Vi har nørdet børne-tv for at finde de skjulte, politiske budskaber. Og jo, dem, du ser her, er fascister

Illustration: Presse, Nickelodeon

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

22:31

  • 14. januar 2020
  • Argument
  • 18 min.

Vi lever i skærmens tidsalder, og når vi gør det, gør vores børn det samme, hvis vi da har nogen. Danske børn havde i 2016 europarekord i skærmtid, og spørgsmålet er så, hvad de ser. Nok synes børne-tv på overfladen måske mest af alt farvemættet og uskyldigt, men meget lidt i denne verden er som bekendt fuldstændigt upolitisk, og de fleste historier fortælles på ryggen af moralske og etiske præmisser.

Så hvad er det egentlig for nogle budskaber, de danske børn indtager med deres underholdning? Den anden dag, i torsdags, over frokostbordet på Zetland foregik en samtale om netop børne-tv og dets politiske slagside. Helikopter-redaktør Mads Olrik nævnte Thomas Tog, det var noget med traditionelle samfund, hvor alle har sin plads, og hvor ingen skal træde udenfor, og der var Barbapapa, der havde med noget anarki og kapitalismekritik at gøre. Måske. Det var i hvert fald analysen. Og den fortjener, at vi er flere om den – også selv om det selvfølgelig også er vigtigt at indskyde, at børn næppe blot er tomme kar, der overtager de politiske budskaber, de fyldes med i tegnefilm.

Hermed flytter vi derfor frokostsnakken over i spalterne, for den er vigtig, og, ja, egentlig også øjenåbnende, når man først kommer i gang. Der følger nu en række politiske analyser af populært børne-tv, foretaget af to barnløse medarbejdere på Zetlands redaktion. Vi tænker, at det giver os en fordel at se det udefra og med ukorrumperede øjne. Men hvem ved. Vi vil i hvert fald meget gerne have hjælp i bidragssporet, hvis du for nylig har set børne-tv og har en analyse, som verden fortjener at høre!

Paw Patrol’: Hvor børnene lærer, at autoriteten må og skal adlydes

Okay, her har vi fra start fat i den semifascistoide politistat i fuld vigør. Paw Patrol handler om en gruppe hunde, som under lederskab af drengen Ryder igen og igen skal redde indbyggerne i den lille by Adventure Bay, fordi disse indbyggere igen og igen ender i så penible situationer, at det åbenbart er nødvendigt. For- eller overhunden, hund nummer et, hedder Chase, han er en politihund og bærer politiuniform, og således er han i sagens natur, forstår vi, den naturlige autoritet, selv om han helt umiddelbart intet har gjort for at gøre sig fortjent til at være det. Respekter uniformen, børn, det er budskabet.

Autoritetschase har alle mulige gadgets, for eksempel en drone, som han kan sende op i luften. Dronen er en spiondrone, den kan finde folk, der er blevet væk i skoven, men den kan også overvåge dem, der ikke er, og det i en tid, hvor overvågning i den virkelige verden langt fra Adventure Bay er det måske mest åbenlyse eksempel på statens, helt konkret politiets, voksende magt over borgeren. Chase fik sin drone i 2014. Det år dræbte amerikanske droner i alt 1.147 mennesker rundtom i verden.

Nå, men borgmesteren i Adventure Bay er en kvinde, og hun skal reddes hele tiden, fordi selvfølgelig skal hun det. Hun bliver portrætteret som en halvdum eksistens, som nærmest alene interesserer sig for sin kælekylling Kylletta, og leder man i det hele taget efter en stærk, kvindelig rolle for sine børn at spejle sig i, så leder man her det forkerte sted.

Men hundene ser søde ud. Og du kan efter sigende købe enorme mængder af deres merchandise i Bilka.

Illustration: Presse, Mattel

Thomas og vennerne: Hvor børnene lærer, at de kun har værdi i kraft af deres nytte

Den animerede børneserie om det blå og altid smilende tog Thomas og hans venner er en klassiker. Og selv om det er over 30 år siden, at serien først kom frem, er det stadig et hit blandt de yngste. De dampdrevne lokomotiver kan stadig trække børnene hen foran skærmen. Umiddelbart virker historierne om det hjælpsomme, trofaste og tapre Thomas Tog hyggelige nok, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at forholdene for lokomotiverne på øen Sodor er temmelig totalitære.

Lokomotiverne har nemlig kun værdi i kraft af deres brug. De bliver ikke behandlet som selvstændige individer – selv om de har tanker og indre følelsesliv – nej, togene er bare ejendom. De har kun værdi, så længe kontrolchefen (ham, der ejer jernbanen og alle lokomotiver) finder dem rentable. Når det ikke længere er tilfældet, bliver de sendt til skrot, strippet for reservedele og brændt. I ét afsnit får man endda den massegrav at se, hvor alle de tidligere tog står (uden ansigter) og ruster til. Det er derfor, at lokomotiverne konstant bekymrer sig om at være meget nyttige” – et mantra, der bliver gentaget i så godt som alle afsnit. Det er det absolut eneste, der har betydning: din nytteværdi.

I et afsnit fra den første sæson er der eksempelvis et tog, der bliver muret inde i en tunnel på livstid – for always and always and always” – som straf for ikke at ville køre i regnen, fordi han bekymrede sig over, at det ville spolere hans nye grønne lakering med de røde striber, som han var vældig glad for. Og der er ikke – som man kunne fristes til at tro – en lykkelig udgang på afsnittet, der bare slutter med, at fortælleren siger: I think he deserved his punishment. Don’t you?”

Og det er ikke kun i de ældre episoder, at dehumaniseringen kommer til udtryk. Tag for eksempel det afsnit, der hedder Diesels Særleverance, og som er fra den sæson af Thomas Tog og vennerne, der findes på Netflix. Her følger vi et sort dieseltog (alle de andre er damplokomotiver), som er den eneste på Sodor, der ikke har et navn, men bare er kendt som Diesel”. Han ønsker sig kun, at børnene på perronen nogle gange også ville være begejstrede for ham, ligesom de er begejstrede for de andre tog: De klapper og hujer aldrig af mig,” siger Diesel. Det er, fordi du er et dieseltog,” forklarer lokomotivet Henry. Det er åbenbart okay at forskelsbehandle på baggrund af brændstoftype.

Illustration: Presse, Dav Pilkey

Kaptajn Underhylers store eventyr’: Hvor børnene lærer, at civil ulydighed nogle gange er den eneste vej frem

De to hovedpersoner i Kaptajn Underhylers store eventyr hedder Jimmy og Otto, de går i skole og synes ikke enormt godt om det. De gør oprør, fjoller i timen, vil langt hellere bare lege.

Her har vi at gøre med en frihedskamp, men hvor den på den ene side er berettiget, da Jimmy og Otto absolut bliver uretfærdigt behandlet af deres rektor, den eddikesure hr. Knold, så er de to på den anden side virkelig heller ikke nogle særligt gode elever. De gør, hvad de kan, for at slippe for undervisningen, og de lytter ikke, når deres kammerater laver fremlæggelser i klassen. De synes at være motiveret af rent egoistiske hensyn, men så igen, de er børn, måske er det okay, ingen forventer vel så meget af sådan nogle, at det gør noget.

Når hr. Knold er ond, og det er han altså ofte, forsvinder Jimmy og Otto ind i deres fantasiunivers, helt konkret laver de tegneserier, hvori rektoren bliver til superhelten Kaptajn Underhyler. Pludselig er den onde blevet den gode, men måske er den onde i virkeligheden også kun ond, fordi han er ensom?

Uanset hvad er fantasien og venskabet mellem de to i centrum. Jimmy og Otto er nogle lømler, de udgør en slags opposition til en imaginær lømmelpakke, men det ville de fleste nok være og gøre i mødet med uretfærdigheder som dem, de står over for. Som hr. Knold siger i et afsnit:

Ligesom i retsvæsenet er I skyldige, indtil det modsatte er bevist.”

Og så er der jo helt ærligt brug for en revolution.

Illustration: Presse, Treehouse TV

Masha og Bjørnen’: Hvor børnene lærer, at man ikke skal ønske sig det bedre, end man har det

I januar sidste år vandt et afsnit af den russiske børneserie Masha og Bjørnen en plads i Guinness World Records for at være den mest sete animationsvideo på YouTube. Og ikke nok med det – En ond gang grød, som afsnittet hedder – er med sine over fire milliarder visninger den mest sete video på YouTube, der ikke er en musikvideo. Også i Danmark er det et hit. I hvert fald er den dansksprogede version at finde under Populært på Netflix’-fanen, hvor man kan læse, at serien handler om den lille, livlige Masha [der] bor tæt på skoven, hvor hun oplever vidunderlige eventyr med sin bedste ven, der er tidligere cirkusbjørn”. Det lyder jo uskyldigt nok, men serien er nu ikke helt ukontroversiel.

I ét afsnit er den treårige 3D-pige eksempelvis iført en sovjetisk militærkasket, mens hun forsvarer Bjørnens gulerodshave med et sommerfuglenet, hvilket blandt andet har fået den estiske journalist og redaktør Priit Hõbemägi til at kalde serien for udtryk for russisk blød magt”, mens den tidligere litauiske præsident Dalia Grybauskaitė har sagt, at serien bærer på en kodet politisk besked”. Den underforståede bekymring er, at programmet bærer et budskab rettet mod de tidligere østbloklande om, at man skal passe på med at få smarte idéer, der udfordrer den russiske interessesfære (som for eksempel at nærme sig EU). Og i flere tidligere sovjetstater har der været debat om helt at forbyde programmet.

Og hvordan giver den her løftede pegefinger sig så til udtryk i det mest populære afsnit, En ond gang grød? Kort sagt handler afsnittet om, at Bjørnen sidder og spiller dam med sig selv, men ikke kan få fred, fordi Masha bliver ved med at forstyrre. Pludselig bliver den lille pige sulten, men da Bjørnen serverer grød for hende, bliver det ikke taget godt imod: Føj! Nej tak,” siger hun, hvorefter Bjørnen sætter sig ud i skoven for at få fred til sit spil. Jeg kan lave noget, der er meget bedre,” siger Masha så og tømmer alt, hvad der er i køkkenet, ned i en gryde. Det gastronomiske eksperiment ender selvfølgelig med, at gryden bobler over og eksploderer i et kæmpe svineri af pink og smattet masse. Til slut ser vi Masha, der får serveret en portion af sin egen ulækre grød: Det igen? Er der ikke noget andet?” spørger hun, hvorefter Bjørnen viser, at spisekammeret, køleskabet og alle kabinetterne er fyldt med krukker, der er proppet til randen med det lyserøde klister. Fra nu af er der ikke andet på menuen end Mashas hjemmelavede altmuliggrød. Det er en klar besked: hvis du ikke stiller dig tilfreds med det, du har – hvis du begynder at få gode idéer og ønske dig noget andet og bedre – så ender det med at gå værst ud over dig selv. Buk hovedet, og pas din egen butik, kammerat!

Illustration: Presse, Nickelodeon

Svampebob: Hvor børnene lærer, at kapitalen er ude efter dem

I efteråret 2013 fremstod Svampebob Firkant pludselig som den amerikanske højrefløjs nye og, ville nogle måske mene, overraskende helt, for der blev han i en episode fyret fra sit job på restaurant Den Knasende Krabbe, fordi hans chef ved at gøre det kunne spare en krone. Årsagen til Svampebobs følgende ideologiske opstigen på blandt andet Fox News og Breitbart var den, at han gjorde noget ved det. Dagen efter fyringen spiste han et måltid med sin ven, søstjernen Patrick, som synes evigt arbejds- og sorgløs, men i modsætning til ham, sagde Svampebob, kunne han ikke leve sådan her. Han måtte ud og have sig et job.

De konservative medier i USA så det som en slet skjult kritik af velfærdssamfundet og som en art ode til selvforsørgelse, til the self-made man, men sagen er så den, at de i det nok tog grueligt fejl. For Svampebob Firkant er i virkeligheden marxist.

Ser vi på Bikini Bunden, Svampebobs hjemby og scene for hans forskellige genvordigheder, så fortæller den os ret tydeligt, at seriens skabere abonnerer på Marx’ syn på det kapitalistiske systems iboende problem, nemlig at konkurrence ikke leder til innovation, men til stilstand. Der findes på Bikini Bunden kun ganske få, store selskaber, hvoraf Svampebob arbejder for det ene, og i stedet for at konkurrere sundt og skabe det, økonomen Schumpeter kaldte kreativ destruktion, så prøver de at udmanøvrere hinanden på alle mulige fordækte måder, og i den kamp vinder ingen. Slet ikke svampen i midten, arbejderen, Svampebob.

Svampebob får nærmest ingenting i løn, hans chef kan som beskrevet spare blot en krone ved at fyre ham. Svampebob er kapitalens sande offer.

Illustration: Presse, WarnerMedia

Eventyrtid’: Hvor børnene lærer, at tingene sjældent er, som de ser ud på overfladen

I slutningen af 1990’erne var Cartoon Network nærmest en religiøs institution inden for børnefjernsyn. Med hit-serier som Ed, Edd og Eddy, Johnny Bravo, Dexters Laboratorium, Powerpuff Pigerne, Frygtløs den frygtsomme hund og Ko og Kylling formåede Cartoon Network at gøre sig til en tv-kanal, som en hel generation af børn plagede deres forældre om at få, fordi den kun fulgte med i den store tv-pakke. Og selv om det nok i dag er de færreste børn, der går og dagdrømmer om et større udbud af flow-kanaler på fjernsynet hjemme i stuen, så har Cartoon Network stadig fat i de mindste: I dag er det animationsserien Eventyrtid, der er hovedattraktionen. Overlæsset med tv-priser, kritikerhæder og høje seertal.

Her følger vi den 12-årige dreng Finn og hans magiske hund, Jake, der gang på gang skal redde prinsesser, som er blevet kidnappet af den onde troldmand, Iskongen, og ellers oplever andre utrolige ting i landet Ooo. Vi har at gøre med en slags parodi på eventyrgenren, blot tilføjet en ordentlig portion fjolleri, der ofte grænser til det absurde, og udført i en meget simpel animationsstil. Men Eventyrtid er mere end tosserier i slikfarvede pastellandskaber. Det mest slående ved serien er, hvor følelsesmæssigt kompleks den er under den ellers useriøse overflade.

Eksempelvis bliver det i løbet af serien mere og mere tydeligt, at Finn – helten, der skal være dristig og modig og slynge med sit sværd – er en temmelig sårbar og selvbevidst teenager. Og Eventyrtid kan oplagt læses som en coming of age-fortælling. Eller tag Iskongen, som viser sig slet ikke at være ond, men snarere en tragisk karakter, som kun kidnapper prinsesser, fordi han er ekstremt ensom og aldrig har haft nogle venner ud over sine pingviner. Ja, de fleste skurke viser sig faktisk slet ikke at være skurkagtige: De er bare sårede individer, der handler ud af frygt eller på grund af smerte.

Eventyrtid beskæftiger sig med centrale dele af den menneskelige tilstand – forvirring omkring ens egen identitet, behovet for at etablere forbindelse med andre mennesker – og overdynger dem med primærfarver, plathed og bizarre omgivelser. Husk, at tingene ikke altid er, som de ser ud på overfladen, lyder pointen. Det gælder også serien selv.

Illustration: Presse, Walt Disney

Pyjamasheltene’: Hvor børnene lærer, at selvtægt er i orden, og at de i øvrigt må klare sig selv

Hver nat bliver de tre børn Amanda, Jens og Oscar til Pyjamasheltene, og opgaven er sådan set simpel nok. Brug natten til at redde dagen. Altså næste dag. Præmissen er god, jeg kan selv huske, hvordan jeg som barn legede, at jeg var superhelt om natten, og nærmest formåede at bilde mig selv ind, at den var god nok, men det uagtet har Pyjamasheltene ét stort problem – hvor er deres voksne?

Da det lynhurtige (verdens vistnok hurtigste) tog på rutsjebanen i byens tivoli bliver stjålet, og en mand, der måske ejer, måske arbejder i, nævnte tivoli, i en højttaler så siger, at det er sådan, det forholder sig, så er der ingen voksne, der tager ansvar og forsøger at finde toget. Det må børnene gøre, for børnene er alt, der er. Solen går ned, Amanda, Jens og Oscar bliver som vanligt til Pyjamasheltene, og ud i natten går det, ingen forældre stopper eller blot spørger dem, hvor de skal hen.

Også skurkene er alle sammen børn. Den ene, Månepigen, er decideret ond, hendes ambition er alene, at de andre børn ikke må have det sjovt, men hvordan har hun i sin lille krop dog opfostret sådan et had? Hvor er de sociale myndigheder, skal hun ikke tvangsfjernes eller i det mindste have en eller anden form for visitation til en socialpædagog?

Pyjamasheltene synes at fortælle de børn, der ser programmet, at de må klare sig selv, og at selvtægt ikke alene er i orden, men nødvendigt. Og det er jo noget.

Illustration: Presse, Entertainment One

Gurli Gris’: Hvor børnene lærer, at autoriteterne ikke altid har ret

Gurli Gris er ikke bare en børneserie, det er et regulært globalt fænomen. Serien om den lille lyserøde pigegris og hendes omgangskreds er blevet en milliardindustri, der omfatter alt fra bøger, brætspil og beklædningsgenstande til alt, hvad du har brug for i boligindretningen: sengetøj, lamper, kopper, knive og gafler. Og ja, sidste år blev produktionsselskabet Gurli Gris så opkøbt af legetøjsgiganten Hasbro for i omegnen af 27 milliarder danske kroner. Men Gurli er mere end bare en god forretning: I 2018 blev hun for eksempel et symbol på modkultur blandt bestemte kinesiske bander – hvilket førte til, at serien midlertidigt blev fjernet fra visse kinesiske streamingtjenester – og den lille gris har også fået en slags ikon-status i dele af LGBTQ-miljøet. Og det er da også svært at komme uden om, at der er noget antiautoritært og samfundsundergravende ved Gurli.

For det første står serien hårdt på at hylde forskellighed. Ud over Gurlis familie er der ingen af hendes kammerater, der er svin. Vi har i stedet arter af alle slags med i vennegruppen: Freja Får, Karina Kanin, Herluf Hund, Karen Kat og Pedro Pony, for bare at tage Gurlis tætteste bekendtskaber. Derudover indeholder serien en magtkritik, som særligt kommer til udtryk i, at Far Gris – grisefamiliens patriark – fejler igen og igen, på trods af at han gang på gang påstår, at han er ekspert” i, hvad end han nu kaster sig ud i. I et afsnit banker han eksempelvis et kæmpe hul i væggen, da han skal prøve at hænge et billede op – og der findes et utal af lignende eksempler. Far Gris er simpelthen den fuldendte kombination af selvovervurderende og inkompetent og giver dermed anledning til lektien om, at autoriteter ikke nødvendigvis har ret, bare fordi de er autoriteter. Man skal ikke stole blindt på dem, der hævder at besidde sandheden, bare fordi de gør det på overbevisende manér.

Det er også værd at bruge et øjeblik på Fru Kanin. I seriens løb ser vi hende arbejde som helikopterpilot, butiksassistent, sygeplejerske, bibliotekar, taxachauffør og tandlæge. Og det er bare et udpluk af, hvad den driftige karrierekanin får kastet sig ud i. Budskabet er umiddelbart, at man kan blive, hvad man vil. Men den dybere pointe er, at der ikke er noget arbejde, der er finere eller mere prestigefyldt end andet. Det er en grundlæggende progressiv indstilling, der går på at nivellere forskellene i den sociale kapital, vi almindeligvis tillægger forskellige typer beskæftigelse.

Således er det alle slags hierarkier, der står for skud. Og det gælder også de indre hierarkier i form af de forventninger, samfundet stiller til individet: de værdier, det kræves, at vi kultiverer i os selv. For Gurli Gris en ikke en dydig og perfekt lille pige. Hun er tit misundelig og opfører sig forkælet og irriterende. Det skal der nemlig være plads til. Ligesom der skal være plads til Far Gris’ evindelige selvindbildskhed. På den måde er det ikke kun magten, men også vores normalitetsbegreb, der kommer under kritisk behandling i Gurli Gris – inden alle lægger sig ned og ruller flade af grin rundt i mudderpølen.

Illustration: Presse

Barbapapa’: Hvor børnene lærer, at det hele er ved at ramle

Jorden er ved at gå under, vi står i en klimakrise, en biodiversitetskrise, miljøet kæmper for at få vejret, og så kommer Barpapapa og ordner det. Sådan cirka.

Den franske blob-figur er fra 1970’erne, så det giver egentlig mening, at han er en maskinstormer. Det er han så virkelig også. Han og hans blob-familie går til kamp mod industrialiseringens udpining og forurening af jorden, og dyrene, dem redder han, når han kan komme til det. Menneskene er først lidt bange for ham, hvilket man jo for så vidt godt kan forstå, for helt ærligt, han er enormt uhyggelig, men siden opdager de, at han blot vil dem det bedste, selv om det nogle gange kræver et opgør med deres egen natur.

Barbapapas verden er dog i forfald, han forstår ikke menneskehedens selvdestruktive adfærd og leder efter en anden planet at tage til, når det ufravigeligt og på trods af hans indsats ender galt på Jorden. Barbapapa er her for at fortælle dig, at du lever forkert.

I den virkelige verden er han på paradoksal vis blevet forsøgt kapitaliseret af diverse legetøjsfabrikanter, som har solgt ham i form af plastik og andet ragelse. Inden seriens skaber, amerikaneren Talus Taylor, som for så mange år siden kom på idéen til den sammen med sin franske hustru, Annette Tison, døde i 2015, skrev han i en mailkorrespondance med Politiken sådan her om det:

Da atomkraft-folkene i Japan spurgte, sagde vi nej. Når hamburgerkæderne spørger, siger jeg nej, for Barbapapa-figurerne er vegetarer og lever af frugt. Jeg prøver at beskytte dette børneunivers mod grådighed.”

Talus Taylor prøvede engang, og Barbapapa og hans blob-familie prøver endnu. Nu som plastiklegetøj.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: