Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi gambler som aldrig før. Selv spilleindustrien har indset, at det er lige i overkanten

  • 8. november 2019
  • Sport
  • 11 min.
1X2Danske Spils årsregnskab for 2018 var rekordgodt. Bruttospilleindtægten, det vil sige omsætning minus præmier, steg med otte procent. Resultatet efter skat steg seks procent. Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Siden det danske spillemonopol blev afskaffet i 2012, er spillemarkedet eksploderet og blevet en milliardindustri. Men med den økonomiske vækst er også fulgt en stigende kritik af bettingfirmaerne, der med et bombardement af reklamer slår mønt på især unge ludomaner, som dratter ned i bundløs gæld. Nu er spillebranchen selv ved at indse, at hvis de ikke vil ende som tobaksindustrien, så er det tid til at se indad.

Der er jobs, der kræver en helt særlig uddannelse, læge for eksempel, og så er der dem, man kan havne i ad alle mulige og umulige veje. Oddssætter for eksempel. Den titel har Peter Emmike Rasmussen. Han er ansat hos Danske Spil, den statsejede spillevirksomhed, der siden grundlæggelsen som Dansk Tipstjeneste i 1948 har tilbudt pengespil til danskerne. Det er ham og kollegerne, der fastsætter, hvor meget man vinder, hvis man forudsiger en Brøndby-sejr eller vinderen af Vild med dans. Han er faktisk oddsansvarlig, hvilket vil sige, at han står for udgivelsen af de programblade, som Danske Spil to gange om ugen sender ud til de 4.400 supermarkeder og kiosker landet over, der forhandler deres væddemål. Det kan godt være, at fremtiden er digital, nutiden vel egentlig også, men det fysiske hæfte med oversigt over de kommende dages spiludbud er stadig populært.

Peter Emmike Rasmussen fik jobbet i 1998, efter han var faldet over en annonce i Tipsbladet. Han var egentlig lige droppet ud af sit økonomistudie på Syddansk Universitet, men han kunne sin fodbold og havde tæft for tal.

Heldigvis kræver det ikke en bestemt uddannelse at blive oddssætter — ikke endnu i hvert fald,” siger han. Vi sidder i Danske Spils murstensdomicil i Brøndbyvester i yderkanten af det københavnske S-togsnet, nærmere bestemt i et åbent kontorlokale på første etage, hvor afdelingen for spildrift hører til.

Den blanding af universitetsafhoppere og pensionerede fodboldspillere, der sidder her, udgør kranspulsåren i en virksomhed, der de seneste år bare er vokset og vokset og vokset. Det ses på gangene i huset, hvor næsten 500 medarbejdere giver en fornemmelse af, at her er der travlt. Det ses hos Peter Emmike Rasmussen og kollegerne, der sidder foran hvert deres panser af computerskærme, hvor de udregner odds og monitorerer indkomne spil. Alle har et utal af faner åbne – Excel-ark, statistiktjenester, nyhedssider, liveopdateringer.

Historien om Danske Spils vækst er imidlertid større end som så. Det er historien om en hel multinational branche, der i det 21. århundrede er drønet op i milliardklassen med en lige dele skræmmende og fascinerende eftertrykkelighed. Og så er det ikke mindst historien om en bragende succes, der måske faktisk slet ikke er så bragende endda, en succes, der balancerer på randen af overophedning, en succes, som selv spilleselskaberne, Danske Spil i hvert fald, faktisk finder problematisk.

Vi hører fra vores kunder, at de ikke bryder sig om at blive bombarderet med spillereklamer, når de for eksempel sidder og ser fodbold i tv lørdag eftermiddag. Vi bør som samlet industri stoppe op og sige, at nu er det simpelthen blevet for meget,” siger Niels Erik Folmann, administrerende direktør i Danske Licens Spil, et datterselskab under Danske Spil med ansvar for alle virksomhedens konkurrenceudsatte spil.

Han forudser afgørende ændringer på spilleområdet i de kommende år.

SAVE OUR SHIRTDet er ikke lige til at se, at det irske bookmakerfirma Paddy Power er trøjesponsor for Huddersfield Town fra Englands næstbedste række i denne sæson. Men det er de. Foto: Ed Sykes, Action Images / Ritzau Scanpix

Da Peter Emmike Rasmussen blev ansat i Danske Spil, var der en håndfuld oddssættere ansat. I dag tæller afdelingen 32 medarbejdere. Der er kæmpe forskel på, hvordan vi arbejdede for 20 år siden, og hvordan vi gør i dag,” siger han. Han forklarer, at meget af det, der engang var håndholdt, efterhånden er styret af avancerede algoritmer udviklet af blandt andre det britiske bureau Sporting Solutions, der tilbyder dataservices til spilleindustrien. Dem har Danske Spil betjent sig af siden 2013, og det har givet mulighed for en markant udvidelse af deres væddemålsportefølje. Inden aftalen med såkaldte feed-leverandører udbød Danske Spil 100.000 væddemål om året, i dag er det tal seksdoblet.

Denne formiddag skal Peter Emmike Rasmussen sætte odds på, hvem der bliver den næste træner hos de tyske fodboldmestre Bayern München. De har netop fyret kroaten Niko Kovač, og til en start orienterer han sig i en afstemning hos den bayerske tabloidavis TZ. Hollandske Erik ten Hag får de laveste odds. Bagefter gælder det et udvalg af ugens mest imødesete håndboldkampe. Hans bord flyder med krøllede udprint.

For det danske spillemarked er der et før og et efter den 1. januar 2012, dagen, hvor en helt særlig lovpakke trådte i kraft. Indtil da havde Danske Spil haft monopol, men takket være en bred aftale på tværs af Folketinget blev det nu mod godkendelse fra Spillemyndigheden også muligt for udenlandske bookmakere at tilbyde spil til danskerne. Det marked, Danske Spil i årtier havde haft særret til, blev bare ti måneder efter udgjort af hele 33 spilleselskaber.

Man skulle tro, at den slags ville have været stærkt bekymrende for virksomheden, men ifølge administrerende direktør Niels Erik Folmann er det ikke på trods af liberaliseringen af spillemarkedet, at Danske Spil leverer flotte regnskaber, tværtimod. Paradoksalt nok har konkurrencen været en gevinst.

Den samlede kage er blevet så meget større, så selv om vi har måttet afgive markedsandele, har liberaliseringen været en fordel for os,” siger Niels Erik Folmann, der har siddet på posten siden 2013.

Markedet, eller kagen, som Niels Erik Folmann snakker om, voksede allerede det første år efter, at selskaber som Bet365, Unibet, LeoVegas og Mr Green blev licenseret. I 2012 opgjorde Spillemyndigheden, at spilleindustrien havde omsat for to milliarder kroner, en halv milliard mere end forventet, og den udvikling er fortsat på spektakulær vis.

I 2017 registrerede enheden, der hører under skattemyndighederne, at danskerne havde tabt små seks milliarder kroner. Det tal steg til over ni milliarder sidste år, hvilket ifølge en opgørelse fra analysevirksomheden H2 Gambling Capital gjorde danskerne til Europas tredjemest spillende folk. I samme periode er antallet af radio- og fjernsynsreklamer for spil eksploderet. I 2012 var der ifølge Kantar Gallup gennemsnitligt 426 af slagsen om dagen, i august i år var 2019’s foreløbige snit på 1.197. Det er en udvikling, der spejler internationale tendenser på området. I Storbritannien for eksempel blev der fra oktober 2017 til september 2018 spillet for rekordhøje 125 milliarder kroner.

Der bliver altså spillet som aldrig før, og det har konsekvenser. Siden Danske Spil ved årsskiftet overdrog Ludomanilinjen, hvor spilleafhængige og pårørende kan ringe og få ekspertrådgivning, til Spillemyndigheden, har man på ni måneder modtaget 500 opkald. Forventningen var 90 i kvartalet. Også Center for Ludomani får flere og flere henvendelser, især af unge under 30, der i dag udgør halvdelen af centrets brugere.

Igen er billedet tilsvarende uden for landets grænser. I Sverige anslog Socialstyrelsen sidste år, at 134.000 svenskere i aldersgruppen 16-84 har et problematisk forhold til deres spil, og i Storbritannien er det eksorbitante spillebeløb modsvaret af, at antallet af klager over udbydernes manglende bekæmpelse af spilleafhængighed er steget med vanvittige 5.000 procent fra 2013 til 2018. Klagerne går blandt andet på, at mange spilleselskaber på ret så usympatisk vis målretter særlige kampagner mod brugere med usunde spillemønstre i stedet for, som loven foreskriver, at hjælpe dem ud af deres afhængighed. Bevægelserne er de samme uden for Europa, måske især i Afrika, hvor BBC Africa har haft dokumenteret, hvordan spillekiosker i lande som Uganda og Kenya lænser i forvejen trængte mennesker for titusindvis af shillings.

Med andre ord: Vi spiller, til vi segner. Sådan mere eller mindre bogstaveligt.

Det har man også noteret sig i politiske kredse, hvor kravet om regulering af spilleindustrien bliver stillet fra flere og flere sider. I England har sportsminister Nigel Adams haft rettet kritik af industrien, og herhjemme har adskillige partier luftet tanken om et forbud mod reklamer for pengespil. Venstres Søren Gade gjorde det i begyndelsen af oktober i et debatindlæg i Jyllands-Posten, og straks fik han opbakning fra europaparlamentarikerne Morten Helveg fra Radikale Venstre og Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet.

De taler dermed ind i dagsordenen hos både Alliancen mod Spilafhængighed og Center for Ludomani. Efter italiensk forbillede vil de have indført et totalforbud mod spillereklamer. På Alliancen mod Spilafhængigheds hjemmeside lyder det, at spillereklamer skaber ludomaner”, og til DR sagde centerleder på Center for Ludomani Michael Bay Jørsel for nylig, at han i tillæg gerne vil have forbudt de kviklånsreklamer, der som regel følger lige i hælene på spillereklamerne.

Niels Erik Folmann er enig i behovet for regulering, men han advarer alligevel mod et egentligt reklameforbud. Han tror, at når spillerne ikke kan se forskel på de licenserede og ikke-licenserede bookmakere, øges risikoen for, at de bliver lokket af det sorte marked, hvor bonusserne er farligt høje, og ludomanibekæmpelsen helt væk. Danske Spil-direktøren foreslår i stedet, at der i Danmark indføres en såkaldt whistle to whistle-ordning, som man kender det fra Storbritannien.

Vi er fortalere for, at når en sportskamp starter, så stopper markedsføringen. Det vil sige nul reklamer under eller i pausen af kampene,” siger Niels Erik Folmann.

Det er et synspunkt, der i sin grundsubstans deles af en samlet dansk spillebranche. I et fælles adfærdskodeks, der blev offentliggjort i marts, lød det, at parterne – det vil ud over Danske Spil sige selskaber som Landbrugslotteriet og Dansk Kasinoforening – er parate til at indgå en skærpet markedsføringsaftale.

Vi bliver nødt til at handle i tide, hvis det ikke skal ende med, at vi får samme vilkår som eksempelvis tobaksindustrien,” siger Niels Erik Folmann.

Det skabte furore i England, da Derby County i sommer gav prestigekøbet Wayne Rooney nummer 32 for at markere deres sponsoraftale med spilleselskabet 32Red. Her står han sammen med træner Phillip Cocu. Foto: Barrington Coombs, PA Images / Ritzau Scanpix

Spilleselskabernes fremfærd har ikke kun ført til interne overvejelser om industriens moralske forpligtigelser. Også sportsverdenen har fået noget at tænke over. Selv om spilleindustrien ikke kun dækker over de sportsvæddemål, som Peter Emmike Rasmussen sidder med, men også en række andre hasardspil som kasino, bingo, lotterier, kortspil og deslige — hos Danske Spil er det faktisk onlinekasino, det har oplevet størst vækst siden liberaliseringen i 2012 — er det sportsvæddemålene, der udadtil tegner industrien.

Nok fordi de er så tæt forbundne til klodens mest populære sport, fodbold. Især i England, hvor ti ud af 20 hold i den bedste række, Premier League, og 16 ud af 24 hold i den næstbedste række, The Championship, løber rundt med bookmakere på maven. Evertons sponsor er kenyanske SportPesa, Norwichs er filippinske Dafabet, Burnleys er maltesiske LoveBet, og sådan kunne man blive ved et godt stykke tid endnu. Der er ingen af landets seks største klubber, Premier Leagues såkaldte big six, der har en spillevirksomhed som trøjesponsor, men det betyder ikke, at industrien ikke er til stede her. Tottenham for eksempel har med William Hill, Fun88 og Betway hele tre bettingpartnere.

Udviklingen blev understreget i sommer, da Derby County fra The Championship præsenterede erhvervelsen af Wayne Rooney, tidligere engelsk landsholdsstjerne, nu lettere afdanket. Ved offentliggørelsen blev det meddelt, at han havde fået tildelt trøjenummer 32, i sig selv ikke opsigtsvækkende, men så alligevel, fordi det viste sig, at det ikke var hans eget valg. Det var en gestus til klubbens nye trøjesponsor, spilleselskabet 32Red. Straks rullede debatten: Var det det endegyldige bevis på, at spilleindustriens indflydelse i fodboldverdenen var blevet for stor?

Nej, sagde Derby Countys ejer Mel Morris, et trøjenummer er jo bare et trøjenummer. Ja, sagde psykologiprofessor på Birmingham University Jim Orford til BBC. Sagen, mente han, var et tindrende klart eksempel på, hvordan spilleindustrien stadig mere umærkeligt kryber ind overalt i sporten og dermed lokker fodboldfans ud i usundt spil.

Imens smed Red32 hashtagget #WR32 i omløb og godtede sig over den heftige eksponering.

Det er ikke kun hos Danske Spil, at man ser en risiko for, at den aggressive markedsføring, især på tv, sponsoraterne samt de høje omsætningstal slår om i en væmmelse over, at spilleselskaberne fylder for meget.

En lignende erkendelse er Niels Erik Folmanns kolleger hos britiske GVC Holdings, der ejer flere toneangivende bookmakere som Bwin og Ladbrokes, nået til. I begyndelsen af året lancerede de et femårigt samarbejde med Division on Addiction, der er et initiativ mod spilleafhængighed fra Harvard Medical School.

Vi er stålsatte på at føre industrien an i kampen mod problematisk spilleadfærd,” sagde administrerende direktør Kenny Alexander til branchesitet SBC News ved offentliggørelsen.

Nogle måneder senere kunne han meddele, at GVC Holdings trak deres sponsorat af Skotlands bedste fodboldliga, der siden 2015 havde heddet Ladbrokes Premiership. Ikke fordi det ikke var indbringende, det var det i den grad, men fordi det ikke flugtede med selskabets nye ambitioner om en mere afdæmpet markedsføring.

Også den irske bookmaker Paddy Power lader til at tænke i samme retning. I sommer lancerede de kampagnen Save our shirt og sloganet Proudly unsponsoring football som en ironisk kommentar til spillebranchens hidsige entré ind i fodboldverdenen. I disse måneder løber en håndfuld britiske klubber dermed rundt uden sponsor på trøjen. Eller det vil sige, at Paddy Power i stedet for at plastre trøjerne til med deres logo og navn har betalt klubberne for at spille med sponsorløse trøjer. Fraværet af en sponsor er sit eget, snedige sponsorat.

I den forstand fortæller Save our shit-kampagnen ikke nødvendigvis noget om spilleselskabernes vigende tilstedeværelse, men om ikke andet vidner også den om, at branchen har indset, at den simpelthen larmer for meget.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: