Det var en oktoberdag sidste år, at toårige Emmas liv ændrede sig, for det var dagen, hvor tv’et i stuen gik i sort. Mor og far skulle renovere stuen, og tv’ets antennekabel måtte ofres de næste måneder. Slut var dagene i stuen, hvor Emma og storebroren på fire år så DR’s Ramasjang sammen, og hvis ikke de var helt opslugt af at se Motor Mille, kørte tv’et i baggrunden, mens de legede på gulvet foran. Men heldigt for Emma og brormand var der andre skærme i hjemmet: iPads. To styk, én til hver. Og på dem havde faren, Rasmus Rahbek, der er 32 år, hentet YouTube Kids, der blev lanceret i Danmark sidste år som en børneudgave af videoplatformen. Emma havde set YouTube Kids før, men det havde mest været flygtigt. Et par videoer her og der med Teletubbierne eller børnesange som Se min kjole, og der kunne godt gå dage imellem, hvor hun ingen videoer så.

Men det ændrede sig den oktoberdag. Det ved jeg, fordi jeg har nærstuderet Emmas første halve år på YouTube. I hendes kontos historik er hver enkelt video, hun har set, registeret. Så for første gang kan vi komme helt tæt på, hvad der sker, når et barn møder YouTube med dets løfte om uanede mængder børneunderholdning, on-demand og anført af en højintelligent algoritme, der kender millioner af børns drifter. Emma kunne selvfølgelig ikke modstå YouTube. Videoplatformen slugte hende hel, og i dag, hvor tv’et er tilbage i den nyrenoverede stue, er legene foran tv’et blevet en sjældenhed.

For nylig besøgte jeg Emma og hendes far i gården til familiens lejlighed. Vejret var skønt, så de havde naturligvis sat sig udenfor. Rasmus Rahbek, faren, arbejder med it, og han har fikset det sådan, at man kan koble sig på wi-fi herude. Til stor glæde for Emma, der, da jeg ankom, ikke sagde et ord. Som om hun var på lydløs. Hun skulede bare ad mig. Men da faren tog iPad’en frem og tændte den og åbnede YouTube Kids-appen, lyste hun op, som om hun var blevet tændt for. Alt blinkede på hende, og hendes mund pludrede løs på et sprog, som kun en forælder forstår, og med sin lille buttede finger pegede hun energisk på skærmen. “Ja, det er YouTube,” sagde faren anerkendende.

Grunden til, at jeg kender Emmas seneste halve år på YouTube Kids så indgående, er, at far Rasmus besvarede min note til Zetlands medlemmer. I den efterlyste jeg et barns YouTube-historik, altså en oversigt over alle videoer, et barn har set, med dato og klokkeslæt. Alt det gemmer Google, og jeg ville bruge dataene til at nærstudere, hvad et helt almindeligt barn ser på YouTube i 2020. Hvad børn ser på DR Ramasjang, kan vi alle se på tekst-tv, men YouTube? Det er helt uigennemsigtigt. Da Rasmus Rahbek så sin datters historik, var det et “skræmmende” syn, der mødte ham: Meget af det, datteren ser, er, i hans øjne, skrammel. Derfor sendte han historikken til mig. Men på én betingelse kunne jeg bruge det: Hans datters navn skulle ikke fremgå, så Emma er et opdigtet navn.

Men godt det samme. Historien om, hvordan Emma kom i YouTubes favntag, kunne have et hvilket som helst dansk barn som hovedperson. Hundredtusindvis af børn i Danmark fordriver tiden på YouTube eller på YouTube Kids. For når det kommer til streaming, er YouTube konge. Mens hvert tredje barn under tre år ugentligt streamer DR, streamer omkring halvdelen YouTube ifølge DR’s medierapport fra sidste år. Og det rejser et presserende spørgsmål i takt med, at flow-tv taber til tablets: Hvad har det betydet, at YouTube og en industri af amatør-børneindholdsskabere er blevet en konkurrent til DR’s traditionelle børne-tv? Hvad og hvem former i dag fremtidige generationer på YouTube? Svaret finder vi i toårige Emmas første måneder på YouTube. Så ned i kaninhullet med os.

Den første gang, hun var på YouTube Kids-appen, var den 28. september 2019. Det var en aften, klokken var lidt i otte. Hun så tre videoer. Den første var Venskabsbyen, en dansksproget børnekanal, hvis videoer er blevet set 23 millioner gange. Emma så fire sekunder, før hun trykkede på en ny video, også fra Venskabsbyen. Der gik 15 sekunder, før hun igen trykkede på en ny video, denne gang fra Teletubbierne, også dansksproget. Efter mindre end et minut var hun færdig. Den næste gang, YouTube Kids har registreret hendes besøg, er i november, den 3. ved middagstid. Hun hørte Jeg gik mig over sø og land. Så gik der to dage, før hun var tilbage igen. Denne gang hørte hun Se min kjole. Men ikke mere. Dagen efter var hun tilbage igen. Hun så Thomas Tog-videoer og syv andre videoer. Forbruget var taget til. Og fire dage senere ændrede hendes YouTube-forbrug sig dramatisk.

Det var en søndag, den 10. november, at Emma blev suget ind. Det var på den tid, at tv’et i stuen gik i sort. Hendes YouTube-binge begyndte klokken 14.18 og sluttede tre timer senere. Dagen begyndte, som den plejede: Først lidt Teletubbierne og Venskabsbyen efterfulgt af børnesange. Men så begyndte YouTube Kids’ algoritme-genererede videoforslag at føre Emma ind på børnevideoer på fransk, russisk og hollandsk. Hun skvulpede mellem udenlandske videoer og dansksprogede videoer fra Disney Juniors kanal. Bingen blev afsluttet med to afsnit af Gurli Gris på russisk. I alt havde hun været forbi 81 videoer den dag.

Tre dage senere var hun der igen. Denne gang overgik hun sig selv. Emma var forbi 83 videoer. Den første klokken 18:10 og den sidste 20.31. Dagen efter var hun tilbage igen klokken 15.39. 18 videoer senere var klokken 16.12. Videoerne, hun så, var nu overvejende engelsktalende. Kun én af de 18 videoer, hun så, var på dansk. Og hvor yndlingskanalerne før var Venskabsbyen og Teletubbierne på dansk, så hun nu hovedsagelig udenlandske kanaler såsom Nick Jr., som over 14 millioner abonnerer på, og Little Angel: Nursery Rhymes & Kids Songs, som har 18,8 millioner abonnenter. Nu så hun YouTube Kids hver dag. 83 videoer den ene dag, 73 videoer den næste. Og en søndag var hun forbi 167 videoer. Ny rekord. Den første video så hun klokken 11.38, den sidste video klokken 17. Knap fem en halv time i YouTubes favntag. Et nyt niveau var nået, og da oktober var omme, havde hun i alt set 718 videoer.

I begyndelsen af 2020 fladede Emmas YouTube-forbrug ud, men i marts, da coronakrisen spærrede alle inde, og Emmas forældre skulle arbejde hjemme og passe hende og broren, steg YouTube-forbruget igen. Der var fri adgang til iPad’en, og det har der været siden.

Ude på den anden side af Emmas YouTube-kaninhul, i gården med hende og faren, satte far Rasmus en video på fra Kids Diana Show, Emmas favoritkanal. Af YouTube-historikken fremgår det, at hun har set mindst 364 videoer fra kanalen, mange gange den samme video. Det er en familie fra Ukraine, der står bag kanalen. Videoerne med deres to børn, en pige og en dreng, er blevet set 29,3 milliarder gange af børn over hele verden. Det gør Diana-familien til en af de mest succesfulde amatør-kanaler, der er blevet svimlende rige i takt med, at flere og flere børn over hele verden ser mere og mere video online. Kids Diana Show anslås at indtjene familien mellem 18,5 millioner og 300 millioner kroner årligt i annonceindtægter. Og familien er en af de absolut største producenter i den nye børneunderholdningsindustri online.

Med iPad’en foran sig grinte Emma og pegede på Diana, bedårende klædt og med lyst hår i rottehaler, der legede med sin bror, Roma, i familiens store have i Miami, hvor familien bor i dag. Børnene siger ikke rigtig noget i nogen af deres videoer, da alle børn skal kunne se med, så ud over enkelte ukrainske og engelske sætninger kommunikerer søskendeparret med uh og ah og grin og fagter, og soundtracket til det ordløse amatørskuespil er cartoon-agtige lydeffekter og animationer. Selv for mig, der har set alskens rablende børne-tv op gennem 1990’erne, var Dianas havelege et bombardement for sanserne. Men hey, det virker. I videoen kom en mand ud i haven. “Det’ faren,” udbrød Emma til mig uden at fjerne blikket fra videoen.

“Førhen,” sagde faren, “ville de have tv’et kørende med Ramasjang og lege med klodser eller bygge tog og så en gang imellem kigge op på tv’et og se det. Men nu hvor de bruger YouTube, fordi det er interaktivt, er der hele tiden push to action, så hvis der er noget, der keder dem det mindste, så spoler de.” Og fordi Emma og hendes bror har hver sin YouTube Kids-konto, ser de videoerne hver for sig. “Når de ser YouTube, kryber de ind under dynen,” sagde faren. “Så de leger ikke så meget, som de plejede.”

Med far Rasmus’ historie i baghovedet om, hvordan Emma og brorens leg foran tv’et i stuen var blevet erstattet med alenetid under dynen med iPad’en, kom jeg i tanke om noget, en YouTube-chef havde sagt i 2010. YouTube var dengang begyndt at eksperimentere med en intelligent algoritme, som YouTubes ingeniører havde fodret med menneskelige adfærdsdata såsom, hvad millioner af mennesker så på YouTube, og hvor længe de så hvad og så videre. Algoritmen skulle bruge al den viden til at komme med tillokkende videoforslag for på den måde at nudge brugeren til at nappe én video til. Og én til. Og måske én til. YouTube-chefen sagde: “Når vi har behandlet disse sociale signaler – din adfærd og dine handlinger – vil vi være i stand til at levere en hel playliste, der er lavet præcis til dig. Vi vil have dig til at gå i passive mode, hvor du læner dig tilbage og ser på.”

I dag, ti år senere – og med tilføjelsen af autoplay-funktionen i 2015 – er det lykkedes. Med bravur faktisk. Så hvad mener far Rasmus om sin toårige datters nye liv med YouTube Kids? I gården, med Emma opslugt af animationsfilm på fremmede sprog ved siden af os, spurgte jeg ham. “Hun er helt sikkert blev trukket ind i YouTube. Ligesom hvis man spiser slik – og mere slik og mere kage. Det er nemt og ligetil. I begyndelsen ville hun og broren se et sekund her og der og så tilbage og lege. Nu er det blevet sådan, at de ser videoerne færdig – for gad vide, hvad der sker? Før ville de også se YouTube sammen og finde en brandbil frem, hvis det var det, der var i videoen, men nu er det blevet til: Nu sidder vi bare og kigger på det. Det synes jeg er en skræmmende tendens.”

Faren har forsøgt at nudge sine børn til at se mere DR Ramasjang ved at hente DR’s og Ramasjangs app til iPads’ene. “Jeg vil meget hellere have, at de ser Ramasjang, for der er lagt flere kvalitetstimer i at producere det, og det er bedre indhold, hvor de kan lære ting. På YouTube lærer de ikke, hvordan en maskine fungerer, hvis det er Motor Mille, der tager ud og ser på en brandbil.” Og så er Ramasjang på dansk, en mangel på YouTube Kids, hvor algoritmen synes at være ligeglad med barnets modersmål. “Jeg bliver ked af, at det er så mange videoer, der ikke taler dansk.” Selv når han aktivt sætter Postmand Per på på dansk for Emma, “bliver de næste videoer meget hurtigt på svensk eller engelsk”. Det demonstrerede han for mig. Faren satte en dansksproget video på. “Men som du kan se her,” sagde faren og pegede på skærmen, “så er YouTubes forslag til de næste videoer, hun kan se, alle mulige udenlandske videoer.” No No Snacks Song, Monster Painting og Bike Song and More var YouTubes anbefalinger. “Det er ærgerligt.”

“Selvfølgelig er det rart, de lærer andre sprog, men lige nu ville jeg hellere have, at de bliver rigtig gode til at tale dansk.”

Så hvordan kom vi hertil? For at forstå, hvordan en børnegeneration kom til at underholde sig selv i iPad’ens skær, skal vi tilbage til 2011. For det er ikke alene YouTube, der har transformeret børns adgang til internettets hurtige fristelser og dopamin-quickfix. Det har tablets i den grad også. Det så verden for måske første gang dokumenteret i 2011, hvor en far delte en video af sin etårige datter, der har fået stukket et glittet magasin, sådan et af papir, i hænderne. Datteren kom til verden det år, iPad’en kom til verden. Og i videoen så verden, hvordan hun med to fingre prøver at scrolle ned over bladets sider. Det virker ikke. Så prøver hun at zoome ind på en parfumereklame med to spredte fingre. Det virker heller ikke, og af tyde fra hendes grynt frustrerer det hende. Så med fem fingre-bevægelsen prøver hun at komme tilbage til bladets, æh, hjemmeskærm. Da en sådan ikke findes på magasiner, presser hun sin lille finger mod midten af magasinets bund – dér hvor hjemmeknappen på en iPad sidder.

Mere end nogen anden teknologi har tablets gjort internettet tilgængeligt for helt små børn: Det kræver minimale motoriske evner at dutte sin barnefinger mod en tablets nærmest bløde, friktionsfrie skærm for at åbne en app. Og så er det, for at citere YouTube-chefen, bare at læne sig tilbage. Men en tablet er kun så god som sine apps, og med YouTube Kids har Google, der ejer YouTube, øjnet, at der ingen nedre aldersgrænse er for, hvem der kan stene YouTube (og de mange annoncer, der afspilles imens). Der er bare to store problemer: Google Kids er langtfra lige så populært som voksen-YouTube, men der må ikke være børn under 13 år på YouTube. Det er ulovligt ifølge Googles retningslinjer. Så hvordan kan tech-giganten alligevel tillade verdens børn at gå i passive mode på platformen? Forklaringen er denne:

I september sidste år indgik Google et forlig med den amerikanske stat på 1,1 milliarder kroner for at have indsamlet persondata fra mindreårige brugere, børn under 13 år, uden forældrenes samtykke. Det var et brud på Children’s Online Privacy Protection Act, eller COPPA, der beskytter børn med netop dataindsamling til målrettet annoncering, som YouTube tjener milliarder af kroner på. Og selv om Google kræver, at man er over 13 år for at få en YouTube-konto, er virkeligheden, at der er masser af børn på YouTube. Børn kan lyve om deres alder, ligesom børn kan se YouTube fra forældres konti. Løsningen kom YouTube med i år – og det sendte chokbølger gennem industrien af børne-YouTube-kanaler.

YouTube gjorde det til de enkelte kanalers pligt at angive, om dens videoer er ‘for børn’. Er de det, gælder der særregler, så YouTube kan overholde COPPA: Der indsamles ikke data om brugere, når børnevideoer afspilles, ligesom der ingen målrettede annoncer er på videoerne til børn. Men uden målrettede annoncer, det vil sige kun ordinære børnerelaterede annoncer, har mange børnekanaler rapporteret om faldende annonceindtægter – til stor vrede for indholdsskaberne. I kommentarsporet under YouTubes egen video om ændringerne har en bruger skrevet: “Vi er indholdsskabere, ikke babysittere.” En anden har skrevet: “VI VIL HAVE DET GAMLE YOUTUBE TILBAGE.”

Men ‘for børn’-reglerne giver alligevel mening, når nu verdens mindreårige ikke kan afgrænses til YouTube Kids, hvor alle videoer screenes. YouTube har været kritiseret for at huse kopivideoer af populære karakterer som Elsa fra Frost eller Gurli Gris, hvor det i begyndelsen ligner en almindelig Gurli Gris-video, men pludselig drikker Gurli Gris blegemiddel eller æder sin far. Øjensynligt for at trolle intetanende børn. Så i YouTubes erkendelse af, at ikke alle forældre tvinger deres børn ind på YouTube Kids, er det blevet sådan, at i det øjeblik, en bruger, uanset den angivne alder, ser en ‘for børn’-video, så er videoanbefalingerne kun ‘for børn’. Så havde jeg et barn, der så Gurli Gris på min YouTube-konto, ville lille-Frede ikke blive ledt på afveje. Og få Gurli Gris-traumer for livet.

Det for mig mest slående ved Emmas første halve år på YouTube var, hvor lidt dansk indhold hun ser. Hun har set ufattelig meget børne-tv på fransk, thai, russisk og engelsk og videoer fra udenlandske tv-producenter, der har hyret en dansk oversætter til at tale ind over generiske animationsfilm. YouTube Kids er ligeglad, men det er faren som tidligere nævnt ikke. Han er faktisk så bekymret for, at Emma og broren vil være længere tid om at lære dansk på grund af YouTube Kids, at han har installeret apps til dem med sprogøvelser på iPad’ene. Men et af de få danske indslag i Emmas nye YouTube-diæt, som giver far Rasmus ro i maven, er YouTube-duoen Popsi og Krelle.

Har man ikke små børn, kender man dem nok ikke. Men Popsi og Krelle-kanalen, hvor Popsi, en kvinde, synger børnesange, mens Krelle, en mand, spiller guitar, er de seneste to år blevet en af de absolut mest sete YouTube-kanaler i Danmark, og ifølge dem selv er et af deres album med børnesange et af 20 mest streamede i landet. Helt oppe ved siden af Justin Bieber. “Vi er faktisk toppen af poppen,” grinte Popsi, da jeg mødtes med dem i musikstudiet i kælderen under Popsis store murstensvilla i et af Amagers pæneste kvarterer. “Men vi er også understatet på den måde, at der ikke er så mange, der har kontaktet os om det endnu. Du er faktisk den første, der laver et interview med os.” Overraskende egentlig, for Popsi og Krelle har, uden om børne-tv-giganter som DR og Disney Channel, skabt en virkelig god forretning på YouTube. Med op mod 450.000 unikke besøgende på deres YouTube-kanal hver måned er de spydspidsen af Danmarks nye digitale børneunderholdningsindustri.

Popsis borgerlige navn er Maiken Ingvordsen, hun er 47 år og uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium. Krelles borgerlige navn er Christian Reinholtz, og han er 57 år og arbejdede i 20 år med marketing for bogforlaget Lindhardt og Ringhof. “Vi er to gamle røvhuller,” grinte Popsi med henvisning til landets øvrige YouTube-stjerner, der knap er flyttet hjemmefra. Da de blev inviteret til den årlige YouTube-prisfest Guldtuben i Royal Arena, gav de deres fribilletter til Popsis nabo. Popsi og Krelle har rigeligt at se til. De var lige kommet fra en drive-in-koncert i Ballerup, hvor de havde sunget et af deres største hits, Hjulene på bussen. “Og da vi sang ‘Hornet i bussen siger’,” grinte Popsi, “så var der 150 biler, der trykkede på hornet: BÅT BÅT BÅT.” “Dét,” sagde Krelle bag et tyndt brillestel, “er rock and roll.”

På YouTube er deres børnesange, som de selv indspiller og laver musikvideoer til, set 116 millioner gange. På Spotify er Hjulene på bussen streamet én million gange. “Vi er reelt konkurrenter til DR,” sagde Popsi. “Det tror jeg ikke, DR selv tænker, men det er vi. Når vi skal ud og spille live, vælger stederne mellem Onkel Reje, Motor Mille – eller Popsi og Krelle.”

Partnerskabet, der skulle blive til Popsi og Krelle, blev klinket på Lindhardt og Ringhof, hvor Popsi fik job som digital strateg. Sammen fik de idéen til at indspille sange med bogaktuelle forfattere. Det var et instant hit på Facebook, hvor sangene blev afspillet en million gange. “Der er sgu et eller andet, der virker her,” husker Popsi at tænke. “Og vi havde det også sjovt, da vi lavede dem.” Popsi havde samtidig fået en søn, der var omkring to år. Og hun så YouTube med ham. “Det gør man jo som forælder, sådan er det bare. Men aargh, der var godt nok langt mellem snapsene, sådan indholdsmæssigt med dansk indhold for børn. Det var godt nok dårligt. Så da vi vidste, vi godt kunne lave videoer for børn, tænkte vi: ‘Det kan vi måske også godt på YouTube.’”

I dag brødføder børnesangene både Popsis og Krelles familier. De har indtægter fra YouTube, Spotify og liveshows. “Så vi er på den måde godt polstret,” sagde Krelle. Selv efter at COPPA-reglerne trådte i kraft, som barberede 80 procent af indtægterne fra YouTube-kanalen. De vil ikke sige, hvor meget de tjener. Men en tommelfingerregel, sagde Popsi, er, at en million afspilninger på YouTube giver 1.000 kroner. “Det tror jeg kommer bag på ret mange, at der skal så mange afspilninger til, før der er penge i det,” sagde Popsi. På Spotify tjener de cirka fire øre per stream. Giraffen Gumle, som er blevet streamet en million gange, udbetaler altså omkring 40.000 kroner. “Så der skal nogle til.” Lydmæssigt er Popsi og Krelles akustisk indspillede børnesange meget langt fra det, Emma hører på YouTube Kids, der som oftest er computergenererede sange på engelsk som Old MacDonald og Johny Johny Yes Papa 👶, som hun hver har hørt 12 gange.

Selv om Popsi og Krelles børneunivers er fintunet til det, vi kunne kalde skærmalderen, med farvestrålende musikvideoer, lyder sangene som noget, der kunne være indspillet for 30-40 år siden. “Danmarks Radio har sat en meget høj barre for børneunderholdning,” sagde Krelle om inspirationen til deres lyd. “Og jeg tror, at det der med at holde fast i nogle grundlæggende værdier, som DR har givet os, betyder rigtig meget. Det er en tradition, vi rider på. Det er ikke bare lige at lave et YouTube-hit. Det skinner meget hurtigt igennem, når det er dårlig kvalitet, hvis det er lavet med penge for øje.” Popsi tog over: “Det danske børneindhold, der er på YouTube, er kanaler fra andre lande, der oversætter sange til dansk. De hyrer en oversætter og en til at synge sangene. Det er ikke musikere, det er købmænd.”

Både Popsi og Krelle og, på den anden side af skærmen, toårige Emma begår sig i en ny digital opmærksomhedsøkonomi, hvor konkurrencen om børnenes øjne er global, og indholdet er fragmenteret og uigennemskueligt. Før var Danmark et smørhul, hvor vi – på godt og ondt – selv, som land og forældre, var herrer over, hvad vores børn så. Men i dag, hvor børne-tv bliver set online, har YouTubes algoritmer mere magt end DR’s Børne & Unge-afdeling. Og det er YouTubes algoritme, der sorterer i indholdet, ikke en DR-redaktør. Og skiftet fra traditionel tv-sening til video-binging har gjort børne-tv til interaktiv beskæftigelse, der låser barnets opmærksomhed ét sted: på skærmen.

Tilbage hos Emma og far Rasmus Rahbek i gården fortalte han, at han og kæresten har overvejet at slette YouTube Kids. Også selv om Emma ville blive “superked af det.” Men, sagde han, det kræver tilløb. “Vi er mere presset nu på grund af corona, end vi plejer at være – jeg er hjemme hele dagen og arbejder. Så når jeg har hentet dem fra institutionen, eller når de er hjemme hele dagen, så skal jeg nå at arbejde, vaske tøj, gøre rent og lave aftensmad. Så får de lige iPad’en stukket i hånden, og så ruller timerne ligesom derudad.” Når normaliteten igen indfinder sig i hjemmet, vil faren forsøge at få børnene vænnet til at se almindeligt tv igen. “Så er det tvunget, vi vælger noget bestemt på tv’et – og så ud og lege igen.”

I en time nu havde Emma siddet som forstenet foran iPad’en med YouTube Kids. Men så pludselig var hun væk. Baggrundstæppet af hyperenergisk engelsktalende animationsfigurer var erstattet af fuglekvidder. Emma var rendt over til en sandkasse ved siden af. “Det er jo dejligt at se,” noterede faren med et forsigtigt grin. “Hun graver sine tæer ned. Det plejer hun ikke at gøre, men det er, fordi hun har sandaler på i dag.”

Om lidt har han og kæresten sommerferie. Og Rasmus Rahbek, der er spejderleder i sin fritid, har lagt planerne. “Jeg har megadårlig samvittighed over, at de bare har været overladt til især YouTube. Det bliver svært at få vendt rutinen, men det skal vi heldigvis bruge vores sommerferie på. Vi skal sove i telt og være ude og bygge sandslotte og spise is. Vi plejer også at tage en masse Lego-klodser og kortspil med, så der bliver forhåbentlig tid til at få vendt det med, at vi hele tiden sidder foran en skærm.” Og kommer iPad’en med? spurgte jeg. “Det plejer den ikke at gøre.” I baggrunden legede Emma videre.