Kære Lars Christian Lilleholt

Jeg skriver til dig som bekymret borger. En oprigtigt bekymret borger.

Jeg er bekymret for vor alles fremtid på kloden med en temperatur på over 1,5 grader celsius i forhold til førindustrielt niveau og endda endnu højere, hvis man skal tro diverse fremskrivninger.

Jeg er bekymret for alle de problemer, katastrofer og omvæltninger, som en sådan klode vil føre med sig.

Men …

Det, der bekymrer mig allermest, er at betragte den alarmerende forskel, der er, mellem forskernes og rapporternes konstante opråb for handling nu og politikernes mangel på samme. Senest blev det klart for mig, men også enhver borger, da I fremlagde jeres klimaplan, og IPCC dagen efter udgav deres længe ventede klimarapport, hvor stor forskellen er.

Mit håb og min bøn til dig og dine kolleger er, om I ikke nok vil tage forskerne seriøst og sætte en kurs for det danske samfund, så vi kan gå foran i den nødvendige omstilling og overholde vores forpligtelser i 2050. Det er med alt, hvad det indebærer. Vi er nødt til at ændre vores levevis, nytænke vores velfærd og velstand. Det gør vi ikke med en klimaplan, hvor 80 procent af reduceringerne hentes gennem skrivebordsarbejde.

Så kære Lars, I er nødt til at tænke længere end til næste valg.

Det er nu, der er brug for visionære politikere, der tør tage de store beslutninger, så jeg om 30 år kan huske tilbage med stolthed. Huske tilbage på de politikere, der kæmpede ikke alene for min, men for vor alles og de kommende generationers fremtid. Politikere, der turde træffe de svære valg og lave de store omvæltninger, der skal til for at skabe en lysere og bedre fremtid. En fremtid, hvor vi lever i overensstemmelse med vores omverden og jordens finitte ressourcer.

Jeg håber, at du vil kæmpe for en lysere og grønnere fremtid, for det er nu, kampen skal tages.

Med venlig hilsen

Jeppe Høstgaard Poulsen, 23 år, by-, energi- og miljøplanlægning-studerende

Hej Lars & co.

Hvad nu, hvis vi afskaffede plastikposer?

Hvad nu, hvis vi mindskede brugen af indpakning?

Hvad nu, hvis vi gjorde det lovpligtigt, at butikker skulle melde sig til Too Good To Go?

Hvad nu, hvis vi fulgte Frankrig og gjorde det lovpligtigt for butikker at donere overskydende mad?

Hvad nu, hvis dagligvarebutikker fik en bæredygtighedsafdeling med veganske og vegetariske produkter og/eller CO2-fattige produkter?

Hvad nu, hvis der blev lavet en “Vi spiser vegetarfrokost”-måned på skoler og arbejdspladser?

Hvad nu, hvis produkter fik CO2-afgifter eller fik CO2-forbrug på indpakningen ligesom kalorier med videre?

Hvad nu, hvis vi fik mere information om produktion af produkter og nedbrydelse af affald?

Hvad nu, hvis vi fulgte Tysklands eksempel og gjorde affaldssortering lovpligtigt i hjemmet?

Hvad nu, hvis vi brandede den yngre generation som miljøets håb for at holde dem på bæredygtighedens sti, inden deres første løn fanger dem i kapitalismens lokkende net?

Hvad nu, hvis information om bæredygtige livsstile blev delt på Facebook?

Hvad nu, hvis folkeskolen fik et nyt fag, der handlede om bæredygtighed i et demokrati?

Hvad nu, hvis nybyggede bygninger blev bygget med miljøet for øje? Regnvandsindsamling, SinkTwice-toiletter med videre.

Hvad nu, hvis vi kunne lave fitnesscentre, der genererer strøm ud fra maskinerne?

Hvad nu, hvis vi ud over pengeindsamling til velgørenhed også samlede tøj ind?

Hvad nu, hvis politikerne fokuserede på miljø og bæredygtighed til valget i 2019?

Hvad ville der så ske?

Venlige miljøhilsner

Sussi Lillelund Christiansen, 26 år, danskstuderende på KU

Kære Lars Christian Lilleholt og resten af regeringen

FN’s rapport og klimaforskere fra hele verden har talt. Der kan ikke længere være nogen tvivl om, at klimaforandringerne findes og er på vej. Om vi vil det eller ej, står vi over for problemer i en størrelsesorden, der ikke kan løses med flere hybridbiler i 2030 eller klimamærkninger. Det er ikke dårlige forslag, det er bare langtfra nok.

Når jeg ser på de (manglende) klimatiltag, du og resten af regeringen har stået for, bliver jeg ramt af mange følelser. Mest af alt er jeg vred. Men det siges, at det er nemmest at påvirke andre, hvis man møder dem med åbenhed. Så derfor prøver jeg at forstå jer. Hvorfor tager I ikke det her alvorligt? Jeg har vendt og drejet det, men jeg kan simpelthen ikke finde mening i det.

Som psykologistuderende burde jeg ellers have de bedste forudsætninger for at forstå andre menneskers handlinger. Jeg kan både finde freudianske forklaringer om fortrængningsmekanismer, kognitionspsykologiske teorier om opfattelsesmæssige bias og biologiske teorier, der forklarer, at vi ikke reagerer med frygt på en trussel som klimakrisen, fordi vi ikke kan sanse den. Men selv når jeg dykker ned i teorierne, finder jeg ingen tilstrækkelig forklaring på, hvordan en ansvarsløshed af den størrelse kan finde sted.

Så jeg forlader psykologien og tænker på, om min frustration over jer i virkeligheden ikke bare skyldes ideologisk uenighed mellem mig og jer. Men jeg tror egentlig ikke, at det er der, problemet ligger, for klimaforandringer er ikke ideologiske. Når jeg prøver at forstå jeres ståsted og kigger på liberalismens hylder, så finder jeg en teori, der betoner det rationelle menneske. Men der er intet rationelt i at udskyde problemerne og undlade at handle på klimaforandringerne. De fleste ting i verden løser sig trods alt nemmest i opløbet.

Så tænker jeg på, om det er, fordi vi tror på forskellige ting. Men så igen: I tror vel også på videnskab?

Så tænker jeg på det, jeg lærte sidste år i et valgfag. Nemlig at man i enhver konfliktsituation skal tænke over følgende: Hvad er det, der er vigtigt for de andre, siden de gør, som de gør?

Jeg tror, I har masser af grunde til at vælge at bruge jeres energi på andre ting end klimaforandringer: I vil gerne have dansk økonomi på sporet, skabe arbejdspladser, forbedre konkurrenceevnen, sikre tryghed på gader og stræder, og hvad I ellers står for på tværs af partier. Men først og fremmest, så tror jeg, det er vigtigt for jer, at I gerne vil ændre noget. Jeg tror, I blev politikere, fordi I gerne ville gøre verden til et bedre sted.

Så jeg tror ikke, I er onde mennesker, og jeg tror ikke, I er dumme. Men jeg tror, I har glemt, at jorden er vores fundament. At vi ikke kan vælge, om vi vil have klimakrise eller ej. Det får vi, og så er det faktisk ligegyldigt, om I har leveret 1.000 gode løsninger på alle mulige andre problemer. For det her er så fundamentalt, at det står både før og over alt andet. Hvis huset brænder, så begynder man jo heller ikke at fikse skabslågerne i køkkenet. Man slukker branden.

Og inden I synes, jeg sætter det alt for sort-hvidt op, så vil jeg gerne betone, at det skam ikke er for at være utaknemmelig. Jeg er fuldt ud klar over, at den gode barndom, jeg har haft, på mange måder kun har kunnet lade sig gøre, fordi alle i jeres generation og dem før har skabt vækst, god økonomi og en velfærdsstat, der har sikret mig tryghed, gratis skolegang og besøg hos tandlægen.

Men alt det har jeg bestemt ikke fået gratis, og I kan ikke længere sige, at I ikke vidste, der var konsekvenser. I har skabt et fantastisk samfund, men på et bjerg af gæld, som I ikke selv skal betale, men i stedet efterlader til mig, min generation og alle dem, der kommer efter.

Så mest af alt er jeg vred.

Så vred, at jeg har lyst til at ruske I jer og larme alt, hvad jeg kan, så jeg i det mindste kan sige, at jeg prøvede. På mine mere forstående dage forsøger jeg at gruble videre over spørgsmålet om, hvorfor I gør, som I gør. På mine bitre dage håber jeg, I når at leve længe nok til at skulle stå til ansvar for det gigantiske svigt af dimensioner over for fremtidige generationer, som I er i gang med. På de triste dage tænker jeg på, hvordan mit livslange ønske om at få børn bliver ødelagt af jeres handlinger, fordi jeg ikke længere kan sige, at jeg ikke vidste, at de ville blive født i en verden af kaos.

Så kære Lars Christian Lilleholt og resten af regeringen. Med magt følger ansvar. I behøver ikke blive den generation, der ødelagde det for alle os andre. I kunne også blive den, der så problemerne i øjnene og tog klimaforandringerne alvorligt.

Og hvis man gerne vil gøre verden til et bedre sted, så er dét faktisk en langt større ære end at sikre konkurrenceevnen og væksten i dansk økonomi eller afskaffe arbejdsløsheden.

Tak, fordi I ville læse med.

Hilsen

Anina, 26 år, psykologistuderende på KU

Kære politikere og beslutningstagere

Mit navn er Birgitte, og jeg har brug for jeres hjælp.

Jeg lever en fantastisk hverdag i København – med studie, venner og alle mulige aktiviteter. Men når jeg prøver at kigge ud over hverdagsboblen, ser jeg nogle begivenheder, der ligger meget langt fra de værdier om respekt, ligeværd og demokrati, som ellers er en grundfortælling i hverdagen.

Jeg ser en verden, hvor en privilegeret global elite forbruger på bekostning af andre. Hvordan kan vi – i en tid, hvor vi ved, hvad klimaforandringerne betyder – fortsætte med fossile brændsler med konsekvenser for folk over hele kloden? Hvordan kan vi tage et valg om at udvide lufthavnen, så vi kan flyve mere på ferie? Et valg, der påvirker folk ikke kun i Danmark, men alle landes befolkninger. Er dette ikke udemokratisk og i strid med vores værdier?

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, den seneste tids danske klimapolitik er absurd respektløs for folk, der lever med konsekvenserne af klimakrisen. Den afspejler en grundlæggende idé om, at nogle er mere værd end andre. En idé, vi ellers forbinder med kolonitiden, en tid, vi ellers prøver at distancere os fra.

Til en klimaaktion mødte jeg en mand, der for nylig var blevet far. Han deltog, fordi han følte enhver forælders behov for at give sit barn de bedste muligheder.

Han sagde: “Vores flyture må betyde meget for os, siden vi bytter vores børns fremtid for dem.”

Denne far fortalte også, at han føler sig som en uværdig forælder, fordi rammerne i samfundet ikke giver ham mulighed for at kæmpe for sit barn. Uanset hvor grønt vi forbruger, er rammerne stadig sat til at få os til at forbruge. Uanset hvor grønt vi prøver at leve, er samfundet bygget op om for eksempel privatbilisme, et klimafjendsk fødevaresystem og evigt energibehov. Og ikke mindst prøver vi at overføre dette system til andre dele af kloden, når vi tvinger andre lande til at implementere et industrielt landbrug frem for at respektere lokale stemmer og klimavenlige fødevaresystemer.

Jeg oplever mig selv som fanget i dette system; for hver dag jeg lever i dette system, fjerner jeg grundlaget for andres liv. Ikke fordi jeg er et dårligt menneske, men bare fordi jeg lever i det samfund, jeg gør. Jeg har venner, hvis familier er fordrevne på grund af klimakrisen. Måske får jeg en dag børn, der skal leve med konsekvenserne af klimakrisen. Hvis jeg skal kunne se mine venner i øjnene, hvis jeg skal kunne se fremtidige generationer i øjnene, og – ikke mindst – hvis jeg i fremtiden skal kunne se tilbage og se mig selv i øjnene, kan jeg ikke passivt acceptere et så undertrykkende system.

Men kære politikere, jeg har brug for jeres hjælp. For dette system kan ikke ændres gennem forbrugerisme. Derfor står jeg op som borger, der vil forandring. Og jeg håber, I står med mig. Jeg ved godt, det kræver mod at gentænke den grundlæggende måde, vi lever på. Men jeg ser det ikke som en mulighed blot at lukke øjnene.

Venlig hilsen

Birgitte

Kære Lars Christian Lilleholt

Som historiestuderende på Københavns Universitet er jeg vant til at kigge tilbage i tiden. Jeg er vant til at sidde på arkiver og læse om danskere, nordmænd, inkaer og inuitter – folkeslag, der levede for mange år siden, og som stadig lever i dag. Hvordan de jagede og dyrkede jorden, rejste fra sted til sted, slog sig ned og blev del af det landområde, de nu befandt sig i.

Jeg har læst om, hvordan fødevareproduktionen i højmiddelalderen skabte grobunden for riddere og kongeriger – og hvordan pesten igen dræbte næsten hver tredje, da mennesket fik den spredt rundtom i Europa. Jeg ved, hvordan vi før har været hårdt ramt og slået tilbage i perioder, hvor naturkatastrofer og plager fik ødelagt menneskets evne til at overleve, og hvordan mennesket igen er kommet på fode, fordi jorden har givet meget mere, end vi havde behov for. Indtil for små 100 år siden, var vi på godt og ondt underlagt naturen, men stadig en del af den.

Men nu er vi ikke længere styret af naturen – nu styrer vi den! Ifølge geologerne har vi nu officielt entreret den antropocæne periode – en tidsperiode i jordens 4,5 milliarder år lange historie, hvor vi nu for første gang styrer planeten.

Bestyrer vi den så godt? Fornuftigt? Og bæredygtigt, så alle de skabninger, mennesker, dyr og planter, der lever på denne jord, har de bedste muligheder for at boltre sig og formere sig? Sørger vi for at sikre os, at fremtidige generationer af dyr, planter og mennesker også har mulighed for at leve?

Det korte svar er nej, et stort goldt og rungende nej. Én ting er, at den globale biodiversitet er i frit fald, alene i Danmark er både odderen, haren, skovmåren og grævlingen truede, foruden over 2.000 andre plante- og dyrearter.

Men det er stadig kun et lille eksempel på et meget større problem. Verdens CO2-udledning er tårnhøj – og hovedsageligt på grund af udviklede lande som Danmark, USA og Tyskland. Hvis alle levede som os, skulle vi bruge næsten fire jordkloder på at forsyne os med ligegyldige gadgets, oksekød, forretningsrejser og weekendudflugter til New York. Mens danskerne udleder over otte tons CO2 om året, udleder folk i udviklingslandene stadig under to tons årligt. Heldigvis, for vi må alle maksimalt udlede to tons CO2 om året, hvis vi overhovedet skal have en chance for at sikre os en fremtid for vores børn og børnebørn, for den danske hare og for grævlingen.

Men hvis vi skal nå til det punkt, kræver det mere end bare at overlade så store og svære beslutninger til individet. Vi som mennesker har brug for ikke at føle hele verdens problemer på vores skuldre. At det ikke engang er min generations skyld, men ældre mennesker som dig (undskyld) og folk før dig, der har skabt dette problem, er ikke engang det vigtige – for det løser ikke problemet her og nu. Vi er alle nødt til at stå sammen og handle i samlet flok. Men det kræver politisk mod. Mod til at tage de svære valg, på vor alles vegne, de hårde valg, som ikke alle kan lide. Ved at indføre CO2 afgifter på samtlige køb, du kan foretage dig, flyrejser, tøj og restaurantbesøg, kan man let og effektivt få folket til at gå i en ny retning. Overlades så store valg til individet, risikerer for mange at give helt op og miste modet. Og derved slet ikke gøre noget. Men den mulighed findes bare ikke, hvis vi vil have en lysere fremtid.

Jeg afleverer lige om lidt mit speciale i historie, hvilket skulle betyde, at jeg havde håb for fremtiden med de nye udfordringer, som dette medfører … Men lige nu er det svært at se det håb. Det er svært at se, hvordan vi kan nå at gøre nok til at skabe en fremtid, hvor jeg også har mulighed for for eksempel at få børn. For jeg har allerede sværget (som mange af mine venner også har), at jeg aldrig skal eje min egen bil. Jeg har også allerede besluttet mig for, at jeg ikke bør flyve igen, ud over højst nødvendigt. Og jeg lever allerede mest vegetarisk.

Men det vildeste er, at det bedste for planeten ville være ikke at få børn. Og denne beslutning har jeg for nuværende allerede accepteret. Der er p.t. ingen fremtid for de helt unge at vokse op i – så det ville være ondskabsfuldt og egoistisk af mig at sætte børn ind i denne fremtid.

Er dette de valg, du ønsker, at vi alle skal tage, Lars? Er det den fremtid, som du ønsker? Hvis ikke, så lov mig, at du vil gøre alt, hvad du kan, for at sikre den fremtid, som jeg har foran mig. Vi har ifølge FN’s nyeste rapport kun indtil 2030, før udviklingen skal være vendt helt.

Gør Danmark alt, hvad vi kan, for at nå dette mål? Gør du? … Gør jeg?

Lad os samarbejde og være dristige, modige og entusiastiske!

Venlig hilsen

Casper Iversen, Den Grønne Studenterbevægelse

{{Kære Lars Lilleholt}}

Efter den rekordvarme og enormt tørre (u)danske sommer er der ikke længere nogen tvivl om, at klimaforandringerne bør være øverst på den politiske dagsorden. Bekymringen er til at tage og føle på i den danske befolkning, og i en undersøgelse for nylig for Concito svarede næsten halvdelen af alle danskere, at klimapolitik er et af de vigtigste punkter i det kommende valg.

På trods af forskernes klimaopråb agerer du og mange af de øvrige politikere stadig eksperter i klimadebatten. Længe har jeg haft svært ved at forstå, hvordan I gang på gang kan betvivle forskere, der vier størstedelen af deres liv til at undersøge klimaforandringer. Indtil det gik op for mig, at det er i så stor konflikt med, hvad vi i Vesten tænker, det gode liv er. I årtier har I vist os, at det gode liv er at arbejde meget, så vi kan tjene mange penge, som vi kan forbruge i vores knappe fritid på flyrejser, røde bøffer og sæsonens seneste mode.

Men netop ‘det gode liv’ er baseret på et vækstparadigme, som jorden ikke kan holde til.

Som filosoffen Bruno Latour formulerer det, så har vi gjort de økonomiske principper til de nye naturlove. Men det undrer mig, hvordan økonomisk vækst kan veje tungere på vægtskålen end selve vores livsgrundlag? Vores klode kan ikke følge med i den endnu hurtigere rullende trædemølle. Og samtidig er vi selv ved at snuble: Aldrig har der været så mange unge og voksne med stress, udbrændthed og depression.

Så er det ikke på tide, at vi genovervejer, hvad det gode liv er? At I som politikere skaber rammerne for en bæredygtig klode – både for naturen og menneskerne? Jeg siger ikke, at det bliver let. Men hvis ikke vi har politikerne til at tage de svære kampe og til at lede os alle sammen mod en bedre verden, hvem har vi så?

Hilsen

Anna, 25 år, psykologistuderende på KU

Kære Lars Christian Lilleholt

Jeg har fået en god idé, som du må få helt gratis. Den går i al sin enkelhed ud på, at vi kopierer det hæderkronede danske Dogme 95-manifest fra filmens verden og laver noget lignende for vores klimapolitik.

Vi gør simpelthen de visionære instruktører, som dengang satte Danmark på verdenskortet, kunststykket efter, så det, der i dag kun fremstår som bydende nødvendige, men også besværlige klimatiltag, i stedet bliver kreative benspænd for samfundsudviklingen.

Forestil dig det. Ti løfter for en bedre og bæredygtig fremtid. Mulighederne er mange, men lyder det ikke sjovt?

Så kunne du og Lille Lars ture verden rundt med jeres nye idé, og I kunne få besøg af Lars von Trier undervejs, og alle ville være nede med de tre Larsers skøre, men geniale take på klimaforandringerne. “Idioterne” ville nogle friske journalister sikkert døbe jer, men kun på grund af von Triers mesterværk og kun for sjov. For alle ville grine med jer, ingen ville grine ad jer, og hvis det går rigtig godt, ja, så vil selv danskerne grine – og vi er ellers svære nok at imponere – for hvem kan være utilfreds med et vaskeægte dansk eksporteventyr, der ovenikøbet er godt for klimaet?

Ikke jeg, så jeg har lavet dette lille udkast, lige til at skrive videre på:

1) Al produktion skal ske on location, det vil sige lokalt. Det gælder både fødevarer og andre varer.
2) Alle fossile brændstoffer er forbudt. Det gælder især vores aktiver i Nordsøen.
3) …

Men hvordan har jeg dog fundet på det? Jo, ser du, sagen er, at vi aldrig har haft det bedre. Det er sandt nok, og intet sted mere sandt end i Danmark. Men vi har også et seriøst problem, for selv om vi over en bred kam og på alle tænkelige parametre kan siges at leve gode liv i et godt samfund, så må vi også bare erkende, at vores gode liv ikke lader sig hverken efterligne eller udbrede. Ikke uden svære økologiske – og økonomiske – omkostninger. Vores levevis er med andre ord ikke skalerbar, og det kan vi og verden ikke være tjent med. Derfor disse dogmer.

Som jeg ser det, er det faktisk så enkelt. Så kan man selvfølgelig vælge at se stort på det, for hvem siger egentlig, at alle skal have det lige fedt? Eller man kan spille bolden videre, for når problemet er globalt, og vi kun udgør 0,08 procent af jordens befolkning, hvad betyder det så, hvad vi gør og ikke gør? Det kan man sagtens mene, men det går problemet desværre ikke væk af.

Heldigvis er klimaproblemet ikke kun et problem. Det er også en udfordring og en mulighed, og jeg tror netop på, at klimakrisen må ses som en kærkommen lejlighed til dels at blive fri af en masse dårligdomme, dels at blive bedre til alt det, vi som samfund allerede er hamrende dygtige til – det være sig vedvarende energi, håndholdt kameraføring, you name it.

Men hvordan skal vi realisere det forandringspotentiale, klimakrisen også indeholder, hvis vi ikke engang vil anerkende det egentlige problem: at vores way of life er og bliver ubæredygtig. Det er min bekymring.

Når jeg er i mit mest kyniske hjørne – og det er jeg mere og mere, som tiden går – kan jeg godt få den tanke, at visse politikere simpelthen ikke er interesserede i at indrømme problemets karakter. At de ikke vil se de konsekvenser, deres valg og ikke-valg har for min fremtid og mine muligheder og endnu værre; for min datters liv og hendes fremtid. Jeg kan endda tænke, at de nok gør det med vilje. Eller at de med vilje ikke gør nok, fordi de inderst inde er fint tilfredse med tingenes tilstand, som de er.

Men så kommer jeg heldigvis på bedre tanker, og jeg siger til mig selv, at hvis Lars kunne gøre det i 1995, så kan Lars & Lars også i 2018.

Jeg tror på jer! #KlimaDogmerDK

Emil Månsson, MA filosofi, 28 år

Kære Lars Christian Lilleholt

Jeg skriver dette brev til dig, fordi jeg er dybt bekymret over klimaforandringerne, og jeg er frustreret over, at klima stadig ikke prioriteres højest på den politiske dagsorden. Jeg er 24 år gammel, og for et år siden startede jeg på Roskilde Universitet, hvor jeg læser Socialvidenskab og Kultur og Sprogmødestudier. Det sidste års tid har jeg skrevet projekter om, hvordan mennesker retfærdiggør deres holdninger til klimaet. Det har jeg gjort, fordi jeg undrer mig over, hvorfor det endnu ikke er lykkedes at sætte en stopper for vores klimabelastende forbrug.

Selv om vi i dag har den viden og teknologi, der skal til for, at vi som nation kan leve langt, langt mere bæredygtigt, end vi gør i dag. På grund af min bekymring for klimaet prøver jeg selv at skrue så meget ned for mit klimabelastende forbrug, som jeg kan. Jeg spiser vegansk, går mest i genbrugstøj, og i perioder henter jeg fine fødevarer fra supermarkedernes skraldespande for at mindske madspild. Men jeg er ofte forvirret over, hvordan jeg bør prioritere for at leve klimarigtigt. Er det bedst at købe økologiske tomater fra Spanien eller konventionelt fra Danmark? Og hvad skader klimaet mest, en plastikpose eller et bomuldsnet?

Jeg føler mig magtesløs, når jeg indser, at jeg ikke kan gennemskue mine handlingers konsekvenser. Det tror jeg bestemt ikke, at jeg er alene om.

Flere og flere ønsker at gøre en grøn forskel. Og for en gangs skyld har det ikke noget at gøre med, om man er rød eller blå, men om man ønsker, at ens børn og børnebørn skal opleve den planet og natur, som vi kender i dag.

Jeg foreslår, at I som politikere gør det nemmere at leve mere bæredygtigt. Sæt en afgift på klimabelastende varer. Det bør ikke være op til den enkelte at tage politisk ansvar for vores fælles klima. Gennem oksekødsafgifter, flyafgifter og mange andre ting kan man hjælpe borgere til at træffe bæredygtige valg og bruge indtægterne til at sænke priserne på miljørigtige varer. Jeg håber, at du læser mit brev og tager min bekymring alvorligt.

Med venlig hilsen

Frida Malin Mundbjerg

Kære du, som læser det her

Jeg bekymrer mig for dig, dine nære og alle andre. Jeg bekymrer mig for hele verden. Det er en tung byrde. Det er en byrde, som er blevet overleveret hen over 150 års industrialisering, pga. manglende hensyn samt viden om klimaforandringerne, det sidste mangler vi dog ikke længere. Vi har viden om de løsninger, der kræves for at imødekomme krisen. Jeg er bare blot en person blandt mange, som gerne vil bruge de løsninger og tage ansvar for krisen. Problemet er, at de ikke er indført i systemet.

Vi er på vej, men slet ikke hurtigt nok. Det gør det svært at forholde sig til en angstprovokerende fremtid med storme og tørke. Vi, som er meget bekymrede, er derfor samtidig handlingslammede. For nogle mennesker er det så uoverskueligt, at de endda ændrer på deres overbevisninger om klimakrisen frem for at ændre på deres handling over for den. De tænker, at eksperterne nok skal klare den, eller at nogen måske har regnet forkert.

Det er et faktum, at vi alle er underlagt den slags kognitiv bias. Når noget er så angstprovokerende og uoverskueligt, så kan vi ikke forholde os til det, og derfor kan vi ikke handle i forhold til det. Men det er her, systemet kan hjælpe, det er her, jeg gerne vil have din hjælp. Jeg kan ikke gøre det alene.

Du og de andre i Folketinget er beslutningstagere. Jeg er en borger, der støtter og kræver, at særlige beslutninger bliver taget. Hvad jeg kræver, er klimaet på dagsordenen. Både Gallups og Concitos studier af, hvad danskerne er mest optaget af op til valget, klinger klart. Det er klimaet. Du og de andre beslutningstagere kan hjælpe til at strukturere vores hverdag, så vi kan være bæredygtige sammen. Så vi kan overskue, hvordan vi tager ansvar for fremtidens generationer. Lige nu er det sådan, at vi bruger flere jordkloder om året, det må og kan vi ændre på. Jeg beder dig og dine kolleger om at hjælpe os med at tage de hensynsfulde valg i hverdagen. Sæt klimaet øverst. Beskyt os og fremtiden mod den ignorance og det generationssvigt, der hidtil har været.

Vi kan gøre det. Jeg håber også, at du synes, vi bør.

Venlig hilsen

Gina

Kære Lars Christian Lilleholt

Kunne det ikke være fedt at blive husket for andet end udskiftningen af din Tesla?

Den nye energiaftale er uambitiøs, da grundlaget for den er det samme som grundlaget for vores varmesektor – biomasse.

På papiret har I fået biomasse til at se grønt ud. Men hvor grønt er træ, når det bliver brændt af?

Noget, vi har været gode til i Danmark, er at udnytte energien fra affald. Nye direktiver fra EU er på vej, og vi tvinges til at genanvende mere af vores affald. Grundlaget for vores varmesektor er med andre ord pilråddent.

Revolutioner vores varmesektor!

Elektrificer vores varmesektor!

Vær alt andet end ordinær. Dette vil også gøre dig populær hos gartnerne på Fyn, som i sidste ende vil få lavere elpriser. Så kan det være, at du vil fortryde salget af din Tesla og blive husket for noget andet.

El-varmeste hilsner

Jarl Asger

Kære Lars

Jeg er bekymret for vores verden. Jeg er bekymret, fordi klimaforandringer forårsaget af mennesker presser kloden og derved vores eksistensvilkår.

Jeg som en blandt mange unge prøver at gøre noget. Jeg prøver at ændre mit forbrug. Det er på mange måder en ensom kamp, hvor man konstant tvivler på, hvorvidt det egentlig nytter noget.

Selvfølgelig nytter det noget, men det må og skal ikke stå alene. Det er derfor, at jeg skriver til dig. Du er politiker og kan netop derfor gøre noget, der rækker ud over den enkelte forbruger eller vælger, og netop derfor påhviler der også politikere så stort et ansvar i forbindelse med klimakrisen.

Det er ikke nok kun at snakke klima som en adskilt politisk arena. Klima gennemstrømmer alle politiske emner, og derfor bør det også gennemstrømme alle politiske beslutninger. Det er min bøn til dig. Sæt klima forrest i alle politiske beslutninger, der træffes.

Og synes du ikke, at det kan lade sig gøre, så forhold dig til klima i alle beslutninger, da det alligevel er til stede som elefanten i rummet.

Mvh.

Kolja, statskundskab

Hej Lars

Kender du det der med, at man er gået i stå i en samtale? Der opstår en let febrilsk og nervøs stemning. Hvem kan komme op med et nyt samtaleemne?

Og hvad kommer dig til undsætning? Vejret! Man kan altid snakke om vind og vejr. Er det ikke fedt, at vejret og herved naturen gang på gang på gang har din ryg, når du mangler noget at falde tilbage på? En livline, som heldigvis ikke bare er en engangsaffære som i Hvem vil være millionær. Eller er det? Er naturen virkelig en uforanderlig størrelse, eller har vi også en påvirkningskraft på naturen, ligesom naturen har ved at give os et holdepunkt i vores trivielle hverdagssnakke?

Burde vi ikke også have vejrets ryg, inden det bliver et miserabelt samtaleemne at komme op med til onkel Dannys runde fødselsdag? “Ej, men hvor er det godt, at kanalerne er blevet oversvømmet i Nederlandene. Ja, hele landet ligger i vand til ørerne, hører jeg. Nu kan der i hvert fald ikke kanaliseres flere skattelypenge igennem de kanaler, hahaha.”

Vel meget godt for verdensøkonomien, jovist, men hvad med den almene hollænder? Hvor har de nu hjemme, når naturen har forvist dem fra det, de engang kaldte deres land?

Det er ikke engang for at male fanden på væggen. For Fanden har selv taget penslen i egen hånd og er i fuld gang med at tapetsere hele jordkloden til et mørkekammer, hvor overflader, teksturer og silhuetter synes ligegyldige.

Er det ikke federe at ryge en fredspibe på klimaets vegne end bogstavelig talt at kaste benzin på bålet? Er det ikke federe at klare ærterne end at jokke i spinaten – på menneskehedens vegne? For jorden skal nok bestå. Galakser vil blive dannet. Universet skal nok trække fornyet luft ind og tage en ny tørn i en god rum tid. Men måske er der for fremtiden ikke plads til mennesket i dette rum.

Virkeligheden er ikke kun at sluge en masse stemmer, men også at kunne trække vejret. Et vejr, som ingen skal gøre sig til herre over med penge og pesticider. Det er noget, vi deler. Og hvis lydbølger kunne nedfælles med ord, ville jeg sende nogenlunde det her i din retning: at tænke sig en ommer med omtanke og tage modige skridt imod at sikre kistebunden og ikke kun de penge, vi kan smide i den, er ikke kun ønskværdigt, Lars. Det er en nødvendighed.

Mads Adam Wegener, 21 år, statskundskab, Københavns Universitet

Kære minister og andre politikere, der eventuelt også læser dette

Jeg vil egentlig ikke ridse mine bekymringer for naturen, dyr og os selv op, for jeg håber, vi deler de samme bekymringer. Til gengæld vil jeg gerne bede jer om, fra det dybeste af mit hjerte og troen på demokratiet, at ryste både blok- og partipolitik af jer og handle. Jeg bliver ked af det og dybt skuffet, når jeg hører debatter om, hvem der er mest grøn. Det er jordkloden i bund og grund ligeglad med – og jeg med.

Jeg ønsker så brændende, at politikerne faktisk handler og går sammen på kryds og tværs for at finde løsninger og lave love, eller hvad der nu skal til. Jeg ønsker så brændende, at klimapolitik er en politik, hvor der arbejdes på løsninger sammen og ikke på, hvem der får ret eller flest stemmer ved et kommende folketingsvalg.

Jeg synes, det er ansvarsløst at gå op i stemmetal, når vi som samfund skulle have gjort noget ved klimaforandringerne i går.

Jeg vil så gerne tro på, at handling gennem dialog og samarbejde kan redde verden, og selv om der er rigtig mange mennesker, der gør netop det, kan vi ikke redde verden uden jer politikere.

Med håb om et fremtidigt upartipolitisk samarbejde i Folketinget.

Nana Jo Rosenlund, 27 år og lærerstuderende

Kære Klimaministerium og Lars Christian Lilleholt

Jeg har håb for fremtiden. Det har jeg, fordi jeg bliver nødt til at tro på, at der er en fremtid, og at den fremtid vil blive god, for at jeg overhovedet kan holde mig oprejst og ikke synke ned i en form for klimadepression. Men mit håb bunder også i noget mere konkret. Jeg ser nemlig den klimakrise, vi er i nu, som en mulighed. Den er et resultat af os mennesker, af vores ekstreme overforbrug af ressourcer. Netop derfor kan klimakrisen også løses af mennesker. Vi er ikke tvunget til blot at se til, mens jorden langsomt forsvinder mellem fingrene på os.

Vi har mulighed for at ændre vores fremtid. Vi ved nok alle sammen, at det ikke bliver let, men jeg tror på, at vi kan. Muligheden består ikke bare i at rette op på alle de skader, der er sket, og så ellers prøve at fortsætte vores liv som hidtil. Klimakrisen kan faktisk være en mulighed for at gentænke vores samfund. Klimakrisen er vores mulighed for at ændre vores samfundsstrukturer radikalt, og det handler ikke om at lovgive og regulere sådan, at vi alle skal leve på en sten og nedsætte vores levestandard.

Nej, det handler om at gentænke, hvad der har værdi i vores samfund, og på den liste skal materielle goder, der medfører et enormt ressourceforbrug, ikke stå øverst.

Jeg vil ikke give op, og jeg vil ikke lade mig synke ned i tungsindet, selv om jeg ofte bliver bange for, hvordan min og mine eventuelle børns fremtid skal blive. Der bliver tit sagt, at det er min generation, der har ansvaret for at rette op på problemerne og finde en løsning på klimakrisen. Det er jeg uenig i. Min generation er født ind i den her krise, og vi har naturligvis et kæmpe ansvar for ikke at fortsætte ignorancen.

Men vi har også ret til at kunne tro på vores egen fremtid. Ret til at kunne leve et godt liv uden samtidig konstant at påvirke klimaet negativt. Vi har ret til ikke konstant at føle skyldfølelse.

Vi har ret til håbet. Og det er derfor, jeg skriver til jer. For det kan godt være, at min generation står med fremtiden i vores hænder. Men I står med nutiden, og de beslutninger, I tager (og ikke tager), er jo dem, der danner grundlag for fremtiden. Så lad være med konstant at spille bolden over til os. Vi skal nok gribe den, men I kan skabe et fornuftigt fundament nu. I kan tage ansvar, tag det.

Gør det grønne valg til det indlysende valg. Vi skal i fællesskab ændre vores samfund, og det er jer, der sætter rammerne for det. Grib muligheden for at gøre klimaforandringerne til en mulighed, så vi alle sammen kan få håb.

Med venlig hilsen

Olivia N. Nedergaard, 22 år, bachelorstuderende i litteraturvidenskab på KU

Kære Lars Christian Lilleholt

I min omgangskreds er klimaforandringer blevet “min ting”. Det er ligesom blevet til noget, jeg “går op i”. Ligesom jeg tit hører, at klimaforandringer er “hipt blandt unge”. Det er rigtigt trist, at det er sådan, og det er også virkeligt ubehageligt for mig og alle de andre, jeg kender, der kæmper for, at vi som samfund handler på den enorme udfordring, vi står over for.

Jeg går op i mange ting: litteratur, teater, planter, men jeg “går ikke op i” klimaforandringer. Klimaforandringerne er noget, der holder mig vågen om natten, fordi jeg allerede ved, at det måske er for sent at vende udviklingen, fordi jeg er bange for, at saltvandspumpen, der driver Golfstrømmen, stopper, eller at de insekter, der er med til at bestøve vores afgrøder, uddør, eller at de feedback-mekanismer, der allerede er sat i gang, vil være nok til at ødelægge planetens stabilitet, selv hvis vi stopper med at udlede i morgen.

Jeg frygter, hvad der sker inden for landegrænser, når der inden for kun få år ikke er rent drikkevand eller nok mad, på grund af tørke. Jeg frygter for, hvilke borgerkrige det kommer til at starte, når der bliver hungersnød i de lande. Jeg frygter for den globale økonomi og det globale diplomati. Jeg er meget, meget bange for, hvordan det kommer til at påvirke vores allerede skrøbelige demokratier, når Europa presses af masseimmigration.

Nej, klimaforandringer er ikke noget “jeg går op i”.

Jeg har glædet mig i mange år til at få børn, men nu overvejer jeg, om det etisk kan forsvares. Ikke fordi det er dårligt for miljøet at få børn, men fordi jeg ikke ved, om man kan være bekendt at føde nogen til en fremtid, man ikke ved kommer til at være tryg eller rar. Sætter man ikke børn i verden, fordi man vil give dem et godt liv? Det ved jeg ikke, om mine børn kommer til at få.

Nej, klimaforandringerne er ikke noget “jeg går op i”.

Klimaforandringerne er et emne, som jo mere man lærer om det, jo mere ubehageligt bliver det. Det er et problem, der ændrer hele måden, man ser alle de valg, man tager, på. Alt, hvad jeg gør (køber tøj, køber mad, tager et tog, oplader min telefon), har et aftryk. Og det ved jeg, det skal jeg leve med. Hver time er jeg med til at gøre klimaforandringerne værre, bare ved at leve et moderne liv.

Nej, klimaforandringerne er ikke noget “jeg går op i”.

Jeg arbejder i meget af min fritid på at snakke om klimaforandringer, tænke på, hvordan vi kan rebrande dem, bekymre mig om, om vi internt i klimabevægelsen diskuterer de dumme omstillingsdetaljer for meget og derfor har for lidt gennemslagskraft og så videre og så videre. Det er tungt ad helvede til at skulle skubbe og skubbe for at kræve forandring. Det er også kompliceret og nuanceret at være del af en bevægelse.

Så derfor er klimaforandringerne ikke noget “jeg går op i”.

Det største problem, vi har, er, at klimaforandringerne ikke forstås af mange politikere. I snakker om det, men man kan høre på måden, I italesætter det på, at I ikke forstår dets konsekvenser, ikke rigtigt, ikke helt nede i maven. Hvis I forstod det, ville I prioritere det højere end økonomi, eller i hvert fald på linje med økonomi, fordi I ville se, at økonomipolitik er klimapolitik, præcis som fødevarepolitik, indvandrer- og flygtningepolitik, arbejdsmarkedspolitik og skattepolitik er det.

Klimaforandringerne er ikke noget jeg “går op i”.

Hvis jeg skulle vælge noget at gå op i, havde jeg valgt noget lidt hyggeligere end klimaforandringerne, måske strikning eller stepdans. Klimaforandringerne beskæftiger jeg mig med, fordi jeg er tvunget til det. Fordi I som politikere ikke forstår det.

Jeg “går ikke op i” klimaforandringerne, jeg kæmper for at bremse dem. Men hvad er det, jeg kæmper for? Er det “naturen”? Er det “planeten”? Er det “menneskeheden”? Nej.

Jeg kæmper for det, der gør livet værd at leve. Jeg elsker livet, fordi jeg har øjeblikke, der er så smukke og fyldt af ro og kærlighed. Øjeblikke, hvor man føler sig heldig, og hvor man glemmer alt andet og bare er helt og holdent i nuet. De øjeblikke har jeg haft mange af, blandt andet fordi jeg lever i et trygt og stabilt samfund, men med klimaforandringerne kommer ustabilitet og i værste fald kaos. Så vi må kæmpe for at bremse klimaforandringerne med alt, hvad vi har. For livet – det er livet værd, men det er det kun, hvis vi har friheden og roen til at værdsætte det.

Olivia, statskundskab

Kære Lars Christian Lilleholt

Jeg skriver til dig, da du i denne vigtige tid befinder dig som øverste ansvarshavende for et af landets vigtigste ministerier. Men det er ikke i denne funktion, at jeg henvender mig til dig. Det er snarere i din funktion som repræsentant for regeringen, at jeg skriver til dig med bekymringer for planetens fremtid.

For klimapolitik kan ikke begrænse sig til et ministerie alene. Hvis der ikke værnes betydeligt bedre om klodens klima i den kommende tid, vil konsekvenserne af en sådan negligering få uoverskuelige konsekvenser, der overstiger politiske embeder og ministerier. Derfor håber jeg, at du og den regering, du repræsenterer, vil huske, at al politik er klimapolitik.

Jeg forstår, at politik er et sammenskudsgilde af kompromiser på tværs af politiske overbevisninger. Men i en tid, hvor forskere verden over på tværs af så mange videnskabelige grene udpeger de kommende ti år som de vigtigste i menneskehedens historie, må vi anerkende, at kompromiser ikke hører den klimapolitiske tidsalder til.

Der findes ingen enkle løsninger på komplekse problemer. Klimaets drastiske forværring i de seneste mange år illustrerer tydeligt, at vi ikke kan vente på klimaets columbusæg. Med et beundringsværdigt storsind kan man anse udeblivelsen af seriøs og gennemgribende politisk ageren i relation til klimaets forandring som konsekvens af, at abstrakte størrelser sværere vinder politisk opbakning blandt borgere.

Men den tid, hvor klimaets forandring til en vis grad var et mere eller mindre abstrakt fænomen, er for længst forbi.

Effekten af temperaturstigninger, stigende vandstande, tørke, ekstreme vejrsituationer og meget mere mærkes allerede nu blandt verdens befolkninger. Dette, mener jeg, er den største trussel mod det Danmark, der for tiden i højere grad beskyttes ud fra nationale end klimatiske interesser. Jeg håber, at du vil tage denne bekymring seriøst, og at du vil huske, at så mange mennesker i Danmark er af samme opfattelse, som jeg er. Så mange, at folk på tværs af politiske skel organiserer sig i bevægelser og fællesskaber, der på forskellig vis taler om og handler på frygten for klimakrisen.

Men denne folkelige organisering og handling kan ikke stå alene. For selv om aktivisme verden rundt viser, at klimaforandringer opfattes som et seriøst problem blandt så mange, næres denne aktivitet også af et håb om, at den så tiltrængte politiske støtte vil vise sig, før det er for sent. Befolkninger kan og vil gerne gå forrest for at værne om klimaet, men vi kan ikke gå alene.

I en tid, hvor alt peger på, at vi i dette vigtige øjeblik står med ryggen mod en mur af uoverskuelige konsekvenser, håber jeg, at du og dine kolleger vil handle på en måde, der vil sikre jer en plads på den rigtige side af historien, mens den stadig kan skrives om.

Jeg håber, at du vil tage den vilje til handling og gennemgribende forandringer, der så hastigt spreder sig i Danmark og verden over, seriøst. Og jeg håber, at du vil gøre det nu, i det kommende valgår og fremover, for mennesker verden over har allerede ventet længe nok.

Oskar Charlie Dahlin, 21 år, statskundskab

Kære klimaminister

Jeg vil ikke gå i gang med at uddybe, hvad klimaforandringerne går ud på, eller hvad de har af konsekvenser for mennesker, dyr og natur – det ved du jo udmærket godt allerede. Jeg vil blot slå et slag for, hvor vigtigt det er, at hele den danske befolkning begynder at forholde sig til klimaforandringerne og omlægger hverdagen til fordel for vores alle sammens fremtid – og dét ikke bare lidt, men meget, ikke først i morgen, men nu.

Vi bliver nødt til at tage det ansvar, vi alle sammen har, så vi undgår at ryge ud i en fuldstændig uhåndterlig kritisk situation, karakteriseret af et point of no return.

At oplyse befolkningen om det ansvar kan (og skal) gøres på mange måder, som du sikkert også i forbindelse med disse breve får mange gode bud på.

Med dette brev vil jeg gerne foreslå, at klima, miljø og bæredygtighed kommer på skoleskemaet i folkeskolen. For når det gælder om at gøre en indsats imod klimaforandringer, så er det os alle, der skal i aktion – også børnene. Undervisning i disse emner vil være en måde at oplyse børn og unge på om, dels hvad der forårsager klimaforandringer (eksempelvis kødindustrien, transport, forbrug), dels hvad konsekvenserne er, hvis ikke vi gør noget, og dels hvordan vi netop kan gøre noget, sådan så børnene og de unge også ved, hvad der foregår, og hvad de selv helt konkret kan gøre.

Selvfølgelig skal undervisningen serveres på deres niveau og ikke som en skræmmekampagne, men på en sjov, informativ og lærerig måde, så de både forstår alvoren i situationen og får lyst til at tage affære selv.

Bedste hilsner

Pernille, 24 år, musikvidenskabsstuderende

Kære Lars Christian Lilleholt

Jeg skriver dette brev til dig, Danmarks klimaminister, for at dele noget vigtigt, jeg lærte til et foredrag med teolog Ole Jensen: Der bør skelnes mellem optimisme og håb!

Det er ikke raketvidenskab, men jeg synes, denne skelnen er værdifuld og informativ at bringe frem set i lyset af den økologiske krise, vi unægtelig befinder os i og sågar er medskyldige i. Så spids ører, hr. minister:

Optimisme opstår, når vurderingen af nogle givne forhold tillader en tro på en positiv udvikling.

Som du ved, udkom FN’s klimapanel, IPCC, med en ny rapport den 8. oktober i år, og det fremgår klart, at det vil kræve hastige, vidtrækkende og hidtil usete tiltag, hvis vi skal nå de globale klimamål. Med de nuværende udledninger kan den globale temperaturstigning allerede i 2030 have nået de 1,5 grader. Vi må se realiteterne i øjnene, for der er ingen glorie at pudse: Vores økonomi og vores levevis lægger massivt pres på de planetære grænser og skaber øget ulighed. Mange steder på kloden påvirkes menneskers levevilkår allerede i høj grad af klimaforandringer, hvis fremkomst disse personer ingen andel har i. Optimismen har trange kår i disse tider!

Med forskernes utallige opråb og de mærkbare beviser på behovet for systemforandring fremstår du og dine kolleger i regeringen som jubeloptimister, når jeres klimaudspil består af uambitiøse lappeløsninger, og du foreslår, at vi skal hive al olie og gas op fra Nordsøen for at sikre den grønne omstilling. Denne naivitet eller ligegyldighed, som I udviser over for vores samfunds udfordringer, bliver til gift i en befolkning, der efterlades med apati.

Håbet, derimod, er ikke genstand for beregning, og håbet er ikke til forhandling! Vi bør betragte det at håbe som en dyd, for vi skal håbe til trods for pessimismen, vi efterlades med, når vi skal forholde os til de skræmmende prognoser om klimaforandringer og biodiversitetstab. Vi skal håbe, fordi håb motiverer os til handling, og vi har behov for handlekraft for at bekæmpe apati. Vi skal sætte en ære i at håbe i fællesskab, for vi er ikke alene i denne kamp.

Vi kan og vi skal ændre kursen – og det kræver forandringer på alle niveauer. Du er ikke alene, og du skal have dine kolleger i regeringen med, ligesom jeg ikke er alene i kampen og også skal have mine venner, medstuderende, naboer og familiemedlemmer med.

Så jeg håber, at du vil omsætte dit håb for en retfærdig og bæredygtig fremtid (det antager jeg, at du har som klimaminister og moralsk menneske) til politisk handling, der kan sprede optimisme og inspiration. Indtil du lykkes, bliver jeg og resten af Den Grønne Studenterbevægelse ved med at minde dig og dine kolleger om vigtigheden af at få klimaprioriteter øverst på dagsordenen.

Med venlige omend bestemte hilsner

Sarah Hellebek

{{Til klimaministeren }}

Der er så mange spørgsmål derude, fra familie, venner, kolleger og så videre. Spørgsmål som: Hvad er det lige præcis, jeg som enkeltperson kan gøre ved det? Hvor er det bedst at lægge sin energi? Hvad er det værste for miljøet?

En masse spørgsmål, som jeg med glæde prøver at besvare med den smule viden, jeg har tilegnet mig gennem samtaler til miljømøder eller oplæg og foredrag. Men problemet er, at jeg jo ikke kan give dem svaret på, hvad der lige nu er det bedste at gøre. Jeg som enkeltperson, uden faglige kompetencer inden for bæredygtighed og klimaforskning, kan umuligt give det bedste bud på, hvordan man bedst får implementeret klimakampen i sin hverdag.

Hvis jeg skal give mit bud, må jeg da også erkende, at den levevej, jeg sælger til dem, bliver en sej kamp mod den lette tilværelse, da samfundet mere eller mindre er indrettet således, at det bæredygtige valg er det sværeste – og ofte dyreste – valg. Og når det så er sagt, vil jeg fortsætte med at forberede dem på modstand, modstand fra alle dem, som ser skævt til de klimaprædikende mennesker, der bliver placeret i kategorier som alt fra “hellige” til “hippier”.

Dem, som mener, at klimaet er en dille, der er “oppe i tiden”, og som nægter at bruge deres tid og energi på at sætte sig ind i den rødglødende problematik, som sniger sig ind på os hurtigere, end jeg kan nå at overbevise dem om, at det er nu, der skal gøres noget. Og midt i alt det sidder jeg og tænker, hvorfor er det mit ansvar at overbevise det menneske, som ser skævt til mig, om den realitet, der venter lige om hjørnet, men som fortrænges, fordi den realitet kræver, at man lægger hele sin levevis om. Jeg synes, det er uretfærdigt. Både for mig og for dét menneske.

Ansvaret skal ikke ligge på det enkelte individ, der skal strukturelle ændringer på banen, som muliggør bedre formidling til den enkelte borger, samtidig med at strukturerne understøtter en bæredygtig hverdag – det skal ikke være et valg at leve bæredygtigt, det skal være en selvfølge.

Sofie Therbo Printz, psykologistuderende

Kære Lars

Kender du udtrykket “der går Odense i den”?

Det gør jeg. Jeg er nemlig selv fra Odense. Det betyder, at der bliver snakket og snakket om, at der skal ske ændringer. Det kan være en ny letbane, ny bymidte eller mere kulturel aktivitet. Men lige så snart nogen kommer med ændringen, så “går der Odense i den”. Så sker der ikke mere, så forsvinder snakken og støtten igen.

Sådan føles det at være publikum til den klimapolitik, der føres nu. Kun snak og ingen, nogle gange baglæns, handling. Det er ikke godt nok. Som den, der ønsker ændringen, og dem er vi mange af, så føler vi os overset, ja, næsten latterliggjort. Tag nu vores bekymringer seriøst. Og hvis ikke borgernes bekymringer er nok, så tag dog for helvede forskernes ord seriøst. Det bliver borgernes ansvar, når de, der bør handle, ikke handler. Det er ikke retfærdigt.

Hvornår opdager I, at dette ikke er en partipolitisk kamp, men en rettighedskamp. Respekter vores rettigheder til et godt liv på en levende grøn og blå planet.

Grønne insisterende hilsener

Thea Quistgaard

Kære Lars Christian Lilleholt

Da jeg var ti år, havde vi et forløb om global opvarmning i skolen.

Vi lærte, hvordan vores afbrænding af kul og olie gjorde kloden varmere og varmere, men at der var mange, der ikke troede, at det var menneskers skyld. Derfor begyndte jeg hver aften at måle, hvor meget sne der lå i min forhave, for at bevise, at det blev varmere.

Jeg havde en lille bog, hvor jeg noterede temperatur og snedybde. På de to uger, jeg lavede forsøget, kunne jeg bevise, at det i den grad blev varmere, og at sneen smeltede. Mit forsøg var ikke uden fejl, og grunden til den drastiske temperaturstigning kan have noget at gøre med, at jeg lavede forsøget i slutningen af februar. Siden da har jeg fået en bedre forståelse for, hvordan klimaforandringerne hænger sammen, men alverdens forskere har også gentagne gange slået fast, at der er tale om en menneskeskabt global opvarmning.

Alligevel kører vi stadig rundt i benzinslugende biler og flyver fra den ene ende af verden til den anden uden bekymringer.

I 2009 gik jeg i 9. klasse og var meget aktiv omkring COP 15-topmødet i København og var sikker på, at politikerne snart ville få øjnene op for, hvor vigtigt det var at stoppe afbrændingen af fossile brændsler. Hvorfor kunne de ikke se, at klimapolitik er så vigtigt, at det bør komme før al anden politik og før økonomisk vækst, når det var så tydeligt for en 15-årig? Mødet førte ikke til konkret handling, og på det tidspunkt holdt jeg så småt op med at tro på, at politikerne nogensinde kunne løse problemet.

I dag læser jeg miljøplanlægning på Roskilde Universitet. Det gør jeg, fordi jeg håber selv at kunne gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer og konsekvenserne ved vores overforbrug. Man bliver nemt kynisk af at studere dette felt og af, hvor langsomt ændringerne sker, selv når Danmark i 2015 tilsluttede sig Paris-aftalen. Det er en byrde at have den viden om, hvor meget klimaforandringerne kommer til at påvirke blandt andet fødevareproduktion og drikkevand og føre til alt fra klimaflygtninge og oversvømmelser til tørke og konflikter.

Derfor bliver jeg også sur og frustreret over at finde ud af, at der på Center for Olie og Gas på DTU stadig forskes i strategier for at udvinde 100 millioner tønder olie fra Nordsøen i 2020. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Danmark stadig har et ønske om at bore efter olie. Jeg håber, at du sørger for, at den olie får lov at blive i jorden. Det er vigtigt, at klimaministeren og regeringen indser, at al politik er klimapolitik.

De nødvendige omstillinger, vi står over for, kan ikke udelukkende løses af, at den enkelte borger spiser mindre kød eller rejser mindre – det er nødvendigt, at der bliver taget hånd om det ud fra et systemperspektiv, så vi får opbygget et samfund der er holdbart i fremtiden. Også selv om det måske kommer til at koste samfundet lidt penge her og nu.

Hilsen Trine, studerende på TekSam – Miljøplanlægning på Roskilde Universitet