Tør vi lade private firmaer bestemme, hvor ytringsfrihedens grænser går?

En af det frie markeds store forkæmpere mener nej

Politologen Francis Fukuyama ser en kæmpe trussel mod demokratiet. Derfor har han et radikalt forslag.

Foto: Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix
  • 28. maj 2021
  • 12 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Francis Fukuyama er en af verdens mest berømte politiske tænkere med et hav af bøger om verdens udvikling bag sig. Men ud over det har han også lidt en forkærlighed for cyberpunk-romaner.

En af de romaner, Snow Crash, foregår i et postapokalyptisk USA, hvor statsmagten er brudt sammen, og hvor lokalsamfundene har forskanset sig bag grænsemure, som det kræver pas at krydse. Kun én af bogens karakterer kan krydse grænserne: Det er The Raven, som kører rundt på en motorcykel.

Raven er suveræn, fordi han har en atombombe fastspændt på ryggen, og hvis nogen prøver at røre ham, vil han springe alle omkring sig i luften. Det illustrerer suverænitet: at ingen kan kontrollere dig, at der ingen højere autoritet er,” siger Francis Fukuyama.

Raven er med andre ord i en position, hvor han er urørlig. Og hvorfor skal vi nu høre om en postapokalyptisk biker i en historie om Facebook og de andre techgiganter? Jo, siger Francis Fukuyama, fordi Facebook ligesom cyberpunk-karakteren har opnået en form for særstatus her i verden.

Facebook har bragt sig selv i den position, hvor det er så stort, så indflydelsesrigt og så rigt, at det er meget svært for en regering at forsøge at regulere det.”

Det, Francis Fukuyama er bekymret for, er, at ikke bare Facebook, men også Twitter og Google-firmaerne har vokset sig så store og dominerende, at deres platforme udgør et monopol på spredning af information.

Problemet er, som jeg ser det, at Facebook, Google og Twitter er blevet de primære kanaler for politisk kommunikation i mange demokratier, og det er meget problematisk. De har dermed en masse kontrol over, hvad der bliver og ikke bliver publiceret,” siger Fukuyama.

Det problem er vel efterhånden velkendt. Vi har talt om det i årevis, og samtidig er vores brug af netop de her platforme bare vokset. Men Fukuyama og en gruppe af forskere har også et bud på en løsning, som er rimelig radikal. Den skal vi nok komme til.

DEPLATFORMERETDonald Trump måtte lide den tort at blive smidt helt af Facebook. Og selv om det måske var fornuftigt nok, burde det ikke være en beslutning, der var op til et enkelt privat firma, mener Francis Fukuyama. Foto: Kevin Lamarque / Reuters / Ritzau Scanpix

Jeg taler med den 68-årige Fukuyama på et videolink fra hans hjem i Californien. Her sidder han en helt tidlig morgen iført en vatteret jakke med store hovedtelefoner på og fortæller om det område, som har optaget ham de seneste år: teknologiens magt. Det samme, som han torsdag talte om til en konference på Aarhus Universitet.

Fukuyamas karriere som tænker og akademiker tog for alvor fart, da han lancerede sin teori om, hvordan ideologierne kamp og og historien var forbi. Den blev udgivet til stor begejstring, dengang Berlin-muren faldt, kommunismen var død, og håbet om, at demokrati og markedsøkonomi ville sejre i hele verden, var lysegrønt. Francis Fukuyama var blandt de største optimister.

Allerede dengang var Francis Fukuyama en flittig bruger at det spæde internet og troede ligesom mange andre, at internettet ville udvikle sig til det helt store redskab i kampen for demokrati og frihed. Og mens den drøm ikke var helt forkert, var den bestemt heller ikke helt rigtig.

Tilbage i 1990’erne var der en udpræget tro på, at det ikke var muligt at styre internettet. At det var så fleksibelt og tillod så mange måder at omgå staters forsøg på kontrol af information, at det ville nedbryde autoritære regeringers monopol på information.”

Det Arabiske Forår blev symbolet på internettet magt, da aktivister i Mellemøsten fandt hinanden og modet til at demonstrere mod autoritære ledere på de sociale medier. Men siden da er succesen blegnet.

Kina har dybest set skabt sit eget internet, og myndighederne dér kan ikke bare kontrollere strømmen af information, men faktisk overvåge borgernes bevægelser på måder, der ikke var mulige tidligere,” siger Francis Fukuyama.

Men én ting er autoritære ledere, der har lært at styre det oprindeligt anarkistiske internet. Noget andet er, at selve den måde, vi bruger internettet på, har samlet en enorm magt hos ganske få firmaer: Facebook, Twitter og Google, for nu at sætte navne på. Og det er dét, Francis Fukuyama betragter som den største trussel mod demokratiet i dag.

I Kina er det regeringen, der igennem store internetfirmaer kontrollerer tingene. I den vestlige verden er det de store internetplatforme, der er blevet de helt store leverandører af information. Det er alt sammen udviklinger, som vi ikke havde forudset dengang i 1990’erne,” siger han.

MAGTFULDMark Zuckerberg udviklede Facebook under sine studier. Og så gik det ellers stærkt. Foto: Erin Scott / Reuters / Ritzau Scanpix

Francis Fukuyama mener altså grundlæggende, at for få firmaer har for stor indflydelse. Men hvad er det for nogle problemer, det giver? Det er lidt dobbelt, egentlig.

Francis Fukuyama var blandt de første til at beskrive problemerne med misinformation, som med de sociale mediers sejrsgang fik en fantastisk mulighed for at sprede sig uden om de traditionelle medier, der tidligere stod som vogtere i informationsporten og siede det, de så som løgne, fra.

Det er noget, vi har talt særlig meget om siden de amerikanske præsidentvalg, hvor blandt andet teorien om, at Barack Obama ikke var født i USA, fik lov til at rejse rundt på internettet, hjulpet godt på vej af de sociale medier. Dengang blev Francis Fukuyama grundlæggende bekymret for, om demokratierne ville kunne overleve i en verden, hvor det faktuelle ikke længere findes. Og de sociale medier, mener Fukuyama, gjorde problemet større. Der er ingen grund til at tro, at god information vil vinde over dårlig,” skrev han dengang. Og meget kunne tyde på, at han havde ret: Også ved det amerikanske præsidentvalg i 2020 blev misinformation det helt store tema, og et krav om, at især Facebook skulle tage ansvar og forbyde løgnagtigt indhold, rejste sig.

Det kulminerede med, at både Facebook og Twitter simpelthen smed Donald Trump ud af Facebook og sammen med ham utallige tilhængere af konspirationsteorier som QAnon.

Umiddelbart kunne man jo tro, at Fukuyama som en kritiker af platformenes tilbøjelighed til at sprede dårlig information ville bifalde forsøget på at kvæle konspiratorisk løgn og latin. Men lige dér, siger Fukuyama, begyndte en glidebane, som kan ende et endnu værre sted end dér, hvor vi er nu. Et sted, hvor techgiganterne bestemmer, hvem der har lov til at ytre sig, uden nogen form for demokratisk kontrol.

Jeg mener ikke, at det er en legitim rolle for dem at spille, heller ikke selv om man mener, at det var en korrekt beslutning (at smide Donald Trump af, red.),” siger Francis Fukuyama.

Det er her, det bliver lidt kompliceret. Fukuyama anerkender nemlig, at der bør findes retningslinjer for, hvad man må publicere på platformene, ellers ville internettet blive til en kloak”, som han siger. Men:

Det bliver problematisk, når de bevæger sig ind i mere politiske spørgsmål, som har indflydelse på demokratiske beslutninger. Der er de blevet draget ind i den igangværende polarisering, så for mange konservative republikanere er big tech blevet en stor fjende efter det, de gjorde mod Donald Trump.”

Det, som Francis Fukuyama sætter spørgsmålstegn ved, er, om det grundlæggende er en god idé, at et privat firma skal afgøre, hvem der må sige noget, og hvad de må sige. Fordi for eksempel Facebook ikke i sig selv har nogen demokratisk legitimitet til at beslutte sig for at censurere det ene eller det andet, selv om det måske er en god idé at gøre det.

Så det er et område, hvor jeg mener, at de her beslutninger om kuratering af indhold er rimelige og endda nødvendige, men der er en politisk virkelighed, der kræver en anden form for løsning.”

Men hvem skal så træffe den beslutning?

Det er problemet. Lovgivningsmæssigt burde den beslutning træffes af en offentlig myndighed. Eller du kan gøre det med konkurrence. Hvis du har et konkurrerende marked for medier, hvor du har mange forskellige synspunkter repræsenteret, så har du en anden måde at håndtere beslutningen om, hvad folk får at se. Men det er ikke situationen med onlineplatforme i USA. Vi har ingen virkelig statslig autoritet. Det tror jeg heller ikke, vi kan på grund af de eksisterende politiske skillelinjer, og vi har heller ikke ret meget konkurrence.”

Forklaringen er, at Facebook, Twitter og Google er så dominerende spillere i den globale kommunikation, at det de facto er censur at blive smidt af og at blive nægtet muligheden for at ytre sig, siger Francis Fukuyama. Og det er begyndelsen på en større trussel for demokratiet end spredningen af misinformation.

Lige nu vil mange aktivister bruge Facebook og Google til simpelthen at tvinge folk som Trump væk. Men som jeg ser det, er det ikke legitimt, for vi tror på ytringsfrihed, og ytringsfriheden giver også retten til at sige ting, der ikke passer, eller for eksempel at argumentere for konspirationsteorier.”

Det er altså det principielle problem om ytringsfrihed, som dog også kan betragtes meget praktisk. For giver vi techgiganterne legitimiteten til at undertrykke bestemte synspunkter, kan den legitimitet som en anden boomerang ramme dem, der i dag har synspunkter, der ligger inden for skiven, lige i hovedet igen.

Det bliver en midlertidig løsning. Jeg tror ikke, den er holdbar på længere sigt. De selv samme mennesker, der presser virksomhederne til at træffe den slags beslutninger, vil blive meget vrede, hvis for eksempel Google bliver overtaget af Rupert Murdoch med konservative synspunkter, og han påvirker Googles søgeresultater i en konservativ retning,” siger Francis Fukuyama.

At det i det hele taget er svært at afgøre, om en ytring er legitim nok eller for rablende til at bringe på sociale medier, blev tydeligt i denne uge. Tilbage i februar annoncerede Facebook, at de ikke længere ville tillade opslag, der påstod, at corona-virus var skabt af mennesker. Men efter, at den amerikanske præsident Joe Biden har bedt sine efterretningstjenester dobbelttjekke denne teori, har Facebook ifølge Politico fjernet forbuddet mod at påstå det.

KONTROLMargrethe Vestager har som EU’s konkurrencekommissær krydset klinger med techgiganterne. Foto: Yves Herman / Reuters / Ritzau Scanpix

Men hvad i alverden gør vi så, kan man jo så spørge. Det er da heller ikke helt nemt at være techgigant, hvis man både skal hænges ud for at videreformidle misinformation og konspiratorisk nonsens OG for at sætte en stopper for det. Så det spurgte jeg Francis Fukuyama om.

Svaret er kompliceret og vil være et benhårdt angreb på techgiganternes forretningsmodel.

Fukuyama har nemlig som en del af en forskningsgruppe ved Stanford Universitets Cyber Policy Center udviklet et bud på en teknologisk løsning på det her problem, hvor internetplatforme er så dominerende, at deres beslutning om at tage indhold ned reelt fungerer som censur.

Den løsning handler dybest set om at tage beslutningen om, hvilket indhold der er politisk acceptabelt, væk fra platformene.

Siden vi ikke kan regulere det gennem en offentlig myndighed, mener jeg, at en form for konkurrence er det næstbedste,” siger Francis Fukuyama.

Stanford-forskernes idé er, at den konkurrence skal ske i form af såkaldt middleware. Det er firmaer, som skal overtage en del af den opgave, som platformene har i dag: at udvælge det, vi ser.

Når du i dag scroller over dit Facebook-feed eller en liste med Google-resultater, er resultatet sammensat specifikt til dig af platformenes algoritmer. Middleware-idéen går ud på at tage en del af platformenes opgave fra dem og lade brugerne vælge frit mellem en række firmaer, der kan gøre det samme: altså sammensætte det, du rent faktisk ser på en platform, på baggrund af de data, som platformene bygger på.

Hvis du foretager en Google-søgning, kan du gætte på, hvad algoritmen faktisk gør for at beslutte, hvad der skal på den liste. Hvis du gav den egenskab til et firma, som du selv kan vælge, kunne du for eksempel have en tjeneste, der så på troværdigheden af forskellige sider, ratede dem og fortalte dig, hvor troværdige de enkelte sider er, siger Francis Fukuyama.

Det ville kræve en gennemsigtighed i, hvordan platformene bruger algoritmer til at sammensætte indholdet til brugerne. Og det ville i sig selv være sundt, mener Francis Fukuyama. Han sammenligner det med, at du selv kan vælge, hvilke programmer du vil bruge på din computer.

Når du får en ny computer, skal du vælge din browser. Og på samme måde ville du på Facebook have en lille knap, der spurgte, hvilket filter du ønskede dig, eller hvilken middleware-udbyder du ønskede. Du kunne sikkert vælge et større antal forskellige,” siger Francis Fukuyama.

I dag er det i sagens natur platformene selv, der bestemmer, hvordan dit feed skal se ud. For eksempel besluttede Facebook sidste år at ændre algoritmen og i højere grad favorisere opslag, som brugerne har lyst til at like eller kommentere på. Men hvad betyder det egentlig, og hvad nu, hvis du selv kunne træffe en bevidst beslutning om, hvad du egentlig har lyst til at se mere af?

Det er det, som middleware-idéen ifølge Stanford-forskerne vil give mulighed for: at du selv vælger et selvstændigt firma, der redigerer dit feed eller dine søgeresultater efter principper, som du bakker op om.

Idéen her er radikal, fordi opgaven med at sammensætte indhold til brugerne er det, firmaer som Facebook lever af. Jo bedre et feed du bliver tilbudt, jo mere tilbøjelig er du til at blive hængende, se på flere reklamer og samtidig generere mere data til i det her tilfælde Facebook. Men det er her, vi selv burde have mere indflydelse på, hvad vi egentlig gerne vil se, mener Francis Fukuyama. Også selv om det jo dybest set ville give mulighed for at tilvælge at høre om for eksempel gakkede konspirationsteorier, hvis et middleware-firma tilbød det.

Vi kan ikke se, hvordan man i et demokratisk samfund kan give nogen autoritet til at bestemme, hvad der er sandt eller ej. Så det ville ikke løse det problem, men det ville give dig et større element af frit valg.”

Idéen her er, som det fremgår, stadig tankespind fra universitetet. At gennemføre sådan et forslag ville efter alt at dømme kræve lovgivning, der tvang platforme som Facebook til at give indblik i deres algoritmer. Men der er et stort politisk ønske, både fra politikere i den amerikanske kongres og fra Europa-Kommissionen, om at gøre noget, der kan kontrollere techgiganternes magt.

Jeg mener, at adelsmærket for en god politik er, at den ikke er afhængig af, hvem der har magten på et givet tidspunkt,” afslutter Francis Fukuyama.

TÆNKERFukuyama blev berømt for sin teori om historiens og ideologiernes endeligt. Men nu ser han techgiganterne som den største trussel mod demokratiet. Foto: Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix