Her er en ubekvem sandhed: Din intelligens er et af de vigtigste parametre for, hvor godt du klarer dig i dit liv og din karriere.
Her er endnu en ubekvem sandhed: Det er meget begrænset, hvad du kan gøre for at ændre på din intelligens.
Og her er så en observation, jeg tror, få mennesker vil være uenige i: Vi – og med ‘vi’ mener jeg ikke mindst beslutningstagere med højere intelligens end gennemsnittet – har indrettet vores samfund på en måde, der favoriserer og belønner folk med en høj intelligens.
I det moderne videnssamfund er intelligens en af de mest eftertragtede egenskaber. Vi uddanner flere og flere mennesker med den forhåbning, at de bliver så intelligente som muligt, og vi forsøger at skabe maskiner, der er lige så intelligente som os – eller mere. Men selv om vi taler meget om intelligens, så træder vi sjældent skridtet tilbage og spørger, hvad det egentlig vil sige at være intelligent – medmindre det sker i et forsøg på at skelne mellem mennesker og maskiner. Hvordan måler man intelligens? Hvem har bestemt, at det er sådan, man måler det? Hvordan forklarer vi forskelle i intelligensniveauer? Og hvordan forholder vi os – eller burde vi forholde os – til, at intelligens er så stor en ulighedsskaber, som tilfældet er?
For at besvare de spørgsmål har jeg talt med en række psykologer, politologer og ekstraordinært højt begavede individer, og jeg har læst en masse videnskabelige artikler, bøger og lange interviews med neurobiologer, filosoffer og genetikere. En af de ting, der meget hurtigt bliver klart, er, at den menneskelige hjernes veje er uransagelige. Der er enormt meget, vi ikke ved. Men det, vi ved, fortæller os, at der intet retfærdigt er ved den måde, hvorpå intelligens fordeler sig i befolkningen – eller den indflydelse, den har på vores liv.
At måle et menneskes intelligens har historisk set været både metodisk usikkert og politisk kontroversielt. Begrebet intelligens er gennem tiden blevet brugt til at ekskludere bestemte grupper – ikke mindst bestemte racer – fra samfundets vigtigste institutioner. Forestillingen om, at nogle racer skulle være kognitivt tilbagestående, var udbredt blandt store oplysningstænkere, og den var definerende for udviklingen af de første IQ-tests, som blev brugt til at give fordommen et skær af videnskabelig legitimitet. For eksempel skrev den på det tidspunkt velansete Princeton-professor Carl Brigham i 1923, at det ville være “spild af vores gode penge” at forsøge at uddanne sorte amerikanere, italienskamerikanere og jøder, for de var, skrev han, fra naturens side, “idioter og imbecile”.
Til trods for den mildest talt blakkede historie har intelligensforskningen taget revanche i de senere årtier, i takt med at forskerne har forfinet metoderne til at måle intelligens. Der er i dag udbredt enighed om, at både målingerne i sig selv og det, de fortæller os om individuelle egenskaber, er retvisende og meningsfuldt. Det betyder imidlertid ikke, at emnet ikke længere er komplekst eller prekært.
For at lære mere om, hvordan testene virker – og for at få et perspektiv fra nogle folk, som har scoret ekstremt højt i de tests – kontaktede jeg Niels Ellevang. Han er pressekoordinator for Mensa Danmark, foreningen for de to procent bedst begavede mennesker i befolkningen – det vil sige dem med en IQ på 131 eller derover.
Niels, som i øvrigt er den dansker med den højest kendte IQ-måling, fortalte mig, at han som barn ofte følte sig anderledes på grund af sin usædvanlige begavelse. Han havde lært sig selv at læse inden femårsalderen, og da han begyndte i skole, mistænkte han de andre børn for at have rottet sig sammen om en practical joke, hvor de lod, som om de ikke forstod, hvad læreren fortalte om bogstaver og tal. “Jeg sad ofte og kluklo af ting, som de andre børn overhovedet ikke syntes var sjovt,” mindes han. “Det, at mange højtbegavede børn og unge interesserer sig for nogle andre ting end deres jævnaldrende, kan få dem til at føle sig forkerte og ensomme. Det at føle sig ude af sync med de jævnaldrende kan gøre det svært at få venner og gøre sig de sociale erfaringer, som er så vigtige.” Af samme grund kan mange mensanere opleves som “socialt aparte”, som Niels udtrykker det. “Jeg kender mange medlemmer, som har haft svært ved at finde deres hylde. Jeg tror, det har noget at gøre med, at success på uddannelser ofte også handler om at passe ind socialt.”
Jeg ville gerne have været med til et Mensa-møde, men det fik jeg ikke lov til. Ifølge Niels Ellevang skyldes det ikke, at der er tale om en loge, hvor man fører samtaler, som ville få min gennemsnitligt begavede hjerne til at eksplodere (som jeg ellers mistænkte), men derimod, at der er en diskretion, hvad angår medlemskaber, fordi det at være særligt begavet ikke er noget, mange skilter med. “Der er mange af os, der finder på alle mulige udenomsforklaringer for at undgå at fortælle, at vi er medlemmer af Mensa,” sagde han. Alligevel lykkedes det Niels at samle en lille gruppe mensanere, der indvilgede i at mødes med mig på en ølbar og tale om deres oplevelser med at være ekstraordinært højt begavede.
Gruppen var uddannelses- og arbejdsmæssigt broget. Foreningens formand, Jakob Majkilde, er it-uddannet, en af kvinderne var netop begyndt på ingeniørstudiet, og så var der en kvinde, der efter eget udsagn er landets eneste kosmetolog-mensaner. Lidt ligesom klichéen om, at homoseksuelle mennesker har en veludviklet gaydar, mener mensanerne, at de er gode til at spotte andre med høj intelligens. “Hvis jeg er i et nyt selskab, forsøger jeg mig ofte med forskellige niveauer af jokes for at se, hvem der griner af hvilke jokes. Så har jeg hurtigt en god idé om, hvem jeg er på bølgelængde med,” fortalte en kvinde mig. “Jeg har også venner, der ikke er intelligente,” supplerede formanden, Jakob. “Jeg går for eksempel i skytteklub, men så snart vi taler om noget andet end våben, føler jeg mig udenfor, eller jeg keder mig.” En anden sagde: “Jeg tror godt, højtbegavede kan virke meget intense på andre mennesker. Som ufortyndet saftevand.”
IQ-tests er inddelt efter det, der kaldes normalfordeling, hvor gennemsnittet af alle resultater sættes til 100. Det betyder, at to tredjedele af befolkningen vil score mellem 85 og 115, mens kun én ud af fire vil score under 70 eller over 130. Den certificerede test, Mensa Danmark tilbyder, går ud på at genkende mønstre i otte små figurer og måler nogle meget specifikke dele af dine kognitive evner under nogle ret specifikke omstændigheder. Af samme grund taler forskere, der beskæftiger sig med intelligens, mindre om IQ, end de taler om the g-factor. Det står for general intelligence. Hvor din IQ er et sæt specifikke egenskaber, der kan måles gennem tests, er g-faktoren et udtryk for din underliggende, ‘generelle’ intelligens, som har indflydelse på en række forskellige kognitive evner. Sagt på en anden måde: hvis du ligger blandt den bedste procent i én test, er der stor sandsynlighed for, at du også vil score højt i en hvilken som helst anden kognitiv test. Det skyldes din g-faktor. G-faktoren er ikke et endegyldigt svar på, hvad begavelse er, eller hvordan man bedst måler den, men der er udbredt enighed om, at den er en god samlebetegnelse for en persons intelligens.
Der er dog dem, der insisterer på vigtigheden af at inddrage andre former for intelligens. Kropslig, musisk, social eller emotionel intelligens, for eksempel. Psykologiprofessoren Howard Gardner fra Harvard University er en af de mest berømte fortalere for denne tilgang til intelligens. Han udviklede begrebet multiple intelligence, som bryder intelligens ned i ni undertyper. Gardners teori er blevet mødt med en del kritik af det bredere intelligensforskerfelt. Der er forskning, der tyder på, at eksempelvis høj emotionel intelligens er en fordel, hvis man arbejder i typiske omsorgsfag. Men samtidig lader der til at være meget høj sammenhæng mellem disse intelligenstyper og så g-faktoren, hvilket kan tyde på, at det netop er g, der er udslagsgivende for et menneskes kunnen, og at Gardners underkategorier i virkeligheden bare er forskellige manifestationer af g. “Inden for forskningsverdenen betragter mange, inklusive mig selv, snarere Gardners intelligenser som egenskaber eller talenter – og ikke som intelligens,” fortalte Trine Flensborg-Madsen, der er professor i medicinsk psykologi ved Københavns Universitet, mig under et interview.
Hvordan vi end forstår begreberne intelligens, begavelse og g-faktor, så er de alle konstruktioner: ord, vi har fundet på for at beskrive den virkelighed, vi oplever. I modsætning til blodtype eller cancer kan man ikke tage en blodprøve eller en biopsi og få vished om en persons intelligens. Begrebet giver kun mening, så længe vi synes, det giver mening. Og vi synes generelt set, det giver mening, så længe vi kan se en sammenhæng med andre elementer af vores liv. En persons intelligens – g-faktor – er en fremragende indikator for, hvordan vedkommende vil klare sig på en række områder. “Det er påvist,” skriver eksempelvis to østrigske forskere, “at ingen andre psykologiske træk bidrager mere til vores forståelse af, såvel som forudsigelser om, menneskelige præstationer end g-faktoren.” Andre forskere, heriblandt psykologen Linda Gottfredson, argumenterer for, at g-faktoren er den bedste indikator, vi har for ting som familiestabilitet og kriminalitet. Et dansk studie har også vist en positiv sammenhæng mellem intelligens målt i den tidlige voksenalder og livskvalitet senere i livet, og måske allermest nådesløst lever folk med lav IQ simpelthen kortere end folk med høj IQ. Som intelligensforskeren Richard Haier har udtrykt det: Livet er én lang intelligenstest.
Der er også en tydelig sammenhæng mellem g-faktor, og hvor godt folk klarer sig på deres arbejde – især hvis de arbejder inden for såkaldte komplekse jobs. I et interview fortalte en psykolog, der har arbejdet med rekruttering til et unavngivet lands militær, at IQ-tests uden sammenligning er den bedste indikator for en persons egnethed til jobs i militæret. Testene giver et mere retvisende billede, fortalte psykologen mig, end adskillige personlige samtaler ville kunne give. Der er desuden en klar sammenhæng mellem g-faktor og indkomst. Faktisk stiger din livstidsindkomst med cirka halvanden procent, for hvert IQ-point du har over gennemsnittet. Med andre ord har vi altså skabt en verden, hvor de jobs, som er mest velansete og velbetalte, også er dem, som tilsyneladende kræver – eller i hvert fald tiltrækker og favoriserer – folk med en høj g-faktor.
Den stærkeste sammenhæng mellem g-faktor og den virkelige verden finder vi inden for uddannelse. Hvis du har en høj g-score, vil du statistisk set klare dig bedre end dine jævnaldrende lige fra grundskolen til universitetet – og have større chance for at lave en ph.d. Sammenhængen er så klar, at når man måler for intelligens i barndommen, vil resultatet kunne give en exceptionelt god indikation af, hvordan barnet vil klare sig hele vejen igennem uddannelsessystemet.
Mens jeg har skrevet denne artikel, har jeg talt med rigtig mange mennesker om intelligens, ikke bare eksperter og mensanere, men også min mor, gamle venner og folk, jeg har mødt til en fest. Jeg har hos mange oplevet en intuitiv modstand mod idéen om, at der er stor forskel på, hvor intelligente vi hver især er, og at det skulle have afgørende betydning for vores liv. Det kan vi ikke så godt lide at tænke på. Endnu mere kontroversielt er spørgsmålet om, hvad disse forskelle skyldes, og hvad man kan eller bør stille op med denne viden. Den diskussion er til stadighed en af de mest prekære inden for socialvidenskaben. Lad os springe direkte ind i den.
Og så alligevel … Tillad mig først at forklare, hvorfor der er et helt underemne i denne undersøgelse, som jeg ikke vil skrive om. Det drejer sig om intelligensforskelle mellem grupper. Det er både åbenlyst og ukontroversielt at sige, at nogle grupper besidder visse træk og evner i højere grad end andre grupper. Det kan man eksempelvis konstatere ved at se på den typiske profil for olympiske mestre i kategorier som 10.000-meterløb. Her er slanke, langlemmede løbere fra østafrikanske lande som Kenya og Etiopien voldsomt overrepræsenteret, hvorimod det oftest er mere muskuløse atleter med rødder i Vestafrika – ofte sorte amerikanere eller caribiere – der vinder i 100-meterløb. Knap så ukontroversielt er det, hvis man som genetiker sætter sig for at undersøge gruppeforskelle inden for intelligens. Som beskrevet i begyndelsen af artiklen har mange gjort sig forsøget, flere af dem med helt åbenlyse ideologiske bagtanker.
I en interessant podcastsamtale, jeg faldt over under min research, forklarer Robert Plomin, der er professor i adfærdsgenetik ved King’s College London, de tre grunde til, at han holder sig fra at studere forskelle mellem grupper. Den første er, at der er langt mere varians internt i grupper, end der er mellem grupper. Den anden grund er, at vi, som Plomin formulerer det, ikke har nogen “killer methodologies” – altså solide metoder – til at “svare på spørgsmålet om genetiske og miljømæssige gennemsnitsforskelle mellem grupper”. Hans tredje grund er den simpleste: “Jeg behøver ikke at studere alting.” Hvorfor fokusere på så politisk eksplosivt et emne med så stort potentiale for misforståelser og misbrug, spørger han, når der er så mange andre vigtige emner at blive klogere på?
Så lad os i stedet kigge på de individuelle forskelle i intelligensniveau, og hvor de kommer fra.
Den store debat om arv og miljø er for adskillige år siden blevet erklæret stendød; det er ikke enten-eller, vil sociologer og genetikforskere samstemmende fortælle dig; det er både-og. Således også når det kommer til intelligens. Men der findes ikke desto mindre en masse studier, som kan give os et biologisk perspektiv på oprindelsen af intelligens, og de peger i meget høj grad på, at vores gener betyder endnu mere for vores intelligens end for de fleste andre personlighedstræk. Eksempelvis viste et helt enormt tvillingestudie (altså et studie, hvor man undersøger både én- og tveæggede tvillinger), at gener kan forklare omkring 40 procent af variansen i intelligens blandt syvårige børn. Og tallet stiger, efterhånden som børnene bliver ældre, til 55 procent, når de er 12 år, og hele 66 procent, når de er 17. Andre studier viser, at geners betydning for variansen i intelligens blandt voksne mennesker formentlig er helt oppe omkring 80 procent. Med andre ord stiger graden af geners indflydelse på vores intelligens med alderen – mens miljøets indvirkning falder.
Igen er det værd at minde om, hvor meget vi ikke ved om den måde, vores tusindvis af gener spiller sammen og kommer til udtryk på. Som det blev udtrykt i ét studie, der undersøgte sammenhængen mellem socioøkonomiske og genetiske faktorer på intelligens: “Selvom arveligheden af kognitive evner er veldokumenteret, er omfanget, mekanismen og konsekvenserne heraf endnu uafklarede.” Dog ved vi, at der med al sandsynlighed ikke findes ét eller flere særlige ‘intelligens-gener’. Et af de største studier på området viste, at der findes 1.300 individuelle gener, der på forskellige måder spiller ind. Som et kuriøst eksempel tyder forskning på, at der er en – indtil videre uforklarlig – positiv sammenhæng mellem nærsynethed og intelligens. Altså at nærsynede børn har en tendens til at have højere intelligens.
Vi begynder altså meget langsomt at forstå noget om, hvordan vores gener påvirker vores intelligens, men puslespillet er stort og på mange måder uoverskueligt. Og spørgsmålet om, hvordan den del, der ikke har med vores gener at gøre, spiller ind, er mindst lige så komplekst. Et af de resultater fra årtiers forskning, der nok vil overraske mange, er, at det i overvejende grad er det ‘ikke-delte’ miljø, der påvirker børns personligheder – og formentlig også intelligens. Med ‘ikke-delte’ menes der de dele af et barns opvækst, som barnet ikke deler med sine søskende, altså alt det, der foregår uden for hjemmet: skole, fritidsaktiviteter, venner og så videre.
Hele denne rejse gennem, hvad vi ved – og måske især ikke ved – om menneskelig intelligens, er, synes jeg, i sig selv interessant. Det er fascinerende at følge, hvordan moderne forskning kommer tættere og tættere på at løse nogle af de gåder, der er grundlæggende for at forstå, hvem vi mennesker egentlig er. Men det er ikke bare en intellektuel øvelse; der er faktisk nogle klare og væsentlige implikationer af den viden, vi i stigende grad har om den menneskelige eksistens. Implikationer, som måske bør få os til at forholde os til begreber som ulighed og retfærdighed på nye måder.
Kernen i den diskussion er spørgsmålet om, hvem der fortjener hvad. Meritokrati defineres i Den Store Danske som “en samfundsnorm, hvor ‘meritter’, det vil sige uddannelse, erfaring og dygtighed, er afgørende for den enkeltes position i samfundet”. Med andre ord er meritokrati idéen om, at nogle af os fortjener mere magt og flere privilegier end andre.
Alt det, jeg den seneste måneds tid har læst om sammenhængen mellem ens intelligens og ens position i samfundet, tyder på, at vi lever i et meritokrati, som fungerer i bedste velgående. Forskningen viser ganske klart, at magtfordelingen i samfundet i høj grad følger fordelingen af meritter, af intelligens. Du kan endda forvente dig et længere og sundere liv, hvis din intelligens er høj.
At dit ordforråd som toårig i høj grad er determinerende for din uddannelse, sundhed og succes som 25-årig, vil nok for mange forekomme grundlæggende uretfærdigt. Af samme grund ligger det mange forskere på sinde at hitte på idéer, der kan dæmme op for den ulighed, som intelligens skaber.
Den løsning, der er forsket mest i, går i al sin enkelhed ud på at øge individers IQ. Det er naturligvis lettere sagt end gjort, men det kan, er teorien, ske gennem en blanding af, hvad vi kunne kalde biologiske og sociale interventioner – samt nogle, der falder lidt mellem de to kategorier. Eksempler på sidstnævnte kunne være at sikre, at der ikke er bly i vores maling og drikkevand, at gravide kvinder ikke udsættes for traumatisk stress, eller at børn, hvis hjerner stadig er under udvikling, får nok søvn og ordentlig ernæring.
De biologiske interventioner er kun i ringe grad udforsket, men nogle forskere mener ikke desto mindre, at det er den mest lovende sti. En af de førende stemmer i denne skole, den amerikanske psykolog Richard Haier, fantaserer om at “tage normalfordelingen af intelligens og rykke den til højre, således at alle bliver klogere”. Haier, der har studeret menneskelig intelligens i mere end tre årtier, mener, at der er “stor sandsynlighed for, at manipulation af visse gener og deres biologiske processer kan medføre dramatiske forøgelser” af intelligensen. Vi taler altså her om at manipulere arvematerialet for at hæve et ufødt barns intelligens. Det kunne potentielt ske gennem en CRISPR-lignende teknologi, hvor man redigerer gener. Men som læge og ph.d.-studerende Mads Harsløf fortalte mig: “Det lyder mest af alt som en slags Frankenstein-teknologi. Der er ikke nogen, der laver den slags.”
Der er også forskere, som tror mere på miljømæssige – især uddannelsesmæssige – indgreb, der kan rette op på nogle af de skævheder, som forskelle i intelligens skaber. Et studie fra 2018 mente at kunne påvise, at uddannelse kan hæve et menneskes IQ med mellem ét og fem point per år. Et beslægtet dansk studie fra 2021 skrev, at “ved at sammenligne intelligensudbyttet af et ekstra års uddannelse blandt personer med lav, medium og høj intelligens i folkeskolen fandt vi, at børn med lav intelligens fik et betydelig større udbytte af et ekstra års skolegang end børn med medium og høj intelligens”. Hvis disse resultater står til troende, vil det betyde, at mere uddannelse kan få børn med henholdsvis lav og høj intelligens til at nærme sig hinanden ved mere undervisning. De danske forskere konkluderede på den baggrund, at “fortsat investering i fri og lige adgang til uddannelse og fokus på at hjælpe de mest udsatte igennem uddannelsessystemet ikke kun [vil] bidrage til at forbedre befolkningens almene velfærd, men også til at udjævne noget af den sociale ulighed i samfundet. Alt i alt er uddannelse altså guld værd.”
Trine Flensborg-Madsen, professoren i medicinsk psykologi, var en af medforfatterne til det danske studie. Hun er ikke i tvivl om, at vi gennem målrettede indsatser kan øge individers intelligens. Under vores samtale henviser hun blandt andet til statistik, der viser, at den første i en søskendeflok gennemsnitligt har en højere intelligens end nummer to – og endnu højere end nummer tre og så fremdeles. Det femtefødte barn scorer i gennemsnit ni IQ-point lavere end den førstefødte. Det er i sig selv interessant, og der er ikke nogen, der fuldkommen kan forklare fænomenet. Men et stort norsk studie har vist, at hvis det førstefødte barn dør inden for det første leveår, så overtager den andenfødte så at sige den førstefødtes intelligens, og alle mindre søskende rykker en plads frem i intelligensfordelingen. Det tyder på, forklarer Trine Flensborg-Madsen, at i hvert fald en del af variansen i intelligens påvirkes af faktorer, der finder sted efter fødslen – altså noget andet end gener. ”Det betyder, at vi kan gøre noget,” siger hun begejstret. “Vi kan ikke sige med sikkerhed hvad, men det må nødvendigvis være muligt at gøre noget.”
Hvis man knækker koden til at øge folks intelligens – hvad end det er gennem biologiske eller sociale interventioner – vil det efter alt at dømme føre til konkrete og væsentlige forandringer i en stor gruppe menneskers liv, særligt dem med et lavt udgangspunkt. I Danmark anslår man eksempelvis, at der er omkring 600.000 mennesker med en IQ på under 80. “Under 80 begynder det at blive svært på nogle områder,” siger Trine Flensborg-Madsen. Det kan eksempelvis være vanskeligt for en person med en IQ under 80 at læse og forstå vejledninger og anbefalinger, hvis man lider af en sygdom, som man skal tage særlig medicin for. Derudover er der i omegnen af 120.000 mennesker med en IQ på under 70. Den gruppe mennesker lever generelt ret vanskelige – og signifikant kortere – liv. Hvis vi formåede at rykke en person fra 70 til 80 eller 80 til 90, ville personen, som Trine Flensborg-Madsen siger, være i stand til at tage markant bedre beslutninger og i sidste ende leve markant længere.
Det ville – foruden et par videnskabelige gennembrud – kræve, at vi kom over ubehaget og erkendte, at et tal, som vi kun i ringe grad selv kan påvirke, kan forbedre eller begrænse vores liv på alle mulige synlige og usynlige måder. Og blev enige om, at sådan burde det ikke være.
“Det er jo lidt kontroversielt at tale om intelligens,” siger Trine Flensborg-Madsen. “Vi ved, det er her, og vi ved, det hænger mere sammen med uddannelse, forventet levealder og mange andre faktorer, end nogen anden menneskelig egenskab. Så vi burde kunne tale om det. Hvis vi ikke anerkender og taler om de her forskelle i intelligens, især mellem børn, så risikerer vi at gøre forskellene endnu større.”