemlang videregående uddannelse.

Alligevel er det her, historierne om fremgang pibler frem, og en af de historier handler om naboer, der på trods af etniske og sociale skel er ved at blive venner. Det handler om to haver. To byhaver. Og altså om integration og om naboskab.

I foråret sidste år anlagde en gruppe beboere to byhaver i Vapnagaard for at se, om de kunne være en del af løsningen på de problemer, der altså findes i området. Idéen var, at byhaverne, hvorfra man skulle kunne høste kartofler og tomater og deslige, kunne fungere som katalysatorer for nye venskaber, gerne på tværs af etnicitet, og virker det endda meget lavpraktisk og jordnært, så er der måske en særskilt pointe i det. Gro en tomat, og så også et venskab. Integration fra bunden.

Center for Boligsocial Udvikling har fulgt haverne for at se, om det skulle lykkes dem at knytte bånd mellem beboerne, og konklusionen lyder, at det har været en succes, i hvert fald et stykke af vejen. Mennesker, som før levede adskilt, er ført sammen, især dem med forskellig hudfarve. På den anden side er der her, hvor projektets anden sæson skal til at gå i gang, stadig kun et fåtal af Vapnagaards omtrent 3.500 beboere, som har involveret sig i haverne. Der er et stykke vej endnu.

Den 75-årige pensionist Helle Boesen er en af dem, som med størst iver er gået ind i projektet. Hun flyttede til Vapnagaard i 2014, og herfra har hun ordet for en stund:

Det føltes, som om jeg flyttede hjem, da haverne kom. Først dér fik jeg et tilhørsforhold til Vapnagaard, først dér skete der noget. Det gjorde den store forskel for mig at kunne gå derned.

Før det havde jeg faktisk været lidt ked af at bo her. Jeg havde følt mig fremmed. Jeg havde boet nede i byen før, det var bedre, for da kunne jeg gå en tur, det er jo en smuk by, og der var masser af mennesker at tale med. At komme ud til sådan en forstad, det var lidt underligt. Pludselig var jeg bare mig … Jeg var lidt ked af at være her, og jeg overvejede faktisk at finde et andet sted at flytte hen.

Mange her er meget etablerede, de har deres lejlighed, deres sommerhus eller deres kolonihave. De har dannet deres cirkler, det kunne jeg mærke. Jeg kunne også se, at der var en skarp adskillelse mellem etniske danskere og udlændinge. Jeg forsøgte at gå til fællesarrangementer, hvor jeg endte med at stå helt alene efter at have hilst på folk. Det var svært. Altså, folk var flinke nok, de hilste og sådan, men der var ikke noget nærmere. Der var ingen, der inviterede ind. Jeg kendte kun et par, som jeg snakkede med nede i vaskekælderen.

Jeg synes, der i de seneste mange år har været en udvikling i vores samfund, hvor enhver er sig selv nok. Det er fremmed for min generation, men jeg tror, det er helt naturligt for mange unge. Ikke dem alle, det er klart. Men vi er begyndt at holde os meget for os selv.

Naboskab betyder meget for mig, for når man kender hinanden, når man hilser på hinanden, så føler man sig hjemme. Så bor man her mere. Alternativet er, at man er fremmedgjort. Jeg har engang boet i en andelsforening i København på en lille gade mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade, og det var som en lille landsby. Alle kendte alle, folk råbte ud ad vinduerne: Hey, skal du ned og købe ind, vil du så ikke tage en mælk med til mig?’

Det handler jo også om tryghed. At du kan gå ind og ringe på og få hjælp. Jeg er enlig, og man kan føle sig meget enlig, hvis man ikke kender nogen. Man er stadig forankret i sit eget hjem, men den forankring bliver udvidet, når der er godt naboskab. Det bliver lidt familiært. Det synes jeg er vigtigt.”

FORÅRHelle Boesen er gammel landmand og har taget en stor del af ansvaret for havens afgrøder på sig. Foto: Christian Liliendahl / Zetland

Ghettodannelse har i mange år været et af de helt udødelige og allestedsnærværende diskussionsemner i Danmark. Listen over boligområder, som er særlig hårdt udsatte, den såkaldte ghettoliste, vokser eller mindskes årligt med et par navne, og endda selve ordet ghetto’ er blevet en kampplads i den fortsatte krig for og imod indvandring. Nogle bruger hellere den mere politisk korrekte betegnelse særligt udsatte boligområder’.

I november sidste år udgav Kraks Fonds Byforskning rapporten Et historisk tilbageblik på de særligt udsatte boligområder udpeget i 2014, og en af konklusionerne i den var, at de 31 boligområder, der dengang, altså i 2014, var at finde på listen, havde været fastholdt på nogenlunde samme niveau af udsathed de forudgående 29 år. Altså var ghettoerne ikke blevet værre. De var heller ikke blevet bedre. Stilstand.

Vapnagaard har heller ikke rykket sig synderligt. På en og samme tid hører man historier om faldende kriminalitet og om et slags frivilligt vagthold, som er blevet dannet, fordi flere af områdets ældre beboere føler sig utrygge, når de går hjem fra banko om aftenen.

Helle Boesen igen:

Vapnagaard er en forstad, nærmest en lille by. Her er en meget tæt indvandrerbefolkning, og det er nok det, folk mener, når de siger, det er en ghetto. Da jeg flyttede herop, sagde mine venner, at det skulle jeg ikke gøre, det var alt for farligt, men jeg ved jo, hvordan folk er. Når først et område har fået et ry, er det svært at komme af med igen. Og jeg har aldrig oplevet noget slemt. Jeg har aldrig følt mig utryg. Fædregruppen går om aftenen og natten, og de gør en kæmpe forskel. Der hersker stor respekt om dem. Og så er der nogle, der siger, de er bange for at gå alene hjem om aftenen efter banko, og de bliver så fulgt hjem. Men jeg har altså aldrig oplevet noget.

Her er meget grønt. Meget græs. Bygningerne er almindeligt kedelige. Det er blevet pænere, men det er stadig ikke noget kønt byggeri. Det må jeg sige.

Jeg var hooked med det samme, da det her tilbud om at være med i byhaverne kom i begyndelsen af sidste år. Jeg er gammel landmand, jeg havde engang en gård ved Gilleleje, og jeg elsker at rode i jorden. Jeg gik til infomøde. Hele laden, som vi kalder forsamlingshuset, var fuld, der har vel været op mod 100 deltagere. Jeg var så glad. Jeg var glad. For det første ville jeg kunne gå og rode i jorden, for det andet ville jeg kunne være sammen med nogle mennesker.

Da vi begyndte, var der dog mange, der sagde, at det kunne vi godt droppe. Det er forsøgt før, det vil ikke virke,’ sagde de. Dem kalder jeg kværulanterne. At I gider! At I gider! Det går aldrig godt, det der, det bliver ødelagt. Det er det mest tåbelige, vi har hørt længe,’ sagde de.

Den dag vi skulle så, kom der så mange mennesker – og her taler vi altså meget initiativrige mennesker – at det udviklede sig til et fuldkomment kaos. Der blev sået her og der og alle mulige vegne på alle mulige mærkelige måder. Bredsåede gulerødder i plantekasserne, kartoflerne blev sat i små rækker, så man ikke kunne hyppe dem, og hestebønnerne blev også bredsåede, de blev ikke sået i rækker. Det gik fuldstændig i kage. Men der var så mange mennesker. Det var dejligt.

Selv om der var så mange til såningen, var vi kun en lille gruppe tilbage, da det derefter fandt sit leje. Mig, Daniella, Mohammed, Solgerd. Til de større aftener, hvor vi laver pizzaer med ingredienser fra haven, kommer der mange. Over 50. Det er virkelig en succes. Folk taler sammen, det kan du tro. Det har løsnet op integrationsmæssigt, det kan jeg se. Man kender jo folks holdninger her, der er de rigtige danskere og så de andre. Dansk Folkeparti har en stærk rod her, men det her løsner altså op i det.

I starten tror jeg, mange af dem med udenlandsk baggrund så på os og tænkte, at vi bare var nogle hvide mennesker, som gik rundt i en have, og at der ikke var plads til dem. Men jeg gik op til en familie, jeg vidste havde været lidt interesseret, og ringede på og spurgte dem, om ikke de kom ned til pizza. De kom en hel familie på syv mennesker og syntes, det var vildt hyggeligt og lækkert, og de er jo vant til det der, de lavede alle mulige lækre ting med auberginer og kartofler og sådan. Og de snakkede jo så med andre, og næste gang kom der mange, rigtig mange. Samir, Hatim, Hussein. Vi har en app, vi skriver sammen på.

Jeg har lært mennesker at kende, som jeg ellers aldrig ville møde, og det gjorde alle andre også. Det er en succes. Det endte med, at dem, jeg kalder kværulanterne, kom ned med kransekage.

Før var der en klar adskillelse mellem etniske danskere og indvandrere. Det er der stadig, men vi er kommet tættere på hinanden, og hvis vi kan fortsætte ned ad den vej, vi er på nu, kan det kun blive bedre.”

DESTINATIONNår haven blomstrer om sommeren, går Vapnagaards beboere aftentur i den. Foto: Christian Liliendahl / Zetland

I Center for Boligsocial Udviklings rapport om byhaverne i Vapnagaard står, at projektet i løbet af sit første år har tiltrukket en blandet gruppe mennesker, og at hverken mænd, kvinder, etniske danskere eller beboere med udenlandsk baggrund dominerer i haverne. Der er til rapporten lavet såkaldte netværksanalyser, som egentlig bare er en optegning af, hvem der kender hvem, og det viser sig, at mange af de nye relationer, som byhaverne har sat i verden, går på tværs af etniske grupper. Faktisk ses den største udvikling af nye venskaber her.

Men. Af Vapnagaards omkring 3.500 beboere er det kun 26, man kan betegne som faste brugere af haverne. Nok kommer der flere hundrede, når der arrangeres fællesspisning, men man må nok konkludere, at potentialet i haverne stadig mest er netop det. Som der står i rapporten, er det ikke sandsynligt, at byhaverne isoleret set ændrer væsentligt ved det samlede naboskab i Vapnagaard, men det er en begyndelse, og sådan nogle har som bekendt bedst af at blive efterfulgt af mere.

Vi slutter med Helle Boesen:

Det er klart, at vi ikke får fat i de udlændinge, som virkelig ikke vil det. Projekter som dette taler først og fremmest til dem, som er på nippet til alligevel at engagere sig. Men jeg vil alligevel mene, at dem, jeg var oppe og invitere ned, de var nok ikke kommet, hvis jeg ikke havde gjort det. De oplevede ikke, at det var for dem, det måtte vi fortælle dem. Man kan se, at der er værdi i det nære. I simpelthen at invitere dem. Vil I ikke være med? Kom ned!’

Jeg tror, at jo flere af den slags tiltag man laver, jo bedre kommer man ud over ghettodannelse. Her er mange foreninger, her er zumba, byttecentral og så videre, og vi skal bare have mere af det. Det er svært at få indvandrerne med, men der må man gøre, som vi gjorde med haven, og simpelthen gå op og ringe på og invitere dem med. For så fortæller de hinanden om det, og så ruller det.

Det begynder i det små, tror jeg.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem