Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

For 100 år siden solgte vi De Vestindiske Øer. I år kan vi lære om dengang, Danmark var en kolonimagt

Tidligt foto (daguerreotypi) af den danske pige Louisa Bauditz og hendes amme Charlotte Hodge, cirka 1847. Foto: Det Kongelige Bibliotek


Derfor skal du læse denne artikel

Slavehandel, grusomheder og eftervirkninger af den danske kolonialisme. Mens vi debatterer, om efterkommerne af slaverne på Dansk Vestindien skal have en undskyldning, er det i år 100 år siden salget af øerne til Amerika. Derfor er der et hav af arrangementer, der giver anledning til selvransagelse. Vi har udvalgt fem forskellige genveje til Vestindien.

Den danske kolonifortid er ofte blevet bagatelliseret i den populære forståelse af Danmarkshistorien. Ja, vi havde slaver, men vi var de første til at forbyde slavehandel. Ja, vi var en kolonimagt, men vi var nok ikke så slemme, vi var bare lille Danmark i en stor verden. Sådan ynder mange at tænke, og det er også i en eller anden form den historie, jeg selv er opvokset med.

I de senere år er kritikken af denne historiske konstruktion blevet mere og mere udtalt. En del af den rigdom, vi har som nation i dag, baserer sig på slavehandel. Slaveriets ophør var ikke så entydigt igen – dels blev handelen intensiveret de sidste år med grusomme konsekvenser på overfyldte skibe, dels stoppede slaveriet ikke bare sådan, fordi der kom et dekret. De forhold, man bød de frigivne slaver, var ikke videre værdige. Og de lider stadig under den udpining, den danske overmagt bød indbyggerne, før øerne blev solgt i 1917.

Når vi i år markerer 100-året for salget af øerne, er det derfor med en vis selvransagelse og med brutale sandheder om dette kapitel i vores historie. Samtidig er debatten igen opstået, om vi skal give en officiel undskyldning til de nulevende efterkommere af slaverne på De Vestindiske Øer. Fortalerne for en undskyldning mener, at det er måden at indlede en helingsproces over for de efterkommere, der stadig er socialt, økonomisk og identitetsmæssigt martret af vores forfædres hærgen. Derfor kunne det være på sin plads med en officiel indrømmelse af en skyld, vi aldrig som nation har taget på os. Modstanderne mener, at der er gået for lang tid og for mange generationer til, at det længere giver mening, eftersom ingen har kendt nogen fra den tid. At det svarer til at undskylde for vikingernes hærgen eller Det Stockholmske Blodbad.

Spørger man efterkommerne selv, lader de til at synes, at det giver overordentligt god mening med en undskyldning. Mange af dem giver i hvert fald udtryk for et sådant ønske gennem foreninger, de har dannet til formålet.

Dog er der den finte, at en undskyldning angiveligt ikke giver juridisk mening – for der er et juridisk aspekt af nationale undskyldninger – idet øerne hører under USA, og der er derfor ikke et mellemstatsligt forhold. Og samtidig ligger der tilsyneladende også en frygt fra dansk side for, at en officiel statslig undskyldning vil kunne åbne for store økonomiske sagsanlæg fra efterkommerne.

Så indtil videre kommer der ikke nogen undskyldning, men til gengæld står vi altså i selvransagelsesfasen, og første skridt er at fortælle tingene, som de var, uden at bagatellisere de danske gerninger. Det sker i stor stil i 2017, og antallet af arrangementer over hele landet er svimlende. Ud over et væld af foredrag er der blandt andet en frimærkeudstilling i Vamdrup, en strikkecafé med højtlæsning i Humlebæk, en plancheudstilling på sukkermuseet i Nakskov, en udstilling om Hezekiah Smith og andre fanger fra De Vestindiske Øer på Fængselsmuseet i Horsens og hundredvis af andre tiltag.

Jeg har udvalgt fem forskellige veje ind i Vestindien-året, der alle kan bidrage til en større forståelse af, hvad der foregik, og hvad det betød: arkiver, udstillinger, bøger og et mindesmærke. Vi begynder med selve kilderne:

Idyl Sankt Croix, Christiansted, 1831. I venstre side ses et par stolte danske kolonister i samtale, mens et ydmygt slavepar i spraglet tøj sidder og kigger på. Man skal næppe opfatte dette som et realistisk scenarie. Stentryk: Det Kongelige Bibliotek

Rigsarkivet: fem millioner kilder til historien
Rigsarkivet har digitaliseret ikke mindre end fem millioner kildedokumenter om og fra De Vestindiske Øer. Det er selvsagt en uoverskuelig mængde at forholde sig til for lægfolk, men Rigsarkivet har oprettet en formidlende hjemmeside til formålet. Her vil man ikke alene snart kunne søge i det enorme materiale, men også læse artikler om udvalgte emner.

Der er for eksempel en fin artikelserie om den indflydelsesrige skolelærer, jurist og aktivist David Hamilton Jackson (1884-1946). Han kæmpede for arbejdernes borgerrettigheder efter slaveriets ophør og var i Danmark i 1915 for at anmode om reformer. Han fik blot uforpligtende løfter, der ikke blev fulgt op, og iværksatte en generalstrejke i 1916. Jackson skabte både en fagforening og en avis og fungerede efter en jurauddannelse i Washington som dommer på Sankt Croix.

De fem millioner dokumenter er endnu ikke klar til søgning, men Rigsarkivet lover, at de er lige på trapperne. Der er en foreløbig smagsprøve for de utålmodige, som kan søge i 200.000 af dokumenterne indtil videre.

Transport Slaverne blev stuvet sammen så effektivt som muligt på overfarten fra Ghana til De Vestindiske Øer, ikke ulig en dyretransport, der ville vække bekymring i dag. Undervejs døde ofte omkring 100 slaver, som blev kastet overbord. Korporlig afstraffelse og voldtægter var en del af behandlingen undervejs. Illustration: Rigsarkivet
Annonce En undsluppen slave efterlyses med instruktioner om, at det er forbudt at stjæle ham eller hjælpe ham med at undslippe øen. The Danish American Gazette, 1792

Grundbog og udvalgte kildetekster
Hvis man er lammet af de fem millioner dokumenter og hellere vil have nogle til at udvælge kilder for én, kan man gå til websitet His2rie.dk, der har lavet et omfattende appendiks af kilder til bogen Dansk Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium. Et appendiks med 83 dokumenter, der kan benyttes uafhængigt af bogen.

Bogen fortæller ikke kun historien fra før kolonialiseringen til i dag, men dykker også nærmere ned i udvalgte temaer såsom det europæiske syn på afrikanere og tro og traditioner på øerne.

Dokumenterne på His2rie.dk er ikke kun tekster (breve, artikler, traktater, uddrag af bøger), men også fotografier og videoer. Der er i reglen tale om uddrag med videre henvisninger.

Bog: Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley: Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium, Frydenlund, 151 sider.

Den Sorte Diamant: Blinde vinkler
Hvis man hellere vil se en færdigpakket udstilling end rode i arkiver, kan man også det fra og med maj måned i København. Det Kongelige Bibliotek lægger nemlig an til en stor udstilling med visuelt materiale fra og om Vestindien. Blinde vinkler, hedder den, og der vil være både arkivfotografier, landkort, postkort, aviser, grafiske afbildninger og nutidige reklamer og videokunst.

Der vil være et lydspor med reaktioner på og diskussioner om materialet og en række interaktive tiltag, hvor publikum selv kan bidrage til og lave remix af ting på udstillingen. Og som om det ikke var nok, er der tilknyttet foredrag, debatarrangementer, en konference og et nykomponeret musikværk om Dansk Vestindien af en indtil videre hemmelig komponist. I et år, hvor Nationalmuseet har sløjfet deres særudstilling om Dansk Vestindien, er det efter alt at dømme her, man skal gå hen for at få den store sanselige indføring i emnet.

Pisk Jeannette Ehlers opfører sin performance Whip It Good, hvor pisken dyppes i kul før den smækkes hen over det hvide lærred af såvel hende selv som af frivillige blandt publikum. Foto: Zoe Maxwell

Jeannette Ehlers: mindesmærke, bog og værker
Jeannette Ehlers har tematiseret den danske kolonihistorie i almindelighed og Dansk Vestindien i særdeleshed i en række værker i de senere år. Hun har selv familierødder til øerne på sin fars side. Som kunstner arbejder hun med både performance, videokunst og nu også et mindesmærke, der bliver placeret ud for Vestindisk Pakhus i Københavns Havn.

Her står der allerede en bronzeafstøbning af Michelangelos David. Jeannette Ehlers’ skulptur Queen Mary kommer til at ligne den i sokkel og størrelse. Queen Mary” var tilnavnet til Mary Thomas, der var med til at lede et oprør blandt markarbejderne på Sankt Croix i 1878 sammen med tre andre kvinder. De blev først dømt til døden, men siden benådet og i stedet sendt til Kvindefængslet på Christianshavn.

Queen Mary alias Mary Thomas. På det samtidige billede er hun afbildet med en skarp sukkerkniv og en brændende fakkel, begge yderst farlige redskaber i hænderne på en oprører. (Ch. E. Taylor, Leaflets from the Danish Westindies, 1888). Træsnit: Rigsarkivet

Skulpturen er i første omgang af bronzelignende polystyren, men kunstneren kæmper for at få lov at lave en permanent bronzeskulptur. Den viser en kvinde på en slags tronstol med en machete i hånden, som var Queen Marys vartegn. På de oprindelige skitser til mindesmærket var det en pisk, hun holder, hvilket referer til Ehlers’ performanceværk Whip It Good (se billede og link til video), der tematiserede slavetiden, hvor hun med hvidmalet ansigt pisker hvide lærreder med en pisk dyppet i sort kul. Hun får hjælp fra publikum til dette både terapeutiske og symbolske ritual.

Mindesmærket Queen Mary forventes at blive indviet den 1. oktober 2017.
Bogen Say It Loud om Jeannette Ehlers’ værker er kommet på forlaget Nemo (154 sider).

Mich Vraa: romantrilogi
Thorkild Hansens slavetrilogi (Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer, 1967-70) er vel nok den hidtil vigtigste fortælling om den danske andel i slavehandelen. Rammen er trekantshandelen, hvor danske handelsmænd købte slaver i Ghana for brændevin og våben, solgte slaverne i Vestindien for sukker og fragtede sukkeret til Danmark med stor fortjeneste. I Thorkild Hansens bøger kommer vi tæt på skæbner i forskellige led af dette system såvel som opgøret med det.

En ny trilogi om Dansk Vestindien er under udarbejdelse af Mich Vraa, der indtil videre har skrevet romanen Haabet og planlægger to andre med temaerne kærlighed og tro (næste roman om generalguvernør Peter von Scholten ventes til august). Haabet er opbygget som en brev- og dagbogsroman og er en page-turner drevet af drama og hemmeligheder. Historien følger en række danske aktører i kolonitiden og springer mellem årtierne og to skæbnefulde sejladser fra København over Afrika til Caribien. Fingrene bliver ikke lagt imellem i skildringen af den mishandling, racisme og dobbeltmoral, der prægede den danske kolonialisme. Haabet er opkaldt efter fregatten af samme navn og handler i lige så høj grad om grusomhed som om håb – og måske allermest om de komplicerede følelser, der opstår, selv i såkaldt gode’ mennesker, når de får absolut magt over andre.

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer, Gyldendal, i alt 947 sider.
Mich Vraa: Haabet, Lindhardt og Ringhof, 415 sider.