En aften i midten af juli mødte jeg en krage nede på gaden. Det var sent, men luften var efter en hed dag stadig varm, og på himlen var der det her bløde ferskenlys, som kan gøre selv en melankoliker i et medgørligt humør. Med andre ord: Det kørte bare.

Jeg skulle ned og lufte min hund, Arne, da jeg stødte på den, kragen. Den sad stille, helt stille, nærmest lige foran min dør, og den var ikke vildt stor, mest sort, en smule grå. Ret forpjusket. Arne nærmede sig, som han jo gør, forsigtigt snusende, men kragen rørte sig ikke ud af flækken, i stedet virkede den lammet, måske af frygt, måske af noget andet. Først da Arne kom helt tæt på, kom der gang i kragen, som pludselig hoppede lidt bagud og til siden. Dens bevægelser var hakkende, flaksende, på en måde ufuldstændige, som om den godt vidste, hvordan man gjorde, men bare havde mistet evnen til det, og jeg forstod, at den ikke havde det godt. Jeg trak Arne væk. Vi gik vores tur. Arne lagde en lort.

Men da vi kom tilbage, sad kragen der stadig. Helt, helt stille. Jeg nærmede mig og så, at den på ryggen, lige bag den ene vinge, havde et åbent, lyserødt sår. Den så på mig, og jeg så på den. Den var alene. Den kunne ikke komme væk. Jeg vendte den ryggen og gik op i min lejlighed, tynget af et enormt spørgsmål: Skulle jeg nu slå ihjel?

Siden den dag har jeg tænkt ret meget på døden. Og læst ret meget om døden. Jeg har tænkt på og læst om, hvordan vi med teknologiens ubønhørlige fremmarch har gjort os bedre i stand til at udskyde døden, end vi nogensinde før har været, altså, vi har aldrig været dygtigere til at snyde døden, end vi er lige nu, lige her, for vi behandler, vi plejer og livsforlænger, og som følge er vi måske blevet dårligere til at dø. Vi har brugt århundreder på at gøre os til herrer over døden, og med det er døden måske blevet fremmed for os. Som en overlæge fra Rigshospitalet skrev i et af de debatindlæg, jeg læste, om vores kamp mod coronapandemien: Hvorfor må man ikke dø mere? Memento mori, husk, at du skal dø.

“Jeg er ikke … Jeg er ikke bange for at være død,” siger Bertel Haarder, da jeg ringer til ham. Den tidligere minister for rigtig mange ting er med i denne historie om en krage, fordi jeg sendte ham en mail og fortalte ham om den. “Det var da en rørende historie, du indledte med,” siger han. “Og så opdagede jeg, at det bare var en journalist fra Zetland.”

Bertel Haarder har tænkt ret meget over døden, og det er altså i virkeligheden døden, historien om kragen handler om. Han er som sagt ikke bange for at være død, “men jeg er bange for,” siger han, “hvad lægerne finder på, før jeg får lov at dø.”

Døden er det eneste reelt uforanderlige vilkår, der er fælles for alle mennesker og alle dyr, og alligevel er det, som om vi blevet fremmedgjort fra den. Også mig. Og nu skulle jeg måske slå en krage ihjel? Hvorfor havde jeg så svært ved at forholde mig til og tage del i den her krages død?

“Jamen altså, jeg tror jo, uden at kende dig, at du måske ikke har forholdt dig så meget til din egen død endnu.” Her er det den overlæge, jeg lige nævnte, Morten Ziebell. Hjernekirurg og – som han selv siger – en mand, der gennem sit arbejde har oplevet etik på steroider. Han fortsætter: “Og måske, for at sætte mig helt op på den store klinge, og nu siger jeg bare noget, som lige så meget er for at spille en bold tilbage, så har du måske ikke helt forholdt dig til, hvad du vil med dit liv? For tit oplever jeg, at dem, som ikke kan give slip på livet, er dem, som ikke rigtig nåede i mål med det.”

Og det er jo … noget at forholde sig til. Men det tør jeg ikke, så tilbage til kragen. For nu stod den altså der i sommeraftenen og konfronterede mig med to ting, mine forfædre nok havde været bedre til at forstå end jeg: naturen. Og døden.

Dagen efter at jeg første gang stødte på kragen, mødte jeg den igen. Det var næste morgen, jeg skulle på arbejde, og da jeg kom ned på gaden, stod den nogenlunde præcis, hvor den havde stået aftenen forinden. Den flaksede lidt rundt, men bevægede sig ellers ikke.

Den eneste forandring, jeg kunne se, foregik oppe på en ledning, måske en telefonledning, måske en elledning (jeg ved ikke så meget om ledninger), som hænger fæstnet til min bygning mange meter over gaden. Der sad to andre krager, disse bare langt større end den, der sad på jorden, og de kiggede ned på den, men sad ellers lige så stille, som den gjorde. Jeg trak min cykel forbi og tænkte endnu en gang, at jeg burde gøre en ende på dens åbenlyse lidelser. Men kunne jeg det? Hvem havde gjort mig til dommer over liv og død? Jeg kørte på arbejde og var en dårlig medarbejder i i hvert fald den første time, for jeg kunne ikke tænke på andet end kragen, og da det blev eftermiddag, og jeg skulle til og hjem, begyndte jeg igen at tænke på den. Jeg håbede, den ville være væk, når jeg kørte om hjørnet. Jeg håbede det virkelig, virkelig. Det er hårdt at være blød.

Men så heldig var jeg ikke. Den sad der stadig, nu blot alene igen. De store krager var væk. Det var, tænkte jeg uden nogen som helst viden om kragers gøren og laden, som om de havde givet op og ikke ville se den dø. Jeg har gennem en zoolog, der kommer længere nede i historien, siden fået bekræftet, at kragernes familiestrukturer fordrer, at det godt kan være, at det var min krages familie, måske dens forældre, der sad der, og i så fald er det jo simpelthen hjerteskærende. Min krage sad, nu igen alene, og kiggede apatisk ind i en elboks, der står op af min bygning, og reagerede ikke, selv om jeg kom ned til den med lidt vand i en skål og noget smuldret rugbrød. Den så ikke engang på mig længere. Den syntes at have givet endeligt op.

Og endelig tog jeg affære.

“Jamen jeg kan godt huske, at du siger, at du tænker, at det ikke er godt, det her. Men at du ikke selv er i stand til at aflive,” siger Isabella Bartholdy. Hun arbejder for Dyrenes Beskyttelse på det, de kalder dyrenes vagtcentral, og det var hende, der tog telefonen, efter at jeg havde fundet ud af, at en sådan vagtcentral findes. “Og så er det så mig, der snakkede med min kollega Maria fra dyreambulancen, som kommer ud og ser til den.”

Og denne Maria, dyreambulanceredder Maria Holm-Hansen, hun kommer her: “Jeg er ude at køre og bliver ringet op af Isabella,” siger hun. “Hun forklarer, at der er en gråkrageunge, der ikke har det så godt. Og at den er indfanget.”

I deres log, som Dyrenes Beskyttelse har sendt mig, ser man, at jeg ringede ind til dem klokken 16.02, og at Maria ankom præcis 56 minutter senere. “Jeg var ude at køre,” siger hun. “Og helt konkret, hvor jeg var, kan jeg ikke huske. Men jeg har været i en radius af omkring 20 minutter eller en halv time væk.”

Da Maria ankom til min adresse, så hun ned i den papkasse, som Isabella havde bedt mig om at sætte kragen ned i, så hun ikke behøvede at indfange den. Dette havde i sig selv været et halvt drama, for kragen var, på trods af dens åbenlyse apati, ikke meget for at skulle derned, men det var lykkedes. Maria så nu, at den sad meget stille, sådan lidt anstrengt. Hun tog den op og så, at dens fjerdragt ikke var pæn, hvilket for den professionelle er et tegn på, at der er noget galt. Hun så, at kragen var en unge, endnu ikke helt klar til at tage sig af sig selv, for den havde bløde mundvige, hvilket betyder, at forældrene stadig fodrer den. “Der er sket den et eller andet, for den har ikke naturlige, bløde hovedbevægelser,” siger Maria. “Den drejer øjet for at holde øje med mig, men ikke hovedet.”

Isabella og Maria reddede min aften den dag. De fik mig til at tænke på, at man måske i lige så høj grad ringer til en dyreambulance for sin egen skyld som for dyrets, hvilket der jo, et eller andet sted, nok ligger en pointe og ulmer i. Maria mærkede på kragens brystben, hvor der gerne skal sidde nogle gode, store muskler, men det gjorde der ikke, kragen var for tynd. Hun prøvede at få den til at gribe fat om hendes finger med dens ben og til at baske med vingerne, men intet af det lykkedes rigtigt. Et typisk tegn på afkræftelse. “Selv om det sidste, en unge lærer, er at flyve, så har den stadig reflekserne til at prøve at komme væk,” siger Maria. “En flugtrespons. Og der skete ikke noget.”

Kragen lugtede også. Den lugtede af den rådproces, der går i gang, når kød bliver inficeret. Det var på tide at konkludere. “Præcis hvad der har været sket, ved jeg ikke,” siger hun. “Men manglende naturlige hovedbevægelser og det, at den ikke løfter vingerne, er typisk et tegn på et brud et sted i rygregionen.”

Så det var Marias konklusion, hendes diagnose. Et brud på rygregionen. Spørgsmålet var så, hvad sådan et brud skulle betyde for kragen. Skulle den nu dø?

Naturen og vores plads i den har en rolle at spille i den her historie. Det mener både Isabella Bartholdy og Maria Holm-Hansen fra Dyrenes Beskyttelse, som begge, ud af det blå, spørger mig, om jeg stammer fra landet eller fra byen, hvortil jeg må svare, at jeg er fra Amager, og nå, siger de, ja, så giver det jo mening. Det samme mener også Bertel Haarder.

“Ja,” siger han. “Ja, det synes jeg helt bestemt. Jeg oplevede det i forbindelse med aflivningen af giraffen Marius, var det ikke det, den hed?”

Jo.

“Hvor jeg gudhjælpemig fik mails fra en forarget englænder. Som havde hørt om disse grusomme danskere. Jeg ved ikke, hvad hun havde forestillet sig, at rovdyr lever af.”

Og det er jo sådan set et godt spørgsmål.

Men sagen er nok, at vi skal et andet sted hen end ud i naturen her. For efter at jeg havde talt med Bertel Haarder, viste det sig, at der i København findes en psykoterapeut, som beskæftiger sig med menneskers forhold til dyrene og naturen og begges forgængelighed. Og så gik jeg i telefonisk psykoterapi.

“Jeg tror, at du i dit møde med krageungen virkelig mærker forgængeligheden. At der er noget, der forsvinder.” Psykoterapeut Lizl Rand specialiserer sig i at behandle mennesker, der føler sorg over dyrs død, godt nok oftere kæledyr end vilde dyr, men alligevel. På den måde virkede hun som den rigtige at gå til. “Jamen jeg tror,” siger hun, “at dyr i det hele taget kan virke uskyldige. Der er en uskyld omkring den her krageunge og noget hjælpeløshed.”

Med denne uskyld, mener Lizl Rand, aktiverede krageungen et slags interspecielt beskyttergen i mig, og det var derfor, jeg tog sådan på vej. Det stiller mig jo i et godt lys, så den vej går vi lige lidt ned ad.

“Vi har jo ikke i vores kultur i Danmark et forhold til døden, den bliver i stedet pakket væk,” siger psykoterapeuten. “Så det der med at kunne stå foran noget og se, at det her dør, det forsvinder, det er ikke mere, det kan være voldsomt. Så derfor er jeg slet ikke forundret over, at du har den her oplevelse.”

Og her leder Lizl Rand os frem mod sagens kerne, ikke? For nok var det den fremmedgjorte natur, der var på spil i mit møde med krageungen, men i endnu højere grad var det den fremmedgjorte død, der var det. Jeg havde ikke noget forhold til den død, som pludselig konfronterede mig, og så gik jeg i stå, pludselig enormt fesen.

Dermed ikke sagt, at dette manglende forhold kun er et personligt og lokalt problem for mig, det er selvfølgelig generelt. Det er som altid, fristes man til at sige, samfundets skyld. Da Bertel Haarder var sundhedsminister, søgte han at få fokus på det, han betegner som meningsløsheder. Det gjorde han blandt andet ved besøge neonatalafdelingen på Rigshospitalet og spørge, hvorfor de også holdt liv i bittesmå fostre med stor risiko for multihandicap: “Fordi vi kan,” lød svaret. Horribelt, mente Bertel Haarder. Han selv er ikke bange for at være død, som han siger, men han er bange for, hvad lægerne gør ved ham, inden det sker. Han er bange for, at de vil forsøge at holde ham i live, selv om det er meningsløst, og han er bange for, at de vil gøre det, fordi de kan. Han er bange for, at de vil gøre det, fordi vi har bevæget os for langt væk fra døden, altså at noget af det mest naturlige, nej, velsagtens det eneste totalt naturlige, der findes, er sluppet os af hænde.

“Ja, den bliver jo gemt væk,” siger han. “Og det er også meget forkert, at børn ikke er med til begravelser, det bør de absolut være. For de skal jo vide, hvad der bliver af os. Jeg kan huske, hvor vemodigt det var at se min yngste søn stå og kigge ned i sin morfars grav. Men det var en meget værdifuld oplevelse, som jeg kunne unde alle børn.”

Mennesket skal, mener Bertel Haarder, forlige sig med, at det skal dø. Det vidste vi engang, men måske ikke længere.

“Det er sket, fordi vi mennesker er blevet så dygtige til alting,” siger han. “Til at sætte naturens gang ud af spil.”

Tilbage til min krage. Jeg ved ikke meget om den. Jeg ved, at den tidligt i sit liv kom ud for en hændelse, som forringende dens livskvalitet voldsomt, og at det med al sandsynlighed skete på Vesterbro i København i umiddelbar nærhed af min adresse. Jeg ved, at den sad nede i en papkasse, da den klokken 16.58 den 17. juli 2022 mødte dyreambulanceredder Maria Holm-Hansen. Jeg ved ikke, om den vidste, at den skulle dø.

Men krager, mand! Kragefugle, som klassificeringen rettelig lyder, og som i en dansk kontekst dækker over arter som skader, alliker, ravne og altså krager. Dem ved jeg nu meget om, og kragefugle er fantastiske. De fleste dyr har instinkter, det vil sige, at de forstår, hvordan de skal fungere i den verden, de kender, men det er ikke alle, der er i stand til at reagere på forandringer. Og forstå, hvordan de kan klare sig, når deres virkelighed bliver lavet om. Mennesker kan, hvilket er noget af det, der gør, at vi er nummer et, og at vi er lykkedes så relativt godt med at bekæmpe døden. Og kragefugle kan noget af det samme.

“Og det er det, vi kalder bevidsthed.” Her kommer zoologen, jeg lovede jer i begyndelsen. Sussie Pagh, seniorforsker ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet. Hun har, i Danmark i hvert fald, skrevet bogen om kragefugle. “Altså for eksempel bevidsthed om, at hvis du sænker en sten ned i noget vand, så plumper den i,” siger hun. “Men hvis du smider en prop ned i noget i vand, så flyder den ovenpå. Det er der lavet forsøg på. Hvis en krage vil have en vandstand til at stige, så den kan nå en godbid, så putter den ikke noget i, som kan flyde. Så putter den noget i, som er tungt.”

Man opererer i videnskaben med grader af bevidsthed. Den højeste bevidsthed, selvbevidstheden, lyder, at et individ er sig bevidst om, at det er et selvstændigt væsen, som måske har andre mål og ønsker, end andre har. Det er det, man mener har udviklet den sociale hjerne, og der er nogle, der mener, at selvbevidstheden er den primære årsag til, at mennesker har så store hjerner. Vi skal regne ud, hvad andre vil og kan. Næste trin ned ad bevidsthedsstigen finder vi ved eksemplet med vandstanden og den tunge sten. Kragen har et mål, den vil have en godbid, og den bruger sin viden om tyngdekraften til at opnå det.

Og her kommer der så en opremsning af ting, som kragefugle kan. Ting, man kan tage med i betragtning, når man overvejer at slå en af dem ihjel. De kan følge menneskers blik og forstå deres intentioner og humør, altså kan de, i hvert fald til dels, læse kropssprog. De har en klar fornemmelse for tid, hvilket for eksempel giver sig til udtryk ved, at de spiser orme, der er fordærvelige, før de spiser korn, der er det i mindre grad. At have øje for fremtiden på den måde antyder fantasifuldhed. Og kragefugle er virkelig fantasifulde.

For eksempel er de blevet observeret åbne lynlåse på rygsække. Stjæle talglys fra helligdomme i Japan og fjerne nyopgravet jord for at finde larver i Californien. Kragerne på øgruppen Ny Kaledonien bruger redskaber, de kan med en kvist eller et savtakket blad i næbbet fange træborende billelarver, som bor i hulninger på gamle, rådne stammer fra kukuitræet. Forskere har set seks krager i formation over en motorvej nær San Francisco, som ligesom pressede en gruppe duer længere og længere ned, indtil de blev ramt af bilerne og døde. Kragerne høstede derefter deres roadkill. Og i Tokyo har en krage distraheret nogle hunde ved at skubbe et eller andet larmende objekt ned på jorden, mens de spiste, hvilket fik hundene til at fise over for at se, hvad det var. Imens stjal en anden krage hundenes mad fra deres skåle.

Kragefugle gør i det hele taget det, Sussie Pagh var inde på, nemlig forholder sig til deres omgivelser. De har mere end instinkt, de har bevidsthed. De har mål og gør, hvad de kan, for at opnå dem, men behøver ikke at være sikre på succes, inden de går i gang. De prøver bare noget, ofte noget, de aldrig har prøvet før, og tilretter så deres generelle adfærd i forhold til resultatet. Det er dybest set det, som mennesker også gør; vi går i gang med noget, for eksempel en artikel, uden at have tænkt tingene igennem og lærer så af konsekvenserne af vores handlinger. Kragefuglene tilpasser sig, som vi tilpasser os. Er det ikke det, man ofte anfører som årsagen til, at mennesket er blevet nummer et?

Og ser man på det rent fysiologisk, giver det måske mening, at der er ligheder. For relativt ny forskning, kun omkring 20 år gammel, har vist os, at fuglehjerner, selv om de er anderledes i deres opbygning, faktisk kan det samme som abehjerner.

“Selv om den er meget mindre,” siger Sussie Pagh. “Men hvis man bruger en computeranalogi, så har den en bedre processor. Altså, fuglehjernen kan, selv om den er meget mindre, nogle af de samme ting, som pattedyrenes hjerner kan.”

Fugle har altså en meget mere effektiv hjerne end andre dyr. Hvis fugle var ti gange større og havde en ti gange større hjerne, så havde vi altså nok at gøre med noget ret … vildt.

Er det sådan, at vi måske skal være lidt glade for, at de ikke er ti gange større? Altså i forhold til fødekæden?

“Ja, det tror jeg da egentlig nok, at vi skal,” siger Sussie Pagh. “Ja.”

Så fuglen, særligt kragefuglen, er altså virkelig klog. Vi mennesker er nummer et, men der er ikke en væsensforskel, som Charles Darwin ville sige, der er kun en gradsforskel.

Spørgsmålet er så, om den kloge kragefugl er så klog, at den ved, at den skal dø.

“Det ved jeg ikke,” siger Sussie Pagh. “Det kan jeg lige så godt sige. Men det ser ud, som om de gør det.”

Igen er der masser af anekdotisk bevisførelse, denne gang for, at kragefuglen forstår og – vildest nok – markerer døden. I Seattle i USA har en kvinde set nogle krager nærme sig en død artsfælle, “som en falanks af stålsatte soldater på vej hen til en falden kammerat”, som det står beskrevet i bogen Gifts of the Crow – How Perception, Emotion, and Thought Allow Smart Birds to Behave Like Humans. På skift hoppede de op på en kantsten for en ad gangen at se ned på den døde og hoppede så ned igen for at gøre plads til den næste. I Alaska har en mand set en gruppe ravne flyve i spiralform, som vragrester i en tornado, over det sted, hvor to af deres fæller få øjeblikke forinden havde mistet livet. Scenen varede kun et par minutter, men manden glemmer det aldrig, for det var, som om fuglene her viste deres sidste respekt og så fløj videre. Og i Ohio har en kvinde set en gruppe krager, som sad i et træ og skræppede højt, mens de så ned på en død krage. To uger senere så kvinden, at kragen stadig lå der, men at nogen, eller noget, havde lagt en række små pinde i en kreds omkring den.

Det er, som om kragefuglene højtideliggør døden. Som om de holder ritualer og ceremonier.

“Jeg har faktisk set det,” siger Sussie Pagh. “Min mand og jeg overværede det i vores have. Selv om jeg holder meget af dyr, så kan jeg godt slå dem ihjel. Når jeg vil udfri dem fra lidelser. Jeg havde fundet en husskade i min have, og jeg kunne ikke umiddelbart se, at der var noget brækket på den. Jeg lod den ligge for at se, om den ikke kom til hægterne. Jeg lagde den under et træ i haven.”

Men da Sussie Pagh kom tilbage en times tid senere, lå skaden der endnu. Hun tænkte, at hun måtte til det, og så aflivede hun den. Hun lagde den tilbage, fordi den var så flot, og hun måske kunne bruge fjerene til et eller andet.

“Og den ligger i haven indtil næste morgen tidligt, hvor min mand og jeg vågner ved, at der er et inferno i haven af skrigende husskader,” siger hun. “Alarmerende husskader. Den husskade, som jeg har slået ihjel, ligger i midten af en ring af husskader. De alarmerer og trækker lidt i dens fjer. Og bliver stille. Og så, pludselig, puf, så flyver de alle sammen væk. Og jeg siger dig, at hårene stod på hovedet af os. For vi overværede en eller anden ceremoni, kan man sige. Ikke?”

Der var engang, hvor døden var en del af livet. I bondestenalderen byggede man døre i sine gravhøje og jættestuer, så man kunne besøge sine døde, og i vikingetiden fik man de ting med sig i graven, som man kunne forvente at få brug for i efterlivet, om det så var våben, brugsgenstande som for eksempel en kam eller et helt skib. Og sådan kan man fortsætte op gennem historien, så det gør vi. For eksempel op til middelalderen, hvor, som en fransk historiker ved navn Philippe Ariès engang skrev, døden rasede, og man for at tæmme den derfor måtte gøre sig fortrolig med den, lære den intimt at kende, og så videre til renæssancen, hvor det var bedst, hvis man døde i sit hjem, og hvor selve dødsøjeblikket var vigtigt. Og til romantikken, hvor fokus rykkede fra den døde til de efterladte, og hvor vi begyndte at forholde os til tab og sorg på en ny, fristes man til at sige, moderne måde.

“Og går du bare 100 år tilbage, så var kirken og døden essentiel i landsbyerne. Man vadede hen over kirkegården hver søndag, så man blev konstant bevidstgjort om, at vi ikke lever for evigt.” Her kommer Morten Ziebell, overlæge og hjernekirurg og – mistænker jeg – inspirationskilde for Bertel Haarder, når den tidligere minister taler om, at vi skal tættere på døden. Morten Ziebell er, når det gælder krager og død, enormt interessant. Okay, måske mest død, men da jeg sendte ham historien om kragen for at høre, om han ville tale om den, så han masser af paralleller til sit eget arbejde med mennesker. Især dem, der snart skal dø. Hvad er det rigtige at gøre for dem, som snart skal det? I det spørgsmål findes der en masse dilemmaer, der findes både nytteetik (kan det nytte?) og dydsetik (hvad er den gode handling?), men ingen fuldstændige svar.

“Og så ligger der hele tiden, under det, det her med døden,” siger han. “Hvordan vi har fjernet os fra den. Den er blevet sådan noget, vi protokollerer, og det er måske også det, der gør dig mindre i stand til at gøre noget ved den fugl. For 100 år siden havde du måske været en bondemand, der bare havde trådt på den.”

Morten Ziebell fremførte i et debatindlæg i vinter en tese, der lyder, at det er blevet forbudt at dø. Han ser, at det sundhedsvæsen, han selv er en del af, holder mennesker i live, selv om det kan virke meningsløst at gøre det. Han ser en politikerstand, som har ment, at ethvert dødsfald af corona var en tragedie. Han fik en masse ballade for sin tese, blandt andet blev han kaldt Doktor Død på sociale medier, men han holder fast og mener, som også Bertel Haarder gør det, at årsagen til, som han siger, at man ikke må dø længere, er, at vi mennesker er blevet så dygtige til alting. Endda til at sætte naturens gang ud af spil.

Vi tager for givet, mener Ziebell, at vi kan behandle os ud af det meste, og derfor er vores forventninger til sundhedsvæsenet røget et godt stykke op ad behovspyramiden.

“Altså, jeg har patienter, som jeg har opereret for epilepsi, som de har haft i 20 år,” siger han. “Og så ringer jeg til dem efter seks uger for at høre, hvordan det gik, og så siger de, at der var lidt med informationsniveauet. Og noget om en hovedpine, som jeg havde sagt skulle vare i 14 dage, men altså varede i tre uger. Det er først langt nede i samtalen, at vi kommer omkring epilepsien, som jeg har fjernet gennem sindssyg planlægning og hightech-undersøgelser. Hvad med den? Jamen den er der jo ikke mere. Jamen altså, jeg har lavet fuldstændig sindssyg hjernekirurgi på dig. Og du er blevet helbredt. Og det kommer helt nede som punkt syv.”

Det er klart, at dette ikke nødvendigvis er repræsentativt, men alligevel: Findes denne udvikling, er det så så utænkeligt, at vores forhold til den yderste konsekvens, til døden, er blevet forandret?

“Vi vil gerne kontrollere det hele,” siger Morten Ziebell. “Både når vi skal herfra, og når vi skal til verden, så prøver vi at kontrollere det og sætte det i protokoller. Og på en eller anden måde er det bare en rigtig vil befrielse at blive mindet om, at vi ikke kan kontrollere det hele.”

Vi skal acceptere døden som et grundvilkår. Vi skal acceptere det kontroltab. Og det er jo godt nok svært at gøre. For det skræmmende ved døden er jo den intethed, der ligger bag den, og når man kan forstå behovet for at udskyde den, snyde den, kontrollere den, så kan man det måske især, når man tænker på den svimlende ubekendte, som intetheden er. Vi bruger et helt liv på at fortælle os selv, at vi udgør et centrum i vores og måske også andres verden, men så dør vi og bliver til intethed. Det er på mange måder ikke okay, det strider imod både egoet og retfærdighedsfølelsen. Og det er måske derfor, vi prøver at kontrollere døden.

“Ja. Og i virkeligheden oplever du noget paradoksalt i dit møde med kragen,” siger Morten Ziebell. “For der kunne du kontrollere døden for kragen. Men du ønsker sådan set bare at lukke øjnene og håbe på, at det er overstået, når du kommer tilbage. Som jeg husker historien.”

Morten Ziebell husker historien helt rigtigt. Kragen gav mig mulighed for at kontrollere døden, altså ved at hjælpe den på vej. Og jeg gav fortabt. Det er nok samfundets skyld, sådan plejer det at være. Bertel Haarder kunne i hvert fald have fundet på det samme, hører jeg.

“Ja,” siger den tidligere minister for rigtig mange ting. “Men jeg vil da ikke afvise, at jeg sommetider har valgt det nemme. Og bare har ladet den ligge. Og vente på katten.”

Maria Holm-Hansen er stærkere end både mig og Bertel Haarder, og det er godt, for den 17. juli klokken 16.58 stod hun med kragen i hånden. “Min konklusion var et brud et sted i nakkeregionen,” siger hun. “Eller længere nede ad ryggen.”

Og hvad var konsekvensen af det? Hvad skulle der gøres?

“Konsekvensen af det er en nødaflivning. Ja.”

Og hvad skete der så?

“Vil du vide, hvordan man nødafliver?”

Ja.

“Godt. Vi fjerner os lige fra omgivelserne. Selv om det er en human metode, vi bruger, så er det ikke alle, der er interesserede i at være vidne til den slags.”

Maria kørte af sted med kragen, ikke vildt langt, men langt nok til, at hun og den kunne få noget ro. Og så hev hun en træblok og en økse frem.

“Jeg placerer den, sådan at jeg har den i mine hænder, så den ligger godt, og jeg har fat, men den har ro på. Så svinger jeg krageungen. Sådan at dens baghoved rammer blokken. Så bliver den bevidstløs. Og når jeg har gjort det, så hugger jeg hovedet af den.”

Og sådan døde min krage.

“Det er noget helt særligt at snakke om det. Jeg har gjort det mange gange, men det koster noget hver gang.”

Hvad koster det?

“Ja … Det er selvfølgelig nemmere at hjælpe et dyr, som skal den vej, hvis man ved, at det alligevel er et spørgsmål om tid. Men det betyder ikke, at det ikke trækker i ens hjertestreng at gøre det.”

Og på en eller anden måde synes jeg, at det er godt at høre, at det kostede Maria Holm-Hansen noget at slå min krage ihjel. Det bør koste noget at slå noget ihjel. Men vigtigere er det altså nok, at kragen kan lære os noget eller måske rettere huske os på noget, nemlig at vi alle skal dø. Memento mori, husk det nu, også du skal dø en dag.

Måske kunne der i den erkendelse være brug for terapi. Så vi slutter hos Lizl Rand, psykoterapeuten.

“Selv om noget er dødt, så eksisterer det jo stadig,” siger hun. “Altså, prøv at se, hvilket efterliv den her krageunge har fået.”

Og det har hun jo sådan set ret i.