Socialdemokratiet valgte land frem for by. Tirsdag landede storbyboernes straf

Socialdemokratiets tilbagegang ved kommunalvalget handler om meget andet end mink og sms'er.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Det er med politik, som det er med tilværelsen i øvrigt. Meget afhænger af øjnene, der ser. Grænsen mellem succes og fiasko er sjældent så nem at drage, som mange, ikke mindst i medierne, ellers har for vane at gøre. Det er i spændingsfeltet mellem disse poler – mellem det sorte og det hvide – at nuancerne findes.

Da jeg med søvndrukne valgnatsøjne tændte for radioen, tjekkede Twitter og diverse nyhedssites, var jeg ellers ikke i tvivl. Kommunalvalgets sejrherrer var De Konservative, Nye Borgerlige og Enhedslisten. Fiaskoen var repræsenteret af Dansk Folkeparti og Venstre og så regeringspartiet Socialdemokratiet. Sidstnævnte havde oplevet en regulær vælgerflugt i arbejdsklassens arnesteder, storbyerne. I både København, Odense og Aalborg gik de traditionelle borgmesterpartier tilbage med mere end ti procentpoint sammenlignet med valget i 2017. I lige så socialdemokratiske Aarhus var vælgerne en anelse mere barmhjertige. Her oplevede borgmester Jacob Bundsgaards parti en tilbagegang på blot’ ni procentpoint.

Dommen var hård. Gedigen vælgerlussing til Socialdemokratiet,” stod der at læse på tv2.dk. Information skrev, at Socialdemokratiet har mistet Mette-magien og går ydmyget tilbage over hele landet”. Valget er en kæmpe skuffelse,” skrev DR. De fleste andre medier fortsatte i samme spor med overskrifter som Mettes mavepuster” og Kæmpe vælgerlussing til Mette Frederiksen: S slagtet af minksagen”.

Til sammenligning havde nyheden om det samlede valgresultat en noget kontraintuitiv overskrift: S bliver størst ved kommunalvalget,” stod der, hvorefter det fremgik, at socialdemokratiske kandidater havde fået sammenlagt 29 procent – eller næsten hver tredje – af alle landets stemmer, og at partiet nok en gang havde sikret sig flest borgmesterposter.

Ved tirsdagens kommunalvalg kom, så, sejrede og tabte Socialdemokratiet tilsyneladende på én og samme tid. Som Frederik Hjorth, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forsker i vælgeradfærd, noterede sig på Twitter:

S blev straffet af vælgerne i de store byer i går – men det blev de som bekendt også i 19. Dengang og i går samlede venstrefløjen det meste op, og S endte med magten alligevel. Strategien virker stadig.”

Dette er fortællingen om, hvorfor partiet, der fik flest stemmer og borgmesterposter, alligevel endte som en af kommunalvalgets største tabere. Det er en historie om provinsambitioner, men også om muligt storbyhovmod og uundgåeligt en anelse mink. Samtidig er det historien om, hvad partiledelsen i Socialdemokratiet muligvis kan lære af deres egen Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og hendes overbevisende valgresultat.

For første gang i nyere tid måtte Socialdemokratiet erkende, at det århundredgamle overborgmesterparti ikke blev Københavns største. Faktisk var det ikke engang tæt. Enhedslisten fik næsten hver fjerde stemme, mens Socialdemokratiet måtte nøjes med 17 procent. Men trods nederlaget kunne partiets spidskandidat, Sophie Hæstorp Andersen, ånde lettet op. Borgerrepræsentationens øvrige partier ville ikke pege på Enhedslistens spidskandidat som overborgmester, så posten blev alligevel Hæstorps. Dermed består – i hvert fald på overfladen – det socialdemokratiske hovedstadsrige. Men kigger man nærmere på fordelingen af de øvrige borgmesterposter, er det slående, at Enhedslisten har sat sig på miljø- og teknikforvaltningen, der spiller en afgørende rolle for de videre planer for Amager Fælled og Lynetteholmen – den omdiskuterede kunstige ø, der er planlagt opført i forlængelse af Refshaleøen. Enhedslisten har desuden fået det primære socialpolitiske ansvar med en socialborgmester.

Det var i Amager Bio i netop København, at Socialdemokratiets formand og statsminister Mette Frederiksen første gang talte til sine partifæller tirsdag aften. Længe før vælgerne kendte til tilbagegangen i landets største byer, men stadigvæk tilpas sent til, at mange kunne fornemme skriften på væggen. Under sin tale forklarede statsministeren først og fremmest det kommunale valgresultat som et udtryk for lokale sager og forhold, som er forskellige fra kommune til kommune”. I samme ombæring fik hun nævnt, at hun samtidig var bevidst om, at der i valgkampen også er blevet talt om sms’er”.

Bemærkningen om, at valgresultatet først og fremmest var et udtryk for lokale forhold, faldt nogle af Socialdemokratiets borgmesterkandidater for brystet. De opfattede simpelthen kommentaren som en slags ansvarsfralæggelse. Eksempelvis var borgmester H.C. Østerby ikke i tvivl, da han ud på valgnatten skulle forklare partiets tilbagegang i Holstebro.

Vi bliver ramt af en landsdækkende ting, der hedder sms’er i forbindelse med minksagen. Jeg havde håbet på, at vi kunne undgå det, men desværre så har det fyldt,” sagde han.

Måske var det partikollegernes kommentarer, der fik Mette Frederiksen til tasterne på Facebook dagen derpå. Kan jeg udelukke, at diskussionen om sms’er og mink har smittet af nogle steder? Nej, desværre ikke,” skrev hun.

Alligevel er de slettede sms’er og de nedslåede mink nok kun en del af forklaringen på den socialdemokratiske storby-deroute. Mere grundlæggende kan fravalget af Socialdemokratiet i storbyerne også anskues som et resultat af det, man kan kalde en provinsoffensiv.

Det er eksempelvis ingen hemmelighed, at de fleste indvandrerkritiske vælgere er bosat uden for storbyerne. I Den Danske Valgundersøgelse, et tilbagevendende forskningsstudie, der analyserer folketingsvalg, døbte man i 2015 valget Oprøret fra udkanten’, da det stod klart, at vælgerne fra det såkaldt gule Danmark havde afgjort valget til de borgerliges fordel. Farven gul var hentet fra DFs partifarve og repræsenterede en på det tidspunkt voksende skare af vælgere, der ud over en stram udlændingepolitik efterlyste et Danmark, hvor vækst ikke alene skulle være et storbyfænomen, men et fælles gode, som også skulle komme det såkaldte Udkantsdanmark til gode.

Valgnederlaget i 2015 førte til selvransagelse i den socialdemokratiske ledelse, hvor Mette Frederiksen samme år var blevet formand. Det gule vælgerhav var fortrinsvis borgere, der tidligere havde stemt Socialdemokratiet og Venstre, og skulle partiet gøre sig nogen forhåbninger om igen at vinde regeringsmagten, måtte partiet finde en måde at skaffe sine desillusionerede støtter tilbage. En af partiets chefstrateger, den nuværende indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad, fik til opgave at udtænke en politisk vision for provinsen. Samme år havde han udgivet bogen Udkantsmyten, der kort fortalt beskrev, hvilket uudfoldet potentiale landdistrikterne rummer. Senere, i bogen De lærdes tyranni, varslede han et opgør med den intellektuelle og kreative klasse, der, som det fremgår af bogen, skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund”. Derefter var det udlændingepolitikkens tur. Kort efter at Mette Frederiksen overtog formandskabet i Socialdemokratiet, opbyggede hun og DF-formand Kristian Thulesen Dahl et usædvanligt samarbejde. Med ét gik Dansk Folkeparti fra at være partiet, Socialdemokratiet aldrig ville se som stuerene, til at blive en nær allieret. I dag er parløbet som bekendt fortid. Men samarbejdet indvarslede begyndelsen på en ny socialdemokratisk udlændinge- og integrationspolitik, hvor ord som nærområder, hjemsendelser og en generel hårdere retorik mod indvandrere er blevet hverdag.

I den socialdemokratiske ledelse blev beslutningen truffet med åbne øjne. Logikken synes simpel: Med en strammere udlændingepolitik og et større fokus på landdistrikterne generelt ville man miste vælgere til De Radikale, SF og Enhedslisten, men man ville samtidig kompensere for tabet med nye vælgere fra højrefløjen og i særdeleshed Dansk Folkeparti. Og på den måde ville tilslutningen til venstrefløjen alt i alt gå frem.
Når man skal forstå tilbagegangen for Socialdemokratiet i arbejderismens gamle højborge – København, Aarhus, Odense og Aalborg – er den politiske beslutning om en ny strategi efter folketingsvalget i 2015 umulig at komme uden om.

Den samme logik kan bruges til at behandle et af kommunalvalgets måske vigtigste emner, nemlig klimapolitikken.

Her er det alment kendt, at de mest vidtgående grønne dagsordener har mest medvind i de større byer. Det er her, nye partier som Veganerpartiet, Frie Grønne og Momentum først og fremmest har hentet deres vælgererklæringer, og det er her, ellers godkendte anlægsbyggerier som den kunstige ø Lynetteholmen og byggerierne på Amager Fælled er blevet bremset af miljøaktivister. I København har naturen altså blandt mange vælgere fået forrang frem for det socialdemokratiske hjerteblod, boligpolitikken. Det samme billede viste sig på sin vis i Aarhus, hvor en stor del af kritikken af den nuværende borgmester Jacob Bundsgaard har gået på hans forkærlighed for blandt andet store højhusbyggerier i bydelen Aarhus Ø. Som kommunalforsker Roger Buch sagde til DR P1 oven på Socialdemokratiets tilbagegang:

De unge vælgere har ikke købt hockeystaven, de har i stedet givet Socialdemokratiet et drag over nakken med den – altså idéen om, at der kommer nogle klimaløsninger engang ude i fremtiden. De partier, der taler mest klima, Enhedslisten og SF, de stormer frem. Socialdemokraterne er nødt til at kaste hockeystaven ud ad vinduet, hvis de vil overleve næste folketingsvalg.”

Noget andet, Socialdemokratiet måske gør klogt i inden næste kommunalvalg, er at skele til valgets dronning, som Ekstra Bladet døbte Holbæks genvalgte borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. Helt usædvanligt oplevede hun mere end en fordobling af andelen af stemmer i kommunen. Hun og Socialdemokratiet fik et absolut flertal i kommunen med 59 procent af borgernes stemmer. 46 procent af stemmerne gik personligt til den 28-årige borgmester, som i 2017 overtog landets fattigste kommune, der i dag har overskud i pengekassen.

Hun leder med tillid,” siger kredsformand Erik Just Petersen, som i sin tid var med til at udpege den dengang 22-årige Christina Kzyrosiak Hansen som borgmesterkandidat.

Christina Krzyrosiak Hansen kører da heller ikke sin kommune som de fleste andre borgmestre. Da hun overtog posten, valgte hun at indføre det, man i den samfundsvidenskabelige forskning kalder et nyt styringsparadigme. Et snørklet ord, der naturligvis kræver en forklaring.

Du har muligvis hørt om styringsparadigmet new public management. En model, der er udbredt i de fleste kommuner, og som kort fortalt går ud på, at man bedst styrer og forvalter en kommune gennem en betydelig grad af kontrol, målstyring og såkaldte incitamentsstrukturer. Modellen er hierarkisk med i dette tilfælde borgmesteren og kommunaldirektøren i toppen. Det, som Christina Krzyrosiak Hansen har forsøgt – og tilsyneladende formået – er at indføre en ny model for ledelse af kommunen. Modellen kaldes new public governance og har den gennemgående forskel, at ordet tillid frem for kontrol bliver det bærende element.

Erik Just Petersen forklarer, hvordan de enkelte udvalg i langt højere grad end tidligere i dag selv kan beslutte, hvordan de bedst bruger kommunens penge, hvilket først og fremmest har skabt et bedre samarbejdsklima og bredere budgetforlig. Som socialdemokrat er det selvsagt ikke så overraskende, at Erik Just Petersen er begejstret i telefonen.

Da han stemte på Christina Krzyrosiak Hansen som borgmesterkandidat i 2015, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig”, hvor kommunen og ikke mindst partiet stod i dag.

Skal man tro kredsformanden, er opskriften på partiets fremgang i Holbæk Kommune dermed et resultat af mindre topstyring og et fladere hierarki. En analyse, der synes nærmest ironisk al den tid, statsminister Mette Frederiksen med sin omlægning af centraladministrationen og udnævnelsen af en stabschef efter valgsejren i 2019 af kritikere er blevet beskyldt for det stik modsatte. Nemlig at centralisere magten. En diskussion, der ikke er blevet mindre i kølvandet på minksagen og regeringens håndtering af coronakrisen. Så hvem ved, måske kan statsminister Mette Frederiksen og partiledelsen faktisk lære noget af kommunalvalgets med afstand største valgsejr. Deres egen i Holbæk.