Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Klaus Rye er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sådan gik det, da jeg prøvede at komme igennem en dag uden internettets hersker: Google

FRIDer findes tjenester, der kan befri én fra Google-håndjernene. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Fordi så mange timer af det moderne liv leves foran skærme, akkumulerer selskaber som Google ubegribelige mængder viden om, hvad vi foretager os på de skærme. I én dag blev Zetlands teknologiskribent Frederik Kulager usynlig for Google. Han fandt alternativer til Googles mange populære tjenester i håbet om, at det ville begrænse dataindsamlingen – og håbede, det ikke ødelagde hans digitale liv. Det gjorde det ikke, tværtimod.

En hel dag undgik jeg Google. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det var lidt af en bedrift. Google er på mange måder internettet. I hvert fald alle dets kerneydelser, som er blevet en forlængelse af mig selv: søgninger, mail, kalender, browser, navigation, underholdning, nyheder og shopping.

Men netop derfor er Google også kontroversiel. Selskabet har fået milliardbøder af EU for at misbruge sit monopolagtige greb om internettet til at holde konkurrenter nede. Otte af Googles tjenester har rundet en milliard brugere, og gigantens nær totale overvågning af internettet mødes også med voksende kritik for sine metoder. Som sidste år, da det kom frem, at Google scannede sine brugeres mails for ord, som selskabet kunne målrette annoncer mod.

Google stoppede, men det ændrer ikke på, at selskabets vi-skal-vide-alt-praksis er det, Google tjener sine penge på – og den praksis er, trods kritikken, en succes: Denne måned overgik Alphabet, som Googles moderselskab hedder, Apple i at have mest kapital på kistebunden: 780 milliarder kroner (Nationalbankens guldreserve er knap 18 milliarder kroner værd). Det er en ubegribelig sum – særligt med tanke på, at Googles tjenester er gratis. Apples produkter koster tusindvis af kroner. Det bør få selv en semi-kritisk internetbruger til at tænke over, hvordan Google tjener så meget på sine gratister.

Det var det, mit eksperiment handlede om. For én dag skulle jeg ikke være en af dem, der bidrog til Googles bundlinje. Jeg vristede mig fri af monopolet, sagde farvel til paranoiaen, der er svær at holde nede, når man læser tilstrækkeligt meget om Googles metoder. Jeg fandt alternativer til Googles mange gode og – med rette – populære tjenester. Eksperimentet troede jeg var midlertidigt, men det ændrede, hvordan jeg bruger internettet i dag – og endnu vigtigere i et større perspektiv: Eksperimentet ændrede, hvordan internettet, eller Google mere præcist, bruger mig.

Dagen forløb således:

MORGENEN
Min morgen begynder, når jeg griber ud efter min telefon. Allerede dér ville rigtig mange mennesker stemple ind hos Google: Otte ud af 10 telefoner i hele verden, det vil sige så godt som alle andre telefoner end Apples, kører med Android, Googles styresystem. Heldigt for mig har jeg en iPhone, der har et iOS-styresystem, så den var fredet.

Styresystemer er et af Googles mange monopoler. Android er ikke kun på Googles telefoner, men er til rådighed for producenter, der ikke mener, de kan bygge et bedre – så de bruger Googles. Det betyder, at to milliarder mennesker er i Googles varetægt, når de tilgår internettet gennem Android. Ét privat selskab har al kontrollen– også når deres logo ikke er synligt.

Herfra blev Google sværere at undvære. Om morgenen skimmer jeg nyheder, og en favorit er Google News. En glimrende tjeneste, som er glimrende, fordi – surprise – Google efter mange års brug ved så meget om mine behov. Nyhederne er skræddersyet til min morgenlæsning: en masse teknologi- og internetnyheder. Google ved, hvad jeg søger på, klikker på og læser, fordi jeg (indtil i dag) er logget ind med min Google-konto i min Chrome-browser (det er jeg ikke i dag, forklaring følger).

Min redning blev Techmeme.com, der ligesom Google News samler historier fra hele nettet. Det samme på Reddit-forummet /technology. Skal det være mere end tech, og er man virkelig glad for at læse nyheder, er Twitter god. Her kan man følge medier, journalister og fagfolk, man kan lide, og læse løs – uden Google som mellemmand.

KONTORET
Alle mine historier skriver jeg i Google Docs. Det fungerer som ethvert andet tekstprogram, men med den fordel, at tekster kan deles med en milliard mennesker, inklusive alle på Zetland, som har en Google-konto. Det er virkelig praktisk – ingen mails frem og tilbage med dokumenter, ingen tvivl om, hvor noget er gemt, og så videre – og Docs er annoncefrit. Docs har heller ikke været ramt af privatlivsskandaler som andre af selskabets tjenester.

Men der findes alternativer til Docs: Dropbox’ Paper, hvor teksten også kan deles, eller franske CryptoPad, hvis sikkerhed er vigtig. Selv valgte jeg den lette løsning: Jeg skrev i Pages, Apples svar på Microsofts Word. Men så snart min redaktør overtog historien for at rette kommaer og den slags, havnede den i Google Docs, hvor hun redigerede den præcis, som hun plejer. Sådan er det – Google er ikke lige sådan at sige farvel til, når man er den eneste, der siger farvel.

Min computer er en MacBook, så den var, ligesom iPhonen, fredet. Men browseren skulle udskiftes. Som en milliard andre mennesker brugte jeg Googles Chrome-browser, verdens mest brugte browser. På Reddit-forummet /DeGoogle, hvor over 13.000 personer deler tips til at stække Google, blev jeg gjort opmærksom på browseren Pale Moon, som skulle være ret tjekket. Her blev jeg også bekendt med Brave, som jeg valgte.

Brave er bygget af en af grundlæggerne af Firefox, en populær privatlivs-browser, hvor dataindsamlingen minimeres. Brave sikrer ligeledes, at dine data er dine – og ikke Googles, som da jeg brugte Chrome. Husk på, at hos Google bliver alle ens handlinger destilleret til det, der hedder adfærdsdata. Taster du dine inderste bekymringer ind i Googles søgefelt – lad os sige, du søger på ægteskabsrådgivning, fordi den del af livet knager – bliver de Googles ejendom, og dine bekymringer kan Google gøre med, hvad der passer dem. Oftest er det, de gør, at vise annoncer som følge af dine bekymringer. Det er prisen for en gratis søgemaskine: Google får gratis adfærdsdata. Noget-for-noget-logikken er fundamentet i milliardforretningen – og den boomer. I øjeblikket er Googles markedsværdi 836 milliarder kroner. Selv hvis vi lagde Vestas’, A.P. Møller - Mærsks og Novo Nordisks værdi sammen, manglede vi stadig nogle milliarder kroner for at matche det, som kontrollen med milliarder af menneskers handlinger hver dag er værd.

Med Brave bemærkede jeg, hvor mange trackere, internettets sladrehanke, jeg blokerede, når jeg besøgte sider. Trackerne sladrer til Google og andre private selskaber, der lever af at udbyde adfærdsdata til annoncemålretning: Så googlede han dét og klikkede dér, her hang han så ud og læste lidt, så klikkede han dér og skrev det her i søgefeltet. Alt bliver registeret. Disse data fodres ind i algoritmer, der bliver klogere for hver bid, de indtager. Algoritmens opgave er at forudse vores adfærd: Hvad gør han nu, om lidt og i fremtiden. For hvis man kan forudse, hvad milliarder af mennesker har tænkt sig at gøre, kan du komme dem i forkøbet. I Googles tilfælde vil det sige at placere den helt rigtige annonce foran os med det helt rigtige budskab på det helt rigtige tidspunkt. Det er dét, firmaer betaler Google for. Det er dét, de fornævnte 700-et-eller-andet milliarder kroner er tjent på.

I min nye Brave-browser bliver antallet af blokerede trackere angivet med et lille tal øverst. Og samtidig så jeg, hvordan annoncer forsvandt fra min browser. Jeg hentede også Brave til min telefon, hvilket betød, at jeg brugte mindre data. Noget, man måske ikke tænker over, er, vi betaler regningen for at loade annoncer på eksempelvis YouTube, som er ejet af Google. Annoncer er data som alt andet – og vi betaler for data gennem vores telefonabonnement. Indvendingen her er, at annoncer finansierer mange tjenester, medier i særdeleshed. Omvendt: Google tager ifølge Kulturministeriet en fjerdedel af den samlede annonceomsætning i Danmark (og betaler meget lidt skat af beløbet). Facebook tager også sin luns. Pengene, der er tilbage, får medierne – noget, medier herhjemme er utilfredse med. De så gerne, deres luns var større. Derudover er det også en pointe her, at hvis man ikke ønsker en informationssfære, der er finansieret af Google-annoncer og den massive overvågning og dataindsamling, det kræver, er annonceblokering en måde at sige dét på.

Når jeg ikke kunne gøre som stort set hele resten af verden og bruge Googles søgemaskine, fandt jeg et alternativ. Qwant er en europæisk søgemaskine, jeg havde hørt gode ting om. En søgemaskine, der respekterer dit privatliv,” lyder sloganet. Når man søger, arkiverer den, modsat Google, ikke, hvad man søger på –  ligesom Qwant, som har kontor i Paris, ikke tillader trackere, cookies og så videre. Det vil sige, at Qwant ikke opbygger en profil om, hvem du er, til brug i målrettet annoncering. Den amerikanske DuckDuckGo-privatlivssøgemaskine er et andet alternativ til Google.

Den sidste ting, jeg manglede, var en ny mailklient. Både min private mail og arbejdsmail er Gmail, og jeg havde flere alternativer i spil: amerikanske Thunderbird, schweiziske Proton, canadiske Thexyz og tyske Tutanota, som alle har høj privatlivsbeskyttelse. Jeg gik med Tutanota, som er krypteret. Det betyder, at ingen andre end mig kan dekryptere min indbakke og læse med. Prøv den af på frederikkulager@tutanota.com, hvis du har noget særligt på hjerte.

AFTENEN
Aftner er gode til refleksion – og hey, jeg kunne ikke se YouTube-videoer, fordi Google også ejer YouTube. Så efter en dag, hvor jeg så vidt muligt havde undgået Google, satte jeg mig og skrev det her –  i Pages:

Google er så tæt vævet ind i internettets materie, så selv når jeg forsøger at blokere trackere, cookies og lignende, har jeg formentlig stadig været i armene på Google. Mange hjemmesider benytter sig blandt andet af Googles annonceplatforme, Google AdWords og AdSense. Derudover bruger mange sider Google Analytics til at føre statistik over besøgendes adfærd. Det slog mig også, at oplæsningen af historien her, når den blev udgivet på Zetland.dk, ville blive lagret på Google-servere. Ak.

Googles tjenester er gode, det er de virkelig, ellers ville milliarder af mennesker ikke bruge dem. De er ekstra gode, fordi så mange andre bruger tjenesterne. Monopolet virker. Jeg var glad for min Tutanota-mail, men jeg kunne ikke sige farvel til mine Gmail-konti. Det samme med Google Maps – der findes ikke et reelt alternativ (Qwants korttjeneste virker tilsyneladende kun i Frankrig). Mit arbejde krævede også, at jeg havde en Google-konto med adgang til Docs, så mine historier kunne blive redigeret – og no way, at jeg droppede min Google Home. Det er for stor en fornøjelse at bede den dæmpe lyset og tage tid på mine blødkogte æg.

Men netop denne afhængighed af ét privat selskab var, hvad eksperimentet skulle minimere: Fordi mit forbrug af Google var stort, var indsamlingen af adfærdsdata ditto stor. På min Google-konto kan jeg se, at alle billedsøgninger dateret tilbage til den 4. februar 2016 er gemt på selskabets servere (klokken 18:35 den dag søgte jeg på billeder af modellen Dree Hemingway, spørg ikke hvorfor). Alt, jeg har søgt i min Gmail, alt, jeg har sagt til min Google Home, er gemt på selskabets servere. Alle steder, jeg har kørt fra og til med Google Maps siden 2016, er også gemt. Denne akkumulation af viden om, hvad jeg foretager mig, er Googles ejendom. Ikke min. I det mindste vil Google fremover eje en mindre del af mig, end de ville, hvis ikke jeg havde gennemført eksperimentet.

Den måske største glæde ved at undgå Google for en dag var, at jeg endte med helt at undgå internettet, og uden YouTube, Google News og Gmail fandt jeg tid til at læse i Overvågningskapitalismens tidsalder, skrevet af Shoshana Zuboff, en amerikansk professor ved Harvard Business School. Her genlæste jeg et afsnit om Google, som rundede dagen af.

Vi er […] ikke, som nogle ellers har hævdet, produktet’ i Googles salg. I stedet er vi de objekter, hvorfra der indhentes og eksproprieres råmateriale til Googles forudsigelsesfabrikker. Googles produkter består af forudsigelser om vores adfærd, og de bliver solgt til konkrete kunder, men bare ikke til os. Vi er et middel til andres mål.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem