Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mari-Louise Pedersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Demokrati eller husfred? Én ø rummer den nye verdensordens største dilemma

Konflikten om Taiwan er så betændt, at ét forkert ord kan bringe forholdet til Kina i krise.

Foto: Chris Stowers, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


16. oktober 2021
13 min.

Mandag den 11. oktober fejrede Taiwan nationaldag. I landets hovedstad Taipei kørte enorme optog gennem byen. Der var marcherende soldater og kampvogne, men også landbrugsmaskiner, elektriske taxaer og satellitter udstillet på ladet af en lastbil. Eksempler på, hvad Taiwan har skabt som nation, som tusindvis af taiwanere med flag og parykker tiljublede. Taiwan har alt det, der gør et land til et land. En hær, et flag, et folk og en klar fornemmelse af at være et land. Men er Taiwan faktisk et land?

Det er der kun 15 lande i verden, der mener. For resten af verden er Taiwan et område, der befinder sig i en besynderlig gråzone. De er selvstændige, men samtidig en del af Kina. Og spørger man Kina, er Taiwan en del af Kina, der skal holde op med at være selvstændig.

Det sidste har taiwanerne kunnet forvisse sig om de seneste uger, hvor kinesiske fly er fløjet truende tæt på Taiwans luftrum, som for at sige: Hey, I hører til hos os.” Det har sat det helt store udenrigspolitiske maskineri i gang i hele verden. For ud over at være et lille land, der altså ikke er et land, er Taiwan blevet symbolet på den nok vigtigste konflikt i det her århundrede: den mellem Kina og USA, der handler om, hvem der styrer verden. Det her standoff mellem Kina og Taiwan er en lakmusprøve på, om verdens gamle supermagt, USA, og den nye, Kina, kan tackle en uenighed, hvor der ikke er nogen oplagt løsning. Eller rettere: Hvor den oplagte løsning er ikke at lave en løsning.

Den konflikt kan Europa dårligt undgå at blive fedtet ind i, og lige nu bliver der kæmpet en diplomatisk kamp om, hvordan det så skal foregå. Et lille europæisk land, Litauen, har nemlig bragt EU på kollisionskurs med Kina og på sin vis tvunget resten af Europa til at tage stilling. Og det interessante er, at det hele handler om ét ord.

LEDER Tsai Ing-wen, Taiwans præsident, er kommet på kant med Kina. Foto: Daniel Ceng Shou-Yi / Zuma / Ritzau Scanpix

Kuan-Chun Liu er 31 år og underviser i musik på en offentlig skole i byen Changhua, der ligger midt i Taiwan. Han har fulgt med i fejringen af nationaldagen og i tv-billederne af, hvordan de kinesiske fly er kommet tæt på landets grænser.

Men modsat de stærkt bekymrede overskrifter i de amerikanske og europæiske medier tager han det ganske roligt. Det har været sådan her i lang tid. Det bliver et livsvilkår. Alle taiwanere kender truslen fra Kina. Nogle bliver bekymrede, hvis de tænker for meget på det, men andre ser, at de ikke kan ændre på det alligevel,” fortæller han i telefonen.

Kuan-Chun Liu er vokset op med den her lidt besynderlige situation, hvor Taiwan er et land i enhver praktisk forstand, men bare ikke på de diplomatiske papirer. Taiwans nyere historie har været en lang balancegang, og derfor kan selve det at diskutere forholdet til Kina også være svært. Det er ikke et emne, som man bare kan diskutere højlydt. Man kan ikke sige: Jeg kan ikke lide Kina.’ Det er ikke et godt emne at tage op,” siger han.

Lige præcis den tilgang beskriver meget godt den måde, som det internationale samfund har behandlet Taiwan på igennem årene. Det er en vanskelig øvelse, hvor man på den ene side gerne vil inkludere og respektere taiwanerne og på den anden side for alt i verden ikke vil gøre kineserne vrede. Man kan se det, når Taiwan er med til De olympiske lege og optræder under navnet Kinesisk Taipei’ – en anerkendelse af, at Taiwan er en del af Kina. Men at de er der i det hele taget, er samtidig en anerkendelse af, at Taiwan er noget andet end Kina.

Og mens Taiwan godt må være med i De Olympiske Lege, må de ikke være med i en række internationale organisationer, blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO, hvor Kina er magtfuldt. At enhver snak om taiwansk medlemskab er tabu, blev tydeligt bevist, da en af topfigurerne i WHO, Bruce Aylward, blev spurgt til det i et interview sidste år.

Først lod han, som om han ikke kunne forstå spørgsmålet. Og så lagde han på. Taiwan er simpelthen lidt af et tabu.

MUSIKLÆRER Kuan-Chun Liu er musiklærer i Taiwan. Og ikke synderligt bekymret for Kinas raslen med sablen. Foto: Privat

Det er dog, som om det tabu er i opbrud. Flere lande har optrappet støtten til Taiwan og har i forbifarten fået gjort Kina rasende. Det handler på overfladen om ord, faktisk kun et enkelt ord. Men på et dybere plan handler det om forholdet mellem demokratier og autoritære regimer som Kina.

Matas Maldeikis er medlem af parlamentet i Litauen og er blevet en vigtig figur i en strid med Kina, som smitter af på hele EU. Han stod i spidsen for arbejdet med at oprette et litauisk handelskontor i Taiwan, ligesom han var med til at invitere taiwanerne til at lave et kontor i Litauens hovedstad Vilnius.

Sådan nogle kontorer findes der i hele verden, også i Danmark, men de hedder alle sammen noget med Taipei, altså navnet på Taiwans hovedstad, fordi Kina foretrækker det sådan. Kontoret i Litauen skal derimod kaldes taiwansk: Det Taiwanske Repræsentationskontor’. Og mere skal der faktisk ikke til for at tage direkte stilling i den mangeårige konflikt. Det har fået kineserne til at hente deres egen ambassadør hjem fra Litauen, sende den litauiske ambassadør i Kina ud og sætte en stopper for en række aftaler, der var på tegnebrættet.

Og man skal ikke tro, at det var en utilsigtet provokation fra litauernes side. De ved godt, hvad de gør. For litauerne handler det om at vise solidaritet med demokratiet Taiwan i striden med det kommunistiske Kina. Demokratier føler mere og mere et pres, og vi risikerer en dominoeffekt,” siger Matas Maldeikis.

Lad os lige prøve at forstå, hvor både striden og tabuet om Taiwan kommer fra. Camilla Nørup Sørensen er lektor ved Forsvarsakademiet, og Taiwan har en helt særlig plads i hendes forskerhjerte. Som du kan høre, så er Taiwan noget, jeg kan tale længe om. Det var faktisk noget af det første, jeg beskæftigede mig indgående med som studerende for langt over 20 år siden,” fortæller hun.

Striden om Taiwan går tilbage til den borgerkrig mellem kommunister og nationalister, der stod på i Kina frem til 1949. Kommunisterne vandt på fastlandet, mens nationalisterne måtte fortrække til øen Taiwan og en række andre øer. Nationalisterne tog deres stat, Republikken Kina’, med til Taiwan, mens kommunisterne på fastlandet oprettede Folkerepublikken Kina’. Det kom til flere militære sammenstød og ikke mindst til en propagandakrig. Kina affyrede blandt andet over en halv million bombeskaller fyldt med flyers, hvor de opfordrede befolkningen til at tilslutte sig kommunisterne. På den anden side af strædet, der skiller de to Kina’er, svarede nationalisterne blandt andet igen ved at opstille meterhøje højttalere, der blæste hits med den taiwanske popstjerne Teresa Teng hen over vandet.

Foruden popmusik og propaganda havde Republikken Kina, altså det nuværende Taiwan, et meget væsentligt våben i baghånden: militær støtte fra USA.

Men i 1979 skiftede USA kinesisk hest. Præsident Jimmy Carter anerkendte det kommunistiske Kina og accepterede til gengæld at droppe de diplomatiske forbindelser til Taiwan. Men samtidig besluttede USA at bibeholde tætte bånd til Taiwan og dermed støtte dem i forholdet til Kina. Denne for en lægmand lidt forvirrende tilgang tog størstedelen af verden også til sig, og det blev begyndelsen på Taiwans status som et land, der ikke rigtig er et land. Og på en svær diplomatisk dans, siger Camilla Nørup Sørensen. På den ene side skulle du anerkende Kina, på den anden side skulle du sikre Taiwan, og derfor afskrække Kina,” siger hun.

For ja, selv om der blev skabt en form for balance, er det ikke, fordi Kina har droppet sit oprindelige mål. At gøre Taiwan rigtigt’ kinesisk er en del af Kinas mission som land, og det har en forklaring, der stikker virkelig dybt i den kinesiske historie. Kina ser Taiwan som det sidste udestående fra de hundrede års ydmygelser,” siger Camilla Nørup Sørensen. De hundrede års ydmygelser, som Camilla Nørup Sørensen taler om, var den lange periode frem til 1949, hvor vestlige stormagter og Japan havde opsplittet og besat store dele af Kina, og hvor rigets stolthed led et knæk. Det er en fast del af kinesisk selvforståelse,” som Camilla Nørup Sørensen siger. I Kina har kommunistpartiet lovet befolkningen at genrejse Kinas ære, og det handler blandt andet om at genforene Kina og dermed fjerne de sidste minder om vestlig indblanding og Kinas svage periode.

Det lykkedes med Macao, som var en portugisisk koloni, og med Hongkong, som var britisk, der nu begge er dele af Kina. Det sidste, der mangler i kinesisk optik, er at få styr på Taiwan. Og det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er for Kina.

Kina har sådan en rangering af deres interesser. Øverst finder man det, som man ikke vil gå kompromis om, men som man er villige til at gå i krig for. Og der er Taiwan allerøverst,” siger Camilla Nørup Sørensen.

LØFTET Kinas leder, Xi Jinping, gentog lørdag løftet om at gøre Taiwan til en del af Kina. Foto: Carlos Garcia Rawlins / Reuters / Ritzau Scanpix

Den 9. oktober holdt den kinesiske leder Xi Jinping en tale om Taiwan, hvor han gentog det gamle løfte om, at Kina og Taiwan må og skal genforenes. Det bidrog til nervøsiteten for, at Kina er på nippet til at tage Taiwan med magt.

Men det er vigtigt at forstå, siger Camilla Nørup Sørensen, at ønsket om, at Taiwan genforenes med Kina, ikke er nyt. Det har alle kinesiske ledere fra Mao Zedong og frem haft et åbent ønske om. Men modsat sine forgængere har Xi Jinping mere styrke bag ordene. Den helt store, ændrede faktor er, at Kinas militær kan nogle ting i dag, som de ikke kunne før,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Kinas militær er ikke bare vokset, det har også fået topmoderne våben og er blevet til noget, der kan true selv verdens mægtigste militære magt, USA.

Men det behøver altså ikke at betyde, at en krig ved Taiwans kyst er nært forestående. I Taiwan, fortæller skolelæreren Kuan-Chun Liu, tager man det ikke længere så alvorligt, når kinesiske ledere rasler med sablen. Den her situation er normal for mig, for Kina kan godt lide at true Taiwan, at forsøge at få taiwanerne til at overgive sig, eller hvad det er,” siger han.

Sådan ser Camilla Nørup Sørensen det også. Kina bruger sine økonomiske, diplomatiske og militære muskler til at lægge et langsigtet pres på Taiwan. Det, der synes at være Kinas formål, er at nedbryde det taiwanske folks tro på, at det nogensinde bliver muligt at få et formelt selvstændigt land,” siger hun.

At Kina presser på for en genforening, er der altså for så vidt ikke noget nyt i. Det nye er, at Kina bliver stærkere, både militært, økonomisk og diplomatisk. Nyt er det dog også, at flere lande udfordrer Kina i forhold til Taiwan. Når Litauen gør det, handler det ifølge Matas Maldeikis om, at demokratierne i verden, og ikke mindst Europa, bør stå sammen og sætte hårdt mod hårdt i stridigheder med autoritære regimer som Kina, fordi regimerne udgør en fare for alle demokratier. Han sammenligner det med Litauens egen historie.

Da jeg var barn i 1991, rev Litauen sig løs fra Sovjetunionen. Vi fik på ny uafhængighed, men ingen anerkendte os. Den uretfærdighed fyldte meget for min generation, og det blev siddende i os,” fortæller han.

Litauen udfordrer dermed den diplomatiske linje, som de store europæiske lande har ført i mange år, hvor den enorme og voksende samhandel mellem EU og Kina har gjort sit til at nedtone de Kina-kritiske synspunkter.

Men måske er støtten til Taiwan ved at sprede sig i EU. I næste uge skal Europa-Parlamentet stemme om et forslag, der vil øge det økonomiske samarbejde med Taiwan og give EUs kontor i Taiwan det for kineserne provokerende navn EUs kontor i Taiwan’. Det er i sidste ende Europa-Kommissionen og Europarådet, der bestemmer de ting, men signalet fra parlamentet er ikke til at tage fejl af. Også USA har planer om at opgradere deres repræsentation i Taipei og kalde den noget med Taiwan. Alt det er kineserne utrolig bekymrede for, for de ser det som en glidebane, hvor flere og flere lande ser og anerkender Taiwan som adskilt fra Kina,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Michael Danielsen er formand for foreningen Taiwan Corner, der i årevis har arbejdet for, at politikere i resten af verden skulle tage bladet mere fra munden og åbent støtte Taiwan. For ham er den seneste udvikling i konflikten om Taiwan et klart eksempel på, at balancegangens politik, hvor man forsøgte at støtte Taiwan uden at gøre Kina vrede, ikke har virket. Det udstiller Vestens dobbeltmoral, når ledere ikke vil støtte Taiwan mere direkte, mener han. Det er hykleri, og det er angst. De er rigtig bange. Det er altid et eller andet med, at det skal gøres meget forsigtigt,” siger Michael Danielsen. Han efterlyser en klar melding om, at Vesten vil stå bag Taiwan, hvis Kina en dag beslutter at angribe.

En sådan melding ville virkelig være svær for EU. Kina er EUs næststørste handelspartner, og selv om EU åbent har kritiseret blandt andet Kinas undertrykkelse af det muslimske mindretal uighurerne, er der ingen fælles Kina-kritisk linje. For blandt andet Tyskland ville en åben strid med Kina være ødelæggende for økonomien. Omvendt er Taiwan også en utrolig vigtig handelspartner, fordi de står for 63 procent af produktionen af de mikrochips, som verden i tiltagende grad er afhængige af til alt fra kaffemaskiner til biler.

Kuan-Chun Liu tøver i telefonen, da jeg spørger ham, hvordan han forestiller sig, at hele striden mellem hans land og Kina kan ende. Måske er denne situation den bedste lige nu,” ender han med sige. Han fortsætter: Hvis Taiwan vil være et selvstændigt land, vil det være farligt for verden.”

Den bedste løsning lige nu er ifølge Kuan-Chun Liu i virkeligheden en løsning, der ikke er endelig.

For det ville være den totale ydmygelse af Kina, hvis Taiwan i verdens øjne blev fuldstændigt sit eget land. Jeg tror, det er bedst at blive i den her situation og ikke at ødelægge balancen,” siger Kuan-Chun Liu.

Men spørgsmål er, om det overhovedet er muligt at holde fast i den balance, hvor vi kan bevare et forhold til Taiwan og samtidig have et tåleligt forhold med Kina. Camilla Nørup Sørensen mener ja, men det bliver hverken let eller billigt. Det, der er sagens kerne, er at gøre det så dyrt som muligt for Kina at bruge militær magt til at gennemtvinge en genforening,” siger hun.

Når Kina ikke allerede har taget Taiwan med magt, siger Camilla Nørup Sørensen, så er det, fordi en krig ville have uoverskuelige konsekvenser, både hvad angår økonomi og menneskeliv. Vi er altså tilbage ved den taktik om afskrækkelse, som var helt central under Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen og USA hele tiden konkurrerede om at have så stærke våben, at den anden part ikke turde angribe. Det løser ikke konflikten, men det kan være med til at skabe en ny form for stabilitet, som kan bane vejen for, at man kan lave aftaler,” siger Camilla Nørup Sørensen. Derudover, understreger hun, er vi nødt til at forstå Kina, Taiwan og Asien bedre, så vi kan varetage vores interesser bedst muligt. Det gælder også i Danmark.

I virkeligheden er konflikten i Taiwan et godt eksempel på den form for konflikt og på de svære dilemmaer, der venter i resten af det her århundrede. Nemlig de konflikter, der vil opstå, når Kina for alvor udfordrer USA som verdens stormagt. Taiwan er bare et eksempel på et område, hvor USA har haft en indflydelse, som Kina ikke mener, at de bør have. Og som Kina i stigende grad vil udfordre. Vi må forstå, at det kommer til at fortsætte. Og det betyder, at Europa selv må stå for sin egen sikkerhed, fordi USA vil flytte mere af deres militær mod Asien. Det er allerede begyndt,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Det militære er dog ikke den største hovedpine for EU. Det er derimod økonomien og spørgsmålet om, hvorvidt EU-landene også i fremtiden tør have Kina som deres største handelspartner. Også her er striden om Taiwan et godt eksempel. For når Litauen kritiserer Kina, koster det ikke noget: Handlen mellem de to lande er minimal. Omvendt må især Tyskland vare sin mund, hvis ikke det skal gå ud over handlen med Kina, som er totalt afgørende for landets økonomi. Og den balancegang bliver kun sværere, når Kina bliver stærkere.