En juliaften under sin sommerferie i Hanstholm havde Trine Stensgaard Andreassen, mor til tre piger på 12, 10 og 3, hendes mand og svigerfaren “en mega diskussion” om børns brug af skærme. Svigerfaren, en pensioneret skoleleder, var overbevist om, at mobiltelefoner intet godt gjorde for børn. Det tog fokus, sagde han, fra det, der rent faktisk er væsentligt at være sammen om. Trine var ikke enig. Det, der sker på skærmen, kan også være væsentligt. Alligevel placerer hun bekymringen over børns skærmtid “ret højt” på listen over ting, det er grund til at bekymre sig om som forældre i dag.

“Jeg tror, den bekymring er helt generel for os alle, der har børn i den alder,” som Trine siger. “Og de, der ikke bekymrer sig om det, skulle måske til at tage og gøre det.”

Diskussionen om børn og deres telefoner popper ikke bare op en sommeraften i Hanstholm. Den popper op, når Trines mor samler alles mobiltelefoner ind ved ankomsten til et besøg; den dukker op på forældremøder hjemme i Feldballe på Djursland, når drengene i klassen har gamet hele natten og “sidder helt blege med cola”; den udspiller sig mellem Trine, der er skolelærer, og hendes teenageelever; og den er usagt til stede, når hun og familien er sammen med en stor vennegruppe, og hver familie har hver sin skærmpolitik.

Trine, med andre ord, er formentlig temmelig gennemsnitlig, når det kommer til en børneforælder i dag. I årene op til finanskrisen i 2008 var der områder i landet, hvor man umuligt kunne komme gennem en 40-års fødselsdag uden at snakke om de huspriser, der var strøget absurd til himmels. Nu er det umuligt at komme igennem en 40-års fødselsdag uden at snakke om børns skærmforbrug. “Vi er jo,” som Trine formulerer det, “den første generation af forældre, hvor det her fylder så helt absurd meget.”

Børneforældre, lærere og pædagoger skal ikke bare forholde sig til en ny kurve over børns skærmforbrug, der går støt opad og ifølge WHO har sikret danske børn en europarekord i skærmtid. Forældre til børn og unge skal også forholde sig til andre opadgående kurver: kurverne, der viser, hvordan flere unge oplever psykisk mistrivsel.

Her er bare et par udpluk: Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen havde 17 procent af drengene og 21 procent af pigerne mellem 16 og 24 år i 2010 følt uro, nervøsitet eller angst inden for de seneste 14 dage. Sidste år – syv år efter – gjaldt det 27 procent af drengene og 34 procent af pigerne. Halvdelen af de 7-9-årige sover mindre, end det anbefales, viste et dansk studie fra 2013. Det samme gælder for over halvdelen af de 15-17-årige. Siden Statens Institut for Folkesundhed begyndte at måle børns følelse af tilfredshed med livet i 2002, er den faldet, for hver gang forskerne har spurgt.

Måske er der vitterligt ingen sammenhæng mellem på den ene side den tid, børn bruger foran en skærm, og på den anden side den stigende uro i sindet, børn og unge oplever.

Men måske findes sammenhængen.

Det er der i hvert fald en voksende skare af pædagoger, skolefolk, læger, hjerneforskere, politikere og helt almindeligt bekymrede forældre, der mener. Imran Rashid, den danske læge og forfatter til bogen Sluk, har i flere år agiteret for en digital detox for både børn og voksne. Den amerikanske forfatter Nicholas Carr skrev allerede i 2011 den Pulitzer-nominerede The Shallows, en bredside mod den teknologi, der ifølge Carr moser vores evne til fokus og sammenhængende tænkning til ukendelighed og efterlader hjernen med tanker i letbenet staccato og en konstant sult efter næste, tjeppe informationsfix.

Smartphonen, argumenterede den amerikanske psykolog Jean M. Twenge for i bogen iGen fra sidste år, er i færd med at ødelægge en hel børne- og ungdomsgeneration, og at “sammenhængen mellem depression og smartphones er tydelig nok til at pege på, at flere forældre burde bede deres børn om at pakke telefonerne væk”. Herhjemme argumenterer blandt andet organisationen Kirke og Medier for totalt mobilfri skoler og har taget initiativet til, at den tyske Manfred Spitzers omdiskuterede bestseller Digital Demens netop er udkommet på dansk. Spitzer, der er neurolog og psykolog, anbefaler, at børn slet ikke bruger skærme, før de er teenagere.

“Hvis man i dag stadig benægter, at der er et problem, har man enten ikke læst eller forstået noget,” som Spitzer spidsformulerer det i sit forord til den danske udgave af bogen, “eller også lyver man.”

I flere lande er der allerede for flere år siden taget politisk initiativ til at regulere og inddæmme børns skærmforbrug. I 2006 indførte New Yorks daværende borgmester Michael Bloomberg et forbud mod smartphones i skolerne, som dog blev ophævet i 2015 af Bloombergs efterfølger Bill de Blasio – i dag er det op til den enkelte skole at fastlægge reglerne. I Bayern i Sydtyskland har mobiler været forbudt siden 2006 i skolerne, ligesom Italien forbød mobiler i skolerne i 2007. Og senest: I Frankrig lovede Emmanuel Macrons valgløfter under præsidentkampagnen i 2017 at indføre et forbud mod mobiltelefoner i skolerne, og forslaget blev for nylig gjort til lov, der vil træde i kraft, når det franske skoleår på landets 51.000 skoler begynder.

“Det er et signal til det franske samfund om, hvad der er på spil i vores samfund,” sagde undervisningsminister Jean-Michel Blanquer ifølge Radio France Internationale, da lovforslaget blev debatteret hedt i det franske parlament i juni. “Du kan ikke klare dig i en verden af teknologi, hvis du ikke kan læse, skrive, tælle, respektere andre og arbejde i et team.”

Ikke alle har taget lige begejstret mod forbuddet. Hverken skoleledernes eller lærernes fagforeninger ser frem til, at personalet på landets skoler skal agere “politistyrke mod mobiler”, som en lærer og repræsentant fra lærerfagforeningen SE-Unsa har formuleret det i Le Monde.

Heller ikke Gérard Pommier, der er formand for foreningen Peep, Forældre til Elever i Offentlige Skoler, lyder just ellevild, da vi fanger ham over telefonen. Det, der bekymrer ham mest, er, at et forbud ikke lærer eleverne, hvordan de bruger telefonen bedst – og hvornår det er tid til at slukke.

“Telefonen er bare et værktøj, og alt afhænger af, hvordan det bliver brugt. Det er et spørgsmål om uddannelse,” siger han. “Det er det, der er udfordringen.”

I Danmark slog Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, på Folkemødet tidligere på sommeren til lyd for en indsats mod det stigende antal børn og unge, der “har det så dårligt” – og koblede den øgede sårbarhed med blandt andet den voksende brug af de sociale medier (hun var, sagde hun i en debat efterfølgende, “helt stolt” af sin egen datter, der på vej på efterskole havde undladt at melde sig ind i en Facebook-gruppe for de kommende elever, fordi hun helst ville møde dem i virkeligheden først).

Hos De Radikale er it-ordfører Ida Auken også nervøs for det voksende skærmforbrug og ønsker sig et videncenter, der skal forske i, om der faktisk er en sammenhæng mellem det boomende skærmforbrug og de boomende psykiske lidelser, sådan som de kritiske røster hævder. Centeret skal finansieres med midler fra satspuljen, og der tegner sig allerede nu et flertal for det i Folketinget. Men allerede inden centeret og dets resultater foreligger, bør det ifølge Ida Auken sikres at alle skoler har en mobilpolitik, sådan som hun netop har foreslået.

“Ligesom skoler har mobbepolitik, så skal de også have en mobilpolitik,” siger hun. “Før i tiden var de voksnes ansvar at lære børn at bruge teknologi. Men det kan de bedre end de voksne i dag, så nu er det omvendt: Nu skal børnene lære at lægge skærmene væk.”

Så tilføjer hun:

“Jeg har en ven, der en morgen kom ind i sit barns 2. klasse. Al lyd og larm og snak og skramlen – den var der ikke, for hvert barn sad med hver sin iPad, inden skoledagen gik i gang. Det er ikke noget barneliv.”

Men i Danmark har langt de fleste skoler faktisk allerede en eller anden form for mobilpolitik, fortæller Andreas Lieberoth, der er adjunkt på Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet. Han er i færd med at lave et større forskningsprojekt om netop udbredelsen og brugen af mobilpolitikker rundtomkring på landets skoler.

De færreste folkeskoler har dog et totalforbud mod mobiltelefoner i skoletiden. Og det har Liberal Alliances undervisningsminister Merete Riisager ikke tænkt sig at lave om på.

“Jeg mener ikke, at mobiler bidrager med ret meget i løbet af en skoledag. De kan forstyrre i undervisningen, fordi børnene ikke kan få ro til hjernen, og så lærer de mindre,” siger hun. “Og så er der alle pauserne, hvor det går ud over fællesskabet, hvis alle eleverne står og kigger ned i skærmen.”

Men. Alligevel vil hun ikke forbyde, at børn har mobilerne med i skole – a la den franske model.

“Det er ikke noget, der skal lovgives om fra ministerens kontor,” siger hun. “Det skal besluttes lokalt.”

Spørger man Sarah Gruszow Bærentzen, der er 16 år og nytiltrådt formand for Danske Skoleelever, er det på sin vis en lidt mærkelig snak – forbud eller ej, skærm eller ej, on eller off. “Der findes bare ikke en slap af-knap,” som hun formulerer det. “Digitaliseringen er kommet for at blive. Den fjerner vi ikke, hvis vi fjerner den fra skolen.”

Så selvfølgelig skal man lære at gå på lydløs. Og at se op. Og at koncentrere sig. Og at skelne mellem perfekte selvfremstillinger på Instagram og virkelighedens varianter. Og at snakke ordentligt til hinanden, også selv om det foregår på Facebook.

Men at problemet i særlig grad skulle være børn og unges, anerkender Sarah Gruszow Bærentzen ikke.

“Jeg synes,” siger hun, “det handler om alle.”

I Feldballe er Trine Stensgaard Andreassen enig i dét. Det er ikke bare hendes tre piger og alle andre børn og unge i landet, der skal lære at navigere rundt i en verden, hvor skærmen hele tiden tilbyder et ekstra rum at entrere. Det er enhver.

“Og jeg har ikke fundet de vise sten,” siger Trine. “Hvis der er nogen, der har, skulle de tage at sige det, for jeg tror, vi alle sammen leder efter dem.”