Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvordan fodbold kan forklare en politisk opstand (og aktuelt gør det lige nu i Algeriet)

  • 8. april 2019
  • 11 min.
HALVTOMTDet tyndt besatte Stade du 5 Juillet 1962 i Algier var ikke bare rammen om en fodboldkamp den 14. marts, men også en manifestation af den folkelige protest mod den nu afgåede præsident Bouteflika. Foto: Ryad Kramdi / AFP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Her er en vild historie. Om, hvordan fodbold og folkelig mobilisering flød sammen i den politiske opstand, der i sidste uge førte til, at Algeriets præsident måtte træde tilbage – og om, hvorfor man nogle gange skal ind på en fodboldbane for at forstå, hvad der sker i et lands politiske sjæl.

Få fodboldkampe er lige så spruttende vanvittige som de store hovedstadsbrag i Nordafrika. I Egypten ryger det, når Kairo-klubberne Al-Ahly og Zamalek mødes. I Tunesien snurrer det, når Tunis-klubberne Club Africain og Espérance Sportive mødes. I Marokko bobler det, når Casablanca-klubberne Raja Club Athletic og Wydad AC mødes. I Algeriet smælder det, når Algier-klubberne MC Alger og USM Alger mødes.

Det er kampe, der vender vrangen ud på deres omgivelser. Kampe, der suspenderer den sociale orden og skærer familier over på midten.

Derfor var det mildest talt opsigtsvækkende, da Derby algérois mellem MC Alger og USM Alger i midten af marts blev afviklet under aldeles fordragelige forhold i Algeriets hovedstad.

Allerede timer før kampstart plejer Stade du 5 Juillet 1962 (navngivet efter uafhængighedsdagen) at være fyldt med over 60.000 fans, der kaster slagsange efter hinanden. Men til sæsonens andet Algier-derby var kun 15.000 af nationalarenaens pladser besat, og blandt de fremmødte var stemningen nærmest forsonlig – selv da MC Algir scorede til 3-2 på et straffespark få minutter før slutfløjtet. For en gangs skyld var der ikke brug for visirklædte politistyrker.

Maher Mezahi, algerisk journalist med speciale i fodbold i Maghreb-regionen, dækkede kampen for Al Jazeera. Han kalder oplevelsen for bizar”:

Jeg har aldrig set noget lignende. Kampene trækker altid minimum 60.000 tilskuere, der skaber en vild atmosfære. Men her var stemningen jovial. Flere af de tribunesektioner, der altid er fyldt, var simpelthen tomme, og mod kampens slutning sang fans, der normalt ønsker det værste for hinanden, med på de samme sange. Man kunne slet ikke mærke, at det her faktisk er en af Nordafrikas mest intense rivaliseringer,” siger Mezahi.

Det usædvanlige Derby algérois afspejler et usædvanligt Algeriet.

I slutningen af februar gik algerierne på gaden for at protestere mod præsident Abdelaziz Bouteflika, der har siddet på magten siden 1999, men som kun få gange har vist sig offentligt, siden han i 2013 blev ramt af et slagtilfælde.

Protestbølgen kulminerede forrige fredag, da omkring en million mennesker deltog i en rekordstor demonstration i Algier, og tirsdag den 2. marts skete det så: Præsidenten trak sig tilbage i en usædvanlig fredelig magtoverdragelse.

I første omgang var protesterne en reaktion på Bouteflikas ambition om at stille op til en femte embedsperiode, men da præsidenten den 11. marts meddelte befolkningen i et brev, at han alligevel ikke ville genopstille (men dog varetage en reformproces frem mod valget), fortsatte opstanden med uformindsket styrke.

I Algier, Oran, Annaba, Constantine, Sétif og flere byer endnu krævede hundredtusinder af demonstranter, vrede over høj arbejdsløshed, korruption og en økonomi i laser, omfattende reformeringer af et sygt magtapparat. Kørestolsbundne Bouteflika, lød det fra demonstranterne, har de seneste år ikke været andet end en marionet for le pouvoir, et samlet slæng af erhvervsledere, militærfolk og klientelistiske politikere, der siges at være Algeriets reelle magthavere.

For at forstå de kræfter, der er endt med at have væltet Bouteflika, skal man ifølge iagttagere som politologen og Algeriet-eksperten Hugh Roberts især forstå, at den nu afgående præsidents historiske legitimitet fra deltagelsen i uafhængighedskrigen”, som han skrev i tidsskriftet London Review of Books i begyndelsen af marts, ikke overbeviser nutidens algeriske ungdom.

Men for at forstå, hvordan disse kræfter den seneste tid er gået til værks, giver det god mening at gå til sagerne uden om politologien. Fodbolden, simpelthen, tilbyder en vej ind i hjertet af den algeriske protestbevægelse.

HØR OS!Fankulturen i Algeriet er stærk - og stærk nok til at bære en politisk opstand. Her USM Algers fans under CAF Champions League semifinale i september. Foto: Ryad Kramdi / AFP / Ritzau Scanpix

Fodboldens betydning for den aktuelle politiske situation i Algeriet bygger på sportens historiske plads i det algeriske samfund.

Mahfoud Amara, forsker på Qatar University og forfatter til bogen Sport, Politics and Society in the Arab World, fortæller, at fodbold i Algeriet aldrig har været en indhegnet aktivitet. Landet er faktisk et af de mest tydelige eksempler på forbindelsen mellem fodbold og det 20. århundredes antikoloniale selvstændighedskampe på tværs af Afrika.

Den algeriske selvstændighedsbevægelse Front de Libération Nationale (FLN) blev grundlagt i 1954, og frem mod 1962, hvor det franske koloniregime trak sig ud af landet efter 132 års tilstedeværelse, inkarnerede et de facto-landshold under FLNs faner frihedskampen.

På det tidspunkt havde Frankrig i mange år ellers nydt godt af koloniens fodboldtalenter. De dygtigste algeriere var blevet hentet til Europa, og flere af dem var særdeles afholdte af det franske fodboldpublikum. Spillere som Mustapha Zitouni og Rachid Mekhloufi fik endda debut i Frankrigs blå landsholdstrøje.

Men så, i 1958, kaldte moderlandets befrielsesfront. Zitouni, Mekhloufi og otte andre algeriske spillere fra franske klubber blev smuglet ud af Frankrig for at tilslutte sig et fodboldhold, der ifølge et FLN-kommuniké havde et trefoldigt formål:

Frankrig skulle nægtes de bedste algeriske spillere, det internationale kendskab til den algeriske selvstændighedskamp skulle udbredes, og opbakningen blandt den algeriske diaspora skulle demonstreres.

Fodbolden var helt åbenlyst et værktøj for den antikoloniale modstandskamp. Men også i det moderne Algeriet har vi igen og igen set, at sporten står det politiske nær,” siger Mahfoud Amara.

Man så det, forklarer han, i 1988 under oktoberprotesterne, de første store opstande efter selvstændigheden, hvor tribunerne for alvor blev en politisk arena. Man så det i 1991 op til parlamentsvalget, det første demokratiske af slagsen i Algeriet.

Faktisk har det været sådan lige siden: Den algeriske fodboldkultur vender på ingen måde det blinde øje til korruption, økonomisk og social ulighed, arbejdsløshed, illegal immigration og så videre.”

Der er et paradoks på færde her:

FLN har siddet på magten lige siden selvstændigheden. Det vil altså sige, at det parti, der under afkoloniseringen ansporede til politisk trods gennem fodbold, i dag møder en modstand, der henter meget af sin næring på netop de algeriske fodboldstadioner.

Det siger noget om, at FLN med årene er stagneret og ikke længere kan formulere politiske løsninger for den algeriske befolkning. Men det siger også noget generelt om forholdet mellem fodbold og politik.

Hvor end politikerne forfalder til tyrannisk egeninteresse, bliver fodbolden relevant som mere end fodbold. I et samfund med demokratisk overskud er der ikke behov for, at sporten giver folket en stemme, den ret er sikret gennem et forgrenet net af institutioner. Men i et samfund med demokratisk underskud bliver det bydende nødvendigt.

Således også i Algeriet:

I løbet af de seneste 20 år, hvor afstanden mellem algerierne og deres politikere er vokset støt, har fodbolden udviklet sig til et af meget få steder, hvor der fortsat er ytringsfrihed i landet. På stadion kan ungdommen udtrykke utilfredshed med de socioøkonomiske tilstande og rent faktisk blive hørt,” siger Mahfoud Amara.

Det er i forlængelse af Mahfoud Amaras historiske oprids, at de tomme sæder og den forsonlige stemning til kampen mellem MC Alger og USM Alger bliver interessante:

Der er ingen tvivl om, at fansenes udeblivelse var en politisk handling. De valgte simpelthen kampen fra for at tage del i protesterne. Det var en meget tydelig besked til le pouvoir, siger den algeriske fodboldjournalist Maher Mezahi.

Han fortæller, at mange mistænkte magthaverne for at have udset sig Algier-derbyet som en afledningsmanøvre, der for en stund kunne få den offentlige samtale til at handle om andet end Bouteflika.

At ledende fangrupper fra begge klubber udeblev fra sæsonens største kamp for at gå på gaden, sendte et kraftigt signal om, at kravet om politisk forandring ikke stod til forhandling,” fortsætter han og tilføjer:

Flere, jeg talte med, frygtede, at regimet ville bruge eventuelle uroligheder i forbindelse med kampen til at miskreditere folkets stemme. De ville ikke risikere at give dem den mulighed.”

Alt dette betyder ikke, at de 15.000, der dukkede op til kampen, så kan regnes for at være Bouteflika-støtter. Tværtimod, siger Maher Mezahi.

De sange, hele stadionet sang mod kampens slutning, var henvendt til Bouteflika. Og de var i den grad regimekritiske.”

Kampen på Stade du 5 Juillet 1962 afslørede altså et dominerende træk ved de algeriske protester: fodboldens evne til at mobilisere politisk modstand. Det er ikke klubberne i den landsdækkende Ligue 1, der har haft sendt folk på gaden, men der har været et betydeligt overlap mellem den algeriske fodboldkultur og de fortrinsvis unge mænd og kvinder, der den seneste måned har sunget og råbt Bouteflika fra magten.

Fodboldstadionet, protesternes politiske laboratorium,” lød det for nylig i en overskrift i det franske magasin Le Nouvel Observateur.

Algier-derbyet i midten af marts er ganske vist det mest prominente eksempel – men det er langtfra det eneste, der dokumenterer, hvordan Bouteflika er blevet spiddet på landets fodboldstadioner.

Allerede i midten af februar, en uge inden protesterne for alvor bredte sig, begyndte en video fra bjergbyen Tiaret sydvest for hovedstaden at tiltrække sig opmærksomhed. På det lille Stade Ahmed Kaïds bare tribuner rejste en samlet langside sig og krævede Bouteflikas afgang. Morgenen efter berettede avisen Le Matin d’Algérie om lignende hændelser på stadioner i byer som Belouizdad og Aïn M’lila.

At et fodboldstadion kan give afløb for politiske frustrationer, er som sådan ikke videre opsigtsvækkende. Slet ikke i Nordafrika, hvor fodbolden som få andre steder i verden er besmittet af sine politiske omgivelser.

Men det særligt iøjnefaldende ved den seneste tids kobling mellem fodbold og politik i Algeriet er, at vi ikke bare har set, hvordan politikken har fundet vej til tribunerne, men hvordan fodbolden har fundet vej til gaderne. Med andre ord er sporten under Bouteflika-protesterne ikke blevet politiseret i lige så høj grad, som politikken er blevet sportificeret.

Det er meget tydeligt, at fodboldfan-kulturen har haft stor påvirkning på protesterne. Især i Algier, hvor der er en demografisk lighed mellem dem, der tager til fodbold, og dem, der har været på barrikaderne: marginaliserede unge med ringe fremtidsudsigter,” siger Maher Mezahi.

Det er kommet til udtryk helt konkret. For det første har mange demonstranter været iklædt enten den grønne landsholdsdragt eller algeriske klubtrøjer. For det andet, og endnu mere afgørende, er fodboldsange blevet en virkelig vigtig del af de protesterendes vokabular.”

Mange af de sange, man har kunnet høre under protesterne, er simpelthen skrevet af fans fra algeriske fodboldklubber – navnlig de to store i hovedstaden. Særligt én sang er vigtig. La Casa del Mouradia hedder den, og ifølge Maher Mezahi er den blevet en definerende hymne for den politiske opstand:

Den er blevet sunget 5-10 gange under samtlige demonstrationer over hele landet den seneste måned. Den er skrevet af USM Alger-fangruppen Ouled El Bahdja og kunne første gang høres på tribunerne i begyndelsen af 2018. I dag er den en fælles reference for alle, der ønsker politisk forandring.”

Nøglen til at forstå sangen ligger i titlen. Mouradia henviser til præsidentresidensen Palais d’El Mouradia, mens det øvrige af titlen spiller på den i Algeriet ekstremt populære Netflix-produktion La casa de papel, der handler om et verdenshistorisk bankrøveri.

Når La Casa del Mouradia er blevet sunget på de algeriske gader, er der altså blevet sunget, at præsidentpaladset er et hus fuldt af gemene røvere.

Det er ikke den eneste sang fra Ouled El Bahdja, der først kunne høres til fodboldkampe, men nu har løsrevet sig fra sporten. Journalist Maher Mezahi nævner også Ultima Verba, der bygger på et digt af samme navn af den franske poet Victor Hugo.

Sangen handler om regimets gennemgribende råddenskab og retter sig særligt mod Ali Haddad, USM Algers oligarkiske ejer, der er et prominent medlem af le pouvoir, og som i sidste uge blev arresteret, idet han forsøgte at forlade landet over grænsen til Tunesien.

Få uger efter Ultima Verba første gang blev sunget på stadion, udkom den som musikvideo i samarbejde med Soolking, tidens mest hørte algeriske rapper. I løbet af bare 24 timer var videoen blevet set på YouTube ikke færre end 2,5 millioner gange. I dag, fire uger efter, nærmer den sig 46 millioner afspilninger.

Også sange skrevet af fans fra fodboldklubber som Mouloudia Club d’Alger, Union Sportive Médina d’Alger og CS Constantine er blevet indlemmet i demonstranternes katalog. Ifølge Maher Mezahi er det ikke lige så overraskende, som det kan lyde:

Den nordafrikanske fodboldkultur er i høj grad en sangkultur. På europæiske stadioner hører man oftest korte tilråb. I Algeriet har hver fangruppe deres egne sange på tre-fire minutter med flere forskellige vers. Altså rigtige sange. Algeriske fodboldfans har tradition for at udtrykke sig musikalsk.”

Det er heller ikke nyt, at fansenes sange handler om andet end fodbold, men det er bemærkelsesværdigt, hvordan de er blevet bredt ud til folk, der ikke interesserer sig for sporten. De er blevet mainstream.

Selv om min kone slet ikke gider at se fodbold, har hun de seneste uger gået rundt og nynnet en USM Alger-sang. Det siger ret meget om, hvilke kræfter der har haft drevet protesterne mod Bouteflika,” siger Mezahi.

Magtskiftet i Algeriet er uden tvivl en markant sejr for protestbevægelsen, men fra Algeriet-observatører lyder det samstemmende, at de måske største udfordringer endnu er i vente.

Hvad gør Bouteflikas ministre? Hvad gør hæren? Og formår oppositionen at organisere sig, så de kan bidrage til en reel institutionel udvikling? Onsdag vågnede Algeriet til en ny politisk virkelighed, men der er stadig lang vej til en reel demokratisering af landet, lyder det blandt andet i Foreign Policy fra Sabina Henneberg, postdoc i afrikastudier ved Johns Hopkins University.

Uanset hvad der følger, vil algerisk fodbold med al sandsynlighed kunne tydeliggøre udviklingen.

Som et vidnesbyrd om, at folket omsider har fået sin vilje, var USM Alger-fansene tilbage på stadion onsdag aften efter halvanden måned med sparsomme fremmøder eller direkte boykotter. Første kamp efter Bouteflika. Første kamp efter oligarken Ali Haddad. Og med den nu ikoniske hymne La Casa del Mouradia som lydtapet.

Mod klubben CR Belouizdad var der ingen grund til at blive væk. Kun grund til at feste.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: