Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Tirsdag 30. november 2021

Skal vi vaccinere de små børn? Her kommer svar på alle jeres spørgsmål + en vigtig opfordring

E-boksene gløder med vaccineinvitationer i disse dage. Nu bliver børn i alderen fem til 11 år tilbudt en coronavaccine, og det skaber tvivl og diskussion hos forældre landet over. I dagens Helikopter svarer professor Anton Pottegård på spørgsmål om bivirkninger, vaccinationsprincipper, mutationer og udskamningsrisiko.

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Det er tirsdag. I dag handler Helikopteren om vaccination af børn.

Dagens citat

“Det er bare rent faktuelt”

I sidste uge meddelte Morten Messerschmidt, at han gerne vil overtage posten som formand i Dansk Folkeparti. Men den konstellation, hvor Peter Kofod bliver næstformand, kan slet ikke lade sig gøre, siger den afgående formand, Kristian Thulesen Dahl. Den udmelding skal nok ses i lyset af, at Morten Messerschmidt flere gange tidligere har forsøgt at kuppe formanden (TV 2).


Dagens store historie

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson, Ritzau Scanpix

Nu skal børnene vaccineres

  • Lige for tiden stiger indlæggelsestallene på de danske hospitaler, og coronasmitten spreder sig særligt blandt børn. Derfor er der lige nu en del forældre, der skal tage en svær beslutning: Skal de lade deres børn vaccinere? Og for hvis skyld?
  • Fredag anbefalede Sundhedsstyrelsen at vaccinere børn i alderen fem til 11 år. Og samme dag blev der sendt 135.000 invitationer ud til de første børn i aldersgruppen. Søndag havde 18.500 forældre booket en tid til første stik. Og inden weekenden var omme, havde flere end 1.000 børn allerede fået første stik (TV 2).
  • Men hvorfor skal børnene overhovedet vaccineres? Ifølge Sundhedsstyrelsen kan det give bedre kontrol med epidemien. Lige nu er det især børnene, der driver smitten i samfundet, og bliver de vaccineret, kan de være med til at passe på ældre og sårbare familiemedlemmer. På sigt kan en højere immunitet i befolkningen også give en mere normal hverdag for alle, lyder begrundelsen fra (Sundhedsstyrelsen).
  • Det er bare ikke alle, der er enige i den vurdering. Børnene bliver nemlig sjældent alvorligt syge, hvis de selv får coronavirus. Og når først de har været syge, opnår de jo naturlig immunitet. Nogle forskere peger på, at dét på sigt kan være lige så godt (Berlingske).
  • Det er en svær diskussion fyldt med dilemmaer. Og spørgsmålet er, om det kan udfordre fællesskabet i skolegården, når pludselig børnene opdeles i vaccinerede og ikke-vaccinerede (Politiken).
  • I dag forvandler vi Helikopteren til en brevkasse. For siden jeg i går efterlyste spørgsmål og tanker om coronavaccinen til børn, er det væltet ind med spørgsmål. Og tak for det! Professor Anton Pottegård kommer med svarene – og en vigtig opfordring til alle, også dem uden børn (Helikopter).

Det skal du også vide

Regeringen vil give flere penge til hospitalerne. Og pengene skal hjælpe hospitalerne igennem den kommende vinter, der igen ser ud til at blive præget af corona. Det er endnu ikke på plads, hvor mange penge der er tale om, men allerede nu ser flere regioner på mulighederne for tillæg til overarbejde og fastholdelse. Den nyhed kommer på en dag, hvor Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse har advaret om, at op mod 1.000 sygeplejersker vil sige op – og hvor sygeplejersken i spidsen for gruppen, Luca Pristed, også selv har sagt op (Jyllands-Posten).

Der er (et lille) håb for naturen i Danmark. I dag udkom en status for udviklingen i arter og naturtyper i Danmark. Og det er ikke lykkedes at standse tilbagegangen i biodiversiteten. Alligevel er der et lille håb, mener seniorforsker Rasmus Ejrnæs, der står bag statussen. Guldsmedene er nemlig i fremgang, og det ser også ud til, at naturen i byerne bliver bedre. Men for at det virkelig skal rykke noget, skal naturen have mere plads, og det kræver politisk vilje, mener forskeren (Politiken).

Danskerne køber færre boliger. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at der i tredje kvartal af 2021 er sket et markant fald i antallet af solgte boliger i Danmark. Priserne er fortsat steget lidt, men ikke som under nedlukningen. Og som boligmarkedet ser ud nu, er det på et mere normalt niveau, som vi kendte det før corona. Og det mener privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer er et sundt og godt tegn (Finans).

Illustration: Christoph Sarow for Zetland

Dagens Zetland-historie


Merian Garde Gräs

Hvis du stadigvæk brænder inde med spørgsmål til vaccinen, har dagens gæst, Anton Pottegård, lovet at være med i bidragssporet. Og når I vil stille et spørgsmål, så tag gerne lige et kig på dem, der har skrevet før jer – om der allerede er blevet spurgt om det, I også søger svar på. Så er det lidt nemmere for Anton at holde styr på emnerne. Tak for i dag!

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært