Da den detroniserede og nu forhenværende spionchef Lars Findsens bog udkom godt en uge inde i valgkampen, var der dem, der mente, bogen burde detonere som en bombe under den siddende regering, for det var uhyrlige ting, Findsen kunne berette. I bogen skriver Findsen om, hvordan han blev sendt hjem fra tjeneste på den mest klodsede og usaglige vis af en minister, der var “dum som en dør”. Han blev, beskriver han, aflyttet, anholdt og behandlet på så voldsom vis, at det har sendt rystelser gennem hele det danske embedsværk til skræk og advarsel for andre selvstændigt tænkende embedsmænd. Det var vild læsning.

I bogen afholder Findsen sig fra at pege pilen direkte mod Statsministeriet som den usynlige hånd bag sin fyring og den kommende retssag. Der er ingen smoking gun, der skyder direkte mod hverken Mette Frederiksen eller hendes departementschef. Alligevel er bogen uden tvivl ment til at kultivere den herskende fortælling om Statsministeriets korridorer som hjemsted for det, vi af amerikanerne har lært at kalde en deep state – et sted dybt inde i centraladministrationen, hvor magtfuldkommenheden råder, og retsstaten er ophørt med at eksistere. “Justitsmord,” skrev Liberal Alliances formand da også på Twitter efter bogens udgivelse, mens store dele af pressen bar Findsen frem som en falden frihedshelt. “En fuldtonet skandale,” skrev én chefredaktør, “hårrejsende”, skrev en anden.

I disse dage tegnes der således et billede af Findsen som offer for en mulig konspiration og politisk uduelighed. Vi får at vide, at vi er vidne til en skandaløs underminering af retsstaten. Kommentatoriet er på lange stræk – og med vigtige undtagelser – enøjet. Hvilket er mærkværdigt. Findsens bog leverer i sig selv et opsigtsvækkende modbillede til dét, der promoveres: I det omfang, spionchefen afslører en deep state, er det én, han selv har repræsenteret. Når jeg læser bogen, ser jeg en oplagt mulighed for, at Findsen-sagen ikke er en underminering af retsstaten, men det stik modsatte. At vi med sagen muligvis får sat punktum for den tid, hvor magtfulde mænd kunne operere i det skjulte, lave gensidige byttehandler og hæve sig over loven efter forgodtbefindende.

Så lad os se på, hvordan historien om Findsen også kan læses.

Vi begynder med en af bogens mest omtalte passager, der handler om, hvordan Findsen fik jobbet som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Det skete, skriver han selv, med en smart manøvre.

Vi skal tilbage til 2015, da Venstres Peter Christensen tiltrådte som forsvarsminister. På det tidspunkt var Findsen departementschef i ministeriet. Christensen bad ifølge Findsen flere gange sin departementschef om et notat med et bud på, hvordan en planlagt forsvarsreform kunne rulles tilbage. Det ville Findsen ikke give ham – “jeg skød det hen”, som han skriver. Reformen var udtænkt af Findsen selv i brusebadet, og han havde helt tydeligt ikke i sinde at fodre sin minister med et notat, fordi han slet ikke havde i sinde at skrive det. Peter Christensen blev træt af Findsen. Han gik til Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, og meddelte, at han ville have fyret Findsen som departementschef. Kettel foreslog derfor Findsen, at Findsen kunne få en stilling et eller andet sted i Rigspolitiet til samme høje løn, men sikkert med kedeligere arbejdsopgaver. Det gad Findsen ikke. Han fik i stedet en idé om, at han kunne bytte stilling med chefen for FE, som Findsen selv tidligere havde rekrutteret til dét job. “Jeg mente også,” som der står i bogen, at den løsning “ville skabe mindst støj i systemet og for ministeren. Vi ordnede det internt”. Og sådan blev det. De ordnede det internt.

Så hvad lærer vi her? Findsen vil med historien tydeligvis fortælle om en usikker, hvis ikke ligefrem amatøragtig minister. Hvor pinligt for Peter Christensen, at hans egen departementschef blev nødt til at belære ham om, hvordan tingene ruller på Christiansborg. Men er det nu faktisk historien om en amatøragtig minister, vi hører? Eller hører vi snarere om en topembedsmand, der forlader sin neutralitet og de facto handler politisk ved ikke at følge sin ministers ønske og indstilling? Uanset hvor tåbelig departementschefen måtte finde Christensens ønske om at revurdere den planlagte forsvarsreform, er det hans job at efterleve den folkevalgte politikers politik. Bemærk: Christensen instruerede ikke sin embedsmand i at bryde loven. Han bad ham ikke handle imod statens interesser eller agere usagligt. Han bad ham blot se på mulighederne for at gentænke en reform. Det egentlig vilde ved historien er, at Findsen i sin bog end ikke overvejer det problematiske i, at han helt kalkuleret undlader at servicere sin minister med den information, ministeren ønsker fra ham. For en mand, der i disse dage omtales som et offer for et antidemokratisk komplot, forekommer det bemærkelsesværdigt.

Efter udgivelsen af Findsens bog valgte Peter Christensen at supplere fortællingen om fyringen med detaljer, som Findsen udelader i sin bog. Departementschefen blev fyret, forklarede den tidligere minister, fordi han var for doven og tilsyneladende mere optaget af “det udadvendte” end at passe biksen i ministeriet: “Jeg var ikke tilfreds med indsatsen og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling, da det satte sig i kvaliteten,” som han udtalte. På sin Facebook-profil skrev han, at det bestemt ikke var med hans gode vilje, at Findsen blev flyttet til den vigtige stilling som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, “det kunne aldrig have faldet mig ind, og jeg talte meget imod skiftet, men sådan ville Statsministeriets departementschef det – desværre”.

Baseret på Findsens egen udlægning fremstår hans forflyttelse altså mest af alt som produktet af et oldboys-netværk i fuld vigør. Det ligner – hvis jeg spidser pinden – præcis den deep state, som sagen har givet anledning til spekulationer om, blot er denne dybe stat ikke lokaliseret i det nuværende Statsministerium, men i den snævre kreds rundt om de daværende allerøverste embedsmænd i staten: En minister har ikke tillid til en betroet medarbejder, vedkommendes arbejdsindsats er tilsyneladende ikke imponerende, og ministeren vil derfor have personen fyret. Vupti, ministerens ønsker bliver underkendt, og embedsmanden får job som landets øverste spionchef. Jeg håber ikke, at samme form for ansættelsespolitik gør sig gældende i resten af staten.

Da nyheden om Findsens varetægtsfængsling kom for en dag, trådte flere tidligere departementschefer og højtstående embedsmænd frem med en skarp og højst opsigtsvækkende kritik af regeringen og dens topembedsmænd for en “ubrudt kæde af fejlbeslutninger”, som det hed sig. Ordene var Michael Lunns, der er tidligere mangeårig departementschef i Justitsministeriet, og som – det fremgår af Findsens bog – har haft afgørende indflydelse på Findsens flotte karriereforløb. Findsens tidligere kollega, den tidligere operative chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen, har også ad flere omgange og med større og større intensitet kritiseret håndteringen af sagen. Den er, mener Bonnichsen, udtryk for “magtbegær, et øjebliks blindhed, en svipser, en forførelse” og “en devaluering af de retsprincipper, jeg har været tilhænger af”.

Der skydes gråspurve med kanoner, lyder argumentationen i kritikken fra de tidligere topembedsmænd, og man forstår på logikken, at regeringen i stedet burde have håndteret sagen langt mere diskret. Faktisk tyder noget på, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen overvejede netop dét. I foråret 2020 fik Bramsen at vide, at et uafhængigt tilsyn var på vej med en meget harsk kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger overvejede Bramsen derfor at forflytte Findsen til jobbet som politidirektør i Nordsjællands Politi. De skulle, med et udtryk lånt fra Findsen, “ordne det internt”.

Men det skete som bekendt ikke. Det beskidte vasketøj blev ikke ekspederet ud ad bagdøren. I stedet landede den yderst kritiske tilsynsrapport på Trines Bramsens bord. På baggrund af materiale fra en whistleblower hejste det uafhængige kontrolorgan Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) et kæmpe rødt flag om, hvordan efterretningstjenesten opererede under Findsen. Tilsynet skrev blandt andet, at ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste havde holdt “centrale og afgørende oplysninger” tilbage for tilsynet. I en stærkt omdiskuteret pressemeddelelse fra TET hed det, at der i “FE’s ledelse og dele af tjenesten eksisterer en uhensigtsmæssig legalitetskultur, hvor tjenestens eventuelle uberettigede aktiviteter eller uhensigtsmæssige forhold søges skrinlagt”.

Herefter blev Findsen sammen med den øvrige FE-ledelse hjemsendt. Findsen erindrer, at ministeren i sin samtale med ham erkendte, at der ikke var noget at komme efter i hans butik, men at ministeren “skal kunne tælle til 90” – at hun med andre ord skulle have opbakning fra et flertal i Folketinget. Det er blevet en af de mest omtalte passager i bogen. Trine Bramsen har selv afvist, at begrundelsen for hjemsendelsen var “politisk forfølgelse”, og at det alene var tilsynets kritik, der førte til hjemsendelsen.

Lad os et øjeblik opholde os ved det her spørgsmål: Hvad var der sket, hvis Bramsen ikke havde hjemsendt Findsen? Det får vi aldrig at vide, historien kan ikke omgøres. Alligevel kan der være grund til at spole filmen tilbage og forholde sig til, hvad Trine Bramsen vidste, da hun hjemsendte Findsen. Så lad os se på det.

Michael Lunn, den forhenværende departementschef, der tidligere på året gik i brechen for Findsen, pegede i sin kritik på, hvor amatøragtig Bramsens modtagelse af den rødglødende rapport var. “For enhver, der har et bare lidt nærmere kendskab til FE og tjenestens chefer, måtte det straks stå klart, at tilsynets voldsomme kritik måtte være både uafbalanceret, skadelig og med stor sandsynlighed grundløs,” skrev han. Synspunktet har siden vakt genklang i dele af pressen. Ministeren, må man forstå på kritikken, skulle have set bort fra et uvildigt tilsyns temmelig heftige kritik.

Men hvordan havde det set ud, hvis Bramsen havde reageret, som hendes kritikere ønsker? Havde hun valgt at feje det uafhængige tilsyn gelinde af banen, havde det ganske givet ført til en fuldtonet politisk skandale. For hvis ikke vores politikere lytter til uafhængige tilsyn, hvorfor har vi så tilsynene?

Dem, der i disse dage siger, de går op i denne sag, fordi de kærer sig om retsstaten, har stadig til at gode at forklare, hvorfor Trine Bramsen ikke skulle reagere temmelig håndfast på tilsynets kritik. Sætter politikere og embedsværk et tilsyn ud af kraft, så bliver vores efterretningstjenester de facto sat uden for demokratisk kontrol.

I et mærkværdigt personsammenfald blev den rødglødende tilsynsrapport lavet under ledelse af tilsynsformand og landsdommer Michael Kistrup. Han er selvsamme person, der stod i spidsen for Minkkommissionen, og derfor er det interessant at følge, hvordan der har sneget sig en dobbeltstandard ind i debatten om henholdsvis FE-sagen og minksagen: I tilfældet FE-sagen undrer flere kommentatorer og redaktører sig højlydt over, hvorfor regeringstoppen konsekvent reagerede på Kistrups konklusioner. I tilfældet minksagen mener man, at regeringen ikke har ageret konsekvent nok på samme Kistrups konklusioner. I minksagen bliver Kistrup altså betragtet som sandhedsvidne. I FE-sagen bliver han reduceret til det modsatte.

I dag ved vi, at tilsynet blev underkendt. Men først da regeringen havde bedt tre landsdommere kigge på sagen. De frikendte FE-ledelsen. Jeg kan godt forstå, at Lars Findsen hørte nyheden som bittersød, for på det tidspunkt sad han varetægtsfængslet, sigtet for afsløringer af statshemmeligheder.

Under sin hjemsendelse begyndte han ifølge anklagen mod ham at tale med både journalister og familie om klassificerede oplysninger, hvilket gjorde, at sagen fik sit andet kapitel, der på sin vis er løsrevet fra det første omkring tilsynsrapporten.

Tirsdag kunne Berlingske afsløre hovedparten af den hemmelige tiltale mod Findsen. Her fremgår det, at han ifølge anklagemyndigheden blandt andet har talt med sin mor, bror, kæreste og to journalister om klassificerede oplysninger – det er sket både i hans sommerhus i Nordsjælland og i hans hjem i Charlottenlund. Vi må gå ud fra, at oplysningerne handler om FE’s tophemmelige kabelsamarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA – et samarbejde, som på daværende tidspunkt havde været omtalt i Information, Weekendavisen og DR, men som aldrig har været bekræftet fra embedsmænd eller politikeres side. Blandt andet hedder det i anklageskriftet, skriver Berlingske, at Findsen til en journalist har videregivet “meddelelser om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed og rettigheder i forhold til fremmede stater beror”.

Når jeg taler med folk om sagen, hører jeg tænksomme mennesker argumentere for, at det er helt forståeligt, at den forsmåede og vrede Findsen begyndte at tale med både journalister og sine nærmeste om sagen. Det må betragtes som en bagatel, en mindre forseelse, lyder argumentet. Rækken af forhenværende topembedsmænd, der har kritiseret forløbet, har på lignende vis undladt at gøre noget større væsen af, at Findsen tilsyneladende deler ud af hemmeligstemplede oplysninger. Findsen har ikke skadet efterretningstjenesten, lyder det. Det har regeringen til gengæld ved at kaste et uskønt lys på FE ved at acceptere – hvis ikke ligefrem tilskynde – en efterforskning af Findsens åbenmundethed. Udenlandske tjenester må, med tidligere departementschef Michael Lunns ord, se “med bekymring og forundring på, hvad der sker” i Danmark.

Hvad der bekymrer eksempelvis den amerikanske efterretningstjeneste mest – en dansk spionchef, der ikke kan holde på hemmeligheder, eller en retssag mod ham for brud på tavshedspligten – skal jeg ikke gøre mig klog på. I stedet vil jeg pege på det problematiske forsvar, Findsen selv leverer.

Findsen afviser, at han har lækket statshemmeligheder. (“Intet kunne lægge mig fjernere,” sagde han til TV 2 på dagen for sin bogudgivelse). Han afviser imidlertid ikke, at han under sin hjemsendelse talte med journalister. I bogen skriver han, at han “tog ansvar for at afværge potentielt skadelige historier, præcis som jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde været hjemsendt. Og som jeg altid har praktiseret”. Uanset om han har afsløret statshemmeligheder eller ej, forekommer det bemærkelsesværdigt, at Findsen bliver ved at agere som øverste chef for FE, selv om han er hjemsendt på baggrund af tilsynets hårde kritik af ham og hans ledelse. Tre landsdommere var i færd med at undersøge tilsynets kritik, og Findsens snak med journalister har ganske givet påvirket offentlighedens opfattelse af den sag, som landsdommerne forsøgte at hitte rede på. Om ikke andet er Findsens valg interessant. Har han tilmeld undervejs bekræftet eller fortalt om efterretningstjenestens hemmelige arbejde, sådan som anklagemyndigheden mener at kunne føre bevis for, er det ikke bare interessant, men forkert.

Der er mennesker i det her land – lærere, fængselspersonale, pædagoger, læger, psykologer – som holder tand for tunge hver dag, fordi det er en del af deres job. Så hvorfor bør samme standard ikke gælde, når vi taler landets spionchef, endda efter at han er blevet hjemsendt? Findsen har været en af retsstatens øverst placerede jurister, ansvarlig for to hemmelige tjenester, han har været chef for hundredvis af medarbejdere, der ikke fortæller deres familier et kvæk om, hvad der foregår på deres arbejdsplads. Så hvorfor er det, at vi ikke finder det mere foruroligende, at Findsen muligvis har delt ud af hemmeligstemplede oplysninger, den dag det viste sig at være opportunt for ham selv?

For pressen er det indlysende en delikat sag at dække Findsens angivelige åbenmundethed. Det er en kerne i journalistikken at finde kilder, der kan give adgang til lukkede rum og fortrolige oplysninger, hvis oplysningerne kan afsløre for eksempel magtmisbrug eller korruption. Men vi lærer også at være ekstra kritiske, når kilder har en personlig interesse i en bestemt fremstilling. Vi lærer at træde ekstra varsomt, hvis den eneste kilde til en mørklagt sag er dens hovedperson. Og vi lærer, at især de mennesker, der har magt, bør underlægges pressens granskende blik. Findsen har som spionchef og topembedsmand haft stor magt. Så vi burde i højere grad se på hans formodede åbenmundethed som dét, det er: vildt interessant. Og dybt problematisk.

Man skal være lavet af sten, hvis man ikke bliver påvirket af at læse Findsens beretning om hans tid som varetægtsfængslet. Politiets Efterretningstjeneste, som Findsen engang var chef for, har aflyttet ham i hans eget hjem og i hans mest private øjeblikke. Han må lave yogaøvelser i sin celle for at bevare evnen til at tænke nogenlunde klart. Især beskrivelserne af, hvordan Findsens tre børn må fejre jul, mens deres far er i spjældet, er ubærlige.

Og bogen gør bestemt ikke kun indtryk på det personlige plan. Den efterlader spørgsmål, der stadig mangler svar.

Er det for eksempel rigtigt, når Findsen siger, at PET forsøgte at slå en handel af med ham under afhøringer af ham, selv om det er ulovligt at lave den slags deals i det danske retsvæsen? PET har afvist beskrivelsen, men Findsens advokat var til stede. Jeg er spændt på, om vi kan komme nærmere på, hvad der egentlig skete under afhøringen.

Jeg er også stadig voldsomt nysgerrig efter at vide, hvorfor i alverden PET betragtede det som relevant at briefe partilederne på Christiansborg om Findsens seksuelle præferencer undervejs i forløbet.

Jeg savner også svar på dét, der på sin vis er sagens største gåde: Hvordan i alverden kunne én dommer, nemlig formanden for tilsynet, mene, at der var råddenskab i FE, mens de tre dommere, der efterfølgende kiggede på sagen, kom frem til en helt anden konklusion?

Og så endelig: Vi mangler selvfølgelig mest af alt svar på, om sagens dimensioner – dens alvor og omfang – kan stå mål med Findsens mulige lovbrud. Er Findsen en gråspurv, der bliver skudt på af en enorm kanon? Eller er han en embedsmand, der til fare for rigets sikkerhed så bort fra en af sine vigtigste opgaver: at holde tæt med statens hemmeligheder? Det ved vi først, når dommen mod ham falder.

I går, 19. oktober, holdt de borgerlige partier pressemøde foran Kastellet i København for at kræve svar på flere af sagens spørgsmål allerede inden valget i næste uge. Sagen er da også uden tvivl vigtig at få belyst, den er vild og spektakulær, uanset igennem hvilken prisme man ser på den.

Det ændrer dog ikke ved, at vi ikke må ophøje Findsens udlægning til sandhed, uanset hvad vi i øvrigt måtte mene om den siddende regering. Vi må ikke lade os forføre af, hvor forbløffende god bogen er. Den tidligere spionchef kan selvsagt være et offer for et komplot. Men efter at have læst hans bog forekommer det mig at være mindst lige så sandsynligt, at sagen mod ham bliver et bevis på det modsatte – at retsstaten virker: Gør du noget ulovligt, skal du straffes for det. Uanset hvor højt på strå i systemet du er. Landets øverste skal ikke have særbehandling. Af dem må vi tværtimod forvente, at de går forrest.

Som en klog mand engang formulerede det: “Den, hvem meget er givet, af ham skal der kræves meget.”