Håndtrykkets historie går hånd i hånd med demokratiet

Foto: Sincerely Media

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

11:37

  • 13. august 2020
  • 8 min.

Det første kendte håndtryk kan dateres til 850 før vor tidsregning. Det var en dramatisk tid på Mellemøstens sletter. Den babylonske konge Marduk-zakir-shumi I lå i krig med sin bror og bad om hjælp fra herskeren i det assyriske tusindårsrige – en krigerisk konge ved navn Shalmaneser III. I år 851 jog Shalmaneser den oprørske bror op i bjergene, hvor han personligt myrdede ham med sit sværd.

I et relief, som i dag kan ses på det irakiske nationalmuseum, ser man dem strække deres højre arm fremad og lukke fingrene om den andens hånd. De to konger forseglede med andre ord deres alliance med et håndtryk. Der har formentlig været håndtryk før da, men her bliver det skildret for første gang for at vise forholdet mellem de to: et symbol på fred og en højtidelig besegling af en aftale, der blev hugget i sten.

Denne ældste betydning af håndtrykket eksisterer stadig i moderne tid. Relieffet er blot erstattet af fotografiet. Der findes stribevis af fotograferede håndtryk, der besegler fredsaftaler mellem magtfulde mænd – fra Adolf Hitler og Neville Chamberlain i 1938 over Yitzhak Rabin og Yasser Arafat i 1993 til Donald Trump og Kim Jong-un i 2018. Vi ser et håndtryk og forstår instinktivt, at der er indgået en fredsaftale. Og så har de mægtige mænd samtidig mærket hinandens hænder og på den måde opnået et strejf af fysisk intimitet.

Coronakrisen har sat håndtrykket på pause som den mest almindelige hilsen. Rundtomkring på kloden famler utallige mennesker efter alternativer i varianter af akavet kropssprog. Lad os i anledning af håndtrykkets krise dykke ned i, hvad det betyder, og hvor det kommer fra. Og især, hvordan det siden Assyriens tid udviklede sig fra en højtidelig pagt for konger til en hverdagshilsen, der kan betegnes som det mest udbredte demokratiske ritual.

FREDSPAGT 1Det er kong Marduk-zakir-shumi I til venstre og Shalmaneser III til højre, fanget i det afgørende øjeblik, hvor de giver hinanden hånden for at besegle deres fredspagt. De er således nødt til at slippe deres våben. Det indgår i en længere propagandafortælling bestående af relieffer, der skildrer Shalmanesers mange bedrifter. Foto: Iraq Museum / Wikimedia Commons

Der findes en udbredt teori om, hvorfor man begyndte at give hinanden hånden som et tegn på fredelige forbindelser og indgåelse af pagter og handler – det, vi kender som håndslaget. Nemlig at det er en måde at demonstrere, at man ikke har et våben i sin hånd. Der spekuleres endda i, at dét med at ryste hænderne op og ned opstod i middelalderen som en måde at sikre sig, at der heller ikke er våben oppe i ærmet, for så ville de rasle ud (man ser en pænt pinlig situation for sig).

Det skal understreges, at der kun er tale om spekulative teorier, som næppe nogensinde vil kunne dokumenteres historisk. Skulle de have noget på sig, er det rimeligt at antage, at det ret hurtigt gik fra at være en reel forsikring om manglende våben til en mere symbolsk gestus.

Vi ved til gengæld, at håndslagets symbolske gestus var en ting i antikkens middelhavslande. Som når den assyriske og den babylonske konge skulle markere deres sammenhold, eller hos den oldgræske historiefortæller Homer, hvor håndtrykket indgås mellem mægtige mænd som et tegn på troskab og tillid. At give hinanden hånden var en stor ting, en højtidelig anerkendelse, som også senere optrådte på romerske mønter.

Håndtrykket indebar således fra begyndelsen, at man var ligemænd. Især guder, krigsherrer, adelige og sportsfolk gav hinanden håndslag. For overklassen var det utænkeligt at give hånd til tjenestefolk, arbejdere og beskidte bønder. Denne betydning – anerkendelse af ligeværdighed – er helt central for at forstå meningen af håndtrykket.

Der var dog endnu en måde at bruge håndtrykket på i antikken, nemlig til at sige farvel til de afdøde. I Grækenland finder man en række afbildninger på antikke gravmonumenter, hvor den afdøde trykker hånd med sine nærmeste til farvel. Her kan man altså finde en lille højtidelig ansats til at bruge håndtrykket som en hilsen snarere end en pagt. Men der skal gå et par tusind år før dén brug for alvor vinder indpas som hilsen. Dengang hilste folk på andre måder såsom at løfte håndfladen eller føre den til brystet (som man stadig kan se det i visse arabiske lande).

Nyhedsfrikvarter

Nyhedsstrømmen er en buldrende kraft, som konstant kaster skiftende dagsordener af sig. I sådan et virvar kan man snildt få brug for en pause. Derfor præsenterer vi her dit nyhedsfrikvarter. En serie af fascinerende, nørdede, svulstige og øjenåbnende historier af den type, der ellers sjældent ville ramme et nyhedsmedie. Nyd frikvarteret.

I Danmark støder vi på håndtrykket i middelalderen, nærmere bestemt i Jyske Lov fra 1241. Her er håndtrykket nævnt to steder. Det første er som en juridisk besegling af en aftale – hvilket var nyttigt for en mundtlig kultur, hvor dokumenter var sjældne. Vi har stadig en rest af dette i begrebet at håndhæve’ noget, der kommer af at håndhævde’, altså holde håndslaget i hævd.

Det andet sted er i forbindelse med vielsesritualet, hvor ægtepagten indgås, ved at mand og kvinde giver hinanden hånd derpå”. Idéen var netop at understrege, at ægteskabet var frivilligt og ikke en politisk manøvre fra to slægter. Kvinden indgik således ægteskabet på lige fod og med samme selvbestemmelsesret som manden. Med en smule kendskab til, hvor langt kvindefrigørelsen var kommet på daværende tidspunkt, er der grund til at tro, at såvel selvbestemmelse som status-lighed mest var symbolsk, selv om understregningen af, at kvinden ikke er mandens ejendom, godt kan have haft en betydning.

Men håndtrykket var altså stadig et højtideligt håndslag reserveret til særlige lejligheder, hvor man markerede en pagt.

I slutningen af 1600-tallet sker der så noget afgørende, nemlig at kvækerne i England og USA begynder at bruge håndtrykket som en mere hverdagslig gestus. Kvækerne var en protestantisk bevægelse, der vægtede lighed højt, og som nævnt har håndtrykket en betydning af anerkendelse mellem ligemænd. Hvis man regner enhver næste som sin ligemand, giver det mening at give hånd til alle.

Indgik håndtrykket så også som en komponent i bevægelsen frem mod demokratiet i USA og Europa? Det er svært at svare definitivt på. Men håndtryk og demokrati synes i hvert fald at gå, ja, hånd i hånd. Hvilken bedre markering af sit demokratiske sindelag end at give hånd til høj såvel som lav?

Det var i hvert fald Thomas Jeffersons tanke. Som USAs tredje præsident besluttede han, da han kom til magten i 1801, at ændre på etiketten i Det Hvide Hus og indføre det præsidentielle håndtryk som et klart tegn på, at præsidenten var en mand af folket og ikke en form for konge. Beslutningen var i direkte modstrid med George Washingtons etikette. Washington, Amerikas allerførste præsident, hadede fysisk kontakt med fremmede og følte samtidig trang til at give præsidentembedet en vis status. Når han modtog gæster, sørgede han for at holde en hat i venstre hånd, mens den højre hvilede på skæftet på hans sværd. Her ser vi en slags omvendt version af det med håndtryk og våben: Washington greb sit våben for at undgå håndtrykket.

Jeffersons håndtryk indgik i en større, ideologisk funderet ambition om at fremstå som en ydmyg, folkelig præsident. Jefferson ville ikke være en ny fyrste og grundlagde Det Republikanske Parti med et erklæret mål om at bekæmpe enhver association til det britiske monarki. Jeffersons håndtryk har sat sig i den amerikanske tradition, hvor præsidenterne ikke kun giver håndtryk til fremmede statsoverhoveder (det gamle fredshåndslag), men ligefrem har håndtryksseancer, hvor de bruger tid på at gribe lange rækker af borgeres hænder og dermed markere sig som en ikke-ophøjet magt.

Vejen fra kvækernes egalitære håndtryk til vore dages hilsen var dog gradvis og langsom. Håndtrykket som hverdagshilsen spredte sig i såvel USA som Europa op gennem 1800-tallet, men stadig med store forbehold. Det normale var stadig at lette på hatten. Og mange var imod denne håndtryks-uskik. For eksempel brød Emma Gad sig ikke om håndtrykkets udbredelse. I Takt og tone (1919) harcelerede hun over, at håndtrykket var blevet en allestedsnærværende vane i stedet for en særlig gestus – og understregede i øvrigt, at det bør være kvinden, der tager initiativ til et håndtryk mellem de to køn.

Først efter Anden Verdenskrig, hvor hatten blev mindre almindelig, og man derfor ikke havde noget at løfte til hilsen, blev håndtrykket den altdominerende hilseform i Vesten.

FREDSPAGT 2Neville Chamberlain beseglede i 1938 München-aftalen med Adolf Hitler med et håndtryk. En aftale, der indebar, at Hitler gerne lige måtte indtage Sudeterland, hvis han så ellers holdt sig på måtten. Den aftale skulle han komme til at fortryde, da Hitler brød aftalen et år senere, invaderede Polen og startede Anden Verdenskrig. Foto: Pictures From History/Akg-Images/Ritzau Scanpix

Hvis man skal opsummere, er håndtrykket altså en markering af fred og ligeværd. Det er blevet brugt ved indgåede aftaler, afsluttede handler og som hilsen til goddag og farvel. Ingen af disse betydninger er forsvundet. Frem til pandemiens udbrud så man både statslederhåndtryk i medierne og hestehandlerhåndtryk på markederne.

Men i en tid, hvor demokratiet er altdominerende i Vesten, har håndtrykket sin primære funktion som en hverdagslig anerkendelse og byden velkommen til andre ligeværdige borgere. Det at røre kort ved hinanden giver samtidig en fornemmelse af den anden. Vi aflæser håndtrykket som et af flere tegn på den andens karakter. Og man kan med håndtrykket signalere grader af hjertelighed.

Måske sker det i højere grad, end vi hidtil har forstået. Ifølge en ny teori, undersøgt i et israelsk studie, udveksler vi feromoner, altså duftpartikler, når vi giver hånd. Håndtrykket har i så fald en ekstra, ubevidst funktion: at udveksle mikropartikler og dermed fornemme den anden på duften af hans eller hendes hånd. At andre mikropartikler så er grunden til, at vi ikke giver hånd i 2020, er en anden historie.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: