Der indtraf i begyndelsen af april en lille katastrofe i landsbyen Kornerup på Midtsjælland. Det var stormvejr, et brændeskur væltede ovre hos Kristian Lautas nabo, og der ligger et sted i byen også endnu et grantræ, som ikke er blevet ryddet op. Sådan kan det gå galt, også i Kornerup.

I landsbyen bor altså Kristian Lauta, og når det er interessant, at der her skete en katastrofe, er det, fordi han er katastrofeforsker.

Kristian Lauta, en 39-årig juraprofessor ved Københavns Universitet, er det seneste år gået fra at være relativt ukendt til at være en, mange medier gerne vil tale med. Han har længe vidst, at det ville ske. Måske er det for læseren overraskende, og i så fald taler det ind i noget, han har fået øje på under denne pandemi, og som passer fint ind i snart sagt al anden viden om katastrofer, som katastrofeforskerne har: Vi mennesker er evigt optimistiske, for det kan jo ikke ske her, ikke i Danmark, slet ikke i Kornerup. Det kalder man kalkunens fejlslutning. Hver dag får den mad, mennesket er dens ven, intet i kalkunens erfaring peger på, at det kan forholde sig på anden vis. Og så bliver det Thanksgiving. Hak. Sådan noget ved en katastrofeforsker.

“Selve det, at vi blev taget på sengen af denne her pandemi, var jo en slags kalkunens fejlslutning,” siger Kristian Lauta. “Allerede i 2017 var en pandemi blandt de ti mest sandsynlige scenarier, Beredskabsstyrelsen mente kunne ramme Danmark. Sandsynligvis ville det være af corona-typen. Sandsynligvis startet af en mutation i et dyr. Man skulle i øvrigt være opmærksom på, at der kunne ske yderligere mutationer undervejs. Hospitalsvæsenet ville blive overbelastet. Vi vidste det hele. Vi vidste hvert et ord. Og alligevel blev alle overrasket, inklusive vores sundhedsmyndigheder sandsynligvis. Det er en kalkuneffekt på den måde, at man siger: Ja ja, det ved vi godt kan ske, men der var også en corona-mutation i 2009 og 2015 eller whatever. Og der skete jo ikke noget. Ergo sker der heller ikke noget denne gang.”

Kristian Lauta mener, at katastrofer som den, vi i det seneste års tid har gennemlevet, kan fungere som en fremkaldervæske. Katastrofer, mener han, skræller de yderste lag af, både af os mennesker og af de samfund, vi skaber omkring os.

“Hovedpointen, tror jeg, hvis man skal gå rigtig hardcore empirisk til, hvad vi ved om katastrofer og mennesker, det er, at katastrofer viser mennesker i al deres mangfoldighed. Al den kompleksitet, der følger med at være menneske, er det, der bliver vist frem i katastrofen. Der er ikke en særskilt godhed eller ondskab, som bliver aktiveret. Det er hele repertoiret af menneskelige handlinger.”

Kristian Lauta har skrevet en bog om katastrofernes bijob som fremkaldervæske, og det er derfor, jeg er taget til Kornerup for sammen med ham at gå en lang tur rundt om nogle marker. Undervejs vil små katastrofer indtræffe, særligt for mine sko, som ikke er så vandtætte, at det gør noget.

Den gode nyhed først: For Kristian Lauta har krisen først og fremmest vist ham, at vi mennesker, vores mange fejl og mangler til trods, stadig er gode nok på bunden. På den måde er corona-katastrofen et indlæg i en årtusinder gammel debat om, hvorvidt mennesket helt grundlæggende er godt eller ondt. På den anden side og måske paradoksalt nok har corona-katastrofen også vist os, at vi ikke rigtig tror på, at menneskene omkring os er gode. Og netop vores fornemmelser af, hvordan de andre er, og den frygt, vi nærer for, hvad vores medmennesker kunne finde på, har haft voldsomme konsekvenser for alt fra mængden af toiletpapir i supermarkedet til ændringer af vores retsstat.

Den 11. marts 2020 blev en historisk dag, hvad angår den katastrofale fremkaldervæske.

“Det blev første gang for alvor en fremkaldervæske,” siger Kristian Lauta, “den 11. marts om aftenen, da Mette Frederiksen træder frem på talerstolen, helt klædt i sort, og siger: ‘Den beslutning, vi træffer nu, kommer til at få dramatiske konsekvenser for alle danskere.’”

Lauta fortsætter: “Det fortalte os noget helt fundamentalt om vores stat, vores regering, dens opfattelse af sig selv, og hvordan den her krise skulle kommunikeres og klares det næste år. Dagen efter blev det en fremkaldervæske for vores demokrati, da et enigt Folketing en sen aftentime rejste sig op og klappede efter at have vedtaget den sikkert mest vidtgående lovgivning i danmarkshistorien. Det viste os, at vi først og fremmest er et tillidsbaseret samfund. Vi ønsker enighed i krise.”

Her mener Kristian Lauta den hastevedtagne lov, som blandt andet lød, at smittede kunne tvangsindlægges, og at større forsamlinger kunne forbydes. Regeringen fik med accept fra et samlet Folketing enormt vide beføjelser.

Uden for Christiansborg, konkret ude i landets supermarkeder, så man en anden sandhed om os.

“Der gik jo ikke mange minutter efter den 11. marts om aftenen, før folk stod i kø nede i Netto for at få fat i gær og toiletpapir,” siger han. “Det viser noget om vores forventninger til hinanden. Både at mange danskere havde en umiddelbar forventning om, at det ville være nødvendigt at hoarde, at det ville være nødvendigt at samle de her ressourcer ind, fordi der var en sandsynlighed for, at vores infrastruktur ville bryde sammen. Og der var også en sandsynlighed for, at naboen ville være hurtigere nede i Netto og hente det skidt, og at man derfor var nødt til det.”

Det halve stormløb mod supermarkederne om aftenen den 11. marts 2020 var altså i virkeligheden et resultat af vores forventning om, hvad de andre gør, ikke hvad vi selv ville kunne finde på. Det var en slags paradoksal reaktion. Vi hamstrer ikke, fordi vi opfatter os selv som mere værd end andre og dermed berettiget til mere, vi hamstrer, fordi vi opfatter alle andre sådan. Skal vi have, hvad der tilkommer os, skal vi derfor berede os på de andres nederdrægtige natur.

“Når man spørger folk, hvorfor de gør det, så er det, fordi de er dødbekymrede for, at naboen kunne finde på at gøre det først. Og derfor bliver de nødt til det. Det siger noget om vores forestilling om hinanden.”

Spørger man Kristian Lauta, taler det her ind i nogle helt fundamentale spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske. Siden nærmest for evigt har filosofferne grundet over vores sande natur, for eksempel Aristoteles, der opdelte alle verdens dyr, og således også mennesket, i kategorier. Bien, ulven og mennesket er ifølge grækeren zoon politikon, samfundsvæsener, og af dem er ingen over os mennesker. Grundessensen for menneskelig organisering var for ham ikke individet, men den enhed eller gruppe, det indgår i. På den anden side af det argument finder vi eksempelvis den engelske filosof Thomas Hobbes, som mange, mange år senere mente, at mennesket grundlæggende er vildt og selvisk. I hans forståelse er vi, i modsætning til konklusionerne ovre hos Aristoteles, grundlæggende naturvæsener, rundet i og af en brutal og usentimental verden.

Kristian Lauta har brugt katastrofen corona til at finde et svar på, om vi er det ene eller det andet.

“Jeg skriver jo selv om det her dilemma, der er i litteraturen, og som strækker sig tilbage, så længe nogen kan huske,” siger han. “Det handler om den menneskelige natur, altså, er vi egoistiske af natur, eller er vi solidariske? Er vi et flokdyr ligesom bierne, eller er vi i virkeligheden et naturmenneske, der kæmper om ressourcer og skal tæmmes af magt?”

Når Kristian Lauta kigger på nogle af de mest heftige love, der er blevet vedtaget under corona-katastrofen, ser han, at ret mange er lavet ud fra en tanke om, at vi mennesker – eller ret mange af os i hvert fald – ikke er solidariske og med det ikke er gode. Han trækker paralleller fra ret små hændelser til de helt store udviklinger.

“Hvorfor var det lige pludselig, at man skulle kunne få op til fire gange fængselsstraf for bestemte COVID-forbrydelser?” spørger han. “Jeg mener at kunne spore det til, at der var en falsk historie i omløb.”

Den 16. marts, nogle dage efter nedlukningen, bragte Ekstra Bladet en forsidehistorie, der lød, at maskerede mænd var brudt ind på akutmodtagelsen på Herlev Hospital og havde taget for sig af diverse værnemidler for derefter at løbe ud i en ventende bil.

“Og den historie satte gang i, at Venstres retsordfører på det tidspunkt, Inger Støjberg, krævede, at vi skulle have forhøjet strafferammen for det her. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at vi på et tidspunkt, hvor et enigt Folketing havde rejst sig og udvist solidaritet, havde en befolkning, som ikke gjorde det samme. Samfundssind først og fremmest,” siger Kristian Lauta. “Derfra gik det slag i slag, og i løbet af to uger havde man vedtaget en straffelovsændring, som i dag betyder, at man har fået nogle meget omdiskuterede domme. På det tidspunkt gav man sig ikke engang tid til en høring. Mig bekendt var Dommerforeningen de eneste, som nåede at afgive høringssvar, og det gjorde de af egen drift. De insisterede på over en weekend at skrive et høringssvar, hvor de i kraftige vendinger advarede imod, at det her skulle være en god idé. Så vedtog man det, bang.”

Går man i dag ind på artiklen hos Ekstra Bladet, har man øverst skrevet en rettelse. “Københavns Vestegns Politi oplyser, at der faktuelt ikke er sket det, som anmeldelsen gik på. Der er ikke blevet stjålet noget under episoden, og ingen personer har været maskeret,” står der. Avisen måtte trække historien tilbage.

“Der havde ikke været maskerede mænd i akutmodtagelsen på Herlev,” siger Lauta. “Og det viser, hvad det er for nogle forestillinger, vi har om hinanden. Det var i den almene offentlighed så let at producere den historie der. Det rygte passede så godt med vores fiktion om, hvad fanden der ville ske under en pandemi. Så ville der selvfølgelig være nogle tvivlsomme typer, som ville tage maske på og bryde ind i en akutmodtagelse og stjæle sprit. Det lå så dybt i os. Den ramte nogle tangenter i os alle sammen. Og de tangenter skal vi være opmærksomme på. De her underliggende katastrofefiktioner kender vi fra hele verden. Der er tusindvis af historier, som florerer under og efter katastrofer, og som stort set alle handler om, at dem, vi i forvejen havde mistillid til, om det så er på grund af religion eller hudfarve eller højde eller alder, lige præcis de har gang i noget rigtig dubiøst. Og nu skulle det stoppes.”

Lovændringen, der fulgte den tilbageviste historie, har siden betydet, at blandt andet en 30-årig kvinde, som under en voldelig demonstration den 9. januar 2021 opfordrede til at “smadre byen på en ikke-voldelig måde”, er blevet sendt i fængsel med dobbeltstraf, to år. Firedobbelt straf findes også, det kan man få for at snyde med hjælpepakker.

Bias og indbyggede forestillinger har altså haft konkrete og for nogle meget store konsekvenser. Det er noget af det, corona-katastrofen fremkalder for os.

“Det synes jeg er en rimelig analyse,” siger Kristian Lauta. “Og en sjov analyse. Det er noget, der bør give anledning til, at man lige tænker sig om en ekstra gang, når man hører sådan nogle historier under kriser og katastrofer. At man får et kritisk blik på, hvor meget af den her historie, som man labber i sig, er drevet af nogle fordomme, jeg i virkeligheden drøner rundt med nede i maven om nogle andre mennesker. Der var noget der, vi godt kan arbejde lidt med.”

Da Folketinget om aftenen den 12. marts rejste sig og stemte en af danmarkshistoriens mest vidtgående lovændringer igennem, viste det Kristian Lauta, at behovet for at stå sammen overtrumfede alle andre behov, for eksempel dem, der lyder, at der er brug for parlamentarisk kontrol, checks and balances, den slags. I ugerne, der fulgte, fortsatte den dynamik.

“Og det blev en fremkaldervæske, fordi den impuls måske i virkeligheden var stærkere end den retsstatslige impuls,” siger han. “Altså impulsen til at ville føre kontrol og være bange for, at nogen snyder én. Impulsen, der skulle have sikret, at der var en grundlæggende kultur i staten, der sagde, at der er ting, man ikke gør. I særdeleshed ikke med kort varsel. Fordi det at gøre ting med kort varsel gør som regel, at man ikke får tænkt tingene godt igennem.”

Hvad tænker du på mere specifikt?

“Jamen, der tænker jeg helt konkret på, at vi i dagene, der følger 11. marts, har domstolsnedlukningerne. Hvor det i virkeligheden er Justitsministeriet, der ender med at beordre, at domstolene skal lukke ned.”

En sådan nedlukning af domstolene ville være grundlovsstridig, lød kritikken i særligt Information dengang. Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, afviste den senere med ord om, at det havde været uansvarligt, hvis domstolenes offentligt ansatte som de eneste fortsatte arbejdet.

“Der er et forløb der, vi skal have udredt, men hvis det er rigtigt, bør alle jurister i Danmark dratte om på stedet. For hvis en regering kan beordre, at domstolene lukker, uanset grunden, så har vi et grundlæggende problem. Det er første skridt hen mod, at retsstaten falder sammen. Vi har brug for et domstolsvæsen, der opfatter sig som fundamentalt uafhængigt af regeringen. Og vi har jo set mange eksempler på den der trykprøvning af, hvor meget vi vil retsstaten i forhold til, hvor meget vi vil enighed, fællesskabet, nødvendigheden.”

Coronakrisen viste os altså i begyndelsen, at vores folkevalgte hellere ville have enighed og ro på linjerne på bekostning af opposition og kontrol. Enigheden er så for længst nok eroderet, sådan er det med disaster politics, som Lauta kalder det. Der er en rally to the flag-dynamik i begyndelsen, og så kommer der en afmatning, når krisen er under kontrol. Nogle gange ender det med et opgør. Churchill, som tabte valget efter Anden Verdenskrig, er et eksempel.

Katastrofeforskeren Kristian Lauta har i løbet af den katastrofe, vi i nu et år har gennemlevet, været en fast kritiker af især den konsensuspolitik, han mener at have set udspille sig i Folketinget. Han mener, at oppositionen, både på højre og venstre fløj, har været for medgørlige, især hvad angår den kritiske sans, der skal holde hånden under retsstaten.

Alligevel har coronapandemien efterladt ham med et positivt blik på Danmark og danskerne.

“Det bekræfter,” siger han, “i meget høj grad min tro på, at vi som mennesker kan overvinde nogle helt vanvittige udfordringer. At vi historisk har været stillet i nogle meget vanskelige situationer, og at vi sådan set hver eneste gang har formået at komme igennem alle flaskehalse. Dem er vi alligevel kommet igennem.”

Pandemien har vist Lauta, at vi, bias og fejlslutninger til trods, helt grundlæggende vil hinanden det godt.

“Vi danner solidaritetsnetværk, vi finder svar på de problemer, vi møder undervejs. Selv under ret vanskelige vilkår.”

Hvor ser du det konkret?

“Konkret har vi jo set sådan noget som oversættelser til minoritetssamfund, som er blevet løftet af privatpersoner. Der er opstået medier kun rettet mod for eksempel det arabisktalende miljø. Vi har set folk, der går fra dør til dør for at sikre, at folk har det godt. Vi så det her fuldstændigt fantastiske eksempel fra Vollsmose, hvor vi havde et udbrud, som var så omtalt i den offentlige debat, lidt stigmatiserende måske. Og så testede 85 procent af befolkningen sig frivilligt i løbet af en uge.”

Sidst i sin bog skriver Kristian Lauta, at “hvis katastrofer viser os noget om en grundlæggende menneskelig natur, er der, samlet set, langt mere at glæde sig over end at frygte.”

“Det er der, fordi selv om vi bliver udfordret, og selv om vi foretager fejlskøn og vurderer verden forkert, så er vi i sidste ende, hvis vi skal fokusere på Danmark, et ekstremt velordnet, retfærdigt samfund, hvor alle led i vores kæde, alle mennesker, grundlæggende set ønsker det bedste for andre,” siger han. “Fordi vi på trods af de mangfoldige muligheder, sådan en krise åbner for egoistisk og grisk adfærd, nærmest ingenting ser.”

På trods af alle de risici, vi stadig skal arbejde med, al den usikkerhed, der er i verden, så har vi, mener Kristian Lauta, et samfund, som først og fremmest vil hinanden.

“Det skal man glæde sig over,” siger Kristian Lauta. “Og så er det jo et enormt komplekst billede. Jeg har i det seneste år deltaget i den offentlige debat som, synes jeg selv, en ekstremt kritisk stemme imod den politik, der er ført. Og derfor tror jeg også, det er vigtigt at sige, at samlet set mener jeg, selv om jeg er kritisk, at der er mere at glæde sig over, end der er at frygte eller kritisere.”

Og så er vi efterhånden nået rundt om markerne ved Kornerup. Ind forbi det væltede brændeskur hos Kristian Lautas nabo. Spørgsmålet er så, hvad det siger om denne og om Lauta selv, som hævder at være på endda ret god fod med ham, at det endnu ikke er blevet rejst op igen.